Kommentar. Sagen om Lizette Risgaard er endnu en fortælling om magtens blindhed. Og om en tidsånd, der er ved at forlade den ældre generation.

Kun set oppefra er en

pyramide flad

Selvfølgelig kan man undre sig over, at FH-formand Lizette Risgaard ikke meddelte sin afgang allerede fredag morgen. Historien om hendes upassende opførsel overfor unge mænd havde på det tidspunkt været undervejs i en måned, og aftenen før mediernes offentliggørelse havde hun forsøgt at tage toppen af den ved at undskylde på Facebook. 

»Jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med,« skrev hun og forklarede, at det ikke havde været hendes intention at krænke nogen; hun var bare et uformelt menneske, der elskede at kramme.

Man hører i de ord et ekko fra dengang, daværende 3F-formand Per Christensen forklarede sit dobbeltliv med, at han var en kærlig mand, der elskede meget. Det var også årsagen til, at det ikke var nok med en familie – han måtte have to (på samme tid), for sådan er det, når man har så stort et hjerte.

Han endte med at måtte tage sin afsked, også selv om mange dengang mente, at det var hans egen sag og egen hovedpine, at han havde jongleret rundt med to familier, og at det intet havde med hans hverv som formand for 3F at gøre.

Men tillid forpligter, og et flertal mente dengang, at man ikke kan have en mand siddende med så forstyrret et moralsk kompas. I forbindelse med hans afgang sagde en arbejdsmarkedsforsker i 3F’s eget fagblad: 

»Efter sagen med Per Christensen er det blevet mere åbenbart, at den personlige integritet har stor betydning. Det skal være nogle pletfri typer, der stiller op, og der forventes en ny stil, hvor man som leder er et ordentligt menneske og står for nogle menneskelige værdier.«

Lizette Risgaard har oplevet, at hun var til fest blandt ligemænd, mens de unge mænd har oplevet, at de var chefens tag-selv-bord. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Lizette Risgaard har ikke taget sin afgang, endnu, men meddelte fredag aften, at hun ville gå på orlov, mens den eksterne advokatundersøgelse pågår. Det er meget lidt tænkeligt, at hun vender tilbage som FH-formand, for det, der vejer tungest i dag, er ikke, om man skaber resultater eller er flittig, men om man kan forvalte magt og er ordentlig. Nøjagtigt det samme, der gjorde sig gældende i sagen om Per Christensen.

Men selvom udfaldet synes at have givet sig selv, er der flere ting, der er værd at hæfte sig ved i sagen om Lizette Risgaard. Ting, som både har relevans for andre ledere, men som også fortæller os en historie om tidsånd og dansk frisindskultur.

For det første er vi vidne til en generationskløft. Bemærk, at presset på Lizette Risgaard først kom fra HK Ungdom og 3F Ungdom, nøjagtigt ligesom presset på folketingsmedlem Jon Stephensen først kom fra Unge Moderater i sagen om hans liderlige besked. Iagttager man kommentarsporet til Risgaards Facebookopdatering vil man se, at hun finder sin opbakning blandt de lidt ældre, der tilkendegiver, at de udmærket kender til det med at være varmblodig og overrislet og gå for sent hjem fra fester. Du er udsat for en hetz, påpeger de og konstaterer, om man da heller ikke må noget mere i disse krænkelseshysteriske tider.

Dernæst fortæller hendes opdatering en historie om blindhed overfor magten, som er meget dansk. Mens lande som Tyskland, Italien og Frankrig har en udtalt hierarkisk tilgang til forholdet mellem chef og medarbejder, har vi længe i Danmark ladet som om alle er lige. I forbindelse med at Kristian Bang Foss udgav sin roman Frank vender hjem i 2019, sagde han følgende til Information:

»Der kan være sådan en jovialisering af magten [i Danmark, red.] eller en camouflering af den, der også kan være ubehagelig nogle gange. Fordi det kan være svært at vide, hvem man har at gøre med, og hvem der bestemmer og har magten.«

– Hvordan for eksempel?

»Det kan være en chef, der kommer på arbejde i korte bukser og klapper folk på skulderen, men alligevel fyrer dem. Man lader, som om man er lige, men der er alligevel én, der bestemmer.«

Indtil for nylig har det heller ikke været usædvanligt at opleve chefer til sommerfester og julefrokoster, som ikke kendte deres besøgelsestid, men festede, drak og gramsede til den lyse morgen. Risgaard har tydeligvis været en af dem. Men hvor det tidligere ikke blev sanktioneret og måske endda kunne betragtes som udtryk for frisind og frivolitet, er det i dag den direkte vej til karriere- og karakterselvmord.

For det er muligt, at det ikke, som hun skriver, har været hendes intention at krænke nogen, men vi lever i en samtid, der lægger stadig mere vægt på reaktion. Hvordan tingene opleves vejer tungere end den hensigt, der ligger bag. I den ideelle verden bør de to naturligvis afvejes i forhold til hinanden, men lige nu vejer oplevelser og reaktioner tungest, særligt hos den yngre generation, og når de gør det, har tingene det med at ryge ud af proportioner.

Det sidste er for eksempel tilfældet med Jon Stephensens midnatsbesked. »Du virker klog og er smuk og har den lækreste krop« er blevet modtaget som om der var tale om en sms fra Satan selv. Modtageren af beskeden, Mette, fortæller til TV 2, at den både gav hende identitetskrise og fik hende til at tvivle på sine egne evner og gjorde det helt umuligt for hende at koncentrere sig om sine studier. 

Og nej, jeg vil ikke forsvare mandens handlinger, men til gengæld insistere på, at vi fastholder et hierarki indenfor krænkelser og ikke bliver for knibske. Beskeden var upassende, ja, men en liderlig kompliment er I SIG SELV ikke nok til at medføre en eksklusion. Jon Stephensens øvrige sager er langt mere inkriminerende, særligt den forfalskede underskrift.

I Lizette Risgaards tilfælde er der omvendt tale om seriel adfærd. Vi har ikke at gøre med en enkelt besked til en ung mand, men om hænder, der som varmesøgende missiler igen og igen finder vej syd for bæltestedet, hvilket hun givetvis selv har syntes var hyggeligt, men det har de unge mænd ikke. 

Man må her undre sig over, at det tilsyneladende har fundet sted i årevis og været en kendt sag, uden nogen har fundet anledning til at gribe ind eller sige til formanden, at hun skulle holde fingrene for sig selv. Her tænker jeg ikke på de pågældende mænd, men på folk med stjerner på skuldrene, ligesom der må have været en whistleblowerordning.

Men mest af alt er sagen om Risgaard blot endnu en fortælling om magtens blindhed. Hun har oplevet, at hun var til fest blandt ligemænd, mens de unge mænd har oplevet, at de var chefens tag-selv-bord. Hun har haft en fest; det har de ikke. Hendes metoo-sag ligner dermed den, der fældede Frank Jensen, Jes Dorph, Naser Khader og Morten Østergaard.

Kun set oppefra er en pyramide flad. Hendes afgang kan kun være et spørgsmål om tid.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/samfund/kun-set-oppefra-er-en-pyramide-flad

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

 

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK