Kæden. Det brutale opgør
med Lizette Risgaard er også et sammenstød mellem to bevægelser rundet af
væsensforskellige kulturer fra hvert sit århundrede. Nu skal fagbevægelsen
finde en ren og uplettet formand.
Brændende protokoller
Historiens domstol vil være nærig og ordknap, når den
offentlige erindring om 62-årige Lizette Risgaards indsats for dansk
fagbevægelse skal skrives.
Vil domstolen overhovedet huske, at den
kontoruddannede, meget slagkraftige og indtil for en uge siden vidt og bredt
populære Risgaard blev LO-fagbevægelsens første kvindelige formand i 2015?
Måske. At hun stod i spidsen for den vellykkede fusion med de fine ovre fra
funktionærernes og tjenestemændenes FTF? Næppe. Eller at hun under
coronaepidemien deltog i en imponerende stribe af treparter, som det hedder
i den verden? Absolut ikke, skønt trepartsforhandlinger er ilt, salt og
eksistensberettigelse for en kolos som Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Hukommelsen vil lejre sig ved Lizette
Risgaards storhed og episke fald gennem fire dramatiske måneder af 2023. I det
hektiske øjeblik omdannede hun dansk fagbevægelse til en kamporganisation i
direkte konfrontation med den nye, socialdemokratisk ledede regering. Hun tabte
slaget om bededagen, naturligvis, men vandt i en aparte alliance med Folketingets
blå opposition magtkampen med regeringen om tilbagetrækning fra
arbejdsmarkedet.
Foto: Emil
Nicolai Helms, Scanpix
Den kongerække, Lizette Risgaard indskrives
i, rummer ikke navne som LO-koryfæerne Eiler Jensen, Thomas Nielsen, Finn
Thorgrimson og Harald Børsting. Kongerækken er kort og beskæmmet: Morten
Østergaard, Frank Jensen, Lizette Risgaard. Nøjeregnende sjæle kan regne Jon
Stephensen og forskellige medie- og kulturfigurer med, men pointen er den
samme, i og for sig banale:
Lizette Risgaard blev den magtskikkelse, der
tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er
som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug
af magt, men om misbrug af magt slet og ret.
Gyngende balancer
For Fagbevægelsens Hovedorganisation er
situationen selvsagt katastrofal. Ikke så meget, fordi man med invitationen til
trepartsdrøftelser og den annullerede beskæring af seniorpension nu står med en
meget smuk appelsin, men for tiden ingen turban at lægge den ned i.
En tid lang kan de daglige forretninger
håndteres af den stedfortrædende næstformand, Morten Skov Christiansen, idet valget
af en ny, mere varig formand nok trækker ud. Regeringen har sat sommerferien
som deadline for etableringen af trepartsinstitutionen, mens fagbevægelsen nok
vil have brug for mere tid til at skaffe en formand med egentlig prokura, og så
er vi ovre i sensommeren.
Problemet er, at man gerne skal kunne stille
med folk, der også lidt ud i fremtiden taler med fornøden autoritet. Eller
formuleret på en anden måde: Hvordan skal fagbevægelsen finde en ny formand,
uden at organisationens stabilitet og indre magtstrukturer lider voldsom skade?
Tirsdag morgen i denne uge mødtes 24
medlemmer af hovedorganisationens forretningsudvalg for at tage de første
tilløb til at finde en afløser for Risgaard. Her er stemningen ikke
kammeratlig, efter at forretningsudvalgets enige beslutning om en fælles
køreplan for håndteringen af Risgaard-affæren brasede sammen efter få timer
fredag i sidste uge.
Men ud over indbyrdes vrede er der en myriade
af balancer, der skal tages hensyn til i en ny og skrøbelig organisation som
Fagbevægelsens Hovedorganisation. I udvalg:
Balancen mellem offentligt og privat ansatte
er essentiel. I gamle dages LO var der årtiers erfaring med at sikre afvejning
af de interesser, den privatansatte smed og hans offentligt ansatte kone havde,
for nu at formulere det lidt skematisk. Den balance er vanskelig at opretholde
med det store tilskud af offentligt ansatte fra FTF og med et arbejdsmarked,
hvor organisationsprocenten er presset på det private arbejdsmarked, men i top
i den offentlige sektor.
Til spørgsmålet hører også balancen mellem de
to fusionerede hovedorganisationer. Ved stiftelsen af Fagbevægelsens
Hovedorganisation håndterede man det problem påfaldende generøst ved at udstyre
sig med seks næstformænd. Den nye hovedorganisation har siden slanket sin top
og havde indtil i fredags en ledelse med kun tre personer, alle fra det gamle
LO:
Lizette Risgaard, som er tidligere
kontorfunktionær. Næstformand Nanna Højlund, som kommer fra
pædagogmedhjælpernes forbund og senere FOA. Og endelig den anden næstformand,
Morten Skov fra Metal. Er det nu de offentligt ansattes tur til at levere den
nye formand, måske endda fra et forbund med fortid i FTF? Kan man med andre ord
forestille sig den dygtige pædagogformand Elisa Rimpler som leder af den
samlede fagbevægelse?
Læg hertil det mere politiske problem, som
Lizette Risgaard har skaffet Fagbevægelsens Hovedorganisation på halsen. Hun
førte an i en forvandling af forhandlingskolossen til en slags gadens
parlament. Med underskriftindsamling og forsøg på at få regeringens
eksistensberettigelse sendt til folkeafstemning forvandlede hun
hovedorganisationen radikalt.
Under sin 1. maj-tale i Arbejdermuseet
skæmtede Mette Frederiksen ganske vist med, at Lizette Risgaard ikke havde ført
så grov tale som den legendariske Thomas Nielsen, som kaldte daværende
statsminister Anker Jørgensen en lille lort.
En venlig vurdering fra statsministeren, som
overser, at Lizette Risgaard under forsøget på at redde bededagen nåede at
sammenligne Frederiksen med en hund, der havde bidt den danske model.
Og som Lizette Risgaard forklarede Fagbladet
3F tilbage i de hektiske januardage: »Jamen en hund, der bider, gør det nok
igen, og derfor afliver vi den. Når man går ind og tager en bid af den danske
model, som man gør her, så er det rigtig problematisk.«
Under sammenslutningen af LO og FTF var det
et større emne, at der ingen bånd til Socialdemokratiet måtte være i den nye
hovedorganisation. Det sikrede Risgaard til fulde under bededagsslaget, men
måske ikke helt på den måde, man dengang havde forestillet sig.
Farlig viden
Opgøret med Lizette Risgaard har føjet endnu
en ubehagelig komponent til de indre brudflader: Hvem vidste hvad hvornår om
den glidende overgang fra kammerat til krammerat og videre ned? Har nogen af de
mulige formandskandidater modtaget oplysninger om Lizette Risgaards berøringer
gennem årene, som de har holdt for sig selv i stedet for at tage affære?
Fagbevægelsens Hovedorganisation har et
adfærdskodeks vedtaget i januar sidste år, som med whistleblowerordning og det
hele pålægger den daglige ledelse at opføre sig ordentligt. Man er sammen på en
professionel og respektfuld måde, og man udviser god opførsel og har
situationsfornemmelse og besidder sund fornuft. Modtageren af uvelkomne
berøringer bestemmer, om de er upassende – det er »uden betydning, om den
udøvende selv finder den givne handling undskyldelig«.
Foreløbig har en halv snes berøringssager fra
2016 til 2021 været offentligt omtalt – alle fra før adfærdskodekset. Men viden
om sager er uanset tidspunkt en slet valuta at besidde i disse tider. Er man i
tvivl, kan man genlæse interviewet med den konstituerede formand, Morten Skov,
fredag formiddag, som er gengivet på berlingske.dk.
Morten Skov blev tre gange spurgt, om det var
første gang, han hørte om Lizette Risgaards adfærd, som blev kortlagt i
Berlingske og Ekstra Bladet samme morgen. Tre gange talte han udenom. Det var
første gang, man hørte om det »på den her måde«, og Morten Skov var uden
kendskab til de konkrete sager. Han var »sendt i byen her for at fortælle, hvad
forretningsudvalget har drøftet« – ikke for at svare på den slags spørgsmål.
Det er nok ikke urimeligt at udlede af den
seance, at formandens adfærd er noget, der har været talt om i krogene af og
til.
Det kan få betydning for valget af ny
formand. Morten Skov er ude af billedet, hvis han belastes af
advokatundersøgelsen. HK-formanden er nok ude uanset hvad – dels har hun gjort
sig grundigt upopulær de seneste døgn, dels kom forgænger Lizette Risgaard også
i sin tid fra HK.
Tilbage i det aldeles uofficielle kandidatfelt
er foruden den mulige Morten Skov Blik og Rør-formand Henrik W. Petersen,
3Feren Søren Heisel og pædagogformand Elisa Rimpler.
Kontoret blev hendes skæbne
At det blev HK, der afkortede Lizette
Risgaards vej til skafottet, rummer sit eget fortællervenlige forløb.
Lizette Risgaard var i de unge år
kontorfunktionær i en række fagforbund. En letpennet krønikeskriver ville nok
have svært ved at smyge sig uden om klicheen, at »kontoret blev hendes skæbne«,
fordi det blev handels- og kontorfolkets forbund, HK, der nægtede at udsætte
beslutningen om Lizette Risgaards skæbne.
Fredag morgen var samtlige medlemmer af
forretningsudvalget enige om at frede formanden, indtil en advokatundersøgelse
havde fastslået, hvad der er op og ned i de mange anklager og påstande. Flere
af anklagerne er stærkt billeddannende, som for eksempel det forhold, at
Lizette Risgaard stående på en scene skal have ladet sin hånd hvile på en ung ansats
bagdel under afsyngelse af et eller flere vers af Halfdan Rasmussen-sangen
»Kæden«.
Men da HK-formand Anja C. Jensen senere samme
dag mødte sin hovedbestyrelse, måtte hun løbe fra beslutningen i
forretningsudvalget for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Nultoleranceparolen i
HK kunne ikke forvaltes så fleksibelt, som formanden havde ment få timer før.
Andre forbund mener, at Anja C. Jensen har
kørt et bevidst dobbeltspil, og vreden mod hende er betydelig. Mere troligt er
det, at man i HK har følt, at Lizette Risgaard fredag formiddag bagatelliserede
de rejste anklager. Beslutningen om, at Lizette Risgaard måtte gå straks, blev
enstemmig i HKs hovedbestyrelse.
Det er næppe tilfældigt, at det blev HK, som
brød kæden etableret samme morgen i hovedorganisationens forretningsudvalg.
Hovedparten af HKs medlemmer er kvinder, mange af dem har ifølge en
undersøgelse forestået af HK i 2018 oplevet fysisk eller verbal sexchikane på
jobbet. Både mænd og kvinder havde været udsat for chikane, og både chefer og
kolleger stod bag, mens ofrene altovervejende var kvinder.
Steppebrand
Allerdybest nede er sagen om Lizette Risgaard
et opgør mellem to væsensforskellige bevægelser rundet af hvert sit århundrede.
På den ene side fagbevægelsen, oprindeligt organiseret som en kampenhed, hvor
trufne beslutninger som en selvfølge blev søgt overholdt. Arme og ben i bussen,
færrest mulige politiske afvigere med hånd på roret og det hele tilsat den
solidaritet, som altid omtales med de smukkeste ord i arbejderbevægelsen, men
som sin forudsætning har et kraftigt element af tvang.
At HK-formanden og andre sprang fra aftalen
om at udskyde afgørelsen om Lizette Risgaards skæbne, fik Metal-formand Claus
Jensen til over for TV 2 at omtale nogle af sine forbundskolleger som hovedløse
høns. Hans frustration er et klassisk udtryk for fagbevægelsens
beslutningskultur: diskussion, vedtagelse, protokol – og så ellers en
forpligtelse til at holde den lagte kurs og tidsplan uden brok.
Den kultur passer fint til forhandlinger om
løn- og arbejdsforhold som de nyligt afsluttede overenskomstfornyelser dette
forår, hvor Dansk Industri mødte Claus Jensen som hovedforhandler på
lønmodtagersiden.
MeToo-bevægelsen er alt det, fagbevægelsen
ikke er. Som barn af det nye århundrede er den eruptiv, spontan, paragraffri og
hastigt domsafsigende i et ustyrligt samspil med medierne.
En antændt gnist uden for vante rammer kan
forårsage en steppebrand og kaste institutioner og virksomheder ud i dyb og
livstruende krise. Fagbevægelsens adfærdskodeks og protokolførte beslutninger
forvandles til aske, når branden har fået fat.
Det er påpegningen af det dybe dilemma, som
er Lizette Risgaards egentlige afskedsgave til fagbevægelsen, skønt hun
naturligvis gerne var sluppet for at måtte aflevere den frankeret med
afslutningen af sin egen karriere.
Fagbevægelsen kan ikke fungere uden tunge,
forpligtende og af og til lukkede beslutningsstrukturer og miljøer. Omvendt må
den altid være på medlemmernes side, varerne i udstillingsvinduet skal også
forefindes i baglokalet. Ellers ender butikken med at måtte lukke eller brænde
ned.
Den store test bliver, om man kan finde en ny
formand i stedet for Lizette Risgaard, uden at fuldfede rygter, halve sandheder
og kvarte fakta bliver en betydelig komponent i opgøret. Advokatkontoret sidder
klar ved telefon og hjemmeside indtil udgangen af maj.
Det episke drama? Da regeringstoppen i lørdags viftede
med det hvide flag i en kronik i Politiken og inviterede hende til
trepartsforhandlinger, var FH-formanden fortid, fældet få timer før af et par
avisartikler om upassende adfærd over for yngre ansatte i Fagbevægelsens
Hovedorganisation.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/braendende-protokoller
Ingen kommentarer:
Send en kommentar