Mette-exit spøger:

HÅRDT MAGTSPIL

Kom med i S-kulisserne. Nicolai Wammens position som Mette Frederiksens afløser blive udfordret internt af Peter Hummelgaards støtter. Socialdemokratiske kaffeklubber slår revner

 

Mette Frederiksens afløser burde blive Wammen, men der er usikkerhed i det store parti. Hummelgaard presser sig på. Læs om magtspillet i kulissen. Foto: Tim Kildeborg.

AfJonas Sahl

Snakken om Mette Frederiksens mulige exit til Nato vil ikke forstumme.

Usikkerheden har sat gang i rumlerier internt i Socialdemokratiet om arvefølgen.

Spørgsmålet kløver folketingsgruppen og ministerholdet i to.

Finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard har samlet hver deres menighed.

Formelt set er der enighed om, at hvis Mette Frederiksen smutter eller - gud forbyde det - får en tagsten i hovedet, tager Nicolai Wammen over som formand og statsminister.

Men flere på ministerholdet og i folketingsgruppen tvivler på, at han er den rigtige mand til jobbet. De ønsker i stedet, at Peter Hummelgaard tager tjansen.

I begge lejre er der enighed om, at 40-årige Peter Hummelgaard nok en dag bliver formand for Socialdemokratiet. Uenigheden består i, hvorvidt han står for tur nu - eller må vente.

Ikke seriøst
52-årige Nicolai Wammen er næste socialdemokrat i landets magthierarki efter statsministeren. I den såkaldte statsrådsrækkefølge er han nummer fire efter Mette F., Ellemann og Løkke.

- Vi har ikke nogen nummer tre i Socialdemokratiet. Så det er useriøst at tale om nogen andre end Nicolai. Hummelgaard er ikke et realistisk bud, påpeger en af adskillige fremtrædende socialdemokrater, Ekstra Bladet har talt med uden for citat til denne artikel.

I Wammen-lejren løfter de næverne verbalt. Skulle formandskabet komme til afstemning i folketingsgruppen efter en Frederiksen-exit, føler man sig helt overbevist om, at Hummelgaard er chanceløs, lyder det.

Kilder i Wammen-lejren mener at have dannet sig et overblik og vurderer på den baggrund at vide, at flertallet er solidt til fordel for finansministeren.

Blandt Hummelgaards støtter er man omvendt bare også overbevist om, at justitsministeren vil have flest af de 50 gruppemedlemmer bag sig,

- Gruppen - og en eventuel kongres - ville pege på Peter. Det føler jeg mig overbevist om, siger én topkilde fra Team Hummelgaard.

Den udlægning udløser frustration hos Wammens folk.

- Den her situation er så hypotetisk, og så hamrer de igennem på den her måde.

Det er da også ganske usikkert, om spørgsmålet om en afløser for Mette Frederiksen nogensinde ville komme til en sådan afsstemning. Men kildernes positionering illustrerer, hvordan fronterne er trukket op.

Tiårsplan

Hvorvidt Mette Frederiksen i sidste ende smutter fra Danmark, er oppe i luften.

Med fire år som dansk statsminister strider det imod mange topsocialdemokraters forventninger til Mette Frederiksen, hvis hun skulle smutte nu. Internt i S ses hun af mange som et minimum tiårigt projekt. Selvtilliden fejler ikke noget.

Fra lejren helt tæt på statsministeren jokes der mest af alt med al virakken. Mette Frederiksen arbejder da heller ikke aktivt på at sikre sig topstillingen, sådan som Anders Fogh Rasmussen gjorde i sin tid. Det bekræftes fra flere sider.

Da de første historier begyndte at køre om Nato, verfede topkilderne spekulationer af vejen som gangsladder. Men nu begynder flere at tale mere realistisk om muligheden.

Skulle det ske, at Nato kommer med hatten i hånden, lyder vurderingen fra flere, at ingen siger nej til verdens stærkeste forsvarsalliance.

De tre øverste i hierakiet hos S til pressemøde. Foto: Anthon Unger

Partiets sjæl og fremtid

Spillet om arvefølgen handler om meget mere end posten som boss.

Striden blotlægger en voksende uenighed om partiets fremtidige politiske og parlamentariske kurs.

Drømmer man om mere midtersøgende pragmatisk politik som den, vi ser i øjeblikket, er Nicolai Wammen manden, man går med.

Det var ham, som sad side om side med Mette Frederiksen på Marienborg under regeringsforhandlingerne. Flankeret af Morten Bødskov.

Duoen Wammen/Bødskov anses i Hummelgaard-lejren for allerede at have taget for meget farve af borgerlige tanker, som Lars Løkke og Troels Lund Poulsen er rundet af.

Får tingene til at ske
Den snak bliver dog pure afvist i Wammens lejr. Han er socialdemokrat. Basta.

- Han får tingene til at ske. Han er en klassisk borgmestertype. Sådan en, danskerne godt kan lide. Det kan da godt være, han er lidt kedelig og uideologisk, men det er netop hans styrke, påpeges det.

Modsat repræsenterer Peter Hummelgaard en klarere socialdemokratisk profil. Især på fordelingspolitikken.

Det var ham, som mod mange odds landede en aftale om tidlig tilbagetrækning. Den såkaldte Arne-pension var Socialdemokratiets store slagnummer i forrige valgkamp.

Spørgsmålet kan opsummeres ret enkelt: Skal Socialdemokratiet efter næste valg finde tilbage til rød blok eller satse på en ny midterregering?

Dér har vælgerne naturligvis en del at skulle have sagt. Navnet på formanden er nok heller ikke uden betydning.

Under valgkampen var Frederiksen, Wammen og Hummelgaard på kampagnesporet i efteråret. Foto: Anthon Unger

 

Kaffeklubber slår revner

Spørgsmålet om Mette Frederiksens mulige arvtager splitter mindst to af de fire socialdemokratske kaffeklubber internt.

Den største af de fire klubber hedder Morgenmadsklubben og har Morten Bødskov som frontfigur.

Herfra lyder det, at Morten Bødskov har indgået en alliance med Nicolai Wammens kaffeklub - Frokostklubben - om, at Wammen naturligvis står for tur.

Men både internt i Frokost- og Morgenmadklubben lyder det fra medlemmer, som Ekstra Bladet har talt med, at de ikke føler sig forpligtet af denne beslutning.

De forbeholder sig retten til at stå frit, skulle det komme til et mere åbent opgør.

Telefonen ringer
Under arbejdet med denne artikel begynder telefonen at ringe.

Uden varsel ringer medlemmer fra både Frokost- og Morgenmadklubben for at sige, at der er fodslag bag Nicolai Wammen i deres respektive klubber.

Kilderne understreger, at matematikken gør det nærmest skudsikkert, at Wammen har et flertal i ryggen.

Frokost- og Morgenmadsklubben er tilsammen ganske rigtigt så store, at de med bare nogenlunde enighed kan mønstre et flertal i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

De to andre grupper er målt på antal medlemmer noget mindre.

Da Sass var bademester
Peter Hummelgaard er medlem af Netværket, som har blandt andre Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen på medlemslisten. De er personligt begge meget tætte med Mette Frederiksen.

Nicolai Wammens støtter mener, at meget af uroen udgår fra medlemmer af Netværket.

Den sidste klub hedder ganske simpelt bare Kaffeklubben. Her er miljøminister Magnus Heunicke chef. Han har ikke gjort sin stilling op om fremtiden på formandsposten, forstår Ekstra Bladet.

Kaffeklubbernes fornemmeste opgave er at sikre medlemmerne de bedst mulige poster.

Kaffeklubberne har historisk været noget mere magtfulde, end de er i dag. Eksempelvis fremhæves det, at Morgenmadsklubben trods sin størrelse har mistet magt, fordi Henrik Sass Larsen ikke længere er klubbens bulldog. Kontrasten til Morten Bødskov er da også slående.

Wammen blev straffet

Han har været der før, Nicolai Wammen.

I positionen som kronprins. Men det gik ham ilde.

Han blev i 2011 udnævnt som Europaminister af Helle Thorning-Schmidt, hvilket blev anset som en slet skjult straffeaktion, fordi han op til valget i 2011, hvor det var usikkert om Thorning-Schmidt kunne slå Lars Løkke, havde positioneret sig lige lovligt ivrigt som nummer to.

Det ville Thorning ikke finde sig i, så hun lossede ham ned bagi bussen.

For man skal ikke gøre sig til, når formanden stadig er i fuld vigør.

Med Wammen sendt i Udenrigsministeriet som én af hele fire ministre - undskyldningen var, at Danmark stod foran et formandskab i EU - kunne Mette Frederiksen derimod træde et skridt frem i bussen godt hjulpet af rådgiver Martin Rossen og Henrik Sass Larsen, der var hævnlysten efter Thorning havde fældet ham på baggrund af PET's sikkerhedsvurdering.

 

Historien

Uoverskueligt spil: Krag er forbillede

Det er helt igennem uvist, hvad der sker, hvis Mette Frederiksen flyver fra reden nu.

Den måske mest oplagte løsning vil være, at Mette Frederiksen peger på sin afløser på vej ud af døren. Men hvem Mette Frederiksen foretrækker af Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard bliver fortolket forskelligt i de to lejre.

Peter Hummelgaards folk peger på, at han af statsministeren har fået skænket en karrierevej, som nærmest én til én matcher statsministerens egen. Det er ikke tilfældigt.

Nicolai Wammen-lejren minder om, at han er statsministerens nummer to i regeringen. Og derfor en fuldstrændig naturlig kronprins. Alt andet er luftkasteller.

- Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter, lød de berømte ord fra Krag på Folketingets talerstol i 1972.

Jens Otto Krag trådte tilbage og pegede han på Anker Jørgensen som sin aflløser. Dermed kom han en beskidt magtkamp i hu.

Da ingen af de to lejre ønsker et grimt opgør, er det håbet, at en af de to kandidater står så lysende klart i billedet, at Mette Frederiksen kan lave en lignende manøvre.

Historien fortæller, at det giver pæne forløb. Helle Thorning-Schmidt pegede på Mette Frederiksen, da hun gled af posten i 2015. I Venstre pegede Anders Fogh Rasmussen på Lars Løkke i 2009.

rtæller noget om, at det kan være sædeles farligt at gøre sig til som arvtager på et for tidligt tidspunkt.

Timing er også i dette af livets forhold alfa og omega.

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/mette-exit-spoeger-haardt-magtspil/9768308

 

 

Leder. Grønlænderne er på vej mod løsrivelse fra Danmark. Det vil være en historisk katastrofe, der kan måle sig med 1864. Den manglende danske interesse afspejler det totale fravær af engagement i Rigsfællesskabet.

Grønland


(Danmark)

ET spørgsmål: Hvor meget ved De, kære læser, egentlig om Grønland? Hvor mange mennesker bor der egentlig deroppe? Nævn lige to andre grønlandske byer end Nuuk. Hvordan fungerer det grønlandske hjemmestyre? Hvad hedder Landstinget på grønlandsk? Og nu vi er ved det: Hvordan siger man »hej«? Eller »goddag«? Eller »jeg elsker dig«? Kan man svare på de spørgsmål, er det nok, fordi man har ganske tætte forbindelser til Grønland.

Langt de fleste ved nærmest intet om grønlandsk sprog, grønlandsk historie eller grønlandsk kultur. De færreste har nogensinde været deroppe eller har planer om det. Man flyver over et stykke af det i flyveren på vej til USA. For hovedparten af alle danskere er Grønland et stort, hvidt område på en globus, hvor der utroligt nok står Denmark i parentes.

SANDT er det, at det var en provokation, da Aki-Matilda Høegh-Dam forleden insisterede på at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol. Men måske er det ikke så svært at forstå irritationen over den forventning, at man som grønlandsk i Danmark tilpasser sig og indordner sig, mens man må konstatere, at der blandt danskerne råder total uvidenhed om selv de mest basale grønlandske forhold

De fleste danskere vil sige, at Rigsfællesskabet er meget vigtigt for Danmark, og der er utvivlsomt også en stor sympati for Grønland. Men interessen for Grønland er bredt set meget overfladisk. Grønland er i de flestes hoveder mest en historie om økonomisk elendighed, alkoholisme og et opgør om fortiden.

FÆLLESSKAB mellem Danmark og Grønland kan ikke tages for givet. En grønlandsk forfatningskommission udsendte for nylig en betænkning med et forslag til en forfatning – under ledelse af IA-politikeren og den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist. I præambelen lyder det.

»Vi, det grønlandske folk, udøver vore suveræne rettigheder i vort land, Grønland, og vi fastlægger hermed denne forfatning som værende grundlov for det grønlandske folks suveræne stat, Grønland.« Derefter følger visionen om et farvel til Danmark – med grønlandsk statsborgerskab, plads i FN og erklæring om grønlandsk ansvar for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. I den første del af betænkningen fylder Danmark en del i det (koloni)historiske tilbageblik. Men i den kortfattede og forbilledligt demokratiske forfatning nævnes Danmark ikke en eneste gang. I Grønland har forslaget selvsagt skabt stor opmærksomhed. Det har det ikke i Danmark.

FOR danskerne var det en mere interessant historie, da et grønlandsk folketingsmedlem nægtede at tale dansk fra talerstolen i Folketinget. Aktionen, symbolsk som den er, udtrykker en interessant diskussion om de tre nationers stilling i Rigsfællesskabet. Dette fællesskab er et multietnisk fænomen og består af forskellige nationer med forskellige sprog. Naturligvis bør det være muligt at tale på sit grønlandske eller færøske modersmål i Folketinget med hjælp fra en tolk.

Det er et praktisk spørgsmål, som kræver en praktisk løsning. At gøre tolkning mulig kan også være med til at udvide feltet af folketingskandidater fra Færøerne og Grønland. Det er afslørende, at det nu igen kommer bag på de fleste danskere, at den grønlandske nationale identitet er så stærk, og at den eksisterer som et selvstændigt fænomen helt uden forbindelse til det danske. Men aktionen i Folketinget viser, hvor anstrengt forholdet er blevet mellem Grønland og Danmark. Grønlandske politikere, der kan dansk, burde jo have mest lyst til at tale det fælles sprog – som de andre folketingsmedlemmer forstår – i det fælles parlament.

Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau, Scanpix

RIGET er i dyb krise. Sagen er, at vi har mere brug for hinanden end nogensinde. En associeringsaftale med et andet land, som det grønlandske forfatningsforslag lægger op til, vil ikke øge, men de facto svække Grønlands suverænitet. Danmark har også brug for Grønland. Men alligevel er skilsmissen i fuld gang. Går mange grønlændere og glæder sig over talerstolsaktionen som endnu et skridt på vej væk fra Danmark, bør de seriøst overveje, om grønlandsk identitetspolitik og dens yderste konsekvens virkelig har fremtiden for sig. Betydningen af det rent etniske element bliver konstant overdrevet i grønlandsk politik og afleder behovet for løsninger på de seriøse problemer.

Grønlandsk økonomi hænger overhovedet ikke sammen, og ansvaret kan ikke længere placeres i København. Den stadig mere omklamrende identitetspolitik slører blikket på de reelle spørgsmål. Og grønlandske politikere scorer stadig billigere point på at problematisere og svække Rigsfællesskabet. Påstår man, at unge grønlændere sagtens kan klare sig uden at tale dansk, gør man dem en meget alvorlig bjørnetjeneste.

GÅR Rigsfællesskabet stadig mørkere tider i møde, registreres det ikke i den sydlige del, hvorfra det regeres. Af Udenrigsministeriets nye strategi fremgår det, at Arktis spiller en væsentlig rolle, og at Danmark vil arbejde for »lavspænding og videre udvikling« i området. Lars Løkke Rasmussen nævnte ikke Arktis med et ord i sin tale torsdag.

Den større udfordring – at Grønland bevæger sig mod løsrivelse – end ikke registreres. Uden Grønland kan Danmark ikke arbejde for noget som helst i Arktis, og det vil markant svække vores stemmeføring i alle andre spørgsmål. Den største trussel mod Danmarks internationale status og vægt er grønlandsk selvstændighed. Alligevel fylder det stort set intet i offentligheden eller regeringens talepunkter.

BEGGE sider i Folketinget vil i næste uge følge regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig, som vil få bred opbakning. Men Forsvaret er temmelig uinteresseret i at styrke dansk militær tilstedeværelse i Grønland, selvom det burde være en afgørende styrkelse af vores sikkerhedspolitik og kernen i vores strategiske tænkning. Grønland og Danmark gør krav på knap en million kvadratkilometer havbund i Arktis, men besværgelserne om Rigsfællesskabets betydning forekommer ikke rigtig at have solid bund.

Det er et af de største mysterier i dansk politik, at denne erkendelse ikke er helt fremme på lystavlen: Riget uden Grønland ville være en gnalling. Kursen på Danmarks geopolitiske aktier ville styrtdykke. Tabet af Grønland ville være på størrelse med 1864.

VEJE Rigsfællesskabet kan man ikke på nogen normal vægt; Grønland er så stort og så småt på samme tid, både Danmark overlegen og underlegen. Og alligevel er skævheden på vægten åbenlys: Man kan snildt leve et helt liv i Danmark uden nogensinde at vide et kuk om Grønland. Der er en næsten total mangel på engagement i grønlandske forhold – fra folkeskolen og helt op i det politiske system. Det handler om arv og gæld i et faktisk, virkeligt fællesskab.

Om fortællingen om vores kongerige og om Danmarks forpligtelse til Grønland. Bortset fra Dronningens ihærdige påmindelser er der ingen i den kaliber, der har fundet det magtpåliggende at udvikle en egentlig og gennemtænkt strategi, der kan gøre forholdet stærkere, undervise i Rigsfællesskabets historie og vise, at Grønland er vigtig. Hvorfor er en rejse til Grønland ikke for længst blevet obligatorisk for alle danske skoleelever?

Danmark har alt for længe taget Grønland for givet. Som forholdet udarter nu, vil Grønland rive sig løs, og det kan ske meget hurtigere, end vi har fantasi til at forestille os. Det er en beslutning, som er helt op til grønlænderne, og den kan ikke forhindres, hvis de virkelig ønsker det. Men måske skulle vi i resten af Rigsfællesskabet begynde at tage forholdet alvorligt.

PS: »Jeg elsker dig« hedder Asavakkit.

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-20/samfund/groenland-danmark

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Vi viser muhammedtegningen, fordi vi driver publicisme. Nogle lærere viser den, fordi de underviser i dannelse og demokrati. Jo flere, der gør det, desto mere vil det normalisere den absurde situation, vi er blevet påtvunget af voldsmænd og mordere. Men lærerne skal hjælpes af regeringen.

Lærestreger

AT vi i denne uge viser Kurt Westergaards tegning af profeten med bomben i turbanen, er ikke et forsøg på at provokere, men på at gøre det modsatte: at normalisere den. Anledningen er, at Folketinget i onsdags debatterede, om muhammedkrisen skal være obligatorisk pensum i skolen.

Vi besluttede selv at give et bud på sådan et pensum og bad derfor bladtegnernes formand, Erik Petri, om at sætte Westergaards tegning i perspektiv: Hvilken tradition kommer den af, og hvilke satiretegninger skal man se for at forstå den? En sådan artikel giver ingen mening uden også at vise den famøse tegning. Det betyder, at PET skal informeres og have den pågældende artikel tilsendt. Berlingske Medias sikkerhedschef skal vurdere, om særlige tiltag må iværksættes.

Avisens medarbejdere skal orienteres.

VISE tegningen gør vi, fordi vi driver publicisme. Det minder om lærergerningen: Også en lærer sætter begivenheder og holdninger i kontekst, så man forstår dem bedst muligt. Den franske lærer Samuel Paty blev myrdet på den mest bestialske måde, fordi han havde vist islamkritiske satiretegninger. Han ville vise, at man som borger i et frit og åbent samfund må kunne tåle det, man finder ubehageligt eller forkasteligt; tolerere det, men også gerne lytte til det og se på det. Og diskutere det. Det er her, dannelsen og demokratiet hænger sammen.

TEGNINGEN har rødder i den oplysningstid, der også gav plads til grovkornet tegnet satire, og som udviklede sig i forskellige lande. Den danske tradition udmærker sig ved en særlig sarkasme over for religiøse dogmer og totalitære ideer, men netop på den genkendelige danske måde, hvor det anarkistiske og folkeligt kontrære mødes. Det er ikke så mærkeligt, at kulturradikalismen fremelskede nogle af vores bedste satiretegnere.

ER muhammedtegningen central for at forstå ytringsfrihedens historie, er det, fordi den kan gøre så ondt på nogle. Satiretegninger er et syrebad, der både renser og afslører. Derfor er det også nemmest ikke at trykke dem, præcis som den internationale udgave af New York Times har valgt; her kan læserne ikke længere finde tegnet satire. Jyllands-Postens tegninger tryktestede friheden til at tegne grovkornet islamkritik, og resultatet kender vi alle til. Næsten ingen viser dem eller lignende tegninger længere.

»At vi i denne uge viser Kurt Westergaards tegning af profeten med bomben i turbanen, er ikke et forsøg på at provokere, men på at gøre det modsatte,« skriver Martin Krasnik i ugens leder. Arkivfoto: Henning Bagger

NETOP mord og trusler er grunden til, at meget få tør undervise i muhammedkrisen og det forløb, der udgjorde den største internationale krise for Danmark i efterkrigstiden. Det er også grunden til, at lærere ikke vil vise deres elever de omstridte tegninger. »Ikke som de politiske tilstande i landet er lige i øjeblikket. Risikoen er for stor,« siger eksempelvis John Rydahl, formand for religionslærerne. 

Derfor er det ligefrem skandaløst, at Lærerforeningens formand, Dorte Lange, fabler om, at et krav om undervisning i muhammedkrisen vil være et brud på lærernes metodefrihed. Den frihed findes jo netop ikke; den er kvalt i frygt. Det anerkender hverken Lærerforeningen eller regeringen, som er imod kravet om obligatorisk undervisning i krisen. At Venstre i stedet vil »kortlægge« eventuel selvcensur, er en hån mod lærere og alle andre.

FRIHEDSKAMP må man bidrage til, som man ønsker, orker eller tør. Det er ganske forståeligt, hvis den enkelte lærer føler, at risikoen ved at vise muhammedtegningerne er for høj. Vi kan ikke kræve, at andre aviser bringer tegningerne, ligesom vi ikke kan gøre det obligatorisk, at alle lærere skal vise dem. Vi kan derimod opfordre til det. Og selvfølgelig skal det gøres obligatorisk, at alle elever i folkeskolen undervises i krisen på baggrund af et solidt og formaliseret undervisningsmateriale. Det vil netop bidrage til at normalisere den absurde situation, vi er blevet påtvunget af voldsmænd og mordere. Forhåbentlig vil flere og flere efterhånden også begynde at vise – og tegne – de frisættende og nødvendige streger igen.

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-19/samfund/laerestreger

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.
KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kæden. Det brutale opgør med Lizette Risgaard er også et sammenstød mellem to bevægelser rundet af væsensforskellige kulturer fra hvert sit århundrede. Nu skal fagbevægelsen finde en ren og uplettet formand.

Brændende protokoller

Historiens domstol vil være nærig og ordknap, når den offentlige erindring om 62-årige Lizette Risgaards indsats for dansk fagbevægelse skal skrives.

Vil domstolen overhovedet huske, at den kontoruddannede, meget slagkraftige og indtil for en uge siden vidt og bredt populære Risgaard blev LO-fagbevægelsens første kvindelige formand i 2015? Måske. At hun stod i spidsen for den vellykkede fusion med de fine ovre fra funktionærernes og tjenestemændenes FTF? Næppe. Eller at hun under coronaepidemien deltog i en imponerende stribe af treparter, som det hedder i den verden? Absolut ikke, skønt trepartsforhandlinger er ilt, salt og eksistensberettigelse for en kolos som Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Hukommelsen vil lejre sig ved Lizette Risgaards storhed og episke fald gennem fire dramatiske måneder af 2023. I det hektiske øjeblik omdannede hun dansk fagbevægelse til en kamporganisation i direkte konfrontation med den nye, socialdemokratisk ledede regering. Hun tabte slaget om bededagen, naturligvis, men vandt i en aparte alliance med Folketingets blå opposition magtkampen med regeringen om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Den kongerække, Lizette Risgaard indskrives i, rummer ikke navne som LO-koryfæerne Eiler Jensen, Thomas Nielsen, Finn Thorgrimson og Harald Børsting. Kongerækken er kort og beskæmmet: Morten Østergaard, Frank Jensen, Lizette Risgaard. Nøjeregnende sjæle kan regne Jon Stephensen og forskellige medie- og kulturfigurer med, men pointen er den samme, i og for sig banale:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse, der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Gyngende balancer

For Fagbevægelsens Hovedorganisation er situationen selvsagt katastrofal. Ikke så meget, fordi man med invitationen til trepartsdrøftelser og den annullerede beskæring af seniorpension nu står med en meget smuk appelsin, men for tiden ingen turban at lægge den ned i.

En tid lang kan de daglige forretninger håndteres af den stedfortrædende næstformand, Morten Skov Christiansen, idet valget af en ny, mere varig formand nok trækker ud. Regeringen har sat sommerferien som deadline for etableringen af trepartsinstitutionen, mens fagbevægelsen nok vil have brug for mere tid til at skaffe en formand med egentlig prokura, og så er vi ovre i sensommeren.

Problemet er, at man gerne skal kunne stille med folk, der også lidt ud i fremtiden taler med fornøden autoritet. Eller formuleret på en anden måde: Hvordan skal fagbevægelsen finde en ny formand, uden at organisationens stabilitet og indre magtstrukturer lider voldsom skade?

Tirsdag morgen i denne uge mødtes 24 medlemmer af hovedorganisationens forretningsudvalg for at tage de første tilløb til at finde en afløser for Risgaard. Her er stemningen ikke kammeratlig, efter at forretningsudvalgets enige beslutning om en fælles køreplan for håndteringen af Risgaard-affæren brasede sammen efter få timer fredag i sidste uge.

Men ud over indbyrdes vrede er der en myriade af balancer, der skal tages hensyn til i en ny og skrøbelig organisation som Fagbevægelsens Hovedorganisation. I udvalg:

Balancen mellem offentligt og privat ansatte er essentiel. I gamle dages LO var der årtiers erfaring med at sikre afvejning af de interesser, den privatansatte smed og hans offentligt ansatte kone havde, for nu at formulere det lidt skematisk. Den balance er vanskelig at opretholde med det store tilskud af offentligt ansatte fra FTF og med et arbejdsmarked, hvor organisationsprocenten er presset på det private arbejdsmarked, men i top i den offentlige sektor.

Til spørgsmålet hører også balancen mellem de to fusionerede hovedorganisationer. Ved stiftelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation håndterede man det problem påfaldende generøst ved at udstyre sig med seks næstformænd. Den nye hovedorganisation har siden slanket sin top og havde indtil i fredags en ledelse med kun tre personer, alle fra det gamle LO:

Lizette Risgaard, som er tidligere kontorfunktionær. Næstformand Nanna Højlund, som kommer fra pædagogmedhjælpernes forbund og senere FOA. Og endelig den anden næstformand, Morten Skov fra Metal. Er det nu de offentligt ansattes tur til at levere den nye formand, måske endda fra et forbund med fortid i FTF? Kan man med andre ord forestille sig den dygtige pædagogformand Elisa Rimpler som leder af den samlede fagbevægelse?

Læg hertil det mere politiske problem, som Lizette Risgaard har skaffet Fagbevægelsens Hovedorganisation på halsen. Hun førte an i en forvandling af forhandlingskolossen til en slags gadens parlament. Med underskriftindsamling og forsøg på at få regeringens eksistensberettigelse sendt til folkeafstemning forvandlede hun hovedorganisationen radikalt.

Under sin 1. maj-tale i Arbejdermuseet skæmtede Mette Frederiksen ganske vist med, at Lizette Risgaard ikke havde ført så grov tale som den legendariske Thomas Nielsen, som kaldte daværende statsminister Anker Jørgensen en lille lort.

En venlig vurdering fra statsministeren, som overser, at Lizette Risgaard under forsøget på at redde bededagen nåede at sammenligne Frederiksen med en hund, der havde bidt den danske model.

Og som Lizette Risgaard forklarede Fagbladet 3F tilbage i de hektiske januardage: »Jamen en hund, der bider, gør det nok igen, og derfor afliver vi den. Når man går ind og tager en bid af den danske model, som man gør her, så er det rigtig problematisk.«

Under sammenslutningen af LO og FTF var det et større emne, at der ingen bånd til Socialdemokratiet måtte være i den nye hovedorganisation. Det sikrede Risgaard til fulde under bededagsslaget, men måske ikke helt på den måde, man dengang havde forestillet sig.

Farlig viden

Opgøret med Lizette Risgaard har føjet endnu en ubehagelig komponent til de indre brudflader: Hvem vidste hvad hvornår om den glidende overgang fra kammerat til krammerat og videre ned? Har nogen af de mulige formandskandidater modtaget oplysninger om Lizette Risgaards berøringer gennem årene, som de har holdt for sig selv i stedet for at tage affære?

Fagbevægelsens Hovedorganisation har et adfærdskodeks vedtaget i januar sidste år, som med whistleblowerordning og det hele pålægger den daglige ledelse at opføre sig ordentligt. Man er sammen på en professionel og respektfuld måde, og man udviser god opførsel og har situationsfornemmelse og besidder sund fornuft. Modtageren af uvelkomne berøringer bestemmer, om de er upassende – det er »uden betydning, om den udøvende selv finder den givne handling undskyldelig«.

Foreløbig har en halv snes berøringssager fra 2016 til 2021 været offentligt omtalt – alle fra før adfærdskodekset. Men viden om sager er uanset tidspunkt en slet valuta at besidde i disse tider. Er man i tvivl, kan man genlæse interviewet med den konstituerede formand, Morten Skov, fredag formiddag, som er gengivet på berlingske.dk.

Morten Skov blev tre gange spurgt, om det var første gang, han hørte om Lizette Risgaards adfærd, som blev kortlagt i Berlingske og Ekstra Bladet samme morgen. Tre gange talte han udenom. Det var første gang, man hørte om det »på den her måde«, og Morten Skov var uden kendskab til de konkrete sager. Han var »sendt i byen her for at fortælle, hvad forretningsudvalget har drøftet« – ikke for at svare på den slags spørgsmål.

Det er nok ikke urimeligt at udlede af den seance, at formandens adfærd er noget, der har været talt om i krogene af og til.

Det kan få betydning for valget af ny formand. Morten Skov er ude af billedet, hvis han belastes af advokatundersøgelsen. HK-formanden er nok ude uanset hvad – dels har hun gjort sig grundigt upopulær de seneste døgn, dels kom forgænger Lizette Risgaard også i sin tid fra HK.

Tilbage i det aldeles uofficielle kandidatfelt er foruden den mulige Morten Skov Blik og Rør-formand Henrik W. Petersen, 3Feren Søren Heisel og pædagogformand Elisa Rimpler.

Kontoret blev hendes skæbne

At det blev HK, der afkortede Lizette Risgaards vej til skafottet, rummer sit eget fortællervenlige forløb.

Lizette Risgaard var i de unge år kontorfunktionær i en række fagforbund. En letpennet krønikeskriver ville nok have svært ved at smyge sig uden om klicheen, at »kontoret blev hendes skæbne«, fordi det blev handels- og kontorfolkets forbund, HK, der nægtede at udsætte beslutningen om Lizette Risgaards skæbne.

Fredag morgen var samtlige medlemmer af forretningsudvalget enige om at frede formanden, indtil en advokatundersøgelse havde fastslået, hvad der er op og ned i de mange anklager og påstande. Flere af anklagerne er stærkt billeddannende, som for eksempel det forhold, at Lizette Risgaard stående på en scene skal have ladet sin hånd hvile på en ung ansats bagdel under afsyngelse af et eller flere vers af Halfdan Rasmussen-sangen »Kæden«.

Men da HK-formand Anja C. Jensen senere samme dag mødte sin hovedbestyrelse, måtte hun løbe fra beslutningen i forretningsudvalget for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Nultoleranceparolen i HK kunne ikke forvaltes så fleksibelt, som formanden havde ment få timer før.

Andre forbund mener, at Anja C. Jensen har kørt et bevidst dobbeltspil, og vreden mod hende er betydelig. Mere troligt er det, at man i HK har følt, at Lizette Risgaard fredag formiddag bagatelliserede de rejste anklager. Beslutningen om, at Lizette Risgaard måtte gå straks, blev enstemmig i HKs hovedbestyrelse.

Det er næppe tilfældigt, at det blev HK, som brød kæden etableret samme morgen i hovedorganisationens forretningsudvalg. Hovedparten af HKs medlemmer er kvinder, mange af dem har ifølge en undersøgelse forestået af HK i 2018 oplevet fysisk eller verbal sexchikane på jobbet. Både mænd og kvinder havde været udsat for chikane, og både chefer og kolleger stod bag, mens ofrene altovervejende var kvinder.

Steppebrand

Allerdybest nede er sagen om Lizette Risgaard et opgør mellem to væsensforskellige bevægelser rundet af hvert sit århundrede. På den ene side fagbevægelsen, oprindeligt organiseret som en kampenhed, hvor trufne beslutninger som en selvfølge blev søgt overholdt. Arme og ben i bussen, færrest mulige politiske afvigere med hånd på roret og det hele tilsat den solidaritet, som altid omtales med de smukkeste ord i arbejderbevægelsen, men som sin forudsætning har et kraftigt element af tvang.

At HK-formanden og andre sprang fra aftalen om at udskyde afgørelsen om Lizette Risgaards skæbne, fik Metal-formand Claus Jensen til over for TV 2 at omtale nogle af sine forbundskolleger som hovedløse høns. Hans frustration er et klassisk udtryk for fagbevægelsens beslutningskultur: diskussion, vedtagelse, protokol – og så ellers en forpligtelse til at holde den lagte kurs og tidsplan uden brok.

Den kultur passer fint til forhandlinger om løn- og arbejdsforhold som de nyligt afsluttede overenskomstfornyelser dette forår, hvor Dansk Industri mødte Claus Jensen som hovedforhandler på lønmodtagersiden.

MeToo-bevægelsen er alt det, fagbevægelsen ikke er. Som barn af det nye århundrede er den eruptiv, spontan, paragraffri og hastigt domsafsigende i et ustyrligt samspil med medierne.

En antændt gnist uden for vante rammer kan forårsage en steppebrand og kaste institutioner og virksomheder ud i dyb og livstruende krise. Fagbevægelsens adfærdskodeks og protokolførte beslutninger forvandles til aske, når branden har fået fat.

Det er påpegningen af det dybe dilemma, som er Lizette Risgaards egentlige afskedsgave til fagbevægelsen, skønt hun naturligvis gerne var sluppet for at måtte aflevere den frankeret med afslutningen af sin egen karriere.

Fagbevægelsen kan ikke fungere uden tunge, forpligtende og af og til lukkede beslutningsstrukturer og miljøer. Omvendt må den altid være på medlemmernes side, varerne i udstillingsvinduet skal også forefindes i baglokalet. Ellers ender butikken med at måtte lukke eller brænde ned.

Den store test bliver, om man kan finde en ny formand i stedet for Lizette Risgaard, uden at fuldfede rygter, halve sandheder og kvarte fakta bliver en betydelig komponent i opgøret. Advokatkontoret sidder klar ved telefon og hjemmeside indtil udgangen af maj.

Det episke drama? Da regeringstoppen i lørdags viftede med det hvide flag i en kronik i Politiken og inviterede hende til trepartsforhandlinger, var FH-formanden fortid, fældet få timer før af et par avisartikler om upassende adfærd over for yngre ansatte i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/braendende-protokoller

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK