20 år har forandret Danmark:
SOM OM AT ADVARE MOD ET ANGREB, MENS KUGLERNE FLYVER OM ØRERNE.
De fleste betaler selv for den velfærd, de vil have. Der er en verden til forskel på A- og B-holdet i det danske velfærdssamfund. Alligevel bliver der advaret imod det igen og igen. Ny bog appellerer til at se virkeligheden i øjnene.
To årtier har ændret det danske velfærdssamfund grundlæggende. I spidsen har Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) stået.
Nogle mennesker lever deres liv på en løgn,
en livsløgn, der får det hele til at give mening, får verden til at hænge
sammen.
Ingen tør prikke hul på boblen af
illusioner, for så ramler det hele, så er der ikke mere at leve for, så bryder
verdensbilledet sammen.
Sådan er det med velfærdssamfundet.
I de store politiske taler tegnes ofte et
billede, som matcher et samfund fra det forrige århundrede. Adgangen til
sundhed, uddannelser, skoler, ældreomsorg, børnepasning er fri og lige i
Danmark, hedder det.
Det er ikke »tykkelsen på tegnebogen«, der
bestemmer kvaliteten af den behandling, undervisning og omsorg, vi får. Sådan
er det ikke her. Vi skal ikke have et A- og et B-hold, fordi nogen er finere,
har flere penge og bedre kontakter end andre.
For blot et par årtier siden flugtede disse
taler med virkeligheden. Men det gør de ikke mere. Der er bare ikke nogen, der
siger det højt. Livsløgnen om »den universelle velfærdsmodel« holder det hele
sammen.
Siden 00erne er der sket store forandringer,
som betyder, at vi enten må ændre vores idealiserede billede af
velfærdssamfundet eller ændre virkeligheden.
Formand for FOA, Mona Striib, advarer mod et A-, B- og et C-hold.
»Vi skal kigge hinanden dybt i øjnene og
have dialogen, om vi virkelig vil tillade, at vi bliver et samfund med et A-,
B- og C-hold, hvor dem, der har råd, kan købe sig til private ydelser, og dem,
der ikke har råd … Ja, dem lader vi så i stikken,« sagde formand for
fagforbundet FOA, Mona Striib for nylig, da hun af kommunernes fagblad Momentum blev
forelagt en undersøgelse, som viste, at 77 procent af danskerne forventer, at
de om ti år selv skal købe sig til serviceydelser.
Det begyndte i 00erne
Men både A-, B- og C-holdet er allerede en
realitet, og der bliver stadig større forskel på »holdene«. Striibs advarsel,
som er udbredt især på venstrefløjen, er som at advare mod et fjendtligt
angreb, mens kuglerne flyver om ørerne.
Udviklingen har taget fart de seneste 20 år,
skriver de to forfattere til bogen »Frihed, lighed og privat velfærd«, som
netop er udkommet.
Bogen er skrevet af professor på Roskilde
Universitet, Jon Kvist, som desuden har været en del af regeringens
reformkommission, og Jesper Brask Fischer, som er programchef i
pensionsselskabet PFA og tidligere koncerndirektør i social- og indenrigsministeriet.
Deres pointe er, at den private velfærd er
kommet for at blive, at den kommer til at fylde mere, og at den skal tages
alvorligt, ikke mindst fordi den bidrager med en højere livskvalitet for mange
mennesker.
»Danskerne strømmer til private løsninger
indenfor sundhed, uddannelse og sociale ydelser,« skriver de.
Samtidig, påpeger de, er den
private velfærd, »som en elefant i rummet«.
Ingen taler om den, fordi det tilsyneladende
i Danmark er skamfuldt at blive mindet om, at den store offentlige smeltedigel,
hvor høj og lav, rig og fattig mødes i det samme venteværelse, på det samme
hospital, i det samme klasseværelse og på det samme plejehjem, i virkeligheden
er en illusion.
»Alene ordene »privat velfærd« skurrer i
manges ører,« hedder det i bogen.
En hurtig søgning på nettet viser, at man
kan bestille tre konsultationer og en samlet pakke hos den private
»Ældrelægen«, som tilbyder at gennemgå ens journal og eventuelle prøver for
8.000 kroner.
Hos »Din Graviditet« kan par for 2.495
kroner blive »klædt godt på til den kommende fødsel«. Og hos »GoTutor« kan
forældre købe hjælp til lektierne for deres store og små børn for 299 kroner i
timen. Hvis det er hjælp til eksamen, koster det 399 kroner i timen.
Til den pris garanterer firmaet »et unikt
match med god kemi og en stærk relation« mellem lærer og elev.
Virkeligheden banker på
Tallene i bogen viser, at det er gået stærkt
de seneste 20 år. Selvom en stor del af det politiske landskab ikke mener, at
vi skal have et »holdopdelt« velfærdssamfund, så spurter A-holdet afsted. Fordi
man har råd til det, og fordi den offentlige service ikke længere kan følge med
deres ønsker og forventninger.
- Flere end 2,3 millioner danskere har en privat
sundhedsforsikring, som betyder, at de kan komme hurtigere i behandling
end B-holdet. Omkring årtusindskiftet var antallet nul.
- Omkring 85 procent af arbejdsmarkedet har privat
aftalte arbejdsmarkedspensioner, som betyder, at de har flere penge til
sig selv i alderdommen end B-holdet. For et stigende antal pensionister
vil udbetalingerne herfra overstige udbetalingerne fra folkepensionen.
- Mere end 400.000 har i dag tegnet en privat
lønsikring, som betyder, at de ikke må nøjes med dagpenge, hvis de mister
deres job. I begyndelsen af 00erne var de ordninger ukendte.
- Hver femte – 22 procent – af danske grundskolebørn
går i privatskole. Det er en fordobling på 15 år. Mere end 30.000 unge
supplerer grundskolen med ophold på en privat efterskole, en tredobling på
30 år.
- Over to millioner danskere har en privat forsikring
mod tab af erhvervsevne. Omkring hver fjerde, der modtager førtidspension,
får i dag suppleret deres indtægt via udbetalinger fra denne forsikring.
- Antallet af danskere, der tilkøber privat
hjemmehjælp, lektiehjælp til deres børn og private individuelle
sundhedsordninger er fordoblet på få år.
»Der er for hvert af disse eksempler sket en
markant udvikling siden årtusindskiftet,« skriver de to forfattere.
Resultatet er, at stadig flere danskere har
oplevet mere valgfrihed og store reelle forbedringer. De har taget ansvaret for
deres egen velfærd.
»Det har også betydet, at forskellen mellem
personer med og uden private velfærdsordninger er øget,« hedder det i bogen.
Så til dem, der siger, at de frygter et A-
og et B-hold, må man sige, at de har snorksovet i mange år.
A-holdet går til private jordemødre, har
deres børn på private skoler, køber sig til lektiehjælp hjemme i dagligstuen,
de har en praktiserende privat læge, de kan ringe til døgnet rundt, og de
kommer foran i køen til alle speciallæger.
Hvis de ikke føler sig trygge i
villakvarteret, fordi politiet sjældent kommer, betaler de sammen med naboerne
et vagtværn til at patruljere i de mørke timer. Som ældre booker A-holdet den
hjemmehjælp, de mener at have brug for, eller de bor på et privat plejehjem med
alle de faciliteter, de ønsker sig.
Til efteråret ventes regeringen at lancere en stor plan for
frisættelse af ældreplejen i Danmark.
På B-holdet har de måske nogle få
forsikringer og sparer måske op til ydelser, de ellers ikke kan få i det
offentlige, mens C-holdet må »nøjes med« det offentlige.
Det særlige er, at der er tale om en stille
revolution. Det er ikke en udvikling, nogen har besluttet. Sådan er det bare
gået, fordi efterspørgslen er der. Jo rigere, vi bliver, des mere og bedre
velfærdsservice vil vi efterspørge.
Og fordi et voksende udbud af private
velfærdstilbud genererer en endnu større efterspørgsel.
»I virkeligheden er den private velfærd
allerede en vigtig brik i vores samfundsmodel for et sikre et højt
velfærdsniveau i fremtiden,« skriver forfatterne.
Er det endestationen?
De stiller også spørgsmålet, om vi står ved
endestationen for den nordiske velfærdsmodel, hvor krumtappen er det
»universelle« velfærdssamfund med »fri og lige adgang« til kerneydelser som
uddannelse, daginstitutioner, sundhed, ældrepleje og meget andet.
Risikoen set med de store velfærdspartiers
øjne er for nogen den ulighed, der ligger i et A- og et B-hold. Men bag det
ligger en trussel, der er større for dem, nemlig at A-holdet ender med at melde
sig ud.
Hvorfor betale en meget høj skat for en
velfærd, som man ikke selv får del i?
Ideologerne bag den universelle
velfærdsmodel – især socialdemokrater – har altid ladet deres grundlæggende
teori hvile på en form for bestikkelse.
Hvis ikke den store middelklasse selv føler,
at de får en hel del tilbage for de høje skatter, de betaler, men i stedet skal
betale dyre forsikringsordninger, så vil de vende ryggen til og nægte at betale
to gange. Nye politiske partier, der læner sig op ad andre mere liberale
samfundsmodeller som det britiske og amerikanske, vil vinde frem, lyder
teorien.
»Welfare for the poor is poor welfare.« Hvis det kun er B- og C-holdet, der benytter sig af de
offentlige tilbud, vil modellen blive skrabet og sølle.
Løkkes model
I regeringen, som har bebudet historiske
reformer af velfærdssamfundet, er man ikke enig om, hvordan et nyt
»velfærdssamfund 2.0« skal se ud, når de engang har haft det på værksted. At
forene socialdemokrater, liberale og moderate i så grundlæggende ideologiske
spørgsmål er en svær opgave.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) åbnede for
nylig i et interview til Avisen Danmark for sine tanker om,
hvordan fremtidens velfærd kunne se ud.
Fremtidens ældre vil have så store
arbejdsmarkedspensioner, at de ikke vil tage til takke med niveauet for den
service, den offentlige ældrepleje yder i dag, lyder hans analyse.
Lars Løkke Rasmussens løsning er, at
danskerne i højere grad skal spare op og forsikre sig til egen ældrepleje,
hvilket reelt vil betyde mere brugerbetaling.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) forklarer
til Avisen Danmark:
»I Moderaterne ønsker vi en grundlæggende
plejeopsparing, der minder om den måde, arbejdsmarkedspensionerne er
finansieret på. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores
velfærdssamfund på langt sigt.«
Ældreministeren understreger, at hun i
udtalelsen udelukkende repræsenterer Moderaterne og ikke SVM-regeringen.
Socialdemokratiet er lodret imod og irriterede over, at Løkke åbner for en
debat, som de mener på ingen måde er aktuel.
I efteråret præsenterer regeringen en plan
for en omfattende reform og en frisættelse af ældresektoren.
FAKTA
En ny velfærdsstat?
Regeringen
har ambitioner om at gennemføre »den mest omfattende frisættelse af den
offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«.
Store
ældre årgange, mange børn og stigende forventninger til serviceniveauet truer
ifølge regeringen velfærden. Men hvor stort er problemet? Og hvad er
løsningerne?
Hen over sommeren bringer
Berlingske en række artikler og indlæg om perspektiverne i den debat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar