20 år har forandret Danmark:
SOM OM AT ADVARE MOD ET ANGREB, MENS KUGLERNE FLYVER OM ØRERNE.

De fleste betaler selv for den velfærd, de vil have. Der er en verden til forskel på A- og B-holdet i det danske velfærdssamfund. Alligevel bliver der advaret imod det igen og igen. Ny bog appellerer til at se virkeligheden i øjnene.

To årtier har ændret det danske velfærdssamfund grundlæggende. I spidsen har Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) stået.Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

 

Nogle mennesker lever deres liv på en løgn, en livsløgn, der får det hele til at give mening, får verden til at hænge sammen.

Ingen tør prikke hul på boblen af illusioner, for så ramler det hele, så er der ikke mere at leve for, så bryder verdensbilledet sammen.

Sådan er det med velfærdssamfundet.

I de store politiske taler tegnes ofte et billede, som matcher et samfund fra det forrige århundrede. Adgangen til sundhed, uddannelser, skoler, ældreomsorg, børnepasning er fri og lige i Danmark, hedder det.

Det er ikke »tykkelsen på tegnebogen«, der bestemmer kvaliteten af den behandling, undervisning og omsorg, vi får. Sådan er det ikke her. Vi skal ikke have et A- og et B-hold, fordi nogen er finere, har flere penge og bedre kontakter end andre.

For blot et par årtier siden flugtede disse taler med virkeligheden. Men det gør de ikke mere. Der er bare ikke nogen, der siger det højt. Livsløgnen om »den universelle velfærdsmodel« holder det hele sammen.

Siden 00erne er der sket store forandringer, som betyder, at vi enten må ændre vores idealiserede billede af velfærdssamfundet eller ændre virkeligheden.

Formand for FOA, Mona Striib, advarer mod et A-, B- og et C-hold.

»Vi skal kigge hinanden dybt i øjnene og have dialogen, om vi virkelig vil tillade, at vi bliver et samfund med et A-, B- og C-hold, hvor dem, der har råd, kan købe sig til private ydelser, og dem, der ikke har råd … Ja, dem lader vi så i stikken,« sagde formand for fagforbundet FOA, Mona Striib for nylig, da hun af kommunernes fagblad Momentum blev forelagt en undersøgelse, som viste, at 77 procent af danskerne forventer, at de om ti år selv skal købe sig til serviceydelser.

Det begyndte i 00erne

Men både A-, B- og C-holdet er allerede en realitet, og der bliver stadig større forskel på »holdene«. Striibs advarsel, som er udbredt især på venstrefløjen, er som at advare mod et fjendtligt angreb, mens kuglerne flyver om ørerne.

Udviklingen har taget fart de seneste 20 år, skriver de to forfattere til bogen »Frihed, lighed og privat velfærd«, som netop er udkommet.

Bogen er skrevet af professor på Roskilde Universitet, Jon Kvist, som desuden har været en del af regeringens reformkommission, og Jesper Brask Fischer, som er programchef i pensionsselskabet PFA og tidligere koncerndirektør i social- og indenrigsministeriet.

Deres pointe er, at den private velfærd er kommet for at blive, at den kommer til at fylde mere, og at den skal tages alvorligt, ikke mindst fordi den bidrager med en højere livskvalitet for mange mennesker.

»Danskerne strømmer til private løsninger indenfor sundhed, uddannelse og sociale ydelser,« skriver de.

Udviklingen har taget fart de seneste 20 år, skriver de to forfattere til bogen »Frihed, lighed og privat velfærd«, som netop er udkommet. Den er skrevet af professor på Roskilde Universitet Jon Kvist og Jesper Brask Fischer, som er programchef i pensionsselskabet PFA.

Foto: Rune Øe.

Samtidig, påpeger de, er den private velfærd, »som en elefant i rummet«.

Ingen taler om den, fordi det tilsyneladende i Danmark er skamfuldt at blive mindet om, at den store offentlige smeltedigel, hvor høj og lav, rig og fattig mødes i det samme venteværelse, på det samme hospital, i det samme klasseværelse og på det samme plejehjem, i virkeligheden er en illusion.

»Alene ordene »privat velfærd« skurrer i manges ører,« hedder det i bogen.

En hurtig søgning på nettet viser, at man kan bestille tre konsultationer og en samlet pakke hos den private »Ældrelægen«, som tilbyder at gennemgå ens journal og eventuelle prøver for 8.000 kroner.

Hos »Din Graviditet« kan par for 2.495 kroner blive »klædt godt på til den kommende fødsel«. Og hos »GoTutor« kan forældre købe hjælp til lektierne for deres store og små børn for 299 kroner i timen. Hvis det er hjælp til eksamen, koster det 399 kroner i timen.

Til den pris garanterer firmaet »et unikt match med god kemi og en stærk relation« mellem lærer og elev.

Virkeligheden banker på

Tallene i bogen viser, at det er gået stærkt de seneste 20 år. Selvom en stor del af det politiske landskab ikke mener, at vi skal have et »holdopdelt« velfærdssamfund, så spurter A-holdet afsted. Fordi man har råd til det, og fordi den offentlige service ikke længere kan følge med deres ønsker og forventninger.

• Flere end 2,3 millioner danskere har en privat sundhedsforsikring, som betyder, at de kan komme hurtigere i behandling end B-holdet. Omkring årtusindskiftet var antallet nul.
• Omkring 85 procent af arbejdsmarkedet har privat aftalte arbejdsmarkedspensioner, som betyder, at de har flere penge til sig selv i alderdommen end B-holdet. For et stigende antal pensionister vil udbetalingerne herfra overstige udbetalingerne fra folkepensionen.
• Mere end 400.000 har i dag tegnet en privat lønsikring, som betyder, at de ikke må nøjes med dagpenge, hvis de mister deres job. I begyndelsen af 00erne var de ordninger ukendte.
• Hver femte – 22 procent – af danske grundskolebørn går i privatskole. Det er en fordobling på 15 år. Mere end 30.000 unge supplerer grundskolen med ophold på en privat efterskole, en tredobling på 30 år.
• Over to millioner danskere har en privat forsikring mod tab af erhvervsevne. Omkring hver fjerde, der modtager førtidspension, får i dag suppleret deres indtægt via udbetalinger fra denne forsikring.
• Antallet af danskere, der tilkøber privat hjemmehjælp, lektiehjælp til deres børn og private individuelle sundhedsordninger er fordoblet på få år.

»Der er for hvert af disse eksempler sket en markant udvikling siden årtusindskiftet,« skriver de to forfattere.

Resultatet er, at stadig flere danskere har oplevet mere valgfrihed og store reelle forbedringer. De har taget ansvaret for deres egen velfærd.

»Det har også betydet, at forskellen mellem personer med og uden private velfærdsordninger er øget,« hedder det i bogen.

Så til dem, der siger, at de frygter et A- og et B-hold, må man sige, at de har snorksovet i mange år.

A-holdet går til private jordemødre, har deres børn på private skoler, køber sig til lektiehjælp hjemme i dagligstuen, de har en praktiserende privat læge, de kan ringe til døgnet rundt, og de kommer foran i køen til alle speciallæger.

Hvis de ikke føler sig trygge i villakvarteret, fordi politiet sjældent kommer, betaler de sammen med naboerne et vagtværn til at patruljere i de mørke timer. Som ældre booker A-holdet den hjemmehjælp, de mener at have brug for, eller de bor på et privat plejehjem med alle de faciliteter, de ønsker sig.

Til efteråret ventes regeringen at lancere en stor plan for frisættelse af ældreplejen i Danmark.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv).

På B-holdet har de måske nogle få forsikringer og sparer måske op til ydelser, de ellers ikke kan få i det offentlige, mens C-holdet må »nøjes med« det offentlige.

Det særlige er, at der er tale om en stille revolution. Det er ikke en udvikling, nogen har besluttet. Sådan er det bare gået, fordi efterspørgslen er der. Jo rigere, vi bliver, des mere og bedre velfærdsservice vil vi efterspørge.

Og fordi et voksende udbud af private velfærdstilbud genererer en endnu større efterspørgsel.

»I virkeligheden er den private velfærd allerede en vigtig brik i vores samfundsmodel for et sikre et højt velfærdsniveau i fremtiden,« skriver forfatterne.

Er det endestationen?

De stiller også spørgsmålet, om vi står ved endestationen for den nordiske velfærdsmodel, hvor krumtappen er det »universelle« velfærdssamfund med »fri og lige adgang« til kerneydelser som uddannelse, daginstitutioner, sundhed, ældrepleje og meget andet.

Risikoen set med de store velfærdspartiers øjne er for nogen den ulighed, der ligger i et A- og et B-hold. Men bag det ligger en trussel, der er større for dem, nemlig at A-holdet ender med at melde sig ud.

Hvorfor betale en meget høj skat for en velfærd, som man ikke selv får del i?

Ideologerne bag den universelle velfærdsmodel – især socialdemokrater – har altid ladet deres grundlæggende teori hvile på en form for bestikkelse.

Hvis ikke den store middelklasse selv føler, at de får en hel del tilbage for de høje skatter, de betaler, men i stedet skal betale dyre forsikringsordninger, så vil de vende ryggen til og nægte at betale to gange. Nye politiske partier, der læner sig op ad andre mere liberale samfundsmodeller som det britiske og amerikanske, vil vinde frem, lyder teorien.

»Welfare for the poor is poor welfare.« Hvis det kun er B- og C-holdet, der benytter sig af de offentlige tilbud, vil modellen blive skrabet og sølle.

Løkkes model

I regeringen, som har bebudet historiske reformer af velfærdssamfundet, er man ikke enig om, hvordan et nyt »velfærdssamfund 2.0« skal se ud, når de engang har haft det på værksted. At forene socialdemokrater, liberale og moderate i så grundlæggende ideologiske spørgsmål er en svær opgave.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) åbnede for nylig i et interview til Avisen Danmark for sine tanker om, hvordan fremtidens velfærd kunne se ud.

Fremtidens ældre vil have så store arbejdsmarkedspensioner, at de ikke vil tage til takke med niveauet for den service, den offentlige ældrepleje yder i dag, lyder hans analyse.

Lars Løkke Rasmussens løsning er, at danskerne i højere grad skal spare op og forsikre sig til egen ældrepleje, hvilket reelt vil betyde mere brugerbetaling.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) forklarer til Avisen Danmark:

»I Moderaterne ønsker vi en grundlæggende plejeopsparing, der minder om den måde, arbejdsmarkedspensionerne er finansieret på. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores velfærdssamfund på langt sigt.«

Ældreministeren understreger, at hun i udtalelsen udelukkende repræsenterer Moderaterne og ikke SVM-regeringen. Socialdemokratiet er lodret imod og irriterede over, at Løkke åbner for en debat, som de mener på ingen måde er aktuel.

I efteråret præsenterer regeringen en plan for en omfattende reform og en frisættelse af ældresektoren.

FAKTA

En ny velfærdsstat?

---

Regeringen har ambitioner om at gennemføre »den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«.

Store ældre årgange, mange børn og stigende forventninger til serviceniveauet truer ifølge regeringen velfærden. Men hvor stort er problemet? Og hvad er løsningerne?

Hen over sommeren bringer Berlingske en række artikler og indlæg om perspektiverne i den debat.

Kilde: https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/20-aar-har-forandret-danmark-som-at-advare-mod-et-angreb