Leder. Det
er på tide med en debat om, hvordan vi skal finansiere ældreplejen i fremtiden.
En alvorlig
ballon
DET er
sommer, og det kan der siges meget godt om. Det er tiden, hvor man endelig
fordyber sig i egne tanker, træder ud af hverdagen et øjeblik og ser på
tilværelsen fra et andet perspektiv. Også på Christiansborg er det en anden
tid, sommerballonernes tid, de nye ideers tid. Tiden, hvor politikerne tillader
sig at tænke højt, anderledes, åbent. Det er der også meget godt at sige om.
Nok er der taktik i udmeldingerne, men der er alligevel grund til at glæde sig
over dette kig ind gennem sprækkerne – hvor små de end er – for de afslører, at
der trods alt findes en puls et sted inde i den ofte noget fastfrosne politiske
virkelighed.
ER det
så fornuftigt, hvad politikerne får pustet luft i? Ikke altid. Men mandag i
denne uge sendte Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg
Madsen, en vigtig ballon til vejrs, da han foreslog, at der laves en
trepartsaftale på ældreområdet inspireret af fælleserklæringen fra 1987, som
introducerede de arbejdsmarkedspensioner, som i dag udgør rygraden i det danske
pensionssystem. Ordførerens budskab: Danskerne skal i højere grad selv begynde
at spare op til deres fremtidige ældrepleje. De offentlige kasser kan ikke
længere bære hele byrden. Det er på tide, at andre end udenrigsminister Lars
Løkke Rasmussen når til denne erkendelse.
SOMMERBALLONER taber
ofte hurtigt luften igen, men forhåbentlig ikke denne. For Rabjerg og Løkke har
ret i, at udviklingen tilsyneladende kun går én vej uanset hvad: Allerede nu
tilkøber 14 procent af de ældre selv praktisk hjælp. 37 procent af de
50-59-årige sparer op til det. Og seks ud af ti af de 40-65-årige
er nervøse for, at der ikke er nok ældrepleje til dem, når de bliver
gamle. Det kan man læse i bogen Frihed, lighed
og privat velfærd: På vej mod en ny samfundsmodel fra juni i
år, som forsøger at kortlægge den private og halvprivate velfærds udbredelse i
Danmark.
DER er
noget grundlæggende menneskeligt ved dette ønske om at vælge frit og forbedre sine
vilkår, hvor man kan. Den offentlige sektor i Danmark er ikke altid god nok,
hurtig nok eller skræddersyet nok til den enkeltes behov. Det er det, der får
så mange danskere til at vælge private løsninger: 2,7 millioner har privat
sundhedsforsikring, 85 procent har en arbejdsmarkedspension, 22 procent går i
privatskole, 2,7 millioner er medlem af sygeforsikring »danmark«, 400.000 har
en lønsikring, og listen fortsætter. Det interessante er, at mange af de
private løsninger i dag ikke skaber de store kontroverser, selvom de i bund og
grund leverer det samme, som Rabjerg nu foreslår udvidet til endnu et
velfærdsområde.
GIVER Rabjergs
forslag grund til ballade, er det heller ikke på grund af uenighed om
udfordringens karakter: Der bliver flere ældre, de lever længere, og det lægger
pres på den fremtidige finansiering af velfærdssamfundet. Det er alle enige om.
Ifølge en analyse fra
brancheorganisationen Forsikring & Pension vil udgifterne til ældrepleje i
faste priser vokse fra cirka 46 milliarder i 2020 til 79 milliarder i 2050. Det
svarer til en stigning på 72 procent. Dertil kommer de ældres forventninger til
plejen, som også vil være større i fremtiden.
DANSK Folkeparti,
SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Ældre Sagen reagerede alle med en
instinktiv afvisning af Rabjergs forslag. Også dennes partikammerat,
justitsminister Peter Hummelgaard, har tidligere afvist lignende tanker fra
Lars Løkke Rasmussen. De frygter en øget ulighed i samfundet og en udhuling af
den offentlige sektor. Det er der også en risiko for, men kendsgerningen er, at
den private velfærd allerede er her, og at den er vokset frem uden megen
opmærksomhed. Det har allerede stillet mange danskere bedre end mange andre.
Man kan vælge at ønske denne udvikling rullet tilbage, men det vil være forkert
at bilde sig ind, at netop Rabjergs sommerballon er et markant brud med den
danske velfærdstradition.
POLITIK handler
ofte om at justere minimalt på decimalerne, men her er virkelig en
samfundsudvikling, som kalder på mere omsiggribende løsninger. Hvis
velfærdsstaten var det 20. århundredes store projekt, så må dette være en af
det nye århundredes udfordringer: at få flere danskere til at tage et større
ansvar for deres egen alderdom, så de offentlige ressourcer i højere grad kan
prioriteres til dem, der ikke kan klare sig selv.
FLYVEHØJDE får
diskussionen først for alvor, når og hvis regeringen kommer med et konkret
udspil efter sommeren. Men allerede nu er der al mulig grund til at engagere
sig i overvejelserne om, hvordan de private muligheder kan komme flest muligt
til gode. For de forsvinder ikke igen. Arve
Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/opinion/en-alvorlig-ballon
Ingen kommentarer:
Send en kommentar