Kommentar. Hvad man kan lære af en brændt bibel.

SELVMÅL

I søndags stillede den herboende iraner Mehdi Zaman sig foran Israels ambassade i København med en lighter samt Toraen, Bibelen og nogle flag i forventning om, at andre befolkningsgrupper ville lade sig ophidse over afbrændingen.

Provokation foruden hævn over Rasmus Paludans koranafbrændinger var nemlig Zamans erklærede mål. Han stak ild på diverse, herunder Dannebrog og lgbt+-bevægelsens internationale regnbueflag. Et medbragt portræt af hans politiske idol – Irans nu afdøde despot ayatollah Khomeini – blev opstillet som en slags æresgæst.

Hvad skete så? Absolut intet. Et par politibetjente iagttog roligt hændelsen, ingen på ambassaden reagerede, ingen tililende tilskuere ymtede mishag endsige optrådte voldeligt. Både betragtet som provokation og som hævn over Paludans koranafbrændinger var begivenheden en fuldbyrdet fiasko.

Zaman gjorde snarere den serielle provokatør Rasmus Paludan den tjeneste at bevise hans grundtese: at det blandt de tre abrahamitiske religioners tilhørere kun er muslimer, der mister selvkontrollen og udøver vold under udførelsen af lovlige blasfemiske handlinger. Af samme grund – fordi dødsvoldsdidaktisk »respekt« for religion kun omfatter islam – får Mehdi Zaman og ligesindede heller aldrig brug for den politibeskyttelse, som Paludan og andre islamkritikere må leve under.

Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix

Hvorfor denne forskel på Abrahams børn? Fordi islams repræsentanter aldrig har indskudt civilisationens tætte skot mellem sårede religiøse følelser, som alle religiøse mennesker kan have, og selvbeherskelsens accept af sekulære retsstatsprincipper. I Danmark opfører jøder og kristne flest sig civiliseret, når de påtræffer blasfemi, fordi deres sekulariserede selvforståelse som borgere i en liberal demokratisk retsstat tilsiger dem, at udøvelse af blasfemi er en individuel borgerret, selvom det kan føles personligt stødende. Den enes blasfemi er den andens ytringsfrihed, men med socialdemokraten Mattias Tesfayes ord har Gud vigepligt for demokratiet.

Tesfayes udsagn er vigtigt, fordi bekymrende mange muslimer i Danmark er uenige i netop dét – og i længden kan denne teokratiske attitude ikke regnes for en multikulturel kuriositet. Heller ikke af den venstrefløj, som altid viser omsorg for sårede muslimske følelser, men er stille som graven, når jøder i Danmark, kristne mindretal i Mellemøsten og lgbt+-personer i hele verden åbent forhånes og forfølges af muslimer. I mellemtiden tordner de muslimske landes organisation OIC frem i FN med islamofobi-begrebet, som effektivt kriminaliserer al kritik af islam stik imod samme FNs frihedsrettigheder. Voldsunderstøttet klynk over blasfemi truer demokratiet overalt.

Så hvilken partifælle er statsministeren mon enig med? Mattias Tesfaye, som siger, at Gud har vigepligt for demokratiet? Eller Trine Bramsen, som primo juli sagde på TV 2, at »vi kan stadig ikke se, hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af« – altså at demokratiet har vigepligt for Gud? Vælgerne har krav på at opleve Mette Frederiksen som en »tydelig voksen«, hvad dette helt afgørende retsstatsprincip angår.

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/selvmaal

KATJA KVAALE Katja Kvaale (f. 1964) er antropolog besmykket med Københavns Universitets Guldmedalje. Katja har i peruansk Amazonas, Stillehavet, Filippinernes bjerge og ved såkaldt ’oprindelige folks’ fælles FN-repræsentation i Gèneve og New York forsket i kulturel kontinuitet som det erfares og praktiseres i folks levede liv og som det repræsenteres politisk af eliten; siden har hun sammenlignet med nye og ’oprindelige’ danskere. Det er også kulturel (dis)kontinuitet – forestillet, reel, (im)materiel/museal, indført, opført og fremført, lokal, national, etnisk og politisk – Katja har skrevet om i Weekendavisen siden 2015, især på etnografiske og kulturhistoriske museer.

KATK@WEEKENDAVISEN.DK