Globale tanker. Sommerens
dramatiske optøjer i de franske forstæder afslører, at Europa stadig er blind
over for sine indre fjender, mener den verdensberømte filosof Pascal Bruckner.
Men så længe, problemet reduceres til islam, forbliver det et problem.
Paris på vrangen
I en lys parisisk lejlighed sidder en fransk
filosof klar med sin smartphone. Pascal Bruckner har rettet på sin skødesløst
kaotiske pagefrisure, hvis grålige nuancer fortæller, at det er længe siden,
han var en af Frankrigs »nye filosoffer«, som hans generation af
indflydelsesrige tænkere blev kaldt i 70erne og 80erne. Til gengæld fortæller
udtrykket i hans højloftede hjem, at der stadig er bud efter ham, når samtiden
skal diagnosticeres. Også i aften sidder 74-årige Bruckner parat med WhatsApp
åben.
Vi befinder os midt i aperitiffens time, men
Pascal Bruckner ser ikke meget at skåle for uden for vinduet. Det er torsdag i
Paris, og gaderne er endnu hærgede.
Når Bruckner modtager et opkald om lidt,
kommer det fra en skandinavisk avis, hvis ærinde er at høre den notorisk
selvkritiske franskmands forventede spidse kommentar til sommerens flammende
drama i Frankrig.
Bruckners hjemland har været på afgrundens
rand længe, som han har fortalt igen og igen; i 2019 efter De Gule Vestes
højspændte demonstrationer, efter flygtningekrisen fire år tidligere og løbende
hen over de seneste årtier. »Hver gang Europa er syg, er Frankrig kontinentets
mest patologiske land,« som han typisk fortæller i interviews som det, han
venter på at give nu.
Men denne gang er det anderledes, og det har
Pascal Bruckner tænkt sig at fortælle. Optøjerne, de lange sommernætters riots,
kan ikke sammenlignes med De Gule Vestes oprør, vil han hævde. Vandalisme er
ingen ideologi. Og, vil Bruckner tilføje, når telefonen ringer: Nok er
gadeuorden et fransk adelsmærke, men denne konflikt er et europæisk ansvar.
Foto:
Mariusz Kubik, Scanpix
Skylden tyranniserer stadig
I dagene, hvor juni blev til juli, da
Frankrigs største byer lagde an til en ventet højsæson for tørke og turisme,
affyrede en forstadsbetjent med sit håndvåben et skud mod en 17-årig chauffør
af en gul Mercedes i Nanterre-kvarteret vest for Paris. Skuddet fik fatale
konsekvenser for den unge franskmand Nahel Merzouk – og siden for republikken i
sig selv. Med mordet fulgte godt en uges dramatiske optøjer, slagsmål,
ildspåsættelser og plyndringer i forstæder til byer som Paris, Marseille og
Lyon. Præsidenten hastede hjem fra møder i Bruxelles og kaldte 40.000 ekstra
betjente på arbejde. Der var ellers lige begyndt at være ro i byen efter
forårets store demonstrationer mod præsident Macrons nye pensionsreform.
Også Pascal Bruckner reagerede. Han forlod
sin lejlighed, gik ud på gaden for at se, hvor slemt det stod til i hans
arrondissement, og
konstaterede, at ballademagerne »havde sat ild til nogle skraldespande, hvilket
er okay. Vi er vant til den slags, det er vi«, som Bruckner konstaterer i
telefonen – i sit kendetegnende tørre, svirpende tonefald uden hverken
selvmedlidenhed eller selvpineri.
Vestens »masochistiske« omgang med egen
historie har han for længst gjort op med i sit hovedværk, The
Tyranny of Guilt, i hvilken Bruckner argumenterer for, at Europa
især, og venstrefløjen allermest, fortsat plages af skam over tidligere tiders
»monstre« som slaveri, racisme og kolonier. Europas sidste monster er dets
afsky over sig selv – og den evige skam gør Europa handlingslammet, har
Bruckners argument lydt siden da: Selv unge generationer af statsledere
forbliver ude af stand til at håndtere nutidens konflikter, eksempelvis en
kriminel underverden, af frygt for at blive udskammet for racisme eller etnisk
diskrimination. The Tyranny of Guilt udkom i 2006, samme
år som den nu skuddræbte Nahel Merzouk blev født.
At WhatsApp-samtalen var tænkt som et
videoopkald, havde den aldrende filosof ikke forventet, da han tog telefonen.
Men han overgiver sig, tænder sit kamera og holder apparatet ud i strakt arm,
tydeligt overrasket over at skulle være på. Bruckner lader først sine øjne
vandre rundt i rummet, derefter benene, og han begynder at cirkulere rundt i
sin lejlighed med ansigtet rettet mod sin lille skærm, som man forestiller sig,
at en YouTube-influencer ville gøre på en storbyguide.
Bruckner er vel også en slags åndelig
influencer. Så vidt vides uden at være sponsoreret. Mens han fortæller om
»Macrons drengede naivitet« og oprørerne, der »er franske på papiret, men ikke
i hjertet«, giver filosoffen en spontan rundvisning i hjemmet. Meterhøje
boghylder og mørke træbjælker bugner bagest i billedet, som også afslører, at
Bruckner selv er iført en hvid hørskjorte, chikke skildpaddebriller og en
nyerhvervet sprød tan efter et par dage i Sydfrankrig. Seancen kunne være en
scene fra en Ruben Östlund-film.
»Volden er et lydspor til dagliglivet,« sagde
Bruckner til avisen Le Figaro forleden, og i aften understreger han balladens
hyppighed.
»Men,« fortsætter Bruckner, få dage efter at
urolighederne blev portrætteret som Frankrigs skæbnetime på forsiden af ikke så
få europæiske aviser: »Jeg var overrasket over, hvor veludført volden og
ødelæggelserne så ud. Det var som en planlagt mission. Jeg tror ikke på, at det
var et spontant følelsesudbrud.«
–
Udfordrer du, at optøjerne opstod som reaktion på politiets drab?
»Nej, drabet blev startskuddet. Men de havde
forberedt sig og bare ventet på en anledning; derfor kunne det opstå så effektivt
henover natten. Hver gang, der er tumult i Frankrig, ender det i optøjer og
ballade. Men denne gang var det ikke orkestreret af amatører. De er gangstere,
og de ønsker at sende et klart signal til de franske myndigheder om, at det er
dem, der bestemmer.«
Projektløse pjalteproletarer
I debatten om optøjerne har race og religion
fyldt en hel del i det ellers stærkt sekulariserede Frankrig, hvor
myndighederne forhindres i at føre statistik på baggrund af franske
statsborgeres religion eller etnicitet. Alligevel fremstilles de seneste
optøjer i France 24 og andre medier som »Frankrigs George Floyd«-øjeblik.
Fra venstrefløjen lyder kritikken, at den
undertrykte ungdom med især afrikanske rødder langt om længe siger fra over for
et diskriminerende system og racistisk politivæsen, hvis etniske
forskelsbehandling er forsøgt dokumenteret i flere rapporter. Fra højrefløjen
lyder modargumentet, at politiet har mere arbejde at gøre i visse nabolag af en
årsag. Da optøjerne var på deres højeste, var præsidentkandidat,
internetpolemiker og partileder for Reconquête Eric Zemmour ikke sen til at spå
om en snarlig fransk borgerkrig.
Udsigten til borgerkrig er Bruckner stærkt
skeptisk over for, sin mangeårige konservative kulturkritik til trods. »95
procent af befolkningen er imod optøjerne – bøllerne er få, men kloge. Det er
ikke en borgerkrig, vi er ikke to fronter, det her er ikke USA, selvom jeg godt
ved, at angelsakserne godt kan lide at kategorisere og sammenligne så simpelt.«
Problemet er ifølge franskmanden mere
komplekst, end fløjene gør det til.
»Jeg er af den klare overbevisning, at det
her er et spørgsmål om stoffer, bander, økonomi og territorium mere end om
religion. Der er sikkert islamister iblandt, ligesom der er racister i
politistyrken, og begge dele er forkert, men ikke problemets kerne. Man kan
altid forsøge at forklare den slags med islam, som højrefløjen, eller med
racisme og diskrimination, som venstrefløjen gør. Men begge dele er, tror jeg,
sekundære årsager. Bøllerne repræsenterer ikke islam, som nogle politikere
påstår. Mange har afrikanske rødder, få har asiatiske, men det er en blandet
skare, der er forenet i et had til Frankrig,« siger Bruckner:
»Jeg ser optøjerne som en dyb og komplet
afvisning af den franske stat og alle dens institutioner. Med den fart og
effektivitet, optøjerne havde, ser jeg det som en tydelig markering af, at de
her borgere vil markere deres territoriums grænser. De vil ikke se politiet og
brandvæsenet, de vil hverken se læger eller hospitaler, de vil have lov til at
udføre deres beskidte forretning uden at blive forstyrret af myndigheder. De
repræsenterer det, man i marxistisk teori kalder pjalteproletariatet. En
professionel lovløs underverden, som helst opererer uden om franske myndigheders
bevågenhed. Drabet på den unge franskmand blev deres interne undskyldning for
at vandalisere.«
I den forstand ser Pascal Bruckner optøjerne
som en modsætning til en dystopisk roman som Michel Houellebecqs Underkastelse,
hvor et muslimsk parti på demokratisk vis overtager præsidentpalæet i Paris og
et skridt ad gangen islamificerer Frankrig. Og derfor mener Bruckner, at
sommerens optøjer kun kan sammenlignes med historiske demonstrationer,
revolutionsforsøg og De Gule Veste i form, ikke i indhold:
»Optøjerne har ikke noget ideologisk sigte,
som jeg ser det. Og det er her, at de adskiller sig fra typiske franske
demonstrationer. Man kan godt sige, at de voldelige, vrede unge på gaden i
virkeligheden opfører sig helt enormt fransk – det ligger i vores historik at
lave bål i gaden. Men til gengæld er det ufransk at vandalisere og ødelægge
uden et konkret mål for øje. Under de kommunistiske demonstrationer i 50erne,
60erne, 70erne var der et ideologisk rationale bag. Et mål om at hæve
lønninger, sikre rettigheder for arbejderklassen. Ligesom De Gule Veste i dag.
Men dem, vi ser på gaden nu, tilhører ikke arbejderklassen. De profiterer fra
systemet, arbejder for at lave så mange penge som muligt og ellers passer sig
selv. Det er det, jeg mener med, at de afviser den franske stat uden at have
deres eget projekt,« siger Bruckner:
»Men problemet bliver ikke mindre af, at det
ikke kun handler om religion. Frankrig har negligeret de her forstæder og de
folk, der føler sig afvist; det har affødt vreden og gjort plads til den
underverden, der truer freden nu. Vi burde have slået ned på de kriminelle
ledere langt tidligere. Problemet er ikke udefrakommende, det er vores eget. De
her folk er franske på papiret, og det er i vores interesse at få dem
overbevist om at blive det i hjertet også.«
Mens Macron holdt krisemøde med over 200
borgmestre i tirsdags, bragte Sky News en reportage fra havnebyen Marseille,
hvor optøjerne også gik for sig. I »betonjunglen« uden for byen, som rapporten
kalder den, bor 200.000 mennesker. En af dem, Amine Kessaci, en yngre mand,
mistede sin bror til stoffernes verden og så ham blive myrdet i 2020. I år var
Kessaci selv på gaden – en blandet fornøjelse, som han siger til Sky News:
»Først handlede det om retfærdighed for Nahel, men nu ved jeg ikke rigtig
længere, hvad vi slås for. Det er alt muligt på én gang. Frankrig er som en
trykkoger, der fyldes med flere og flere og flere problemer, og indimellem
blæser låget af.«
I et andet medie, Euronews, bakker sociologen
François Dubet op om Kessacis rådvildhed. Dubet har arbejdet med flere end 40
optøjer i Frankrig siden 1980erne, og han understreger, hvilken »tomhed«
oprørerne fra forstadsghettoerne oplever: »Bag dem er der ingen organisation,
intet parti, ingen fagforening, ingen moské, der er intet,« siger sociologen.
Det er narkohandlerne,
præsident
Og det er her, Bruckners kritik fra The
Tyranny of Guilt bliver aktuel igen. Man kan med rette
bebrejde en »vag og naiv« præsident Macron, som »enten er blind over for
problemerne eller lader, som om de ikke eksisterer. Han er sjov og en god
entertainer, men berøringsangst over for reelle problemer«, siger Bruckner.
»Frankrigs problem er, at konflikterne hober sig op. Vi løser dem ikke, men
giver dem videre.«
Derfor har hverken de politiske eller uniformerede
myndigheder en autoritet blandt bøllerne. »De her unge … Hvem lytter de til?«
skulle Macron ifølge flere medier have spurgt en ledende betjent på en lokal
station i det 17. arrondissement i sidste uge. »Narkohandlerne, monsieur le
président,« lød betjentens svar.
”De her folk er franske på papiret, og det er i vores interesse
at få dem overbevist om at blive det i hjertet også”
PASCAL BRUCKNER, FILOSOF
Flere eksperter hævder, at optøjerne faldt
til ro efter seks dramatiske nætter, kun fordi underverdenens autoriteter bad
om ro. Signalet til Macron var sendt.
Spørgsmålet er nu, hvordan han reagerer på
det. Bruckner »har ikke svarene«, han er jo blot filosof, siger han, stadig
vandrende rundt i sin lyse lejlighed. På et tidspunkt fryser billedet i en vinkel,
hvor han ligner en sommerlig sammensmeltning af Jørgen Leth og Andy Warhol.
»Macron er nødt til at tage sig sammen. Han
er en marionetdukke uden autoritet, men med en stor, narcissistisk
personlighed. Jeg tror ikke, han tør slå hårdt ned på the
masterminds i underverdenen. Eller tage hånd om politiets
mangler. Og de to ting hænger sammen. Konsekvensen af Macrons nølen er, at
politiet fortsætter, som det passer dem, og det går ud over den 17-årige mand,
uretfærdigt, uanset om han var involveret eller ej. En anden konsekvens er, at
han lader det yderste højre genvinde autoritet.«
– Du
mener ikke, at Marine Le Pen ville håndtere det bedre?
»Nej. Værre«
–
Fordi hun opildner til borgerkrig?
»Ja, men mest bare, fordi hun er dum.«
Macron har som løsning foreslået en statslig
indgriben i adgangen til sociale medier, hvor optagelser af volden spreder sig.
»Diktatorisk,« lyder det fra venstrefløjen. »Det skulle han have gjort for
længst,« siger Bruckner.
Hvis ikke Macron kan tage affære, vil
Bruckner lade det være sin afsluttende opfordring, at andre europæiske nationer
med voldsprægede områder forstår alvoren – »Kan du ikke vise interviewet til
Danmarks Socialdemokrati?« spørger han. »De må gerne komme forbi og lære Macron
en lektie.«
Måske er problemet mest presserende i
Frankrig, men det bør være en europæisk bekymring, gentager Bruckner. Hverken
bandeledere eller sociale medier kender til landegrænser. På få dage spredte
optøjerne sig til Belgien og Schweiz, og filosoffen kan ikke se, hvorfor
banderne ikke skulle mobilisere optøjer i Sverige og Holland, begge dele, hvor
den kriminelle underverden også vinder større terræn. Eller i Storbritannien,
som den tidligere præsident Hollande advarede i et interview i The Times i
søndags.
Det er budskabet, Bruckner vil tage med sig,
næste gang han inviteres på middag i Élyséepalæet – hvilket han ret ofte gør,
siger han, og karikerer en samtale fra sidste middag i foråret, hvor præsident
Macron angiveligt opførte sig personligt forurettet over, at Putin invaderede
Ukraine, selvom han havde set Macron i øjnene og sagt, at han ikke ville gå så
langt.
»Og ved du hvad?« afslutter Bruckner, nu
tilbage i sit sæde, hvor han kunne have stillet sin telefon på højkant fra
begyndelsen. »Europa har dvælet i sin egen fredstid siden 1989, vi lod den
russiske verden passe sig selv og troede, de var vores venner. Vi, og åbenbart
især Macron, fik et chok, da Putin forrådte os. Det lærte os, at vi havde været
blinde over for Europas ydre fjender. I dag frygter jeg, at vi er blinde over
for vores indre fjender.«
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-28/samfund/paris-paa-vrangen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar