Leder. Bålet i de franske
forstæder har brændt i snart 50 år. Urolighederne sender hver gang dødelige
slag mod det franske ideal om medborgerskab.
Frihed, lighed og fjendskab
DE tror det
måske ikke, men slå selv efter: Det var allerede
i 1976, at borgmestrene fra den københavnske vestegn advarede mod
indvandringens konsekvenser. Her fortalte Ishøjs borgmester, Per Madsen, om
Ishøj-planen, hvor knap ti procent var indvandrere. Madsen bekymrede sig om
manglende integrationsvilje hos de nyankomne og fordomme hos danskere:
»Er der i en
kommune eller bare i en bebyggelse flere end ti procent udlændinge, begynder
problemerne at dukke op,« sagde han, og så dominerer modsætningerne. Madsen
blev, som de andre socialdemokratiske borgmestre, ikke bare overhørt, men
udskammet og fik racismesager på halsen. Der skulle gå 40 år, før en
socialdemokratisk partileder sagde, at vestegnsborgmestrene
havde ret.
FRANSKE politikere
kendte i sagens natur ikke til Madsen fra Ishøj. Men allerede i 1980 havde en
fjerdedel af franskmændene mindst én bedsteforælder, der var født i udlandet,
og som tidligere kolonimagt var Frankrig op gennem det 20. århundrede Europas
førende indvandrerland.
Kritikken af indvandringen var henlagt til Front
National, i 1973 grundlagt af Jean-Marie Le Pen, der blev anset som ekstremist
og også opførte sig sådan med sin racisme og forståelse for nazisternes
metoder. I bagklogskabens ulideligt klare lys, forstærket af ilden fra
tusindvis af brændende biler i de franske forstæder, skulle de franske
politikere nok have lyttet lidt mere til Le Pen. Resultatet ser vi nu. De gamle
partier er nærmest afgået ved døden. Det politiske system er i langvarigt
sammenbrud. Og indvandringen er ved at ødelægge den franske model for forholdet
mellem borgere og stat.
IDEALER i den
franske selvforståelse er i de seneste uger brændt op i Nanterre og forstæderne
til Lille, Toulouse, Marseille, Lyon. Det er et bål, der har brændt i snart 50
år – de første uroligheder i en banlieue skete
allerede i 1979, i Vaulx-en-Velin uden for Lyon, hvor en ung mand blev
arresteret for at stjæle en bil og derefter forsøgte at begå selvmord. To år
efter var det også anholdelsen af biltyve, der satte ild til det nærliggende
Vénissieux. Sådan er det gået igen og igen, også under de store uroligheder i
2005, der først stoppede med indførslen af undtagelsestilstand. Det er en
gennemgående del af den franske historie, der på mange måder udgør en
urfortællingen om indvandringen til Europa. Det skyldes ikke mindst den franske
forestilling om, hvordan man bliver fransk.
ER man
statsborger, er man også franskmand. Den franske model udmærker sig ved sin
universalisme, hvor republikken tildeler statsborgerskabet og lader sin
stråleglans oplyse borgerne og fransk identitet gennemstrømme dem. Det er en
universalisme, der fører tilbage til både menneskerettighederne og Den Franske
Revolution, der lover frihed fra overgreb, lighed for loven og det broderskab,
der ligger i medborgerskabet. Samme ideal genkender man i USA, Frankrigs
revolutionære lillesøster.
SMUKKE er virkelig
disse idealer. Den anden søjle i den franske republikanisme er den pligt, der
påhviler borgeren. Den udspringer af den religiøse splittelse, der hærgede
Frankrig i religionskrigene og fremefter: Den formuleres med laïcité,
forfatningens princip om verdslighed: en total adskillelse mellem stat og
religion, udstrakt religionsfrihed, men en strengt håndhævet borgerpligt til at
lade religion og forstyrrende kulturelle tilhørsforhold blive hjemme, når man
går ud i det offentlige rum. Her er man ikke protestant, katolik, jøde eller
muslim, hvid, sort eller brun; her er man fransk.
MEN, vil
stemmer ned gennem den europæiske historie indvende: Det er et umuligt ideal.
Religion, kultur og nationalt tilhørsforhold kan ikke adskilles. Det er den
franske universalismes modsætning: at blodet i vores årer og jorden, vi kommer
fra, definerer os. Tanken blev forgiftet af nazismens Blut
und Boden, men afsættet er romantikkens forestilling om, at vi ikke
kan løses fra vores oprindelse og derfor heller ikke lige sådan skifte
loyalitet og identitet, blot fordi vi får et nyt pas.
Man bliver først rigtig dansk, tysk eller svensk efter
flere generationer – hvis nogensinde. Den europæiske immigrationshistorie har
været en kamp mellem de to positioner: den universalistiske og den partikulære.
Med Holocaust, hvor mennesker blev myrdet som en ren funktion af deres kultur
og religion, stod den universalistiske model alene og stærkt tilbage og blev
efterkrigstidens ideal for hele Europa.
KRÆVER den franske
model, at borgerne i høj grad fralægger sig deres kultur og religion, betyder
den også, at staten skal levere. I princippet skal de nye franskmænd straks
kunne integreres: med hjælp fra et hårdhændet skolesystem og adgang til arbejde
og anseelse. Efter de store uroligheder i 2005 blev det klart, at staten ikke
helt havde indfriet sin del af aftalen. Skolesystemet kunne ikke forvandle de
mange millioner børn eller børnebørn af indvandrere til franskmænd, og det gik
op for den politiske elite, der aldrig kommer i forstæderne, at forholdene
derude var forfærdende.
BÅDE mainstreampolitikere
og medier insisterede på enorme tiltag, der skulle forbedre situationen. De
sidste 20 år har man brugt over ti milliarder euro om året på byfornyelse,
infrastruktur og skoler. Man har undersøgt racisme i politiet og i retsvæsenet,
og man har vedtaget et væld af handleplaner, der skulle tackle problemerne. Men
det er aldrig nok.
Frankrig har ikke været i stand til at absorbere
indvandringen, og derfor påstår både venstre- og højrefløjen, at den franske
model har fejlet: Venstrefløjen siger, at racismen er systemisk og volden en
logisk følge af frustrationen i forstæderne. Højrefløjen mener, at muslimerne
hverken kan eller vil lade sig integrere. Men trods elendighederne er der en
del af historien, vi sjældent hører.
INTEGRATION af
indvandrere har indtil 1970erne været en fransk succeshistorie. De sorte og
brune indvandrere fulgte, som den amerikanske historieprofessor David Bell gør opmærksom på,
andre bølger af indvandrere; italienere, jøder, spaniere, portugisere og så
videre. De mødte oftest en heftig fransk diskrimination, der underminerede
idealerne om medborgerskab. Den franske antisemitisme var grasserende og
medskyldig i forsøget på at udrydde landets jøder. Men alligevel lykkedes det
indvandrere at integrere sig med så stor succes, at de i stor udstrækning er
blevet assimileret i det franske samfund.
OG måske burde
man minde om, at mulighederne for de store indvandrergrupper i dag er langt
bedre, end de nogensinde var for tidligere tiders immigranter. Der er
utvivlsomt racisme i politiet, ligesom det er sværere for unge indvandrere at
få uddannelse, job og anerkendelse, end det er for franskmænd med rødder i
landet. Men virkeligheden i forstæderne viser en overraskende stor mobilitet.
I løbet af bare ti år er to tredjedele af beboerne flyttet til andre og bedre
områder. Efterkommere af indvandrere har universitetsgrader i lige så høj grad
som gennemsnittet af franskmænd, og de får i højere grad lederstillinger.
ASSIMILATION følger
ofte succesfuld integration, det er læren af al tidligere indvandring. Men det
kræver en enorm vilje til at blive integreret og acceptere den assimilering,
der naturligt følger med. Den afgørende forklaring på situationen i Frankrig er
ikke primært diskrimination og racisme, som er langt mindre udbredt i dag end
tidligere. Det er, som Madsen fra Ishøj allerede påpegede i 1976, en
kombination af to svært håndterbare sandheder: For det første, at omfanget af
indvandringen og de sociale problemer, der følger med, er blevet så store, at
staten ikke kan håndtere dem.
For det andet, at en alt for stor del af indvandrere og
deres efterkommere ser det franske samfund som en modsætning. Tilsammen er det
to dødelige anslag mod den franske model for borgerskab. Og det styrker de
kræfter, der tror, at religion og kultur er uforanderlige og definerende for
mennesker. Det sker ikke bare i Frankrig, men også i Sverige, hvor det
politiske system på samme måde ignorerede advarslerne fra folk, man ikke brød
sig om.
Hvis midterpartierne ikke genvinder kontrollen med
forstæderne, indvandringen og den grundlæggende kontrakt mellem staten og de
nye borgere, vil opløsningen af både det politiske system og den nationale
selvforståelse kun fortsætte, ledsaget af nye sammenstød og en stadig mere
udbredt mistillid til de løsninger, der foreslås.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-27/samfund/frihed-lighed-og-fjendskab
Ingen kommentarer:
Send en kommentar