Kommentar. Nu er Socialdemokratiet et og-parti. Gode venner hjælper kursskiftet på vej.

Klappet af
Når folkestemninger udmåles er meningsmålinger og taxachauffører blandt journalisters foretrukne værktøj, men klappometret kan nu også noget.

På weekendens socialdemokratiske årsmøde i Aalborg var jeg så heldig at sidde blot fire-fem meter fra en hæklende kvinde, hvis klappeteknik skilte sig noget ud fra majoriteten af salen. Da de delegerede efter Mette Frederiksens tale rejste sig og klappede deres begejstring ud, som man jo gør ved den slags lejligheder, var der noget tøvende og afmålt over den hæklendes reaktion.

Ved talens slutning lagde hun roligt hækletøjet, rejste sig langsomt og tog efter lidt tid fat på at klappe med, men kun hver anden gang i forhold til salens foretrukne rytme og med meget lidt tryk på håndfladernes sammenstød. 

Nini Oken hedder den skeptiske delegerede, hun er formand for Socialdemokratiet i Ribe, og da jeg spurgte hende hvordan og hvorledes, forklarede hun velvilligt, hvorfor hun havde klappet så fåmælt. Det er SVM-regeringen, afskaffelse af bededagen som fridag og partiets nye glæde ved skattelettelser, hun ikke bryder sig om. Det harmonerer ikke med partiets dna, og medlemmer i Ribe melder sig ud, sagde hun.

Morgensang ved Socialdemokratiets Årsmøde 2023 i Aalborg. Foto: Henning Bagger, Scanpix.

Skønt Nini Oken nok er blandt de skarpeste kritikere af Socialdemokratiets nye kurs, er hun en udmærket personificering af, hvor partiet står i dag. Noget programmatisk landsmøde var det ikke, men det blev det. Weekenden i Aalborg var første gang, man havde lejlighed til at samles siden de store omvæltninger efter folketingsvalget. Nu hedder det velfærd og skattelettelser; »eller« er blevet til »og«.

Skattelettelser er leveret før, men nu sker det af egen drift. De blev lovet i valgkampen, flere afleveres på samarbejdets alter.

INDSKIFTNINGEN AF DET lille bindeord sker uden påfaldende glæde i baglandet. Man er nået over tidens flod og står på bredden i det nye SVM-land, men klæderne er våde, og sjælen er ikke kommet med over.

Da partiet søndag morgen skulle diskutere sammenhængskraft, valgte mange talere at fokusere på partiets egen manglende indre sammenhæng. Man var imod den stigende ulighed, man så voldsomme huller i velfærden, kommunerne var trængt, enkelte havde det udtrykkelig svært med trekantregeringen. Salen klappede spredt, men uden kraft. Folk, der håbede på revolte og eksplosioner i Aalborg, blev skuffet.

Alligevel mente både ordstyrer Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen at måtte kommentere den triste morgenandagt. Så dystert er det altså heller ikke, mente Dybvad. Der bliver tegnet et lige lovlig deprimeret billede af verdens bedste velfærdssamfund, formanede partiformanden. Så klappede salen.

Heldigvis for partitoppen er det i nøden, man skal kende gamle venner, og Radikale giver en hånd med, når glædens lys søges tændt over Mette Frederiksens nye ruteføring.

I valgkampen lod partiformanden, som om hun slet ikke var blevet væltet af den daværende radikale leder. I dag har man travlt med at understrege Sofie Carsten Nielsens rolle som banemand. »S-regeringen havde en udløbsdato. Vi blev reelt væltet af dele af vores eget parlamentariske grundlag,« som Frederiksen formulerede det.

Den eventuelt tilbageværende kærlighed til den gamle makker blev afleveret med så strøget mål, at det var umuligt at overhøre foragten: Frederiksen havde i etpartiregeringens tid et tæt samarbejde med SF og Enhedslisten »og i en række sammenhænge også med Alternativet og De Radikale«.

Også vennerne i det Scavenius-plagede Alternativet viser med eget eksempel, hvor ustabilt et samarbejde til venstre side ville have været. Theresa Scavenius er væk, og i denne uges voxmeter er partiet placeret under spærregrænsen. Det røde flertal er også forsvundet, og flertallet bag »velfærd eller skattelettelser« kan selv med den største velvilje højst samle 76 mandater. Så få mandater gør intet eller, skatten er klappet af. 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-39/samfund/klappet-af

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Leder. Et af de mest beundrede danske fænomener er afgået ved døden og efterlader sig et samfund med behov for reel frihed for parterne på arbejdsmarkedet.

Nekrolog: Den danske

 model (1899-2023)

DEN danske model var elsket af alle. Arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Venstre- og højrefløjen. Og udlandet iagttog den med misundelse. Den indkapslede et tillidssamfund, der undgik uro og fik stabilitet til at gennemføre store reformer, man andre steder kun har drømt om. Alligevel kan vi nu konstatere, at den er afgået ved døden.

BLEV den ikke alene undergravet af den nuværende regering, var det dén, der gav den dødsstødet. Ved at afsætte tre milliarder i en særlig lønpulje og udpege lige netop de hverv og arbejdsopgaver, der skal honoreres, ramte SVM-regeringen den danske model i det hjerte, der i forvejen var noget forkalket. At give sygeplejersker, sosu'er, fængselspersonale og pædagoger et permanent lønløft er uden tvivl positivt for netop de fire grupper, måske kan det endda bidrage til at løse et samfundsproblem, men det er ødelæggende for den frihed, som den danske model har levet af.

AFLIVET blev den efter 124 år med den ene aftale efter den anden – nærmest uden statslig indblanding. Siden Septemberforliget i 1899 har den sikret kompromiser, hvor parterne har strakt sig til det yderste for at få maksimal indflydelse over længere tid. Den har samtidig beskyttet politikerne mod krav om indgreb og forhindret den kultur, der martrer politiske systemer i andre lande, hvor politiske partier konstant fristes til at uddele gaver til deres egne vælgergrupper.

Statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto: mads Claus Rasmussen, Scanpix.

AF denne historie kan man lære, at modellens overlevelse har krævet stor vilje fra alle parter. Når der er rejst krav om penge til særlige faggrupper, herunder sygeplejersker, hvis løn- og arbejdsforhold har været diskuteret i årtier, er det blevet afvist, også af Mette Frederiksen – med et forsvar for den danske model. Nu kører statsministeren en kampvogn – med en flertalsregering ombord – hen over den model, der virkelig er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner.

EN afgørende påstand er, at velfærdsstaten er truet af mangel på arbejdskraft, og at de ekstra penge er akut nødvendige. Den manglende tiltro til, at parterne selv kan løfte den del af opgaven, der handler om løn- og arbejdsforhold, viser, at ansvaret for den danske models vanskæbne også påhviler andre. Dens adelsmærke var fleksibilitet, men særligt fagbevægelsen har med en kraftig topstyring, rigid kollektivisering af lønkrav og modstand mod lokal løndannelse fået modellen til at stivne. Faktisk kan man spørge, om der overhovedet er tale om et offentligt arbejdsmarked: Med manglen på en særlig type arbejdskraft burde lønnen på netop disse områder stige uden politiske indgreb.

SOCIALDEMOKRATISK politik, har det lydt længe, er at frisætte den offentlige sektor. Men man har gjort det modsatte med kontrol og arbejdsforhold, der får de ansatte til at flygte. Årsagerne er mange, og man må tvivle på, at 2.500 kroner mere i månedsløn gør den helt store forskel. Alligevel tror man, at man kan fjerne problemet ved at uddele flere penge i en form, der smadrer den model, som egentlig skulle have fundet løsningerne selv. At situationen ikke skaber større kritisk debat, er virkelig meget påfaldende. Det må betyde, at omsorgen for den danske model er forsvindende.

STATSMINISTER Mette Frederiksen mener det nok alvorligt, når hun siger, at hun vil redde velfærdsstaten. Men det er bekymrende, at hun har lagt så stor politisk kapital ind på at løfte udvalgte løngrupper. Nu venter andre offentligt ansatte på, at de kan fremsætte lignende krav og fremtvinge politiske indgreb. Socialdemokratiet kan ikke længere med troværdighed sige, at de holder sig væk af respekt for den danske model. Den er afgået ved døden og efterlader sig et samfund med behov for reel frihed for parterne. Skal der komme noget godt ud af elendigheden, kan man håbe på en form for opstandelse for en model, der både er fri for politikernes kontrol og fagbevægelsens centralisme og topstyring.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-38/samfund/nekrolog-den-danske-model-1899-2023

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Interview. Et år efter angrebet, der nær slog ham ihjel, fortæller Salman Rushdie om den person, offentligheden kender, som ikke er ham; om mørket i mennesket og om at skrive for at overleve. Forfatteren forklarer også, hvorfor et blasfemiforbud i Danmark er en dårlig idé.

Rushdie og hans skygge

NEW YORK – Salman Rushdie har i mere end 30 år levet med en dødstrussel hængende over hovedet. I august sidste år gik det næsten helt galt, da en 24-årig mand med muslimsk baggrund gik til angreb på ham med en kniv under et forfatterarrangement. Den i dag 76-årige forfatter blev stukket i alt ti forskellige steder på kroppen, inden det lykkedes tililende gæster at uskadeliggøre overgrebsmanden. Angrebet kostede Rushdie det højre øje og påførte ham varige nerveskader i den ene hånd.

Vi mødes på The Wylie Agency, et litteraturagentur, som holder til i en upåfaldende kontorbygning på en af byens fine adresser. I lokalet, hvor interviewet skal foregå, står den indiskfødte forfatter med ryggen vendt mod døren og pjatter med fotografen. Idet han vender sig om, får jeg øje på brillestellet, der har fået byttet det ene glas ud med en sort linse. Hans hvide skjorte poser, og på højre kind løber et ar. Hans ansigt er mærket.

Er han også selv en mærket mand? Har det ændret hans tilgang til det at skrive? Det er spørgsmål, alle med interesse for Rushdies liv og værker stiller sig selv i denne tid.

Når forfatteren selv har talt om sin tilværelse efter fatwaen i 1989, har man fået indtryk af, at han mistede livet og fik en skæbne. At en skygge overtog scenen. Er hans romaner i den forstand at betragte som en slags protestlitteratur?

Foto: Philip Montgomery

»Til en vis grad, ja. Denne ikkelitterære begivenhed overgik mig, og de fleste ved intet andet. Det har skabt et mig, som ikke føles som mig.«

– Hvorfor føles det ikke som dig?

»Fordi jeg føler mig som forfatter til mine bøger, mine venners ven og en del af min familie.«

– Og hvem er skyggen?

»En eller anden person, som er fanget i en morderisk og voldelig historisk begivenhed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Det forhindrer folk i at læse mine bøger. Jeg har været nødt til at kæmpe imod det i flere årtier.«

– Hvordan?

»Ved ikke at opføre mig som den person.«

Meningstab

Derfor insisterer Rushdie også på at tale om sin litteratur frem for den realitet, som han er blevet påtvunget. Alligevel har hans forfatterskab altid drejet sig om de øjeblikke, hvor historierne, vi fortæller os selv, mister deres forklaringskraft. Han nikker, da jeg spørger, om han selv har erfaring med den slags meningstab.

»Første gang var omkring 1963, hvor jeg var 16-17 år og gik på kostskole i England. Mine forældre besluttede at sælge huset i Bombay. Jeg havde virkelig følelsen af, at tæppet blev trukket væk under mig. Min plan var jo, at jeg skulle færdiggøre universitetet og vende tilbage til Indien. Det var der, mit liv skulle være, men pludselig havde jeg ikke noget hjem,« siger han.

»Det er 60 år siden, men jeg er stadig vred. Jeg ved, at hvis mine forældre ikke havde solgt huset, var jeg vendt tilbage i stedet for at bosætte mig i Vesten, og jeg ville stadig bo der.«

Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

Hans forældre flyttede i stedet til Pakistan.

»De var ikke religiøse, og jeg fik aldrig nogen god forklaring på, hvorfor de gjorde det. Min mor påstod, at det var for at finde muslimske ægtemænd til mine søstre. Min far sagde, at det skyldtes forretningsmuligheder. Det gav ingen mening. Indiens muslimske befolkning flyttede til Pakistan i 1947, ikke i 1963. Jeg tror, der var en hemmelighed, som jeg aldrig blev fortalt. Måske havde min far problemer med skattevæsenet.«

Som forfatter har han også erfaret, hvad det vil sige at miste kontrollen over historien. Den oplevelse bearbejdes i romanen Sejrens by, som han færdiggjorde, ti dage før han blev stukket ned. Romanen udkom på dansk i denne uge.

Den handler om fantasiens livgivende kraft, der i romanen tager form af den idealistiske profet og vogter Pampa Kampana, som »hvisker« byriget Bisnagas første indbyggere til eksistens. Hun drømmer om et samfund med ligestilling og religiøst frisind, men som tiden går, vender befolkningen sig mod hende. De ønsker noget helt andet. Hvad går galt?

»Mennesker går galt,« svarer Rushdie lakonisk. »Det ligger i skabelsens natur. Så snart du har skabt en karakter, er du ikke længere fri til at gøre, som du vil. Du er forpligtet på karakterens, ja, karakter.«

Salman Rushdie skrev Sejrens by efter at have afsluttet, hvad han betragter som en selvstændig romantrilogi om USA bestående af To år, otte måneder og otteogtyve nætter, Det gyldne hus og Quichotte.

»Alle tre var forsøg på at forstå USA og det vanvid, som udspiller sig her. Da jeg blev færdig med Quichotte, var jeg blevet træt af USA. Jeg ville hjem. Derfor tænkte jeg, at det måske var det rette tidspunkt at skrive den her bog, som jeg har haft i tankerne i flere årtier.«

Romanen kan også læses som en allegori over, hvordan det 20. århundredes nye nationer, inklusive Indien, blev fremtvunget gennem magtanvendelse og kollektiv forestillingskraft. Grundlæggernes ambition var at fremme liberalisme og demokrati. I dag bliver den vision modarbejdet. Hvad skyldes det?

»I Indien skyldes det, at det er lykkedes regeringen at overbevise hindumajoriteten om, at landet skal være en hindunationalistisk stat i stedet for en sekulær stat. Den muslimske minoritet bliver behandlet dårligt. Det er det moderne Indiens tragedie, og endnu mere tragisk er det, at udviklingen er så populær.«

– Hvordan lykkedes det dem at overbevise inderne om, at sekularisme er en dårlig idé?

»Lige siden massakrerne, som opstod efter Indiens deling, har der været enighed om, at sekularisme var måden at opretholde freden på. Det er denne regering ligeglad med,« siger Rushdie med henvisning til Modis hindunationalistiske parti.

Det er også et opgør, Rushdie har oplevet i det land, USA, han har gjort til sit eget.

»Her var der mange, som ikke kunne holde ud, at der sad en sort mand i Det Hvide Hus. Det vækkede det racistiske højre på en måde, intet andet kunne have gjort. Hvis man troede, Obama sendte landet i en mere progressiv retning, tog man fejl.«

– Hvorfor ser man det?

»Der eksisterer et mørke i mennesket, som populistiske, demagogiske, autoritære ledere er dygtige til at slippe løs. Trump udløste USAs mørke. Han bevæbnede det. Men splittelsen fandtes i forvejen.«

– Og drejede sig om hvad?

»Race. Det er USAs arvesynd. På den ene side udryddelsen af de oprindelige indbyggere og på den anden side slaveriet. Det er landet bygget på. Hvis det er sådan, et land bliver til, vil det altid bære byrden med sig.«

Det fantastiske

Når Rushdie udtaler sig offentligt, er han koncis, uforfærdet og sprogligt virtuos. Det er han også, når han skriver fiktion, men lige siden gennembrudsromanen Midnatsbørn fra 1981 – en fortælling om det moderne Indiens grundlæggelse – har han sværget til det fantastiske. Jeg har i efterhånden mange år læst Rushdies romaner, skønt jeg normalt ikke bryder mig om det overnaturlige. Jeg fortæller Rushdie om mit forbehold og sammenligner det med en kvinde, som altid går med sort, men føler en besynderlig tiltrækning af ...

»Lilla,« foreslår Rushdie grinende.

I essaysamlingen Languages of Truth fra 2021 forklarer han sin glæde ved fantastisk litteratur, som han finder langt bedre egnet til at udtrykke sandheder end den realistiske tradition. Men hvad er det for sandheder, han taler om?

»Sandheder om mennesker. Jeg voksede op med Panchatantras dyrefabler. De adskiller sig fra vestlige fabler ved slet ikke at være moraliserende, og det gør dem meget mere interessante og nutidige. Vi lever i en verden, hvor den gode ikke nødvendigvis vinder. Faktisk står det ikke klart, hvem den gode er.«

– I vestlig tradition er romanen ellers blevet betragtet som en moralsk form. Det gør du op med?

»Ja. Jeg bryder mig ikke om, at bøger fortæller mig, hvad jeg skal tænke. Jeg vil hverken belæres af præster eller forfattere.«

I 1990 udkom Harun og eventyrhavet om drengen Harun, som sammen med sin fader, Rashid, begiver sig ud på en rejse for at genvinde faderens tabte fortælleevne. Historien var en allegori over Rushdies egen situation, og bogen var dedikeret til forfatterens ældste søn, som på det tidspunkt var ti år gammel. Men ud over den har fatwaen ikke rigtig fået lov til at fylde i Rushdies fiktion.

»Jeg ønskede ikke, at det skulle aflede mig fra den rejse, jeg var på. Midnatsbørn var mit forsøg på at komme overens med opvæksten i Indien, Skam handlede om Pakistan, og De sataniske vers betragtede jeg som en roman om at være immigrant i Thatchers London. Da jeg var færdig med de tre bøger, havde jeg følelsen af at have afsluttet første akt. Og så kom fatwaen.«

Fatwaen

Først i 2012 valgte Rushdie at fortælle sin version af historien i den selvbiografiske Joseph Anton. Bogens titel henviser til det dæknavn, Rushdie benyttede i de 12 år, han levede under konstant politibeskyttelse. Hvorfor ventede han så længe med at skrive den bog?

»Jeg vidste ikke, hvad historien var, og hvordan det ville gå. For at skrive historien er man nødt til at have følelsen af, at den er afsluttet.«

Bogen slutter i 2002, da han bliver inviteret til afskedsfest på Scotland Yard arrangeret af de politifolk, der gennem årene har beskyttet ham.

Efter mordforsøget sidste år fremstår afslutningen ildevarslende. Har det ændret den historie, han gerne har villet fortælle om sit eget liv? Det spørgsmål stiller han også sig selv i en ny bog, han er ved at skrive.

»Først troede jeg ikke, jeg skulle skrive om angrebet sidste år. Der gik mange måneder. Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst,« erindrer Rushdie.

Men en dag havde han det, som om lyskontakten var blevet tændt igen. »Det var ligesom efter en strømafbrydelse, når der endelig er nogen, der fikser strømforsyningen. Mit helbred blev bedre, og jeg følte mig som mig selv. Jeg var glad for at være i live.«

Foto: Philip Montgomery

Som han siger flere gange i løbet af samtalen, var oddsene ikke gode.

»Jeg er utrolig heldig, at jeg overlevede,« konstaterer han nøgternt.

Da angrebet fandt sted, var Rushdie så småt gået i gang med at tage noter til sin næste roman. Men da han mange måneder senere følte sig klar til at tænde computeren igen og så, hvad der stod, forekom det meningsløst.

»Det var latterligt. Så fjernt fra det sted, jeg var. Det ville ikke betyde noget. Jeg forstod, at jeg var nødt til at skrive den nye bog for at vende tilbage til at skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Planen er at bruge kunsten som et svar på volden.«

Om det bagefter vil lykkes ham at vende tilbage til sin fiktion, ved han ikke endnu.

Koranloven

Siden vores interviewaftale kom i stand, har den danske regering ikke blot varslet, men også præsenteret sit bud på en lovgivning, der skal forhindre koranafbrændinger. Rushdie ser træt ud, da jeg spørger, hvad han mener om sagen.

»Jeg har ikke lyst til at blive trukket ind i diskussionen: Men jeg mener, begge sider tager fejl. Jeg tager afstand fra bogafbrændinger, uanset hvilken bog det er. I den europæiske historie har bogafbrændinger symboliseret rædselsfulde ting. Jeg tænker både på nazismen og inkvisitionen, hvor udtrykket autodafé stammer fra. Bøger skal ikke brændes.«

Men Rushdie mener samtidig ikke, at løsningen er en blasfemilovgivning.

»Det er en fejl at genopfinde blasfemilove i det 21. århundrede, hvor næsten alle moderne samfund for længst er sluppet af med dem og klarer sig uden. Hvis jeg skulle vælge, valgte jeg ikke at gennemføre lovgivningen, men jeg er ikke dansk, så jeg overlader det til jer at træffe beslutningen,« siger han.

Emnet huer ham tydeligvis ikke:

»Her er to principper, som støder sammen. Det ene gælder modstanden mod bogafbrændinger. Det andet handler om, at religiøse ekstremister ikke skal have lov til at diktere loven. Hvis jeg var konge af verden, ville jeg ikke have lovgivning baseret på frygt. Det er en meget dårlig lovgivning, hvis man spørger mig. Man er nødt til at finde på andre, mere sociale måder at håndtere problemerne på i stedet for at vende tilbage til middelalderen. Det gør man med en blasfemilovgivning.«

Rushdie ved om nogen, hvorfor man ikke skal bukke under for trusler om vold. I 1991 udgav han essaysamlingen Imaginary Homelands. Den første udgave sluttede med et essay, hvori han bekendte sig til islam. Senere fjernede han det og skrev et nyt, som var et utvetydigt forsvar for ytringsfriheden.

»Det er den største fejl, jeg nogensinde har begået. Jeg løj. Jeg har aldrig været religiøs og da slet ikke muslim. Det skete i et frygteligt svagt øjeblik forårsaget af ekstrem stress, og jeg fortrød det med det samme, men det tog tid at omgøre. Min søster ringede til mig og spurgte, om jeg var blevet sindssyg. Hun kender mig bedre end nogen anden,« forklarer han.

Fatwaen har lært Rushdie noget om frygt. Den lammer evnen til at tænke fornuftigt. Derfor skal man lære at håndtere frygten. Eller som han siger: »Man må beslutte at placere frygten i en kasse i et hjørne og fortsætte. Og så skal man gøre det samme dagen efter.«

At skrive

Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit udgav i 2021 bogen Orwell's Roses, der handler om den britiske forfatter George Orwells kærlighed til roser. Solnit kunne ikke forbinde Orwells verdensvendte engagement med hans indadvendte hang til havearbejde, men undervejs indså hun, at roserne gav ham energi til at fortsætte sit arbejde. Hvad er Rushdies roser?

»Måske kunne Orwell bare godt lide havearbejde,« svarer Rushdie tørt. Men han vælger også at besvare spørgsmålet.

»Det er nemt at svare på, hvad der har holdt mig kørende. At skrive. Det kunne jeg gøre, mens jeg sad alene i et rum. Det ville have været langt vanskeligere, hvis jeg for eksempel skrev skuespil. De ville være svære at opsætte, og folk ville være bange for at komme. Hvis jeg lavede film, ville ingen have lyst til at finansiere dem. Projekterne ville heller ikke blive forsikret. Heldigvis er forfattergerningen den mest lavteknologiske form for kunst. Det kræver blot et stykke papir og en blyant, og det gør det meget vanskeligere at stoppe. Så skrivningen har holdt mig kørende og hjulpet mig. Uden den ville det have været meget svært.«

I samme forbindelse afslører han sin personlige last: tv.

At miste en ven er som at miste en version af sig selv.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

»Sports-tv er min form for uvane. Det hjælper mig til at slå hjernen fra, og jeg er gladere, når baseballsæsonen er i gang. Efter at have tilbragt en dag med at skrive er det en stor fornøjelse at tænde fjernsynet og se dem spille. Jeg elsker også at se tennis. Jeg har lige været til US Open, hvor jeg så Coco Gauff slå Caroline Wozniacki. Sorry Denmark,« ler han.

Rushdies hang til nydelse har gennem årene givet anledning til kritik fra folk, som mente, at han brugte sin pariastatus til at klemme sig vej ind i det internationale jetset. Kritikerne hæftede sig ved hans overraskelsesoptrædener til vip-events omgivet af smukke kærester og berømte forfattervenner. Eller hans gæsteoptræden i filmversionen af Bridget Jones' dagbog.

– Nydelse betyder tydeligvis meget for dig og kan fortolkes som forfængelighed og hedonisme, men din situation taget i betragtning kan man også vælge at sige, at det bedste, man kan gøre stillet over for en fanatisk dødskult, er ...

»... at vende sig mod de gode ting i livet. Mod nydelse og kærlighed. Hvad er ellers meningen?«

Huller i verden

I Rushdies sene forfatterskab fylder tab mere og mere. I Sejrens by bliver Pampa Kampana så gammel, at hun mister sine mænd, elskere og børn og til sidst bliver træt af livet. Det overraskede mig at læse, Rushdies liv taget i betragtning. Han har trods alt brugt årtier på ikke at blive slået ihjel. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg har nået en alder, hvor folk dør. På blot få måneder har jeg mistet flere venner, og det kommer ikke til at ske i mindre grad, som tiden går. Det skaber huller i verden, som ikke fyldes op igen. At miste en ven er som at miste en version af sig selv. Man bliver ikke betragtet på samme måde af andre mennesker, og det tab er helt indlysende stort. Når man er ung, tænker man ikke over det, men som ældre sker det hele tiden.«

– Gør det døden mindre skræmmende?

»Jeg er ikke bange. Jeg har bare ikke lyst til, at det skal ske. Det skete næsten, og så skete det ikke. Der er en gammel joke med Woody Allen, hvor han bliver spurgt, om han føler stolthed over at leve videre i sine film. Svaret er, at han foretrækker at leve videre i sin lejlighed.«

– Forestiller du dig indimellem det andet liv i Indien, hvis huset ikke var blevet solgt?

»Der findes et berømt digt af Robert Frost om den ubetrådte vej. Jeg tror, vi alle oplever sådanne øjeblikke. I mit tilfælde blev beslutningen truffet for mig. Jeg håber, at jeg stadig ville have skrevet bøger, men måske ville de have været skrækkelige. Man kan ikke fortryde sit liv. Man har det liv, man har. Og måske gjorde mine forældre mig ligefrem en tjeneste. Hvem ved, om jeg ville have skrevet bøger, hvis jeg boede i Bombay.«

Før vi tager afsked, viser jeg Salman Rushdie den danske oversættelse af Sejrens by. Romanen er oversat af Gyldendals forhenværende litterære direktør Johannes Riis, som i sin tid stod bag den danske udgivelse af De sataniske vers, og Rushdie benytter lejligheden til at kalde ham en »forrygende allieret«.

– Hvad har alt det her lært dig om den menneskelige natur?

»Jeg tror, enhver ekstrem begivenhed vil vise dig begge ekstremer. Folk kan opføre sig dårligt; det at stikke en kniv ind i en andens øje er dårlig opførsel. Men der findes også god opførsel. Gæster i salen overmandede ham. I det øjeblik åbenbaredes begge sider af den menneskelige natur.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/rushdie-og-hans-skygge

KATHRINE TSCHEMERINSKY (f. 1988) er kulturredaktør på Weekendavisen. Uddannet i antropologi fra Københavns Universitet og Columbia University, New York. Startede med at skrive for Atlas Magasin, og har siden 2015 gjort det på Weekendavisen, hvor hun også har redigeret sektionen Bøger. Har tidligere boet i Jerusalem, og undersøger i dag gennem kultur som prisme, hvem vi var, og hvem vi er ved at blive.

 

KATS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Eftergivenhed. »Danmark repræsenterer ikke blot sig selv, men hele Europa.« Chefredaktøren for satirebladet Charlie Hebdo advarer Danmark om følgerne af en lov mod koranafbrændinger. Hvis Danmark først bøjer sig for islamisternes afpresning, vil det aldrig stoppe.

En revne i muren

er nok

PARIS – »Jeg er ikke sikker på, at danskerne helt forstår, hvad deres regering er i færd med at gøre,« siger Gérard Biard.
Allerede før han har sat sig til rette over for mig i det luftige lokale med udsigt til den franske hovedstads karakteristiske taglandskab, er chefredaktøren for det berømte og berygtede franske satiremagasin Charlie Hebdo i fuld gang med at advare om farerne »ikke blot for demokratiet i Danmark, men for hele Europa ved den danske regerings lovforslag om koranafbrændinger«, som vil gøre det strafbart med op til to års fængsel at »ødelægge eller på anden måde udsætte genstande af religiøs betydning for et trossamfund for utilbørlig behandling«.

Ja, der kan være forkastelige grunde til at brænde Koranen såvel som helt rimelige og kunstneriske årsager. Men ved at forbyde handlingen genskaber man reelt blasfemiparagraffen i Danmark, siger Biard, og dermed lukker man ned for den demokratiske debat.

»Blasfemi er ikke at såre eller fornærme de troende, men at betvivle eller bespotte Guds magt. Og ved at nægte sine borgere denne ret tager man en helt grundlæggende rettighed fra dem. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor alvorligt det er.«

Foto: Joel Saget, AFP/Scanpix

Han tamper pegefingeren i bordet.

Onsdag bragte den 64-årige chefredaktør en åben advarsel til danskerne om deres regerings lovforslag på forsiden af sit blad, som også er blevet sendt til avisredaktionerne i Danmark. I teksten skrev han blandt andet, at »loven vil sætte spørgsmålstegn ved selve hjørnestenen i vore moderne demokratier«, og at »den danske regering udviser stor fejhed« og »gør sig til tjener for det iranske regime og Taliban-styret«.

Mange danskere vil måske rynke brynene over så voldsomt et udsagn. Men Gérard Biard mener det bogstaveligt.

»Hvilket signal sender den danske regering til de iranske mullaher i Teheran, når man gør det strafbart at brænde Koranen? Man siger dybest set til dem, at det er fint, når de spærrer kvinder inde, undertrykker dem eller henretter dem for at tage hovedtørklædet af eller krænke religionen. Begge lande anser jo nu blasfemi og gudsbespottelse som ulovligt. Den eneste forskel er strafudmålingen.«

FÅ, DER KRYDSEDE Gérard Biard på gaden, ville nok genkende ham. Beskeden af statur i en lidt for stor bomuldsjakke, kridhvid hørskjorte og let udtrådte sneakers under et par vel lange chinos, men når han taler, er det en anden sag: Da genkender man hans hvasse tone, og pludselig er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor islamisterne opfatter ham og hans redaktion som en trussel mod deres politiske projekt. Han taler med afdæmpet røst i en let staccato, hvis kraft og patos står i skarp kontrast til hans gemytlige udseende og blide blik gennem stålindfattede briller.

Gérard Biard kender om nogen til faren ved at nægte at underlægge sig fundamentalisternes dogmer. For Charlie Hebdo har altid mødt modstand fra religiøse fanatikere. Skabt i 1970 som et religions- og magtkritisk, antiracistisk og svagt anarkistisk blad fristede »Charlie« – som avisen kaldes i folkemunde – i mange år en relativt diskret tilværelse på den yderste venstrefløj som fransk presses sjofle knægt med nedrige tegninger af politikere og religiøse overhoveder i lidet flatterende og ofte seksuelle positurer, med alt hvad dertil hører af patter og dryppende tissemænd. Men da bladet i 2006 genoptrykte Jyllands-Postens muhammedtegninger, røg det alligevel op i en anden liga. En række islamiske organisationer lagde sag an, og i den ugelange retssag, der dybest set handlede om ytringsfrihedens rammer, deltog nogle af Frankrigs fremmeste intellektuelle og politiske personligheder.

Overskriften på Charlie Hebdos forside i denne uge lyder: Hold op med at brænde Koranen … »Læs den i stedet!« siger manden: »Jeg dør af grin!«

Charlie Hebdo vandt retssagen, men fem år efter, i 2011, blev bladet ramt af et brandattentat, som efterlod redaktionslokalerne i ruiner. Og i januar 2015 fulgte så det gruopvækkende attentat, hvor to islamister skød og dræbte otte medlemmer af redaktionen, en livvagt, ejendommens vicevært og en tilfældig politibetjent på gaden. Gérard Biard undslap kun, fordi han tilfældigvis var i London. Og siden 2015 har han og kollegerne redigeret Charlie Hebdo på en hemmeligholdt lokalitet i Paris, som er under konstant politibeskyttelse.

Vi mødes derfor heller ikke på bladets redaktion, men på Charlie Hebdos kommunikationsbureau, der af forståelige grunde heller ikke skilter med sin tilstedeværelse. Det ligger i en ganske anonym bygning på en boulevard i et af Paris' folkelige arrondissementer. Da jeg bliver lukket igennem den første port, fortæller en vagt mig, at bureauet ligger øverst oppe på den anden side af gården. Efter at jeg har lusket rundt på den ramponerede bagtrappe i ti minutter, stikker en medarbejder hovedet ud ad en af de navnløse døre og beder mig komme ind. Ved indgangen hænger et kunsttryk af tegneren Cocos forside efter terrorangrebene på fortovscafeerne og Bataclan 13. november 2015: Et dansende attentatoffer drikker af en flaske champagne, så boblerne springer ud af hans gennemhullede krop: »De har våbnene. Men vi skider på dem, for vi har champagnen!«

Champagnen symboliserer den ophøjede europæiske ånd og oplysningstidens kultur og dannelsesidealer. Og netop denne demokratiske kultur, der rækker tilbage til 1700-tallet og dets spiddende religionskritik, er helt afgørende for, hvad der egentlig udgør Europa, mener Biard. Dét er kernen i hans kritik af den danske regerings koranlov:

»Den eneste ukrænkelige ting i et oplyst demokrati er folkets magt, der manifesterer sig i frie og uhildede valg. Alt andet bør kunne udsættes for kritik og latterliggørelse. Men det er selvsagt slut med denne lov. Danmark afskaffede ellers netop blasfemiparagraffen i 2017 i en erkendelse af, at den var forældet, og at religionskritikken var et bolværk mod islamismens fremmarch. Men når man dybest set genskaber loven, siger man jo direkte, at man tog fejl. At man har erkendt, at man ikke må kritisere Gud. Dermed signalerer man også, at Gud står over folket. Man går altså direkte fra oplysningstiden mod de totalitære teokratiers mørke,« siger han.

At justitsminister Peter Hummelgaard har lovet, at det ikke vil »være en glidebane«, og at loven ikke vil gælde ord og satiretegninger, giver han ikke meget for. Som han siger: »Hvordan vil man reelt adskille disse former for blasfemi?«

GÉRARD BIARD MENER, at noget grundlæggende må have forandret sig i Danmark. For også efter at Jyllands-Posten oprindeligt trykte sine muhammedtegninger i 2005, kom der massivt pres fra muslimske lande på de danske politikere: brændende ambassader, voldsomme demonstrationer og boykot af danske varer. Men dengang stod regeringen last og brast med Jyllands-Posten og nægtede at bøje sig.

»Og i 2005-2006 havde Danmark ovenikøbet en blasfemiparagraf, som ingen åbenbart kunne drømme om at bruge,« siger han.

Hvad siger han til, at de seneste koranafbrændinger blev påbegyndt af den menneskelige stormstikke Rasmus Paludan, en person, der dybest set gerne så Danmark helt ryddet for muslimer?

»Det er underordnet,« mener Biard. »Hvis han ytrer sig racistisk, er det domstolenes opgave at dømme ham.«

– I Frankrig blev Paludan arresteret og vist ud af landet, fordi han havde planlagt at brænde Koranen af under Triumfbuen. Hvad er forskellen?

»Det var på grund af hensynet til den offentlige ro og orden. Og det var politiet, der traf den beslutning. Det er de i deres gode ret til. I Sverige forbød politiet også et par af hans afbrændinger, men der fandt domstolene efterfølgende, at det var en krænkelse af hans ytringsfrihed. Det foregik med andre ord på demokratisk vis. Og med debat. Sådan er det at leve i en retsstat,« siger Biard.

– Mange bruger det let skamredne citat af forfatteren Heinrich Heine om, at »der, hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker« som argument for forbuddet?

»Det er voldsomt at brænde bøger, og det giver vanvittig ubehagelige mindelser om nazismen. Men der taler vi altså også om et totalitært regime, der bortskaffede al intellektuel kritik og 'degenereret' kunst og litteratur. Ikke om enkeltstående individer, der næppe vil brænde andre mennesker af. Men som snarere vil skabe en diskussion om det, som Koranen repræsenterer. Man burde måske i stedet stille sig selv det spørgsmål, hvorfor det afstedkommer så voldsomme reaktioner i lidet demokratiske lande, hvor det ellers ikke er tilladt at demonstrere imod noget som helst, når én enkelt person brænder Koranen af. Det er jo i disse lande, at muslimerne bliver undertrykt. Ikke i Europa. Ikke i Danmark. Ja, der er diskrimination og sociale problemer i Danmark, Frankrig og resten af Europa, men de problemer løser man ikke ved hjælp af religion. De religiøse regimers mål har aldrig været at give folket flere rettigheder. Tværtimod.«

Charlie Hebdos opfordring til at droppe regeringens koranlov er ledsaget af tegninger. I venstre spalte: 1) Velkommen til vor debat om blasfemi. Undgå venligst enhver provokation. 2) Fyringsrunde for blasfemikere – Endnu et uddøende håndværk. 3) Test grænserne. »Og hvis prutten fænger …? Må man det?« Højre spalte: 1) »Hey! Man må ikke pisse på Koranen!« »Jeg pisser ikke på den, jeg er i færd med at redde den!« 2) Stop afbrænding af træer. Det svarer til at brænde alle de koraner, man kunne have trykt af deres stammer.

Det er tydeligt, at han er oprigtigt oprørt over regeringens lovforslag. Og det piner ham tydeligvis også, at det kommer fra Danmark, der ellers har stået som et stædigt fyrtårn i kampen for ytringsfriheden, og som trods sin beskedne størrelse ikke bukkede under for repressive regimers eller gruppers trusler.

»Det minder os om,« siger han, »at vi aldrig må tage vores grundlæggende rettigheder for givet. Se bare, hvad der skete med retten til fri abort i flere delstater i USA. Det kom jo som et chok, da de afskaffede den. Og nu er Danmark så i gang med at gøre det samme med den demokratiske religionskritik og dermed ytringsfriheden.«

Og til hvad nytte? Islamisterne vil aldrig stille sig tilfreds. »Har den danske regering aldrig hørt om 'afpresningens lov': Man må aldrig give efter for bøller, for så vil prisen bare stige og stige.«

Men det handler jo ifølge regeringen også om hensynet til landets sikkerhed?

Den køber Gérard Biard ikke.

»Skulle det virkelig hjælpe Vladimir Putin med at skabe en muslimsk alliance mod Vesten? Altså, hans primære støtte er den russisk-ortodokse kirke, og måske skulle nogen så minde muslimerne om, at han var manden bag krigen i det muslimske Tjetjenien, hvor han offentligt sagde, at han ville 'jagte dem og skyde dem, når de sad på lokum, om nødvendigt'.«

Men hvad da med Sverige, som Tyrkiet ikke vil lade komme med i NATO, hvis ikke man forbyder koranafbrændinger?

»Svenskerne afviser jo selv at indføre en lov mod koranafbrænding. Og i Norge, hvor jeg var for nylig i forbindelse med Arendalsuka (Norges folkemøde i august, red.), kan jeg forsikre dig og danskerne om, at det eneste, folk bekymrede sig om, var den danske regerings snak om at forbyde afbrændingen af Koranen. For det er klart, at arabiske regimer vil bruge en dansk lov til at lægge pres på Sverige. Og siden andre.«

Så der er virkelig god grund til ængstelse, mener Biard.

»Danmark repræsenterer ikke blot sig selv og Skandinavien, men hele Europa. Og over for islamismen er man nødt til at have en solid og enig demokratisk mur. Men Danmark er i færd med at slå sprækker i denne mur. Og så risikerer det hele at styrte sammen. Så er det ude med Europa. For har man én gang gjort sig sårbar for pression fra totalitære regimer, kan de se, at man giver efter,« siger han og slår ud med armen.

Danskerne bør ifølge Gérard Biard ihukomme, at Europa ikke bare er en geografisk størrelse: »Det er en idé. Og hvornår blev denne idé til? Efter Anden Verdenskrig, der var ved at lægge verden i ruiner. Denne idé hviler på en grundlæggende filosofi, der handler om fred. Men man hverken bygger eller sikrer freden ved at give efter for totalitære regimer.«

JEG FORHOLDER HAM den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser, at lidt over halvdelen af danskerne faktisk støtter et koranafbrændingsforbud, og jeg fortæller, at mange gentager argumentet, som også er blevet luftet flere gange af medlemmer af regeringen, at »man jo ikke behøver provokere unødigt«.

Gérard Biard sukker højlydt og løfter skuldrene. Det er helt tydeligt, at han har hørt dét argument før ...

»At respektere andre handler om at respektere deres intelligens, ikke om at respektere deres idioti. Når folk siger, at man 'ikke skal provokere unødigt', siger de jo samtidig, at muslimerne er tilbagestående og ikke tåler kritik. Det er i bund og grund racistisk at sige den slags; at de er et par hundrede år bagefter. Jeg har hørt det tusind gange før: 'Ja, men min oldemor gik også med tørklæde.' Fair nok, men det var ikke en abaya eller en niqab, og det var i slutningen af 1800-tallet. Hverken i Teheran eller Riyadh lever man altså i 1800-tallet. Det er hypermoderne, men stærkt repressive samfund uden de mest basale borgerlige rettigheder. Og hør nu her: Hvis man respekterer nogen, debatterer man med dem. Man hverken underkaster sig eller siger til dem, at man ikke kan diskutere med dem, fordi 'de er vilde og uciviliserede'.«

Da jeg spørger ham, hvordan det er at leve under konstant politibeskyttelse, bare fordi man laver satire, sukker han igen dybt og konstaterer, at man »desværre vænner sig til det«.

»Det bliver et livsvilkår,« siger han og ser frem for sig.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at de mange danskeres tilslutning til lovforslaget bunder i frygt. Og det forstår han godt: »Men det nytter ikke at give efter for frygten. Problemet går jo ikke væk, bare fordi vi lukker øjnene. Det er, som Churchill sagde, da han kritiserede Chamberlains fodslæbende holdning til Nazityskland:

»De har valgt vanæren for at undgå krigen. Men de vil få både vanæren og krigen.«

På Charlie Hebdo lever man således fortsat efter den dræbte chefredaktør Stéphane 'Charb' Charbonniers devise: »Hellere dø stående end at leve på knæ!«

Men som Biard siger med et lille og lidt trist smil: »Det er naturligvis bedre slet ikke at dø. Men hvis vi giver afkald på vore demokratiske rettigheder, hvad er der så tilbage?«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/kultur/en-revne-i-muren-er-nok

ASKE MUNCK (f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK