Kommentar. Ministre og topembedsmænd bliver uden videre lobbyister. Særligt i vindbranchen. Der bør indføres en karensperiode.

Indspist

LARS LØKKE RASMUSSEN var vred, da han onsdag blev udspurgt på et samråd i Folketinget: Havde han givet vennetjenester til investeringsfirmaet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og ladet deres store havvindmølleprojekt overleve, mens 24 andre projekter, som gerne ville bygge havvindmøller, blev droppet? Det ville oppositionen vide.

Løkke havde jo spist middag med CIP under folkemødet på Bornholm, de fik endda kaviar, som netmediet Zetland har beskrevet i en artikel, hvor de også citerer to anonyme embedsmænd for at sige, at de har følt sig presset af Løkke til at favorisere CIP.

Løkke afviser alt. Han er udsat for »konspirationsteorier« og »voldsomme insinueringer«, sagde han på samrådet, og det forstår man for så vidt godt. For Zetland har forbløffende lidt konkret dokumentation, når man tænker på, at magasinet reelt anklager landets udenrigsminister for korruption.

Alligevel er sagen værd at se på. Når mistanken om vennetjenester så let kan opstå, skyldes det i høj grad et særligt træk ved den danske vindbranche: Den er indspist. Personer glider ubesværet mellem politik, erhvervsliv og centraladministration. Og det er et stort problem.

Zetland har forbløffende lidt konkret dokumentation i sagen om Lars Løkke og CIP. Alligevel er den værd at se på, skriver Christian Bennike. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Tag Løkke selv: Mens han sad i Folketinget, blev han i 2020 »tilknyttet« advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, som samme år hjalp Vestas med at købe en fjerdedel af CIP for 3,7 milliarder kroner.

Eller tag CIP, som sidste år ansatte en ny PA-chef: Lars Lose, som kom direkte fra et job som departementschef i Udenrigsministeriet. CIPs pressechef er også kommet direkte fra jobbet som pressechef i Udenrigsministeriet.

Tag en af CIPs tætteste partnere, når det gælder investeringer i havvindmøller, PensionDanmark – de har netop ansat Peter Stensgaard Mørch som ny direktør, han kommer direkte fra jobbet som departementschef i Finansministeriet. 

Hos en anden stor spiller i finansiering af vindmøller, ATP, hedder direktøren Martin Præstegaard, han ankom i 2022 fra stillingen som departementschef i Finansministeriet og afløste den tidligere ATP-direktør Bo Foged, som stoppede for at blive partner i CIP.

Der er gang i svingdøren.

I vindindustriens brancheorganisation, Green Power Denmark, er tidligere finansminister Kristian Jensen direktør. Dansk Erhverv er ledet af Brian Mikkelsen, der kom direkte fra jobbet som dansk erhvervsminister. For slet ikke at tale om, at Ørsted, CIP og de andre vindfirmaer i årevis har snuppet de bedste embedsfolk fra Energistyrelsen ved at love dem bedre løn og arbejdsvilkår.

DET BETYDER IKKE, at Løkke, Mørch og de andre er korrupte eller inkompetente. Men det betyder, at man umuligt kan følge diskussionerne om energiøer og vindparker uden igen og igen at tænke: »Hmm, det var da godt nok påfaldende, sikken et sammentræf, gad vide om ikke …« Og det er i sig selv et problem. Alene mistanken om, at der så nemt kunne foregå noget fordækt, undergraver tilliden til politikere, til embedsværket og til en branche, som har fået milliarder fra staten.

Løsningen ligger lige for: Indfør en karensperiode, så ministre og topembedsmænd ikke uden videre kan gå gennem svingdøren og blive lobbyister. Hvis en departementschef vil være direktør i en pensionskasse, må han vente mindst et år. Det er utroligt, at det ikke allerede er dansk lov.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-43/samfund/indspist

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

 

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Mandag Mortensen. Jakob Ellemann-Jensens afgang kan åbne diskussion om Venstres plads i regeringen. Magtfulde folk forsøger at tage den i opløbet.

En farlig tanke

Det var næppe en tilfældighed, at først Folketingets formand, Søren Gade, og siden tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen meget kort efter Jakob Ellemann-Jensens afskedspressemøde erklærede støtte til Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose som ny ledelsesduo i Venstre.

De to har allerede ledet partiet i det meste af regeringsperioden, så i sig selv er der intet overraskende i anbefalingen fra Fogh og Gade. Mere interessant er derimod den hast, hvormed støtteerklæringerne indløb.

Jakob Ellemann-Jensen forlader Amalienborg efter sin afskedsaudiens hos Dronningen. Foto: Martin Sylvest, Scanpix.

Det indikerer et betydeligt behov for at få lukket det gærde, der lige nu er åbent ind til magten i Venstre. Den nuværende situation er ikke blot problematisk for partiets topfolk, men for hele SVM-regeringen.

Skrækscenariet er, at den oplagte afløser, Troels Lund Poulsen, på Venstres landsmøde i november vil blive udfordret af en modkandidat, der stiller op med det erklærede mål at trække Venstre ud af regeringen.

At tanken spøger i partiet, kan man eksempelvis erfare på Facebook, hvor tidligere minister Peter Christensen skriver:

»Lidt tanker inden Venstres spændende landsmøde, hvor der skal vælges ny formand og ingen endnu har meldt deres kandidatur. Alle potentielle formandskandidater vil også gerne være ministre og ønsker derfor regeringen fortsætter, men hvad nu hvis forudsætningen for at vinde valget på landsmødet er, at man vil trække V ud af regeringen, hvad sker der så …«

Peter Christensen mere end antyder hermed, at en kandidat, der vil bringe Venstre tilbage til positionen som oppositionsparti og en del af blå blok, vil kunne vinde flertal på et landsmøde.

Det er ingen hemmelighed, at begejstringen for regeringsdeltagelsen er noget afmålt i Venstres bagland.

»Jeg var skeptisk over for, at Venstre overhovedet gik i regering, fordi jeg var bange for, at Venstre ville blive klemt mellem Socialdemokraterne og Moderaterne. Det ligner, at det er, hvad der er sket indtil nu. Og det er jo tydeligt for enhver, at det er Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der optræder her, der og allevegne. Derfor tror jeg heller ikke, vi for alvor får bedre målinger, før vi er ude af regeringen,« sagde Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl for nylig til Altinget.

Mejdahl er givet repræsentant for en stor del af Venstres bagland, der ud over meningsmålinger på den trælse side af ti procent også er en kende konsterneret over udsigten til, at Venstre kommer til at stemme for en klimaafgift på landbruget.

Derfor er der ingen tvivl om, at en nogenlunde troværdig kandidat med regeringsexit på programmet vil kunne høste betydelig sympati i baglandet, og kommer den kandidat, er regeringsdeltagelsen pludselig til afstemning på landsmødet. En håbløs situation for partiets nuværende ledelse, der mest af alt har brug for tid til at bevise, at regeringsdeltagelsen var den rigtige beslutning.

Både Ellemann, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose gjorde på mandagens pressemøde meget ud af at fortælle, hvor store aftryk Venstre har sat på regeringsgrundlaget. Inden Ellemanns afgang var det også planen, at Venstre i denne uge skulle have præsenteret regeringens planlagte skattelettelser.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok til at overbevise et skeptisk bagland, hvis det skulle komme til et formandsvalg, der udfordrer regeringsdeltagelsen.

I ledelsens og først og fremmest Troels Lund Poulsens favør tæller, at der ikke lige findes en oplagt kandidat til at tage kampen op. Sidder man i folketingsgruppen med ambitioner om en politisk fremtid, er det næppe et forsøg, man skal gøre, medmindre man er sikker på at vinde. At hente en udefra – selv en prøvet forhenværende minister – er ikke nødvendigvis noget, der frister partiets delegerede, der helst bare vil have ro, stabilitet og en begyndende fremgang.

Men spillet er åbent, og ingen i regeringstoppen vil sidde helt roligt, før Venstres landsmøde er overstået.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/en-farlig-tanke

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Mette Frederiksen lyder borgerlig. Desværre er det ikke alle i blå blok, der kan høre det.

Fra rød til grøn til blå

 

IKKE mange minutter var gået, efter at Mette Frederiksen havde afsluttet sin åbningstale, før flere blå oppositionspartier stod klar til at undsige den. Morten Messerschmidt fra DF og De Konservatives Mette Abildgaard hævdede samstemmende, at den burde have handlet meget mere om de ældres usle vilkår. Mens Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne savnede, at hun talte om alt muligt andet, herunder for eksempel de psykisk syge. Som den eneste roste Liberal Alliances Alex Vanopslagh statsministeren, fordi hun opfordrede til reformer af folkeskolen, som han allerede havde foreslået for et år siden.

ALLE vi andre, der hørte talen og ikke er medlem af et oppositionsparti, studsede imidlertid allermest over én ting: Og det var, hvor borgerlig Mette Frederiksen egentlig lød. For hvad sagde hun i den tale? Ja, hun sagde, at forældrene skal understøtte læreres autoritet i klasselokalet og opdrage deres børn, så undervisningen kan gennemføres i god ro og orden. Hun sagde også, at de adskillige tusind forpligtende og vejledende læringsmål for folkeskolen, som flytter fokus fra færdigheder til fine fraser, skal væk. Eleverne skal ikke lære at tale om mad i madkundskab. De skal simpelthen lære at lave mad. 

Elever i idræt skal ikke sætte idrætten ind i en kulturhistorisk kontekst, de skal dyrke sport. Og nok så vigtigt slog hun fast, at når hver syvende elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne regne eller skrive på trods af alle gode viljer og kæmpestore reformer, så skyldes det ikke, at skolen er underfinansieret. For der bruges flere penge pr. folkeskoleelev end nogensinde før i Danmark. Derfor skal den enkelte skole sættes fri til at gøre tingene på nye måder. For man vokser med ansvar. So what's not to like?

KNEB det alligevel for de borgerlige partier med at genkende sig selv i talen, er det ikke første gang. For nylig var det Mette Frederiksens udsagn om, at alle, der kan arbejde, skylder at arbejde, hvis velfærdsstaten skal bestå, som det borgerlige Danmark tog anstød af. Søren Pape mente, at statsministeren ville reducere alle til skaffedyr, mens Nye Borgerliges Pernille Vermund skosede statsministeren for at kræve, at vi alle skal løbe stærkere i velfærdsstatens hamsterhjul. 

Den reaktion var mildest talt overraskende, eftersom det i årtier har været en borgerlig mærkesag at få borgerne til at forstå, at man må yde, hvis man vil nyde: Hvad var ellers meningen med at levetidsindeksere pensionsalderen, beskære dagpengeperioden og indføre kontanthjælpsloft? Og når det nu viser sig, at der mangler hænder i den offentlige sektor blandt netop de faggrupper, der sværger til deltid, er det så ikke god blå politik at gøre opmærksom på, at pligt og ret hænger sammen? 

Det kan man da ikke bare som Pape affærdige med, at hvis man ellers kan forsørge sig selv, så skylder man ikke samfundet mere, for helt ærligt: Skylder staten så stadig et gratis velfungerende sundhedsvæsen? Uddannelse? Forsvar? Ældrepleje? Kollektiv trafik?

VIRKER kritikken fra borgerlig blok temmelig løjerlig, så kender vi jo godt den egentlige forklaring. Det er dybt frustrerende at være oppositionsparti under en flertalsregering, hvor det ikke umiddelbart gør den store forskel, om man siger det ene eller det andet. I den situation kan det virke sikrest at kritisere statsministeren, uanset hvad hun siger: i tillid til – hvad meningsmålingerne da også tyder på – at befolkningen heller ikke bryder sig om flertalsregeringer som koncept, fordi det lugter langt væk af magtbrynde, selvtilstrækkelighed og nej tak til dialogkaffe. 

Alligevel bør blå blok nok overveje, om den ikke svækker sig selv ved gennem sin kritik af statsministeren at nedgøre sit eget værdigrundlag: at det er borgerne, der skaber samfundet, og at vi hver især skal gøre vores til, at det samfund bliver et godt samfund. Ved at dygtiggøre os. Ved at gå på arbejde. Ved at opdrage vores børn.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

I sagens natur betyder det selvfølgelig ikke, at blå blok skal gøre sig til heppekor for Mette Frederiksen. Og ikke kun, fordi regeringen fører masser af politik, der ikke er spor borgerlig; tag arnepensionen og top-topskatten som bevis på det. Men allermest, fordi det jo ikke er nok at flashe borgerlige værdier, man skal også kunne handle på dem. Og her kan man ærligt talt godt have sine tvivl, om regeringen vitterligt er parat til det. 

Hvis lærerens autoritet skal genoprettes, er det ikke gjort med at sige det. Det bør følges op af konkrete sanktioner, der kan matche dem, der får forældre over hele landet til i stadig højere grad at sende deres børn i privatskole. Ustyrlige elever, der ødelægger det for resten af klassen, skal kunne sættes uden for døren, idømmes eftersidninger, anbringes i støtteklasser, dumpes og ultimativt henvises til skoler for særligt vanskelige elever. 

På samme vis begynder danskerne heller ikke bare at arbejde mere, fordi Mette Frederiksen opfordrer til det. Når incitamentet til at arbejde mere i Danmark er så begrænset, skyldes det vores skattesystem, som gør det til filantropi at give den en ekstra skalle. Her er der brug for borgerlige partier til at hjælpe Mette Frederiksen med at hæve ambitionerne, så hun kan få indfriet sine målsætninger.

POLITIK er det muliges kunst, siger man, og som opposition til en flertalsregering er mulighederne få. Men man kommer aldrig til magten ved at tage afstand fra egne principper, blot fordi det er modstanderen, der forfægter dem. Det bør man i stedet omfavne som et vidnesbyrd om, at blå politik har fremtiden for sig.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-40/samfund/fra-roed-til-groen-til-blaa

 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK