Krig mellem Israel og Hamas:

FÅR DANSKE FAGFOLK TIL AT TVIVLE PÅ INTEGRATIONEN.

Efter Hamas’ angreb på civile israelere, gidseltagningerne og de følgende bombninger af Gaza mærker fagfolk i det daglige arbejde den stigende vrede.

Arkiv-foto: Pro-palæstinensisk demonstration i Berlin - demonstrationen har intet med den omtalte Hizb Ut Tahrir-demo i København at gøre

De seneste uger har jeg som specialist i styrkelse af interkulturelle kompetencer afholdt kurser for flere hundrede fagfolk.

Jeg har afholdt sådanne kurser for pædagoger, undervisere, psykologer, politifolk, boligsociale medarbejdere, sundhedspersonale mv. i snart 12 år.

Det er blevet til over 1500 kurser for sammenlagt mere end 40.000 fagfolk. Jeg har altså haft fingeren på pulsen i mange år, og på det seneste har jeg lagt mærke til, at der er sket en afgørende ændring. Fagfolkenes faglige fokus har skiftet.

Før var der et stort ønske om at hjælpe den enkelte flygtning og indvandrer. Det er det selvfølgeligt stadig, for det er jo drivkraften hos de socialfaglige fagfolk.

Disse fagfolk har altid arbejdet ud fra en præmis om, at flygtninge og indvandreres udfordringer med at integrere sig i samfundet skyldes socioøkonomiske årsager.

De fleste indvandrere havde jo dårlig uddannelse, var påvirket af fattigdom og havde måske også krigstraumer med i bagagen. Og derfor arbejdede fagfolkene ud fra disse forklaringsmodeller, godt bakket op af de fleste forskere.

Ændrede krav

Da krigen i Syrien og Irak resulterede i at mange flygtninge, fandt vej til Danmark, knoklede fagfolkene så meget de overhovedet kunne for at gøre tingene anderledes, end de havde gjort i 1980’erne og 1990’erne.

Dengang blev der ikke stillet så store krav til den enkelte om beskæftigelse, sprog og deltagelse i samfundets øvrige aktiviteter. Og de manglende krav var ligesom blevet den officielle forklaring på den dårlige integration.

"Der er stadig store problemer og tunge socialsager blandt særligt børn og unge fra familier med minoritetsetnisk baggrund"

Kravene til indvandrerne har nu ændret sig markant, men fagfolkene oplever, trods de mange stramninger og krav, ikke den helt store bedring i deres socialfaglige arbejde.

Der er selvfølgelig kommet mange flere igennem uddannelsessystemet og flere er kommet i beskæftigelse. Men det har ikke ført til en reduktion i den socialfaglige arbejdsbyrde - tværtimod.

Problemerne er de samme, men forklaringerne på problemerne har ændret sig

Der er stadig store problemer og tunge socialsager blandt særligt børn og unge fra familier med minoritetsetnisk baggrund.

Afgrundsdybe forskelle

Flere institutioner, skoler og ungdomsuddannelser oplever udfordringer med anden og tredje generations efterkommere, hvor fattigdommen er forsvundet og krigstraumerne ikke er førstehåndsoplevede.

Og fagfolkene er begyndt at reflektere over, om de kulturelle og religiøse forskelle i værdier, normer og traditioner også kan være en del af forklaringen.

Disse forskelle kan være så afgrundsdybe, at minoritetselever segregerer sig fra det øvrige fællesskab.

”En negativ social kontrol som i øvrigt har til formål at forhindre minoritetseleverne i at tage de danske værdier, normer og traditioner til sig”

Fagfolkene står således i en ”dem og os” situation, der giver manglende respekt for fagpersonalet, modsatrettede adfærdsnormer og minoritetselever, der er underlagt massiv negativ social kontrol fra deres bagland.

En negativ social kontrol som i øvrigt har til formål at forhindre minoritetseleverne i at tage de danske værdier, normer og traditioner til sig.

Splittelse blandt fagfolk på arbejdspladsen

Også på de socialfaglige arbejdspladser er der begyndt at opstå problemer i det daglige samarbejde med kollegaer med modsatrettede kulturelle og religiøse værdier og normer.

Det giver gnidninger, utryghed og går ud over trivsel og det kollegiale fællesskab. Det var ikke noget, jeg hørte om for bare 3 år siden, men nu hører jeg, hvordan kommunale ledere ser sig nødsaget til at fravælge ansøgere med minoritetsbaggrund, fordi kandidaterne for eksempel ikke anser kønnene for ligestillede.

”Så de kulturelle og religiøse forskelle påvirker nu også fællesskabet i institutioner, skoler, uddannelsessteder”

Ledere, som hvis de sagde det åbent, ville blive beskyldt for racisme og ”islamofobi” fulgt af en massiv online hetz og shitstorm mod sig selv og institutionerne, men som oplever, at fravalget er tvingende nødvendigt, fordi kandidaterne ikke bærer et demokratisk værdisæt.

Så de kulturelle og religiøse forskelle påvirker nu også fællesskabet i institutioner, skoler, uddannelsessteder og ude på den enkelte arbejdsplads.

Krigen mellem Israel og Hamas er blevet en fremkaldervæske for fagfolk 

Efter at Hamas, med deres frygtelige terrorangreb på Israel den 7. oktober, brød våbenhvilen med Israel, er mange fagfolk ufrivilligt havnet midt i konflikten her i Danmark.

Elever, forældre og kollegaer med palæstinensisk baggrund er selvfølgelig dybt påvirket af den humanitære krise som krigen har medført efter Israels bombardement af Gaza. De er naturligvis bekymrede for deres familier, ulykkelige og forfærdede over de mange civile, der bliver såret og dræbt hver dag. Alt dette forstår fagfolkene godt.

Men krigen har på mange måder også virket som en fremkaldervæske for de integrationsudfordringer fagfolkene forsøger at løse.

Mange føler sig presset af deres muslimske kollegaer til at vælge side i konflikten.

”Andre oplever aggressive børn og unge der i skolernes og ungdomsuddannelsers læringsmiljøer spreder had mod jøder”

”Vi bevidner din tavshed. Du støtter apartheid og drab på børn med din tavshed”, bliver der skrevet i rundsendte opfordringer i både direkte beskeder og i åbne opfordringer på sociale medier.

Dette også til dels med pro-palæstinensiske billeder og historier på deres personlige sociale platforme. Hvis de nægter at støtte den pro-palæstinensiske side, får de prompte at vide, at de har blod på hænderne og støtter Israels folkemord.

Andre oplever aggressive børn og unge der i skolernes og ungdomsuddannelsers læringsmiljøer spreder had mod jøder, opfordrer til jihad og Israels udslettelse.

En retorik børnene og de unge opleves at få med sig ikke kun fra sociale medier men også fra deres sorgramte og vrede familiemedlemmer.

Aldrig oplevet noget lignende

Det har fået mange fagfolk til at problematisere visse minoritetsgruppers kulturelle og især religiøse værdier og normer. Igennem de tolv år jeg har undervist fagprofessionelle, har jeg aldrig oplevet noget lignende.

Aldrig nogensinde har en kursist givet udtryk for, at hun ikke længere tror, at vi i fremtiden kan leve fredeligt sammen. Men alene i denne uge har jeg oplevet mere end tyve give udtryk for dette.

Flere er blevet skræmte af palæstinensernes aggressive retorik og kampråb

Desværre ikke i plenum - men i pauserne, hvor de føler sig fri til at tale. Dermed forbliver deres opgivenhed en tavs viden, som kun meget få får kendskab til.

Flere er blevet skræmte af palæstinensernes aggressive retorik og kampråb som “From the river to the sea” og senest også Hizb Ut Tahrirs ”Palæstina er besat, det skal løses med jihad”.

Og den øgede trussel mod de danske jøder påvirker også fagfolkene.

Den værst tænkelige situation

Fagfolkene kan ikke længere se forskellen på Islamisk Stats tilhængere og den radikalisering og islamisme, som vi som samfund bekæmpede for bare få år siden, og på de palæstinensere, der nu demonstrerer på gaderne og på den radikalisering og ekstremisme, der foregår lige nu, fordi retorikken er så voldsom.

Hvis dem, der står i spidsen for at skabe bedre integration, ikke længere tror på, at deres arbejde nytter - hvad gør vi så?

Dette er for mig den værst tænkelige situation, for hvad gør vi, hvis tvivlen på den fredelige sameksistens blandt de socialfaglige fagfolk ikke bare spreder sig, men faktisk også slår rod, også efter våbenhvilen eller freden er kommet? 

Hvis dem, der står i spidsen for at skabe bedre integration, ikke længere tror på, at deres arbejde nytter - hvad gør vi så?

Selvom de aktuelle udfordringer ligger hos fagfolkene, så er det øvrige civilsamfund, og det er os alle sammen, allerede nu nødt til at diskutere, hvordan vi takler den norm- og værdimæssige kløft, der aktuelt med al tydelighed viser sig mellem visse indvandrergrupper og det danske samfund.

Henrik Kokborg

Specialist i at styrke fagprofessionelles interkulturelle kompetencer, og indehaver af Integrationsinfo.dk.

 

Kilde: https://piopio.dk/krigen-mellem-israel-og-hamas-faar-danske-fagfolk-til-tvivle-paa-integrationen

Kommentarer:

Vi vi takler den norm- og værdimæssige kløft, der aktuelt med al tydelighed viser sig mellem visse indvandrergrupper og det danske samfund på følgende måde:
Vi erkender at kløften bliver tydeligere og tydeligere jo flere uintegrerbare individer vi lukker ind. Derfor er det eneste fornuftige at stoppe med at lukke dem ind, og derefter begynde at lukke dem ud.
Det skulle vi have gjort for længe siden.

………

"Disse fagfolk har altid arbejdet ud fra en præmis om, at flygtninge og indvandreres udfordringer med at integrere sig i samfundet skyldes socioøkonomiske årsager"

For os, som voksede op i de almennyttige boligbyggeriers betonblokke, var det allerede i 90erne og uden tvivl også tidligere fuldstændig åbenlyst, at de altdominerende problemer med integration hang sammen med religion og kultur.

Men hvis folk med lange fine uddannelser her 30 år senere nu også har opdaget det, som for os andre var almen viden selv blandt børn, så er vi da nået et skridt i den rigtige retning. Hvis man endelig skal finde den positive vinkel.

……

Jeg er monstertræt af araberes evige offerkultur!

Jeg er helt med på, at Israel ikke handler i overensstemmelse med Genève-konventionen, og heller ikke agerer som Guds bedste børn, men det var altså stadig Hamas, der (igen) kastede den første sten!

Jeg er også træt af den arabiske krævementalitet! Palæstinenserne KRÆVER 'deres land' tilbage, men de historiske fakta er, at araberne selv TYVSTJAL området fra romerne i 600-tallet, som igen havde stjålet det fra jøderne - og fordrevet dem derfra.

Kigger man på de tre hovedreligioner (islam, jødedom og kristendom), er det jo, ret basalt, den samme historiefortælling, der blot er blevet genfortalt - og forvansket/fortolket - på tre forskellige måder?!

Jeg agter ikke at lade mig tryne af indoktrinerede arabiske ekstremister, som vil pådutte mig deres holdning! Så bliver jeg Rasmus Modsat!

Jeg har derfor oplevet, at en utilfreds araber, har klaget til min arbejdsgiver over mine holdninger på LinkedIn. (Her var der kun et skuldertræk til overs for forsøget på at knægte min basale ytringsfrihed, så "kom igen Mohammad - dén svinestreg gik heller ikke")!!

Tværtimod giver den slags idioti kun mig yderligere bevis for, at det er den arabiske side, der vil bruge alle tænkelige (og utænkelige) metoder, for at overbevise om deres "ret"!!

Jeg er socialist, har fin omgang med masser af indvandrere, og er meget langt fra at være racist, men dét handlemønster, som den arabiske side her præsterer, giver netop alle, der har racistiske holdninger, benzin til et ulmende bål!

Så stop jeres Jihad, så længe I bor hér! Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund som det danske!

 

 

 

 

Ønsketænkning. Glem alt om en tostatsløsning. Hvorfor? Fordi palæstinenserne ikke ønsker det.

Fatah-morgana
I den vestlige verden er det blevet en besværgelse – selv blandt Israels varmeste støtter – at det er Hamas, der har ødelagt det for palæstinenserne.

Så hvis bare Hamas kan blive nedkæmpet, er vejen banet for en tostatsløsning.

Af samme grund har såvel USAs udenrigsminister, Antony Blinken, som EUs udenrigschef, Josep Borrell, for nylig været forbi præsident Mahmoud Abbas på Vestbredden for at trygle ham om at genetablere kontrollen med Gaza, så snart Hamas er væk. Til gengæld lover de så at arbejde på den tostatsløsning, som blev umulig, da Hamas vandt valget i 2006 i det palæstinensiske selvstyre og året efter med vold tvang det moderate Fatah-parti ud af Gazastriben.

Og man forstår jo godt deres ønske om, at Abbas skal træde til. Der er ikke andre muligheder.

USAs udenrigsminister, Antony Binken, mødtes med præsident Mahmoud Abbas i Ramallah den 5. november. Foto: Jonathan Ernst, Scanpix

Men desværre ligner en tostatsløsning et fatamorgana.

Forleden, den 14. november, offentliggjorde analyseinstituttet AWRAD (Arab World for Research and Development) nemlig den første meningsmåling fra Vestbredden og Gaza siden angrebet på Israel 7. oktober.

Og man kan roligt kalde den nedslående. Kun 13 procent af de adspurgte tager afstand fra massakren på civile israelere 7. oktober, mens 59,3 procent støtter den »i ekstrem grad« og 15,7 procent »i nogen grad«. Særligt på Vestbredden, hvor de moderate palæstinensere skulle forestille at bo, er støtten til Hamas udtalt: Her er der henholdsvis 68,3 procent og 14,8 procent, der støtter massakren i »ekstrem« eller »nogen grad«.

Men det mest opsigtsvækkende i målingen er nu nok, hvor lav tilslutningen er til netop den tostatsløsning, som den vestlige verden forestiller sig ville kunne skabe fred. Kun 17,2 procent af de adspurgte på Vestbredden og i Gaza ønsker sig en tostatsløsning, kun 5,4 procent ønsker sig en fælles stat for de to folk, mens hele 74,7 procent vil have en palæstinensisk stat »from the river to the sea«, det vil sige dér, hvor Israel ligger. Og af svarene på andre spørgsmål i undersøgelsen fremgår det, at man ikke forestiller sig, at jøderne også skal bo i den palæstinensiske stat.

NU KAN man selvfølgelig indvende, at de adspurgte kan være under indtryk af de seneste ugers voldsomme landoffensiv mod Gaza, og at de på fredeligere tidspunkter måske ville være mere stemt for en tostatsløsning. Og sandt er det også, at tilslutningen til tostatsløsningen blandt palæstinenserne er faldet efter krigens udbrud: I ugerne forud for Hamas' massakre var det ifølge Gallup hver fjerde palæstinenser i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem, der ønskede sig en sådan.

Undervisningsbøgerne i Vestbreddens skoler er derfor også fyldt med antisemitisk propaganda – fra digte, der lovpriser martyrer, til grammatiske øvelser med udsagn som »Palæstinenserne ofrer deres blod for at befri Jerusalem«.

Problemet for Israel er imidlertid, at en tostatsløsning kun er forsvarlig, hvis palæstinenserne faktisk kan overbevises om, at Israel også har ret til at eksistere som stat. Kigger man på et kort, er det fuldkommen indlysende, at Israel – der på det smalleste stykke mellem Vestbredden og Middelhavet er 14,5 kilometer bredt – militært vil blive udraderet, hvis en selvstændig palæstinensisk stat med hjælp fra Iran, Syrien, Hizbollah, al-Qaeda og IS og alle de andre, der hader jøder, skulle sætte sig det mål.

Givetvis kan Israel gøre en del for at vinde palæstinenserne for en tostatsløsning. Man kan stoppe bosættelserne på Vestbredden og langsomt, men støt, begynde at tvinge bosætterne hjem. Det vil give palæstinenserne et fremtidsperspektiv. Men Israel kan sandelig ikke gøre arbejdet alene. For sagen er, at generationer af palæstinensere er blevet hjernevasket til at hade jøderne, og det vil tage lang tid at lave om på.

Tag præsident Abbas, der skal forestille at være repræsentant for de moderate palæstinensere. I september sagde Abbas i en stor tale, at Hitler ikke myrdede jøder, fordi han var antisemit, men fordi de bedrev åger. I en tale i maj sammenlignede han jøderne med nazisterne og hævdede, at de lyver ligesom Goebbels. At jøderne i virkeligheden selv står bag Holocaust, har han endda som ung skrevet en hel doktordisputats om ved Patrice Lumumba Universitetet i Moskva: Den anden side: Det hemmelige forhold mellem nazismen og zionismen.

Undervisningsbøgerne i Vestbreddens skoler er derfor også fyldt med antisemitisk propaganda – fra digte, der lovpriser martyrer, til grammatiske øvelser med udsagn som »Palæstinenserne ofrer deres blod for at befri Jerusalem«.

I årtier har selvstyret desuden helt åbent udbetalt bonus til familierne til de martyrer, der dør i kampen mod Israel. Ifølge ngo'en Palestinian Media Watch har selvstyret afsat 20 millioner kroner alene i oktober til at belønne familierne til de terrorister, der skød, brændte, dolkede og halshuggede; ja kort sagt massakrerede 1.200 helt tilfældige mennesker 7. oktober.

En tostatsløsning? Dream on. For Israel ville en tostatsløsning, som tingene står, være en dødsdom.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/udland/fatah-morgana

 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris. 

 

Troels Lund Poulsen fik baglandets opbakning, men han har brug for et stærkere hold.

Chefen for den anonyme flok

Når Venstres nye formand, Troels Lund Poulsen, en af de nærmeste dage præsenterer sit fremtidige ministerhold, vil det være en indikation på, hvor radikalt han agter at ændre partiets offentlige fremtræden, og hvilken intern styrke han har til at lægge sin egen linje.

Det ligger fast, at den genvalgte næstformand Stephanie Lose genindtræder i regeringen, hvor hun var vikar under Jakob Ellemann-Jensens sygemelding.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Alt tyder på, at Troels Lund Poulsen bliver i Forsvarsministeriet og overlader Økonomiministeriet til Lose.

Hvad der kommer til at ske derudover, er en anelse mere uklart. Groft sagt er der to modeller. Den lille, hvor man nøjes med, at Lose bliver økonomiminister, og resten af Venstres ministerhold fortsætter som hidtil. Og den store, hvor man også skifter ud på resten af holdet. Begge har været overvejet, men hidtil er det lykkedes for Venstre-toppen at holde beslutningen hemmelig.

Meget kunne tale for en lidt større rokade. Søndag offentliggjorde DR en måling fra Epinion, der viser, at mere end halvdelen af vælgerne ikke kender fire ud af Venstres seks ministre. De fire ukendte er Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Louise Schack Elholm, kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde, Thomas Danielsen, transportminister og Marie Bjerre, digitaliseringsminister og minister for ligestilling.

Det er selvsagt ikke godt, og det har da også givet anledning til overvejelser om at skifte ud på holdet. Et af de mest vedholdende rygter er, at der er ført samtaler med et ministeremne fra erhvervslivet, der angiveligt skulle kunne tilføre holdet lidt samme energi, som da Lars Løkke Rasmussen i 2018 hentede den fra tv kendte Tommy Ahlers.

I folketingsgruppen er den åbenlyst talentfulde politiske ordfører Morten Dahlin et oplagt bud, men spørgsmålet er, om han kan undværes på sin nuværende post.

Selvom betydningen af ministerrokader ofte overdrives, vil en større udskiftning kunne give Venstre ny energi. På den anden siden vil det også være nogenlunde garanti for problemer i folketingsgruppen, hvis den får tilført et par misfornøjede eksministre.

Hvordan Troels Lund Poulsen løser det, ventes offentliggjort tirsdag eller onsdag. Foreløbig kan han se tilbage på et landsmøde, hvor han i betydelig grad fik overbevist partiets organisatoriske bagland om, at Venstre har sin sjæl i behold.

Som tv-underholdning betragtet var det ikke en stor tale, den nyvalgte formand holdt lørdag, men i forhold til baglandet ramte den. For den bredere offentlighed kan det se ud som en detalje, at han lovede, at Venstre i regeringen vil kæmpe for efterskolerne, når den fremtidige skolepolitik skal fastlægges. I det, man kan kalde »Folkeoplysningsvenstre«, er fri- og efterskoler imidlertid hjerteblod. Det fik selveste Anders Fogh Rasmussen at føle, da hans regering i 2005 lagde op til større tilsyn og indførelse af obligatoriske test på friskolerne. På landsmødet det år var baglandet tættere på et egentligt oprør, end det var tilfældet med de siden så berømte ti liberale teser.

I det hele taget kunne man på landsmødet fornemme en stemning af, at nok er der krise, men Venstres politiske kompas er igen blevet kalibreret korrekt. Og Troels Lund Poulsen kunne vel også tage nogen varsel af en højlydt, spontan klapsalve for følgende:

»Jeg ved godt, at der er nogle, som ikke synes, Venstre skal være i regering. At det ville være lettere og bedre at stå udenfor. Jeg er enig i, at det ville være lettere. Men det ville ikke være bedre.«

Påfaldende var det imidlertid, at han overhovedet ikke nævnte Venstres to ligtorne. CO₂-afgiften på landbruget og diskussionen om en undersøgelse af sagerne omkring Forsvarets Efterretningstjeneste.

Afgiften på landbruget gør selvsagt ondt på et parti, hvor erhvervet er stærkt repræsenteret i både historien og det organisatoriske bagland. Skal man tage varsel af landsmødet, var det mest markante, at EU-politikeren Asger Christensen, der har talt imod afgiften, fik det højeste stemmetal, da rækkefølgen af kandidaterne til det kommende parlamentsvalg blev fastlagt. Dermed bliver Asger Christensen partiets nummer to efter den allerede valgte spidskandidat Morten Løkkegaard.

Når det gælder FE-sagen, foregik debatten mest i kulisserne, og her var det en udtalt opfattelse, at partiets veteran Claus Hjort Frederiksen er blevet mere end slet behandlet. Skurkerollerne er man heller ikke tvivl om. De tilfalder statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen.

Sagens hovedperson valgte undervejs at tale et dobbeltsprog, hvor han på den ene side roste Troels Lund Poulsen for at have foranstaltet en undersøgelse, og på den anden side gjorde klart, at det ikke er tilfredsstillende, at sagen undersøges i en lukket kommission.

Problemet for Troels Lund Poulsen er, at han både skal være loyal regeringspartner og overbevise sit bagland om, at han ikke freder statsministeren og hendes departementschef.

Det vigtigste for den nyvalgte formand er imidlertid at få Venstres vælgertilslutning i bedre stand. I mandagens måling fra Voxmeter fik Venstre beskedne 9,0 procent efter 9,9 i sidste uge. Et internt delmål er, at partiet fast skal ligge på den gode side af ti procent. Opfyldelsen af det og helst mere er afgørende for, om baglandsfolkene er lige så betryggede, når de mødes om et år, som de var, da de søndag kørte hjem fra Herning.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/chefen-for-den-anonyme-flok

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Ville man indgå en våbenhvile med Islamisk Stat? Hvis ikke, er det dumt at gøre det med Hamas.

Døds­gardisterne

For hver dag, der går, vokser kravene om en humanitær våbenhvile i Gaza.

For uanset hvor modbydelig en organisation Hamas er, lyder argumentet, så fortjener den palæstinensiske civilbefolkning ikke at blive bombet, når den ikke har nogen steder at flygte hen.

Vistnok forestiller fortalerne for en våbenhvile sig, at det vil være muligt at få Hamas til at gå ind på at indstille sine fortsatte bombardementer af Israel og frigive gidslerne, hvis Israel til gengæld ophører med at bombe enklaven og fremlægger en plan for en permanent våbenhvile, der involverer genopbygning og økonomisk hjælp til den hårdt plagede befolkning.

Men det er mildest talt naivt at forestille sig, at Hamas skulle være interesseret i at nedlægge våbnene. Og det er nu engang Hamas, som våbenhvilen skal forhandles med, som sagerne står.

Arkivfoto: Hatem Moussa, Scanpix

Ganske vist har lederen af Hamas i Gazastriben, Yahya Sinwar, tilbudt at frigive gidsler fra Israel til gengæld for løsladelse af samtlige palæstinensiske indsatte i israelske fængsler, men en våbenhvile har organisationen foreløbig ikke efterlyst. Og selv hvis lysten til en sådan skulle vokse i takt med den israelske hærs fremrykning, så er der absolut ingen grund til at tro, at Hamas har noget som helst ønske om at afslutte krigen mod Israel. Uanset hvor mange uskyldige palæstinensere der omkommer.

Hør blot, hvad Ghazi Hamad fra politbureauet i Hamas udtalte til libanesisk tv 24. oktober:

»Israel er en stat, der ikke har noget at gøre i vores land. Vi må fjerne den stat, fordi den er en sikkerhedspolitisk, militær og politisk katastrofe og må elimineres. Vi skammer os ikke over at sige det med fuld styrke (…). For vi må give Israel en lærestreg, og vi vil gøre det igen og igen. Al-Aqsa-flodbølgen (Hamas’ navn for operationen, red.) er kun første gang. Der vil komme en anden og en tredje og en fjerde, for vi har viljen, beslutsomheden og kapaciteten til at kæmpe. Kommer vi til at betale en pris? Ja, og det er vi rede til. Vi bliver kaldt en nation af martyrer, og vi er stolte af at ofre martyrerne.«

På den baggrund er der ingen grund til at tvivle på, at Hamas alene vil udnytte en våbenhvile til at samle kræfter og omgruppere sig. Blandt andet ved at sørge for, at endnu flere civile palæstinensere vil blive dræbt, hvis Israel genoptager landoffensiven efter våbenhvilen.

Moralsk har Hamas ingen anfægtelser ved at forskanse sig bag civile, tværtimod: Dermed giver man befolkningen chancen for at blive martyrer for Allah. Bemærk, at mange af de Hamas-krigere, som angreb kibbutzerne 7. oktober, ikke flygtede tilbage til Gazastriben efter deres massakrer; nej, de blev på stedet for at dø i kamp. Jo flere palæstinensere der dør i kampen mod Israel, jo bedre; det er vidnesbyrd om, at folket har en stor skæbne.

Og når nu Hamas helt åbent fortæller, at det forholder sig sådan, kan det undre, at så mange i Vesten stadig går rundt og opfatter Hamas som en befrielsesorganisation, der 7. oktober blev drevet til at gå til yderligheder af den brutale israelske overmagt.

En årsag kan måske være, at en del forskere på det seneste har brugt deres taletid på at forklare, at man aldrig, aldrig nogensinde må sammenligne Islamisk Stat med Hamas, eftersom de er væsensforskellige. Således kæmper Islamisk Stat for et globalt islamisk kalifat, der forener alle rettroende muslimer på tværs af landegrænser, mens Hamas bare ønsker sig en palæstinensisk nationalstat under sharialov. Ja, de får det næsten til at lyde, som om Hamas kunne stille sig tilfreds med en tostatsløsning.

Men her er det, at man gør klogt i at lytte til Hamas selv og iagttage, hvad organisationen foretager sig. Hamas går ikke ind for en tostatsløsning, tværtimod er det Hamas, som har forhindret, at den nogensinde blev en realitet. Hver gang, der historisk har været optræk til en aftale, har Hamas’ terrorangreb mod civile sat forhandlingerne i stå. Og derfor er forudsætningen for, at palæstinensernes vilkår kan forbedres i Gaza såvel som på Vestbredden, at Hamas bliver – hvis ikke elimineret så i hvert fald – svækket i en grad, så organisationen ikke kan gentage massakren 7. oktober. For selvfølgelig giver det mening at sammenligne både al-Qaeda, Islamisk Stat og Hamas med hinanden på trods af de finere ideologiske og teologiske nuancer: De er fælles om at være islamiske fundamentalister, som anser det for legitimt at myrde civile – selv kvinder, børn og gamle mennesker – på de mest bestialske måder: ved at halshugge dem, brænde dem levende eller skære lemmer af dem, indtil de forbløder. Man er heldig, hvis man bliver skudt på klos hold.

De er også fælles om at betragte jøder en bloc som deres hovedfjende: Og derfor har 7. oktober naturligvis inspireret Islamisk Stat til at opfordre til at slå jøder ihjel, overalt hvor de måtte findes. 

Så til dem, der nu siger, at der ikke er en militær løsning på krigen mellem Israel og Hamas, er der kun at sige: Det kan godt være. Men uden et militært modsvar bliver der ikke ved med at være et Israel.

Kilde : https://www.weekendavisen.dk/2023-45/udland/doedsgardisterne 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK