Kommentar. Ville man indgå en våbenhvile med Islamisk Stat? Hvis ikke, er det dumt at gøre det med Hamas.

Døds­gardisterne

For hver dag, der går, vokser kravene om en humanitær våbenhvile i Gaza.

For uanset hvor modbydelig en organisation Hamas er, lyder argumentet, så fortjener den palæstinensiske civilbefolkning ikke at blive bombet, når den ikke har nogen steder at flygte hen.

Vistnok forestiller fortalerne for en våbenhvile sig, at det vil være muligt at få Hamas til at gå ind på at indstille sine fortsatte bombardementer af Israel og frigive gidslerne, hvis Israel til gengæld ophører med at bombe enklaven og fremlægger en plan for en permanent våbenhvile, der involverer genopbygning og økonomisk hjælp til den hårdt plagede befolkning.

Men det er mildest talt naivt at forestille sig, at Hamas skulle være interesseret i at nedlægge våbnene. Og det er nu engang Hamas, som våbenhvilen skal forhandles med, som sagerne står.

Arkivfoto: Hatem Moussa, Scanpix

Ganske vist har lederen af Hamas i Gazastriben, Yahya Sinwar, tilbudt at frigive gidsler fra Israel til gengæld for løsladelse af samtlige palæstinensiske indsatte i israelske fængsler, men en våbenhvile har organisationen foreløbig ikke efterlyst. Og selv hvis lysten til en sådan skulle vokse i takt med den israelske hærs fremrykning, så er der absolut ingen grund til at tro, at Hamas har noget som helst ønske om at afslutte krigen mod Israel. Uanset hvor mange uskyldige palæstinensere der omkommer.

Hør blot, hvad Ghazi Hamad fra politbureauet i Hamas udtalte til libanesisk tv 24. oktober:

»Israel er en stat, der ikke har noget at gøre i vores land. Vi må fjerne den stat, fordi den er en sikkerhedspolitisk, militær og politisk katastrofe og må elimineres. Vi skammer os ikke over at sige det med fuld styrke (…). For vi må give Israel en lærestreg, og vi vil gøre det igen og igen. Al-Aqsa-flodbølgen (Hamas’ navn for operationen, red.) er kun første gang. Der vil komme en anden og en tredje og en fjerde, for vi har viljen, beslutsomheden og kapaciteten til at kæmpe. Kommer vi til at betale en pris? Ja, og det er vi rede til. Vi bliver kaldt en nation af martyrer, og vi er stolte af at ofre martyrerne.«

På den baggrund er der ingen grund til at tvivle på, at Hamas alene vil udnytte en våbenhvile til at samle kræfter og omgruppere sig. Blandt andet ved at sørge for, at endnu flere civile palæstinensere vil blive dræbt, hvis Israel genoptager landoffensiven efter våbenhvilen.

Moralsk har Hamas ingen anfægtelser ved at forskanse sig bag civile, tværtimod: Dermed giver man befolkningen chancen for at blive martyrer for Allah. Bemærk, at mange af de Hamas-krigere, som angreb kibbutzerne 7. oktober, ikke flygtede tilbage til Gazastriben efter deres massakrer; nej, de blev på stedet for at dø i kamp. Jo flere palæstinensere der dør i kampen mod Israel, jo bedre; det er vidnesbyrd om, at folket har en stor skæbne.

Og når nu Hamas helt åbent fortæller, at det forholder sig sådan, kan det undre, at så mange i Vesten stadig går rundt og opfatter Hamas som en befrielsesorganisation, der 7. oktober blev drevet til at gå til yderligheder af den brutale israelske overmagt.

En årsag kan måske være, at en del forskere på det seneste har brugt deres taletid på at forklare, at man aldrig, aldrig nogensinde må sammenligne Islamisk Stat med Hamas, eftersom de er væsensforskellige. Således kæmper Islamisk Stat for et globalt islamisk kalifat, der forener alle rettroende muslimer på tværs af landegrænser, mens Hamas bare ønsker sig en palæstinensisk nationalstat under sharialov. Ja, de får det næsten til at lyde, som om Hamas kunne stille sig tilfreds med en tostatsløsning.

Men her er det, at man gør klogt i at lytte til Hamas selv og iagttage, hvad organisationen foretager sig. Hamas går ikke ind for en tostatsløsning, tværtimod er det Hamas, som har forhindret, at den nogensinde blev en realitet. Hver gang, der historisk har været optræk til en aftale, har Hamas’ terrorangreb mod civile sat forhandlingerne i stå. Og derfor er forudsætningen for, at palæstinensernes vilkår kan forbedres i Gaza såvel som på Vestbredden, at Hamas bliver – hvis ikke elimineret så i hvert fald – svækket i en grad, så organisationen ikke kan gentage massakren 7. oktober. For selvfølgelig giver det mening at sammenligne både al-Qaeda, Islamisk Stat og Hamas med hinanden på trods af de finere ideologiske og teologiske nuancer: De er fælles om at være islamiske fundamentalister, som anser det for legitimt at myrde civile – selv kvinder, børn og gamle mennesker – på de mest bestialske måder: ved at halshugge dem, brænde dem levende eller skære lemmer af dem, indtil de forbløder. Man er heldig, hvis man bliver skudt på klos hold.

De er også fælles om at betragte jøder en bloc som deres hovedfjende: Og derfor har 7. oktober naturligvis inspireret Islamisk Stat til at opfordre til at slå jøder ihjel, overalt hvor de måtte findes. 

Så til dem, der nu siger, at der ikke er en militær løsning på krigen mellem Israel og Hamas, er der kun at sige: Det kan godt være. Men uden et militært modsvar bliver der ikke ved med at være et Israel.

Kilde : https://www.weekendavisen.dk/2023-45/udland/doedsgardisterne 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK