Gadefred. Enhedslisten ændrer politik og støtter Gaza-demonstrationer under visse betingelser. Kræfter i baglandet vil gå endnu længere.

Ø mellem flod og hav

På et ekstraordinært møde i Enhedslistens hovedbestyrelse (HB) onsdag i sidste uge traf partiets øverste organ en beslutning, der ændrer den linje, partitoppen har lagt siden Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober sidste år.

Hidtil har partiet ikke officielt været til stede ved de talrige demonstrationer mod krigen, men fremover bakker man op om de landsdækkende demonstrationer, der arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina, hvis ellers grundlaget lever op til en række principper, som hovedbestyrelsen ved samme lejlighed fastlagde.

Få dage efter angrebet 7. oktober var politisk ordfører Pelle Dragsted ganske klar i mælet, da han på det sociale medie X skrev:

»Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden. Den reaktionære politiske islamismes fremmarch i den arabiske verden siden 80erne er noget af det værste der er sket for den palæstinensiske sag.«

De landsdækkende demonstrationer mod Gazakrigen arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina. Foto: Martin Lehmann, Scanpix.

Opslaget var givet et forsøg på at udøve rettidig omhu, så partiet ikke endte i en situation, der mindede om den, der opstod efter Ruslands invasion i Ukraine, hvor medlemmer af Enhedslistens internationale udvalg valgte at demonstrere foran USAs ambassade, hvilket medførte en del panik i de parlamentariske lag.

Siden oktober har både Dragsted og udenrigsordfører Trine Pertou Mach ganske vist optrappet kritikken af Israels krigsførelse, styrket kravet om en humanitær våbenhvile samt fremsat krav om stop for dansk eksport af dele, der kan anvendes i våbenindustrien. Men kun lokale afdelinger har stedvist bakket op om demonstrationerne.

Afstanden til Hamas

Den beslutning har hele vejen igennem vakt frustration i visse dele af partiet, der har presset på, for at partiet officielt skulle med ud på gaden. Betænkeligheden ved at gøre det skyldes blandt andet, at Stop Annekteringen af Palæstina har haft en noget tvetydig holdning til Hamas og Israel.

I januar fik debattøren Jaleh Tavakoli besked på at fjerne et skilt med teksten »Befri Gaza fra Hamas« fra en demonstration i København med den begrundelse, at skiltet ikke levede op til demonstrationens grundlag.

Ifølge deres egen side på Facebook administreres Stop Annekteringen af Palæstina af organisationen Internationalt Forum, der på sin hjemmeside blandt andet bringer analyser af Israel skrevet af Blekingegade-medlemmet Torkil Lauesen, mens Stop Annekteringen af Palæstinas officielle talsmand, Bilal Al-issa, ved flere lejligheder har kaldt det hetz og en afsporing af debatten, at medier har spurgt, om han vil fordømme Hamas' terrorangreb.

En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina.

MEDLEMSFORSLAG TIL ÅRSMØDET I MAJ

Det er den organisation, Enhedslisten nu rykker tættere på, og et internt referat fra det afgørende hovedbestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet, vidner om, hvilken balanceakt der har været. En kamp fra komma til komma.

Forretningsudvalgets oprindelige forslag til en udtalelse begyndte med sætningen »Netanyahus Israels krigsforbrydelser vil ingen ende tage«. Allerede det udløste to ændringsforslag. Ifølge det ene skulle der bare stå »Israels krigsforbrydelser«. Ifølge et andet, som endte med at blive vedtaget, er krigsforbryderen den israelske regering.

Næste stridspunkt var følgende tilsyneladende uskyldige formulering:

»Enhedslisten arbejder for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten, der sikrer lige rettigheder for palæstinensere og israelere og retten til at leve i deres egen stat med frihed og tryghed for begge parter.«

Her var der ikke mindre end to ændringsforslag. Det første var, at ordene »i deres egen stat« skulle slettes. Begrundelsen var, at man ikke skal forholde sig til en bestemt forhandlingsløsning, men reelt dækker det over, at en fløj i Enhedslisten ikke støtter den officielle partilinje om en tostatsløsning, hvilket vi vender tilbage til.

Dette ændringsforslag faldt med stemmerne 7-8, mens et forslag om at slette formuleringen »for begge parter« faldt med 6-9.

Vigtige stiløvelser

Man skal ikke tage fejl af, at det hele kan ligne semantiske stiløvelser. I venstrefløjskulturen er udformningen af resolutioner en klassisk disciplin, der tillægges betydelig politisk betydning. Eksempelvis ligger der stor symbolværdi i hovedbestyrelsens diskussion om følgende formulering:

»Enhedslisten kræver, at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav. Vi kræver også, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdte uden rettergang.«

Ændringsforslaget til det punkt siger det samme, men er alligevel anderledes. Forslaget gik nemlig ud på at bytte rundt, så der stod:

»Enhedslisten kræver, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdt uden rettergang, samt at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav.«

Krav til Hamas først eller krav til Israel først? Det er spørgsmålet, og det er ikke uvæsentligt for et parti, der forsøger at balancere. Det blev Hamas først som i det oprindelige udkast, da otte stemte for ændringsforslaget og otte imod, hvorefter det faldt.

Efter en halv snes af den slags debatter kunne man klokken 22.05 afslutte punktet med at vedtage en udtalelse med 13 stemmer for og to, der undlod med en skriftlig forklaring.

»Det er dejligt, at Enhedslisten nu som udgangspunkt vil anbefale de store demonstrationer. Det skulle vi have gjort for længe siden, hvilket et HB-mindretal, som også vi er en del af, har presset på for siden oktober. Vi undlod dog at stemme til det samlede forslag, fordi vi mener, at vi bør afstå fra at komme med en politisk løsning for fredsbetingelser i Palæstina. (...) Vi bemærker, at det er Enhedslistens vedtagne politik at bakke op om en tostatsløsning. Samtidig bemærker vi, at der er stillet et årsmødeforslag om at ændre denne politik. Derfor ville vi gerne have undladt at forholde os til formuleringen om en tostatsløsning i denne vedtagelse,« skriver Pia Thorsen og Gitte Christensen.

Sidstnævnte siger til Weekendavisen, at hun trods alt er lettet.

»Vi har haft meget svært ved at få en forklaring på, hvorfor Enhedslisten ikke har været en del af de største fredsdemonstrationer i 20 år. Det er vi nu, fordi vi er mange, der har presset på og vist, at Enhedslisten er et parti, der styres af medlemmerne,« siger Gitte Christensen, mens forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen vurderer beslutningen til at være mindre vidtrækkende.

»Det er jo ikke ofte, vi behandler deltagelse i demonstrationer i hovedbestyrelsen. Men situationen i Gaza bliver værre for hver dag, der går, og derfor mener vi, at det er vigtigt at vise støtte med vores budskab om våbenhvile og et frit Palæstina i en tostatsløsning, når så mange mennesker råber op og går på gaden i landsdækkende demonstrationer. På den baggrund ser jeg det egentlig heller ikke som det store kursskifte, og forslaget blev da også vedtaget i HB, uden at nogen stemte imod,« siger han til Weekendavisen.

From the river to the sea

Beslutningen er imidlertid ikke ensbetydende med, at der nu er fodslag i partiet.

Når Enhedslisten holder årsmøde i begyndelsen af maj, kan netop spørgsmålet om holdningen til Israel og Palæstina ende i et større opgør. En gruppe medlemmer har nemlig indsendt flere forslag, der lægger op til et markant brud med den kurs, Pelle Dragsted har lagt.

Et af forslagene er en udtalelse med overskriften: »From the river to the sea – Palestine will be free.«

Teksten lægger op til et opgør med tostatspolitikken og rejser reelt krav om afvikling af Israel i landets nuværende form som jødisk stat.

»Enhedslisten kan kun forestille sig en befrielse af det palæstinensiske folk, når der etableres en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina. En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina,« lyder det i forslaget, der kalder tostatsløsningen for »et fantasifoster«.

Selvom man internt i partiet spår det ringe chancer for at blive vedtaget, vil det givet komme til at fylde på årsmødet og dermed skabe uro om Enhedslistens placering. Det samme vil et andet forslag fra samme personkreds med overskriften »Enhedslisten er et antizionistisk parti« givet også, og hermed stopper det ikke.

I oktober kom det frem, at Enhedslistens mangeårige samarbejdspartner i Gaza, DFLP, tilsyneladende havde deltaget i angrebet 7. oktober gennem organisationens militære gren. Det fik Enhedslisten til øjeblikkeligt at afbryde samarbejdet. I en pressemeddelelse udtalte forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen:

»Vi er dybt ulykkelige over oplysningerne om, at en del af en organisation, som vi tidligere har haft samarbejde med, angiveligt har deltaget i angrebet den 7. oktober. Det er helt forfærdeligt – og vi tager den kraftigst mulige afstand.«

Nu skal årsmødet imidlertid behandle et forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP. Det begrundes blandt andet således:

»Enhedslisten afbrød sidste år sit langvarige samarbejde med det palæstinensiske venstrefløjsparti DFLP. Det skete på baggrund af anklager om, at DFLP skulle havde deltaget i terror og drab på civile. Anklager, der aldrig er blevet dokumenteret eller bevist, og som DFLP gentagne gange har afvist fuldstændig både mundtligt og skriftligt. Her flere måneder efter må vi konstatere, at der stadig ikke er fremkommet beviser for, at DFLP skulle have deltaget hverken i drab på ubevæbnede civile israelere eller i gidseltagninger af civile,« skriver forslagsstillerne og fortsætter:

»Af DFLPs egne oplysninger såvel som fra de oplysninger, der er blevet fremlagt i den højreorienterede presse og internt i Enhedslisten, fremgår det, at DFLPs væbnede gren alene har deltaget i kampe imod israelske soldater, ikke imod civile. At kalde DFLP for terrorister i denne sammenhæng er i praksis at erklære al væbnet kamp fra et besat og undertrykt folk for terror. Hvilket strider imod Enhedslistens hidtidige politik.«

Ej heller det forslag spås store chancer for at blive vedtaget. Men det vidner om, at den linje, Pelle Dragsted og den øvrige partitop hidtil har forsøgt at holde, langtfra har entydig opbakning i et parti, der har mere komplekse historiske rødder, når det gælder mellemøstpolitik.

 

https://www.weekendavisen.dk/2024-13/samfund/oe-mellem-flod-og-hav

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Islam. Det Muslimske Broderskab har suget milliarder ud af den svenske statskasse, infiltreret partier i Riksdagen og sat sig på landets største moskeer. Det afslørede en ph.d.-afhandling af teologen Sameh Egyptson sidste år. Han blev efterfølgende meldt til politiet. I denne uge blev han renset for anklagerne.

Med to tunger

Intet var normalt, da den svensk-egyptiske teolog Sameh Egyptson skulle forsvare sin ph.d.-afhandling på Lunds universitet for et år siden. Det fandt sted i et tætpakket og sikkerhedsbevogtet auditorium med en alenlang kø. Livestreamingen brød sammen af overbelastning fra de mange interesserede. Inden da havde over 15.000 downloadet afhandlingen, der affødte noget så usædvanligt som en leder i avisen Sydsvenskan, der krævede, at den blev afvist.

Selv sammensætningen af bedømmelsesudvalget var usædvanlig. Flere forskere havde sagt nej, og Lunds universitet måtte således afvige fra deres princip om at have mindst én kvinde i udvalget. Deres sidste samråd varede i to en halv time og endte ganske exceptionelt i uenighed. En af de tre forskere kritiserede Egyptsons teoretiske tilgang og nægtede at godkende den. Som sagt: Intet var normalt.

Når en ph.d.-afhandling kunne afføde så stærke reaktioner, skyldes det, at Sameh Egyptson stillede et på overfladen ganske banalt spørgsmål, der ikke desto mindre resulterede i en række meget kontroversielle og stærkt opsigtsvækkende svar, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved flere af det svenske samfunds institutioner. I afhandlingen Global politisk islam? Muslimska brödraskapet & Islamiska förbundet i Sverige forsøgte han at svare på, om Sveriges mest fremtrædende muslimske organisation, Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), i virkeligheden er en gren af Det Muslimske Broderskab.

Svaret, han når frem til, er ikke blot et rungende ja; over 744 sider redegør Egyptson også nøgternt og detaljeret for, hvordan Broderskabet har formået at sætte sig på magten i Sveriges største moskeer samt adskillige af landets muslimske friskoler og velgørenhedsorganisationer. De har også infiltreret flere partier i Riksdagen og endda haft magten over en enkelt ministerpost. Gennem de sidste tre årtier har Broderskabet formået at få udbetalt milliarder fra den svenske statskasse til at finansiere deres islamistiske virksomhed.

Foto: Johan Nilsson, Scanpix.

Alt dette er sket, mens man med succes har overbevist store dele af det svenske samfund, ikke mindst adskillige religionsforskere, politikere og aktivister, om, at man blot var demokratisk sindede, integrationsivrige repræsentanter for Sveriges cirka 800.000 muslimer. Ifølge afhandlingen er der tale om et omfattende, snedigt svindelnummer. 

I virkeligheden er de største muslimske forbund i Sverige styret af en meget lille kreds af mennesker, der råder over en topstyret, stærkt reaktionær og islamistisk organisation med tætte relationer til Broderskabets europæiske ledelse.

Disse konklusioner betød, at en række personer fra denne kreds anmeldte afhandlingen for brud på den svenske lov om forskningsetik. Ifølge dem havde han afsløret personfølsomme oplysninger, der blandt andet kunne hindre deres fremtidige indrejse i lande som Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab er forbudt. 

Selv hævdede Egyptson, at han blot havde viderebragt offentligt tilgængelige oplysninger. Anklagerne førte i december til, at Överklagandenämnden för etikprövning anmeldte Egyptson til politiet for brud på loven om forskningsetik. I februar igangsatte politiet en forundersøgelse om, hvorvidt der kunne indledes en straffesag.

Postkoloniale vildfarelser

Weekendavisen fanger Sameh Egyptson på en telefon i Egypten for at høre om hans spektakulære afhandling og det afledte drama. Efter et års usikkerhed kan han overbringe en – for ham – glædelig nyhed: Sagen er blevet afvist af anklagemyndigheden. »I dag er en af de bedste dage i mit liv,« lyder det fra en tydeligt lettet Egyptson, der gerne vil give sit bud på, hvorfor han mødte så megen modstand fra andre forskere.

»Det skyldes til dels, at jeg har anvendt en helt anden metode end andre religionsforskere. Der er flere steder i Sverige, hvor man har islamiske studier, men de er som regel præget af postkolonial teori og anvender en interviewbaseret metode, hvor man ikke må sætte spørgsmålstegn ved det, folk udtrykker omkring deres tro. En sådan tilgang ville jeg ikke kunne bruge, når jeg skulle undersøge en bevægelse, der er kendt for at tale med to tunger og leve i det skjulte,« siger han.

Ifølge Egyptson er de fund, han når frem til, også pinlige for mange

indflydelsesrige personer, ikke blot for dem i Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), men også for politikere, der har samarbejdet med islamister og ladet dem repræsentere det muslimske mindretal. Og ikke mindst for dele af forskningsmiljøet, hvor mange i årevis har afskrevet bekymringer om politisk islam som nonsens. Han nævner eksempelvis Sveriges første og mest kendte professor i islamologi, Jan Hjärpe, der i årtier har beskrevet Broderskabet som en slags kristendemokrater og været hurtig til at anklage andre udlægninger for islamofobi.

»Professorer som Hjärpe har troet på disse folk, når de har fortalt ham, at de gik ind for demokrati og menneskerettigheder, uden at forstå, at de mente en helt særlig form for islamisk demokrati og nogle særlige islamiske menneskerettigheder. De svenske forskere forstod ikke denne form for tvetungethed,« siger han.

Sameh Egyptson selv er født i Egypten og har koptisk baggrund. Han hed oprindeligt Khalil til efternavn, men ændrede det, efter at han fik asyl i Sverige. Han er uddannet teolog fra Lund, men har aldrig haft en fast ansættelse som forsker. I stedet har han eget firma og lever af at være rejseleder i Egypten. Siden 1999 har han selv finansieret den tid, han har brugt på sin afhandling.

»Det har givet mig frihed til at forske i dette område uden at opleve for mange komplikationer fra det øvrige forskningsmiljø,« siger han.

En konspiration

Det er dog ikke helt uden grund, at mange har beskrevet mistanker om Broderskabets operationer i Europa som konspirationsteorier, for ret beset er der tale om en konspiration.

Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i Egypten i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna. Ambitionen var fra begyndelsen at genoprette det kalifat, som var blevet nedlagt få år forinden af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal. Vejen mod en islamisk stat skulle ifølge al-Banna ske ved at kultivere en islamisk samfundsorden i befolkningen baseret på en meget tekstnær salafistisk forståelse af islam. 

I sine tidlige år var Broderskabet en synlig politisk organisation med et populistisk program, der modsatte sig det britiske styre i Egypten, udtrykte sympati med aksemagterne under Anden Verdenskrig og deltog i de arabiske landes invasion af den nyoprettede israelske stat i 1948.

Men da Egypten blev overtaget af Gamal Abdel Nasser ved et militærkup i 1952, blev Broderskabet forbudt, hvorefter de gik under jorden. Siden har de (med enkelte undtagelser) eksisteret som en hemmelig organisation og har gennem tiden udviklet en kultur for at holde deres dagsordener, organisation og medlemskab skjult for omverdenen. Med andre ord: en konspiration.

Det var Hassan al-Bannas privatsekretær og svigersøn, Said Ramadan (Tariq Ramadans far), der med grundlæggelsen af en moské i München i 1956 bragte Broderskabet til Europa. I det tidlige år så man det som en base for at bekæmpe militærstyret i Egypten, men i takt med den øgede tilstrømning af muslimske indvandrere begyndte Broderskabet i de efterfølgende årtier at fokusere på islam i Europa. 

Man udviklede en strategi om at komme i en position, hvor man kunne tale på vegne af de nyankomne muslimske indvandrere og forme deres og omverdenens opfattelse af islam. Indadtil blandt muslimer ønskede man at promovere en islamistisk, bogstavtro opfattelse af religionen, mens man udadtil præsenterede sig som demokratiske og reformistiske samarbejdspartnere over for beslutningstagere, myndigheder og meningsdannere.

»Selvom Broderskabet ikke er forbudt i Europa, så er det deres tradition at være en hemmelig orden. Samtidig kan de jo heller ikke være åbne om, at deres endemål er indførelse af sharia og et verdensomspændende kalifat, for så er der ingen fra majoritetssamfundet, der gider samarbejde med dem. Det vil blot medføre, at de mister deres økonomiske bidrag fra eksempelvis den svenske stat,« siger Sameh Egyptson.

Milliarder i statsstøtte

Der er skrevet adskillige bøger, der kortlægger Broderskabets historie i lande som Frankrig og Tyskland. Men i Skandinavien er det mere sparsomt. Indtil udgivelsen af Sameh Egyptsons afhandling var det et uafklaret, omstridt spørgsmål blandt islamforskere, om Broderskabet overhovedet eksisterede i Sverige. Der er stadig svenske religionsforskere, der afskriver det som en konspirationsteori, men læser man Egyptsons afhandling, efterlader den dog ikke megen meningsfuld tvivl.

Han har ikke blot finkæmmet adskillige organisationers hjemmesider og litteratur, dokumenteret deres udenlandske netværk og personsammenfald, han har også været dybt i de svenske statsarkiver, hvor offentligt støttede foreninger har skullet indsende oplysninger. 

Han dokumenterer, at der er tale om en lille kreds af mennesker med tætte bånd til Broderskabets internationale ledelse, der kontrollerer adskillige muslimske organisationer, friskoler og moskeer og skovler svimlende beløb ind fra den svenske statskasse.

»Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år,« siger Sameh Egyptson.

Gennem årene løber den samlede statsstøtte op i milliarder. Ifølge ham har Broderskabets foreninger i Sverige i dag en egenkapital på cirka 250 millioner svenske kroner.

»IFiS har kontrol med moskeer i samtlige store svenske byer som Stockholm, Göteborg og Malmø, hvorfra der prædikes en form for islam, der er i overensstemmelse med Broderskabets ideologi,« siger han.

Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år.

SAMEH EGYPTSON, SVENSK-EGYPTISK TEOLOG

Afhandlingen dokumenterer, hvordan IFiS og deres underorganisationer systematisk har pumpet deres medlemstal op, når der skulle søges midler fra det offentlige. Et eksempel: I 1997 hævdede de, at deres lokalafdeling i Skåne havde 3.622 medlemmer. Det viste sig under et kontrolbesøg, at der blot var cirka 100. 

Man skal have over 3.000 medlemmer i et trossamfund for at kunne modtage offentlig støtte af den svenske stat. For hele Sverige har forbundet hævdet at repræsentere cirka 50.000 medlemmer. Men ifølge Egyptsons forskning er forbundet slet ikke en massebevægelse, men en stramt styret eliteorganisation, der højst består af 3-400 mennesker. 

For at blive anerkendt som en fuldgyldig »bror« skal man have aflagt troskabsed, baya, til Broderskabet – og det får kun de færreste lov til.

Entristisk strategi

Noget af det mærkeligste i afhandlingen er at læse om Broderskabets infiltration af svenske partier. Særligt Miljöpartiet har haft flere profilerede partimedlemmer, der har været en del af Broderskabet. De har udført en form for »entrisme« – en leninistisk strategi, hvor kommunister meldte sig ind i socialdemokratiske arbejderpartier for at præge dem i en revolutionær retning.

Mest iøjnefaldende er den tidligere politiker fra Miljöpartiet Mehmet Kaplan, der nåede at blive boligminister i 2014. I 2016 blev han dog afsløret i at have møder med ledere af den tyrkiske højreradikale gruppering De Grå Ulve og måtte forlade politik. Mehmet Kaplan kom fra en position som talsmand for IFiS’ datterorganisation Sveriges unge muslimer. 

Et andet eksempel er Moderaternes riksdagsmedlem Abdirizak Waberi, der også kom fra IFiS og i en periode havde sæde i Riksdagens forsvarsudvalg. I 2022 blev han idømt 4,5 års fængsel for svindel med offentlige midler til en muslimsk friskole.

»I Sverige er der en gammel tradition for at have en kristen venstrefløj, samtidig har identitetspolitik også været en stærk kraft i Sverige. Det har betydet, at der har været en tolerance også på venstrefløjen for religiøse politikere, særligt hvis de også kunne udtrykke antiimperalistiske holdninger og kritisere USA,« siger Egyptson.

Ifølge afhandlingen har Broderskabet i Sverige muligvis opgivet entrismen som strategi og i stedet forsøgt sig med deres helt eget parti, Nyans, der blev stiftet i 2019, og hvis partiprogram ifølge ham har slående ligheder med Broderskabets europæiske strategi. 

De stillede op til riksdagsvalget i 2022 med erklæret støtte fra IFiS. Et ledende medlem af IFiS, Bashir Aman Ali, var da også på kandidatlisten. Men partiet fik under 30.000 stemmer, sølle 0,4 procent af stemmerne – langt fra den svenske spærregrænse på fire procent.

Større var Broderskabets mobiliseringskraft blandt svenske muslimer alligevel ikke, da det endelig kom til stykket. IFiS havde i årtier hævdet at repræsentere landets 800.000 muslimer. »Det viste sig at være en illusion,« som Egyptson konkluderer i sin afhandling.

Rettelse: I en tidligere version fremgik det, at Abdirizak Waberi blev idømt 4,5 års fængsel i 2014. Det korrekte årstal er 2022.

https://www.weekendavisen.dk/2024-12/samfund/med-to-tunger

 
SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK