Minky:

Militær og moralsk oprustning

Interview. En eventuel fred i Ukraine er ikke slutningen. Vi skal udskifte fredsmentalitet med beredskabsmentalitet, siger statsminister Mette Frederiksen.

Virkeligheden er en svær størrelse at have med at gøre. Selv de bedste planer kan være ubrugelige, når realiteterne ændrer sig, og det gør de med uset hast for tiden i international politik.

Syriens diktator, Bashar al-Assad, faldt i denne uge. Hvad der kommer til at følge, kan de færreste vel svare på.

Siden Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november er vindene blæst i retning af en forhandlet fred i Ukraine. I denne uge meldte den polske premierminister, Donald Tusk, der ellers har været en af de europæiske høge i forhold til Rusland, sig i det kor. Måske kommer der fredsforhandlinger allerede i løbet af denne vinter, sagde han onsdag før et besøg hos den franske præsident Macron.

Hvor stiller de udmeldinger den danske regering og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen? Regeringen har både retorisk og gennem militære donationer været på den linje, der insisterer på, at et besejret Rusland er betingelsen for varig fred i Ukraine og i hele Europa.

»Man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938« siger Mette Frederiksen. Foto: Asger Ladefoged

»Der er mange hvis’er endnu,« siger Mette Frederiksen, da vi møder hende i Statsministeriet. 

»Men vi skal være klar over, at en fred i Ukraine, som vi alle håber på og arbejder for, ikke betyder, at Rusland opgiver sine ambitioner. De er, at Rusland skal være større, hvilket det kun kan blive ved at erobre land. Derfor skal man ikke forestille sig, at en fred betyder, at vi vender tilbage til en verden, som den så ud før invasionen i Ukraine i 2022.«

Statsministerens analyse er uforandret den, at det demokratiske Vesten står over for en akse af modstandere, der ud over Rusland omfatter Nordkorea, Iran samt Kina, uden hvis støtte Rusland ikke havde været i stand til at føre krig i Ukraine. Dertil skal lægges forskellige terrorgrupper, blandt andet houthierne i Yemen. 

Den akse vil grundlæggende ikke ændre sig ved en forhandlet fredsløsning i Ukraine. Derfor efterlyser hun nu intet mindre end en kollektiv dansk mentalitetsændring. Vi må så at sige indstille os på, at forestillingen om varig fred og stabilitet, som vi har haft siden Den Kolde Krigs ophør, ikke længere svarer til den gældende virkelighed.

»Man skal passe på med de historiske paralleller, og man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938, hvor de europæiske ledere troede, man havde opnået varig fred ved at acceptere, at Tjekkoslovakiet afgav Sudeterlandet til Tyskland. Men man kan ikke forhandle varig fred med et autokratisk regime, der har en ambition om at ekspandere,« siger hun.

Vi bliver hørt

Spørgsmålet er imidlertid, om man som Danmarks statsminister kan være andet end tilskuer til begivenhederne, hvis den kommende amerikanske præsident og lederne af Europas større lande overtaler eller presser Ukraines præsident Zelenskyj til at afgive land for fred. Er Mette Frederiksen ikke retorisk kravlet op i et træ, der er ved at blive fældet?

»Jeg er sikker på, at vi kan gøre en del. Det er bemærket, at vi har øget vores forsvarsbudget markant, og at vi er gået forrest med donationer til Ukraine, eksempelvis når det gælder F-16-fly og direkte støtte til Ukraines egen forsvarsindustri. Derfor bliver der lyttet mere til os, end man skulle tro ud fra vores størrelse,« siger hun.

Derudover er Mette Frederiksen sikker på, at hun ikke står alene, når hun insisterer på, at en eventuel fred i Ukraine ikke vil betyde en grundlæggende ændring i forholdet mellem Rusland og Europa. Den analyse deles, siger hun, af en række lande samt af toppen i EU-Kommissionen.

»Man skal forstå, at man i Rusland så at sige har fået 'krigens mindset'. Det mener jeg ikke, at vi skal have. Men vi skal indstille os på, at verden er en anden. Det betyder, at vi skal fortsætte oprustningen af vores eget forsvar. Europa skal være i stand til at forsvare sig selv. Det betyder ikke, at USA ikke stadig er vores vigtigste allierede. Jeg har altid været meget transatlantisk indstillet, og det er jeg fortsat. Men det er et rimeligt krav, at Europa skal kunne sørge for sin egen sikkerhed. Det bliver dyrt, og derfor kommer vi også til at indstille os på nogle andre prioriteringer,« siger hun.

Mette Frederiksen har i lighed med Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen ikke blot talt for en øget militær oprustning, men også for, at EU for lånte penge investerer markant i at øge konkurrenceevnen for ikke at sakke bagud i det internationale kapløb.

»Den liberale, demokratiske del af verden er under pres fra autokratiske regimer. Vi har, måske lidt naivt, troet, at hvis vi handlede med hinanden og holdt Olympiske Lege hos hinanden, så ville de andre blive ligesom os. Sådan er det jo ikke gået, desværre,« siger hun.

Og det kræver, mener statsministeren, en generel oprustning, som ikke bare er militær, men også økonomisk og altså mentalitetsmæssig. Det økonomiske handler om at skabe et Europa, der er mere konkurrencedygtigt, men også i højere grad selvforsynende.

»Vi så allerede under coronapandemien, hvor sårbare vi bliver, hvis forsyningskæderne ikke fungerer. Og vi skal ikke igen ende i en situation, der ligner den, vi så ved invasionen i Ukraine, hvor vi alle var mere eller mindre afhængige af russisk gas.«

Den nye mentalitet 

Det, Mette Frederiksen taler for, er med andre ord, at man bredt samfundsmæssigt udskifter den hidtidige »fred i vor tid-mentalitet«. Ikke med en kopi af den russiske, der har krigen som omdrejningspunkt, men med det, man kunne kalde en »beredskabsmentalitet«.

Det vil sige et samfund, der på alle måder er indstillet på, at verden omkring os ikke nødvendigvis har fredelige hensigter, selv hvis der ikke længere er en varm krig i Ukraine.

»Det handler om hele vores samfundsmæssige robusthed i forhold til angreb på kritisk infrastruktur, cyberangreb og så videre. Og altså også som sagt om, at vi skal stå stærkere i den internationale konkurrence. Det sidste kræver nytænkning i EU, og det er der en stigende forståelse for,« siger hun.

Ud over det er der ifølge Mette Frederiksen brug for, at de liberale demokratier i verden tydeligere demonstrerer, at vi er villige til at kæmpe for vores værdier.

»Vi er under pres fra de autokratiske regimer, og vi kommer til at tabe, hvis vi ikke tydeligt viser, at vi er parat til at kæmpe for det, vi står for. Det har vi vist i Ukraine, og det er kommet bag på alle, ikke mindst Rusland, at Europa kunne stå så samlet og give så kraftigt et modsvar på den russiske aggression. Det er et godt signal,« siger hun og opfordrer til, at den beslutsomhed fastholdes i de fredsforhandlinger, det nu trækker op til. Eksempelvis i spørgsmålet om Ukraines optagelse i NATO. Det vil efter alt at dømme blive et russisk krav at få en garanti mod et sådant medlemskab.

»Vi skal aldrig give et autokratisk regime lov til at bestemme, hvordan vi i de demokratiske lande vælger at organisere os, og hvilke alliancer vi indgår i,« siger hun.

Med den tilgang er der selvsagt ikke stor respekt for eksempelvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der har valgt at bryde den brede politiske konsensus om ukrainepolitikken og i stedet taler for at afvikle den danske støtte.

»Jeg kan forstå, hvis ukrainerne er krigstrætte, men at man kan blive det i Danmark, forstår jeg nok ikke helt så godt. Jeg noterer også med glæde, at der stadig er stor opbakning i befolkningen til, at vi støtter Ukraines frihedskamp.«

Kina og Syrien

Mere kompliceret er det selvsagt, hvis vi flytter fokus fra det militært aggressive Rusland til Kina, der ganske vist yder slet skjult støtte til krigen, men stadig er en nation, vi har normale handels- og diplomatiske relationer til.

»Det siger sig selv, at vi ikke skal have den samme tilgang til Kina, som vi har til Rusland. Men når det er sagt, må man nok også erkende, at vi har været lidt for naive i forhold til Kina. I Danmark og Europa har vi en interesse i frihandel og en åben verdensøkonomi. Men vi skal også være klar til at reagere, hvis vi mødes af unfair konkurrence og statsstøtte, der bryder med de internationale aftaler. Her oplever jeg også en ændret holdning i hele Europa. Vi er nødt til i højere grad at beskytte vores egen økonomi,« siger hun.

Det hænger i statsministerens analyse sammen med det generelle skift fra freds- til beredskabsmentalitet, hun efterlyser.

»Vi har et stort ønske om og en stor interesse i en velfungerende verdensorden. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Der skal vi i højere grad vise, at vi også vil kæmpe for vores værdier. Og det kræver, at vi er konkurrencedygtige, når det gælder eksempelvis udvikling af ny teknologi. Det er derfor, vi skal investere i vores konkurrenceevne,« siger hun.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan ugens helt stor begivenhed, Assads fald i Syrien, passer ind i Frederiksens sikkerhedspolitiske analyse.

»Det er virkelig positivt, at diktaturet er faldet. Først og fremmest for syrerne, men også, fordi det er et kæmpenederlag for Rusland og Iran. Man kan ikke forholde sig til noget af det, der foregår i regionen, herunder Israel-Gaza, uden at forholde sig til Irans betydelige rolle. Hvad der så efterfølgende sker i Syren, synes jeg, det er alt for tidligt at sige noget om endnu, men jeg er grundlæggende optimist,« siger hun.

Her kunne man måske indvende, og gør det også, at der jo ikke er udpræget positive erfaringer med de slags omvæltninger. Det Arabiske Forår, eksempelvis.

»Det er helt rigtigt, men jeg tror ikke altid, at man kan tage det som udtryk for befolkningens ønske. Ofte er de nye regimer et resultat af indblanding udefra. Tag eksempelvis hele Sahelområdet. Jeg tror ikke, det er befolkningens ønske at blive regeret af islamistiske terrorgrupper. At det er endt sådan, er i høj grad et resultat af russisk indblanding,« siger hun, hvilket giver anledning til at efterspørge de gode eksempler.

»Jeg er grundlæggende optimist,« gentager hun på en måde, der kunne give det indtryk, at optimismen mere er en viljesakt end et resultat af en egentlig analyse.

Kommentar :

Man bliver simpelthen så træt. Jeg er så træt ad de medier der løber rundt med mikrofonen oppe i rxxxx på Minky og betragter alt hvad hun siger som troværdigt, i mine øjne er hun ikke andet end et afskyeligt tågehorn. Magten ersimpelthen steget hende til hovedet.

Hvis jeg var statsminister i et land uden hær, ville jeg, rent ud sagt, holde min kæft og hvis jeg skulle sige noget ville jeg tale freden op.Det forstår Minky ikke, hun stormer rundt som hardnitter og udspreder sin krigsretorik til alle dem der gider høre på hende, konsekvenserne af dette forstår hun ganske enkelt ikke.

Som hjælper hun en anden inkompetent og modbydelig fruentimmer – E U`s von Leyen, de tog ødelægger havd de kan komme i nærheden. Hvis ikke det er nok kan de altid søge hjælp hos Nato`s chef Mark Ruthe, han er nogenlunde ligeså krigsgal som dem.

Jeg tænker tit på om den slags politikere er blevet mobbet som børn? Efter at de er blevet politikere virker det som om de skal have hævn og så gælder det om at vise hvor stor magt man har.

https://www.weekendavisen.dk/2024-50/samfund/militaer-og-moralsk-oprustning
Hans Mortensen (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
hamn@weekendavisen.dk