søndag den 8. december 2024

 Thomas Larsen:

INGEN TØR SKRIVE NEKROLOGEN OVER LØKKE.
Moderaterne bliver svære at genrejse



Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen flyver i privatfly for millioner af kroner, hans ministre er ofte i defensiven, og Moderaterne ligner mere og mere et falmet politisk projekt, skriver Thomas Larsen.
Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i.
Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance, skriver Thomas Larsen.
Skal man tro Lars Løkke Rasmussen, er Moderaterne blevet tilført en stor kapacitet.
Det var i hvert fald det ord, han brugte til at beskrive lokalpolitikeren Polly Bak Dutschke, der lige er skiftet til hans parti.
Polly Bak Dutschke – som de færreste formentlig kender - blev valgt til byrådet i Aarhus for Socialdemokratiet i 2021.
For 10 måneder siden skiftede hun til Det Radikale Venstre, som hun altså nu har forladt til fordel for Moderaterne, som dermed har fået en stol i byrådssalen på rådhuset i smilets by.
Det interessante er, at Lars Løkke Rasmussen kommenterer på skiftet. For det siger en del om, hvor meget han tørster efter positiv omtale efter en periode, hvor intern tumult har bragt ham selv og partiet i knæ.
Afsløringerne af et elendigt arbejdsmiljø i partiets sekretariat på Christiansborg – præget af mobning og chikane – har kostet dyrt: Ved folketingsvalget i 2022 høstede Moderaterne 9,2 procent af stemmerne, mens det i dag kun støttes af 4 til 4,5 procent af vælgerne.
Løkkes popularitet er også styrtdykket.
Senest viste en måling for DR og Altinget, at han er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere. Kun 20 procent af danskerne var positivt stemt, mens 61 procent var negativt stemt.
"Løkke er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere.
Thomas Larsen,
Samtidig har Løkke og hans ministerhold svært ved at sætte offensive dagsordener og imødegå de mange negative historier, der præger partiet.
Senest har Løkke selv fået kritik for at bruge millioner på at rejse med privatfly. Ekstra Bladet har afdækket, at han på mindre end to år har brugt 2,8 mio. kr. på privatfly, og ifølge avisens politiske kommentator Hans Engell er regeringskollegerne i S og V godt trætte af udenrigsministeren:
”Alle skal spare. Der skal skæres ned. Der skal passes på pengene her i landet. Derfor opleves det som groft fråseri, at Løkke bestiller privatfly, som om han drev sit eget private flyselskab,” lød det fra Hans Engell.
Udover Løkke har digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen været genstand for kritik.
I ugens løb har politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen anklaget hende for at have stået i spidsen for et ”arrogant” og ”respektløst” forhandlingsforløb forud for regeringens lancering af et nyt udspil om kunstig intelligens.
Forløbet fik Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Thulesen Dahl, til at konstatere, at ministeren havde misset ”den ene chance, hun havde for at vise noget egentlig politik oven på Moderaternes mobberigate”.
Han kaldte det hovedløst, at hun havde formået at skubbe samtlige oppositionspartier fra sig.
Endelig er uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at hjælpe de dansk jødiske studerende, der føler sig utrygge på deres studier. Søgelyset har især været rettet mod Roskilde Universitet (RUC), hvor studenterbevægelsen RUC Intifada har stået bag flere voldsomme demonstrationer, der har skabt frygt blandt jødiske studerende.
I en debat på Christiansborg gjorde Christina Egelund det klart, at de maskerede demonstranter er gået for langt, og hun betonede, at hun ønsker at indføre nultolerance over for intimiderende adfærd.
Men kritikerne mener, at hun gør for lidt og handler for sent.
"Det er faktisk kun kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der kører med overskud og fremdrift.
Thomas Larsen,
Man kan heller ikke påstå, at klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard vader i succes. Så sent som torsdag aften måtte han skuffet og slukøret konstatere, at ingen selskaber har villet byde på opgaven med at bygge de tre store vindmølleparker i havet ud for Jylland. Det har ellers været et stort prestigeprojekt.
De mange negative historier i medierne og den hårde kritik fra de øvrige partier viser med al tydelighed, at de glade dage fra valgkampen og regeringsdannelsen i 2022 er fjern fortid for Moderaterne.
I dag må Løkke konstatere, at han er slået tilbage til start, at opbakningen til hans parti er lav, og at danskerne i massivt omfang vender ryggen til den SVM-regering, som han var en af arkitekterne bag.
Han kan trøste sig med, at et folketingsvalg ikke lurer i horisonten, og derfor bør han også nyde hvert sekund ved magtens højbord.
For det er ikke fra sikkert, at der er plads til ham efter næste valg.
På Christiansborg er der ikke mange, der ønsker at se Løkke som kongemager – og slet ingen har lyst til at se ham som mulig konge.
Kort sagt: Hvad enten vi efter næste valg vender tilbage til blokpolitikken, eller vi bliver vidner til dannelsen af en ny bred regering, vil Løkke være manden, som de øvrige kan blive nødt til at forholde sig til og invitere ombord.
Men kun hvis de er tvunget til det.
Selv om fremtiden ser svær ud for Løkke og Moderaterne, tør de færreste dog dømme ham ude. Og det gælder både for politikere og politiske kommentatorer.
For som en garvet politisk journalist konstaterede, da krisen hos Moderaterne var på sit højeste i september måned: ”Jeg skal ikke skrive hans nekrolog. Det har jeg allerede gjort to gange!”
Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke da heller ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i. Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance?
Ved valget i 2022 fik Løkke muligheden for at få en ny start, og den greb han mesterligt.
Men med serien af interne møgsager – herunder flere pinagtige personsager med folketingsmedlemmer i centrum - er Moderaternes potentiale voldsomt falmet og formindsket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

  Jarl Cordua: STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar I fors...