Globryllup. Mens alle øjne var på statsministerens åbningstale, stod hendes hovedmodstander og lagde planer uden for salen. Ugens valgudskrivelse set fra hjørnet af Christiansborg.

MEGET HAR I BUDT MIG.

Så stod hun der, Inger Støjberg, i døråbningen i hjørnet, hviskende til sin rådgiver, og lurede på det gode selskab af journalister og smilende folketingsmedlemmer i rituel samtale femten meter fremme, foran Folketingssalen, det helligste af landets profane rum, hvor statsministeren netop havde afsluttet sin åbningstale med et stort hurra.

I salen var Støjberg selvsagt ikke velkommen, det er kun tingets medlemmer, men fraværet forhindrede hende ikke i at blive dagens, ugens, måske valgkampens hovedperson.

Hun konfererede med sin unge rådgiver. Hvornår skulle hun gøre sin entré? Bag dem stod to fotografer, hendes egne, klar til at dokumentere øjeblikket med foto og video.

Da de folkevalgte kort efter kom ud i små grupper fra Folketingssalen, smilede de til kameraerne, afleverede deres forberedte budskaber og krydsede fingre for at blive citeret. Den bekymring delte Støjberg ikke, selvtillid er ikke en mangelvare.

Folketingets åbning føltes som at være til globryllup, men ikke være velkommen til festen, gentog Inger Støjberg dagen lang.

Støjberg trådte et par skridt frem, skuede ud over postyret og trak sig så tilbage i det skjulte.

En times tid forinden, inden talen gik i gang, gjorde hun det samme. Her kom den ene folkevalgte og minister efter den anden gående op ad den lange, brede trappe og stillede sig an foran pressen, inden de entrerede salen. Inger Støjberg stod i hjørnet, tittede frem et øjeblik kun for at lade sig interview af TV Midtvest.

Hvordan er det at være »Inger« sådan en dag, ville den regionale tv-station vide? Det var som at være til globryllup, men ikke være velkommen til festen, gentog hun dagen lang.

Underhund lidt endnu

Kort efter stod statsministeren på talerstolen og forklarede, hvorfor tiden ikke er inde til politiske eksperimenter. Hun adresserede ikke Inger Støjberg i sin tale, selvom det efterhånden er åbenlyst, at Mette Frederiksens egentlige hovedmodstander hverken er Jakob Ellemann eller Søren Pape.

Sidstnævnte sad og bed negle, mens statsministeren talte.

Ovre i hjørnet var Støjbergs negle lange og nylakerede, postkasserøde. Og selvtilliden er velbegrundet. Hendes purunge parti står til utrolige ti procent eller lidt mindre i måling efter måling, knap et halvt år efter at hun kunne fejre sin afklippede fodlænke med 2.000 gæster i Hadsund. Samme fodlænke er årsagen til, at Støjberg af sine forhenværende kollegaer blev erklæret uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem i den nu snart afsluttede valgperiode.

En ekstrastraf, hun vendte til en styrke i tirsdags: Samme morgen publicerede B.T. artiklen »Her er Støjbergs plan«, en eksklusiv dagsoversigt, som afslørede, at hun havde tænkt sig at overvære talen fra sit eget ydmyge kontor og senere, måske, gå ned til de pæne, ustraffede kollegaer. Der stod ikke meget i den artikel, men det var nok. Som en videoreporter fra B.T. sagde højt på gangene: »Efter Mette er det hende, der er flest klik i, det er det bare.«

På politiken.dk kunne man samtidig læse et debatindlæg af Søren Ulrik Thomsen: »Jeg er vred, Inger Støjberg,« stod der på forsiden, og så gav den store nationaldigter ellers en subtil sviner til jyllandspopulismen, som Støjberg kan tænke lidt over. Det er der sikkert også klik i, men hvis Støjberg faktisk forholder sig til indlægget, bliver det kun for at printe artiklen ud og vise den til sine støtter, som har lært af hende, at Politiken er menighedsblad for de frelste. »Se, de foragter os,« kan hun sige og pege på den halvhidsige opsang fra den noble storbypoet. Møder de hinanden på gaden, kan hun takke Søren Ulrik Thomsen for kampagnebidraget.

Men denne selvtillid er også paradokset ved Støjbergs mobiliserende kraft, for bevægelsen er betinget af, at hun sænker skuldrene, når kameraet er tændt.

Viser meningsmålingerne sig at være sandfærdige, får de borgerlige statsministerkandidater mere brug for hende end omvendt. Så får hun styrken til at agere overdommer – men skal det lykkes, har hun brug for at spille rollen som underhund lidt endnu.

For som hun stod der og lurede i hjørnet, bar hun højere hæle end dem alle sammen, hun havde en strammere knold i nakken, et længere parlamentarisk cv end de fleste, hun er mindst lige så fedtet ind i det elitære christiansborgske parnas som dem, det ved hun, og det ved de – men hun har brug for, at den del af fortællingen forbliver skjult. For hun må ikke fremstå for selvsikker, for hjemmevant på slottet, nej, hun kunne ikke bare vade ud, så snart dørene blev åbnet, og blande sig i mængden, lade sig kramme af Venstre-folk og kindkysse af stuerene DFere, mens kameraerne kunne se hende.

Nok higer hun efter at komme tilbage i varmen, men når kameraerne ruller, skal hun vise, at hun stadig er mærket af kulden. Det er et løfte, hun har givet til sine vælgere, til dem, der ligesom hende føler, at Christiansborg har glemt dem. De var til globryllup sammen med hende.

Den ubudne gæst

Udtrykket gentog hun senere samme aften i en smalltalk med Clement Kjersgaard, kort inden partilederdebatten på DR2 kunne begynde. Her var 13 partiledere og Nicolai Wammen, finansministeren, mødt op til halvanden times debat, og man havde fra DRs side tilsyneladende bestemt sig for et A- og et B-hold. Det betød, at Pernille Vermund, Morten Messerschmidt og Alex Vanopslagh ventede til runde to og tre, først var det Støjbergs tur, og hun blev placeret på den borgerlige flanke, tættest på regeringsmagten, direkte over for Nicolai Wammen.

Hans største opgave var at finde nye formuleringer for, at statsministeren nok har været involveret i fejl i sin valgperiode, men ikke selv har begået fejl. I to minutter og 14 sekunder gentog værten spørgsmålet, og for hvert sekunds glatte forsøg på afvæbning må der have siddet en nordjyde med minkavlere i familien og tænkt, at nok var nok. Det vurderede Støjberg i hvert fald; når hun fik ordet, tildelte hun en tanke til minkavlerne, uagtet emnet hun blev spurgt til. »Statsministeren er magtfuldkommen ud over alle grænser,« gentog hun, mens hun svingede hovedet fra side til side i en langsom, rytmisk bevægelse. Hun lagde trykket på magt og grænser så konsekvent, at det ville virke helt naturligt, om hun havde tilføjet et »... og sådan er det bare«.

Ellemann ville også kritisere magten og forsøgte sig med en semantisk sondring mellem at »styre« og »lede« landet.

Han stod ved Støjbergs højre side sammen med Løkke og Pape, men det var den rødhårede kvinde for enden, den ubudne gæst, der stjal opmærksomheden ved at hanke op i de tre jakkesæt. Mændene fremlagde deres konkrete politik, og hun rystede på knolden. Kort forinden havde hun fortalt Søren Pape, hvad hun mente om hans topskattelettelser, og han stod nu og gav hende ret i, at det nok var et forkert sted at begynde.

Og da Lars Løkke fyrede sit nye standardsvar af – han »peger ikke på nogen, men på noget« – tog Støjberg ordet og beskyldte ham for at leve i en »rar drømmeverden« sammen med De Radikale. Om Løkkes skatteplan, den »mest enkle« i verden ifølge ham selv, svarede Støjberg: »Det kan godt være, at det er mig, der er fatsvag, men jeg forstår intet af, hvad det betyder.«

Nok var hun inviteret til aftenens debat, men hun gik stadig til arrangementet, som gloede hun på det udefra.

Det samme gjorde hun dagen efter, da Konservative afholdt pressemøde. På tv-billederne kunne man se Støjbergs smil blandt tilskuerne, hun så sig bare omkring, sagde hun, nu med tre fotografer, for hendes labrador Ludvig var udstyret med et GoPro-kamera på ryggen, så Støjbergs Facebook-følgere også kunne følge hende i noget nær gulvhøjde.

Det var den slags overvejelser, hun gjorde sig tirsdag efter statsministerens åbningstale, mens hun stod der i hjørnet og ventede på sit snit til at blande sig med de inviterede.

Og så: Mens Jakob Ellemann som en af de sidste blev interviewet, hviskede hun til sin rådgiver. Var det nu? Gu' var det så.

Støjberg trådte frem, fik først en diktafon til munden, så et kamera, og inden længe fik de fleste snerten af Støjbergs entré, klyngen af journalister bevægede sig fra Venstres formand til Danmarksdemokraternes.

Hun havde desværre ikke tid til at tale med dem alle – hun skulle sådan skynde sig til debat hos TV2 Nord.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/meget-har-i-budt-mig

 

JEPPE BENTZEN (f. 1996) er journalist på Weekendavisen og skriver mest af alt reportager, interview og analyser om dansk politik, europæiske forhold, kulturliv og litteratur, og portrætter af mennesker, han af meget varierende årsager er optaget af. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet med studier i filosofi og statskundskab på American University i Washington DC.

 

JEBE@WEEKENDAVISEN.DK

 

Hemmeligt. Hans Davidsen-Nielsen er en af de to journalister, der optræder i tiltalen mod Lars Findsen. I en ny bog opruller han hele historien. »Det er en fornærmelse at påstå, at det er kørt efter bogen,« siger han.

JERNMUREN ER GÅET NED

Han kan selvfølgelig ikke dokumentere det med et stykke papir. Hans Davidsen-Nielsen lægger ikke en kopi af tiltalen mod Lars Findsen på bordet, og han har heller ikke set den. Den er tophemmelig, som alt andet i denne sag. Men han har – som alle andre – kunnet læse, at Findsen, den tidligere FE-chef, er tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder »for i alt seks forskellige personer, heraf to journalister«, som der står i Anklagemyndighedens pressemeddelelse 16. september.

Og han er sikker på, at han selv er én af de to journalister.

»Jeg ved fra mine kilder, fra flere kilder, der har fortalt mig det uafhængigt af hinanden, at jeg er den ene af de seks personer. Og hvis man spørger, om det er så vigtigt, så er svaret: Ja, det er blevet vigtigt. For FE-sagen har haft store konsekvenser for den frie presse. Det skal frem i lyset,« siger han.

Hans Davidsen-Nielsen har skrevet en bog om sagen, hvor han gennemgår hele forløbet; fra hjemsendelsen af FE-ledelsen, overvågningen og aflytningen af Lars Findsen, hans anholdelse og varetægtsfængsling – frem til forrige uges tiltale mod den suspenderede spionchef. Spion blandt venner hedder bogen, som udkommer lørdag.

Fra venstre mod højre: Barbara Bertelsen, Lars Findsen, Trine Bramsen, Mette Frederiksen, Hans Davidsen-Nielsen, Nick Hækkerup og Finn Borch Andersen. Fotocollage: Katinka Bukh Kildefotos: Philip Davali, Mads Rimer Rasmussen, Mads Claus Rasmussen, Søren Bidstrup, Liselotte Sabroe og Niels Christian Vilmann, Scanpix

Med i nettet

Efter at have dækket efterretningstjenesterne i 25 år uden på nogen måde at inddrage sig selv i historierne har Hans Davidsen-Nielsen, der er journalist på Politiken med fjern fortid på Weekendavisen, fået en opsigtsvækkende birolle.

De fire punkter i tiltalen drejer sig – formodes det – om, at Findsen skal have talt over sig til familie og venner om efterretningssamarbejdet med USA. Af de to journalister er Hans Davidsen-Nielsen den ene. Han ved også, hvem den anden er, men det må vedkommende »selv fortælle«, siger han.

»Det er ikke med min gode vilje at tale om min egen rolle. Jeg har behandlet denne sag præcis, som jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var blevet inddraget i den. Jeg er også fortsat med at dække den, selvom jeg er blevet en slags part, og selvom det har konsekvenser for mit arbejde. Findsens advokat vil for eksempel ikke tale med mig, fordi jeg er potentielt vidne i sagen,« siger han.

Hans Davidsen-Nielsen peger på, at FE-sagen har ændret forholdet til kilderne drastisk. »Nu er det blevet normalt, at man lægger sin mobiltelefon i et andet lokale, fordi man ikke ved, om der aflyttes. Folk vil pludselig mødes midt ude i skoven. Men mest er kilderne bare tørret helt ind. De fleste er blevet så bange, at de slet ikke vil sige noget.«

Medierne har fra begyndelsen været omdrejningspunkt, fordi det handler om pressens beskrivelse af hemmelige forhold. Da FE-ledelsen i august 2020 blev hjemsendt efter kritik fra det uafhængige tilsyn, begyndte medierne at dække sagen intenst. Weekendavisen afslørede, at sagens kerne var det omdiskuterede aflytningssamarbejde med USA, og en række andre medier, herunder Politiken, Berlingske og DR, fulgte trop. Den nye, konstituerede FE-chef advarede derefter flere medier mod yderligere at videreformidle hemmelige oplysninger.

Findsen og tre andre blev anholdt og sigtet under meget stort hemmelighedskræmmeri. Siden røg også Claus Hjort Frederiksen i nettet.

– Kan man ikke sige, at du selv har ansvaret for at have fået den rolle? Du har på en måde bidraget til, at Findsen er kommet i fedtefadet?

»Det er en urimelig præmis. Jeg kan ikke vide, om PET har fået en dommerkendelse til målrettet at aflytte og observere mig og andre journalister, eller om vi er kommet med i nettet under overvågningen af efterretningsansatte. Det ved jeg ikke. Men jeg har dækket denne historie, som jeg ellers ville have gjort.«

– Det sandsynlige er, at du er røget med i nettet under aflytningen af Findsen. Så du har medvirket til, at han er endt i den situation. Det er jo ikke meningen, at en spionchef skal fortælle journalister om et tophemmeligt arbejde med amerikanere? Det blev så opdaget. Man kan sige, at du ikke har gjort dit arbejde særlig godt.

»Det er en forkert måde at se det på. Hvem jeg har talt med og under hvilke omstændigheder, det vil jeg simpelthen ikke komme ind på. Det er jo mennesker, der risikerer at komme i fængsel. Og jeg beskytter mine kilder. Det er myndighederne, der vil have mig til at afsløre dem. Og det gør jeg ikke.«

– Men du har talt med Findsen flere gange, fremgår det af bogen. Og du skriver, at han ofte gav interview til journalister?

»Det kan jeg sige helt åbent, ja, jeg har gennem årene interviewet Lars Findsen flere gange, det kan man jo læse i avisen.«

– Som læser af din bog tænker man: Selvfølgelig har Hans Davidsen-Nielsen også talt med ham i denne sag.

»Det er muligt, at nogen vil undre sig over, at jeg ikke vil sige mere om det. Men det kan jeg simpelthen ikke. Andre vil mene, at jeg slet ikke burde dække sagen, fordi jeg er involveret. Det må de så mene. Jeg har dækket sagen, som jeg plejer. Jeg er ikke venner med Findsen. Og det er ikke mit ansvar, at situationen er, som den nu er.«

Fuldstændig utænkeligt

Sagens to vigtigste spørgsmål drejer sig ikke om medierne, men om myndighederne: Hvem besluttede at hjemsende FE-ledelsen, da tjenestens tilsyn udtalte kritik? Og hvem besluttede efterfølgende at indlede en storstilet overvågning og efterfølgende anholde og sigte Lars Findsen?

Der er to helt modstridende svar. Myndighederne påstår, at »alt er gået efter bogen« (Mattias Tesfaye). At justitsministeren »bare er et gummistempel« (Nick Hækkerup). Og at den påståede indblanding fra regeringen jo ville betyde, at Danmark var en »bananrepublik« (Mette Frederiksen). Kort sagt: Regeringen har blot fulgt indstillingerne fra relevante myndigheder.

Den modsatte version lyder således:

»Når det gælder hjemsendelsen af FE-ledelsen, ved jeg, at den beslutning er truffet i Statsministeriet på et møde mellem forsvarsminister Trine Bramsen, Mette Frederiksen og deres to departementschefer,« siger Hans Davidsen-Nielsen.

»Men det mest kontroversielle er det næste skridt: overvågning og anholdelse. Der står i loven om efterretningstjenesten, at justitsministeren skal orienteres om eller forelægges alle væsentlige sager. Det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at der kan være efterretningssager med tunge politiske hensyn. Der er mange eksempler på terrorsager, hvor man har haft beviser til at dømme folk, men hvor man for at beskytte kilderne eller andre hensyn har valgt at lade sagen falde.«

– Mange sager ligefrem?

»Ja. Jeg har hørt om flere. Og der er sager, hvor folk er mistænkt for at bryde deres tavshedspligt, hvor man ‘henter dem ind på gulvtæppet’, som man siger, og tager deres sikkerhedsgodkendelse og siger: ‘Nu går den ikke længere, farvel med dig.’«

– Hvordan mener du så, det er foregået her? 

»Ja, her har de gjort det modsatte. Igangsat en hidtil uset overvågning af FE-chefen, der har kostet enorme ressourcer. Og den beslutning skal gennem regeringstoppen, det står i loven. Du kan spørge enhver tidligere PET-chef, og de vil sige, at man efter et møde i regeringens sikkerhedsudvalg tydeligt ved, om de har fået grønt eller rødt lys til så stor en operation.«

– Har der været et sådant møde?

»Ja, det har der, enten i sikkerhedsudvalget eller i Statsministeriet. Men det foregår jo mundtligt. Der står næppe noget i referaterne fra regeringens eller embedsmændenes sikkerhedsudvalg. Der er jo ikke noget fortilfælde. Det er fuldstændig utænkeligt, at en PET-chef på egen hånd skulle have truffet den beslutning.«

– Hvis det er rigtigt, siger regeringen, er Danmark en bananrepublik.

»Jakob Scharf, den tidligere PET-chef, sagde til mig, at hvis han var kommet ind til Michael Lunn, sin gamle departementschef, og havde sagt: ‘Jeg synes sgu, vi skal overvåge FE-chefen’, så ville han have troet, han var faldet ned fra Mars. Det er så vidtgående. Nu vil de give det indtryk, at det er nogle kriminalbetjente i PET, der har fundet på det her. Det er næsten en fornærmelse. Ingen, der ved noget om det, tror på, at det ikke er blevet afhandlet på højeste sted.«

– Afhandlet, hvad betyder det?

»At statsministeren kunne have sagt: ‘Er I fuldstændig vanvittige? I kommer til at smadre efterretningstjenesten, det går ikke.’ Men der ligger jo ikke en sms fra Barbara Bertelsen til Mette Frederiksen eller en båndoptagelse: ‘Nu tager vi Findsen.’«

Bertelsens hold

Hans Davidsen-Nielsen gennemgår netop Barbara Bertelsens rolle ret detaljeret. Det er ét af sagens fascinerende aspekter; mange mener, at hun må have været direkte involveret i Lars Findsens deroute, men det har naturligvis ikke kunnet dokumenteres.

»Uanset hvor jeg har vendt mig, eller hvem jeg har spurgt, er Barbara Bertelsens navn det første, der nævnes. Og det er også folk i regeringen, der peger på hende.«

– Hvordan?

»Det er ikke sådan, at Bertelsen er i lommen på Mette Frederiksen, en partisoldat og indpisker som Martin Rossen, overhovedet ikke. Hun ville have gjort præcis det samme for Søren Pape eller en helt tredje statsminister. Hun træffer hurtige beslutninger, og hun eksekverer. Og det er helt åbenlyst for alle, der har beskæftiget sig med sagen, at Lars Findsen og Barbara Bertelsen har haft en elendig kemi gennem mange år. De har siddet sammen i sikkerhedsudvalget, og de har haft mange konflikter.«

– Men det afslører jo ikke noget, at de ikke kan lide hinanden?

»Nej, men Bertelsen har været i centrum for alle beslutninger, der er blevet truffet om efterretningstjenesterne i mange år. Hun har fra begyndelsen sat sit eget hold. Hun kom ind som Justitsministeriets departementschef i 2015 og fjernede efter få måneder den siddende PET-chef og indsatte i stedet Finn Borch Andersen, som sidder der i dag. Forholdet mellem departementschefen og PET-chefen er meget tæt, det er dér forbindelsen er. I Justitsministeriet kalder de den nuværende departementschef (Johan Legarth) for afdelingschefen og taler åbent om, at Bertelsen er den reelle magthaver. Hun medvirkede også til at fjerne den siddende rigsadvokat under omstændigheder, vi aldrig har fået rigtig opklaret. Han blev erstattet af Jan Reckendorff, der har sagt, at hans opgave er at føre regeringens ønsker ud i livet. Og så har FE jo fået en ny chef, Svend Larsen. Det var ham, der advarede dig og andre mediechefer om, at I risikerer 12 års fængsel, hvis I skriver om sagen.«

– Topledere sætter gerne deres eget hold.

»Det har hun så i den grad også gjort.«

Danmark har lyttet længe

Den aktuelle sag er et dramatisk kapitel i en meget lang historie. I bogen fortæller Hans Davidsen-Nielsen om efterretningssamarbejdet med USA, der rækker helt tilbage til Den Kolde Krigs tidligste år. Her begyndte Danmark at opbygge en efterretningstjeneste, hvor blandt andre søofficerer arbejdede med signalindhentning fra Østeuropa i dét, der blev kaldt Forsvarets Centralradio.

Det kørte frem til 1969, hvor en opsigtsvækkende affære kom i vejen: I Kejsergade havde man etableret en lyttecentral, hvor man overvågede samtaler fra udenlandske ambassader. Det var en storstilet skandale.

»Det blev opdaget af en studerende og en whistleblower, og det mindede på mange måder om den aktuelle sag,« siger Hans Davidsen-Nielsen. »Aflytningssamarbejdet er simpelthen kernen i vores efterretningstjeneste. Det foregår hemmeligt, men det er rammet ind i lovgivning og politisk ansvar. Det er reguleret af et demokrati, men det er ikke åbent. Det er jo det, der gør det så fascinerende.«

– Det er også det, der gør det paradoksalt. Mange af regeringens kritikere mener, at den har smadret efterretningstjenesten. Ved at håndtere sagen så aggressivt og klodset har man kastet lys på noget, der burde være hemmeligt og mørklagt. Og så går vi allesammen og plaprer op om det. Det gør du jo også.

»Jeg kan ikke se for mig, at medierne skulle afstå fra at belyse denne sag. Demokrati dør i mørke, som Bob Woodward sagde det. Jeg er journalist. Mit hensyn er at beskrive virkeligheden og afdække ansvar. Og beskytte mine kilder undervejs.«

– Hvad med hensynet til landets sikkerhed og efterretningstjenesten selv?

»Jeg mener, at offentligheden har krav på at vide, hvad der er sket. Hvad ellers? Jeg er langt mere bekymret for den frygt, sagen har skabt. Folk i hele embedsapparatet er jo blevet bange. Det er helt anderledes, end det nogensinde har været. Det er en jernmur, der er gået ned.«

– Men skal der ikke netop være en jernmur omkring efterretningstjenesten?

»Vi skal da helst kunne afdække problematiske sager og fortælle om dem, hvis der er truffet beslutninger med store konsekvenser. Men jernmuren, der er gået ned i dét miljø, breder sig til alle mulige andre områder. Det er jo ikke for sjov, at man er begyndt at lægge sin mobiltelefon væk. Jeg kan dybest set ikke vide, om de har fået en dommerkendelse til at aflytte mig. Om de har gjort det med mig, det ved jeg ikke, men det sætter sig virkelig psykisk allevegne, hos både journalister og embedsfolk. Det er sgu noget andet end det Danmark, vi har været vant til.«

– Hvad tror du, der kommer til at ske nu?

»Nu er udsigten en retssag mod Findsen i total lukkethed, med et anklageskrift, der er hemmeligt, og en dom, der skal være hemmelig. Hele vejen igennem bryder det med de idealer, vi har i Danmark.«

Hans Davidsen-Nielsen: Spion blandt venner – statshemmeligheden, der ændrede Danmark udkommer på Gyldendal på lørdag.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-39/samfund/jernmuren-er-gaaet-ned

 

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Italien – La Stampa

"GIORGIAS LEKTIE TIL EU – BUREAUKRATER, DER ER TID TIL ET EUROPA MED HJEMLANDE”

Lederen af ​​det tyske AfD: ”For vælgerne er vi ikke postfascister eller nazister. fra immigration til klimaet er de trætte af eliter langt fra det virkelige liv"

Han taler ikke om en "nationalistisk bølge", men om "opvågning". Han siger, at tiden var moden, og over for Giorgia Melonis overvældende resultat synker slaget: "Borgerne har svaret højt og tydeligt og ønsker ikke længere at blive" trænet "af eliten", mere hjemland mindre EU. Alice Weidel, medpræsident for det tyske AfD (Alternative für Deutschland) er en af ​​det europæiske nationalistiske højres stærke kvinder sammen med lederen af ​​Fratelli d'Italia og Marine Le Pen. Karismatisk høg af et parti, der har sine rødder i post-nazistisk ideologi, er tilhænger af "Fæstning Europa" mod migranter. Hun er åbenlyst lesbisk, mor til to adopterede børn.

I Italien en historisk sejr for det yderste højre parti siden Mussolini. Har du fejret?

"Ja, vi ønskede Giorgia Meloni og hendes allierede al mulig succes, og vi glædede os. Det er et tegn på en tilbagevenden til fornuft, virkelighed og respekt for borgerne. Dette resultat er en opmuntring for alle konservative og patriotiske kræfter, der stræber efter et Europa af suveræne og demokratiske nationalstater - et "hjemlandenes Europa", som Charles de Gaulle sagde - i stedet for det centralistiske EU af bureaukrater og venstreorienterede ideologer." .

Hvordan forklarer du dette skift i Italien?

"Tiderne var rigtige. Europa er i en krise på mange fronter: euro, migration, energi, økonomisk krise. Venstre-ideologer og Grønne er ansvarlige og vil ikke være i stand til at løse problemerne. De førte økonomien til konkurs. Vælgerne fra andre europæiske lande vil indse dette meget snart ».

Åkesson i Sverige, nu Brothers of Italy. Viktor Orban bliver mere og mere aggressiv over for Bruxelles. Omgrupperer den nationalistiske front sig?

»Jeg ser ikke en 'nationalistisk front'. Det er den demokratiske nationalstat, der varetager sine egne interesser og først og fremmest mener, at den har forpligtelser over for sine borgere. Den bureaukratiske centralisme, som EU glider ind i under ledelse af folk som fru Von der Leyen, der ikke er valgt af nogen, skal overvindes hurtigst muligt. Det er frem for alt en lærestreg for de løsrevne eliter i Bruxelles, som har mistet kontakten til virkeligheden. De mest ansvarlige og bevidste borgere ønsker ikke at blive chikaneret, trænet af et bureaukrati langt fra livet. De ønsker ikke en planlagt og eurosocialistisk økonomi eller at blive presset ud i fattigdom i "klimabeskyttelsens navn", de ønsker ikke at miste deres hjemland til ukontrolleret immigration. De modsætter sig disse politikker på en dybt demokratisk måde:

Brødre fra Italien og AfD deler deres respektive partiers postfascistiske og postnazistiske oprindelse. I fremmer begge et fornyet og beroligende ansigt, men 77 år efter krigen er I stadig bange. Til hvem?

"Det er en lavmælt manøvre at bagvaske dem, der tænker anderledes som" højreekstremistiske "," postfascister "," nazister "eller lignende. Jeg afviser disse bagvaskende og uhistoriske tilskrivelser for mit parti med samme fasthed som Meloni. Ingen demokrat bør frygte et liberalt og konservativt parti. Kun det venstreorienterede etablissement, placeret alt for komfortabelt i magtens lænestole, truer enhver, der sætter spørgsmålstegn ved dets hegemoni med "fascismens" klub«.

Er fascistiske og nazistiske ideologier forsvundet fra historien, efter din mening?

"Ekstremister og ideologer af totalitarisme eksisterer selvfølgelig også i dag. Vi afviser alle politiske ekstremisme, både til højre og venstre. Den største fare for frihed og demokrati kommer fra den ekstremistiske og voldelige venstrefløj og fra islamisk fundamentalisme, som har et skræmmende antal okkulte sympatisører, selv i det politiske og medieetablissement”.

Migranter, økonomien, forholdet til Bruxelles. Hvad deler du med Meloni med hensyn til europæisk regeringsførelse?

"AfD opfordrer til en restriktiv migrationspolitik, der forhindrer ulovlig immigration, fjerner materielle incitamenter og strengt kontrollerer nationale og europæiske grænser. Vi ønsker at sætte en stopper for Tysklands ukontrollerede migrationspolitik, som har anstrengt forholdet til vores europæiske naboer siden Merkel-regeringen. I denne sag ser vi mange punkter til fælles med den italienske centrum-højre-alliance. Med hensyn til økonomisk politik støtter vi en linje, der frigør middelklassen for bureaukratiske byrder og skattebyrder. Også i dette tilfælde, som i vores forsvar af et Europa med hjemlande og af en føderation af suveræne nationalstater, er der utvivlsomt mange kontaktpunkter ».

Meloni er en atlanticist, hans holdning til krigen i Ukraine er klar. Du lægger ikke skjul på din nærhed til Moskva. Er det farligt for lederen af ​​Brothers of Italy at være så bundet til USA?

"AfD dyrker ikke en "nærhed til Moskva", men støtter en pragmatisk politik over for Rusland og er derfor skeptisk over for sanktioner, der skader vores borgere mere end Rusland. Meloni ønsker at se Europa "på lige fod" med USA inden for den transatlantiske alliance. Medlemskab af internationale organisationer og kollektive sikkerhedssystemer bør også fokusere på at beskytte nationale interesser.

Lederen af ​​Brødrene i Italien lagde ikke skjul på sin fjendtlighed mod Tyskland. Bliver forholdet til Berlin vanskeligt?

»Jeg er overbevist om, at han vil være i stand til at adskille den personlige front fra den politiske. Verbal nedrustning ville også være godt for tysk politik. Hvis de europæiske partnere repræsenterer deres interesser på en nøgtern, ikke-ideologisk og ikke-formynderisk måde, vil relationerne måske ikke blive nemmere, men bestemt mere konstruktive”.

Melonis parti er meget konservativt, når det kommer til homoseksuelle personers og pars rettigheder: "Homoseksuelle par er ulovlige," siger nogle repræsentanter. Fratelli d'Italia er imod abort og surrogati. Deler du alt dette?

»Den traditionelle familie som rettesnor er også AfD's holdning. Seksualitet skal være et privat anliggende og ikke politiseres og udnyttes«.

Hvilket råd ville du give til Meloni? Hvad forventer du af din Meloni?

”Det er ikke mit sted at give uopfordrede råd. Men jeg ville være glad, hvis vi snart kunne mødes personligt, ikke kun som ledere af vores partier, men også som politiske repræsentanter for vores lande«.

https://www.lastampa.it/esteri/2022/09/27/news/la_lezione_di_giorgia_ai_burocrati_ue_e_lora_di_uneuropa_delle_patrie-9685064/?ref=LSHSTD-BH-I0-PM10-S9-F

 

Reportage. Hvad fortæller et brændetyveri i Rødbyhavn om Danmark lige nu?

BÅL UDEN BRÆNDE

Tirsdag i sidste uge blev forbrydelsen i skoven politianmeldt. Samme dag havde kobbertyve været på spil i Næstved. I Slagelse blev en mand stoppet på en damecykel, han havde stjålet ved hjælp af en vinkelsliber, som, indrømmede manden, også var stjålet, og i en ejendom på Midtlolland sniffede politiets narkohund Speedy sig frem til fire gram amfetamin.

Men i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport stod intet om brændetyveriet, der var blevet begået i det kommunaltejede bælte af egetræer i Rødbyhavn på Lollands sydkyst, hvor lokale skyder genvej til REMA 1000 eller lufter deres hunde: 40 rummeter træ, nok til at opvarme fire husstande en hel vinter, var forsvundet fra brændestablerne, savet op, fragtet væk, tyvstjålet.

Bag dette eksempel på, hvad man i et mindre forbandet år – et år uden Putin, krig i Ukraine og prisstigninger – nok vil henregne som småkriminalitet, et undseligt eksempel på usselt træhæleri velsagtens, gemmer sig en dybere sandhed om den tid, forbrydelsen er begået i: Det er en tid, hvor ordensmagten opfordrer borgere til at sikre deres brændestabler, træpiller, gasflasker og brændsel – ja, alt, der kan generere varme – mod tyve, hvor hundredtusindvis af danskere frygtsomt afventer vinterens første varmeregning, en tid, hvor alt er dyrt, og inflationen nærved snitter ni procent.

»Jeg er ikke nogen ekspert på andre mennesker eller noget,« som en nabo til skoven siger til mig. »Jeg er bare et almindeligt menneske. Men vi har ikke råd til det basale her. Vi har ikke til mad hver dag. Det har vi ikke. Nogle spiser havregrød to gange om dagen. Nogle ved ikke, om de må gå fra hus og hjem om tre måneder. Derfor forstår jeg godt, at folk stjæler brænde.« Samme dag taler landets statsminister til nationen, som snart skal til valg. Mette Frederiksen lover, at regeringen vil låne de fattigste penge til elregningen. De kan betale tilbage senere.

»Hun ruinerer os,« siger naboen. »Om nogle år er der et kæmpe bål, som skal slukkes.«

Jeg sætter mig på hug nær gerningsstedet og gnider det fugtige savsmuld mellem fingerspidserne. Naboen omtalte det stjålne brænde som »aktier«, gerningsmanden havde »investeret« i. En anden nabo kalder det for »guld« og forsikrer mig, at hans egne træbriketter er låst inde. På det sidste har han bemærket motorsavenes kværnen.

»Lovløshed,« siger han og skæver ind mellem træerne fra sin stue.

Hele Danmark hamstrer brænde, og Lolland løber tør. Egetræskronerne vajer i vinden over Rødbyhavn, bladene toner gult. Vi går ind i den kolde tid nu: Nogle danskere kommer til at fryse. Nogle kommer til at spise billigere, ringere, mindre. I Lolland Kommune, hvor hvert tiende barn lever i fattigdom, handles hælede madvarer, mens folk, der ikke ejer noget, står klar ved supermarkedernes containere ved lukketid.

Mogens har fjernvarme, men tænder ikke for radiatorerne. I stedet har han købt en bioovn fra Harald Nyborg, som han stiller frem i køkkenet. Det er billigere, siger han. Mogens kender godt til brændetyveriet. En mand, som bor henne på hjørnet, har betalt en skovarbejder to bajere for at få lov til at samle brænde langs skovstien, som han kan bruge til at fyre op i sin grill. Mogens har da også selv trillet sin sækkevogn ned i skoven for at hente en lille smule. Han skærer kævlerne om til en slags fakler, som han steger kød på. Men han insisterer på, at det ikke er for at spare strøm på komfuret.

»Jeg kan godt lide duften,« siger Mogens.

Olielandsbyerne

De fleste danskere kommer gennem vinteren med fjernvarme, men på Lolland findes beboelsesområder, som ligger langt uden for de kollektive varmeforsyningslinjer. »Olielandsbyerne,« kalder kommunen dem, fordi de bliver opvarmet af alt fra olie- og træpillefyr til elradiatorer og brændeovne.

Det er landsbysamfund »hvor du kan få 150 kvadratmeter for en halv million«, som Henrik Friis, en træpilleforhandler fra Nakskov, siger. Hans hylder er ryddet for både træpiller og brændeovnsbriketter, og hundreder af lollændere står på ventelisten. En anden træpilleforhandler i Nakskov har skrevet 500 op. Over de sidste uger har en godsejer på egnen modtaget 25 henvendelser fra folk, der selv er klar til at tage i skoven med sav og økse for at sanke hans træ, men skoven er rømmet for tørt brænde. Forleden havde Henrik Friis en ældre kvinde fra Vantore i røret.

"Det her er ikke København, hvor du bare kan skrue op for radiatoren. Vi håber på en mild vinter. Folk kommer til at få lungebetændelse. Folk kommer til at dø.

HENRIK FRIIS, TRÆPILLEFORHANDLER, NAKSKOV

»Så spørger hun mig: ‘Hvad skal jeg gøre?’ Hun tudbrølede i telefonen. Seriøst, mand!« Friis siger:

»Det her er ikke København, hvor du bare kan skrue op for radiatoren. Vi håber på en mild vinter. Folk kommer til at få lungebetændelse. Folk kommer til at dø.«

I mine samtaler med folk i brændebranchen går et ord igen, når de skal beskrive stemningen i deres kundekreds: desperation. Dels fordi det hverken er til at skaffe brænde eller træpiller, dels fordi priserne er gået amok. Tag træpiller, som er den primære varmekilde for 100.000 danske husstande: Sidste år kostede en palle, der rækker til at varme et parcelhus op i en måned, 1.800 kroner – i dag koster den 5.800. Folk, der ikke har været hurtige nok eller simpelthen ikke har en opsparing, så de kan hamstre, løber på et tidspunkt tør. Når det sker, vil folk begynde at tænke i alternativer:

»Nogle kommer til at skaffe gasvarmeovne, som man normalt bruger til at varme forteltet op i sin campingvogn. Andre kommer til at lukke halvdelen af deres hus ned. Og når de ikke har mere varme, så begynder de at stjæle. Hver dag bliver der lænset olie i tusindvis af liter fra maskiner på byggepladser, som bliver brugt i private oliefyr,« siger Peter Suhr, en brændesælger og vognmand fra Søllested. »Alt, hvad der kan brænde, vil blive brændt: nedbrydningstræ, telefonpæle, der ligger i bunker rundtomkring. Ja, det vil sgu ikke undre mig, hvis nogle kommer til at fyre op med bildæk.«

Den lille mand med træpillefyret

Nær skoven i Rødbyhavn sænker Rene Hauvschjildt, 58 år, sin hækkeklipper fra sin svigermors ligusterhæk, så T-shirtærmet kryber op. En tatovering, der forestiller en springende karpefisk, breder sig op mod skulderen, men detaljerne er udtværet, som om han har brændt sig. Et guldkors dingler om halsen.

»Sker der ikke snart noget fra regeringens side, bliver det her det vilde vesten,« siger Rene Hauvschjildt. Han har en kammerat, der er begyndt at blande spildolie i sit oliefyr, selvom det oser forfærdeligt. Selv venter Rene Hauvschjildt på leveringen af to paller træpiller, som han selv og hustruen har skrabet sammen til. Når de er futtet af om et par måneder, ved han ikke, hvad han skal gøre. Hans kone er montrice på en fabrik i Nakskov, Rene Hauvschjildt er mekaniker på nedsat tid. Hver dag, når klokken slår 11.15, og dagens benzinpriser opdateres, står han og holder øje med pristavlen på tankstationen, hvor han arbejder, og tænker over, om det er i dag, han skal tanke.

Rene Hauvschjildt, mekaniker på nedsat tid, forstår godt, hvorfor folk stjæler brænde. Foto: Kasper Løftgaard

»Jeg tror næsten, folk er ligeglade med valget, for lige nu tænker de på, hvordan de skal overleve til i morgen. Jeg forstår dem, der stjæler brænde, for de har ikke råd til andet,« siger han. Vi aftaler at mødes igen nogle dage senere. I håndtrykket mærker jeg, at han mangler flere fingre.

De blev sprængt af under ulykken. Det er 25 år siden nu, Rene Hauvschjildt gik som mekanikerelev, nogen på værkstedet havde dummet sig, tectylmassen var opvarmet forkert: Eksplosionen forvandlede Rene Hauvschjildt til et levende bål. Turen til hospitalet husker han ikke, men efter at han blev udskrevet, begyndte han at fryse. Under hudtransplantationerne havde lægerne hentet hud til mekanikerens forbrændte arme og hænder fra lårene og lysken. Den nye hud holder ikke så godt på varmen.

"Alt, hvad der kan brænde, vil blive brændt.

PETER SUHR, BRÆNDESÆLGER, SØLLESTED

»Jeg plejer at sige, at jeg har pikhud på hænderne,« som han siger. Lige nu skutter han sig i vinden foran sit hus i Bandholm ved Lollands nordkyst. Når temperaturen falder til under 20 grader, begynder det at knibe. Fra 1. oktober bruger han skiundertøj, og skal der skovles sne, bliver hænderne lilla. Derfor stresser al besværet med træpillerne ham enormt. Selv hvis det lykkes at skaffe til vinteren, vil det gøre et uoverskueligt indhug i hans økonomi; han har regnet ud, at det vil koste tre månedslønninger efter skat.

»Jeg plejer at kunne tænke fremad, men nu ved jeg ikke en skid,« siger han. Han er bitter over, at han for nogle år siden lod politikerne overtale sig til at ride med på den grønne bølge og skifte fra olie- til træpillefyr, og at han nu er overladt til sig selv, bitter over elregningen, som kom forleden, og vred over, at regeringen vil låne ham penge til at betale den i stedet for at nedsætte afgifterne på strømmen, der indbringer staten milliarder.

Rene Hauvschjildt viser indenfor. I stuen står to akvarier, begge mørklagte. Hver aften ved spisetid tænder han for lyset i nogle timer, så han kan se sugemallerne og guppyerne. Varmepumpen har han også været nødt til at slukke, så temperaturen i vandet falder.

»Fiskene er blevet sløve, og de svømmer lidt langsomt,« siger han.

At sikre sit hus

Brændeudsalget på Vester Landevej nord for Maribo er en hobbytjans, som Carsten Hansen, 45, har puslet med for at spæde lidt til sin hyre fra sukkerfabrikken i Nakskov, men over de sidste uger er hans omsætning steget 500 procent. Han retter ryggen i sin grønne Kansas-jakke og nikker mod stammerne i indkørslen.

»Det er det sidste brænde på Lolland,« hævder han. Når man sælger brænde i de mængder, Carsten Hansen gør, møder man mange forskellige mennesker, man danner sig et overblik over sin kundekreds; deres opførsel, påklædningen, bilerne, de kører i. Førhen var hans kunder ofte lokale, »dem, der ikke har så meget«, som han siger:

»Det var ikke, fordi de var usoignerede. Men jeg kunne se det på deres tøj.« Da rygtet om brændekrisen spredte sig, begyndte folk at komme kørende langvejsfra, nogle gange helt fra Sjælland. De kom i Audier, de kom i BMWer, de kom med store trailere, og de kom i lejede varevogne. En enkelt fra Charlottenlund kom med en hestetrailer. En dag, mens Carsten Hansen sad og spiste frokost, fik han øje på en mand, der rendte rundt i hans baghave for at lede efter træ, fordi boden ude ved vejen var tom.

»Det var sådan en mand i en fin bil,« fortæller han. »De rige bliver decideret …« – Carsten Hansen leder efter ordene – »de går i panik.«

Nogle fra hans kundekreds har ikke råd til at hamstre, så de kommer forbi og køber små partier, når der er luft i økonomien. Andre er helt holdt op med at komme, fordi Carsten Hansen blev nødsaget til at sætte prisen op med 50 procent for nogle uger siden. Han nikker over mod nabohuset, hvor en småbørnsfamilie bor til leje. De har det svært, så familien fik 40 sække til den gamle pris.

Jeg går over og banker på. Den blå Mazda 5 i indkørslen er lappet med tape på fronten, et visitkort fra Lolland Kommune ligger på forsædet. Kenni Phillipsen åbner døren i badekåbe og denimkasket. Han er syg her til morgen. Han er 47 og har været invalidepensionist, siden før han fyldte 30. Han selv og hustruen forsørger tre børn.

Kenni Phillipsen, invalidepensionist og far til tre, har opgivet at skaffe træpiller og må opvarme 120 kvadratmeter med en enkelt brændeovn.

»Jeg ville hellere have gærkrisen tilbage end det her. Det var nemmere, da varerne slet ikke var på hylden, end at skulle stå dernede og tænke over, om du har råd til dem.« Han nikker mod Mazdaen: For nylig holdt han op med at betale vægtafgiften. I den situation, familien står i, må han gennemgå sine regninger og afgøre, hvilke det er vigtigst at få betalt. Kenni Phillipsen må også se på sit hus og finde ud af, hvordan han holder det varmt vinteren over. De 40 sække brænde fra naboen holder ikke til foråret, og træpiller har han opgivet.

»Det nytter ikke noget, at vi allesammen står klar som gribbe, lige så snart butikkerne får nye piller igen,« siger han. Sidste år tog han en håndsav og gik over i skoven sammen med sine børn for at spare penge, men ejeren har meddelt, at det ikke dur i år, så han planlægger at køre rundt på egnen og se, om folk har affaldstræ eller gamle paller tilovers. I fjor påbegyndte han installationen af et hjemmebygget rørsystem, som fordeler overskudsvarmen fra brændeovnen til de andre værelser.

»Når varmen stiger til vejrs, forsøger jeg at flytte den. Jeg regner med at udbygge systemet, men det bliver jo også dyrt,« siger Kenni Phillipsen. Til højre for døren flyder et par tilbudsaviser. Der er penge at spare kødpølse i Føtex. Ude på landevejen drøner en lastbil forbi.

»Jeg har spekuleret på, om jeg kan få fat i en gasvarmeovn, så jeg har skaffet to gasflasker,« siger han. »Jeg havde en mistanke om, at det ville være en god idé.«

»Jeg ville hellere have gærkrisen tilbage end det her. Det var nemmere, da varerne slet ikke var på hylden, end at skulle stå dernede og tænke over, om du har råd til dem.« Han nikker mod Mazdaen: For nylig holdt han op med at betale vægtafgiften. I den situation, familien står i, må han gennemgå sine regninger og afgøre, hvilke det er vigtigst at få betalt. Kenni Phillipsen må også se på sit hus og finde ud af, hvordan han holder det varmt vinteren over. De 40 sække brænde fra naboen holder ikke til foråret, og træpiller har han opgivet.

»Det nytter ikke noget, at vi allesammen står klar som gribbe, lige så snart butikkerne får nye piller igen,« siger han. Sidste år tog han en håndsav og gik over i skoven sammen med sine børn for at spare penge, men ejeren har meddelt, at det ikke dur i år, så han planlægger at køre rundt på egnen og se, om folk har affaldstræ eller gamle paller tilovers. I fjor påbegyndte han installationen af et hjemmebygget rørsystem, som fordeler overskudsvarmen fra brændeovnen til de andre værelser.

»Når varmen stiger til vejrs, forsøger jeg at flytte den. Jeg regner med at udbygge systemet, men det bliver jo også dyrt,« siger Kenni Phillipsen. Til højre for døren flyder et par tilbudsaviser. Der er penge at spare kødpølse i Føtex. Ude på landevejen drøner en lastbil forbi.

»Jeg har spekuleret på, om jeg kan få fat i en gasvarmeovn, så jeg har skaffet to gasflasker,« siger han. »Jeg havde en mistanke om, at det ville være en god idé.«

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/baal-uden-braende

MADS STAGHØJ (f.1988) er journalist, uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og San Francisco State University i 2015. Han trådte sine journalistiske sko her på avisen og arbejdede som fast skribent for Zetland fra 2016-2018. Staghøj har skrevet indgående om integration, flygtningekrisen og udenrigspolitik og har rapporteret fra flere lande i Europa og Mellemøsten.

 

MSTA@WEEKENDAVISEN.DK