onsdag den 19. juni 2019


Islamisme, demokrati og Det Radikale Venstre – en djævlepagt?

Det Radikale Venstres alliancedannelse med islamisterne har på grund af den store muslimske indvandring til Europa nok engang givet anledning til spørgs­målet om, hvordan muslimer har det med demokrati, men nok så vigtigt er det at spørge, hvordan DET RADIKALE VENTRE har det med demokrati.



Hvad er problemet?
Hvad islamisterne angår, kan man sige det meget klart, sådan som den amerikanske mellemøstekspert William B. Quandt gjorde det tilbage i 1990’erne. Islamisterne går ind for ”one man, one vote, once” (én mand, én stemme, én gang), sagde han. Det blev sagt i forbindelse borgerkrigen i Algeriet dengang. Quandt har her fat i det helt centrale ved forholdet mellem islam og det vestlige demokrati. Vil muslimer, der kommer i mindretal efter at have haft flertal, afgive magten til et ikke-muslimsk flertal, der vil erstatte love, som det tidligere muslimske flertal har fået gennemført, med sekulære love med et ikke-muslimsk indhold og formål?

Ofte får man det indtryk at demokrati udelukkende handler om at acceptere valg af repræsentanter til et parlament. Det gør det også, men det er i virkeligheden kun en lille del af demokratiet. Det er mindst lige så vigtigt at man, hvis man er blevet valgt og får flertallet imod sig, fredeligt giver magten fra sig igen. Det er ligeledes helt afgørende at det tidligere flertal kan være helt sikre på at de ikke myrdes efter at de har afgivet magten og ikke længere har immunitet. Ingen af disse forhold er garanteret, når muslimer kommer til magten. 

Snarere tværtimod.

 En folkefront?
Det Radikale Venstre har tilsyneladende indgået en slags folkefront-aftale med islamis­terne i Danmark. Tilsyneladende sigter den på at inddrage islamisterne i den demokratiske proces med Det Radikale Venstre som repræsentant på Tinge for islamisternes interesser og som deres parlamentariske talerør og guide. 



Det kunne være en win-win-situation og sådan opfattes den formentlig i Det Radikale Venstre. Win-win-forholdet ville ifølge denne tankegang bestå i at Det Radikale Venstre både ville få mange flere stemmer end ellers og som en sidegevinst indføre islamisterne i demokratiets kunst, hvorved partiet senere  ville kunne kranse sig med sejrens laurbær for at have gjort gode vestlige demokrater ud af islamisterne, så partiet ville blive tiljublet af alle, selv medlemmer af Dansk Folkeparti, der blændet af resultaterne beskæmmet ville indse at de tog så frygteligt fejl:

Vi var bare så fordumsfulde, ville de alle som én udbryde, og slutte med at takke Det Radikale Venstre for dets visdom og klogskab og fremskridts­tro.

Jeg ser denne folkefront helt modsat – som en Faustisk djævlepagt[1], der vil resultere i en fremadskri­dende muslimsk undergravning af det danske demokrati. Ja, faktisk blev en sådan folkefront også etableret med alle ikke-islamiske og sekulære kræfter mod shahen af Persien i slutningen af 1970’erne og dengang tiljublede både den vestlige venstrefløj og den tilsvarende iranske venstrefløj Khomeini.

Det gik som bekendt helt anderledes. Khomeini tog livet af dem eller kastede dem i fængsel til tortur og andre bonuslidelser. Så vidt jeg har kunnet følge, er de gamle shah-modstandere fra dengang senere blevet shah-tilhængere. Shah-styret var det mindste onde.

Den muslimske debat om demokrati og islam
Den teoretiske debat blandt muslimske intellektuelle om demokrati peger kun i én retning: Demokrati skal hvile på sharia’en. I det følgende trækker jeg hovedsageligt på Gudrun Krämers omhyggelige og omfattende disputats[2]. Gudrun Krämer (1953) er historiker, professor ved Freie Universität i Berlin og i dag den ene af redaktørerne af den nye tredje udgave af islam­forskningens flagskib Encyclopedia of Islam på Brill Publishers i Holland.



Jeg skal her skitsere, hvad der ifølge denne debat forstås ved ’islamisk demokrati’, idet jeg dog begrænser mig til sunni islam, den største retning inden for islam med næsten 90% af alle muslimer. De fleste muslimer i Danmark er formentlig sunni-muslimer.

 Udgangspunktet for det liberale vestlige demokrati er folkesuveræniteten. Det er folket og kun folket, som via sine repræsentanter skal afgøre, hvilke love og regler der skal gælde for dette folk, og hvilken politik der skal føres af dets repræsentanter for at realisere folkets vilje.

Hvem skal være suverænen?

Grundlaget for islamisk demokrati er ikke folkesuveræniteten. Grundlaget for islamisk demokrati er Allahs suverænitet, simpelthen fordi kun Allah er suveræn ifølge islam (hakimiyyat Allah).  Menneskene kan ikke besidde suveræ­nitet, da de er under­kastet Allah og hans anvisninger, som de er åbenbaret Muhammed (c. 570 – 632) ved ærke­englen Gabriel og nedskrevet i Koranen – eller alternativt som de fremgår af profetens sunna, det vil sige, hvad Muhammed har sagt og gjort ifølge overleveringen. Underkastelsen er selve sjælen i islam.



 ’Islam’ betyder faktisk ’underkastelse’ under Allahs vilje og denne under­kastel­se påtager den troende sig frivilligt i trosbekendelsen: ”Der er ingen gud uden Allah og Muham­med er hans sendebud”. Hver enkelt muslim er samtidigt forpligtet til at bevidne ret tro gennem ret handling. Det betyder at hver enkelt muslim er forpligtet til at føre tilsyn med at alle, muslimer som ikke-muslimer, opfører sig i overensstemmelse med islam. Herved får islam en moralsk eneret på at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for alle i et samfund[3], muslimer som ikke-muslimer. Islam kommer før alt andet!

Den samlede sum af Allahs anvisninger til menneskene for, hvad der er rigtig og forkert, kaldes shariaen. Shariaen er forpligtende for den troende og den eneste vej til personlig frelse og paradis hinsides. Efter døden forhøres den troende nemlig i graven af de to dødsengler Munkar og Nakir om sin religion, profeterne han har troet på og om den hellige bog, på hvis for­skrifter han har bygget sit liv. De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk at selv fromme, gudfrygtige muslimer er bange for ikke at være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller overtrådt Guds bud skal den døde lide de frygteligste pinsler ind til opstandelsens dag. Kun martyren kan springe dette forhør over og vandre direkte ind i paradiset[4]! Den genvej tager jihad-krigeren.



Koranen er Guds direkte ord og derfor evigt sand. Det rejser en række centrale spørgsmål, bl.a. hvordan den troende skal forholde sig til Koranen og shariaen i dag ca. 1390 år efter Muhammeds død i 632. For at løse op for dette problem er alle teoretikere med undta­gelse af salafisterne enige om at indføre en skelnen mellem de evige normer i sig selv og den troendes forståelse af disse normer. Denne skelnen er således omdrejningspunktet for Sherin Khankan i hendes bog LA FEMME EST L’AVENIR DE L’ISLAM. (Kvinden er Islams fremtid). Stock, 2017, 288ss. Jeg vil hurtigst muligt anmelde denne bog.

De gudgivne etiske regler er fuldkomne og derfor vanskelige at forstå for ufuldkomne mennesker. Derfor bliver de normer og anvisninger, som den troende her og nu mener at skulle leve efter et resultat af dødelige menneskers tolkninger og forståelser – og misfor­ståelser. Efter Muhammeds død har de retslærde (ulema) traditionelt været anset for at levere de mest autoritative tolkninger af shariaen, der omsætter de evige normer og anvisninger til normer og anvisninger, som den enkelte muslim gør bedst i at rette sig efter i den aktuelle historiske kontekst, hvis vedkommende vil have en chance for at komme i paradis.

Disse tolkninger udgør således ikke shariaen, selv om de almindeligvis kaldes sharia, de er i stedet lovregler, der er fremkommet ved kyndige tolkninger af shariaen og udgør som sådanne en del af det islamiske retssystem, figh (‘forståelse’)[5]. Mens etikken er evig og uforanderlig er lovreglerne foranderlige – i hvert fald til dels, som vi skal se neden for. Mange muslimer, måske endda flertallet, er helt uvidende om forskellen på sharia og figh, en forskel salafisterne som nævnt helt forkaster.
I forhold til islamisk demokrati er denne skelnen central, da den understreger at de retslærdes konkrete normer og anvisninger er menneskeværk, omend i forskellige grader.



Inden for den islamiske jura, figh-videnskaben, inddeler man traditionelt al menneskelig adfærd i fem grupper i forhold til adfærdens konsekvenser for den troendes evige frelse: Fard (påbudt), haram (forbudt), mandub (anbefalet, men ikke påbudt), makruh (frarådet, men ikke forbudt) og mubah (tilladt). Mens fard og haram ikke kan ændres ved demo­kratiske beslutninger, er der et vist demokratisk spillerum vedrørende mandub- og makruh-adfærd.

Kun mubah-adfærd vil kunne underkastes demokratiske beslutninger i vestlig forstand. Det skyldes at kun mubah-adfærd er helt neutral i den forstand at den troende hverken belønnes eller straffes for disse handlinger hinsides.

Figh-reglerne er som nævnt historisk konkrete tilnærmelser til den evige og uforanderlige sharia-etik, men efter mange moderne muslimske teoretikeres opfattelse får de kun sin sande betyd­ning i det omfang de under ét bedst muligt realiserer ”den indre hensigt med den evige sharia” (maqasid ash-shari’a), som er ”det fælles bedste” (maslaha). Og her er det helt afgørende for vestligt tænkende at være opmærksom på at ”det fælles bedste” ikke forstås og absolut ikke kan forstås som Rousseaus ”almenvilje” endsige heller hans ”fællesvilje”[6].

Det fælles bedste ”maslaha” er den optimale realisering af et samfund, der bedst muligt helt og holdent er underlagt shariaen, sådan som ”det fælles bedste” tolkes af ulemaen. Herved kan figh-regler­ne få en vis plasticitet, som i visse tilfælde kan give et ekstra demokratisk spillerum.
Set fra konservative muslimske demo­krati­-teoretikeres side opstår der imidlertid her en betydelig risiko for et radikalt brud med tradi­tionel Koranforståelse.

Det er da også bemær­kelsesværdigt at ingen muslimsk demokrati-teoretiker vil tillade folket selv at finde frem til, hvad det mener, er ”det fælles bedste”. Den afgørelse forbeholder de retslærde sig helt og holdent! De demokra­tiske afgørelser i et islamisk demokrati vil derfor altid i sidste instans være underkastet de rets­lærdes veto, derom ser der ud til at være enighed blandt teoretik­er­ne.



Shura

Ud over sharia spiller i den moderne muslimske demokratidebat også shura en central rolle. Hermed menes at muslimerne skal spørge hinanden til råds og diskutere forholdene indbyrdes før beslutningerne træffes. Det gælder på alle områder – altså også det poli­tiske. I debatten sammenlignes shura med det vestlige demokrati, som det hævdes at være overlegen. Shura benyttes ikke kun om demokrati, men også om et parlament eller kamrene i parlamentet.

Shura betyder imidlertid ikke et valg af ”ordet” fremfor ”sværdet”, som ifølge Hal Koch er det afgørende for et demokrati[7].

De fleste muslimske teoretikere tillader en pluralisme af meninger, blot pluralismen ikke bruges til at sætte spørgsmålstegn ved islam. Hvad angår egentlige politiske partier og interesseorga­nisationer i vestlig forstand er meningerne derimod delte. Nogle anser dem for fuldt forenelige med islam og drager paralleller til de fire forskellige retsskoler i sunni-islam, andre afviser dem, da de ifølge dem risikerer at føre til splittelse og måske til borgerkrig (fitna). Ikke-islamiske partier og organisationer er selvfølgelig helt udelukkede. Det uindskræn­kede flertalsprincip afvises ligeledes, da spørgsmålene om fard og haram ikke kan afgøres ved flertalsbeslutninger. Derimod er flertalsbeslutninger efter de fleste teoretikeres mening fuldt ud acceptable på det neutrale mubah-område.



Ved at knytte demokratiet til shura udelukker man på forhånd ikke-muslimer fra at deltage på lige fod med muslimerne i beslutninger om samfundet. Ikke-muslimer kan per definition ikke have noget at skulle have sagt vedrørende et muslimsk samfunds indretning. Dermed lægger shura-demokratiet op til at ikke-muslimer bliver dhimmi, andenklassesborgere ”under særlig muslimsk beskyttelse”, som det eufemistisk hedder om diskrimineringen og under­tryk­kelsen af ikke-muslimer. Det er imidlertid tydeligt at mange teoretikere ikke kan lide dhimmi-institutionen. Den støder deres lighedsopfattelse og hører ikke hjemme i et moderne samfund, synes de at mene, men de kan ud fra deres øvrige præmisser ikke argumentere sig uden om den. Det er således tydeligt for Sherin Khankan i hendes ovennævnte bog.

Krav til Det Radikale Venstre og statsministeren


Givet den aktuelle udvikling er det helt afgørende, ja ufravigeligt at de forskellige politiske partier fra Folketingets talerstol forlanger at Det Radikale Venstre fra Folketingets talerstol redegør for de aftaler – mundtlige som skriftlige, direkte som indirekte – partiet har indgået med de muslimske grupper. Det samme krav må ligeledes stilles til den nye statsminister i fald regeringen baserer sig på Det Radikale Venstre. Befolkningen og Folketinget har krav på at vide om der er tale om en djævlepagt.
  1. juni 2019
Henning Duus

Henning Duus er født i 1945 og har indtil pensioneringen i 2015 arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab, først og fremmest ved Hærens Officersskole. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og været forsker og underviser ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

 https://denkorteavis.dk/2019/islamisme-demokrati-og-det-radikale-venstre-en-djaevlepagt/

søndag den 16. juni 2019


ZENIA STAMPE`s ( R ) BRUNE VALGKAMP.

Afsløring: Pakistanere løftede Zenia Stampe til valgsejr



Nogle gange siger billeder mere end tusind ord. Den radikale politiker Zenia Stampe fik massiv muslimsk hjælp under valgkampen.

Øverst ses Zenia Stampes hold af frivillige lige efter valgkampen i juni 2015. Omtrent alle de frivillige er af etnisk dansk oprindelse.

Nederst ses Zenia Stampes hold af frivillige lige efter valgkampen i juni 2019. Denne gang er Zenia Stampe omgivet udelukkende af muslimske pakistanere, der skal hjælpe med valgplakaterne.

Begge billeder er taget ved Zenia Stampes fars bondehus lidt udenfor Roskilde. Zenia Stampes far lægger ofte hus til datterens valgkamp, der foregår i hendes valgkreds på Sjælland. Zenia Stampes ræverøde far er i øvrigt ligesom sin datter meget glad for migranter og islam.



Det er tydeligt, at Zenia Stampe og Det Radikale Venstre har skriftet kurs på de bare fire år siden forrige valgkamp. Nu bruger de aktivt muslimer i Danmark til at blive valgt. Det handler ikke blot om muslimernes stemmer, Zenia Stampe bruger også muslimernes villige arbejdskraft i valgkampen.



Pakistanerne på billedet fra juni 2019 kommer fra Dansk Pakistansk Råd, og flere af muslimerne har også støttet pakistanske kandidater fra Alternativet. De pakistanske vælgere er altså ikke partiloyale, men shopper rundt mellem de partier og kandidater, hvor de får mest islam for pengene.

Zenia Stampe forstå at udnytte opbakningen til sin islamvenlige politik. Reelle mandegrupper fra pakistanske klaner har udgjort rygraden i hendes valgkampagne.



Det store spørgsmål er: Hvordan forventer de muslimske mænd, at Zenia Stampe skal gengælde deres hjælp?



Uwe Max Jensen

lørdag den 15. juni 2019

Vesteuropa betaler allerede prisen for radikal indvandringspolitik

Vi kan lukke øjnene, men står i et valg mellem nationalisme eller imperialisme.



Det kan godt være, De Radikale render rundt og smiler ad alting på Christiansborg, i Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg, men konsekvensen af partiets ligesindedes indvandringspolitik er allerede mærkbar over det meste af Vesteuropa.

I Sverige har den radikale forkærlighed for indvandring og hastig import af islam og dertil knyttede normer og bander ført til regelmæssige eksplosioner, skudepisoder, voldtægter, overfald og almindelig utryghed i ellers maleriske byer som Uppsala, Göteborg, Malmø og Stockholm, især for kvinder og jøder.

Et droneangreb fik fredag i sidste uge en boligblok i Linköping til at ligne noget fra Beirut, da 250 lejligheder blev ødelagt og en nærliggende børnehave måtte evakueres. Ifølge politiet er brugen af eksplosiver i vores naboland rekordhøj for et land, der ikke officielt er i krig.



I de tre første måneder af 2019 er der registreret mere end 50 eksplosioner i foregangslandet, det er sådan ca. én hver anden dag. Krudtet rettes desværre ikke kun mod kriminelle. Således kom en 63-årig kvinde i vejen for en eksplosion, ligesom en otteårig dreng blev dræbt af en håndgranat og en fireårig pige af en bilbombe.

Hvis man er kynisk anlagt, kan man sige, at der er fut i fejemøget: halalhumanisme til det svenske folk. Selv de slipseklædte kapitalister i svensk industri er så småt begyndt at se realiteterne i øjnene og overvejer, om den nationale krise i Sverige mon kunne hænge sammen med tilstrømningen fra de varme lande.

I Storbritannien har man også tiltagende svært ved at dæmme op for den etniske og religiøse selvsegregation i de større byer, særligt i Nordengland. I et multikulturelt kvarter i Birmingham har lokale muslimer protesteret i månedsvis mod en skole, der tolererer homoseksualitet og nægter at lade, som om det ikke findes. Selv skolens mindste elever bliver således gjort bekendt med, at der findes alternative familieformer i Storbritannien, og at ikke alt foregår efter traditionen.

Det støder de demonstrerende muslimer, der finder, at deres tro og værdier krænkes. Som en af de krænkede, 34-årige Fatima Shah, der har en 10-årig datter på skolen, udtaler til netavisen Birminghamlive:

»Det er upassende, totalt forkert. Børnene får at vide, at det er o.k. at være homoseksuel, selv om 98 pct. af børnene på skolen er muslimer. Det er et muslimsk miljø. Jeg har taget min datter ud af skolen, og det samme har mange andre forældre.«



Konflikten mellem den engelske skole og de muslimske forældre er såre illustrativ. Når det gælder de rette familieværdier, kommer islam først. Og alligevel står vore integrations- og islameksperter klar med den certificerede visdom, at muslimer i Vesten blot vil anerkendes og respekteres; de ønsker intet andet end at imitere værternes tolerante totaldemokrati og hygge sig med fredagsslik, LGTB-venlige skoler, cykelstier og bikini på stranden. Ergo kan vi roligt glemme alt om sharia, separate domstole, terror, tørklæder, de 72 jomfruer i himlen for slet ikke at tale om forbud mod blasfemi eller krænkelser, herunder homoseksualitet, manglende tildækning af kvinders hår, lår, røv og bryster m.m.

Vi kan desuden tillade os den luksus at se bort fra, at muslimer – hvis de stemmer – stemmer på halalpartier, der vil have mere indvandring; det betyder ingenting – eller er ifølge JP’s lederskribent ligefrem opløftende. Lederskribenten tror fejlagtigt, at sagen kun handler om demokrati – og ikke om Danmark.

Vi ved, der var et Danmark før demokratiet, og vi må forvente, at der også vil være et Danmark efter demokratiet. Spørgsmålet er kun: hvilket?

Den liberal-socialistiske beroligelse i medier, politik og underholdning slører både den sociale virkelighed og den dybe strid, der deler den vestlige verden i to. Som den israelske samfundsforsker Yoram Hazony understreger i en ny bog om, hvad han anser for nationalismens fortrin, står vi blandt andet takket være årtiers voldsomme immigration i et vejkryds, der fører enten til nationalisme eller imperialisme.



Nationalismen og dens tilhængere ønsker at bevare deres politiske selvstyre og nationale kultur og traditioner. Imperialismen ønsker omvendt at integrere stadig flere menneskelige aktiviteter i overstatslige institutioner og retssystemer som EU og FN og gøre kloden til ét ”internationalt samfund”. Det er partikularister mod singularister. Konservative mod liberale socialister. Og kampen er kun lige begyndt.

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE11444659/vesteuropa-betaler-allerede-prisen-for-radikal-indvandringspolitik

Partipolitik hører hverken hjemme i kirken eller moskeen.

Stemmeprocenten er gået op i udsatte boligområder, og det er positivt, ligesom det er helt naturligt, at de røde partier står stærkt her. Men der er grund til at problematisere imamernes rolle i valget.
I mange år har den lave valgdeltagelse blandt indvandrere med rette vakt bekymring. Ved sidste folketingsvalg i 2015 var indvandrernes stemmeprocent hele 20 procentpoint lavere end etniske danskeres.

Nu ser det dog ud til, at udviklingen vender. Ved valget 5. juni steg deltagelsen markant i flere udsatte boligområder, hvor der bor mange indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. I Gellerupparken ved Aarhus steg stemmeprocenten for eksempel fra 64 procent i 2015 til 71 procent i år.

Det er og bliver positivt, at flere borgere benytter sig af deres demokratiske ret til at stemme, og det gælder bestemt også borgere med bopæl i de udsatte boligområder.

Vælgerne i for eksempel Gellerupparken, Vollsmose, Tingbjerg og på Nørrebro har ikke ladet deres krydser falde på samme måde som den samlede befolkning. De røde partier står meget stærkere, og særligt De Radikale er gået markant frem i flere af disse områder.

Det er dog hverken mærkeligt eller bekymrende: Der er også store stemmemæssige afvigelser fra det samlede billede, hvis man ser på særlige vælgergrupper defineret af for eksempel alder, indkomst eller uddannelse.

Til gengæld må det bekymre, at vælgerne har fået specifikke politiske anbefalinger i moskeerne. Det Islamiske Trossamfund i København inviterede til et vælgermøde forud for valget, hvor man anbefalede specifikke kandidater, som ifølge trossamfundet tjente muslimer bedst.

Fredens Moské i Aarhus har anbefalet muslimer at stemme på enten Enhedslisten eller De Radikale, ligesom moskeen har indgået i et valgudvalg med andre foreninger, hvor man arrangerede vælgermøder med bevidst udelukkelse af alle borgerlige partier.
Den kontroversielle tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, som blandt andet har forsvaret stening af utro kvinder, har også anbefalet muslimske vælgere at stemme på specifikke kandidater, blandt andre Enhedslistens Pernille Skipper.

Alle må deltage i den politiske debat, og det gælder naturligvis også præster, imamer og andre med religiøs tilknytning, ligesom det er helt på sin plads at få en opfordring til at stemme med på vejen i kirken, moskeen eller andre religiøse steder.

Men specifikke politiske anbefalinger fra trossamfund hører ikke hjemme i et sekulært demokrati. Det gælder naturligvis også kristne forkyndere, både i frimenighederne og i folkekirken.

Vi må stå fast på, at religion og politik er adskilt i det danske demokrati. Med Hørups ord deler vi os efter anskuelser – vi deler os ikke efter religion, for det er en privatsag.

Sådan er det ikke i muslimske lande, men sådan er det i Danmark, og sådan skal det blive ved med at være. Vi har plads til islam i Danmark, men det skal være en version af islam, der fungerer i vores samfund. Derfor må vi fortsat være opmærksomme på, diskutere og problematisere moskeernes politiske rolle.

Det er dog værd at bemærke, at vi jo ikke ved, om anbefalingerne har virket - og i givet fald hvor effektive, de har været. Der kan være andre grunde til, at flere indvandrere har stemt, og at en større andel af stemmerne er gået til for eksempel De Radikale. Fremkomsten af nye partier med voldsom antimuslimsk retorik kan have tilskyndet netop muslimske vælgere til at protestere i stemmeboksen, ligesom der ved dette valg har været flere netværk, som – blandt andet på sociale medier – har opfordret folk med indvandrerbaggrund til at stemme. Og netop radikale folketingskandidater har været aktive i disse netværk, naturligvis med det formål at kapre vælgere.

Det er helt uproblematisk, og noget som de borgerlige partier bør overveje også at gøre ved næste valg.

AMALIE LYHNE
https://www.berlingske.dk/ledere/partipolitik-hoerer-hverken-hjemme-i-kirken-eller-moskeen

Trossamfund anbefalede tusindvis af muslimer at stemme rødt


Aarhus-moskeen Fredens Moské anbefalede ved eid-middag kort før folketingsvalget tusindvis af muslimer at stemme rødt. Ikke et eneste borgerligt parti blev inviteret til valgmøderne i Aarhus. I københavnsk moské har man også peget enkelte kandidater ud for moskégængerne. Det er udemokratisk, lyder kritikken fra Venstre.

Tusindvis af muslimer fik kort før folketingsvalget en klar besked i en aarhusiansk moské: Stem på Enhedslisten eller Radikale Venstre. I en københavnsk moské blev moskégængerne tilsvarende anbefalet konkrete folketingskandidater, der ifølge moskeen tjente muslimer bedst. Det møder nu kritik fra flere sider.


Fredens Moské i Aarhus er et af de trossamfund, som har anbefalet muslimer at stemme på udvalgte partier. Moskeen har indgået i et særligt valgudvalg med andre foreninger i Aarhus Vest. Valgudvalget har indkaldt til vælgermøder, men bevidst valgte man at udelukke Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Stram Kurs. I stedet var kun Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten repræsenteret ved vælgermøderne.

https://www.berlingske.dk/danmark/trossamfund-anbefalede-tusindvis-af-muslimer-at-stemme-roedt

Trods Salvinis blokade: Kriminelle migranter sniger sig ind i Europa på »spøgelsesskibe«
Mens den italienske regering retter skytset mod NGO-redningsskibe i kampen mod den illegale migration, fortsætter en diskret og mindre omfangsrig trafik, der ifølge en ekspert imidlertid er langt mere farlig.

·        

Pludselig dukker de op om bord på mindre fartøjer, ofte sejlskibe, der er »fløjet« under radaren.
I mange tilfælde når de helt frem til Siciliens og Calabriens kyster, hvorefter de forsvinder ind i landet. Og hvis kystvagten forinden opdager fartøjerne, er de allerede kommet langt ind i italiensk territorialfarvand.
Italienerne kalder dem for sbarchi fantasma – spøgelsesankomster. For modsat de dramatiske redningsaktioner længere ude på Middelhavet med efterfølgende politiske slagsmål om, hvem der skal modtage de bjærgede migranter, foregår trafikken ad denne rute i al ubemærkethed.
Eller rettere: Sådan har det været indtil for nylig.
Alene i den forgangne weekend blev tre sejlskibe med omkring 200 om bord opdaget forskellige steder i det sydlige Italien. Det har fået italienske medier til at advare om, at en ny migrationsbølge er under opsejling.
»Trods indenrigsministeriets forsikringer er tilstrømningen ikke ophørt. Den er blot blevet atomiseret,« skriver eksempelvis La Stampa.

Er havnelukning ikke nok

Kampen mod den illegale migration er ellers indenrigsminister Matteo Salvinis mærkesag.
Siden hans højrenationale parti Lega for et år siden dannede regering med Femstjernebevægelsen, har en bombastisk politik på området vakt voldsom debat.
Ikke mindst beslutningerne om at lukke de italienske havne for NGO-redningsskibe og at styrke samarbejdet med Libyen trods rutinemæssige brud på migranternes menneskerettigheder i det nordafrikanske land.
Men er det alt sammen om ikke omsonst så i hvert fald utilstrækkeligt, fordi migranterne blot finder andre veje til at omgå blokaden?
Salvinis folk forsvarer sig med, at også antallet af spøgelsesankomster de seneste år er faldet markant. Og migrationseksperten Matteo Villa er enig i, at det sydeuropæiske land næppe står over for en ny invasion.

Kriminel bagindgang til Europa


»Italien vil på grund af sin beliggenhed altid være mål for en vis migration, og når spøgelsesankomsterne nu får opmærksomhed, er det fordi de udgør en relativt større andel af et meget mindre samlet antal af ankomster,« siger Matteo Villa, der er tilknyttet Istituto per gli Studi di Politica Internazionale til Berlingske.
Men det betyder på ingen måde, at trafikken er harmløs, understreger han. Problemet handler blot ikke om mængden af migranter, men om, hvem de er.
https://www.berlingske.dk/europa/trods-salvinis-blokade-kriminelle-migranter-sniger-sig-ind-i-europa-pa

  FACEBOOKS MODERATORER ER GÅET HELT AMOK Det ligner mere og mere personlige hetz mod de profiler der har en kritisk holdning til vort samf...