Manden bag jernmasken

Portræt. Israel har gjort elimineringen af Hamas-lederen Yahya Sinwar til et af de vigtigste mål i sin igangværende krig i Gaza. Nu er han død. Men hvem var Sinwar egentlig?

En kølig februardag i 1988 vandrede Yahya Sinwar gennem en frodig plantage i Gaza, tvunget af israelske agenter fra Shin Bet, Israels efterretningstjeneste for intern sikkerhed.

Sinwar indtog den dag en besynderlig rolle – han var en slags turguide for sine fjender. Uden tøven førte han agenterne langs stier i plantagen og pegede roligt på de steder, hvor han havde myrdet og begravet palæstinensiske informanter, der havde samarbejdet med israelerne.

»Jeg er klar til at fortælle jer alt – alt om ting, jeg har gjort, men aldrig talt om,« sagde Sinwar.

Denne åbenhed kom ikke som et chok. 

Arkivfoto: Ibraheem Abu Mustafa, Scanpix

Cirka tre år tidligere, i 1986, havde den 25-årige Sinwar i tæt samarbejde med Sheikh Ahmed Yassin, Hamas’ grundlægger, skabt en hemmelig organisation med et klart mål: at opspore og eliminere palæstinensere, der samarbejdede med Israel. Den skulle være Gaza's egen efterretningstjeneste, et spejlbillede af Shin Bet, med ansvaret for enklavens interne sikkerhed.

»Jeg besøgte ofte Ahmed Yassin dengang,« forklarede Sinwar senere om denne tid.

»Vi talte om Gaza, islam og de palæstinensere, der forrådte deres egne ved at samarbejde med Israel. Vi besluttede at samle information om kollaboratører og dem, der gik imod islam. Gaza blev opdelt i zoner, og moskeer fungerede som hemmelige samlingssteder, hvor oplysninger blev udvekslet,« forklarede han ifølge dokumenter, der nu opbevares i Israels Højesteret i Jerusalem.

Efter den dystre vandring i plantagen blev Yahya Sinwar anholdt og bragt til afhøring. Under det flere timer lange forhør leverede han detaljerede beskrivelser af mordene på kollaboratørerne. Han viste ingen tegn på anger, tværtimod var han stolt over sine handlinger, som han betragtede som retfærdige, nødvendige og dydige.

En af de palæstinensere, Sinwar opsporede, var en vis Rasmi Salim.

»Vi kørte i en hvid Peugeot, standsede ved Rasmi, fangede ham og tvang ham ind i bilen,« forklarede Sinwar under afhøringerne.

»Efter at have afhørt ham, tilstod Rasmi, at han havde forbindelser til den israelske efterretningstjeneste gennem en mand ved navn Abu Rami. Han tilstod også, at han lokkede kvinder ind i sin butik og udnyttede dem seksuelt.«

Sinwar og hans mænd kørte Rasmi til et øde sted i byen Khan Yunis uden at afsløre deres hensigter. Her fik den formodede kollaboratør en klud for øjnene, og blev skubbet ned i en grav. Sinwar kvalte ham med bare næver.

»Vi svøbte hans lig i et hvidt klæde og fyldte graven. Rasmi vidste, at han fortjente at dø,« erindrede Sinwar koldt under afhøringen.

En anden hændelse involverede Adnan Safur, endnu en gazaner, som var under mistanke for at samarbejde med Israel. Sinwar kidnappede ham med en pistol i ryggen, afhørte ham og sluttede med at kvæle ham med en palæstinensisk kefije. Kefijen – det palæstinensiske tørklæde – symbolet på palæstinensisk modstand og national identitet – blev det sidste, Safur så, inden plantagen blev hans grav.

Sinwar beskrev også andre mord. En formodet informant døde af hjertestop under Sinwars afhøring. En anden, Hussein al-Sir, en velhavende palæstinenser fra Khan Yunis, døde da Sinwars pistol gik af, før de nåede frem til bestemmelsesstedet. Sinwar og hans folk begravede ham i hast, og rensede bilen bagefter.

For disse drab og to drab på israelske soldater blev Yahya Sinwar i 1989 idømt fem livstidsdomme. Hans tid i fængslet blev skelsættende – både for ham, for Gaza, Israel og Mellemøsten. Det var her, han forvandlede sig til den kommende arkitekt bag den skæbnesvangre 7. oktober.

Fangen

Yahya Sinwar – også kendt som Abu Ibrahim – blev født i 1962 i en flygtningelejr i Khan Younis, Gaza. Hans familie, som så mange andre palæstinensiske familier, blev fordrevet under den arabisk-israelske krig i 1948, da israelske styrker indtog deres landsby al-Majdal, som nu er en del af byen Ashkelon i Israel.

Som ung blev Yahya Sinwar hurtigt grebet af en dyb religiøs overbevisning og en brændende vilje til at kæmpe for Palæstinas sag. Allerede som 20-årig, i 1982, blev han arresteret for undergravende aktiviteter.

Tre år senere, i 1985, blev han endnu engang kastet bag tremmer. Det var her, han mødte sin mentor, Sheikh Ahmed Yassin, Hamas' grundlægger, som skulle forme Sinwars skæbne og bane vejen for hans fremtidige rolle som en af bevægelsens mest frygtede ledere.

Det var dog først under hans lange fængselsophold fra 1989 til 2011, at Sinwar for alvor udviklede sig. Her, blandt de mest indflydelsesrige palæstinensiske fanger, styrkede han ikke blot sin ideologiske overbevisning, men også den strategiske tænkning, der senere skulle gøre ham til en central skikkelse i Hamas' politiske og militære ledelse.

Israelske forhørledere og fængselsbetjente har gennem årene fremhævet Sinwar som intelligent, karismatisk og frygtløs. Selv som fange optrådte han intimiderende over for israelerne, og kunne finde på at deklamere, at han en dag ville komme ud af fængslet, bytte plads, og afhøre dem som hersker.

»Han var frygtløs og skjulte aldrig sin hensigt om at dræbe Shin Bet-betjente,« sagde en Shin Bet-forhørsleder senere.

»Du kunne se det i hans øjne. Han var vores fange, men han hånede os uden frygt. Han forstod psykologisk krigsførelse allerede dengang. Som fange stod han foran dig og bandede og truede dig,« sagde en Shin Bet forhørsleder til den israelske avis, Haaretz, i april.

Sinwars tid i fængslet er blevet legendarisk, ikke kun i Gaza, men også i Israel. Hans stædighed og dedikation imponerede medfangerne, der så et idol i ham. Flere gange forsøgte han at flygte, blandt andet ved at grave et hemmeligt hul i gulvet i sin celle, fast besluttet på at bryde fri.

Medfangerne respekterede også hans brutalitet og snuhed. Selv fra fængslet fortsatte han sin nådesløse jagt på kollaboratører. Israelske myndigheder mistænker ham for at have stået bag drabet på mindst to medfanger, som han mente havde forrådt ham. Deres sønderskårne kroppe blev kastet ud af cellerne med en besked til vagterne:

»Tag hundenes hoveder,« stod der.

Selvom Sinwar var bag tremmer, holdt han stadig kontakt med Hamas-ledere, smuglede mobiltelefoner ind og brugte besøgende til at sende beskeder til Gaza. Han opfordrede ofte til at kidnappe israelske soldater, idet han vidste, at gidsler kunne bruges som magtfulde brikker til at forhandle palæstinensiske fanger fri. Han forstod tidligt, hvor langt israelerne ville gå for at få deres soldater hjem.

»Tilfangetagelsen af en israelsk soldat er for en fange det bedste håb i universet. Det åbner en livline, som kan bringe én tilbage til friheden,« reflekterede Sinwar senere.

Forfatteren

Men der var mere end blot brutalitet i Yahya Sinwar.

I de lange år bag tremmer kastede han sig også over intellektuelle aktiviteter.

Fra 1995 og syv år frem fordybede han sig i studier ved Israels Åbne Universitet. 

Dagene i fængslet blev til en stille kamp mod monotonien, og gennem bøgerne fandt han en flugt. Han lærte hebraisk, studerede jødernes historie om Første og Andet Tempel, rabbinerperioden, holocaust og zionismens rødder. Samtidig læste han statskundskab, hvor han lærte om magtens dynamikker og det israelske demokrati.

Efter at have afsluttet den første intellektuelle kamp, kastede han sig over en ny: at skrive sin første roman, Tornen og Nelliken.

På trods af fængslets strenge restriktioner fuldførte han værket i løbet af sine 15 år bag tremmer. Med hjælp fra tålmodige medfanger blev manuskriptet smuglet ud i små dele. Som en tue fuld af myrer, bemærker han i prologen, unddrog de sig vagternes årvågne blikke, og romanen nåede frem til Gaza bid for bid.

For Sinwar var denne handling mere end blot en sejr over fængslets begrænsninger. Det blev et stærkt symbol på, at selv de strammeste sikkerhedsforanstaltninger ikke kunne forhindre palæstinensiske fanger i at udtrykke deres ideer og håb. Ingen mission er umulig. Hans succes med at smugle romanen ud understregede hans indflydelse, ikke kun blandt medfangerne, men også i Hamas, hvor hans rolle havde været central, længe før hans navn blev kendt i Gaza, på Vestbredden og internationalt.

I Tornen og Nelliken følger vi en palæstinensisk familie, der i 1967 bor i al-Shati flygtningelejren i Gaza, efter at være blevet fordrevet fra deres landsby under krigen i 1948.

Sinwar forsøgte sågar at dæmpe spændingerne mellem Gaza og Israel i 2018 via en direkte sms-chat på hebraisk med premierminister Benjamin Netanyahu, ifølge den israelske avis Haaretz.

Sinwar åbner fortællingen med hovedpersonens tidligste minder, hvor den 5-årige Ahmed ser sin far grave et beskyttelsesrum under deres hjem under Seksdageskrigen. Familien venter, både håbefulde og frygtsomme, på, at den mægtige egyptiske hær skal komme dem til undsætning, mens de gemmer sig i et primitivt underjordisk skjul.

Men den triumf, de håber på, kommer aldrig. Skuffelsen i 1967 bliver i romanen et symbol på fremkomsten af en ny generation af modstandskæmpere. Et gennemgående tema i Tornen og Nelliken er, at når alle andre muligheder er udtømte, bliver optrapning og vold den eneste vej frem. 

Romanen afslører en dybere filosofi hos Sinwar, som i 1967 selv var 5 år gammel ligesom protagonisten: at en afgørende konfrontation med den israelske besættelse er uundgåelig; noget han beskriver som nødvendigheden af at »ændre ligningen.«

Føreren

I 2011 blev Sinwar løsladt af Israel som en del af en stor fangeudveksling, hvor over 1.000 palæstinensere blev byttet til den israelske soldat Gilad Shalit. Hans yngre bror, Mohammed Sinwar, menes at have spillet en central rolle i tilfangetagelsen af Shalit.

Da Sinwar vendte tilbage til et forvandlet Gaza efter 22 år, indtog han hurtigt en magtfuld position i Hamas.

I 2013 blev han valgt til politbureauet i enklaven, og i 2017 overtog han rollen som leder. I modsætning til ledere som Ismail Haniyeh og Khaled Mishaal, der var vant til verdens bonede gulve og internationale medier i Istanbul og Doha, forblev Sinwar en mindre kendt ansigt uden for Gaza.

Forsoneren

I 2018 signalerede Sinwar en mulig ændring i Hamas' militante tilgang og antydede, at en ny krig med Israel ikke var i nogens interesse.

I et interview fra 2018, som blev offentliggjort i den italienske avis la Repubblica, talte han om den »historiske mulighed for forandring« i regionen og understregede, at ingen havde interesse i endnu en konflikt i Gaza.

»Det, jeg siger, er, at jeg ikke ønsker flere krige. Vi kan ikke vinde i en direkte konfrontation med en atommagt« erklærede Hamaslederen.

Sinwar forsøgte sågar at dæmpe spændingerne mellem Gaza og Israel i 2018 via en direkte sms-chat på hebraisk med premierminister Benjamin Netanyahu, ifølge den israelske avis Haaretz.

I de efterfølgende år styrkede Sinwar sine relationer i regionen, herunder forbindelserne til Egypten, samt en fornyet alliance med Iran. Dette skete efter uenigheder om borgerkrigen i Syrien, hvor Hamas havde støttet oprørerne – i modsætning til Assad og modstandsaksen, som Iran var en del af.

Men så vendte han på en tallerken i 2022.

Med dannelsen af Israels mest højreorienterede regering nogensinde og øgede israelske aktiviteter ved al-Aqsa-moskeen samt signaler om en mulig israelsk normalisering af forholdet til Saudi-Arabien, fik både Sinwar og andre ledere i Hamas nok. De besluttede at mobilisere palæstinenserne og regionen.

Sammen med andre Hamas-ledere advarede Sinwar i december 2022 om en kommende konfrontation. Han gentog truslerne i begyndelsen af 2023. Og så kom den 7 oktober.

Siden har Israels gengældelse været altomfattende: destruktionen af Gaza, invasionen af Libanon og en parade af likvideringer i Gaza, Libanon, Syrien, og Iran mod topfolk i modstandsaksen.

Israels målrettede likvideringer af så mange ledere synes at have svækket Hamas og Hizbollah betydeligt.

Nogle mener, at de to bevægelser ikke længere udgør en strategisk trussel. I hvert fald ikke på mellemlang sigt.

Meget muligt forregnede Sinwar sig med terroraktionen den 7. oktober.

Den amerikansk-palæstinensiske historiker Rashid Khalidi mener, at Sinwar måske havde forventet en langt mere vedholdende reaktion fra palæstinenserne i de besatte områder og håbet på, at Hizbollah, andre Iran-allierede militser og måske endda Iran selv ville gå planken ud, og træde ind i krigen mod Israel.

Ifølge Khalidi ses angrebet den 7. oktober nu som et klart bevis på, hvor begrænset Hamas' forståelse af de regionale og globale dynamikker egentlig er.

»På trods af Hamas’ ledernes strategiske evner i mange henseender lider de under det, jeg vil kalde tunnelsyn,« kom det spydigt fra Khalidi i juni.

Folkets martyr

Manden med tunnelsynet mødte dog ikke sin skæbne i en underjordisk tunnel, som mange havde forventet.

Hvorfor han ikke gemte sig i tunnelerne, men i stedet valgte at stå ansigt til ansigt med de israelske soldater i direkte kamp, forbliver nok et mysterium.

Måske var tunnelerne kollapset under bomberne, måske var forsyningerne svundet ind til ingenting, eller måske var de israelske styrker simpelthen kommet for tæt på. Det kan også være, at han var blevet træt af tunnelernes klaustrofobiske mørke og den krig, der syntes uden ende. Eller måske indså han til, at hans død kunne være den brik, der bragte krigen til en afslutning.

I Gaza blev hans navn de senere måneder forbandet i de daglige samtaler. Mange mente, at han, fra sit skjul i tunnelerne, havde påført dem sult, ydmygelse, sygdom, fattigdom og død – og gemt sig som en kujon.

I Gaza og flere arabiske lande æres han i stilhed som endnu en martyr, der ofrede sit liv i den lange kamp mod det, mange ser som Israels nådesløse undertrykkelse.

Men den fortælling har nu taget en uventet drejning. Den israelske hær begik få timer efter drabet et markant selvmål ved at offentliggøre de sidste øjeblikke af Sinwar liv i en droneoptagelse – noget hæren nu officielt har erkendt.

I videoen ser man Sinwar sidde i en sønderbombet lejlighed, iført militærdragt, omgivet af smadrede møbler og et lag støv. Hans ene arm er væk, men hans blik er uanfægtet, fast rettet mod dronekameraet, med en palæstinensisk kefije viklet om hovedet. Udmattet, men stolt, kaster han et stykke træ mod dronen – en sidste, symbolsk gestus af oprør.

I Jerusalem, Paris, København og Washington, D.C. blev nyheden om hans død modtaget med glæde.

Her bliver Sinwar betragtet som en af de mest modbydelige terrorister i moderne tid. En brutal morder, der koldblodigt havde dræbt både sine egne og uskyldige israelere, for til sidst at møde en patetisk død.

I Gaza og flere arabiske lande æres han i stilhed som endnu en martyr, der ofrede sit liv i den lange kamp mod det, mange ser som Israels nådesløse undertrykkelse.

For mange arabere og muslimer døde han på slagmarken – en bedrift få ledere opnår i dag – og han har nu indtaget sin hædersplads i Allahs pantheon, side om side med de helte, der faldt før ham.

Vil hans død afslutte krigen? Det kan ingen forudse. Men man kan forestille sig, at når også Yahya Sinwars bror, Mohammed Sinwar, der nu leder Hamas, bliver dræbt, vil en ny generation af Hamas-krigere træde frem. Måske venter de allerede i tunnelerne under Gaza eller i israelske fængselsceller.

Men vækkelsen finder sted i begge lejre. Om Sinwar forstod det til sidst eller ej, har han også vakt noget i israelerne.

Hamas-lederen blev dræbt af en israelsk infanterisoldat med blot ni måneders tjeneste bag sig. Den 7. oktober var den Sinwars banemand endnu ikke trukket i uniform.

Han kom ikke fra Israels legendariske Shaldag-enhed. Han var ikke fra mægtige Mossad. Han var heller ikke fra flyvevåbnet. Det var blot en ung, uerfaren soldat, der satte det endelige punktum for Sinwars liv.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2024-42/udland/manden-bag-jernmasken

Waleed Safi (f. 1984) er historiker fra Københavns Universitet. Han taler fire arabiske dialekter og har gennem en årrække boet i Kairo, Bagdad, Beirut, Istanbul og Ankara. På Weekendavisen skriver han om politik og kultur i Mellemøsten.

wale@weekendavisen.dk

 

Minky:
INDENFOR MURERNE.

»Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive det.« Mette Frederiksen om 7. oktober, Israel, Gaza og det jødiske mindretal. Om et år, der har defineret hendes tid som statsminister.

Lørdag den 7. oktober 2023 skulle Mette Frederiksen til en 60-års fødselsdag. Terrorangrebet i Israel havde været i gang siden morgenstunden, omfanget var stadig uklart. Men statsministeren kunne tydeligt mærke, siger hun, at begivenheden var skelsættende – for Mellemøsten og for Danmark.

»Da jeg gik hen til fødselsdagen, havde jeg det ligesom med 11. september 2001. Det var jo en massakre, det største angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Jeg var ikke i tvivl om, at det ville få vidtgående indflydelse, og at det også ville sætte sig i vores eget samfund,« siger hun.

Vi sidder på Marienborg sidst i september, og Mette Frederiksen er netop kommet tilbage fra FN-samling i New York, hvor Danmark har stemt blankt til en kritisk resolution mod den israelske besættelse. Frederiksen er blandt Israels mest loyale støtter og har været meget tilbageholdende med kritik. Hendes position har formet hendes tid som statsminister, hvilket hun virker helt afklaret med. Ifølge sine kritikere er hun både »børnemorder« og har »blod på hænderne«. I kritikernes øjne udviser hun enorm mangel på empati for palæstinensernes sorg og frustration.

»Der er ingen tvivl om, at det er Europas lod at have et særligt blik på jøder, det har jeg altid følt mig forpligtet af,« siger hun. »Anden Verdenskrig er definerende for min generation, og vi gav et løfte om, at det aldrig måtte ske igen. Det har jeg altid taget meget alvorligt, og det gør jeg fortsat.«

Hun mener ikke, at Danmark »kan placere sig noget andet sted«:

»Israel er et land med en kort historie, men en kort historie har det jødiske folk ikke. Israel har altid haft det svært, og det er indiskutabelt for mig, at resten af verden skal støtte Israel.«

»Ubærligt at se«

Jeg påpeger det åbenbare: Israel har dræbt over 40.000 palæstinensere, hovedparten civile. Forleden udsendte Hamas en liste over døde palæstinensiske børn, og på de første 14 sider med endeløse navne stod et »0« ud for deres alder. Mener Mette Frederiksen stadig, at det forholdsmæssigt er rimeligt i moralsk, menneskelig forstand?

»Det er ubærligt at se lidelserne i Gaza,« siger hun. »Det har Danmark som del af det internationale samfund påtalt mange gange. Det skal vi blive ved med. Men Israel slås mod Hamas, der er fløjtende ligeglade med civile ofre. Det er deres strategi at ofre mange mennesker. Vi må anerkende, at det er en terrororganisation, der ekstremt kynisk skubber gravide, børn, syge, hele hospitaler foran sig. Der er israelernes udfordring, at vi må forvente mere af dem, og derfor må vi bede dem om at tage nogle hensyn, der er nærmest umulige at tage i et legitimt selvforsvar.«

Men, indvender jeg, næsten alle mener jo, at Israel har ret til at forsvare sig selv; mange påpeger blot også, at grænsen for længst er overskredet. Danmark har jo ikke ligefrem stået forrest i kravet om en våbenhvile?

»Det er rigtigt, det har vi ikke, for det ville betyde, at Hamas ville kunne fortsætte deres krigsførelse, mens beskeden til Israel var, at de ikke ville kunne gøre mere,« siger Mette Frederiksen.

Jeg prøver flere gange at udfordre hendes forklaring: Måske er det faktisk, som mange propalæstinensere siger, at der er forskel på menneskeliv? Var 40.000 israelere blevet slået ihjel, ville hun og hele den vestlige opinion da ikke have fundet det helt uacceptabelt?

»Jeg er ikke enig i, at man kan lægge menneskeliv på en forskellig vægt,« siger hun. »Det er udtryk for, at mange af os godt ved, hvor ufatteligt kompliceret det er. Det står ikke i modsætning til at have enorm sympati for de civile i Gaza. På samme måde er det med nye front med Hizbollah, hvor der er mange civile ofre. Her er der også tale om en terrororganisation, hvor vi må kræve, at Israel tager hensyn, som dets fjender ikke tager.«

Mette Frederiksen insisterer på, at hun bliver lige så følelsesmæssigt påvirket af de mange palæstinensiske ofre.

»Personligt vil jeg gerne have mig frabedt at blive beskyldt for at være ligeglad med nogle menneskeliv frem for andre. Jeg meldte mig ind i ANC i Sydafrika, da jeg var 12 år gammel. Det er en meget ærgerlig måde at diskutere det på. Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikeres private hjem. Jeg opfatter meget af den debat som en form for sindelagskontrol, der forhindrer, at man kan diskutere med hinanden. Jeg vil ikke acceptere, at man får ret, fordi man råber meget højt, bruger skældsord, begår hærværk eller kommer med dødstrusler.«

»Det skal tvinges igennem«

Man siger, at udenrigspolitik ikke bestemmer folks virkelige politiske interesser, men det seneste år har vist noget andet. »Det er jo et emne, der har splittet venner og familier ad,« siger statsministeren, ligesom Israel/Palæstina markerer en stor generationskløft. 

Men det er svært for mange at have to faktiske sandheder i hovedet på samme tid: At Israel er truet på sin eksistens. Og at Israel er en besættelsesmagt. Begge dele er rigtigt. Har statsministeren også svært ved denne dobbelthed? 

Israels kritikere peger jo ofte på besættelsen af Vestbredden som det afgørende problem. Trak Israel sig ud, ville de heller ikke have problemer med den jødiske stat. Forleden blev der fremsat en hård FN-resolution, der kræver, at Israel bringer besættelsen til ophør. Mange lande stemte for, også Frankrig, Spanien og Norge, men ikke Danmark. Vi stemte blankt.

»De resolutioner fremsættes ikke med det formål at hjælpe på situationen,« siger Mette Frederiksen. »Vi stemte blankt sammen med Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland, fordi der intet stod om terrorangrebet 7. oktober eller om at sikre begge befolkninger i to stater.«

– Har du nogensinde været på Vestbredden? I Jenin eller Nablus?

»Nej.«

– Det er jo en brutal besættelse, som du nok ved. Det er ret chokerende at se. Et system af undertrykkelse, en overmagt, der dagligt kontrollerer og ydmyger palæstinenserne. Det er en total retsløshed, og hvis man ikke kan lide ordet apartheid, må man finde på et andet, der betyder det samme.

»Jeg tænker, at det bedste, Israel kunne gøre, var at få det bragt til ophør.«

• Men hvad skal de palæstinensere gøre, der faktisk ønsker fred? Israel har i 25 år lukket fredelige politiske kanaler og undergravet det palæstinensiske selvstyre. Hvad gør en palæstinenser, der ikke bare vil acceptere besættelse og kontrol?

• ”Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikernes private hjem.”

• Mette Frederiksen, Statsminister

»Jamen der er sket en radikalisering på begge sider. Og konsekvenserne af konflikten er blevet for store – også for resten af verden. Det er derfor, jeg mener, vi må gennemtvinge en tostatsløsning, hvor bosættelserne stopper.«

– Hvad mener du med gennemtvinge, det lyder heftigt?

»Er det så heftigt endda? Det er lidt mærkeligt, at resten af verden tages som gidsler i noget, der vedrører relativt få mennesker og er så geografisk afgrænset. Så jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«

– Militært til stede?

»Det skal jeg jo ikke designe, men jeg synes ikke, man skal afvise noget. Jeg tror ikke, der er anden vej.«

– Nye virkemidler, siger du. Støtter du sanktioner mod Israel, hvis man ikke ruller besættelsen tilbage?

»Det kommer an på, hvad vi taler om. Jeg tror ikke, de velkendte midler er tilstrækkelige.«

– Det lyder som et ja til sanktioner?

»Jeg tror ikke på, at sanktionsvejen vil skabe en tostatsløsning. Det betyder ikke, at sanktioner ikke kan være rigtige på et tidspunkt. Jeg tror, man bliver nødt til at gøre noget ret nyt og radikalt for at få en tostatsløsning. Og det ville være uden opbakning fra den siddende israelske regering. Det er rigtigt.«

– Kan man formulere det sådan, at du faktisk mener, at også Danmark må bidrage til at sætte Israel under et langt større pres for at stoppe besættelsen?

»Ja, det kan du godt sige, ja.«

– Bosætterbevægelsen og det nationalistiske, religiøse Israel har taget magten og undergraver åbenlyst demokratiet i selve Israel. På et eller andet tidspunkt betyder det vel noget, hvad det er for et Israel, du støtter?

»Nej, det gør det altså ikke. Jeg ønsker en palæstinensisk stat på trods af Hamas. Og jeg lader ikke min eller Danmarks støtte til Israel afhænge af, hvilken regering der sidder i Israel. Det er det eneste sted, jøder har en legitim ret til at være, det er ikke for meget forlangt på en så stor jordklode. Støtten til Israel er for mit vedkommende uafhængig af, om jeg er enig med Netanyahu. Man må stå op for sine principper.«

»Jeg savner forargelse«

For Mette Frederiksen er sammenhængen mellem situationen i Mellemøsten og forholdene i Danmark det mest iøjnefaldende det sidste år.

»Antisemitismen er blusset op på en helt ufattelig måde, og det bliver vi nødt til at sige, som det er. Det kommer fra folk, der er kommet til Danmark udefra, men der er også klare strømninger på venstrefløjen. Det har taget fat i Danmark, senest med mistanke om et brandattentat på en kvinde, alene fordi hun er jøde. Man skal være meget, meget varsom med, hvor man lægger ordene i denne debat,« siger hun.

»Vi blev selv ramt af angrebet på synagogen i 2015, hvor jeg var justitsminister, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, at der ikke er større forargelse og oprør over, at de eneste i vores land, der går i skole under politibeskyttelse, er jødiske børn. Små børn, der knap kender deres etniske eller religiøse ophav. Jeg savner et engagement i de problemer, vores jødiske medborgere har.«

– Hvilket engagement?

»Et virkeligt og nuanceret engagement. Flere unge, elever og studerende, også med muslimsk baggrund, fortæller mig om det, jeg opfatter som ensidig sindelagskontrol. Du startede med at spørge mig, om jødiske liv tæller mere end palæstinensiske liv. Det interessante er jo, hvis du stiller spørgsmålet den anden vej. Betyder jødiske liv noget for dem?«

– Det er svært at opretholde en klar skelnen mellem Israel og jødiske samfund i Europa?

»Ja, men der er jo den sammenhæng, at der i mine øjne ikke findes en fremtid for det jødiske folk, uden at Israel findes. Alene af den årsag, at vi ikke altid evner at beskytte jøderne i Europa. Det er den smertelige sandhed, og så stiger behovet for at sikre et sted, hvor de kan være i sikkerhed. Og når de så heller ikke kan være i sikkerhed i Israel, bliver vi jo nødt til at understøtte Israels selvforsvar.«

– På et tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at henvise til Anden Verdenskrig, når man forsvarer Israel?

»Det er et godt spørgsmål. Problemet er bare, at det ikke er en fjern historie. Det kan godt være, at du kunne have ret i det, hvis Holocaust var sluttet i 1945. Men antisemitismen lever, i ord og i ånd og i handling. Det var unge jødiske drenge og piger, der var samlet den nat i synagogen, da én forsøgte at slå dem ihjel. Det findes i Europa.«

»En alvor, en smerte«

Angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015 ændrede hende, fortæller hun, ligesom hendes viden om truslerne mod Danmark har forandret hende.

»Man bliver aldrig helt det samme menneske. Det giver en alvor, en smerte. Det er så uforståeligt, at man kan komme til Danmark som første generation, anden, tredje generation og have så stort et had til vores samfund, at man vil slå ihjel.

– Hvad skyldes smerten?

»Det er jo sådan et lidt dybere spørgsmål. Det er den konkrete viden om den voldsparathed, der findes. Jeg kan ikke få det til at gå væk. Selvfølgelig kan vi gøre alt muligt for at forhindre, at folk bliver radikaliserede. Vi kan bare ikke forebygge os ud af det hele. Derfor bygger vi hele tiden muren højere og højere, indfører strengere straffe, bruger flere og flere penge på politiet og efterretningstjenesterne. Hver eneste gang, der er en, der bliver overfaldet i nattelivet og bliver halvt eller helt invalideret, har jeg følt en fysisk smerte, og sådan har jeg det også med det jødiske mindretal.«

Mette Frederiksen fortsætter: »Jeg har opgivet at få alle til at ville beskytte vores jødiske mindretal. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får dem til det. Det gælder både i det yderste venstrefløjsmiljø og i indvandrermiljøet. Jeg tror ikke, vi kan komme det til livs. Og det er altså en kæmpe falliterklæring.«

– Hvordan er det en falliterklæring?

»At vi bare bygger en stadig højere mur. Med mere og mere beskyttelse. Det er jo ikke særlig dansk – det viser vores egen danske historie med jøderne under Anden Verdenskrig jo, selvom vi, der lever i dag, ikke kan prale med den. At beskytte sine egne mindretal er en meget, meget vigtig del af det at være et demokrati. Når man bliver ligeglad med sine mindretal, mister man forståelsen for, hvad et helt folk er, også selvom vi kommer med forskellige afsæt og forskellige udtryk. Så ja, vi kommer til at bygge muren endnu højere, hver gang der er behov for en ny mursten. Men jeg begræder det, det er virkelig en stor smerte for mig. Jeg kommer aldrig til at kunne forstå det, og jeg kommer i virkeligheden aldrig til at kunne tilgive det.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2024-40/samfund/indenfor-murene

Martin Krasnik (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

kras@weekendavisen.dk

 

Mette Frederiksen:
DET FORBLIVER EN KÆMPEGÅDE, HVORFOR MAN BETRAGTER HENDE SOM EGNET KANDIDAT TIL INTERNATIONAL TOPPOST.

Man forstår ganske enkelt ikke hvad HR afdelinger i EU bruger deres tid på, fakta må være at de ikke regner kvalifikationer for noget, men man kan mistænke at der ligger helt andre ting bag kvalificeringen.

Det hele bliver endnu mere problematisk fordi man rent faktisk kun behøver at kigge et sted hen – JOURNALISTA.DK – der kan man pille hele hendes CV fra hinanden og få ord på den måde hun håndterer magt.

Ny taktik for at skjule oplysninger om Mette F: Dokumenter arkiveres forkert – i årevis.

Taktikken bruges af Mette Frederiksen tidligere hjemkommune, efter eksempelvis Københavns Universitet tidligere har oplyst at have ”mistet” væsentlige dokumenter, der relaterer sig til statsministerens ulovlig optagelse på en masteruddannelse i Afrikastudier.

Er der én ting der i høj grad klæber til Mette Frederiksen, er det at en lang række vigtige og potentielt skadelige dokumenter og oplysninger på en iøjnefaldende måde forsvinder. Ikke kun i forbindelse med Minkskandalen, hvor sms-beskeder først blev slettet og efterfølgende ikke kunne gendannes, men fx også i relation til hendes master-uddannelse i Afrikastudier.

En deltidsuddannelse over 2 år alene i eksamensmæssig forstand bestående af skriftlige hjemmeopgaver, hvor Københavns Universitet har erkendt, at hun blev optaget i strid med reglerne.

Men hvordan det præcist gik til at statsministeren blev optaget på sin masteruddannelse er dog ikke noget, som universitetet mener at kunne hjælpe med.

Således har det teologiske institut tidligere oplyst, at referatet fra studienævnsmødet hvor Mette Frederiksen blev optaget er forsvundet – men at referaterne fra møderne både før og efter politikerens optagelse omvendt nemt har kunnet findes.

Men indenfor den kommunale verden, har man taget noget anderledes midler i brug for at undgå at andre markante forhold omkring Mette Frederiksen skal nå ud til offentligheden. Forhold der fremgår af en klagesag, som Journalista.dk nu to omgange har vundet over hendes nu tidligere hjemkommune Furesø.

https://journalista.dk/ny-taktik-for-at-skjule-oplysninger-om-mette-f-dokumenter-arkivers-forkert-i-aarevis/

Mette F optaget i strid med reglerne på Danmarks billigste masteruddannelse – som næsten ingen går på.

Bag Mette Frederiksens masteruddannelse i Afrika-studier, gemmer der sig en fortælling om ikke kun forsvundne dokumenter i forbindelse med optagelsen i strid med reglerne.

Men også en særdeles billig uddannelse, som kun meget få ønsker at gå på. Kombinationen af meget få optagne på en efter forholdene ekstremt billig uddannelse, gør de mistede dokumenter endnu mere iøjnefaldende.

Næsten uden undtagelse er det gratis at læse i Danmark, når der ses bort fra udgifter, der knytter sig til bøger, kopiering og andre lignende forhold. Men der er dog minimum én væsentlig undtagelse i form af masteruddannelserne, som indeholder et krav om egenbetaling.

Det skyldes at masteruddannelser er at anse for efteruddannelse, fordi optagelsen kræver erhvervserfaring efter opnåelsen af en bachelorgrad. Efteruddannelsesforløbet gør samtidig, at der normalt heller ikke tale om et fuldtidsstudie, fordi et års fuldtidspensum deles ud over to år – hvilket gør det muligt for den studerende at arbejde ved siden af.

Det gør samtidig at undervisningsformen er meget anderledes, end hvad der kendes fra fuldtidsstudier på eksempelvis kandidatniveau. Ofte vil eksaminerne næsten udelukkende kunne klares i form af skriftlige afleveringer, ligesom modulerne kan tages i et helt andet tempo, end der kendes fra en traditionel to-årig kandidatuddannelse.

Optagelsen af Mette Frederiksen på masteruddannelsen i Afrika-studier skete på trods af, at hun ikke opfyldte en væsentlig forudsætning. En ulovlig optagelse hvis præcise forløb henstår noget i det uvisse, fordi Københavns Universitet på en iøjnefaldende måde, har mistet væsentlige dokumenter.

Af en del af optagelserne der ligger til grund for podcasten du kan hører ved at klikke på playeren over denne artikel, fremgår samtidig at der langt fra er tale om en uddannelse, som ret mange ønsker at tage. Således oplyser uddannelseslederen for Teologisk Institut ved Københavns Universitet, som Mette Frederiksens masteruddannelse i Afrika-studier hører under, at der normalt kun optages 1-2 om året.

Det endda på trods af, at masteruddannelsen i Afrika-studier er den billigste masteruddannelse, der udbydes på Københavns Universitet. Mens MBA-uddannelser alene i uddannelsesgebyrer kan koste op mod 350.000 kroner, løber regningen for Afrika-studierne alene op i omkring 20.000 kroner.

https://journalista.dk/mette-f-optaget-i-strid-med-reglerne-paa-danmarks-billigste-masteruddannelse-som-naesten-ingen-gaar-paa/

Universitet optog ulovligt Mette F – nu er papirerne fra optagelsen pludselig forsvundet.

Ting har det med at forsvinde fra eller omkring Mette Frederiksen, når der er belastende sager på vej. Som det eksempelvis var tilfældet under Minkskandalen, hvor sms-beskeder var blevet slettet.

Nu kan Bjørknæs.dk afslører, at der også er andre vigtige dokumenter, der på lignende måde pludselig synes at være forsvundet.

Universitet optog ulovligt Mette F – nu er papirerne fra optagelsen forsvundet

Fra Københavns Universitets side lyder det, at der ikke umiddelbart er nogen forklaring på, hvorfor det lige præcis er afgørende oplysninger fra Mette Frederiksens optagelse, der pludselig ikke længere kan findes.

I forbindelse med Minkskandalen fik Mette Frederiksen øgenavnet SletteMette af Ekstra Bladet, der ellers tidligere har opfordret sine vælgere til stemme på Socialdemokratiet.

Men det er ikke kun sms-beskeder, som pludselig synes at forsvinde fra Mette Frederiksen i sager, der kan være belastende for den socialdemokratiske statsminister.

Således kan Bjørknæs.dk nu afslører, at det også drejer sig om dokumenter fra hendes uddannelse på Københavns Universitet. Papirer der ellers kunne kaste lys over, hvorfor statsministeren blev optaget på Afrika-studierne i strid med regler, hun selv havde været med til at vedtage.

Lånt hos Facebook ven - sammenfatning:

På journalista.dk har man igennem en lang periode samlet alle Mette Frederiksens udskejelser for danske skattekroner. Ikke mindre end 11 hele sider, hvor den ene sag erstatter den næste. En stor del af problemet har været at mange steder har man simpelthen skjult belastende bilag, men følgende sager kan man bl.a læse om på siden :

JOURNALIST A.DK

Mette F scorede kæmpe fratrædelsesgodtgørelse – men størrelsen holdes skjult. - Mette Frederiksen optaget på Afrika-studier i strid med reglerne – som hun selv var med til at vedtage. - Regningen for Mette Frederiksens brug af privatfly er nu officielt forsvundet. - Mette Frederiksens brors firma støttede hendes valgkamp – nu har det pludselig fået tosifret millionordrer. - Mette Frederiksen får hjælp til at skjule bilag : Sådan ser systemet stort på reglerne – og hvordan borgerne kan tage kampen op. - Mette Frederiksen chokerer : Tog ruteflyet til Paris for at hylde Vingegaard – men prisen holdes skjult. - TV2-stjerne fik VIP-behandling på skatteydernes regning – under lukseriøs Mette Frederiksen-rejse. -

Statsministeriet erkender : Vi har – igen – overtrådt reglerne i sag om udgifter til Mette Frederiksens tjenestebolig. - Mette Frederiksen ansætter valgkampsekspert – på din regning. - Statsministeriet fyldte vinlageret op året hvor Mette Frederiksen blev gift. - Mette Frederiksen gav ministers kæreste kæmpe bonus oven i millionlønnen – på vej ud af døren. - Mette Frederiksen giver sin foretrukne it-rådgiver årsløn på 2.4 millioner kroner – og holder lønforhøjelser og bonusser skjult. - Mette Frederiksen fortsætter lønfesten : Får ny webassistent til 627.028 kroner i årsløn – med mindre hær af kollegaer som løser lignende opgaver. - Statsministeriet under Mette Frederiksens ledelse : Dokumenter eksisterer ikke eller mørklægges. - Mette Frederiksens lønfest fortsætter : Giver sin taleskriver kvart million mere i løn end hvad andre ministre betaler deres. - Dokumentationen er pist væk : Mette Frederiksen fik gratis produceret PR-video for skattekroner – men Statsministeriet aner ikke hvordan det foregik

 

Gadefred. Enhedslisten ændrer politik og støtter Gaza-demonstrationer under visse betingelser. Kræfter i baglandet vil gå endnu længere.

Ø mellem flod og hav

På et ekstraordinært møde i Enhedslistens hovedbestyrelse (HB) onsdag i sidste uge traf partiets øverste organ en beslutning, der ændrer den linje, partitoppen har lagt siden Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober sidste år.

Hidtil har partiet ikke officielt været til stede ved de talrige demonstrationer mod krigen, men fremover bakker man op om de landsdækkende demonstrationer, der arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina, hvis ellers grundlaget lever op til en række principper, som hovedbestyrelsen ved samme lejlighed fastlagde.

Få dage efter angrebet 7. oktober var politisk ordfører Pelle Dragsted ganske klar i mælet, da han på det sociale medie X skrev:

»Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden. Den reaktionære politiske islamismes fremmarch i den arabiske verden siden 80erne er noget af det værste der er sket for den palæstinensiske sag.«

De landsdækkende demonstrationer mod Gazakrigen arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina. Foto: Martin Lehmann, Scanpix.

Opslaget var givet et forsøg på at udøve rettidig omhu, så partiet ikke endte i en situation, der mindede om den, der opstod efter Ruslands invasion i Ukraine, hvor medlemmer af Enhedslistens internationale udvalg valgte at demonstrere foran USAs ambassade, hvilket medførte en del panik i de parlamentariske lag.

Siden oktober har både Dragsted og udenrigsordfører Trine Pertou Mach ganske vist optrappet kritikken af Israels krigsførelse, styrket kravet om en humanitær våbenhvile samt fremsat krav om stop for dansk eksport af dele, der kan anvendes i våbenindustrien. Men kun lokale afdelinger har stedvist bakket op om demonstrationerne.

Afstanden til Hamas

Den beslutning har hele vejen igennem vakt frustration i visse dele af partiet, der har presset på, for at partiet officielt skulle med ud på gaden. Betænkeligheden ved at gøre det skyldes blandt andet, at Stop Annekteringen af Palæstina har haft en noget tvetydig holdning til Hamas og Israel.

I januar fik debattøren Jaleh Tavakoli besked på at fjerne et skilt med teksten »Befri Gaza fra Hamas« fra en demonstration i København med den begrundelse, at skiltet ikke levede op til demonstrationens grundlag.

Ifølge deres egen side på Facebook administreres Stop Annekteringen af Palæstina af organisationen Internationalt Forum, der på sin hjemmeside blandt andet bringer analyser af Israel skrevet af Blekingegade-medlemmet Torkil Lauesen, mens Stop Annekteringen af Palæstinas officielle talsmand, Bilal Al-issa, ved flere lejligheder har kaldt det hetz og en afsporing af debatten, at medier har spurgt, om han vil fordømme Hamas' terrorangreb.

En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina.

MEDLEMSFORSLAG TIL ÅRSMØDET I MAJ

Det er den organisation, Enhedslisten nu rykker tættere på, og et internt referat fra det afgørende hovedbestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet, vidner om, hvilken balanceakt der har været. En kamp fra komma til komma.

Forretningsudvalgets oprindelige forslag til en udtalelse begyndte med sætningen »Netanyahus Israels krigsforbrydelser vil ingen ende tage«. Allerede det udløste to ændringsforslag. Ifølge det ene skulle der bare stå »Israels krigsforbrydelser«. Ifølge et andet, som endte med at blive vedtaget, er krigsforbryderen den israelske regering.

Næste stridspunkt var følgende tilsyneladende uskyldige formulering:

»Enhedslisten arbejder for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten, der sikrer lige rettigheder for palæstinensere og israelere og retten til at leve i deres egen stat med frihed og tryghed for begge parter.«

Her var der ikke mindre end to ændringsforslag. Det første var, at ordene »i deres egen stat« skulle slettes. Begrundelsen var, at man ikke skal forholde sig til en bestemt forhandlingsløsning, men reelt dækker det over, at en fløj i Enhedslisten ikke støtter den officielle partilinje om en tostatsløsning, hvilket vi vender tilbage til.

Dette ændringsforslag faldt med stemmerne 7-8, mens et forslag om at slette formuleringen »for begge parter« faldt med 6-9.

Vigtige stiløvelser

Man skal ikke tage fejl af, at det hele kan ligne semantiske stiløvelser. I venstrefløjskulturen er udformningen af resolutioner en klassisk disciplin, der tillægges betydelig politisk betydning. Eksempelvis ligger der stor symbolværdi i hovedbestyrelsens diskussion om følgende formulering:

»Enhedslisten kræver, at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav. Vi kræver også, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdte uden rettergang.«

Ændringsforslaget til det punkt siger det samme, men er alligevel anderledes. Forslaget gik nemlig ud på at bytte rundt, så der stod:

»Enhedslisten kræver, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdt uden rettergang, samt at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav.«

Krav til Hamas først eller krav til Israel først? Det er spørgsmålet, og det er ikke uvæsentligt for et parti, der forsøger at balancere. Det blev Hamas først som i det oprindelige udkast, da otte stemte for ændringsforslaget og otte imod, hvorefter det faldt.

Efter en halv snes af den slags debatter kunne man klokken 22.05 afslutte punktet med at vedtage en udtalelse med 13 stemmer for og to, der undlod med en skriftlig forklaring.

»Det er dejligt, at Enhedslisten nu som udgangspunkt vil anbefale de store demonstrationer. Det skulle vi have gjort for længe siden, hvilket et HB-mindretal, som også vi er en del af, har presset på for siden oktober. Vi undlod dog at stemme til det samlede forslag, fordi vi mener, at vi bør afstå fra at komme med en politisk løsning for fredsbetingelser i Palæstina. (...) Vi bemærker, at det er Enhedslistens vedtagne politik at bakke op om en tostatsløsning. Samtidig bemærker vi, at der er stillet et årsmødeforslag om at ændre denne politik. Derfor ville vi gerne have undladt at forholde os til formuleringen om en tostatsløsning i denne vedtagelse,« skriver Pia Thorsen og Gitte Christensen.

Sidstnævnte siger til Weekendavisen, at hun trods alt er lettet.

»Vi har haft meget svært ved at få en forklaring på, hvorfor Enhedslisten ikke har været en del af de største fredsdemonstrationer i 20 år. Det er vi nu, fordi vi er mange, der har presset på og vist, at Enhedslisten er et parti, der styres af medlemmerne,« siger Gitte Christensen, mens forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen vurderer beslutningen til at være mindre vidtrækkende.

»Det er jo ikke ofte, vi behandler deltagelse i demonstrationer i hovedbestyrelsen. Men situationen i Gaza bliver værre for hver dag, der går, og derfor mener vi, at det er vigtigt at vise støtte med vores budskab om våbenhvile og et frit Palæstina i en tostatsløsning, når så mange mennesker råber op og går på gaden i landsdækkende demonstrationer. På den baggrund ser jeg det egentlig heller ikke som det store kursskifte, og forslaget blev da også vedtaget i HB, uden at nogen stemte imod,« siger han til Weekendavisen.

From the river to the sea

Beslutningen er imidlertid ikke ensbetydende med, at der nu er fodslag i partiet.

Når Enhedslisten holder årsmøde i begyndelsen af maj, kan netop spørgsmålet om holdningen til Israel og Palæstina ende i et større opgør. En gruppe medlemmer har nemlig indsendt flere forslag, der lægger op til et markant brud med den kurs, Pelle Dragsted har lagt.

Et af forslagene er en udtalelse med overskriften: »From the river to the sea – Palestine will be free.«

Teksten lægger op til et opgør med tostatspolitikken og rejser reelt krav om afvikling af Israel i landets nuværende form som jødisk stat.

»Enhedslisten kan kun forestille sig en befrielse af det palæstinensiske folk, når der etableres en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina. En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina,« lyder det i forslaget, der kalder tostatsløsningen for »et fantasifoster«.

Selvom man internt i partiet spår det ringe chancer for at blive vedtaget, vil det givet komme til at fylde på årsmødet og dermed skabe uro om Enhedslistens placering. Det samme vil et andet forslag fra samme personkreds med overskriften »Enhedslisten er et antizionistisk parti« givet også, og hermed stopper det ikke.

I oktober kom det frem, at Enhedslistens mangeårige samarbejdspartner i Gaza, DFLP, tilsyneladende havde deltaget i angrebet 7. oktober gennem organisationens militære gren. Det fik Enhedslisten til øjeblikkeligt at afbryde samarbejdet. I en pressemeddelelse udtalte forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen:

»Vi er dybt ulykkelige over oplysningerne om, at en del af en organisation, som vi tidligere har haft samarbejde med, angiveligt har deltaget i angrebet den 7. oktober. Det er helt forfærdeligt – og vi tager den kraftigst mulige afstand.«

Nu skal årsmødet imidlertid behandle et forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP. Det begrundes blandt andet således:

»Enhedslisten afbrød sidste år sit langvarige samarbejde med det palæstinensiske venstrefløjsparti DFLP. Det skete på baggrund af anklager om, at DFLP skulle havde deltaget i terror og drab på civile. Anklager, der aldrig er blevet dokumenteret eller bevist, og som DFLP gentagne gange har afvist fuldstændig både mundtligt og skriftligt. Her flere måneder efter må vi konstatere, at der stadig ikke er fremkommet beviser for, at DFLP skulle have deltaget hverken i drab på ubevæbnede civile israelere eller i gidseltagninger af civile,« skriver forslagsstillerne og fortsætter:

»Af DFLPs egne oplysninger såvel som fra de oplysninger, der er blevet fremlagt i den højreorienterede presse og internt i Enhedslisten, fremgår det, at DFLPs væbnede gren alene har deltaget i kampe imod israelske soldater, ikke imod civile. At kalde DFLP for terrorister i denne sammenhæng er i praksis at erklære al væbnet kamp fra et besat og undertrykt folk for terror. Hvilket strider imod Enhedslistens hidtidige politik.«

Ej heller det forslag spås store chancer for at blive vedtaget. Men det vidner om, at den linje, Pelle Dragsted og den øvrige partitop hidtil har forsøgt at holde, langtfra har entydig opbakning i et parti, der har mere komplekse historiske rødder, når det gælder mellemøstpolitik.

 

https://www.weekendavisen.dk/2024-13/samfund/oe-mellem-flod-og-hav

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Islam. Det Muslimske Broderskab har suget milliarder ud af den svenske statskasse, infiltreret partier i Riksdagen og sat sig på landets største moskeer. Det afslørede en ph.d.-afhandling af teologen Sameh Egyptson sidste år. Han blev efterfølgende meldt til politiet. I denne uge blev han renset for anklagerne.

Med to tunger

Intet var normalt, da den svensk-egyptiske teolog Sameh Egyptson skulle forsvare sin ph.d.-afhandling på Lunds universitet for et år siden. Det fandt sted i et tætpakket og sikkerhedsbevogtet auditorium med en alenlang kø. Livestreamingen brød sammen af overbelastning fra de mange interesserede. Inden da havde over 15.000 downloadet afhandlingen, der affødte noget så usædvanligt som en leder i avisen Sydsvenskan, der krævede, at den blev afvist.

Selv sammensætningen af bedømmelsesudvalget var usædvanlig. Flere forskere havde sagt nej, og Lunds universitet måtte således afvige fra deres princip om at have mindst én kvinde i udvalget. Deres sidste samråd varede i to en halv time og endte ganske exceptionelt i uenighed. En af de tre forskere kritiserede Egyptsons teoretiske tilgang og nægtede at godkende den. Som sagt: Intet var normalt.

Når en ph.d.-afhandling kunne afføde så stærke reaktioner, skyldes det, at Sameh Egyptson stillede et på overfladen ganske banalt spørgsmål, der ikke desto mindre resulterede i en række meget kontroversielle og stærkt opsigtsvækkende svar, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved flere af det svenske samfunds institutioner. I afhandlingen Global politisk islam? Muslimska brödraskapet & Islamiska förbundet i Sverige forsøgte han at svare på, om Sveriges mest fremtrædende muslimske organisation, Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), i virkeligheden er en gren af Det Muslimske Broderskab.

Svaret, han når frem til, er ikke blot et rungende ja; over 744 sider redegør Egyptson også nøgternt og detaljeret for, hvordan Broderskabet har formået at sætte sig på magten i Sveriges største moskeer samt adskillige af landets muslimske friskoler og velgørenhedsorganisationer. De har også infiltreret flere partier i Riksdagen og endda haft magten over en enkelt ministerpost. Gennem de sidste tre årtier har Broderskabet formået at få udbetalt milliarder fra den svenske statskasse til at finansiere deres islamistiske virksomhed.

Foto: Johan Nilsson, Scanpix.

Alt dette er sket, mens man med succes har overbevist store dele af det svenske samfund, ikke mindst adskillige religionsforskere, politikere og aktivister, om, at man blot var demokratisk sindede, integrationsivrige repræsentanter for Sveriges cirka 800.000 muslimer. Ifølge afhandlingen er der tale om et omfattende, snedigt svindelnummer. 

I virkeligheden er de største muslimske forbund i Sverige styret af en meget lille kreds af mennesker, der råder over en topstyret, stærkt reaktionær og islamistisk organisation med tætte relationer til Broderskabets europæiske ledelse.

Disse konklusioner betød, at en række personer fra denne kreds anmeldte afhandlingen for brud på den svenske lov om forskningsetik. Ifølge dem havde han afsløret personfølsomme oplysninger, der blandt andet kunne hindre deres fremtidige indrejse i lande som Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab er forbudt. 

Selv hævdede Egyptson, at han blot havde viderebragt offentligt tilgængelige oplysninger. Anklagerne førte i december til, at Överklagandenämnden för etikprövning anmeldte Egyptson til politiet for brud på loven om forskningsetik. I februar igangsatte politiet en forundersøgelse om, hvorvidt der kunne indledes en straffesag.

Postkoloniale vildfarelser

Weekendavisen fanger Sameh Egyptson på en telefon i Egypten for at høre om hans spektakulære afhandling og det afledte drama. Efter et års usikkerhed kan han overbringe en – for ham – glædelig nyhed: Sagen er blevet afvist af anklagemyndigheden. »I dag er en af de bedste dage i mit liv,« lyder det fra en tydeligt lettet Egyptson, der gerne vil give sit bud på, hvorfor han mødte så megen modstand fra andre forskere.

»Det skyldes til dels, at jeg har anvendt en helt anden metode end andre religionsforskere. Der er flere steder i Sverige, hvor man har islamiske studier, men de er som regel præget af postkolonial teori og anvender en interviewbaseret metode, hvor man ikke må sætte spørgsmålstegn ved det, folk udtrykker omkring deres tro. En sådan tilgang ville jeg ikke kunne bruge, når jeg skulle undersøge en bevægelse, der er kendt for at tale med to tunger og leve i det skjulte,« siger han.

Ifølge Egyptson er de fund, han når frem til, også pinlige for mange

indflydelsesrige personer, ikke blot for dem i Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), men også for politikere, der har samarbejdet med islamister og ladet dem repræsentere det muslimske mindretal. Og ikke mindst for dele af forskningsmiljøet, hvor mange i årevis har afskrevet bekymringer om politisk islam som nonsens. Han nævner eksempelvis Sveriges første og mest kendte professor i islamologi, Jan Hjärpe, der i årtier har beskrevet Broderskabet som en slags kristendemokrater og været hurtig til at anklage andre udlægninger for islamofobi.

»Professorer som Hjärpe har troet på disse folk, når de har fortalt ham, at de gik ind for demokrati og menneskerettigheder, uden at forstå, at de mente en helt særlig form for islamisk demokrati og nogle særlige islamiske menneskerettigheder. De svenske forskere forstod ikke denne form for tvetungethed,« siger han.

Sameh Egyptson selv er født i Egypten og har koptisk baggrund. Han hed oprindeligt Khalil til efternavn, men ændrede det, efter at han fik asyl i Sverige. Han er uddannet teolog fra Lund, men har aldrig haft en fast ansættelse som forsker. I stedet har han eget firma og lever af at være rejseleder i Egypten. Siden 1999 har han selv finansieret den tid, han har brugt på sin afhandling.

»Det har givet mig frihed til at forske i dette område uden at opleve for mange komplikationer fra det øvrige forskningsmiljø,« siger han.

En konspiration

Det er dog ikke helt uden grund, at mange har beskrevet mistanker om Broderskabets operationer i Europa som konspirationsteorier, for ret beset er der tale om en konspiration.

Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i Egypten i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna. Ambitionen var fra begyndelsen at genoprette det kalifat, som var blevet nedlagt få år forinden af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal. Vejen mod en islamisk stat skulle ifølge al-Banna ske ved at kultivere en islamisk samfundsorden i befolkningen baseret på en meget tekstnær salafistisk forståelse af islam. 

I sine tidlige år var Broderskabet en synlig politisk organisation med et populistisk program, der modsatte sig det britiske styre i Egypten, udtrykte sympati med aksemagterne under Anden Verdenskrig og deltog i de arabiske landes invasion af den nyoprettede israelske stat i 1948.

Men da Egypten blev overtaget af Gamal Abdel Nasser ved et militærkup i 1952, blev Broderskabet forbudt, hvorefter de gik under jorden. Siden har de (med enkelte undtagelser) eksisteret som en hemmelig organisation og har gennem tiden udviklet en kultur for at holde deres dagsordener, organisation og medlemskab skjult for omverdenen. Med andre ord: en konspiration.

Det var Hassan al-Bannas privatsekretær og svigersøn, Said Ramadan (Tariq Ramadans far), der med grundlæggelsen af en moské i München i 1956 bragte Broderskabet til Europa. I det tidlige år så man det som en base for at bekæmpe militærstyret i Egypten, men i takt med den øgede tilstrømning af muslimske indvandrere begyndte Broderskabet i de efterfølgende årtier at fokusere på islam i Europa. 

Man udviklede en strategi om at komme i en position, hvor man kunne tale på vegne af de nyankomne muslimske indvandrere og forme deres og omverdenens opfattelse af islam. Indadtil blandt muslimer ønskede man at promovere en islamistisk, bogstavtro opfattelse af religionen, mens man udadtil præsenterede sig som demokratiske og reformistiske samarbejdspartnere over for beslutningstagere, myndigheder og meningsdannere.

»Selvom Broderskabet ikke er forbudt i Europa, så er det deres tradition at være en hemmelig orden. Samtidig kan de jo heller ikke være åbne om, at deres endemål er indførelse af sharia og et verdensomspændende kalifat, for så er der ingen fra majoritetssamfundet, der gider samarbejde med dem. Det vil blot medføre, at de mister deres økonomiske bidrag fra eksempelvis den svenske stat,« siger Sameh Egyptson.

Milliarder i statsstøtte

Der er skrevet adskillige bøger, der kortlægger Broderskabets historie i lande som Frankrig og Tyskland. Men i Skandinavien er det mere sparsomt. Indtil udgivelsen af Sameh Egyptsons afhandling var det et uafklaret, omstridt spørgsmål blandt islamforskere, om Broderskabet overhovedet eksisterede i Sverige. Der er stadig svenske religionsforskere, der afskriver det som en konspirationsteori, men læser man Egyptsons afhandling, efterlader den dog ikke megen meningsfuld tvivl.

Han har ikke blot finkæmmet adskillige organisationers hjemmesider og litteratur, dokumenteret deres udenlandske netværk og personsammenfald, han har også været dybt i de svenske statsarkiver, hvor offentligt støttede foreninger har skullet indsende oplysninger. 

Han dokumenterer, at der er tale om en lille kreds af mennesker med tætte bånd til Broderskabets internationale ledelse, der kontrollerer adskillige muslimske organisationer, friskoler og moskeer og skovler svimlende beløb ind fra den svenske statskasse.

»Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år,« siger Sameh Egyptson.

Gennem årene løber den samlede statsstøtte op i milliarder. Ifølge ham har Broderskabets foreninger i Sverige i dag en egenkapital på cirka 250 millioner svenske kroner.

»IFiS har kontrol med moskeer i samtlige store svenske byer som Stockholm, Göteborg og Malmø, hvorfra der prædikes en form for islam, der er i overensstemmelse med Broderskabets ideologi,« siger han.

Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år.

SAMEH EGYPTSON, SVENSK-EGYPTISK TEOLOG

Afhandlingen dokumenterer, hvordan IFiS og deres underorganisationer systematisk har pumpet deres medlemstal op, når der skulle søges midler fra det offentlige. Et eksempel: I 1997 hævdede de, at deres lokalafdeling i Skåne havde 3.622 medlemmer. Det viste sig under et kontrolbesøg, at der blot var cirka 100. 

Man skal have over 3.000 medlemmer i et trossamfund for at kunne modtage offentlig støtte af den svenske stat. For hele Sverige har forbundet hævdet at repræsentere cirka 50.000 medlemmer. Men ifølge Egyptsons forskning er forbundet slet ikke en massebevægelse, men en stramt styret eliteorganisation, der højst består af 3-400 mennesker. 

For at blive anerkendt som en fuldgyldig »bror« skal man have aflagt troskabsed, baya, til Broderskabet – og det får kun de færreste lov til.

Entristisk strategi

Noget af det mærkeligste i afhandlingen er at læse om Broderskabets infiltration af svenske partier. Særligt Miljöpartiet har haft flere profilerede partimedlemmer, der har været en del af Broderskabet. De har udført en form for »entrisme« – en leninistisk strategi, hvor kommunister meldte sig ind i socialdemokratiske arbejderpartier for at præge dem i en revolutionær retning.

Mest iøjnefaldende er den tidligere politiker fra Miljöpartiet Mehmet Kaplan, der nåede at blive boligminister i 2014. I 2016 blev han dog afsløret i at have møder med ledere af den tyrkiske højreradikale gruppering De Grå Ulve og måtte forlade politik. Mehmet Kaplan kom fra en position som talsmand for IFiS’ datterorganisation Sveriges unge muslimer. 

Et andet eksempel er Moderaternes riksdagsmedlem Abdirizak Waberi, der også kom fra IFiS og i en periode havde sæde i Riksdagens forsvarsudvalg. I 2022 blev han idømt 4,5 års fængsel for svindel med offentlige midler til en muslimsk friskole.

»I Sverige er der en gammel tradition for at have en kristen venstrefløj, samtidig har identitetspolitik også været en stærk kraft i Sverige. Det har betydet, at der har været en tolerance også på venstrefløjen for religiøse politikere, særligt hvis de også kunne udtrykke antiimperalistiske holdninger og kritisere USA,« siger Egyptson.

Ifølge afhandlingen har Broderskabet i Sverige muligvis opgivet entrismen som strategi og i stedet forsøgt sig med deres helt eget parti, Nyans, der blev stiftet i 2019, og hvis partiprogram ifølge ham har slående ligheder med Broderskabets europæiske strategi. 

De stillede op til riksdagsvalget i 2022 med erklæret støtte fra IFiS. Et ledende medlem af IFiS, Bashir Aman Ali, var da også på kandidatlisten. Men partiet fik under 30.000 stemmer, sølle 0,4 procent af stemmerne – langt fra den svenske spærregrænse på fire procent.

Større var Broderskabets mobiliseringskraft blandt svenske muslimer alligevel ikke, da det endelig kom til stykket. IFiS havde i årtier hævdet at repræsentere landets 800.000 muslimer. »Det viste sig at være en illusion,« som Egyptson konkluderer i sin afhandling.

Rettelse: I en tidligere version fremgik det, at Abdirizak Waberi blev idømt 4,5 års fængsel i 2014. Det korrekte årstal er 2022.

https://www.weekendavisen.dk/2024-12/samfund/med-to-tunger

 
SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK