Sol og vind er ikke svaret på klimakrisen. Hvorfor foregøgler politikerne os det?

»Vi har behov for en ny energikilde, der ikke udleder CO2, hvor strømmen er billigere end fra et kulkraftværk, og hvor ingen lande er forfordelt. Kun kernekraft kan møde det behov,« skriver civilingeniør Stig Lerche.

»Politikerne skal holde op med at bilde den danske befolkning ind, at det, vi kalder den grønne omstilling, kan udbredes til resten af verden, og at det er løsningen på den globale klimakrise. Det kommer ALDRIG til at ske,« skriver kronikøren. På billedet ses lastbiler holde klar til at køre mod et kulkraftværk ved Mpumalanga i Sydafrika.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Vi befinder os for øjeblikket i en energi- og klimakrise. Men hvorfor foregøgler politikerne og klimaaktivister den danske befolkning, at det, vi kalder den grønne omstilling, er løsningen på den globale klimakrise?

Klimakrisen og global opvarmning hænger nøje sammen med behovet for energi til elektricitet, opvarmning, transport, Industri etc. I dag dækkes det globale behov for energi især af fossile brændstoffer og dermed udledning af CO2. Vind og solenergi dækker, ifølge World E-conomic Forums rapport for 2021, kun 10 procent af det globale behov for energi, så der er lang vej at gå endnu.

Man kan undre sig over, at der ikke er sket mere. Danmark har vedtaget en klimalov, hvor vi forpligter os til at reducere vores CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990 inden 2030.

Vi har ikke løsningen

I år har vi hørt politikere tale varmt om den grønne omstilling og Danmark som et foregangsland, underforstået at det, vi gør, kan udbredes til resten af verden.

Lavede man en brugerundersøgelse i Danmark vedrørende klimakrisen, ville
mange danskere sikkert give udtryk for, at hvis vi kan reducere vores udledning af CO2 med 70 procent, så kan andre lande gøre ligeså. Dette er en misopfattelse.

Sol og vindenergi er ustabile energikilder. De producerer ikke energi, hvis solen ikke skinner, eller det ikke blæser. Læser man årsrapporten for 2021 udgivet af Forsyningstilsynet, fremgår det, at Danmark siden 2011 har været netto importør af energi, selvom vi har udbygget meget med sol og vindenergi.

To blæsebælter

Danmark er placeret et sted på vores jord, hvor det ofte blæser. Der findes to bælter på jorden, hvor det ofte blæser. Et på den nordlige halvkugle og et på den sydlige halvkugle. Det gør, at Danmark kan komme langt med vindenergi, og vi er så heldige, at vi kan importere energi fra vores naboer, som har vand energi og atomkraft, når det ikke blæser.

Flere andre lande i Europa kan også komme langt med det, vi kalder den grønne omstilling, men det gælder langtfra alle lande verden. Ifølge tænketanken Carbon Tracker har Kina, Indien, Indonesien, Japan og Vietnam planlagt at bygge mere end 600 kulkraftværker. Hertil kommer behovet i Afrika og resten af verdenen. Medtages deres behov, er tallet endnu højere.

Så hvorfor vælger de ikke den grønne omstilling, som vi definerer den?
Det er der tre grunde til: For det første blæser det ikke ret meget i disse lande. For det andet er det ustabile energikilder. Og for det tredje er de ikke alle steder omgivet af naboer, der kan levere energi fra vandkraft eller atomkraft, når det kniber.

Vær ærlige om den grønne omstilling

Politikkerne skal holde op med at bilde den danske befolkning ind, at det vi kalder den grønne omstilling kan udbredes til resten af verden, og at det er løsningen på den globale klimakrise. Det kommer ALDRIG til at ske.

Som sagt hænger klimakrisen nøje sammen med vores behov for energi. Verdens energibehov vil stige og ikke falde de næste 50 år, så hvorfra skal al den energi komme fra?

Fossile brændstoffer skal udfases, fordi de gør kun klimakrisen værre, så vi er nødt til at finde en anden energikilde, der ikke udleder CO2. Sol og vindenergi er som sagt ikke løsningen.

Spring fremad

Hvis vi går tilbage i historien, har verden bevæget sig fremad, hver gang vi har taget en ny energikilde i brug. Først var det kul i industrialiseringen, senere fandt vi olie, og økonomierne gik fremad, sidst har det været gassen.

Vi har behov for en ny energikilde, der ikke udleder CO2, hvor strømmen er billigere end fra et kulkraftværk, og hvor ingen lande er forfordelt. Hermed mener jeg, at alle lande skal have lige adgang til energi, og ingen lande er specielt begunstiget.

Hvad er så den nye energikilde? Jeg tror, svaret er kernekraft, ikke som vi kender den i dag, men en ny type kernekraft, som går under navnet smeltende saltreaktorer, på engelsk Molten Salt Reactor (MSR).

Smelt salt

Spørger man politikerne på Christiansborg, om vi skal have kernekraft i Danmark, så svarer de fleste nej. Mange begrunder det med, at kernekraftværker er dyre, at det tager 10 til 15 år at opføre dem, at affaldsproblemet er ikke løst, og at der er en risiko for nedsmeltning, som det skete i Chernobyl og Fukushima.

Disse problemer er rigtig nok til stede for eksisterende kernekraftværker, men hvad hvis disse problemer er løst for MSR kraftværker?

Affaldet fra et MSR-kraftværk er cirka 1000 gange mindre end fra et konventionelt atomkraftværk.

83 procent vil være fri for radioaktivitet efter 10 år og 17 procent efter 300 år. Det skal sammenlignes med, at noget af affaldet fra et konventionelt atomkraftværk først vil være fri for radioaktivitet efter 100 tusinde år. En fordel
for MSR er tillige, at man vil kunne brænde/nedbryde affald fra de nuværende atomkraftværker.

LON97:ENVIRONMENT-NORDIC-BRITAIN:SELLAFIELD, ENGLAND, 23DEC98 - FILE PHOTO 1997 - Cows graze in pasture near the nuclear power plant at Sellafield, Cumbria September 9, 1997. Nordic environment ministers, in a protest letter to British Environment Minister Michael Meacher, have accused the Sellafield nuclear waste reprocessing plant of discharging radioactive waste into the sea and urged the London government to prevent it. Ministers from Sweden, Denmark, Norway, Finland and Iceland said in the letter that the plant released large amounts of the metallic element technetium-99 (Tc-99) into the sea, which was then transported by ocean currents into the Nordic Marine environment. clh/Photo by Dan Chung REUTERS

Foto: DAN CHUNG.

En MSR kan ikke nedsmelte, den er jo allerede smeltet, og sikkerheden er enklere og lettere at etablere. Smeltede saltreaktorer kan leveres i forskellige størrelser. Så alle de nævnte ulemper ved kernekraft er faktisk løst med et MSR-kraftværk.

Hovedingrediensen i en MSR er Thorium, som er et grundstof. Med de kendte forekomster af Thorium vil der være nok til at dække verdens nuværende energiforbrug i 1000 år.

Et MSR-kraftværk vil foruden at levere energi til elektricitet også kunne benyttes til afsaltning af havvand og til elektrolyse, hvorved man får brint, og ved at trække kvælstof ud af luften eller CO2 ud af røggas, kan man lave henholdsvis metanol og e-diesel, som kan benyttes i skibe og tung transport. Et MSR kraftværk behøver ikke vandkøling og vil sådan set kunne stå i en ørken og levere energi.

Flere lande har fået øjnene op for MSR teknikken. Kina har i august i år startet test af et MSR kraftværk. Det er Kinas ambition, afhængig af udfaldet af testen, fra 2030 at udskifte alle deres kulkraftværker med MSR kraftværker inden 2060.

Tænk, hvis energi bare er noget vi har nok af, og at alle lande har lige adgang til det, og at det er billigt? Det vil ikke blot løse klimakrisen, men bringe velstand til mange flere lande. Så i disse tider med mangel på energi og høje energipriser er der måske lys for enden af tunnelen, men der går nok circa ti år, før MSR-kraftværker kan rulles ud i større antal.

Pointen er, at det, vi i Danmark kalder den grønne omstilling, som er energi fra vand, vind eller sol, ikke løser det fremtidige globale behov for energi, og dermed er det heller ikke løsningen på klimakrisen – desværre. Men sol og vind kan være nyttige i lande, hvor det ofte blæser, og som kan få energi fra sine naboer, når det ikke blæser.

Stig Lerche er civilingeniør

Kilde: https://www.berlingske.dk/kronikker/sol-og-vind-er-ikke-svaret-paa-klimakrisen-hvorfor-foregoegler

 

 

Covid. Selvom lukningerne af skoler under pandemien var stærkt omdiskuterede, ved vi endnu ikke, om de var kloge.

Blind nedlukning

Det var, som man vil huske, i strid med anbefalingen fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, da regeringen i marts 2020, kort efter at corona fik tag i Danmark, lukkede folkeskoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser for at begrænse smitten.

Uenigheden mellem den politiske ledelse og de sundhedsfaglige eksperter har, godt hjulpet på vej af minkskandalen, siden holdt liv i diskussionen om S-regeringens magtudøvelse under pandemien. Men når det gælder substansen i beslutningen, altså om det var rigtigt eller forkert at sende landets børn hjem fra skole – ikke blot i foråret 2020, men også i den følgende vinter – mangler regnestykket at blive gjort op.

Børnene savner stadig et klart svar på, om deres lange ufrivillige hjemsendelser, med ensomhed og afsavn, var ulempen værd. Den fortsat manglende viden om de langsigtede konsekvenser for elevernes mentale helbred rejser et prekært spørgsmål: Betalte børnene og de unge for høj en pris for den politiske forvaltning af pandemien?

Jes Søgaard, professor ved SDU, sundhedsøkonom og medlem af den faglige referencegruppe for håndtering af covid-19, kalder det »et godt spørgsmål«, når han skal svare på, om skolenedlukningerne var fornuftige eller ej. Det har været diskuteret i referencegruppen, fortæller han.

»Vi hælder til, at det ikke var nødvendigt at hjemsende de yngste elever, altså 0. til 4. klasse. Men det er bagklogskab,« siger Jes Søgaard og tilføjer: »Der findes ikke et systematisk overblik over konsekvenser af hjemsendelsen for sundhed og trivsel. Men der er forskning, der viser, at det ramte de fagligt svageste elever. Den information havde man dog først senere.«

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Når politikerne lukkede skolerne, kan det helt enkelt skyldes, at det var nemt, vurderer Jes Søgaard.

»I første bølge af pandemien handlede alt om at nedsætte kontaktfrekvensen i befolkningen. Så man kan mistænke, at nedlukningen af skolerne skete, fordi det var juridisk let at opnå målet på den måde,« siger Jes Søgaard og konkluderer: »I dag ville jeg, hvis jeg var politiker og skulle gøre det hele om, ikke sende børn i 0. til 4. klasse hjem.«

En anden fremtrædende sundhedsøkonom, professor ved VIVE Jakob Kjellberg, problematiserer også hjemsendelsen af de små. Vil man have et klart svar på, om det var fornuftigt, skulle man have lukket ned på Sjælland og ikke i Jylland, siger han. Så kunne man sammenligne.

»Børnene betalte en høj pris, det er indiskutabelt. Særligt i lyset af, at deres sundhedsproblem ved covid-19 var til at overse,« siger han.

Ifølge Jakob Kjellberg vil det være »naivt« at tro, at det ikke får langtidskonsekvenser.

»Jeg synes personligt, det var ret problematisk med de skolenedlukninger. Hvad fik vi ud af det? Måske en mindre kaotisk start på pandemien end i Sverige, hvor det ikke har været sjovt. Men samlet er dødeligheden herhjemme ikke endt med at være så forskellig fra svenskernes. I det sene forår 2020 vidste man med stor sikkerhed, at effekten af skolenedlukninger var begrænset.«

En tredje førende sundhedsøkonom er SDU-professor Kjeld Møller Pedersen, der har afhandlet håndteringen af pandemiens første faser i bogen Smittetryk og samfundssind. Grundlæggende var det rigtigt at nedlukke skolerne i perioder, mener han.

»Man kan diskutere varigheden og omfanget, altså hvilke klassetrin der skulle have været omfattet. Det kalder jeg huller i osten. Men jeg tror ikke, at man kunne have gjort så meget andet af hensyn til smitteinddæmningen. Efterfølgende har vi set, at der var trivselsproblemer hos nogle af eleverne. Men hvad havde alternativet været?«

En sidste udvej

Ifølge professor og ledende overlæge Lars Østergaard, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, var skolenedlukningerne efter alt at dømme nødvendige. Der er dog stadig mange ubekendte, påpeger han. Vi ved ikke, hvad hjemsendelsen af eleverne betød for eksempelvis antallet af indlagte patienter på intensivafdelingerne eller antallet af døde. Han har også til gode at se danske studier af, hvad isolationen derhjemme kan have betydet for forekomsten af depressioner og selvmordsforsøg blandt børn og unge. Men samlet set var det rigtigt at sende eleverne hjem, vurderer Lars Østergaard.

»Indtil vi i foråret 2021 fik vaccineret en meget stor andel af dem i risikogruppen, har skolenedlukningerne som et redskab til at begrænse den uønskede effekt af en stor smittespredning været rimelig,« siger han.

Det hører med, at nedlukningen af skoler, der som bekendt var et globalt fænomen, ikke fik varme anbefalinger fra alle internationale organisationer. Umiddelbart op til julen 2020, da alle skoleelever herhjemme var blevet sendt hjem for anden gang, betonede Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at lukning af skoler for at inddæmme smitten burde være en sidste udvej. Som et af nøglebudskaberne fra agenturet lød:

»Den negative fysiske, mentale og uddannelsesmæssige virkning på børn af forebyggende skolelukninger, såvel som den økonomiske skadevirkning på samfundet, vil sandsynligvis opveje fordelene.«

Politikerne herhjemme fulgte faktisk heller ikke anbefalingerne fra Statens Serum Institut (SSI). I et notat, som Folketinget modtog 16. februar 2021, konkluderede SSI:

»På baggrund af de foreløbige erfaringer samt international litteratur vurderes det, at proaktiv lukning af skole- og dagtilbud bør være et af de sidste tiltag der implementeres for at kontrollere smittespredningen i samfundet, og noget af det første der genåbnes, når dette kan gøres på en sikker måde.«

På det tidspunkt var kun de yngste elever kommet tilbage i skolen efter den anden nedlukning af skolerne. De ældre elever måtte vente indtil 15. marts. Store dele af detailhandlen, udendørsidrætten og udendørs kulturinstitutioner blev genåbnet 1. marts. Skolerne blev altså ikke noget af det første, der genåbnede, som SSI ellers havde tilrådet.

Momentant læringstab

Med en veludviklet it-infrastruktur i skolesektoren stod Danmark med et forholdsvis bedre udgangspunkt end mange andre lande, da eleverne blev sendt hjem for at få fjernundervisning. Alligevel oplevede størstedelen af elever og lærere, at undervisningskvaliteten faldt, at eleverne ikke lærte så meget som normalt, og at det kneb med motivationen.

Det fremgår af publikationen Skolen under coronapandemien, som fire forskere udsendte tidligere i år. Resultaterne byggede på svar fra cirka 1.300 elever i 8. klasse og 500 lærere, og de blev indsamlet som led i en international undersøgelse på tværs af 11 lande.

En af konklusionerne er, at de danske børn følte det særligt svært at sidde hjemme og modtage onlineundervisning: »Danske elever tilkendegiver en oplevelse af at have været mere udfordrede i forhold til deres læringsforudsætninger og læringsprogression under skolenedlukningerne end elever i de andre lande.«

Det er svært at sige, hvad nedlukningerne har betydet for børnenes faglige udvikling. Men afgangskaraktererne i folkeskolen i år indikerer, at de ældste elever i 9. klasse måske er blevet fagligt mærket af coronaskolen. Gennemsnitskarakteren faldt, efter at den var steget uafbrudt de fire foregående år.

Taler vi om et læringstab?

»I hvert fald momentant. Om det så sætter sig spor på den lange bane, vil vi først se, når eleverne bevæger sig op gennem ungdomsuddannelserne og videre hen,« siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College.

Værre end forventet

Samtidig tyder noget på, at tiden med skolenedlukninger og indskrænkede sociale aktiviteter i øvrigt gjorde flere børn mentalt syge. Februar i år påviste Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, at flere børn og unge søgte behandlingshjælp i psykiatrien i første halvår af 2021 sammenlignet med perioden inden covid-19-epidemien. Det var særligt blandt de 11-14 årige og de 15-18 årige – altså elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne, som blev hjemsendt i længst tid – at flere kom i kontakt med psykiatrien.

Hvad skolenedlukningerne har afstedkommet af trivselsproblemer blandt børnene, er der divergerende opfattelser af i de pædagogiske forskningsmiljøer. De fire forskere, der var involveret i den føromtalte internationale undersøgelse, finder således, at de danske børn generelt havde en god trivsel på trods af de radikalt anderledes vilkår under pandemien.

»Mindre grupper af elever har været særligt udfordrede,« anføres det, »men langt de fleste danske elever tilkendegiver ikke store trivselsmæssige udfordringer under nedlukningen.«

Kollegaer kan med andre undersøgelser påvise, at det stod værre til. Ifølge et større studie med svar fra cirka 6.000 elever fra 3. til 9. klasse og 5.000 forældre savnede ni ud af ti børn for eksempel deres venner og kammerater. Syv ud af ti savnede at være i skole. Omkring hver femte af eleverne var så udfordret, at de befandt sig i en egentlig risikogruppe.

Professor Karen Wistoft fra DPU på Aarhus Universitet var med til at foretage undersøgelserne, og i dag siger hun om skolenedlukningerne:

»Eleverne fik en hverdag med isolation, som blandt andet producerede ensomhed og gav dem et negativt selvbillede. Jeg vil mene, at det var værre for børnene, end vi havde regnet med, og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad skolelukningerne har betydet for børnenes trivsel i dag. De langsigtede negative konsekvenser kender vi jo endnu ikke. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt skolenedlukningerne var det rigtige at gøre. Det vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-51/samfund/blind-nedlukning

HENRIK DØRGE er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.

 

DORG@WEEKENDAVISEN.DK

 

CHRISTOFFER ZIELER (f. 1977) er journalist, tegner og vikarierende kulturredaktør. Kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet. Skriver om samfund og kultur og tegner seriestriben B'læst.

 

CHZI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Hun ville redde klimaet. I stedet afslørede hun den grønne ekstremismes hykleri

En video af en desperat Louise Harris udstiller det farlige hysteri, som har grebet de mest radikale klimaaktivister. De tager fejl på mindst fem forskellige måder.

Da videoen af Louise Harris gik viralt, fik jeg først ondt af hende. Hun stod lænket til en skilteportal af stål over en engelsk motorvej og brød straks i gråd, da hun skulle forklare om sin aktion.

»Jeg er her … jeg er her, fordi jeg ikke har nogen fremtid,« fremstammede hun gennem tårerne, mens man for hendes fødder så biler og lastbiler køre på M25-motorvejen nord for London.

Den dag i november lykkedes det Louise Harris og andre aktivister fra »Just Stop Oil«-kampagnen at stoppe trafikken på M25. Deres mål var at fremtvinge en debat om deres krav om et øjeblikkeligt stop for nye olie- og gasboringer, men den offentlige samtale kom bagefter mest til at handle om deres udemokratiske og ansvarsløse fremfærd.

Da Louise Harris senere på måneden var kommet ud af varetægtsfængsling og kunne give nogle interviews, kom både hendes religiøse og kyniske tilgang til klimasagen tydeligt frem.

En journalist spurgte bekymret om, hun ikke var bange for at skade sine karrieremuligheder, da hun nu for altid vil være forbundet med en video i et desperat øjeblik. Men det affejede Louise Harris med en sort håbløshed.

»Hvilke fremtidige arbejdsgivere taler du om? I de næste 10-20 år er der forudsagt et totalt kollaps af samfundet. Det er klimakrisen, som påvirker mine karrieremuligheder,« lød den 24-årige kvindes svar.

Louise Harris er grebet af den apokalyptiske ild, som præger ikke bare de mest ekstreme klimaaktivister, men også store dele af mainstreamdebatten.

Der er ingen plads til nuancer, intet håb, kun dystre forudsigelser om død og katastrofer. Så Louise Harris tror virkelig på enden på alting, og det bringer hende gennem en stærkt følelsesladet harme til nogle radikale konklusioner.

Louise Harris er ikke alene. To »Just Stop Oil«-aktivister limede sig fast til væggen efter at have kastet en dåse suppe på Van Gogh-maleriet »Solsikker« på National Gallery i London 14. oktober.

Foto: Ritzau Scanpix / Reuters.

Den britiske regering er i hendes øjne »kriminel« og »folkemorderisk«, fordi den ikke gør nok for at begrænse udledning af drivhusgasser. Derfor vil hun ikke længere vente på demokratiet. Der skal mere drastiske metoder til.

Under aktionen på M25 kom en motorcykelbetjent til skade, fordi blokaden af trafikken forårsagede en ulykke, men »vi er ikke de ansvarlige«, siger Louise Harris – det hele er jo samfundets skyld.

Selvretfærdigheden er stor. Hendes generation lider mere end andre, forklarer Louise Harris, og når nogen påpeger, at hun tidligere har delt en munter TikTok-video, hvor man ser hende syngende køre i bil, er det igen samfundets skyld:

»Jeg er et almindeligt menneske og del af et samfund, som desværre er komplet afhængig af fossile brændsler. Jeg har ikke råd til en elbil,« siger Louise Harris til BBC.

Videoen af den grådkvalte aktivist over M25 har fået nogle kommentatorer til at drage sammenligninger til de unge selvopofrende kvinder, som i 1970erne var så oprørte over klassesamfundets uretfærdighed, at de støttede op om terrorgrupper som Rote Armee Fraktion.

Nutidens klimaaktivister er ikke terrorister, men radikaliseringsprocesserne minder om hinanden, og vi har de seneste år set en bølge af udenomsparlamentariske klimaaktioner – også med alvorlige konsekvenser.

Klimaaktivister limer sig selv fast til kendte kunstværker eller kaster maling på dem. Andre pifter dæk på store biler i København og andre vestlige storbyer, og der er nærmest daglige forsøg på at blokere trafik på veje eller i lufthavne.

Det er gået galt flere gange.

I Stockholm i august blev en ambulance i udrykning forhindret i at komme frem til et sygehus på grund af en klimablokade, og i Berlin blev en redningsaktion af en 44-årig kvinde stærkt forsinket på grund af endnu en klimaaktion. Hun døde en uge senere, og det diskuteres stadig, om hun uden vejspærringer kunne være blevet reddet. Forinden nåede en kendt tysk klimaaktivist, Tadzio Müller, at skrive på Twitter, at sådan er det, når der føres klimakamp: »Shit happens«.

De mange sager kalder på, at venner af både klimaet og demokratiet siger fra.

I mine øjne har de grønne ekstremister uret på mindst fem forskellige måder:

1.      De erstatter fakta med følelser, angst og religiøs vækkelse.

2.    De er udemokratiske. De anerkender ikke demokratiske beslutninger, fordi de mener at vide bedre end andre, hvordan den globale opvarmning skal begrænses.

3.    De er intolerante over for mennesker, der indtager de »forkerte« standpunkter. Forleden blev den unge Louise Harris stoppet for åben mikrofon, da hun beskyldte en navngiven debattør for at være finansieret af olieindustrien. Hvad hun ikke havde nogen beviser for.

4.    De er kyniske. Nogle af dem er villige til at lade klimakampen koste menneskeliv. Roger Hallam, medstifter af aktivistgruppen Extinction Rebellion, har åbent forklaret, at han selv gerne ville stoppe en ambulance med en døende patient, hvis han var ved at gennemføre en klimaaktion. Den svenske professor i humanøkologi, Andreas Malm, er også berygtet for sine opfordringer til sabotage og bomber mod rørledninger.

5.     De graver deres egen grav. Vandalisering af kunstværker koster sagesløse museer dyrt, og hærværk og trafikblokader indebærer risiko for tragiske hændelser, som vender opinionen imod dem. I en tysk meningsmåling foretaget i november svarer 86 procent af de adspurgte, at klimaaktivisternes blokader »skader« klimasagen.

Det er altså vigtigt, at de grønne ekstremister møder modstand.

Radikaliseringen kan blive decideret farlig, og den har allerede i dag alvorlige konsekvenser:

Det skader den seriøse debat, når den bliver domineret af dommedagsprofeter med løsgående postulater.

Og det skader den folkelige opbakning til klimaomstillingen, når selvoptagede, melodramatiske aktivister får lov til at løbe med opmærksomheden.

Kilde: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hun-ville-redde-klimaet-i-stedet-afsloerede-hun-den-groenne

 

Pierre Collignon blev debatredaktør på Berlingske i april 2018. Han er forfatter til bogen "Tilbage til virkeligheden - kampen mod fake news, løgne og manipulationer". Han har tidligere været chefredaktør på Jyllands-Posten og korrespondent i Berlin, Bruxelles og Moskva.

 

Deja-vu. Flokke af migranter strømmer igen mod Europa – ud over de 4,5 millioner ukrainere, der allerede er her. Er EU og medlemslandene bedre rustet til at håndtere problemet end under krisen i 2015-16?

Europas nye migrantkrise

BRUXELLES – Det er kun midt på formiddagen, men portene er allerede lukket til Le Petit-Château, den tidligere kasernebygning i det centrale Bruxelles, som den belgiske asylmyndighed Fedasil nu bruger som modtage- og indkvarteringscenter for asylsøgere.

Le Petit-Chateaus 800 pladser er fuldt optaget, og køerne uden for Fedasils kontorer er allerede så lange, at man har måttet stoppe for tilgang resten af dagen.

En flok migranter, alle mænd, står endnu uden for porten og ryger.

»Kom igen i morgen, er den besked, vi fik,« siger en af dem, en bangladeshisk mand i 30erne. Han er tilsyneladende forberedt på det nordeuropæiske vintervejr, er iført varm dynejakke og fornuftige sko og kunne sagtens ligne en turist.

Til Belgiens hovedstad Bruxelles er der ankommet så mange asylansøgere, at de nytilkomne er henvist til at sover på gaden, under broer og på togstationer. Alle sengepladser på asylcentrene er for længst optaget. Foto: Dmitrij Kostjukov/The New York Times

Han siger ja til at snakke lidt med den danske journalist på den betingelse, at vi nøjes med at kalde ham M. Det samme gør en ung ranglet fyr med brun hud, et vaklende engelsk, men et brugbart fransk. Étyen hedder han, kommer fra det centralafrikanske land Burundi. Han fryser tydeligt i sin alt for tynde vindjakke.

Jeg tilbyder de to mænd en kop kaffe på en café på den modsatte bred af Canal de Bruxelles, en af de vandveje, der skærer igennem den belgiske hovedstad. Midt på broen over kanalen passerer vi, hvad der ligner en samling festivaltelte, en 10-12 stykker, dækket af en kæmpestor grøn presenning. Fodtøj i alle afskygninger – sko, sneakers, sandaler, klipklapper – står uden for teltene sammen med affaldsposer og en enkelt indkøbsvogn. Her lever nogle af de omkring 4.000 illegale migranter, som der p.t. ikke er plads til i de belgiske indkvarteringscentre, og som må sove rough – på gaden, under broer, på banegårde og lignende.

Teltdugen til et af teltene slås op og afslører en hel familie med to-tre børn, der ligger og skutter sig i soveposer eller under tæpper. Og det selv om Fedasil på sin hjemmeside understreger, at familier har førsteprioritet, når der skal findes indkvartering.

Jeg lader en bemærkning falde om, at det ser ud til at være hårdt for dem, men M og Étyen er nådesløse. »Man har sin skæbne,« siger den unge burundier. »Det kan ingen ændre.« Og M er tilsvarende usentimental: »De må tro, at de kan få et bedre liv her. Ellers var de her jo ikke.«

Da jeg på cafeen spørger Étyen, hvordan han er kommet den lange vej til Europa – og forestiller mig ørkenvandringer og farefulde sejladser – svarer han kort: »Med fly, selvfølgelig.« Han landede i den serbiske hovedstad Beograd for godt en uge siden og har bevæget sig mod Bruxelles med bus eller til fods.

Siden læser jeg, at Burundi er et af de lande, som Serbien har givet visumfri adgang som modydelse for, at landet har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Kosovo. Fra Serbien siver migranterne gennem de porøse grænser til nabolandene og dermed til EU – den såkaldte Balkanrute, som EU-Kommissionen netop nu gør meget for at få lukket.

M er kommet til Bruxelles via den anden store adgangsvej til Europa – Middelhavet. Han fortæller, at han er ingeniør og har arbejdet i flere år i først Egypten, siden Libyen og hele tiden har sendt penge hjem til familien, hustru og to børn, i Bangladesh. Men jobmulighederne tørrede ud i Nordafrika, og han besluttede sig for at tage chancen og krydse havet.

Ingen af de to mænd er særlig meddelsomme, da jeg spørger, hvem der har hjulpet dem til Europa, eller hvad det har kostet. »Jeg står i gæld til nogen,« siger Étyen blot.

M tror på, at han kan få opholds- og arbejdstilladelse i Belgien. »Der er brug for en mand med mine evner.« Étyen nøjes med et »vi får se«. Han ved ligesom alle andre, at en afgørelse på hans ansøgning er flere måneder eller år væk, og at han til den tid kan være over alle bjerge. »Helst et sted, hvor man taler fransk,« som han siger. Hvor han skal sove i nat, ved han ikke.

Selv ukrainere må sove på gaden

De to mænd er en del af, hvad der allerede er udråbt til Europas nye migrantkrise, en mulig gentagelse af, hvad der skete i 2015-16, da 1,4 millioner flygtninge og migranter kom til et EU-land. Den mærkes ikke rigtig i Danmark – i årets første ni måneder kom der kun 3.846 nye asylsøgere til hertil, hvoraf cirka halvdelen var ukrainere.

Hvis vi medregner de omkring 4,5 millioner ukrainere, der nu skønnes at opholde sig i et EU-land, er krisen i 2015-16 overgået mange gange. Men ukrainerne tæller ikke rigtig i denne statistik. EU besluttede allerede en uge efter den russiske invasion 24. februar at give alle ukrainerne flygtningestatus fra dag ét med ret til at modtage økonomisk støtte, rejse på tværs af EUs landegrænser, søge job, sende deres børn i skole og få adgang til lægehjælp med mere. De er så at sige koblet af EU-landenes normale asylsystem.

Men derfor er det alligevel mange mennesker, der skal hjælpes, og som har lagt beslag på myndigheders og ngo'ers kræfter og midler. Og da migranter fra resten af verden i løbet af 2022 igen begyndte at strømme til Europa, blev institutionerne hurtigt overbebyrdede.

Ifølge EUs grænsekontrolagentur Frontex er 280.000 illegale migranter kommet til Europa i løbet af årets første ti måneder, en stigning på 77 procent sammenlignet med året før. Af dem kom 130.000 ad Balkanruten, mens 90.000 tog turen over den centrale del af Middelhavet, og 40.000 krydsede det østlige Middelhav.

Det er især Tyskland, Østrig og Benelux-landene, der har mærket det nye indtog. Her i Belgien ser man migranter alle vegne, byens godt 30.000 indkvarteringspladser er for længst fyldt op. Og myndighederne mangler ikke bare pladser, men personale til at sørge for mad, sanitære forhold og lægebehandling – og til at behandle de mange ansøgninger.

»Nu ser vi selv ukrainere, der må sove på gaden. Og situationen bliver kun værre i de næste måneder,« siger Alberto-Horst Neidhardt, ekspert i migration ved Bruxelles-tænketanken European Policy Center.

»Det er ikke, fordi der er sket en eksplosiv stigning i antallet af ikkeukrainske migranter sammenlignet med tiden før coronapandemien. Men den belgiske regering har i de år, der er gået siden 2015-16, nedlagt store dele af asylsystemet. Samtidig har myndigheder og ngo'er virkelig måttet anstrenge sig for at modtage alle ukrainerne.«

Er EU så bedre rustet til at håndtere en migrantkrise, end man var i 2015-16?

Neidhardt mener, at svaret er nej. »Vi ser stadig medlemslande, lokale myndigheder og EU bruge alle kræfterne på kortsigtede ad hoc-løsninger. Asylsystemet er fortsat både omstændeligt og underbemandet – der er lige nu i Europa 500.000 asylansøgninger, der venter på at blive besvaret. Der er endnu ikke fundet en løsning på problemet med, hvordan man deler migrantbyrden nogenlunde solidarisk mellem medlemslandene.«

Asylpagten

Europa-Kommissionens svar på migrantkrisen i 2015-16 var at lave et forslag til en Migration- og Asylpagt, fremlagt i 2020. Pagten har fire hovedelementer: 1) en mere solidarisk fordeling af migrantbyrden. 2) en mere effektiv ekstern grænsekontrol med en hurtigere udskilning af »åbenlyst grundløse« asylansøgninger ved EUs grænser. 3) en mere effektiv hjemsendelse af migranter, der opholder sig illegalt i EU. 4) aftaler med lande uden for EU, især i Mellemøsten og Nordafrika, der skal begrænse strømmen af migranter til Europa.

Kommissionens pagt fik en blandet modtagelse, da den blev fremlagt. Men en del af den er faktisk gennemført eller er på vej til at blive det – især den del, der handler om at stramme adgangen til EU, fortæller Luigi Scazzieri, der er seniorforsker ved tænketanken Centre for European Reform og ekspert i migration.

Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

»De største fremskridt ser vi i form af aftaler med tredjelande. De mest berømte er den med Tyrkiet, hvor vi groft sagt betaler tyrkerne for at tage sig af de flygtninge, der er i landet, og sørge for, at de bliver der, og den mere kontroversielle aftale med Libyen, hvor vi træner den libyske kystvagt, der har været involveret i mishandlinger. EU presser for øjeblikket Serbien hårdt for at få landet til at opgive sin noget løse visumpolitik, og der blev netop i denne uge indgået aftale om, at Frontex-grænsevagter kan udstationeres mellem Balkanlandene for at mindske antallet af migranter på Balkanruten.«

Scazzieri nævner også, at det er lykkedes at oprette et egentligt EU-asylagentur, der kan hjælpe medlemslandene med at håndtere ansøgninger, ligesom der er politisk enighed om en database over asylsøgere baseret på fingeraftryk, kaldet Eurodac.

Langt vanskeligere står det til med returns – at få illegale migranter sendt tilbage til deres hjemlande. En række lande i Mellemøsten og Afrika har ikke vist sig særligt samarbejdsvillige – eller har rejst krav om store modydelser. Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

Og hvad angår solidaritetsmekanismen, den mere retfærdige fordeling af migrantbyrden, ser det decideret skidt ud. »Det bliver meget vanskeligt at nå til enighed der,« siger Luigi Scazzieri. »Det er meget usandsynligt, at store lande som Tyskland og Frankrig vil fravige det generelle princip om, at det er første ankomstland, der er ansvarlig for asylansøgeren.«

I juni indgik en gruppe lande en ad hoc-aftale om at aftage 10.000 migranter, der var steget i land i Italien og andre sydeuropæiske lande, men aftalen har ikke rigtig udmøntet sig konkret.

Eskalerende spændinger?

Spørgsmålet er, om en ny migrationskrise vil føre til lige så store politiske dønninger på kontinentet som den i 2015-16. Det mener Alberto-Horst Neidhardt, at der er risiko for.

»Vi må regne med, at antallet af ukrainere, der søger midlertidig beskyttelse i EU, vil stige i de næste måneder på grund af russernes ødelæggelse af ukrainsk infrastruktur. Vi må antage, at stærkt stigende priser på fødevarer i Den Tredje Verden vil få flere til at søge mod Europa. Det kommer så oven i det stress, modtagesystemet i Europa allerede lider under. Vi kan se af målinger, at en vis solidaritetstræthed har indfundet sig – samtidig med at Ukrainekrigens socioøkonomiske konsekvenser gør livet sværere for europæerne. Det giver alt sammen risiko for eskalerende spændinger,« mener Neidhardt.

»Populister og propagandister vil spille på den vrede, der opstår, formentlig hjulpet af kræfter udefra. De politiske brudflader, vi så i Europa under migrantkrisen i 2015-16, kan hurtigt vise sig igen, både internt i EUs medlemslande og mellem medlemslandene.«

kILDE: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/europas-nye-migrantkrise

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK