Kommentar. Der må være en konsekvens. Intet håndtryk, intet eksamensbevis.

Norske tilstande
DET ER ABSURD, at den eneste, der har undskyldt i sagen om det manglende håndtryk, er den norske rektor. Hende, som en dreng fra 10. klasse i Oslo ikke ville give hånden til skolens afslutningsceremoni.

Havde drengen og hans familie haft nogen skam i livet, var det selvfølgelig dem, der sagde undskyld. Undskyld for den disrespekt, de udviser over for en institution, som har givet deres barn en gratis grunduddannelse, finansieret af de norske skatteydere. Måske havde de endda været taknemmelige for, at en rektor stabler en højtidelig ceremoni på benene og prøver at sende deres børn ud i livet med en god ballast.

Ifølge rektoren råbte folk i stedet »haram« fra tilhørerpladserne, som om det norske velfærdssamfund har gjort dem noget. Optagelsen, der er blevet vist vidt og bredt, siger meget om den sociale dynamik, som nogle muslimske grupper benytter sig af i Vesten. De opfører sig som grænseløse curlingbørn, fordi de velmenende voksne omkring dem ikke tør sætte grænser af frygt for at blive kaldt racister.

Det er nødt til at få konsekvenser.

Kildefoto: Adobe Stock

 

ALT FOR LÆNGE har de skandinaviske velfærdssamfund forsøgt at løse problemerne i kølvandet på den mellemøstlige indvandring med de samme redskaber, som de bruger til interne problemer. I Norden sætter vi blødt mod hårdt og søger instinktivt dialogen og nedtrapningen. Derfor bliver vores flade sociale hierarki pludselig til en motorvej, når mellemøstlige indvandrere og flygtninge ikke anerkender institutionernes autoritet.

Skandinaviens muslimske curlingbørn – af alle aldre – er nødt til at indse, at der er forskel på, om man opfører sig ordentligt eller ej.

Man kan ikke tage imod et eksamensbevis fra en skole, hvis man ikke anerkender skolens autoritet, dens ansatte eller det samfund, der giver børn fra alle samfundslag en grunduddannelse. Intet håndtryk, intet afgangsbevis. Man kan eventuelt gøre håndtrykket til en ordensregel, der skal overholdes og ellers kan føre til udsmidning på linje med fravær eller vold. Gerne på alle klassetrin til sommerafslutningen.

Et frit samfund kan hverken tillade eller leve med, at borgere fra andre lande tager imod sociale ydelser, sundhedshjælp og gratis uddannelse og derefter undergraver og modarbejder de mennesker og den samfundskonstruktion, der har gjort velstanden mulig.

På videoen prøver rektoren netop at sige, at de er nødt til anerkende hende.

»Folkens, vi bor i Norge, og sådan her skal det ikke være. Og til jer forældre også, vi bor i Norge. Du kommer til at skulle arbejde sammen med norske kvinder, ellers vil du ikke kunne lykkes i Norge.«

Tilsyneladende har hun opgivet at argumentere for, hvorfor man skal opføre sig ordentligt til en afslutningsceremoni. I stedet appellerer hun til de muslimske elevers egoisme. Måske vil de indse, at det er til deres egen nytte at opføre sig ordentligt.

Dybest set viser videoen en rektor i undertal. Det bliver på drengens måde. Barnet vinder over den voksne. Eleven, der ikke engang er myndig, vinder over skolens administrative leder på en scene, mens alle andre ser på.

Det er et autoritetstab, der ikke bør tolereres.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-26/samfund/norske-tilstande

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Er højreorienterede kvinder smukkere og gladere end venstreorienterede? Et dansk studie har vakt konservativ jubel på Twitter.

Venstrefløjens sure mokker
Højreorienterede kvinder er både smukkere og gladere end venstreorienterede. Det indtryk kan man i hvert fald få, når man skimmer et nyt videnskabeligt studie, der har analyseret sammenhæng mellem udseende og politisk ståsted for mere end 3.000 danskere.

Studiet fik for nylig den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov til at godte sig på de sociale medier: »Jeg glæder mig til at se DR og Politiken bringe den glade nyhed,« skrev han sarkastisk på Twitter.

Også den famøse psykolog Jordan B. Peterson greb studiet og bed mærke i, at venstreorienterede kvinder var mere tilbøjelige til at udstråle foragt. Det fik kommentarsporet til at gløde: »Sandheden gør ondt,« skrev nogle, mens andre kaldte studiet for ondskabsfuldt.

Studiet, som blev udgivet i Scientific Reports i slutningen af marts, er lavet af samfundsforskere fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og universitetet i Lund. De tre forskere har brugt deep learning-algoritmer – en slags kunstig intelligens – til at analysere billeder af 3.323 danske kommunalpolitikere med fokus på deres ansigtsudtryk: Var de glade eller neutrale? Hvor attraktive var de? Hvilke følelser udtrykte de?

Arkivfoto: Kristian Djurhuus, Scanpix.

For kvinderne gjaldt det, at de højreorienterede var både mere attraktive og gladere end de venstreorienterede. Højreorienterede mænd var ikke flottere end gennemsnittet, men de så mere glade ud.

UMIDDELBART ER DER altså belæg for Jarlov og Petersons skadefryd. Men der er også et par forbehold, der er værd at tage.

For det første bygger resultaterne på en analyse af lokalpolitikernes valgplakater, og det er derfor meget muligt, at forskellene afspejler et strategisk valg, skriver forskerne i studiet: Andre studier viser netop, at højreorienterede vælgere går mere op i, at deres politikere ser godt ud, og måske er det den præference, der giver skævheden.

En anden mulighed er, at der findes en generel forskel på, hvad venstre- og højreorienterede går og udstråler. Måske bliver man mere deprimeret af at være venstreorienteret? Måske bekymrer højreorienterede sig mindre om verdens tilstand? Måske er smukke og glade ansigter et udtryk for et privilegeret liv, som trækker folk til højre på det politiske spektrum?

Det er interessante spørgsmål, men det er ikke dem, forskerne bag studiet er optaget af. Målet med studiet er derimod at blive klogere på, hvor meget personlig information man kan hive ud af et billede ved hjælp af kunstig intelligens. Det ved vi meget lidt om, og det er et problem, hvis vi gerne vil beskytte os mod at afgive følsomme oplysninger til store techvirksomheder.

Det er et spørgsmål, som både venstreorienterede og højreorienterede bør interessere sig for. Grimme såvel som smukke.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-25/ideer/venstrefloejens-sure-mokker

CECILIE CRONWALD (f. 1985) er redaktør for Ideer, Weekendavisens videnskabssektion. Journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Massachusetts og BA i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet.

 

CECR@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Leder. Mette Frederiksen har været altdominerende. De blotte rygter om hendes afgang har vækket det politiske liv fra sin dvale. Alt er i bevægelse, og uden Frederiksen vil dansk politik live op og blomstre.

Efter 

Frederiksen

DANSK politik har med ét forandret sig. En nærliggende metafor er, at en afdød pludselig rejser sig og viser sig at være i live. Eller rettere: at et helt lighus vækkes, og at de genopstandne bevæger sig rundt mellem hinanden – forfjamskede over, at livet så pludseligt er strømmet tilbage til de kolde, stive lemmer. Dansk politik har været nedfrosset, låst i givne og kendte mønstre. Nu er der bevægelse overalt.

POLITIK har på alle afgørende måder været domineret af Mette Frederiksen, siden hun blev statsminister i juni 2019. Hun blev valgt på et snævert flertal og skabte en mindretalsregering, men pandemi, økonomiske krise, Ruslands krig mod Ukraine og en helt ny sikkerhedssituation har gjort hende mere eller mindre urørlig. 

Hun forstod at gribe fat i Guds kappe og etablere sig som en formidabel kraft, der regerede næsten hinsides politiske og ideologiske skel. Ingen danske og få internationale toppolitikere kan hamle op med hendes politiske tæft. Det er ikke alene sket på grund af krig og corona – Frederiksens gennemslagskraft, omstillingsparathed og evne til at aflæse og dominere enhver politisk situation er umådelig.

REJSER Mette Frederiksens eventuelle exit med ét en række spørgsmål, selvom ingen jo aner, om hun rent faktisk vil blive NATO-chef, skyldes det netop, at hendes tilstedeværelse i dansk politik har været så total. Den blotte antagelse om dette exit åbner sprækker overalt. Først og fremmest i Socialdemokratiet, dette store hus fuldt af ideologiske modsætninger og personlige stridigheder, som Mette Frederiksen, først med hjælp fra Henrik Sass, dernæst Martin Rossen, har styret med jernhård disciplin. Et hus, hvor de andre beboere oftest gør, som de får besked på, og holder deres skepsis for sig selv.

SIG nu ikke, at det er præmaturt med denne spekulation i udsigten til politik uden Frederiksen. Alene muligheden for partiformandens afgang har fået Socialdemokratiet til at åbne sig som en gammel træstamme efter vinterens kulde, og livet myldrer frem: På kryds og tværs løber ideologiske og personlige modsætninger, som både handler om personlig magt, temperament og uenighed om retningen for landet. 

Det er usandsynligt, at finansminister Nicolai Wammen vil være i stand til at lægge disse modsætninger tilbage i deres dvale. Årene med Mette Frederiksen har for Socialdemokratiet været en stor succes, men også præget af stilstand, når det gælder intern debat, og af stor nervøsitet og håndskyhed i resten af partiorganisationen.

Mette Frederiksen har på alle afgørende måder domineret dansk politik, siden hun kom til magten i 2019. Her ses hun under folketingsvalget i efteråret 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

FRA socialdemokrater og resten af det politiske spektrum bør der lyde et lettelsens suk. Forlader Frederiksen sit partis lederskab, vil det frigøre en stor, tilbageholdt energi. Socialdemokratiets størrelse og betydning gør det helt afgørende, at det er i bevægelse og har plads til de modsætninger, der findes. 

En af grundene til, at det hele står så stille i både regeringen og partiet i disse måneder, er, at alt for få mennesker i Socialdemokratiet har fået lov at bidrage til debatten og taget ansvar for at bringe den videre.

DE andre partier i Frederiksens regering er også straks blevet påvirket af den hypotetiske, men meget tilstedeværende sandsynlighed for regeringschefens afgang. Også her, i arbejdsfællesskabet, blotlægges både personlige og ideologiske modsætninger. Mette Frederiksens faste hånd på styret og den kultur for ensretning, der er omkring hende, har kun akkurat kunnet skjule de hårdt opspændte indre kompromiser i regeringen. 

Den er bundet af politiske forlig og fastholdt i den spændetrøje, de tre partier har iklædt sig, og den har ingen politisk vision ud over sin evindelige krisefortælling. Lars Løkke Rasmussen har ret: Politik bør handle om noget. Dansk politik uden Mette Frederiksen kan få det til at ske igen.

DØDE gjorde politik altså ikke i årene siden 2019, selvom det er en af Frederiksens spidskompetencer at lade, som om interessemodsætningerne i samfundet er forsvundet og afløst af intelligente og modige hensyn til fællesskabets bedste. I disse dage rejses der krav om, at der bør udskrives folketingsvalg, hvis statsministeren går af. Dette krav kommer naturligvis fra partier, der har fremgang i meningsmålingerne, men kravet er rimeligt.

 Socialdemokratiet har siden Mette Frederiksens udnævnelse til formand bidraget til en hidtil uset personificering af politik. Hun har sat et markant aftryk, og både hendes parti og hendes regeringsprojekt er i høj grad knyttet til hende. Går hun af mindre end et år inde i valgperioden, bør vælgerne selvfølgelig få mulighed for at forme tiden efter Frederiksen.

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-23/samfund/efter-frederiksen

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Magtfuldkommenhed. Danske statsministre er blevet mere indflydelsesrige, og i dag er magtkoncentrationen så voldsom, at det er et problem. Tim Knudsen afslutter sit kæmpeværk.
De egenrådige

Da Mette Frederiksen dannede sin første regering i 2019, udnævnte hun sin politiske rådgiver Martin Rossen som stabschef for det politiske sekretariat i Statsministeriet. Rossen skulle angiveligt være med til at formulere regeringens politik, og derudover skulle han sikre, at hver enkelt minister fulgte denne politik.

Rossen fik samtidig sæde i to af regeringens centrale udvalg, nemlig koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Dermed gav statsministeren sin politiske rådgiver siden 2011 andel i regeringsansvaret og den politiske magt, men uden at han skulle stå til ansvar for vælgerne.

Mette Frederiksens placering af Rossen i regeringens magtcentrum var kulminationen på en proces, der har fundet sted siden 1800-tallet, hvor der først var »kollektive« regeringer, dernæst »individualiserede« regeringer og endelig i dag »topstyrede« regeringer. Det er en proces, hvor hver enkelt statsminister siden 1848 har formet embedet på forskellig vis, men med det fællestræk, at magten er blevet gradvist mere koncentreret omkring regeringschefen.

Det er en vigtig iagttagelse om magtens centralisering, og det har politologen Tim Knudsen skrevet et kæmpeværk om, hvoraf det femte og sidste bind nu foreligger. Værket fortjener mange læsere, men desværre er argumentationen ofte lidt for tendentiøs. Det vender vi tilbage til.

I VÆRKETS FØRSTE BIND analyserer Tim Knudsen »kampen om regeringsledelsen« 1848-1901. Det andet bind handler om de »første demokratiske statsministre« efter parlamentarismens indførelse i 1901 frem til 1942, mens det tredje og fjerde bind er viet til henholdsvis krigstid og det »samarbejdende folkestyre« 1942-1972 samt de »folkelige statsministre« 1972-2001.

Dette, værkets femte og sidste bind, er en analyse af de stærkt styrende statsministre fra 2001 til 2019. To analyser udfoldes parallelt. Den ene vedrører regeringsførelsen, og den del handler om den måde, hvorpå periodens statsministre – Anders Fogh Rasmussen (2001-2009), Helle Thorning-Schmidt (2011-2015), Lars Løkke Rasmussen (2009-2011, 2015-2019) og Mette Frederiksen (2019-) – forvaltede deres embeder. En række af de kapitler, der vedrører Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regeringer, er skrevet sammen med politologen Peter Heyn Nielsen.

Collage: Mathias Hoeg

Anders Fogh Rasmussen beskrives som en dygtig statsminister, der var i stand til at lede og styre Venstre, regeringssamarbejdet, oppositionen i Folketinget og kommunikationen med offentligheden. Som statsminister var han velforberedt, strategisk tænkende, en målrettet forhandler, en velovervejet kommunikator og forsigtig med både at hyre og fyre såvel ministre som rådgivere.

Desuden gjorde Anders Fogh Rasmussen maksimal brug af det folketingsflertal, VK-regeringen havde med Dansk Folkeparti, og han gav flertallet så mange udvalgsformandsposter i Folketinget som muligt. Statsministerens magt voksede kraftigt under Anders Fogh Rasmussen.

Vurderingen af Helle Thorning-Schmidt som statsminister er helt anderledes. Hun var en uerfaren leder, kæmpede med et splittet parti, som hun aldrig fik styr på, og var gennem det meste af regeringens levetid genstand for dårlige meningsmålinger. Alligevel fortsatte magtkoncentrationen. Der blev ansat flere rådgivere, offentlighedsloven blev strammet, og regeringens ansættelsesudvalg fik øget magt.

Lars Løkke Rasmussen var en helt tredje type statsminister. Som Helle Thorning-Schmidt kæmpede han med et splittet parti og havde periodevis enorme vanskeligheder med sit parlamentariske bagland. Sammenlignet med sine forgængere skabte Lars Løkke Rasmussen kun få ændringer i Statsministeriet, men udvidede dog ministeriet med et nyt kommunikationssekretariat.

Var Løkke Rasmussen forsigtig med institutionelle ændringer, så var han til gengæld kreativ i brugen af de beføjelser, der ligger i at være statsminister. For eksempel ændrede han på regeringskonstellationer uden at udskrive valg. Han oprettede desuden nye ministerposter og omlagde ressortområder uden indblanding fra Folketinget. Lars Løkke Rasmussen adskilte sig fra sin Venstre-forgænger ved kun i begrænset omfang at gøre regeringsgrundlaget til et styringsredskab.

Mette Frederiksen er ifølge Tim Knudsen den, der minder mest om Anders Fogh Rasmussen. Også hun var velforberedt, da hun blev udnævnt til statsminister. Frederiksen styrkede Statsministeriet mandskabsmæssigt, blandt andet ved at oprette et udviklingssekretariat, der skulle udarbejde fireårsplaner.

Hun startede og sluttede desuden flere af de politiske processer hos sig selv, erklærede at ville svække embedsværkets indflydelse, udskiftede departementschefer i stort omfang, ansatte hele tre særlige rådgivere i Statsministeriet og ansatte som nævnt sin politiske rådgiver i en ledende funktion i Statsministeriet og placerede ham samtidig i centrale ministerudvalg.

VÆRKETS ANDEN ANALYSE er en beskrivelse af store beslutninger, som statsministrene har været centrale aktører i mellem 2001 og 2019. Det er periodens krigsbeslutninger, Danmarks økonomiske politik, håndteringen af FNs klimakonference i 2009, strukturreformen, efterlønsreformen, lærerkonflikten, covid-19 og spørgsmålet om aflivningen af mink osv. Det er småt, hvad Tim Knudsen har af væsentligt nyt at berette om disse spørgsmål, men der er tale om spændende gennemgange af vigtige politiske anliggender. Samtidig er sproget oplagt og stedvis tilmed sarkastisk, for eksempel da han nævner, at Økonomi- og Erhvervsministeriet frem til begyndelsen af 00erne vistnok »mest havde set de handicappede som en arbejdskraftreserve«.

Til gengæld reducerer det læselysten betragteligt, at Knudsen leverer utallige æselspark til politikere, han tilsyneladende ikke bryder sig om. For eksempel omtales Anders Fogh Rasmussen som »korsridder«, Jesper Langballe og Søren Krarup som »rabiate« og Søren Gade som »den jyske major«. Helle Thorning-Schmidts øgenavne gengives, Lars Løkke Rasmussens privatforbrug er genstand for omtale, og en kritiker af Mette Frederiksen citeres for at omtale hende som »magtsyg«. Tim Knudsen synes ikke uenig i ordvalget.

Er det småt med nyheder i analysen af de politiske hovedanliggender, er der så meget desto mere grund til at være opmærksom på de tolkninger, Tim Knudsen lægger ned over stoffet, og det materiale, der ligger til grund for tolkningerne. Og her er der mere at diskutere.

FOR DET FØRSTE er bogens materialegrundlag og kildeanvendelse ikke altid stærkt. Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, vil helt ind ikke blot i regeringerne, men i Statsministeriet og i ministerudvalgene for at forstå og vise, hvordan magten er blevet udfoldet.

Det er en god ambition, men Knudsen har ikke haft adgang til det relevante kildemateriale, og han er derfor henvist til sekundære kilder, herunder erindringer skrevet af (undertiden: skuffede og bitre) ekspolitikere, interview med nuværende og tidligere aktører samt et stort antal dagbladsartikler. Men det er ikke nødvendigvis de bedste kilder til at forstå, hvad der foregår i lukkede ministerudvalg. Og hvad ministerudvalg angår, undrer det, at Knudsen langt hen fravælger at diskutere regeringens sikkerhedsudvalg. Her sidder statsministeren for bordenden, og her behandles flere af de helt alvorlige sager. Sikkerhedsudvalget er formentlig i stigende grad et nøgleudvalg for statsministerens magtudøvelse.

Dernæst er det uforståeligt, at Knudsen bruger Mogens Lykketoft til at karakterisere og vurdere aspekter af Fogh Rasmussens økonomiske politik. De havde i 00erne et herostratisk dårligt forhold til hinanden, Lykketoft mente sig snydt af Fogh Rasmussen op til Irakkrigen, og ved folketingsvalget i 2005 kørte Fogh Rasmussen Lykketoft over med en damptromle. Efterfølgende synes Lykketoft ikke at have forbigået en eneste mulighed for at tale dårligt om Fogh Rasmussen.

Hermed også antydet, at Tim Knudsens analyser undertiden er for subjektive. Et eksempel er spørgsmålet om, hvorfor det ikke lykkedes Helle Thorning-Schmidt at blive genvalgt i 2015. Her vælger Knudsen at citere Dan Jørgensen for, at regeringen blev identificeret med »nødvendighedens politik«, og derfor gik det, som det gjorde.

Men sandheden er, at Socialdemokratiet gik et mandat frem, hvilket Tim Knudsen endda selv nævner. Derimod blev De Radikale halveret, mens det forhenværende regeringsparti SF befandt sig i en dødskamp. Det var derfor ikke bare Socialdemokratiet, men nok så meget De Radikale og SF, der tabte valget. Efter at have læst bogen er det imidlertid svært helt at frigøre sig fra tanken, at Knudsen ikke bryder sig om »nødvendighedens politik«, corydonismen og konkurrencestaten, og at det måske er derfor, han falder for fristelsen til at citere Dan Jørgensen, men det bliver læserne reelt ikke klogere af.

ENDELIG ER AKRIBIEN i henvisningerne gennemgående for ringe. Det kan lyde som en detalje, men er det ikke. De måske mest hyppigt anvendte kilder i bogen er avisartikler og nyhedsindslag fra dagspressen. Derfor nytter det ikke blot at henvise til en avis og en dato. Endnu værre er følgende henvisning, hvis fulde ordlyd er: »DR2 26.11.2013«. Men hvilke læsere har adgang til DR2s fulde programflade 26. november 2013? Henvisningerne underbygger desværre opfattelsen af et arbejde, der er hastet lidt for hurtigt igennem.

Så hvordan skal regnebrættet gøres op?

Først og fremmest har Tim Knudsen leveret en herkulisk indsats, der aftvinger respekt. Der er også meget, der tyder på, at værkets hovedsynspunkt er rigtigt, for så vidt som at magtkoncentrationen omkring de seneste statsministre ubetvivleligt er øget.

Men Knudsen har ikke anstrengt sig tilstrækkeligt for at underbygge sine teser, og det er en skam. Det er for eksempel påfaldende, at forfatteren Carsten Jensen fremhæves som en af de få eksperter i Danmark, der på et tidligt tidspunkt forstod konflikten i Afghanistan.

Det er vanskeligt at skrive nutidshistorie, både fordi kildegrundlaget er porøst, og fordi fristelsen til moralisering er stor. Det er bogen desværre også en påmindelse om.

Tim Knudsen: Statsministeren. Mellem almagt og afmagt 2001-2019. 636 sider. 400 kr. Samfundslitteratur.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-23/boeger/de-egenraadige

RASMUS MARIAGER

 

Rejseplaner. På få dage fandt regeringen 21 milliarder kroner til Ukraine, samtidig med at statsministeren endelig blev inviteret til Washington.

Pinsemiraklet i

Finansministeriet

Tirsdag den 9. maj godkendte regeringens koordinationsudvalg det udspil til forsvarsforlig, som fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen ifølge planen skulle præsentere for offentligheden en uges tid senere. Forslaget skulle sikre, at Danmark, som skrevet i regeringsgrundlaget, senest i 2030 opfylder NATOs mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.

Det havde ikke været nogen let proces at nå frem til udspillet, som var resultatet af en længerevarende armlægning mellem Forsvaret, Forsvarsministeriet og Finansministeriet, men nu var man der. Lidt over 100 milliarder kroner til nyinvesteringer over de næste ti år, 38 milliarder kroner til genopretning af slitage og efterslæb samt lidt ekstra indberetninger af udgifter til NATO.

Nu manglede bare offentliggørelsen, der lige skulle afvente, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede regeringens sikkerhedspolitiske strategi på et på et pressemøde den 16. maj. Troels Lund Poulsen skulle så efter planen følge efter med forsvarsforliget i ugen efter. Først lod ministeriet forstå, at det skulle ske onsdag den 24. Siden blev det udsat til fredag den 26., hvor forsvarsministeren allerede havde indbudt interessenter fra blandt andet erhvervslivet til en udvidet briefing. Men så begyndte planen at skride.

På et nyt møde i koordinationsudvalget var der opstået overvejelser om, hvorvidt man burde nå de to procent hurtigere end planlagt. Ifølge centrale kilder kom ønsket om en hurtigere indfasning fra Statsministeriet, og det er selvsagt et tungtvejende argument.

Rejsen til Amerika

Det er i sig selv påfaldende, at regeringstoppen på den måde lægger an til at omgøre en beslutning, den selv har truffet kun et par uger i forvejen. Mindre påfaldende bliver det ikke af, at mødet i koordinationsudvalget fandt sted den dag, hvor Statsministeriet hen på aftenen udsendte en pressemeddelelse, der fortalte, at Mette Frederiksen mandag den 5. juni langt om længe får mulighed for at besøge USAs præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus i Washington.

Hvis man oven i det lægger stadig tiltagende forlydender i danske og internationale medier om, at Mette Frederiksen er en af de helt seriøse kandidater til at overtage posten som NATOs generalsekretær efter nordmanden Jens Stoltenberg, har vi en cocktail, der uomgængeligt må sætte dansk politik i brand og skabe intern uro i en regering, der i forvejen ikke står på alt for sikre stolper.

Selvfølgelig især i Socialdemokratiet, der ved den blotte formodning om udskiftning af en formand, der har vundet to valg og holdt ro mellem partiets gamle fløje, allerede har set de ellers henslumrende kaffeklubber vågne til kamp af dvalen.

Det er endnu en teoretisk diskussion, om regeringen skal have ny statsminister og Socialdemokratiet ny formand. En realitet er det til gengæld, at både Finansministeriets og Forsvarsministeriets embedsmænd måtte aflyse pinseferien for at genberegne det udspil, der ellers lå klappet og klar til offentliggørelse.

Ét problem var at finde flere penge, da allerede den oprindelige plan gjorde massivt indhug i det økonomiske råderum. Et andet var, at det ville give begrænset mening at pumpe milliarder ind i Forsvaret på kort sigt, da investeringer i materiel for det meste tager flere år at gennemføre.

Løsningen blev, som det fremgik, da Troels Lund Poulsen tirsdag endelig fik mulighed for at fremlægge regeringens udspil, at Danmark de næste år øger sin støtte til Ukraine med i alt 21,9 milliarder kroner. Flest i år og næste år.

Det egentlige forsvarsudspil er stort set uændret i forhold til regeringens oprindelige plan. 105 milliarder kroner til nyinvesteringer og 38 milliarder til genopretning. I alt 143 milliarder kroner de næste ti år. Mange penge, men færre, end Forsvaret havde håbet og ventet.

Til gengæld kan Mette Frederiksen på mandag fortælle præsident Joe Biden, at Danmark allerede i år lever op til NATOs toprocentsmål.

Der kan være mange gode grunde til, at statsministeren gerne vil have den fortælling med ind i Det Ovale Værelse i Washington. Regeringens målsætning om at nå de to procent i 2030 har i realiteten ikke imponeret mange andre end regeringen selv. Både i NATO og i USA anses det for at være både sent, langsomt og lidt. Til gengæld er Ukraine-donationer tidens hårdeste valuta, så det er givet, at den del vil blive taget godt imod.

Selv hvis vi ser bort fra den snart ledige NATO-post, er der gode grunde til, at den danske statsminister skal have noget at vise frem. Besøget kommer påfaldende sent i præsidentperioden, hvilket kan skyldes, at den aldrende præsident ikke modtager så mange gæster som forgængerne. Men det er også en halvoffentlig hemmelighed, at blotlæggelsen af aflytningssamarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA har vakt misnøje i Washington, hvor netop dette samarbejde og dets hemmeligholdelse har haft høj prioritet.

Ikkekandidaten

Men vi kommer alligevel ikke uden om NATO-posten. I forbindelse med Folketingets afslutningsdebat onsdag sagde Mette Frederiksen, at hun ikke har søgt noget job, og at hun ikke er kandidat til posten. Det er givet sandt, da det ikke er en post, man søger, og da der ikke er formelle kandidater. Nogle vil måske endda huske, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid brugte næsten identiske formuleringer, da hans kuffert allerede stod pakket i Statsministeriet.

Illustration Gitte Skov

Vi er, må det indrømmes, i indiciernes verden, og skulle det ende med en anden end Mette Frederiksen i toppen af NATO, vil hun kunne henholde sig til sine offentlige udsagn. Hun søgte ikke noget job, hun var ikke kandidat, og hvad pressen undervejs fandt på, er ikke hendes ansvar.

Men det er historien, der ikke vil dø, og det er der mange grunde til. Herunder, at man på Statsministeriets foranledning hen over pinsen kunne finde 21,9 milliarder kroner til Ukraine synkront med forberedelsen af Washington-besøget.

Men allerede inden det var Mette Frederiksens navn varmt, når der blev talt om Jens Stoltenbergs afløser, og det er ikke blot i medierne, men ifølge kilder også i NATOs hovedkvarter, hvor hun endda anses som en af de mest seriøse kandidater.

Logikken er nogenlunde som følger. De østeuropæiske lande vil helst ikke have en sydeuropæer, franskmændene ikke en brite, især tyskerne finder Estlands statsminister, Kaja Kallas, for konfrontatorisk. Det efterlader Mette Frederiksen og den hollandske statsminister, Mark Rutte, som de aktuelle favoritter, der er så ligeværdige, at muligheden for at få en kvindelig generalsekretær kan blive afgørende. Der er dog altid det forbehold, at den slags processer har et eget ulogisk liv, og at spillet derfor kan væltes over ende flere gange inden NATOS topmøde i juli, hvor navnet helst skal være på plads.

Næste ubesvarede spørgsmål er så, om Mette Frederiksen overhovedet vil have posten, måtte den blive tilbudt. Hendes erklæringer om, at hun ikke er kandidat og ikke har søgt nyt job, skal man som nævnt ikke lægge alverden i. De er formelt sande, men ...

En kilde tæt på den socialdemokratiske top udtrykker det således: »Jeg tror ikke, hun aktivt har søgt, men hvis man bliver prikket på skulderen af de store hovedstæder, er det vel nærmest en pligt.«

Henholdende

Man kan dertil lægge, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i så brede kredse, at det næppe er tænkt som en statshemmelighed, har fortalt, at han har sagt til Mette Frederiksen, at han vil anse det for et stort svigt, hvis hun forlader den regering, hun har sat i søen. I samme fortælling skulle udenrigsministeren især have bemærket sig statsministerens yderst henholdende svar.

Den advarsel har tilsyneladende ikke gjort tilfredsstillende indtryk, for torsdag morgen fandt Løkke, der er til udenrigsministermøde i Oslo, anledning til at gentage den offentligt overfor TV 2, der spurgte, om han ville tage imod et lignende tilbud:

»Jeg ville gøre mig mine overvejelser. For vi har haft valg for kun et halvt år siden. Og vi har startet et helt nyt politisk projekt i Danmark, som jo i høj grad også er personbåret i den forstand, at det hviler jo på, at jeg selv stiftede et nyt parti med den raison d’etre, at vi skulle lave en ny konstruktion i dansk politik, og at Mette Frederiksen, da valget blev udskrevet, satte sin egen person ind på det. Det er lige løbet i gang. Altså, det, synes jeg, rejser mange spørgsmål. Det er ikke nogen, jeg skal svare på.«

Det sidste indikerer, hvilke problemer det vil give for regeringen, hvis den skal have ny leder mindre end et år efter, at SVM-konstellationen blev stablet på usikre ben. Mindst lige så store problemer tegner sig for Socialdemokratiet, der kun delvist har en arvefølge liggende i skuffen.

Partiets berømte og berygtede kaffeklubber har under Mette Frederiksens formandskab ført en yderst tilbagetrukken rolle, lige så har fraværet af egentlige fløje været nærmest historisk. Men allerede rygtet om formandens mulige exit har vækket de slumrende spøgelser. Den tidligere så magtfulde Morgenmadsklub lod allerede høre fra sig efter regeringsdannelsen, hvor dens medlemmer følte, at både ministerposter og store ordførerskaber var gået dem forbi. Nu er ærindet at fortælle, at partiet bør ledes i en alliance mellem finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Morten Bødskov. Sidstnævnte er leder af Morgenmadsklubben.

Der er da heller ikke tvivl om, at Wammen er den oplagte arvtager, måtte Mette Frederiksen rejse ud af landet. Dog er der en del i folketingsgruppen og baglandet, der hellere så justitsminister Peter Hummelgaard tage over.

Det er skel, der går på tværs af de eksisterende kaffeklubber og mere handler om partiets sjæl. Bødskov og Wammen er pragmatiske politiske operatører, for hvem magten kan synes at være et selvstændigt mål. Over for det står mere ideologiske socialdemokrater som Hummelgaard, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek. De sidste støtter SVM-samarbejdet, men anser det for en midlertidig tilstand, som Socialdemokratiet på et tidspunkt må videre fra, hvis det vil have sin sjæl i behold.

Om de interesser kan forenes, er uvist. Overvejende sandsynligt er det, at Nicolai Wammen er den potentielle afløser. Freden i partiet afhænger af hans evne til at integrere de andre i en holdbar alliance. Kan han ikke det, lurer nye formandskampe et sted i fremtiden.

Bliver det Wammen, vil næste problem være, hvordan det påvirker dynamikken i regeringen. Som allerede omtalt er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ikke begejstret over udsigten til et skifte i toppen. Men hverken Venstre eller Moderaterne har med den aktuelle situation i meningsmålingerne nogen interesse i at anfægte regeringssamarbejdet.

Lægger man dertil, at Socialdemokratiet besidder 50 af regeringens 89 mandater, tilsiger den politiske logik, at Mette Frederiksens potentielle afløser i Socialdemokratiet også er hendes afløser i Statsministeriet.

Det eneste, der kunne tale imod den udgang, er det, man kan kalde dansk politiks Løkke-faktor. Altså det forhold, at processer, der involverer Lars Løkke, ofte har det med at trodse alle forudsigelser, og ikke mindst, at udenrigsministeren har en unik evne til at sidde på den sidste stol, når musikken stopper.

Men trods alt tæller både den politiske logik og Socialdemokratiets historiske selvfølelse efter alt at dømme tungere end Løkke-faktoren. Siden Stauning har partiet med kun en enkelt ukurant udtagelse under Besættelsen ikke været i regering uden at besidde statsministerposten.

Jeg hedder Troels Lund

Fra Venstre kommer der næppe nogen udfordring, al den stund at partiet har problemer nok med sit eget lederskab. For nylig bekendtgjorde Jakob Ellemann-Jensen, at han vender tilbage til både formandspost og regering 1. august. Glæden over det har i Venstre ikke været uden iblandet bekymring for, om det egentlig ikke var bedre at køre videre med duoen Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose i stedet for en formand, der måske ikke kan stå distancen.

At der kun vil blive udvist afmålt nåde, indikerede den fungerende forsvarsminister, da han på sit pressemøde blev spurgt til en sag om mulig misinformation af Folketingets Finansudvalg i forbindelse med indkøb af israelsk produceret artilleri. Lund Poulsen kendte ikke sagens detaljer, men han havde bestilt en undersøgelse. Hvad Ellemann måtte have vidst og ikke vidst, kunne han ikke sige noget om.

»Jeg er ikke Jakob Ellemann, jeg hedder Troels Lund,« sagde han, hvilket jo er ubetinget sandt, men også en klar melding om, hvad der venter den tilbagevendte formand i august.

Samlet set altså et billede af en regering, hvis lederskab allerede efter et halvt år er usikkert på flere punkter, idet man dog kan se bort fra, at Moderaterne skulle planlægge at skifte leder.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-22/samfund/pinsemiraklet-i-finansministeriet

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK