Brændpunkt. Det danske udspil til et forbud mod offentlig afbrænding af hellige skrifter efterlader Sverige helt alene: uden for NATO og med fuldt blus på koranafbrændinger. Det er så farligt, at Finland overvejer at flytte sit personale i lande, hvor Sverige og Finland deler ambassader.

Sverige ladt i

stikken

Under sommerens dansk-svenske drama med koranbrande har Sveriges statsminister, den konservative Ulf Kristersson, gentagne gange forsikret den svenske offentlighed om, at man ikke stod helt alene. På stort set hvert eneste pressemøde har Kristersson understreget, at han samme dag eller dagen forinden havde talt med kollega Mette Frederiksen i Danmark.

Også udenrigsminister Tobias Billström og justitsminister Gunnar Strömmer har fremhævet, at de løbende har rådført sig med danske ministre. Et parløb i krisehåndtering og stigende ængstelse.

Fredag ved middagstid var parløbet slut. Den danske regering præsenterede et udspil til ændring af straffeloven, så koranafbrænding – eller med justitsminister Peter Hummelgaards ord: »utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund« – kriminaliseres.

Det danske udspil var ventet. Efter sommerens mange koranafbrændinger i Danmark oplyste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i slutningen af juli, at regeringen søgte efter et juridisk redskab til at bremse aktionerne.

»Det er nogle ganske få individer, der sender et signal, der ude i verden bliver opfattet, som om vi faciliterer en forhånelse af de lande og deres kulturer. Og det er det signal, vi skal have sat en stopper for,« udtalte Lars Løkke Rasmussen 30. juli til DRTV.

Demonstranter i Beirut brænder svenske flag i protest mod koranafbrændinger. foto: Bilal Hussein, AP, Scanpix.

I en ondsindet fortolkning stod svenskerne altså tilbage som de eneste, der tillader en sådan forhånelse.

Et rent svensk problem

Og det danske pressemøde med justitsminister Peter Hummelgaard, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen udløste straks to pressemøder i Stockholm. Mindre end en time efter at de danske ministre havde afsluttet deres fremtræden, trådte Socialdemokraternas partileder, tidligere statsminister Magdalena Andersson, frem for den svenske presse.

»Det, der sker, når Danmark ændrer sin lovgivning, er, at vi kommer til at stå alene og i en udsat position. Verden vil rette blikkene mod os,« erklærede Magdalena Andersson. I et interview med Sveriges Television understregede Magdalena Andersson, at dagens melding fra København udgjorde en markant forandring: »Vi har hele tiden haft hinandens ryg.«

Som oppositionsleder indskærpede Magdalena Andersson: »Regeringen må tydeligt vise, hvordan den vil garantere det svenske folks sikkerhed i en sådan situation.«

En time senere stod justitsminister Gunnar Strömmer da også på podiet til et hasteindkaldt pressemøde i Regeringskancelliet i Stockholm. Justitsminister Strömmer understregede ligeledes den løbende kontakt med Danmark: »Der har været enighed om, at det trusselsbillede, som genereres af forskellige manifestationer, er et fælles problem for vore respektive landes sikkerhedssituation.«

Med de tre danske ministres erklæring var trusselsbilledet tilsyneladende blevet et overvejende svensk problem.

Justitsminister Strömmer udstråler normalt tung ro og troværdighed, men virkede denne fredag en anelse stakåndet efter beskeden fra København. Han benyttede dog det danske udspil til at fremhæve den svenske regerings egne tiltag: »Det er klogt, at vi også iværksætter en forberedende proces.«

Strömmer annoncerede for et par uger siden, at den borgerlige regering ser på muligheden for at udvide bestemmelserne i Ordningslagen, så der fremover kan gives afslag på ansøgninger om demonstrationer med henvisning til nationens sikkerhed. På sit tv-transmitterede pressemøde udtalte Strömmer: »Andre lande finder åbenbart, at det er nødvendigt at give lovgivningen et eftersyn.«

Terrororganisationer som al-Qaeda har opfordret til angreb mod begge landes ambassader, men hen over sommeren er det Sverige, der har oplevet de kraftigste reaktioner fra den muslimske verden, herunder en ambassadestorm i Bagdad og et mislykket brandbombeangreb i Beirut. Samtidig har den hjemlige sikkerhedstjeneste, Säpo, hævet trusselsniveauet fra tre til fire på en skala med fem trin. Sverige er gået fra at være »et legitimt mål« til at være »et prioriteret mål« blandt islamiske terrororganisationer, lyder vurderingen fra Säpo.

Finland overvejer at flytte

Allerede fire dage før meldingen om den danske lovændring blev den svenske regering bestyrket i fornemmelsen af at stå alene. Mandag i sidste uge forklarede Finlands udenrigsminister, Elina Valtonen, i et interview i Helsingfors-dagbladet Hufvudstadsbladet, at den finske regering overvejer at flytte Finlands repræsentation i de lande, hvor Finland deler adresse med svensk diplomati.

»Hvis der findes en sikkerhedstrussel mod Sverige, og Finland er til stede i de samme bygninger, må vi tage hensyn til det, og vores personale må flyttes til sikre steder,« udtalte udenrigsminister Valtonen.

Hun understregede, at hun løbende var i kontakt med sine to kolleger, Tobias Billström i Sverige og Lars Løkke Rasmussen i Danmark: »Vi må følge situationen nøje, specielt når det gælder lovgivning i Sverige og Danmark omkring koranafbrændinger. Vi må se, om det er sikkert for Finland, og om vi kan forblive i de samme bygninger.«

Modsat Sverige blev Finland i april optaget i NATO, så Sverige har gennem hele sommeren befundet sig i en dobbeltkrise. Ud over koranbrandene står den svenske regering med en ikkeafklaret NATO-optagelse.

Der er tale om to forbundne kriser: Koranafbrændingerne anvendes af Tyrkiets præsident Erdogan til at blokere for ratificeringen af Sveriges NATO-medlemskab, og de svenske sikkerhedsmyndigheder har påvist, at Rusland i høj grad understøtter uroen og manifestationerne.

Så dér står Sverige: Man har bekendt kulør i forhold til det aggressive Rusland, men er endnu ikke lukket ind i varmen i den vestlige forsvarsalliance. Dette ubehagelige ophold i vadestedet er hovedårsagen til, at Sverige trods velvilje over for Ukraine ikke har doneret et antal JAS Gripen-kampfly – modsat Danmark, Holland og Norge, der hver især har lovet Ukraine et antal F-16-kampfly. Det svenske forsvar mener ganske enkelt ikke at kunne undvære kampflyene lige nu.

»Det har at gøre med, at Rusland nok er svækket i sin kapacitet på landjorden, men ikke når det gælder luftkamp,« udtalte forsvarsminister Pål Jonson i torsdags til nyhedsbureauet TT.

En ensomhedens sommer for Sverige: utrygt selskab for finnerne, i nervepirrende venteposition til NATO. Og i fredags gik danskerne deres egen vej med et afbrændingsforbud.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-35/udland/sverige-ladt-i-stikken

JOAKIM JAKOBSEN (f. 1963) er journalist. Fra 2005 til 2012 reporter og anmelder, og fra 2012 til 2015 kulturredaktør. Kom til journalistikken efter mange, mange års litteraturstudier ved Københavns Universitet og har tidligere arbejdet på Politiken, Jyllands-Posten, Euroman, m.v. Har udgivet flere bøger om sport, herunder Tour de France, Tynd luft og Guld-Harald. 2010 modtager af Berlingske Journalisters Hæderspris.

 

JJAK@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

 

 

Zelenskyj. Besøget er et kærkomment afbræk for en presset regering, men den politiske gevinst er formodentlig begrænset.

Gode dage med Volodymyr

En klog mand har engang sagt, at valg ikke vindes på udenrigspolitik – men de kan godt tabes.

Det er måske værd at huske for oppositionen, der i disse dage ikke kan andet end smile og bakke op, mens regeringstoppen indtager scenen under besøget af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Ikke mindre end fire topministre skulle der til under præsidentens besøg i Skrydstrup søndag.

Det er uomtvisteligt, at regeringen med beslutningen om sammen med Holland at donere F-16-fly til Ukraine placerer Danmark blandt de fremmeste bidragydere til frihedskampen, hvor vi forresten lå i forvejen. Og dermed er midterregeringens skær af teknokratstyre i hvert fald for en stund erstattet af idealismens noget klarere lys. Selvfølgelig med den biomstændighed, at udenrigsministeren under seancen i Skrydstrup netop var hjemkommet fra Kina, hvor han sammen med en erhvervsdelegation havde givet opvisning i »pragmatisk idealisme«, der er det nye udenrigspolitiske mantra.

Spørgsmålet er så, hvor stor en vindersag det fornemme besøg egentlig er for Frederiksen, Ellemann og Løkke, der trods en lille bedring i de seneste målinger stadig er markant bagud i forhold til valgresultatet.

Ukraines præsident Zelenskyj omfavnes af statsminister Mette Frederiksen efter sin tale til Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Erfaringsmæssigt er der ikke store vælgermæssige vitaminer i udenrigspolitik. Især ikke, hvis regeringen fører en politik, der har bred politisk opbakning.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger traditionelt langt nede på listen, når man spørger vælgerne om, hvilke emner de finder vigtige. Krigen i Ukraine har dog ifølge flere af de målinger, der blev foretaget under valgkampen sidste år, rykket en kende på det. Men det er stadig de indenrigspolitiske emner og især sundhedspolitik, der fylder.

At udenrigs- og sikkerhedspolitik sjældent kan afgøre valg, erfarede Poul Nyrup Rasmussen, da han i 2001 forsøgte at udnytte efterdønningerne fra 11. september-angrebet i USA til et valg, som skulle handle om lederskab.

Anders Fogh Rasmussen afmonterede den sag ved at sige, at han var fuldstændig enig i den linje, Nyrup havde lagt for Danmark, så derfor kunne man lige så godt gå i gang med at diskutere andre emner som sundhed og udlændingepolitik.

En kende anderledes er det, når udenrigspolitikken en sjælden gang bliver genstand for politisk splid. Eksempelvis under den såkaldte fodnoteperiode i slutningen af 1980erne, hvor den borgerlige regering og især daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen med både held, dygtighed og hjælp fra et slingrevornt Socialdemokrati fik gjort udenrigspolitikken indenrigspolitisk. Lidt det samme skete under optakten til Irakkrigen og til dels under muhammedkrisen. 

Men i forhold til Ukrainekrigen er der ingen opposition at spille imod. Så er det straks vanskeligere med sagen om koranafbrændinger, hvor en næsten unison opposition har erklæret sig som modstander af hensigterne om en juridisk nålestiksoperation, der skal stoppe bålene. Her er regeringen på den ene side presset udefra af både venner og fjender, mens den indenrigspolitisk er tæt på isoleret. Dog kan den trøste sig med, at befolkningsflertallet ser ud til at hælde i regeringens retning.

I de tre regeringspartier er man givet klar over, at det udenrigspolitiske rampelys ikke i sig selv giver den savnede medvind. Socialdemokratiet og Venstre holdt i sidste uge sommergruppemøder, og der var dagsordenen entydigt indenrigspolitisk og helt igennem classic. Erhvervsskoler til socialdemokraterne. Skattelettelser og hjælp til landdistrikterne til Venstre, hvis formand, Jakob Ellemann-Jensen, i øvrigt benyttede lejligheden til for alvor at binde sig til masten i regeringssamarbejdet ved at afskrive blå blok som et realistisk alternativ.

Slaget om de emner bliver omdrejningspunktet i den politiske sæson. Dagene med Volodymyr Zelenskyj er trods det uomtvisteligt historiske i begivenheden kun et for regeringen kærkomment afbræk.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/gode-dage-med-volodymyr

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Pride. Lgbt-miljøet forholder sig tavst efter trusler og afbrænding af regnbueflag i Mellemøsten. Ny koranaktion vil servere grillpølser i sider fra Koranen.

Sort regnbue

Risikerer homoseksuelle at blive den næste frontlinje i kampen om ytringsfriheden?

Det mener foreningen Frafalden, der ser en lige linje fra de muslimske landes krav om et blasfemiforbud til homoseksuelles frihed og rettigheder. Ifølge formanden Mustafa Sayegh, en 38-årig malermester, der stammer fra Libanon, kan lgbt-sagen stå for skud, hvis regeringen gør det strafbart at skænde Koranen.

»Det vil åbenlyst stille homoseksuelle dårligere, hvis regeringen stopper koranafbrændinger. De muslimske lande bruger en salamimetode, hvor de kræver mere skridt for skridt, for islam tolererer hverken blasfemi, homoseksualitet eller muslimer, der forlader deres tro. Desværre er lgbt-miljøet præget af enten politisk korrekthed eller frygt. Det kunne være fedt, hvis lgbt-miljøet demonstrerede hykleriet i, at lande, der straffer folk for homoseksualitet, vil lege moralpoliti i Danmark.«

Mustafa Sayegh oprettede foreningen Frafalden i 2020, efter at han ikke ville leve som muslim. Han er ikke selv homoseksuel, men tirsdag den 22. august demonstrerer han foran den tyrkiske ambassade ved at læse passager højt op om homoseksuelle, kvinder og frafaldne.

Demonstranter afbrænder regnblueflag foran den svenske ambassade i Irak i protest mod koranafbrændinger. Nu vil en dansk forening demonstrere imod de muslimske landes behandling af homoseksuelle. Foto: Khalid Al-Mousily, Reuters, Scanpix.

Næstformanden, en iransk kvinde, vil være iført en hijab og klippe et stykke af tørklædet for hver passage, og sidst men ikke mindst vil de servere grillpølser af svinekød i koransiderne.

»Det er helt bevidst for at vise respektløshed over for Koranens ord og islam. En stor del af islams magt ligger i, at man skal udvise respekt for religionen og imamerne, og det er en stor magt over sindet hos mange muslimer. Det er jo ikke respekt, men underkastelse.«

– Ifølge regeringen kan man sagtens kritisere islam uden at forhåne Koranen. Hvorfor udelader I ikke svinekødet?

»Jeg synes, det klinger hult, at regeringen kalder det forhånende at skænde Koranen. Det forhånende er mildest talt, at homoseksuelle og kvinder ikke behandles lige, og at man ikke må forlade islam. Når vi serverer svinepølser i sider fra Koranen, er det for helt konkret at vise, at vi trodser islams påbud og Koranen.«

Demonstrationen bliver så vidt vides den første, der vil protestere imod de muslimske landes behandling af homoseksuelle, siden regeringens kovending i forbudsdebatten.

Afvigende og depraverede relationer

Den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan satte for nylig de muslimske landes undertrykkelse af kvinder på dagsordenen ved at rive sider ud af en koran foran den iranske ambassade. Hun rev siderne på et rivejern og lagde strimlerne i en urne, men lgbt-miljøet har ikke markeret sig imod de muslimske lande eller arrangeret ambassadedemonstrationer med regnbueflag eller afbrænding af Koranen. LGBT+ Danmark ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt det bør være lovligt at brænde Koranen i protest mod forfølgelsen af homoseksuelle.

»Vi har ikke fulgt afbrændingsdebatten særligt tæt herinde, og vi har ikke nogen kommentarer lige for nuværende.«

Sabaah, en minoritetsetnisk lgbt-forening, der også har muslimske medlemmer, vil heller ikke blande sig i debatten.

Regnbueflaget og lgbt-rettigheder er ellers flere gange blevet trukket ind i debatten om koranafbrændinger. I juni brændte irakiske demonstranter regnbueflag foran den svenske ambassade i Bagdad som en protest imod koranafbrændinger i Sverige. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, fordømte for nylig USAs accept af homoseksualitet i en tale om koranafbrændinger.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der sprang ud som homoseksuel i 2014, har også kædet et koranskændingsforbud sammen med lgbt-sagen. Han spurgte på Facebook, hvad det næste ville blive:

»Et generelt forbud mod at tegne Muhammed? At mennesker med regnbueflag skal fjernes foran ambassader for lande, der ikke bryder sig om homoseksuelle?«

Forfatter Glenn Bech ser den samme forbindelse. I Deadline på DR2 sagde han:

»Hvem er det religioner almindeligvis undertrykker? Det er almindeligvis kvinder, homoseksuelle og andre religiøse minoriteter. Hvem er det (retten til, red.) religionskritik og blasfemi almindeligvis beskytter? Det er kvinder, homoseksuelle og andre religiøse minoriteter.«

På 24syv ville Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen da heller ikke afvise, at et regnbueflag kan opfattes som krænkende, hvis det blev brugt til at svøbe en koran. Da studieværten spurgte, om det skulle være forbudt at »folde den (Koranen, red.) i et prideflag«, svarede Jan E. Jørgensen:

»Det ved jeg ikke. Altså nu må vi se hvordan lovgivningen ser ud, når den kommer.«

En bekymrende kobling

Copenhagen Pride, der løb af stablen denne uge, har ingen af den slags happenings på programmet. Formand Lars Henriksen har dog noteret sig sammenkoblingen af koranafbrændinger og lgbt-sagen.

»Det er en kobling, der bekymrer mig, fordi det kan give folk en opfattelse af, at lgbt-miljøet skulle have noget at gøre med koranafbrændinger, og sætte os i risiko.«

Lars Henriksen frygter, at lgbt-sagen vil blive trukket ufrivilligt ind i en værdikamp, den ikke selv har valgt.

»Hvis du spørger, om man må pakke Koranen ind i et regnbueflag, siger du samtidig, at det er en krænkelse af muslimer, og den politisering af regnbuefolket er uhensigtsmæssig. Det er at våbengøre os i en kamp, der ikke har noget med os at gøre. Vi bliver bare skubbet foran som et skjold i en kamp for ytringsfrihed. Vi gøres til part i en sag, vi ikke er part i.«

– Er I ikke en part, når lgbt-personer bliver forfulgt, og der sættes ild til regnbueflaget?

»Når jeg ser billederne af brændte regnbueflag, ser jeg mere, at flaget bruges som et symbol på vestlige værdier, end at det er rettet direkte mod regnbuesamfundet. Så min bekymring er mere generelt samfundsmæssig, end jeg er bekymret for, at det er et had rettet direkte mod lgbt-mennesker.«

– Tror du ikke, at de brænder regnbueflaget, fordi de ikke kan lide homoseksuelle?

»Nu kan jeg ikke kravle ind i hovedet på de mennesker, men jeg tror, man tager alt, man opfatter som vestligt.«

– Hvad tror du, at mennesker, der brænder et regnbueflag, tænker om homoseksuelle?

»Jeg tror, de brænder det som en provokation og en hadefuld handling. Det er en hadefuld ytring vendt mod vestlige værdier, herunder lgbt-rettigheder.«

I forordet til programmet for Copenhagen Pride står ikke et ord om islam, islamister eller islamiske regimer. I stedet står: »Nationalister, det yderste højre, evangeliske kristne grupper, kønskritiske og ‘anti-woke’-bevægelser og mange andre ønsker at bremse og vende de fremskridt, vi har gjort.«

– Hvorfor nævner I ikke islamister?

»Det gør vi også, når vi skriver, at det er nationalister og det yderste højre. Islamister er udtryk for en højredrejet nationalisme i de lande.«

– Hvor mange tror du forstår, at I mener islamister, når I skriver det yderste højre?

»Jeg kan jo ikke vide, hvordan folk læser det. Så må de jo spørge.«

– Hvorfor skriver I så ikke bare islamister?

»Det ved jeg ikke. Jeg tænker, at vi har følt os dækket ind med det her.«

Ifølge PET er priden et højt prioriteret arrangement på grund af »skærpet negativt fokus på lgbt+-miljøet fra militante islamister«. Sikkerhedsniveauet er dog ikke højere end sidste år.

Weekendavisen har spurgt Islamisk Trossamfund og Grimhøjmoskeen, om det bør være tilladt at pakke Koranen ind i et regnbueflag. De har ikke svaret.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-33/samfund/sort-regnbue

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

10.December 2018:

DANMARK HAR TILTRÅDT MARAKECH – AFTALEN – OG DET FORPLIGTER, MENER POLITISK KOMMENTATOR.

Af

 Redaktionen

 Danmark tilsluttede sig mandag FN-aftalen om migration ved en konference i Marrakech i Marokko. Mu får migrant-aftalen følgeskab af en aftale om flygtninge. Foto: AP Photo/Mosa'ab Elshamy/Scanpix

Politisk kommentator Hans Engell beskylder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at lyve om konsekvenserne af FN-pagten Global Compact, som mandag formiddag blev tiltrådt i Marrakech. Statsministeren fastholder, at aftalen er en fordel for Danmark og ikke skaber nye forpligtelser

Så har Danmark tiltrådt den omstridte FN-pagt ”Global Compact for Safe and Orderly Migration”. Med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som Danmarks repræsentant blev FN-pagten mandag formiddag godkendt med akklamation på en konference i Marrakech i Marokko. FN-pagten skal nu endeligt godkendes på FNs generalforsamling i New York senere på måneden.

Den danske statsminister fløj til Marokko søndag, og i flyet på vej til det nordafrikanske land, har Løkke muligvis haft tid til at bladre Ekstra Bladet igennem. Hvis han gjorde det, er han næppe blevet i bedre humør, end da han i sidste uge i Folketinget forsvarede FN-pagten overfor Dansk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget er modstander af aftalen, som partiet mener vil åbne op for flere migranter fra Afrika og Mellemøsten.

For i Ekstra Bladet beskylder politisk kommentar Hans Engell direkte Lars Løkke Rasmussen for at lyve om FN-aftalen. En ”stangsur og bister Lars Løkke Rasmussen”, som Engell skriver, sagde i Folketingssalen, at FN-pagten ikke er juridisk bindende, ikke betyder meget for Danmark og ikke vil ændre et komma i dansk udlændingepolitik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler på migrantkonferencen i Marokko, hvor Løkke på Danmarks vegne har tilsluttet sig aftale. Foto: AP Photo/Mosa’ab Elshamy / Scanpix

Hans Engell: Rent nonsens

Men det er ikke rigtigt, mener Hans Engell. Den tidligere forsvars- og justitsminister afviser Løkkes argumentation om, at FN-pagten er vigtig, fordi udviklingslande nu siger ja til at hjemtage egne borgere, som er illegale migranter, samtidig med at Danmark og Europa ikke er forpligtet den anden vej, dvs. til at åbne op for flere migranter. Den logik ”hænger i laser”, mener Hans Engell:

”Afrika er forpligtet. Vi er ikke. Hvilket selvfølgelig er rent nonsens,” skriver Hans Engell i sin søndagsklumme i Ekstra Bladet, og fortsætter:

” (…) Sandheden er nemlig, at erklæringen ikke er juridisk bindende, men politisk forpligter Danmark til en tekst, som på adskillige vigtige punkter er lodret imod den udlændingepolitik, Løkkes regering sammen med DF og S står for. At påstå, at vi er helt uforpligede, passer simpelthen ikke”.

“POLITISK FORPLIGTER DANMARK TIL EN TEKST, SOM PÅ ADSKILLIGE VIGTIGE PUNKTER ER LODRET IMOD DEN UDLÆNDINGEPOLITIK, LØKKES REGERING SAMMEN MED DF OG S STÅR FOR”

Hans Engell i Ekstra Bladet Søndag

Tysklands kansler Angela Merkel ankommer til migrationskonferencen i Marrakech. Foto: AP Photo/Mosa’ab Elshamy/Scanpix

 

NGOer vil bruge aftalen

Hans Engell fortsætter:

”Løkke snyder folk, fordi han lader som om, at FN-teksten ikke forpligter. Sådan fungerer dansk og nordisk politik ikke, og Løkke ved det. Jura er ét, politik noget andet.”

Den tidligere minister og konservative partileder forudsiger, at danske regeringer i fremtiden vil blive mindet om indholdet i FN-aftalen fra NGOer mv.:

”FN vil aldrig kunne samle enstemmighed om at ændre Flygtningekonventionen fra 1951. Derfor prøver man på andre områder at omdefinere flygtninge-og indvandrer-begreberne, så de dækker nye grupper (klimaflygtninge og andre, som ikke opfylder konventionerne, red.). Til det formål er den nye FN-pagt velegnet. Ikke juridisk bindende, men alligevel. Løkke og hans efterfølgere vil i kommende år blive mindet om vores forpligtelser af Dansk Flygtningehjælp, Amnesty, Røde Kors, FN-forbundet plus Venligboerne og andre NGO’er i flygtninge og indvandrer-miljøet,” skriver Hans Engell.Statsminister Lars Løkke Rasmussen i aftes på facebook.

 

Løkke på facebook: Fordel for Danmark

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fastholdt søndag aften, at Global Compact ikke lægger nye forpligtelser på Danmark. Det skete i et længere live-indslag på hans facebook, hvor han gentager, at FN-pagten er en fordel for Danmark.

“Der er ingen nye retlige forpligtelser på Danmark i aftalen, og jeg er overbevist om, at aftalen vil stille os stærkere i vores arbejde med at passe på Danmark,” siger statsministeren med henvisning til, at aftalen gentager udviklingslandenes forpligtelse til at hjemtage egne borgere.

https://ditoverblik.dk/danmark-har-tiltraadt-marrakech-aftalen-og-det-forpligter-mener-politisk-kommentator/

12. september 2019

Nye Borgerlige:
LAD OS KOMME UD AF MARAKECH AFTALEN.
Jeg deltager i samråd med udenrigsministeren om Marrakesh-aftalen i morgen fredag den 13.09. Den har jeg skrevet om flere gange før. Der er to aftaler, som ofte forveksles: Marrakesherklæringen, som er en aftale mellem europæiske og afrikanske lande, og FN’s globale aftale om migration. Der er mange ligheder mellem aftalerne. I morgen handler det om FN-aftalen.

Marrakesherklæringen blev underskrevet uden den store offentlige debat. Som interesserede kan erindre, blev der heller ikke talt meget om FN-aftalen, indtil kort før den skulle underskrives, hvor der kom stor debat om den. Aftalen er positiv overfor multikultur og vil fremme ikke-vestlig migration til blandt andet Danmark.

Det skal ske gennem en lang række tiltag herunder at sætte positiv omtale af migration og multikultur på skoleskemaet, fremme multikultur gennem sport, festivaler med meget mere, stoppe statsstøtte til medier som er kritiske overfor masseindvandringen (det er defineret som intolerance, xenofobi og racisme, men vi ved jo allerede i dag, hvordan disse begreber misbruges til at lukke debatten ned) og meget andet.

Der var ikke rigtig nogen, som kunne forsvare indholdet, men det blev understreget, at den ikke var juridisk bindende, og at det derfor ikke betød noget, at vi skrev under.

Man kan spørge om, hvorfor i alverden man tiltræder en aftale, samtidig med at man gør sig alle anstrengelser for at forsikre om, at den skam ikke kommer til at betyde noget. Hvis man tiltræder en aftale, må det vel være fordi, at man er enig i indholdet. Man må vel forventes at agere i overensstemmelse med det, man har skrevet under på. Hvorfor skulle man ellers gøre det?

Den daværende regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen forsikrede, at aftalen ikke var bindende. ”Eksperterne” var sikre på, at den ikke var. Vi blev altså lovet, at den ikke var juridisk bindende. Et lækket notat fra EU-Kommissionens juridiske tjeneste viser, at de mener, at pagten alligevel vil have retslige virkninger.

Samrådet i morgen handlen om netop dette: har aftalen juridisk betydning for Danmark?

Lars Løkke Rasmussen måtte selv rejse til Marokko for at underskrive aftalen, da hverken Inger Støjberg eller Ulla Tørnæs ville gøre det. Han bød ikke debatten velkommen, men kom med nogle besynderlige udtalelser om, at det var robotter på internettet, som havde blæst sagen op. Jeg var og er meget optaget af sagen, og jeg er ikke robot. Det kender jeg mange andre, som heller ikke er.

Nu er Lars Løkke Rasmussen væk, så var det ikke en ide at få opsagt de to aftaler. Så slipper vi også for diskussionen om, hvorvidt de er juridisk bindende eller ej.

Link til FN-aftale https://undocs.org/en/A/CONF.231/3

Peter Seier Christensen
Udenrigs- og EU-ordfører

 

Forfatter Birgithe Kosovic:
NÅR JEG HØRER METTE FREDERIKSEN TALE OM KORANKRISEN, HØRER JEG SCAVENIUS`STEMME.

Med beslutningen om at forbyde afbrænding af koraner bevæger Danmark sig ind i en mørk fremtid, skriver Birgithe Kosovic i dette essay. Hun stemte på Mette Frederiksen ved det seneste valg, men nu får statsministeren hende til at tænke på samarbejdspolitikkens frontfigur under Besættelsen, Erik Scavenius.

Først da jeg kom ud i lyskrydset ved Dronning Louises Bro, opdagede jeg det: Ude på øen i fodgængerfeltet stod den mørkklædte betjent i skudsikker vest og bad folk stoppe og gav tegn om, at de ikke kunne krydse over her.

Så fik jeg øje på hans kolleger rundt omkring. De var overalt, og først da opdagede jeg bogbrænderne på hjørnet, og at jeg havde tabt vejret allerede ved synet af den første betjent. Det, som jeg havde set, var ikke længere blot var en betjent, men et tegn.

Midt i hele den sædvanlige verden trådte det brat frem, forklædt som almindelighed, som en rolig hånd, en venlig stemme, der ikke løfter sig, og folk søgte roligt udenom. Men det var lige så fremmedartet, og lige så uhyggeligt, som hvis det var døden selv, der var trådt frem.

Mange ser det ikke, kun unødigt besvær og dårlig smag. Lars Løkke oplyser, at afbrænding af Koranen ikke er i danskernes interesser, og Jakob Ellemann-Jensen understreger, at bøger er til for at blive læst, ikke brændt. Men det er ikke skænding af bøger, der tilskynder til drab på syndere, frafaldne, vantro og andre, der er skadelige for os. Det er derimod en samfundsform, hvor folk, der tager den slags bøger på ordet, kan aktiveres af deres hjemlande til at true os med repressalier, såfremt vi ikke begrænser endog grundlæggende rettigheder, så de kommer i overensstemmelse med denne bogs ord.

Demonstranter foran det svenske konsulat i Istanbul, Tyrkiet.

Foto: DILARA SENKAYA.

Bogafbrænderne konfronterer os med, at de, som ser en forbrydelse, der fortjener døden, i en bogafbrænding, også ser mange andre forbrydelser i vores samfund, der fortjener døden. Det er et legitimt projekt at tvinge offentligheden til at tage et opgør med dem, der ser synd og dødssynd alle vegne iblandt os. Og i disse dage, hvor OIC, de islamiske landes internationale samarbejdsorganisation, bekræfter projektets legitimitet, skylder vi alle at tage bogbrænderne, der sætter deres liv på spil, i forsvar.

Et demoraliseret socialdemokrati

Ved sidste valg stemte jeg på Socialdemokratiet, fordi jeg anså Mette Frederiksen for at være den eneste statsministerkandidat, der havde en dyb forståelse af konflikten mellem os med en tradition for demokratisk livsførelse og dem med islamistiske traditioner. Jeg nærede det håb, at Socialdemokratiet under hendes ledelse ville trænge kulturislamismens dogmer tilbage i samfundet.

Men Frederiksen tager gerne stillingen som NATO-chef og overlader landet til teknokrater. Når talen falder på æresdrab, har Kaare Dybvad Bek kun det tamme svar, at den kultur er stærkt rodfæstet i en del af befolkningen.

Muslimer protesterer mod Rasmus Paludans koranafbrændinger foran den svenske ambassade i London.

Foto: Martyn Wheatley / i-Images Mart.

Nu skal man skal også selv spare op til sin ældreomsorg, måske fordi en stadigt større andel af de studerende på velfærdsuddannelserne er fra den islamiske verden, og Socialdemokratiet aner, at efterhånden som det danske personale forlader plejehjemmene, vil de danske ældre også ønske at gøre det. Man foranlediges til den tanke, at Frederiksen er gået i regering med Moderaterne og Venstre, fordi hun er klar over, at det, som har været Socialdemokratiets danmarksprojekt siden Stauning, vil miste folkelig opbakning, efterhånden som velfærdsinstitutionerne bemandes af folk fra den muslimske verden.

Og når hun efter påfaldende lang tids tavshed endelig melder ud, at hun ikke har en klar holdning til, hvad en ytring er; at vi bruger mange kræfter på at opbygge venskaber, partnerskaber, alliancer også med den muslimske verden; og at et afbrændingsforbud ikke er funderet i religion, men er en demokratisk beslutning, så hører jeg Scavenius’ stemme.

Erik Scavenius (til venstre) var bannerfører for Danmarks samarbejdspolitik med Nazityskland under Anden Verdenskrig. Han ses her i samtale med Adolf Hitler i 1941. Birgithe Kosovics prisbelønnede biografiske roman i to bind, Den inderste fare, handler netop om Scavenius.

Foto: Ukendt.

Men Frederiksen er nok godt klar, at hun nu giver efter for et pres fra den muslimske verden, som vi ikke har gjort før, og at hun dermed åbner for en ny præcedens. Og at som altid, når regimer forbyder eksplicitte former for disrespekt, vil de respektløse finde nye måder at vise deres foragt. Om kort tid vil de kunne stene Koranen, piske den eller kaste den ud fra højhuse, ligesom man gjorde det med utugtige kvinder og homoseksuelle i Islamisk Stat. Med tiden vil endog et foto af Koranen ved siden af en Jumbobog kalde på et forbud. Og folks uheldige ord og gerninger vil kalde på legitim straf, som når en skoledreng i Wakefield trues med døden, fordi han har krøllet et par sider af en koran, og hans mor må trygle for hans liv foran byens forsamlede muslimer, mens britiske politifolk sidder ved hendes side og nikker for fred.

Hvis man vil sige noget kritisk om islam, skal man ikke vente i mange år, for det vil blive sværere, ingen tvivl om det.

Hverken moral eller jura løser konflikten. Ytringsfriheden har altid begrænset sig selv, enten fordi man som fællesskab er så ens og deler interesser i så stort omfang, at kun få har lyst til at ytre sig lidt afvigende. Eller fordi man som fællesskab har så forskellige interesser og måske endda allerede har oplevet fjendskab imellem grupperne, at ord kan skabe så stor vrede eller frygt, at de bliver besvaret med trusler og dødsvold.

Spørgsmålet er: Ønsker vi en ytringsfrihed, der begrænses af den ene eller den anden samfundsform?

Kun en koranafbrænding

Vi bliver fortalt, at det her kun handler om dårlig smag, og at alt, hvad den muslimske verden vil have af os, er et forbud imod at brænde Koranen af foran deres ambassader. Men ligesom der ikke findes et magttomrum, som ikke vil blive udfyldt, vil vores afmagt heller ikke få lov at bestå, men blive afløst af en anden overmagt. Hvilke andre ønsker vil en sådan magt have til os?

»Bogafbrænderne konfronterer os med, at de, som ser en forbrydelse, der fortjener døden, i en bogafbrænding, også ser mange andre forbrydelser i vores samfund, der fortjener døden.«

Foto: 12046 Oscar Olsson/TT.

I første omgang kan det være ret til bønnekald fra moskeerne; fredagsbøn på gader og pladser, uagtet om det kalder til folkelig protest; indførelse af islamiske helligdage ved siden af de danske; accept af et formaliseret parallelt retssystem for muslimer, hvad angår familielove; ændring af pensum, så islamiske følelser ikke krænkes; kønsopdelt undervisning på skoler med muslimske elever og studerende. Senere kan det angå den brede lovgivning, som i Sverige sidste år, hvor det rygte spredtes på Al-Jazeera og sociale medier, at Sverige ville tvangsfjerne børn fra muslimske familier for at chikanere dem. Opstandelsen var så stor, at man frygtede gengældelse i form af terrorangreb, og formentlig har de offentligt ansatte rettet ind af frygt for deres personlige sikkerhed, så muslimske børn de facto står uden for loven om tvangsfjernelse, og ligesom bogbrændinger ikke er i danskernes interesse, er tvangsfjernelsen af misrøgtede børn heller ikke i svenskernes interesse, hvis det fører til offentlig uorden.

Men undergravningen af myndighederne har også sine hverdagsformer som i den forstad til Göteborg, hvor en familie på 120 medlemmer under ledelse af en imam har overtaget magten. Naboerne i bebyggelsen trues til at overlade deres kælderrum til familien, som bruger disse til at opbevare stoffer. Børn i skolen trues, hvis de kommer i konflikt med familiens børn. Offentligt ansatte tør ikke tvangsfjerne familiens børn, for ingen kan beskytte dem. Folk, der vidner imod familien i retssager, må forlade landet. Folk, der får dummebøder af familien, må sælge hjem og forretning og forlade området. Politiet kan ikke hjælpe nogen af dem.

»Lars Løkke (billedet, red.) oplyser, at afbrænding af Koranen ikke er i danskernes interesser, og Jakob Ellemann-Jensen understreger, at bøger er til for at blive læst, ikke brændt.«

Foto: Mads Claus Rasmussen.

Det samme sker overalt i Sverige, i Danmark og ud over kontinentet, hvor enklaverne vokser frem. Nogle familier har deres autoritet, fordi deres overhoved er en religiøs leder, andre henter den i kriminalitet, og de netværker med hinanden. Disse religiøse/kriminelle netværk, der bekæmper deres fjender med en hidtil uset brutalitet, og den iransk-svenske kriminolog Ardavan Khoshnood frygter, at udenlandske regimer vil forstå at aktivere disse netværk til at jage deres politiske opponenter. Og således er den banale kriminalitet, terroren og den egentlige krigsførelse forbundne.

Mønsteret er ikke nyt. Inden for militærvidenskaben skelner man mellem »den gamle krig«, stat mod stat, og »den nye krig«, som finder sted internt i staten. Jolles Demmers beskriver den i »Theories of Violent Conflict«: Den har ingen klar begyndelse, ingen afgørende slag eller erklærede afslutninger. Den nye krig er langvarig, voldsom og afløst af perioder med relativ fred. Territoriet har ingen klare grænser, om dagen kan det være behersket af staten, mens andre tager over om natten. Udenlandske aktører yder økonomisk og ideologisk støtte, og med moderne kommunikationsmidler kan strategiske beslutninger træffes verden over og effektueres øjeblikkeligt.

Det er i denne kontekst, man skal forstå koranafbrændingernes legitimitet.

Det gensidige ansvar

Som nation træder vi i disse dage igennem en af historiens største porte. Det, som vi plejede at kalde voldsmandens veto, er ophøjet til kalifatets veto. Dem, som skal vende det, er dig og mig. Det er os som befolkning.

Når jeg spørger politikere, hvorfor de ikke træder i karakter i kampen for frihed, nævner de gerne, at de på daglig basis modtager mange henvendelser fra den del af os, der betragter indvandringen som et moralsk projekt, der vil lykkes, hvis blot man kan opdrage de amoralske til at holde op med at lave konflikter. De hører ikke meget fra os andre, der ikke knytter vores håb til moraliseringer, men til en politik, der trænger kulturislamismen tilbage.

Vi skal ikke skrive på sociale medier, men til politikerne, hver gang de sætter fred over frihed. Skriv i dag. Bed andre om at gøre det samme. Alle partier, alle politikere, helt ned på lokalniveau, skal modtage en storm af breve. Afkræv dem svar: Hvor langt skal vi bøje os for den islamiske verdens krav? Hvordan sikrer vi en samfundsform, hvor vi ikke skal frygte repressalier fra den muslimske diaspora? Hvilken fremtid venter os og vores børn? Hold dem ansvarlige for amoralen, når de banaliserer konflikten med OIC og diasporaen, og indgyd dem mod. Som demokrater skylder vi vores ledere at vise dem, at vi står fast bag dem, når de sætter sig selv på spil for vores frihed. Demokratiet er ikke kun ideer, institutioner og en karrierevej, men et konkret menneskeligt fællesskab, hvis frygt og håb de skal være i direkte kontakt med. Vi bærer alle ansvar for at genetablere forbindelsen mellem det høje og det lave i vores samfund, så det demokratiske hjul kan dreje og trækker udviklingen frem i en vekselvirkning mellem folkets ord og politikeres handling.

I politikere, som har opgivet troen på, at integrationen vil lykkes, men kun vil kun sige det privat, er nødt til at holde op med at foregive. Det er nu, at I åbent må tilstå, at projektet er mislykket i en sådan grad, at vi nu træder ind i en fremtid, hvor vores samfund langsomt kan tilrettes efter islamisk forbillede. Tilstå jeres rejse fra håb til mismod. Vis samvittighed over det tabte. Tag ud i hvert eneste forsamlingshus, hver kirke og forening. Mød det folk, som I skal lede, i en national samtale om, hvordan vi skal forstå tilstanden og forholde os til den. Del jeres tanker og følelser med os og forny forbindelsen mellem det høje og det lave.

Broderismen

Medierne spiller en afgørende rolle i forhold til at afdække broderismen. Begrebet er introduceret af den franske forsker i antropologi Florence Bergeaud-Blackler i hendes seneste publikation, »Broderismen og dens netværk«. Udgivelsen, der har vakt stor opmærksomhed i Frankrig, har medført, at hun nu lever under politibeskyttelse.

Broderismen er den islamistisk funderede ideologi, som promoveres af Det Muslimske Broderskab og tilsvarende organisationer. Men den kan ikke reduceres til en teologisk strømning. Med udgangspunkt i organisationernes sociologi præciserer Bergeaud-Blackler, at broderismen også er et handlingssystem, og at handlingerne har til formål at samle muslimer fra alle islams retninger og vejlede dem i at gøre samfundet sharia-kompatibelt.

Dette skal ikke forstås som en tvangsislamisering af hele samfundet og befolkningen, men samfundet skal gradvist og i videst muligt omfang indrettes således, at muslimer kan leve efter sharias normer og regler. Intentionen er således netop ikke, at islam skal tilpasse sig Europa, men at Europa skal tilpasses islam. Ifølge Bergeaud-Blacklers studier er broderismen så udbredt i Frankrig, at det næsten er umuligt at undslippe dens lære i landets koranskoler og moskeer.

At broderismen også er grundfæstet i Sverige, er dokumenteret af den svensk-egyptiske religionsforsker Sameh Egyptson, som i foråret udgav sin ph.d., »Global politisk islam?«, hvori han undersøger, om Islamiska Förbundet (IF), paraplyorganisationen for de muslimske organisationer i Sverige, er infiltreret af Det Muslimske Broderskab.

Afhandlingen og forskeren bag er kontroversielle størrelser, men dens konklusioner står fast. Egyptson påviser, at IF har de samme ideologiske forbilleder som broderskabet, den samme måde at organisere sig på og støtter den samme politik. Han viser også, at der er væsentlige personsammenfald mellem grundlæggerne af IF og broderskabet. Den helt afgørende pointe er, at hvis vi skal forstå udbredelsen af Det Muslimske Broderskab, så kan vi ikke begrebsliggøre det udelukkende ved at betragte det som en formel organisation, vi skal også forstå det som et uformelt netværk, en bevægelse blandt muslimer.

»Men Frederiksen er nok godt klar, at hun nu giver efter for et pres fra den muslimske verden, som vi ikke har gjort før, og at hun dermed åbner for en ny præcedens.«

Foto: EMMANUEL DUNAND.

Broderismens netværk udbredes ikke via medlemskort og kontingent, og oftest vil sympati med dens grundlæggere og ideologi samt forbindelser til dens organisationer og netværk blive benægtet. Men det skal man ikke lade sig forlede af. Den er en veldefineret konkret ideologi, der promoveres af konkrete organisationer og aktører.

Offentligheden har krav på at få begrebsliggjort, hvor udbredt broderismen er her til lands. Hvad er dens ideologi og intention? Hvem er en del af den? Hvordan organiserer de sig, og hvad er deres virkemåder? Hvordan ser de økonomiske netværk ud, og hvem støtter dem? Er der nogen forbindelse mellem broderismens formelle institutioner og de mange, der kalder hinanden »brødre« og »søstre«, og som for eksempel fremsætter krav om kønsadskillelse i svømmehaller, bederum og foranstalter en shitstorm mod Elle? I hvor høj grad har broderismen indflydelse på den offentlige debats diskurser om islam og alle dets tilliggende emner?

Offentligheden skal være klædt på til at kunne vise det kritisk opmærksomhed, når for eksempel en prominent muslim som Khalid Yasin, der har arbejdet for at sprede islams budskab i over 40 år og holdt taler i over 130 lande, er inviteret ind i podcasten »Det muslimer taler om« på 24syv, hvor han fortæller, at Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hassan al-Banna, er en af hans helte. Offentligheden skal også notere sig, at denne sympatitilkendegivelse ikke får værterne Elias Ramadan og Asiya Ahmed til at løfte et øjenbryn.

Vi må vide, om den gejst, der breder sig som et systematisk modborgerskab i store dele af den muslimske diaspora i Europa – og som udgør en fundamental udfordring for samfundet som social organisme, for retsstaten og fællesskabet bag velfærdsstaten – er næret af broderismen.

Broderismen og dens tilhængere skal ikke forveksles med islam og muslimer som sådan. Men kulturmuslimer, for hvem islam er en inderlighedens tro på samme måde, som kristendommen er grundfæstet hos os, har mistet deres religiøse institutioner, efterhånden som broderismen har overtaget dem. Broderisterne er professionelle og anderledes dedikerede, og derfor har de uden konkurrence kunnet overtage rollen som muslimers repræsentanter. Da vores myndigheder har brug for sådanne at kommunikere med, forbinder vi nu islam med broderismens ansigt.

Vi skal forholde os til, om broderismen er en legitim variant af islam i Europa.

»Når frihed ikke er gratis, må man gøre op med sig selv, hvor meget man er villig til at betale for den,« mener Birgitte Kosovic. I Udenrigsministeriet arbejder diplomatiet på at dæmpe reaktionerne på koranafbrændinger.  

Foto: Mads Claus Rasmussen.

 

Fred eller frihed?

Den dag da terroren ramte i 2015, og en veninde, hvis kæreste befandt sig i Krudttønden, ringede og fortalte, at nogen var blevet slået ihjel dernede, sad jeg og skrev på min roman om stats- og udenrigsminister Erik Scavenius. Den dag indså jeg, at det også var mig selv, der skulle svare: Fred eller frihed? Hvis du skal opgive det ene ideal for at holde fast i det andet, hvad vælger du så? Vil du fortsat træde ud i debatterne og kæmpe for ytringsfriheden og dermed risikere dit liv? Eller vil du underkaste dig til fred og til skam over kujonagtigt at leve dit liv, som om du er en anden end den, du er?

Den dag begyndte en sjælelig og politisk forstyrrelse, som jeg er begyndt at forstå aldrig holder op.

Når frihed ikke er gratis, må man gøre op med sig selv, hvor meget man er villig til at betale for den. Man slynges ind på bunden af sig selv, man afsløres: Er man stærk nok til kampen? Er man skamløs nok til at lyve om sig selv? Og man katapulteres ud til de yderste stjerner af vores samfundsunivers, for éns svar angår samtidig alt og alle: Hvor meget af dette store vil du ofre for at beskytte dit eget lille liv?

Jeg svarede som Scavenius, jeg trak mig fra det frie ord – og mistede mit land, mistede mig selv og sørgede fra mit hjertes dyb og ud til alle stjernerne. Jeg sagde, at jeg ikke havde noget valg, for hvordan kan man vælge andet end fred, når man lever i et samfund, der lader én stå alene i den yderste front, hvor dødsvold er en del af forhandlingen om tilladt og ikketilladt?

Men den, som vælger fred, kan ikke i længden bære at bevidne alle de tab, der følger, når friheden begrænses, og hver gang vide: Det her har jeg sagt ja til. Enhver, der ofrer frihed for fred, vil før eller siden komme til et punkt, hvor det står klart, at mister man sin frihed, så mister man også sin fred.

Sådan går det, fordi det rigtige spørgsmål ikke handler om fred eller frihed, men om indre fred og frihed versus ydre fred og frihed.

»Vi skal rejse os, samle os og være dem, som vi skal være,« mener Birgithe Kosovic.

Foto: Søren Bidstrup.

Ydre fred og frihed deler vi med hinanden, og den kan måles i omfanget af trusler og terroren og begrænsninger af frihedsrettigheder. Man kan bilde sig ind, at man opretholder ydre fred og frihed, når man trækker sig tilbage til sine enklaver, betaler sig til sikkerhed i gated communities, sender sine børn på skoler, hvor familiernes og broderismens børn ikke er, og sparer op til sin velfærd, så man ikke risikerer at få broderister inden for dørene. Og man kan vedtage love, som imødekommer OICs ønsker.

Men alle disse omveje, hvor man forsøger at undgå konflikten, ender alligevel det samme sted: Man skal sleske over for den stupide, rå overmagt. Og når man begynder at føle lede ved sit eget fedtede smil, indser man, at nok har man vundet ydre fred, men den indre fred og frihed er gået tabt. Man er blevet en slave af sin frygt, man har løjet og endda ofret det, som er større end én selv.

Den derimod, som vælger ydre frihed, mister aldrig sin indre fred og indre frihed. Det ved man, hvis man læser frihedskæmpernes afskedsbreve i »De sidste timer«.

Kun få vil risikere deres liv alene for at være tro mod sig selv. Kun få er så uforfængelige, at de vil gå ind i kampen på trods af andres foragt for deres vrede. De fleste har brug for en ydre konkret styrke, noget større, og dette større er altid éns fællesskab. Det skal vi styrke.

Fremtiden er mørk. Alle må yde sit til at styrke og forny alliancerne. Folk og politikere imellem. Folk og folk imellem. Ved middagsbordene. På arbejdspladserne. Overalt, hvor vi mødes. Læs »De sidste timer«. Giv den til alle dine nærmeste. Gå ind i de sværeste tanker og samtaler. Indgyd mod. Stå ved det, som vi er kommet af, og som vi skal føre videre.

Vi skal rejse os, samle os og være dem, som vi skal være.

Indre fred, indre frihed.

Birgithe Kosovic er forfatter

Kilde: https://www.berlingske.dk/kronikker/naar-jeg-hoerer-mette-frederiksen-tale-om-korankrisen-hoerer-jeg