DANMARK FORLADER GRØNLAND. HVEM SKAL UDFYLDE MAGTTOMRUMMET?

(Asger Aamund)

Julen er et mareridt for nyhedsredaktionerne. Der er kun trafikken og vejret at skrive om. Og så måske en mindre juletræsbrand i Kregme. Men er der ingen nyheder, må man jo lave dem selv.

Når kommende præsident Trump skriver på Truth Social, at ” USA mener, at ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed”, bliver opslaget omgående blæst op til, at Trump nu igen-igen vil bemægtige sig Grønland for næsen af de omkring 50 000 inuitter, der troede at landet var deres.

Medierne pisker politikere og grønlændere op til afmægtigt raseri og forargelse. Grønlandske dignitarer har forlængst lært af islams repræsentanter i Danmark, at her kommer man længst med at spille offer for det hvide overherredømme. Og luften er da også tyk af grønlandsk jammer over, at deres land bliver behandlet og anskuet som bare et stykke fast ejendom og grønlænderne som et mindreværdigt folk.

Danske politikere følger trop og lufter deres forargelse over Trumps manglende respekt for både Grønland og Danmark.

USA fulgte meget nøje med, da Danmark i 1953 ændrede Grønlands status fra koloni til dansk amt. Det var et fornuftigt og ansvarligt træk. Som dansk amt havde Grønland nu de samme pligter som de andre amter i kongeriget, men også de samme rettigheder, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de kommende år en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor.

Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland, nu da amterne er nedlagt, stadig havde været integreret som dansk kommune, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden under de måske flere tusinde grønlandske familier, der ser sig selv som jægere og fangere og ikke som lønmodtagere på fabrik og kontor.

Inspireret af Danmark optog USA protektoratet Hawaii som nationens 50.stat. Vi gjorde det modsatte med Grønland og vedtog i 1979 en lov om grønlandsk hjemmestyre. Fortøjningerne til Grønland blev yderligere kappet i 2009 med loven om Selvstyret, hvor Grønland fik retten til sin undergrund.

Der er siden i brede grønlandske kredse opstået en forestilling om Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kan leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salg af mineraler, sjældne jordarter, uran samt olie og gasforekomster.

Det grønlandske Selvstyre knejser med nakken ligesom konen med æggene og ser sig selv forhandle lukrative kontrakter hjem med Kina, Rusland og USA.

Hvis Danmark havde handlet ansvarligt som USA, der lukkede de 500 000 indfødte Hawaiianere ind i USA som stat, havde Trump naturligvis ikke opfordret til ejerskab og kontrol med Grønland, men ville have været fuldt tilfreds med Grønland som integreret dansk kommune. For så var både ejerskab og kontrol entydigt fastlagt og uden for diskussion.

Den kommende amerikanske administration er helt klar over, at Grønland hverken kan brødføde eller styre sig selv og er særdeles bekymret for, at Danmark er ved at skubbe de ambitiøse, men værgeløse grønlændere i armene på Kina eller Rusland, der begge står klar med åbne arme, tegnebøger og senere et sæt lænker.

Trumps mareridt er Grønland som et arktisk Cuba. Den kommende amerikanske regering kan ikke se en fremtid for Grønland uden en militær, politisk og økonomisk beskytter. Og når nu Danmark er på vej til at snige sig ud ad bagdøren, er det jo bedre for alle parter, at det bliver et vestligt demokratisk retssamfund, der udfylder magttomrummet efter Danmark.

I stedet for at blive hysteriske over Trumps udmelding, burde vi hellere erkende, at vi har skubbet vores egen borgere på Grønland fra os til en uvis skæbne, som Grønland ikke er kompetent til at styre.

I Afrika har Kina i flere stater finansieret al fornyelse og drift af infrastruktur mod til gengæld at bestemme alt. Hvis Grønland ender som et kinesisk protektorat, har vi kun os selv at takke for det.

Og den bliver svær at smøre af på Trump.

23. december 2024

http://aamund.dk

 ÅBNE GRÆNSER ÅBNE KASSER

(Asger Aamund)

Under valgkampen op mod folketingsvalget i 2022 havde den islamiske interesseorganisation Hitzb ut Tahrir ophængt plakater og opslag overalt i de almene boligområder, hvor der bor mange muslimer. Her kunne man læse islams bidrag til demokratiets festdag:

” Demokratiet som styreform er grundlæggende i strid med islam. Demokratiet er baseret på sekularisme, idéen om at mennesket og ikke skaberen af mennesket, afgør, hvad der er slet og ret. Det er i strid med vores grundoverbevisning som muslimer at vælge personer eller partier til en lovgivende forsamling.

Enhver støtte til et sekulært parti er ’haram’ (forbudt). I bekender jer til Allah’s sharia, og I skal holde fast i de islamiske principper og udelukkende tjene Allah’s interesser. Sammen med os skal I kalde til islam fuldt og helt”. Sagen vakte en del opsigt i de danske medier, som spurgte, hvad er det nu for noget? Islam er jo bare kærlighedens og fredens religion, så hvad har det dog med folketingsvalget at gøre?

Danske medier og politikere ser ingen grund til, at muslimer ikke skulle være gode demokrater. Politik og tro har jo i vore tider ikke noget med hinanden at gøre. Og samtidig anses Hitzb ut Tahrir for en formørket kult, der er uden forbindelse til moderne muslimers liv og holdninger. Denne opfattelse er imidlertid en monumental, men bevidst fornægtelse af en virkelighed, vi ikke kan leve md. Hitzb ut Tahrir er således ikke en fundamentalistisk kult, men repræsenterer islams universelle værdier, hverdagens islam som det praktiseres i Pakistan, Irak, Iran og Saudi-Arabien. Og også overalt i de islamiske samfund i Danmark

For nogle år tilbage konstaterede en rapport fra justitsministeriet om ytringsfriheden i Danmark, at 76 procent af migranterne fra islamiske lande ville forbyde kritik af islam. I en meningsmåling som Wilke i 2015 foretog for Jyllands-Posten, mente 77 procent af de adspurgte herboende muslimer, at koranens bud skulle følges fuldt ud, hvilket ville betyde at grundloven byttes ud med sharia. Vi ville så få et Danmark, hvor befolkningen opdeles i mennesker (muslimske mænd), halvmennesker (kvinder) og undermennesker (kristne, jøder og andre vantro).

Det, at herboende muslimer accepterer at leve i et demokrati, betyder ikke, at de ønsker det. Tværtimod er der dokumenteret et udbredt ønske om at få det udskiftet med en totalitær sharia-stat. Så længe danske politikere og medier afviser at forholde sig til disse kendsgerninger, må vi leve med en stor befolkningsgruppes had til vores frihed, vores demokrati og vores retsstat.

Den fraværende integration af migranter fra islamiske kultursamfund blev voldsomt forværret under den omfattende folkevandring, der i 2015 skyllede ind over Europa, som uden modstand og handlekraft accepterede EU som et åbent landskab, hvor enhver araber eller afrikaner kunne slå sig ned og begynde et nyt liv for andre menneskers penge.

For at skærme sig mod folkets vrede, konstruerede politikerne i samarbejde med medierne en myte af Hitlersk vælde: de vandrende folkemasser er hovedsageligt en vaskeægte flygtningestrøm af højtuddannede familier, der med nød og næppe er undsluppet Assads tøndebomber, og som nu ser frem til at virksomt arbejdsliv inden for EU til glæde for os alle.

En analyse fra det tyske Bundesagentur für Arbeit viste imidlertid et noget andet billede: 80 procent af migranterne var enlige unge mænd uden kompetencer, der kunne føre til beskæftigelse på det tyske arbejdsmarked. Kun 25 procent af migrantlavinen var syrere, hvor af de fleste ikke var flygtet direkte fra Syrien, men fra sikre flygtningelejre på jagt efter et bedre liv. Resten var sociale migranter fra Mellemøsten og Afrika.

Efter eget ønske fik EU-Kommissionen i Amsterdam-traktaten i 1992 overdraget ansvaret for at bevogte EU’s ydre grænser, hvad der var forudsætningen for at Danmark valgte at tilslutte sig Schengen-samarbejdet. Da migrant-lavinen ramte os i 2015, viste det sig, at EU-Kommissionen intet havde udrettet i de forløbne 20 år for at beskytte Unionens ydre grænser. Ikke et eneste af medlemslandene havde fulgt op på sagen for at kontrollere, om Kommissionen havde levet op til sine forpligtelser.

Da både Kommissionen, EU-parlamentet, medlemsstaterne og også medierne alle havde en aktie i denne fuldbyrdede organisatoriske katastrofe, kom der ingen kritik af EU’s kollektive handlingslammelse. Ansvaret for migrant-invasionen blev fejet ind under gulvtæppet.

Og her står vi så ved udgangen af 2024 med en total fejlslagen integration af islamiske migranter. Med mere end 300 000 herboende muslimer, der gerne vil være her eller hjemme i Mellemøsten forsynet med et dansk pas og overførselsindkomst, men absolut ikke som en del af det danske demokrati og folkelige fællesskab.

Vælgerne er jo heldigvis nemme at narre med ’stram udlændingepolitik’ og ’holdningssamtaler’, hvad der jo også ser flot ud på tv. Man alle er stadig velkomne. Ingen bliver sendt hjem, for vi skal jo være her alle sammen.

Dilemmaet er uløseligt: islamiske migranter vil ikke integreres. Politikere og medier insisterer på, at det vil de og indretter samfundet derefter. Men det er jo også svært at se kendsgerningerne i øjnene, når man hele tiden skal dreje hovedet for at vende den anden kind til.

19. december 2024

http://aamund.dk

 

Jarl Cordua:
STATSMINISTERENS SIKKERHEDSPOLITISKE SORTSYN

Det stopper, når det kommer til at vælge pensionsalder fremfor forsvar

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv.

Søndag fylder SVM-regeringen to år, og det kan flere af regeringens ministre fejre med nye ordner fra kong Frederik. 

Vælgerne giver dog ingen fødselsdagsgave til regeringen i den anledning, for i de to seneste meningsmålinger fra Voxmeter mandag og Epinion fredag er billedet det samme og triste: SVM står til at tabe 30 mandater. S ligger under 20 procent, V på omkring ti procent og M kun på 3,5 procent.

Vælgerne lader sig hverken købe af socialdemokraternes pensionsløfter eller lader sig overbevise af, at regeringen ifølge Venstres formand bør bruge yderligere 300 milliarder kroner på Forsvaret i de kommende år, oveni i de godt 200 milliarder, politikerne allerede har afsat.

Den sølle vælgeropbakning får dog ikke statsministeren til at varsle et kursskifte. Snarere tværtimod. Fremtiden indeholder nærmest kun dårlige nyheder, når man læser de interviews, som Mette Frederiksen har givet i flere af fredagens aviser. 

Her må man forstå, at freden også for Danmark er endegyldigt forbi: Vesten står over for en ond alliance af slyngelstater med Putin i spidsen, hvor krigen i Ukraine kan vise sig kun at være første halvleg i en kamp, der også for danskerne kan vare i årtier.

De lykkelige tidender om Bashar Al-Assads fald fra magten, som herhjemme nok kun kan ærgre folk med større forståelse for hans styre end for de islamistiske oprørsgrupper, såsom Rune Selsing, får kun liden betydning i det store spil, hvor kineserne trækker i trådene bag de mere udfarende parter i aksen som Rusland, Iran og Nordkorea

Budskabet til danskerne fra den åbenlyst stærkt bekymrede statsminister er, at de sidste rester af 90er-ubekymrethed og naivitet nu må bortvejres til fordel for en – sådan lyder det – bunkermentalitet, hvor tiden er kommet til at sanke forråd og forberede os mentalt og praktisk på, at en militær konfrontation kan komme, og at lidelserne og afsavnene kan blive endnu større, hvis ikke vi i rette tid gør os klar. 

Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.

Det er et klart budskab og ansvarligt af statsministeren at varsle, men det er nok også spørgsmålet om det er noget, der får vælgerne til at vende hjem til SVM. For bortset fra Morten Messerschmidt og de få Putin-apologeter/verstehere, der findes så som en popmusiker, en filminstruktør, en forsker på DIIS, dele af den russiske diaspora i Danmark, Marie Krarup, liberalistiske nihilister samt i lommer på yderfløjene, så er der ingen i oppositionen, der reelt indtager det modsatte synspunkt. Alle er enige.

I forsøget på at få politisk kant til nogen, er regeringen nu begyndt også at diskutere med sig selv. Det så man et eksempel på i ugens løb, hvor Socialdemokratiet indrykkede annoncer med overskriften »PENSION«, hvor partiet gentager det selvfølgelige budskab om, at pensionsalderen ikke kan stige uendeligt. 

»Mette Frederiksen har adopteret et tankesæt som balternes, finnernes og polakkernes, hvor alle fortsætter dagligdagen som altid, men hvor man er klar til militært at sætte alt ind mod, hvad man nu måtte møde fra russisk side.«

Foto: Søren Bidstrup.

Det fik regeringspartneren Moderaterne til at reagere med en modkampagne på de sociale medier med helt samme annoncetyper, hvor budskabet lød, at den nuværende privilegerede generation burde tage et halvt år mere på arbejdsmarkedet for ikke at overlade næste generation byrden med en sen pensionsalder.

Udefra ligner det umiddelbart en regering i splid med sig selv, hvor den mulige SVM-vælger kan være i tvivl om, hvad regeringen samlet vil på området. I »spinrummet« forklarer regeringspartierne debatlysten med ord som »oplyst uenighed« eller »kontrolleret uenighed«.

For S ligner det kold beregning, hvor man satser på, at vælgerne til sin tid stående i stemmeboksen vægter tilliden til, at regeringspartiet endnu en gang leverer varen, som man så det med Arne-pensionen. 

»Vi vil hjertens gerne tale pension. Det har vi ingen problemer med«, lyder det fra S.

Det samme lyder fra M: »Vi vil gerne tale pension, og hvor vi finder de penge, der mangler mellem 2030-2045 for, at regnskabet hænger sammen«.

I Venstre er holdningen den, at regeringen inden sommerferien først skal finde 300 milliarder kroner til Forsvaret for at leve op til NATOs styrkemål, men også penge til klimasikring af kyster, byer, boliger og infrastruktur, som kan koste op imod 150 milliarder kroner. Og så må man se, hvor meget, der om fem år bliver tilovers til at sænke tempoet i justeringen af pensionsalderen.

Især S kan dog hænge hatten på den Wilke-måling i Jyllands-Posten, der for nylig viste, at halvdelen af vælgerne foretrak tidligere pension frem for flere udgifter til Forsvaret. Man må så forstå på statsministeren i interviewet med Berlingske fredag, at vælgerne hos S kan få begge dele, selvom Frederiksens hovedbudskab er, at Europa risikerer at blive skyllet væk uden et stærkt forsvar. 

Hvis ikke S havde indrykket pensionsannoncerne i denne uge, ville man tro, at hun var mest enig med Venstre.

Jarl Cordua er politisk kommentator

Kommentar:

Den danske befolkning skal holdes i et jerngreb af frygt, det er det eneste magtmidel vores afskyelige fruentimmer af en statsminister kan forholde sig til.Frygten bygger hun selv op gennem sin markante krigsretorik, en retorik der efterhånden er så afskyelig at man mangler ord.

Ikkke desto mindre får de tre store medier til at ligge spalteplads til vanviddet, for at styrke effekten kan man dagen efter – på DR – se tre velbetalte eksperter bygge et forsvar for statsministerens udtalelser. De sætter ord på alle de ulykker der vil ramme Danmark.

Fakta er jo at der pt absolut INTET er der truer Danmark, den eneste trussel vi oplever, er en statsminister der arbejder med en kortslutning i sine holdning, hun ser efterhånden fjender på hvert eneste gadehjørne og gør alt for at fjendskabet udvikler sig konstant, kun dermed kan hun styre sin magt- og krigsliderlighed.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/jarl-cordua-statsministerens-sikkerhedspolitiske-sortsyn-stopper

 Minky:

Militær og moralsk oprustning

Interview. En eventuel fred i Ukraine er ikke slutningen. Vi skal udskifte fredsmentalitet med beredskabsmentalitet, siger statsminister Mette Frederiksen.

Virkeligheden er en svær størrelse at have med at gøre. Selv de bedste planer kan være ubrugelige, når realiteterne ændrer sig, og det gør de med uset hast for tiden i international politik.

Syriens diktator, Bashar al-Assad, faldt i denne uge. Hvad der kommer til at følge, kan de færreste vel svare på.

Siden Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november er vindene blæst i retning af en forhandlet fred i Ukraine. I denne uge meldte den polske premierminister, Donald Tusk, der ellers har været en af de europæiske høge i forhold til Rusland, sig i det kor. Måske kommer der fredsforhandlinger allerede i løbet af denne vinter, sagde han onsdag før et besøg hos den franske præsident Macron.

Hvor stiller de udmeldinger den danske regering og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen? Regeringen har både retorisk og gennem militære donationer været på den linje, der insisterer på, at et besejret Rusland er betingelsen for varig fred i Ukraine og i hele Europa.

»Man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938« siger Mette Frederiksen. Foto: Asger Ladefoged

»Der er mange hvis’er endnu,« siger Mette Frederiksen, da vi møder hende i Statsministeriet. 

»Men vi skal være klar over, at en fred i Ukraine, som vi alle håber på og arbejder for, ikke betyder, at Rusland opgiver sine ambitioner. De er, at Rusland skal være større, hvilket det kun kan blive ved at erobre land. Derfor skal man ikke forestille sig, at en fred betyder, at vi vender tilbage til en verden, som den så ud før invasionen i Ukraine i 2022.«

Statsministerens analyse er uforandret den, at det demokratiske Vesten står over for en akse af modstandere, der ud over Rusland omfatter Nordkorea, Iran samt Kina, uden hvis støtte Rusland ikke havde været i stand til at føre krig i Ukraine. Dertil skal lægges forskellige terrorgrupper, blandt andet houthierne i Yemen. 

Den akse vil grundlæggende ikke ændre sig ved en forhandlet fredsløsning i Ukraine. Derfor efterlyser hun nu intet mindre end en kollektiv dansk mentalitetsændring. Vi må så at sige indstille os på, at forestillingen om varig fred og stabilitet, som vi har haft siden Den Kolde Krigs ophør, ikke længere svarer til den gældende virkelighed.

»Man skal passe på med de historiske paralleller, og man kan ikke sammenligne Putins Rusland med Det Tredje Rige. Men det er alligevel nærliggende at kigge på 1938, hvor de europæiske ledere troede, man havde opnået varig fred ved at acceptere, at Tjekkoslovakiet afgav Sudeterlandet til Tyskland. Men man kan ikke forhandle varig fred med et autokratisk regime, der har en ambition om at ekspandere,« siger hun.

Vi bliver hørt

Spørgsmålet er imidlertid, om man som Danmarks statsminister kan være andet end tilskuer til begivenhederne, hvis den kommende amerikanske præsident og lederne af Europas større lande overtaler eller presser Ukraines præsident Zelenskyj til at afgive land for fred. Er Mette Frederiksen ikke retorisk kravlet op i et træ, der er ved at blive fældet?

»Jeg er sikker på, at vi kan gøre en del. Det er bemærket, at vi har øget vores forsvarsbudget markant, og at vi er gået forrest med donationer til Ukraine, eksempelvis når det gælder F-16-fly og direkte støtte til Ukraines egen forsvarsindustri. Derfor bliver der lyttet mere til os, end man skulle tro ud fra vores størrelse,« siger hun.

Derudover er Mette Frederiksen sikker på, at hun ikke står alene, når hun insisterer på, at en eventuel fred i Ukraine ikke vil betyde en grundlæggende ændring i forholdet mellem Rusland og Europa. Den analyse deles, siger hun, af en række lande samt af toppen i EU-Kommissionen.

»Man skal forstå, at man i Rusland så at sige har fået 'krigens mindset'. Det mener jeg ikke, at vi skal have. Men vi skal indstille os på, at verden er en anden. Det betyder, at vi skal fortsætte oprustningen af vores eget forsvar. Europa skal være i stand til at forsvare sig selv. Det betyder ikke, at USA ikke stadig er vores vigtigste allierede. Jeg har altid været meget transatlantisk indstillet, og det er jeg fortsat. Men det er et rimeligt krav, at Europa skal kunne sørge for sin egen sikkerhed. Det bliver dyrt, og derfor kommer vi også til at indstille os på nogle andre prioriteringer,« siger hun.

Mette Frederiksen har i lighed med Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen ikke blot talt for en øget militær oprustning, men også for, at EU for lånte penge investerer markant i at øge konkurrenceevnen for ikke at sakke bagud i det internationale kapløb.

»Den liberale, demokratiske del af verden er under pres fra autokratiske regimer. Vi har, måske lidt naivt, troet, at hvis vi handlede med hinanden og holdt Olympiske Lege hos hinanden, så ville de andre blive ligesom os. Sådan er det jo ikke gået, desværre,« siger hun.

Og det kræver, mener statsministeren, en generel oprustning, som ikke bare er militær, men også økonomisk og altså mentalitetsmæssig. Det økonomiske handler om at skabe et Europa, der er mere konkurrencedygtigt, men også i højere grad selvforsynende.

»Vi så allerede under coronapandemien, hvor sårbare vi bliver, hvis forsyningskæderne ikke fungerer. Og vi skal ikke igen ende i en situation, der ligner den, vi så ved invasionen i Ukraine, hvor vi alle var mere eller mindre afhængige af russisk gas.«

Den nye mentalitet 

Det, Mette Frederiksen taler for, er med andre ord, at man bredt samfundsmæssigt udskifter den hidtidige »fred i vor tid-mentalitet«. Ikke med en kopi af den russiske, der har krigen som omdrejningspunkt, men med det, man kunne kalde en »beredskabsmentalitet«.

Det vil sige et samfund, der på alle måder er indstillet på, at verden omkring os ikke nødvendigvis har fredelige hensigter, selv hvis der ikke længere er en varm krig i Ukraine.

»Det handler om hele vores samfundsmæssige robusthed i forhold til angreb på kritisk infrastruktur, cyberangreb og så videre. Og altså også som sagt om, at vi skal stå stærkere i den internationale konkurrence. Det sidste kræver nytænkning i EU, og det er der en stigende forståelse for,« siger hun.

Ud over det er der ifølge Mette Frederiksen brug for, at de liberale demokratier i verden tydeligere demonstrerer, at vi er villige til at kæmpe for vores værdier.

»Vi er under pres fra de autokratiske regimer, og vi kommer til at tabe, hvis vi ikke tydeligt viser, at vi er parat til at kæmpe for det, vi står for. Det har vi vist i Ukraine, og det er kommet bag på alle, ikke mindst Rusland, at Europa kunne stå så samlet og give så kraftigt et modsvar på den russiske aggression. Det er et godt signal,« siger hun og opfordrer til, at den beslutsomhed fastholdes i de fredsforhandlinger, det nu trækker op til. Eksempelvis i spørgsmålet om Ukraines optagelse i NATO. Det vil efter alt at dømme blive et russisk krav at få en garanti mod et sådant medlemskab.

»Vi skal aldrig give et autokratisk regime lov til at bestemme, hvordan vi i de demokratiske lande vælger at organisere os, og hvilke alliancer vi indgår i,« siger hun.

Med den tilgang er der selvsagt ikke stor respekt for eksempelvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der har valgt at bryde den brede politiske konsensus om ukrainepolitikken og i stedet taler for at afvikle den danske støtte.

»Jeg kan forstå, hvis ukrainerne er krigstrætte, men at man kan blive det i Danmark, forstår jeg nok ikke helt så godt. Jeg noterer også med glæde, at der stadig er stor opbakning i befolkningen til, at vi støtter Ukraines frihedskamp.«

Kina og Syrien

Mere kompliceret er det selvsagt, hvis vi flytter fokus fra det militært aggressive Rusland til Kina, der ganske vist yder slet skjult støtte til krigen, men stadig er en nation, vi har normale handels- og diplomatiske relationer til.

»Det siger sig selv, at vi ikke skal have den samme tilgang til Kina, som vi har til Rusland. Men når det er sagt, må man nok også erkende, at vi har været lidt for naive i forhold til Kina. I Danmark og Europa har vi en interesse i frihandel og en åben verdensøkonomi. Men vi skal også være klar til at reagere, hvis vi mødes af unfair konkurrence og statsstøtte, der bryder med de internationale aftaler. Her oplever jeg også en ændret holdning i hele Europa. Vi er nødt til i højere grad at beskytte vores egen økonomi,« siger hun.

Det hænger i statsministerens analyse sammen med det generelle skift fra freds- til beredskabsmentalitet, hun efterlyser.

»Vi har et stort ønske om og en stor interesse i en velfungerende verdensorden. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Der skal vi i højere grad vise, at vi også vil kæmpe for vores værdier. Og det kræver, at vi er konkurrencedygtige, når det gælder eksempelvis udvikling af ny teknologi. Det er derfor, vi skal investere i vores konkurrenceevne,« siger hun.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan ugens helt stor begivenhed, Assads fald i Syrien, passer ind i Frederiksens sikkerhedspolitiske analyse.

»Det er virkelig positivt, at diktaturet er faldet. Først og fremmest for syrerne, men også, fordi det er et kæmpenederlag for Rusland og Iran. Man kan ikke forholde sig til noget af det, der foregår i regionen, herunder Israel-Gaza, uden at forholde sig til Irans betydelige rolle. Hvad der så efterfølgende sker i Syren, synes jeg, det er alt for tidligt at sige noget om endnu, men jeg er grundlæggende optimist,« siger hun.

Her kunne man måske indvende, og gør det også, at der jo ikke er udpræget positive erfaringer med de slags omvæltninger. Det Arabiske Forår, eksempelvis.

»Det er helt rigtigt, men jeg tror ikke altid, at man kan tage det som udtryk for befolkningens ønske. Ofte er de nye regimer et resultat af indblanding udefra. Tag eksempelvis hele Sahelområdet. Jeg tror ikke, det er befolkningens ønske at blive regeret af islamistiske terrorgrupper. At det er endt sådan, er i høj grad et resultat af russisk indblanding,« siger hun, hvilket giver anledning til at efterspørge de gode eksempler.

»Jeg er grundlæggende optimist,« gentager hun på en måde, der kunne give det indtryk, at optimismen mere er en viljesakt end et resultat af en egentlig analyse.

Kommentar :

Man bliver simpelthen så træt. Jeg er så træt ad de medier der løber rundt med mikrofonen oppe i rxxxx på Minky og betragter alt hvad hun siger som troværdigt, i mine øjne er hun ikke andet end et afskyeligt tågehorn. Magten ersimpelthen steget hende til hovedet.

Hvis jeg var statsminister i et land uden hær, ville jeg, rent ud sagt, holde min kæft og hvis jeg skulle sige noget ville jeg tale freden op.Det forstår Minky ikke, hun stormer rundt som hardnitter og udspreder sin krigsretorik til alle dem der gider høre på hende, konsekvenserne af dette forstår hun ganske enkelt ikke.

Som hjælper hun en anden inkompetent og modbydelig fruentimmer – E U`s von Leyen, de tog ødelægger havd de kan komme i nærheden. Hvis ikke det er nok kan de altid søge hjælp hos Nato`s chef Mark Ruthe, han er nogenlunde ligeså krigsgal som dem.

Jeg tænker tit på om den slags politikere er blevet mobbet som børn? Efter at de er blevet politikere virker det som om de skal have hævn og så gælder det om at vise hvor stor magt man har.

https://www.weekendavisen.dk/2024-50/samfund/militaer-og-moralsk-oprustning
Hans Mortensen (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
hamn@weekendavisen.dk

 Thomas Larsen:

INGEN TØR SKRIVE NEKROLOGEN OVER LØKKE.

Moderaterne bliver svære at genrejse

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen flyver i privatfly for millioner af kroner, hans ministre er ofte i defensiven, og Moderaterne ligner mere og mere et falmet politisk projekt, skriver Thomas Larsen.

Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i.

Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance, skriver Thomas Larsen.

Skal man tro Lars Løkke Rasmussen, er Moderaterne blevet tilført en stor kapacitet.

Det var i hvert fald det ord, han brugte til at beskrive lokalpolitikeren Polly Bak Dutschke, der lige er skiftet til hans parti.

Polly Bak Dutschke – som de færreste formentlig kender - blev valgt til byrådet i Aarhus for Socialdemokratiet i 2021.

For 10 måneder siden skiftede hun til Det Radikale Venstre, som hun altså nu har forladt til fordel for Moderaterne, som dermed har fået en stol i byrådssalen på rådhuset i smilets by.

Det interessante er, at Lars Løkke Rasmussen kommenterer på skiftet. For det siger en del om, hvor meget han tørster efter positiv omtale efter en periode, hvor intern tumult har bragt ham selv og partiet i knæ.

Afsløringerne af et elendigt arbejdsmiljø i partiets sekretariat på Christiansborg – præget af mobning og chikane – har kostet dyrt: Ved folketingsvalget i 2022 høstede Moderaterne 9,2 procent af stemmerne, mens det i dag kun støttes af 4 til 4,5 procent af vælgerne.

Løkkes popularitet er også styrtdykket.

Senest viste en måling for DR og Altinget, at han er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere. Kun 20 procent af danskerne var positivt stemt, mens 61 procent var negativt stemt.

"Løkke er den mest upopulære toppolitiker blandt ministre og partiledere.

Thomas Larsen,

Samtidig har Løkke og hans ministerhold svært ved at sætte offensive dagsordener og imødegå de mange negative historier, der præger partiet.

Senest har Løkke selv fået kritik for at bruge millioner på at rejse med privatfly. Ekstra Bladet har afdækket, at han på mindre end to år har brugt 2,8 mio. kr. på privatfly, og ifølge avisens politiske kommentator Hans Engell er regeringskollegerne i S og V godt trætte af udenrigsministeren:

”Alle skal spare. Der skal skæres ned. Der skal passes på pengene her i landet. Derfor opleves det som groft fråseri, at Løkke bestiller privatfly, som om han drev sit eget private flyselskab,” lød det fra Hans Engell.

Udover Løkke har digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen været genstand for kritik.

I ugens løb har politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen anklaget hende for at have stået i spidsen for et ”arrogant” og ”respektløst” forhandlingsforløb forud for regeringens lancering af et nyt udspil om kunstig intelligens.

Forløbet fik Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Thulesen Dahl, til at konstatere, at ministeren havde misset ”den ene chance, hun havde for at vise noget egentlig politik oven på Moderaternes mobberigate”.

Han kaldte det hovedløst, at hun havde formået at skubbe samtlige oppositionspartier fra sig.

Endelig er uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at hjælpe de dansk jødiske studerende, der føler sig utrygge på deres studier. Søgelyset har især været rettet mod Roskilde Universitet (RUC), hvor studenterbevægelsen RUC Intifada har stået bag flere voldsomme demonstrationer, der har skabt frygt blandt jødiske studerende.

I en debat på Christiansborg gjorde Christina Egelund det klart, at de maskerede demonstranter er gået for langt, og hun betonede, at hun ønsker at indføre nultolerance over for intimiderende adfærd.

Men kritikerne mener, at hun gør for lidt og handler for sent.

"Det er faktisk kun kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der kører med overskud og fremdrift.

Thomas Larsen,

Man kan heller ikke påstå, at klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard vader i succes. Så sent som torsdag aften måtte han skuffet og slukøret konstatere, at ingen selskaber har villet byde på opgaven med at bygge de tre store vindmølleparker i havet ud for Jylland. Det har ellers været et stort prestigeprojekt.

De mange negative historier i medierne og den hårde kritik fra de øvrige partier viser med al tydelighed, at de glade dage fra valgkampen og regeringsdannelsen i 2022 er fjern fortid for Moderaterne.

I dag må Løkke konstatere, at han er slået tilbage til start, at opbakningen til hans parti er lav, og at danskerne i massivt omfang vender ryggen til den SVM-regering, som han var en af arkitekterne bag.

Han kan trøste sig med, at et folketingsvalg ikke lurer i horisonten, og derfor bør han også nyde hvert sekund ved magtens højbord.

For det er ikke fra sikkert, at der er plads til ham efter næste valg.

På Christiansborg er der ikke mange, der ønsker at se Løkke som kongemager – og slet ingen har lyst til at se ham som mulig konge.

Kort sagt: Hvad enten vi efter næste valg vender tilbage til blokpolitikken, eller vi bliver vidner til dannelsen af en ny bred regering, vil Løkke være manden, som de øvrige kan blive nødt til at forholde sig til og invitere ombord.

Men kun hvis de er tvunget til det.

Selv om fremtiden ser svær ud for Løkke og Moderaterne, tør de færreste dog dømme ham ude. Og det gælder både for politikere og politiske kommentatorer.

For som en garvet politisk journalist konstaterede, da krisen hos Moderaterne var på sit højeste i september måned: ”Jeg skal ikke skrive hans nekrolog. Det har jeg allerede gjort to gange!”

Med sin legendariske stædighed i behold har Løkke da heller ikke selv opgivet at kravle op af det hul, han er tumlet dybt ned i. Men det store spørgsmål er, om han kan overbevise vælgerne om, at de skal give ham og Moderaterne en ny chance?

Ved valget i 2022 fik Løkke muligheden for at få en ny start, og den greb han mesterligt.

Men med serien af interne møgsager – herunder flere pinagtige personsager med folketingsmedlemmer i centrum - er Moderaternes potentiale voldsomt falmet og formindsket.

https://www.altinget.dk/artikel/thomas-larsen-ingen-toer-skrive-nekrologen-over-loekke-men-moderaterne-bliver-svaere-at-genrejse