Marie Høgh

GEM JERES PAPHJERTER VÆK, DER ER INTET AT JUBLE OVER..

Euforien vil ingen ende tage i barmhjertighedsafdelingen af venstrefløjen.

 

Politikernes profiler på de sociale medier flyder over med hjerter, billeder og tilkendegivelser af, hvor lettede og lykkelige, glade og rørte og stolte de er over at få hentet de tre radikaliserede mødre og deres 14 børn hjem fra Syrien.

 

Et billede viser Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, telefonerende, smilende, siddende på sin Børge Mogensen-tremmesofa – forsynet med teksten:

 

»Jeg har lige fortalt mormoren til den fireårige pige med PTSD, at hendes børnebørn og datter kommer hjem til Danmark« og efterfulgt et ”hjertesymbol”.

 

Et andet foto viser Enhedslistens nye darling Mai Villadsen med store våde hundeøjne, holdende et paphjerte med påskriften

 

 »Tak«. Og for at det ikke skal være løgn, er venstrefløjsadvokaten Knud Foldschack, der har kæmpet Syrienbørnene og deres mødres sag, også med på den rørstrømske barmhjertighedsbølge og giver udtryk for at han »aldrig, aldrig har oplevet noget så rørende som dette.

 

Det er ubeskriveligt (…) jeg er sgu lige ved at græde,« siger advokaten til Berlingske og mener, at sagen er en sejr for dansk moral, etik og retssikkerhed.

 

Etik og moral er der vist ingen grund til at rode ind i det.

 

Sagen handler alene om danskernes retssikkerhed og vores forbandede forpligtelse over for egne statsborgere. Vi hænger på dem, når først de er udstyret med et rødbedefarvet pas – medmindre altså de har dobbelt statsborgerskab, og vi kan fratage dem det danske.

 

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed og barmhjertighed".

Det er en fuldkommen lokumskold sag, og enhver politiker burde være bekymret, bedrøvet og beklagende over for landets borgere, fordi det er vores sure pligt at hente livsfarlige, radikaliserede kriminelle mennesker til landet, der med åbne øjne og ved deres fulde fem er rejst til Syrien for at tilslutte sig vor tids blodigste og mest bestialske terrororganisation, der begraver børn levende, hugger hovederne af alle vantro, ønsker Vestens udslettelse og et verdensomspændende kalifat.

 

Kalifatet faldt, men kalifatet lever i terroristernes hoveder. Børnene kan man ikke bare omkode i et antiradikaliseringsforløb. Og mødrene er der ingen grund til at have et romantisk forhold til – stod kalifatet i dag, var Vesten faldet, havde de jublet. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget man som politiker burde skamme sig over de lyserøde paphjerter, kyssemunde, hundeøjne og hjerteformede hænder.

 

Politisk skal man altid skelne mellem ”retfærdighed” og ”barmhjertighed”, som tyske Richard Schröder slog fast i Die Welt, da menneskemængderne i 2015 bevægede sig op igennem Europa. Ingen standsede dem, politikerne så til med blødende hjerter, og prisen vil europæerne betale de næste mange generationer.

 

Stik imod den tyske velkomstkultur, ”wir schaffen das”-mottoet og den flygtninge-/indvandringsomfavnende tyske kirke argumenterede Schröder for, at staten skal være retfærdig – også hvis det nogle gange går imod barmhjertigheden.

 

For lidenskaben, som barmhjertighedspolitikken er båret af, »har et blødende hjerte for den elendige uden at spørge hvad det koster.« Og han fortsætter: »Barmhjertigheden kigger nemlig børnene i øjnene og siger: Børneøjne lyver ikke« og tager så børnene til sig.

 

Jeg bliver også rørt over at se børnene i de syriske fangelejre, jeg kan faktisk næsten ikke bære at se dem. Jeg blev rørt over børnene på motorvejen, da de vandrede der.

 

Og børneøjne rører ethvert politikerhjerte, selvfølgelig. Men vedkommende skal tænke på følgerne af de åbne hjerters politik.

 

Og følgerne er grusomme, dyre, uoprettelige, ansvarsløse og faktisk hjerteløse over for landets egne borgere.

 

Kommentarer :

Det er kvalmende at se venstreekstremisterne svømme rundt i tårer over deres egen godhed. Og at se deres jubel over sejren over den retfærdighed som folkets flertal hylder.

Det er i modstrid med vælgerflertallets retsfølelse at disse terrorister nu skal serviceres af danske myndigheder, og hentes "hjem" på første klasse med særfly. Hvor den mest retfærdige straf ville have været en udelukkelse fra det danske folkefællesskab, vil de nu i bedste fald få en nærmest symbolsk straf.

Efter udstået "hotelophold" kan de så nyde det søde liv på skatteborgernes regning resten af livet. Deres hadindpodede børn vil i årtier herefter udgøre en tung byrde for det det danske samfund, sikkerhedsmæssigt såvel som økonomisk.

Og deres hadideologi vil spredes omkring dem i deres parallelsamfund.

Tror mange socialdemokrater havde ønsket Mette Frederiksen havde udskrevet valg til afholdelse sidst i juni, vist venstrefløjen -nok er nok- reduceret radikale til støv, forvist Enhedlisten til grøftekantens regnvåde ukrudt - dannet en regering bestående af Socialdemokratiet-SF - Det Konservative Folkeparti.
Radikale og Enhedslisten bringer alligevel Socialdemokratiet til valgurnerne -lad valget komme snart.

Reichkansler Mette von Aalburg, alias Mette Mink / Mette Makrel / Mette Fup / Børnenes Statsminister / Skrigeskinken / Afrikas dronning / Landets moder - kært barn har mange navne …..... - kan vel udnævnes til Danmarks historiens absolut DYRESTE statsminister inden for hukommelsens årti / århundrede , …...- FISKER nu i oprørte vande efter en redningskrans , der kan bære vægten af alle sine løftebrud – brudte valgløfter , forståelsespapirer m.v.- samt NYE skattepenge for at tilfredsstille sine venstreorienterede og radikale bagmænd / damers trang til brugen af andre folks penge , på for os fuldstændige ligegyldige og uønskede udlændinge, herhjemme såvel som i udlandet.

Hun fortjener måske at blive frataget jernkorset , storkorset og kongehusets fortjeneste medalje , for at forøge Danmarks statsgæld i 1000 milliardklassen ( penge til minkskandalen – ned og opgravninger - unødvendig nedlægning af et helt mink erhverv og dens følge industri - corona nedlukningens øvrige omkostninger - EU`s genopretningsfond , dermed også penge til udlændinge – extra børnepenge og ydelser til de multikulturelles udlændinges multistore børneflokke , samt nye luksuriøse indkvarterings muligheder for afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge + desværre med meget mere ).

Husk Mettedamen – og socialdemokratiet - når du står i valglokalet med tomme lommer og en lang næse , måske endda ved siden af fattige folkepensionister og den velpensionerede Arne - omgivet af arabisk og udenlandsk talende personagers tilfredse smil og mangfoldige tungemål.

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mariehoegh/ECE12998974/gem-jeres-paphjerter-vaek-der-er-intet-at-juble-over/?fbclid=IwAR2SWAqxCptRew5HarBxpFHkQ2O4LoAI1-Yw4STV-2ksovV5oRQ5Eamg6ME

 

Mikael Jalving

LOKALE PROTESTER MOD UDREJSECENTER PÅ LANGELAND ER EN RINGE TRØST..

Socialdemokrater og liberale borgerlige lader kun til at ville bekæmpe den symbolske indvandring. Den virkelige sender de videre til børnene.

Der er noget glædeligt ved at se langelændere gå ned til gadekæret i protest over, at den socialdemokratiske regering vil placere et såkaldt udrejsecenter til knap 150 udvisningsdømte kriminelle fremmede, heriblandt den kulturberiger, der for 11 år siden forsøgte at slå avisens tegner Kurt Westergaard ihjel med en økse i hans eget hjem. Danskere, der siger stop – hvornår han man sidst set det?

 

Protesten kommer som bekendt ikke ud af det blå. Sporene fra andre ”udrejsecentre” taler deres tydelige sprog fra Sandholm i Nordsjælland til Kærshovedgård i Midtjylland.

Siden det sidste åbnede i 2016, har politiet ifølge en optælling i JP rejst i alt 763 sigtelser for blandt andet vold, trusler, narko og en lang række tyverier. Kriminaliteten foregår ikke kun i nærområdet, men også i Herning, Aarhus og København.

 

De udviste, der nægter at forlade landet, dækker øjensynlig det meste af landet som et omrejsende cirkus. Alene i 2020 blev der konstateret lige knap 38.000 overtrædelser af opholds- eller meldepligten i politikredsen.

 

De udviste er ikke spærret inde, men bevæger sig frit rundt som charlataner for andre folks penge. Jeg kan i skrivende stund ikke give et mere himmelråbende eksempel på dansk naivitet og dumhed.

 

"Udrejsecentrene” er en logisk følge af flere generationers grænseløshed, særligt i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, men sandelig også blandt borgerlige politikere og liberale meningsdannere.

Når de lokale protester mod ”udrejsecentret” på Langeland alligevel er en ringe trøst, så skyldes det forhistorien. Som er, at skiftende regeringer gennem de seneste 40 år har gjort Danmark til ét stort indrejsecenter og hotel for fremmede mennesker fra hele kloden.

”Udrejsecentrene” er en logisk følge af flere generationers grænseløshed, særligt i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, men sandelig også blandt borgerlige politikere og liberale meningsdannere. Som den modige skønlitterære forfatter Birgithe Kosovic understregede for nylig i selveste Politiken og gentog i et interview med netmediet Kontrast, lever vi nu i en stat med flere folk, og multikulturen ser kun ud til at blive mere konfliktuel med tiden.

Fordi vi i alle disse forbandede år har sagt ja og amen til den tiltagende immigration fra kulturfremmede områder og afvist at smide kriminelle udlændinge ud på røv og albuer, vokser problemerne eksponentielt fra skole over parallelsamfund til vold og terror.

Den multikulturelle skade er sket. Nu handler det i bedste fald om at få en lille smule kontrol med fremtidsscenariet og begrænse den ulykkelige udvikling for Danmark. Her spiller de magtfulde socialdemokrater på to heste.

Den ene hest er venstrefløjen, der med typer som Rosa Lund og Mai Villadsen i spidsen nok er for unge til at have lært noget af det immigrationspolitiske eksperiment og ikke aner hvad Islamisk Stat er. De er simpelthen flasket op på multikulturalisme.

 

På den anden side forsøger Socialdemokratiet at trække roret i mere national retning og sluge Dansk Folkeparti, skønt det sejler internt, fordi Socialdemokratiet nu engang har en broget historie, når det gælder indvandringspolitik.

 

Mette Frederiksens manøvre er lykkedes indtil videre, men spørgsmålet er hvor længe. Vist luner det på en regnvejrsdag, når den socialdemokratiske folketingskandidat Malthe Johan Poulsen fra Gentofte gør grin med krealækre skuespillere som Pilou Asbæk og tweeter under hashtagget #FlygtingeFritSommerhusPåMallorca: »Husk nu, at når Pilou Asbæk og andre velstillede fra den kreative klasse siger, at vi godt kan tage imod flere flygtninge, så mener de, at I godt kan tage imod flere flygtninge«.

 

Lige så befriende er det, når han tilføjer, at »Langelandsdebatten viser, hvilke humanistiske fjer folk pynter sig med. Behagelige enkeltsager og floskler om medmenneskelighed klinger hult, når konsekvensen af asylmigrationen og en liberal udlændingepolitik bliver til virkelighed«.

 

Men når Poulsens parti og regering alligevel ikke har viljen til at løse problemets rod – et fejlslagent asylsystem og internationale konventioner – så kan det alt sammen være lige meget.

Da bliver det til symbolik, satire og ”udrejsecentre”. Socialdemokrater og liberale borgerlige lader fortsat til kun at ville bekæmpe den symbolske indvandring. Den virkelige sender de videre til vores børn.

Kommentar:

Hvem har lyst til at lukke et hav af muslimer ind i Dk - der aldrig har villet DK - bortet fra Socialkontoret ?

Men man skal nok også lige være klar over, hvad hele denne dygtigt inscenerede ballade skal dække over. Hvor bliver kovendingen i spørgsmålet om IS-brudene og deres yngel af i det her? Står vi i virkeligheden ikke over for et spin stunt af sjælden professionel karakter? Over nattet render selveste Mette Fredriksen fra alt, hvad hun hidtil har sagt om "hjem"tagelse af IS-krigere. Dagen efter diskuterer vi så alle meget ophidsede Holmegård, som allerede nu - det er lidt for tidligt i forhold til drejebogen - ikke bliver til noget. Jeg synes ikke fokus fra de islamiske krigsdeltagere skal have lov at forsvinde i det her. Som selvfølgelig også er alvorligt nok.

Flertallet af politikerne i lange tider har svigtet og med åbne øjne skabt denne kompromissituation.
Nu må de tage sig sammen - støttet af befolkningen - og fjerne denne uholdbare tilstand - fjerne uhensigtsmæssige konventioner.
Enten ud og mene UD, eller blive, som accepterede borgere.
Så er disse mellemstationer midt i vadestedet overflødige, og politikerne kan igen respekteres.
Find sammen inspirationen i denne aktuelle sag og negliger de åbenlyse tåber, der ødelægger landet uden at ville det.

Generelt er det opløftende, at de såkaldte "venligboere", der for år tilbage ville have været til stede på Langeland med skilte " velkommen", og "vi har ventet jer med glæde", i dag er fuldtstændigt fjernet fra jordens overflade, ikke blot der, men overalt i landet ! Lad os håbe de har stukket hovedet så lngt ned i busken, at de ikke kan få det op igan, for hvor har de skabt megen sorg i vort land !

Mon ikke Danskerne er ved føle, hvad et ræverødt styre betyder af ødelæggelser for vort land, for hvem har reelt magten i landet i dag, med et stigende antal jihadblokke og et stigende antal under PET beskyttelse ? "regeringen" ? mon de selv tror på det ?

Fakta er at langelænderne ligger som de har redt! De stemte på en borgmester fra SF som i 2019 bad regeringen om at få et udrejsecenter til Langeland! Ellers placer centret på Ærø hvor de lokale socialdemokrater de sidste uger qua div. udtalelser har kæmpet for at beholde afviste syrere i Danmark. Men nu er der snart kommunalvalg og så udstiller alle de røde borgmestre deres enorme hykleri og vil lige pludselig ikke kendes ved de enorme problemer som disse ikke-vestlige indvandrere afstedkommer i danskernes hverdag!
Den røde løftebrudsregering forhandler p.t. med Rwanda og andre afrikanske lande om asylcentre i Afrika. Når Danmark bidrager med ca. 5 mia. kr. p.a. til Grønlands økonomi - hvorfor kan vi så ikke placere asylcentre/udrejsecentre på Grønland som har så meget plads? Det vil også give en naturlig løsning på problemet da langt de fleste så vil rejse hjem frivilligt!
Hvorfor har afviste asylansøgere forøvrigt ikke fået en fodlænke på - eller det må man heller ikke - selv om de ikke overholder vores lovgivning?

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12998698/lokale-protester-mod-udrejsecenter-paa-langeland-er-en-ringe-troest/

 

Frankrig. Militærfolk og politibetjente advarer om, at statens autoritet forvitrer. De taler om borgerkrigslignende sammenstød i forstæderne, der er i islamisternes vold. Er der noget om snakken, og vil det få betydning for præsidentvalget til næste år?

FRANKRIG   PÅ   RANDEN   AF   BORGERKRIG

 ASKE MUNCK

 

Debatten om vold, kriminalitet, islamisme og usikkerhed er gået helt over gevind i disse dage i Frankrig.

Årsagen er intet mindre end tre åbne breve til præsidenten, som er blevet offentliggjort i løbet af de seneste uger, og som i mere eller mindre enslydende termer advarer mod »Republikkens forvitrede autoritet« og risikoen for »en borgerkrig«, der allerede ulmer i forstæderne og de socialt belastede kvarterer, som i alt for lang tid er blevet overladt til islamister og kriminelle.

Budskabet er voldsomt, og brevene har fået vægt i Frankrig, fordi de alle tre har højst usædvanlige afsendere:

Det første – der blev offentliggjort i det konservative nyhedsmagasin Valeurs Actuelles – var affattet af ikke færre end 20 generaler, de fleste pensionerede, men enkelte stadig i aktiv tjeneste, samt 1.000 andre soldater. Magasinet havde ikke uden en vis sans for dramatisk iscenesættelse valgt at publicere deres brev på årsdagen for det fejlslagne kupforsøg mod præsident Charles de Gaulle i 1961, da fire generaler forsøgte at modsætte sig de Gaulles løfte om at give den franske koloni Algeriet uafhængighed.

Ifølge en undersøgelse ville 60 procent af landets soldater og politibetjente stemme på Marine Le Pen som præsident, hvis valget stod mellem hende og Macron. Her er fransk politi i aktion i denne måned under en demonstration i Paris mod en ny lov, der giver politiet flere beføjelser til overvågning af borgerne. Foto: Pau de la Calle, Getty Images

Det næste brev fulgte få uger efter og var denne gang affattet af soldater, der havde gjort tjeneste i Mali, Irak, Centralafrika og havde taget del i Opération Sentinelle, de tungt bevæbnede militærpatruljer på gader og pladser, der er led i antiterrorberedskabet i Frankrig. De optrådte anonymt, da soldater – både i aktiv tjeneste og sidenhen – ikke må udtale sig offentligt.

Og sidst men ikke mindst kom forleden et åbent brev fra 93 tidligere politibetjente af forskellig rang, der bønfaldt præsident Macron om »at genetablere statens tabte autoritet«. Brevet blev offentliggjort kort tid efter, at to gerningsmænd på 19 og 20 skød og dræbte en politibetjent i Avignon.

Brevene har skabt en hidsigt blussende debat, for det er forståeligt nok chokerende, når de, der skal sikre statens, borgernes og selve demokratiets sikkerhed, råber op i så direkte termer.

Men hvor velbegrundet er denne frygt for en borgerkrigslignende konfrontation? Kunne det ske for et land som Frankrig, eller er ord som »borgerkrig« og »omstyrtelse« – som historikeren Jacques Marseille skriver i sin veldokumenterede bog Du bon usage de la guerre civile en France (Om anvendelsen af borgerkrig i Frankrig) »blot retoriske greb i dette land, som ikke kender til ordet konsensus?«

»Borgerkrig i Frankrig? Absurd. Kommer ikke til at ske.«

Så klar lyder meldingen fra Gilles Dorronsoro. Han er professor i statskundskab ved Université Panthéon-Sorbonne og ved Det Europæiske Center for Sociologi og Politologi, CESSP, i Paris. Og han har forsket i borgerkrige i over 30 år.

»Vi har set og vil igen se både opstande, optøjer i forstæderne og flere terrorangreb – men ingen borgerkrig. Det er ren retorik,« siger han til Weekendavisen.

Men han er til gengæld ikke overrasket over udviklingen i retorikken i hverken hæren eller politiet.

Volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret.

LUC ROUBAN, POLITOLOG VED DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FORSKNINGSCENTER CEVIPOF

»Der er et meget stærkt holdningssammenfald mellem Rassemblement National på det yderste højre og medlemmerne af hæren og politistyrkerne,« forklarer han.

Det bekræftes af politologen Luc Rouban. Han er forskningschef ved det samfundsvidenskabelige forskningscenter Cevipof, som netop har offentliggjort en større undersøgelse af tilslutningen til de politiske ekstremer i hæren og i politistyrkerne:

60 procent af landets soldater og politibetjente agter således ifølge undersøgelsen at stemme på Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen, hvis præsidentvalget til næste forår igen ender med en duel mellem hende og præsident Emmanuel Macron.

Luc Rouban tilføjer dog, at »tallet sagtens kan være højere« og derfor »bør opfattes som et minimum«.

Han forklarer sympatien over for Le Pen med en blanding af de seneste års terrorangreb, jævnlige optøjer i forstæderne og ikke mindst gadedemonstrationerne, der især med De Gule Veste er blevet mere og mere præget af grov vold mod ordensmagten.

»Der har ikke været nogen statistisk stigning i kriminaliteten, men volden er blevet mere brutal, udtalt og afstumpet, og det har givet især ordensmagten og militærfolkene en følelse af, at statens og dermed deres autoritet er blevet undermineret,« siger Luc Rouban til Weekendavisen. Og tilføjer, at utilfredsheden også gælder deres ringe arbejdsforhold, forældet udstyr, nedslidte kontorer og elendige køretøjer, »der nogle gange er så gamle, at de ikke kan indhente de kriminelle«.

Borgerkrigsromantik

Rassemblement Nationals leder Marine Le Pen har haft travlt med at opfordre de utilfredse røster fra såvel politiet som de væbnede styrker til at slutte sig til sin kamp for at »retablere republikkens værdighed og autoritet«.

Og det undrer ikke Jean-Yves Camus. Han er politolog og leder af L’Observatoire des radicalités politiques ved tænketanken Fondation Jean-Jaurès i Paris.

Han afviser også kategorisk, at det nogensinde skulle kunne komme til en decideret væbnet konflikt: »Husk på,« siger han emfatisk, »der er altså over 270.000 mand i aktiv tjeneste i det franske militær, så det nytter ikke at lægge for megen vægt på et brev fra velkendte pensionerede generaler.«

Han er til gengæld temmelig rystet over dét, som han over for Weekendavisen tydeligt forarget betegner som »en slags borgerkrigsromantisme blandt nogle politiske røster, som tilsyneladende aldrig har oplevet, hvad borgerkrig egentlig er«. Jean-Yves Camus er dog overbevist om, at brevene primært er et lumpent forsøg på at puste sig op og skade præsident Macron og hans regering på et tidspunkt, da der er under et år til næste præsidentvalg.

Ikke desto mindre vurderer Gilles Dorronsoro, at der er sket »et autoritært skred i Frankrig de senere år«:

»Ved hvert attentat bliver de borgerlige rettigheder indskrænket, og flere og flere af de midlertidige tiltag, der normalt hører til nødret og undtagelsestilstande, indbygges pludselig i den almindelige lovgivning,« siger han. Senest har Frankrigs øverste administrative myndighed, Statsrådet, givet grønt lys til ordensmagtens »registrering af politisk, religiøs og fagforeningsmæssig orientering« hos borgerne i sin overvågning af potentielle trusler mod statens sikkerhed. Et skridt, der ifølge flere rettighedsorganisationer »sætter Frankrig i Big Brothers skygge«.

Træder man to skridt tilbage og ser det hele lidt på afstand, bliver det imidlertid også tydeligt, at det »autoritære skred« ikke ser ud til at blive bremset foreløbig.

Først og fremmest fordi usikkerheden ser ud til at blive en fast bestanddel af den politiske dagsorden. Ifølge en opinionsmåling fra meningsmålingsinstituttet Elabe stikker ængstelsen for republikkens autoritetstab nemlig dybt: 85 procent af franskmændene synes, at udvandingen af statens og myndighedernes autoritet er et alvorligt problem, og over en tredjedel af dem mener, at sikkerhed bør være hovedtemaet ved næste præsidentvalg.

Det har allerede længe ligget helt oppe i toppen hos Emmanuel Macron og hans hovedkonkurrent på den yderste højrefløj Marine Le Pen. Og nye potentielle præsidentkandidater ved, at de næppe vil have en chance i kapløbet mod Élyséepalæet med holdninger, der er mere moderate end i hvert fald præsident Macrons. Således forsøgte den tidligere franske centrumhøjre-udenrigsminister og EU-Brexitforhandler Michel Barnier forleden at køre sig i stilling til et kandidatur med et løfte om at lukke Frankrigs grænser hermetisk til for immigranter fra tredjelande de næste tre-fem år: »Der er en forbindelse mellem migrationsstrømmene og terroristnetværk, der forsøger at infiltrere dem,« sagde Barnier.

Le Pen vinder frem

Regeringen har indtil videre kategorisk afvist at indlade sig på en grundigere diskussion af de omdiskuterede breves indhold, for som forsvarsminister Florence Parly sagde til BFM-TV: »Det er utrolig vanskeligt at diskutere med nogen, når man ikke ved, hvem de er ...«

Et udsagn, der minder påfaldende om den valne og afventende holdning, regeringen udviste over for De Gule Veste, før oprøret for alvor greb om sig, og det pludselig var for sent.

Den manglende lydhørhed over for især politifolkenes ængstelse risikerer at øge utilfredsheden med præsident Macron, der i forvejen døjer med sløje meningsmålinger. Imens æder Marine Le Pen langsomt procentpoint i målingerne, så den endelige holmgang mellem hende og Emmanuel Macron ser mere og mere jævnbyrdig ud.

Ifølge Luc Rouban er det på lang sigt ikke længere usandsynligt, at den yderste højrefløj kan komme til magten i Frankrig:

»Mange analytikere har stirret sig blinde på det, de kalder Rassemblements Nationals catch-22: at de ikke kan få flere vælgere, for hvis de bliver for rabiate, mister de deres moderate vælgere, og omvendt. Men de analyser overser sofavælgerne, som repræsenterer ’det største parti i Frankrig’,« siger han og pointerer, at Cevipofs analyser tydeligt viser, at der er et sammenfald mellem Rassemblement Nationals vælgere og dem, der plejer at blive på sofaen.

»Så det er altså dem, hun skal fokusere på,« tilføjer han. »Og gør hun det, kan hun vinde valget.«

Den analyse deler Gilles Dorronsoro: »Vi må erkende, at der er en fare for, at Rassemblement National vil vide at udnytte de nu indførte indskrænkninger i de borgerlige rettigheder, som vi har accepteret i kampen mod terror etc. Og derfor risikerer vi inden for en overskuelig fremtid at se Frankrig udvikle sig i retning af et nyt Polen eller Ungarn – to regimer, som Marine Le Pen ikke skjuler sin beundring for.«

https://www.weekendavisen.dk/2021-20/samfund/frankrig-paa-randen-af-borgerkrig

Aske Munck

(født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).

 

 

Mikael Jalving

HVAD CÆSAR KAN LÆRE OS OM MODTAGERCENTRE I RAWANDA,ETIOPIEN OG TUNESIEN..

Europæerne – og Socialdemokratiet – kan med fordel studere deres egen historie lidt mere.

I den store folkevandringstid omkring år 400 drog hele stammer af germanere og anglere til det, vi i dag kalder England. De var inviteret af de stedlige romere, der havde boet der og koloniseret det sydøstlige hjørne af øen, siden Cæsar og hans hær krydsede Den Engelske Kanal i 55 f.Kr.

Germanerne skulle hjælpe romerne med at forsvare sig mod skotter, irere og pictere fra nord. Hele stammer blev lastet på skibe – våbenføre mænd, kvinder og børn – og sejlet i land i velanlagte romerske havne på den engelske østkyst.

Men det blev langtfra bare ved det. ”Hjælperne” tog nye sprog og vaner med sig, giftede sig indbyrdes og lod sig ikke assimilere i den romano-britiske kultur. Da immigranterne ikke fandt noget, der var værd at efterligne det nye sted, holdt de trygt fast i deres egen kultur og blev flere og flere. Hvad gjorde den gamle elite? Ja, den tilpassede sig de nye tider, opsat på at redde sig selv.

Erobringen var i fuld gang. Det England, vi kender i dag, er grundlagt på masseindvandring. Det – og meget mere – kan man læse om i James Hawes’ glimrende korte og koncise englandshistorie, som jeg allerede har nævnt på dette sted.

Først kom romerne. Så kom germanerne. Så kom danerne. Så kom normannerne. Og derefter opstod der borgerkrig, revolution og alt muligt andet, som var med til at gøre England til Storbritannien.

Som læserne nok har gættet, kan jeg ikke undgå at bemærke en oplagt parallel til i dag, hvor vi som bekendt lever i en ny folkevandringstid, tusind år efter normannernes erobring af England.

Ligesom Den Engelske Kanal ikke ydede nogen som helst beskyttelse mod erobring udefra, beskytter Middelhavet ikke Europa i dag. Tværtimod. Middelhavet er nøglen til asyl og politiske rettigheder i EU.

Det har de europæiske befolkninger opdaget for længst. Nu er politikerne også så småt ved at fatte, hvad der sker år efter år, årti efter årti. Europa bliver koloniseret udefra.

Til trods herfor er det stadig tabu at sige det højt.

Derfor har det også vakt en del røre på venstrefløjen, Facebook og Danmarks Radio, at der øjensynlig foregår visse forhandlinger mellem den danske regering og myndighederne i Rwanda, Etiopien og Tunesien.

På venstrefløjen, Twitter og Facebook vil man hjertens gerne have mere ikkeassimilerbar indvandring, mens Socialdemokratiet har lugtet lunten og forstår, at vi ikke kan blive ved med at tage imod mennesker med helt andre dagsordener, vaner og værdier. Hvad de borgerlige partier mener, står endnu hen i det uvisse, bortset fra Nye Borgerlige, som er grundlagt på en erkendelse af situationens alvor – og til trods for Dansk Folkepartis historiske fortjenester.

Som en konsekvens af den symbolpolitiske virkelighed er regeringen begyndt at tale om at lave nogle ”modtagecentre” i de pågældende lande i stil med Inger Støjbergs planer. Navnet er stærkt misvisende. Modtagecentrene skal netop sørge for, at Danmark ikke modtager flere migranter. Modtagecentrene er afvisningscentre.

Men, altså, når man ikke vil gribe om nældens rod, vil ukrudtet gro. Når man ikke vil lave et moratorium, altså et stop for indvandring sydfra, må man ty til politiske aftaler med menneskeeksporterende lande som Rwanda, Etiopien og Tunesien.

Så længe europæerne ikke vil forsvare sig med mure og militær, må de betale. Enten med mere ødelæggende immigration eller med bestikkelse af eksotiske regeringer som den i Kigali. En slags mening giver det da.

Cæsar ville nok have forstået det politiske dilemma. Men mon ikke, han havde foretrukket at bygge en mur?

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12955921/hvad-caesar-kan-laere-os-om-modtagecentre-i-rwanda-etiopien-og-tunesien/

Kommentarer:

        

                    Bemærk de mange kvinder og børn på båden....

De sidste 50 års indvandring forårsaget af efter min mening vanvittige politikere, og grådige godhedsindustri vil bringe Danmark ned og forandre befolkningssammensætningen for altid.Men rent demografisk er løbet måske allerede kørt: For 50 år siden i 1971 ca et par tusinde muslimer i Danmark; nu 50 år efter i 2021 ca 650.000 og om yderlige 50 år
flere millioner...Murrays bog Europas Selvmord er fantastisk. Det er verdenshistoriens største eksperiment vi har været vidne til som arme europæere de sodste 40-50 år med en langsom men sikker total udskiftning af en befolkning.Og tempoet vil snart accellerere med den Marrakech lov Løkke skrev under på for et par år siden.Efter min mening:
En forbrydelse mod menneskeheden.

Danmarks politikere kan/vil ikke forhindre, at muslimerne - stille og roligt – overtager regeringsmagten i Danmark. - Indvandrenes andel af befolkningen øges kraftig - især gennem enorme børnefødsler. Denne udvikling vendes ikke – trods spidsbelastninger i de danske fødeafdelinger.

Den islamiske trussel er især en følge af sit enorme befolkningsoverskud. Islams magtfulde våben er fertiliteten som, defineret af den algierske leder Houari Boumédienne, i 1974 i en tale i FN: "En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren."

OG - Den afdøde muslimske diktator oberst M. Gaddafi sagde: "Europa og Vesten skal ikke besejres med krudt og kugler, men med barnevogne"! - ”Fjerner i mig, så fjerner I den sidste bastion mod en voldsom indvandring fra Afrika.

Andreas Kamm, fhv. generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, siger: ”DER ER GRÆNSER FOR, HVOR MANGE FLYGTNINGE ET LAND KAN OPSLUGE, OG VI ER IKKE FORPLIGTEDE TIL AT ØDELÆGGE VORES EGET SAMFUND.”

Dalai Lama: ”DE VESTLIGE LANDE BURDE IKKE SMADRE EGNE LANDE, FOR AT KUNNE TAGE IMOD FREMMEDE.” - Men denne visdom ignoreres eller modarbejdes af de politisk korrekte politikere.

”TAKING CARE OF OUR PLANET IS TO LOOK AFTER OUR OWN HOME”, siger Dalai Lama. - Men de "politisk korrekte" tier.

Under alle omstændigheder så er det jo såre logisk at vi for de penge som vi bruger herhjemme på flygtningeområdet p.t. kan hjælpe langt flere af disse asylansøgere og fattigdomsflygtninge i deres nærområder - men det er hele godhedsindustrien herhjemme jo imod da det jo kan overflødiggøre disse højtlønnede mennesker i branchen....

Politikerne har stadig ikke fattet, at de såkaldte migranter fra Mellemøsten og Nordafrika ønsker at komme hertil for at opnå en bedre tilværelse - i ly af lallegode og naive politikere - og meget gerne uden at yde noget som helst til fællesskabet !
-at det betyder en møllesten om halsen større end Rundetårn på det danske samfund plejer heller ikke at interessere de venstresnoede, radigale og utallige ligesindede !