Deja-vu. Flokke af migranter strømmer igen mod Europa – ud over de 4,5 millioner ukrainere, der allerede er her. Er EU og medlemslandene bedre rustet til at håndtere problemet end under krisen i 2015-16?

Europas nye migrantkrise

BRUXELLES – Det er kun midt på formiddagen, men portene er allerede lukket til Le Petit-Château, den tidligere kasernebygning i det centrale Bruxelles, som den belgiske asylmyndighed Fedasil nu bruger som modtage- og indkvarteringscenter for asylsøgere.

Le Petit-Chateaus 800 pladser er fuldt optaget, og køerne uden for Fedasils kontorer er allerede så lange, at man har måttet stoppe for tilgang resten af dagen.

En flok migranter, alle mænd, står endnu uden for porten og ryger.

»Kom igen i morgen, er den besked, vi fik,« siger en af dem, en bangladeshisk mand i 30erne. Han er tilsyneladende forberedt på det nordeuropæiske vintervejr, er iført varm dynejakke og fornuftige sko og kunne sagtens ligne en turist.

Til Belgiens hovedstad Bruxelles er der ankommet så mange asylansøgere, at de nytilkomne er henvist til at sover på gaden, under broer og på togstationer. Alle sengepladser på asylcentrene er for længst optaget. Foto: Dmitrij Kostjukov/The New York Times

Han siger ja til at snakke lidt med den danske journalist på den betingelse, at vi nøjes med at kalde ham M. Det samme gør en ung ranglet fyr med brun hud, et vaklende engelsk, men et brugbart fransk. Étyen hedder han, kommer fra det centralafrikanske land Burundi. Han fryser tydeligt i sin alt for tynde vindjakke.

Jeg tilbyder de to mænd en kop kaffe på en café på den modsatte bred af Canal de Bruxelles, en af de vandveje, der skærer igennem den belgiske hovedstad. Midt på broen over kanalen passerer vi, hvad der ligner en samling festivaltelte, en 10-12 stykker, dækket af en kæmpestor grøn presenning. Fodtøj i alle afskygninger – sko, sneakers, sandaler, klipklapper – står uden for teltene sammen med affaldsposer og en enkelt indkøbsvogn. Her lever nogle af de omkring 4.000 illegale migranter, som der p.t. ikke er plads til i de belgiske indkvarteringscentre, og som må sove rough – på gaden, under broer, på banegårde og lignende.

Teltdugen til et af teltene slås op og afslører en hel familie med to-tre børn, der ligger og skutter sig i soveposer eller under tæpper. Og det selv om Fedasil på sin hjemmeside understreger, at familier har førsteprioritet, når der skal findes indkvartering.

Jeg lader en bemærkning falde om, at det ser ud til at være hårdt for dem, men M og Étyen er nådesløse. »Man har sin skæbne,« siger den unge burundier. »Det kan ingen ændre.« Og M er tilsvarende usentimental: »De må tro, at de kan få et bedre liv her. Ellers var de her jo ikke.«

Da jeg på cafeen spørger Étyen, hvordan han er kommet den lange vej til Europa – og forestiller mig ørkenvandringer og farefulde sejladser – svarer han kort: »Med fly, selvfølgelig.« Han landede i den serbiske hovedstad Beograd for godt en uge siden og har bevæget sig mod Bruxelles med bus eller til fods.

Siden læser jeg, at Burundi er et af de lande, som Serbien har givet visumfri adgang som modydelse for, at landet har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Kosovo. Fra Serbien siver migranterne gennem de porøse grænser til nabolandene og dermed til EU – den såkaldte Balkanrute, som EU-Kommissionen netop nu gør meget for at få lukket.

M er kommet til Bruxelles via den anden store adgangsvej til Europa – Middelhavet. Han fortæller, at han er ingeniør og har arbejdet i flere år i først Egypten, siden Libyen og hele tiden har sendt penge hjem til familien, hustru og to børn, i Bangladesh. Men jobmulighederne tørrede ud i Nordafrika, og han besluttede sig for at tage chancen og krydse havet.

Ingen af de to mænd er særlig meddelsomme, da jeg spørger, hvem der har hjulpet dem til Europa, eller hvad det har kostet. »Jeg står i gæld til nogen,« siger Étyen blot.

M tror på, at han kan få opholds- og arbejdstilladelse i Belgien. »Der er brug for en mand med mine evner.« Étyen nøjes med et »vi får se«. Han ved ligesom alle andre, at en afgørelse på hans ansøgning er flere måneder eller år væk, og at han til den tid kan være over alle bjerge. »Helst et sted, hvor man taler fransk,« som han siger. Hvor han skal sove i nat, ved han ikke.

Selv ukrainere må sove på gaden

De to mænd er en del af, hvad der allerede er udråbt til Europas nye migrantkrise, en mulig gentagelse af, hvad der skete i 2015-16, da 1,4 millioner flygtninge og migranter kom til et EU-land. Den mærkes ikke rigtig i Danmark – i årets første ni måneder kom der kun 3.846 nye asylsøgere til hertil, hvoraf cirka halvdelen var ukrainere.

Hvis vi medregner de omkring 4,5 millioner ukrainere, der nu skønnes at opholde sig i et EU-land, er krisen i 2015-16 overgået mange gange. Men ukrainerne tæller ikke rigtig i denne statistik. EU besluttede allerede en uge efter den russiske invasion 24. februar at give alle ukrainerne flygtningestatus fra dag ét med ret til at modtage økonomisk støtte, rejse på tværs af EUs landegrænser, søge job, sende deres børn i skole og få adgang til lægehjælp med mere. De er så at sige koblet af EU-landenes normale asylsystem.

Men derfor er det alligevel mange mennesker, der skal hjælpes, og som har lagt beslag på myndigheders og ngo'ers kræfter og midler. Og da migranter fra resten af verden i løbet af 2022 igen begyndte at strømme til Europa, blev institutionerne hurtigt overbebyrdede.

Ifølge EUs grænsekontrolagentur Frontex er 280.000 illegale migranter kommet til Europa i løbet af årets første ti måneder, en stigning på 77 procent sammenlignet med året før. Af dem kom 130.000 ad Balkanruten, mens 90.000 tog turen over den centrale del af Middelhavet, og 40.000 krydsede det østlige Middelhav.

Det er især Tyskland, Østrig og Benelux-landene, der har mærket det nye indtog. Her i Belgien ser man migranter alle vegne, byens godt 30.000 indkvarteringspladser er for længst fyldt op. Og myndighederne mangler ikke bare pladser, men personale til at sørge for mad, sanitære forhold og lægebehandling – og til at behandle de mange ansøgninger.

»Nu ser vi selv ukrainere, der må sove på gaden. Og situationen bliver kun værre i de næste måneder,« siger Alberto-Horst Neidhardt, ekspert i migration ved Bruxelles-tænketanken European Policy Center.

»Det er ikke, fordi der er sket en eksplosiv stigning i antallet af ikkeukrainske migranter sammenlignet med tiden før coronapandemien. Men den belgiske regering har i de år, der er gået siden 2015-16, nedlagt store dele af asylsystemet. Samtidig har myndigheder og ngo'er virkelig måttet anstrenge sig for at modtage alle ukrainerne.«

Er EU så bedre rustet til at håndtere en migrantkrise, end man var i 2015-16?

Neidhardt mener, at svaret er nej. »Vi ser stadig medlemslande, lokale myndigheder og EU bruge alle kræfterne på kortsigtede ad hoc-løsninger. Asylsystemet er fortsat både omstændeligt og underbemandet – der er lige nu i Europa 500.000 asylansøgninger, der venter på at blive besvaret. Der er endnu ikke fundet en løsning på problemet med, hvordan man deler migrantbyrden nogenlunde solidarisk mellem medlemslandene.«

Asylpagten

Europa-Kommissionens svar på migrantkrisen i 2015-16 var at lave et forslag til en Migration- og Asylpagt, fremlagt i 2020. Pagten har fire hovedelementer: 1) en mere solidarisk fordeling af migrantbyrden. 2) en mere effektiv ekstern grænsekontrol med en hurtigere udskilning af »åbenlyst grundløse« asylansøgninger ved EUs grænser. 3) en mere effektiv hjemsendelse af migranter, der opholder sig illegalt i EU. 4) aftaler med lande uden for EU, især i Mellemøsten og Nordafrika, der skal begrænse strømmen af migranter til Europa.

Kommissionens pagt fik en blandet modtagelse, da den blev fremlagt. Men en del af den er faktisk gennemført eller er på vej til at blive det – især den del, der handler om at stramme adgangen til EU, fortæller Luigi Scazzieri, der er seniorforsker ved tænketanken Centre for European Reform og ekspert i migration.

Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

»De største fremskridt ser vi i form af aftaler med tredjelande. De mest berømte er den med Tyrkiet, hvor vi groft sagt betaler tyrkerne for at tage sig af de flygtninge, der er i landet, og sørge for, at de bliver der, og den mere kontroversielle aftale med Libyen, hvor vi træner den libyske kystvagt, der har været involveret i mishandlinger. EU presser for øjeblikket Serbien hårdt for at få landet til at opgive sin noget løse visumpolitik, og der blev netop i denne uge indgået aftale om, at Frontex-grænsevagter kan udstationeres mellem Balkanlandene for at mindske antallet af migranter på Balkanruten.«

Scazzieri nævner også, at det er lykkedes at oprette et egentligt EU-asylagentur, der kan hjælpe medlemslandene med at håndtere ansøgninger, ligesom der er politisk enighed om en database over asylsøgere baseret på fingeraftryk, kaldet Eurodac.

Langt vanskeligere står det til med returns – at få illegale migranter sendt tilbage til deres hjemlande. En række lande i Mellemøsten og Afrika har ikke vist sig særligt samarbejdsvillige – eller har rejst krav om store modydelser. Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

Og hvad angår solidaritetsmekanismen, den mere retfærdige fordeling af migrantbyrden, ser det decideret skidt ud. »Det bliver meget vanskeligt at nå til enighed der,« siger Luigi Scazzieri. »Det er meget usandsynligt, at store lande som Tyskland og Frankrig vil fravige det generelle princip om, at det er første ankomstland, der er ansvarlig for asylansøgeren.«

I juni indgik en gruppe lande en ad hoc-aftale om at aftage 10.000 migranter, der var steget i land i Italien og andre sydeuropæiske lande, men aftalen har ikke rigtig udmøntet sig konkret.

Eskalerende spændinger?

Spørgsmålet er, om en ny migrationskrise vil føre til lige så store politiske dønninger på kontinentet som den i 2015-16. Det mener Alberto-Horst Neidhardt, at der er risiko for.

»Vi må regne med, at antallet af ukrainere, der søger midlertidig beskyttelse i EU, vil stige i de næste måneder på grund af russernes ødelæggelse af ukrainsk infrastruktur. Vi må antage, at stærkt stigende priser på fødevarer i Den Tredje Verden vil få flere til at søge mod Europa. Det kommer så oven i det stress, modtagesystemet i Europa allerede lider under. Vi kan se af målinger, at en vis solidaritetstræthed har indfundet sig – samtidig med at Ukrainekrigens socioøkonomiske konsekvenser gør livet sværere for europæerne. Det giver alt sammen risiko for eskalerende spændinger,« mener Neidhardt.

»Populister og propagandister vil spille på den vrede, der opstår, formentlig hjulpet af kræfter udefra. De politiske brudflader, vi så i Europa under migrantkrisen i 2015-16, kan hurtigt vise sig igen, både internt i EUs medlemslande og mellem medlemslandene.«

kILDE: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/europas-nye-migrantkrise

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

SØGES : LANDSTRÆNER

Da Uruguays fodboldlandshold i 1924 indledte sin storhedstid ved at rejse til Paris og vinde OL-guld, udbrød en uruguayansk fodboldleder: »Gudskelov, så var Uruguay alligevel ikke en fejltagelse.«

Den fine uruguayanske forfatter Eduardo Galeano nævner replikken i sin bog Fodbold i sol og skygge (dansk udgave 1996). Og Galeano kondenserer selv landsholdstanken yderligere: »Jeg spiller, altså er jeg.«

Efter det danske landsholds chokerende opvisning af fesenhed og ligegyldighed i onsdagens afgørende puljekamp mod Australien må vi konstatere: Danmark var nok alligevel en misforståelse.

Ud over en lykkelig australsk nation kunne den slibrige FIFA-præsident, Gianni Infantino, torsdag morgen vågne i sin guldseng i Qatar med et stort smil på læben: Åh, det er sandt, det er virkelig sandt – de forbandede danskere med deres lgbt-armbind og deres kværulant af en forbundsformand er her ikke mere.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Nej, ikke alene er Danmark ude af VM-slutrunden. Hele den danske VM-optræden var så beskæmmende, at Infantino må klukle i sin diamantbesatte pyjamas (en morgengave fra Qatar-styret): Ingen kunne have udtænkt en værre hævn end det mesterværk af pinlighed, som landstræner Kasper Hjulmand og hans mandskab præsenterede i Qatar.

Aldrig tidligere har et slutrundemandskab decideret bragt skam over Danmark. Det har været blegt og sløjt, som det var tilfældet ved EM i 2000 og ved VM i 2010. Men dette mandskab, den mest talentfulde generation siden Sepp Pionteks 80er-landshold, har gjort en hel befolkning flov. Og i henhold til den uruguayanske tankegang: sat spørgsmålstegn ved vores eksistensberettigelse.

Så søbende apatisk, så viljeløst, så enestående hovent i ligegyldigheden.

To fodboldkampe? Det er som at omtale sine egne børn som tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og samlingspunkter for millioner af danskere.

Den gamle norske forward Jan Aage Fjørtoft, i dag skarp kommentator, fastslog på Twitter: »Jeg er nødt til at være ærlig. Kun Qatar har været dårligere end Danmark ved dette VM. Men når det gælder vilje og energi har de været værst, danskerne.«

Det var sandelig høfligt af Fjørtoft at inddrage Qatar i den danske misere. Men nej, det qatarske sekundahold kan ikke gøre for, at landets herskere købte sig til en helt ufortjent plads ved VM. Og i deres tre kampe har de qatarske spillere faktisk ydet alt, de rummede og formåede, stik modsat danskerne.

Qatar er nummer 50 på FIFAs verdensrangliste, Danmark er nummer 10, en temmelig stor magt med et væld af erfaring og klasse på det aktuelle landshold.

Ingen savner Danmark

En VM-deltagelse er et privilegium udløst af meritokrati. En eftertragtet og dramatisk situation, som bør få deltagerne til at mobilisere den yderste nødvendighed og kunnen. Det forudsætter et ubærligt mål af arrogance at lade hånt om den mulighed og hæder, det er at deltage i en stor slutrunde.

Andre store landshold – Norge, Egypten, Italien, Colombia, Algeriet, Peru – kan nu sidde og måbe i foragt: Vi kom ikke med til VM, det gjorde Danmark, og de havnede i den letteste pulje af alle, men danskerne følte sig åbenbart for fine til at yde alt.

Hver for sig er de danske landsholdsspillere sikkert fine fyre. Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede for meget om sig selv: De behøvede ikke at brænde for det, de behøvede ikke at løbe livet ud af sig, de behøvede ikke at presse deres store evner.

Og mens klodens fodboldpublikum er forpint over at måtte tage afsked med et så charmerende og medrivende mandskab som Ecuador, vil ingen savne Danmark ved VM. Heller ikke i Danmark.

Dette kan vise sig katastrofalt. Under først Åge Hareide og dernæst Kasper Hjulmand er det lykkedes at reparere de bånd mellem landshold og den brede befolkning, som havde lidt alvorlig skade i det foregående årti. Ikke siden det danske mandskab, som deltog i VM 1998, måske ikke siden EM-triumfen i 1992 eller sågar Pionteks 80er-landshold, har et dansk landshold været ombølget af så dyb kærlighed og varme. Og spillerne har gjort sig fortjent til det, helt frem til VM i Qatar.

Også fodboldmæssigt kan den uværdige indsats i Qatar få konsekvenser. Fornemmelsen af fremdrift og fundament er borte.

Selvom landstræner Hjulmand på fornem vis har forvaltet landsholdet med to gange VM- og EM-deltagelse i 2020/21 og 2022, kan de seneste års positive udvikling i høj grad tilskrives Hjulmands forgængere. Det var Morten Olsen, som for 15-16 år siden gav Dansk Boldspil-Union og hele fodboldapparatet en desperat opsang: Spillerkvaliteten dalede generelt. Det medførte reformer, som har fostret et væld af store danske spillere, herunder de 26 mand, som udgjorde VM-truppen i Qatar.

Siden overtog Åge Hareide det danske landshold i 2016, og nordmanden fik blæst ny energi og retning i institutionen landsholdet, selve kongehuset i dansk fodbold. Hareides slidstyrke med masser af sejre og hårdt tilkæmpede resultater kulminerede 1. september 2017 i en af de vigtigste præstationer i nyere tid: 4-0-sejren over Polen i Parken.

Denne triumf over kvalifikationspuljens klare favorit sikrede reelt Danmarks deltagelse ved VM i Rusland 2018. Et uhyre afgørende facit, som ledte direkte frem til VM-deltagelsen i 2022, hvor denne store generation – Eriksen, Schmeichel, Kjær, Delaney, Braithwaite – skulle kulminere i selskab med yngre folk.

Hver for sig er de danske landsholdsspillere sikkert fine fyre. Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede for meget om sig selv.

For allerede dengang fornemmede alle, at nye perlende årgange var på vej: Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Joachim Andersen, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard, Andreas Cornelius etc.

VM-deltagelsen i 2018 i Rusland var en ekstremt afgørende overlevering fra Åge Hareide. Dette landshold kunne opnå slutrundeerfaring og spilles sammen til de kommende turneringer, hvor spillernes alder og klubkarrierer ville stå i zenit. Den forrygende EM-sommer 2021 byggede i allerhøjeste grad på Rusland-togtet. Og i sidste ende på 4-0-sejren over Polen i 2017 midt i Hareides sejrsrække.

Hele denne sportslige ekspansion forekommer totalskadet nu. Og den møjsommeligt genskabte relation til publikum er i fare efter de tre katastrofalt ringe VM-præstationer i Qatar.

Kujoner og præk

Antallet af indkast er gerne et fint udtryk for en kamps kvalitet og det tekniske niveau. Det dramatiske opgør i aftes mellem Polen og Argentina bød således på 34 indkast – Danmarks impotente match mod Australien på 59 indkast. Dette var standarden.

Elendigheden falder naturligvis tilbage på landstræner Kasper Hjulmand. Det er hans ansvar, at mandskabet går på banen mod et begrænset, men fyrigt Tunesien uden at være i VM-beredskab. Det er hans ansvar, at så store spillere var reduceret til fantasiløse, udbrændte personager i bundskraberen mod de primitive, men beåndede fightere fra Australien.

Det er Kasper Hjulmands ansvar, at ingen af hans faste folk – alle med vigtige roller i store klubber i Premier League, La Liga og Serie A – løftede sig over et chokerende lavt bundniveau i hele tre VM-kampe. Alle var i krise samtidig.

Selv de røster – herunder denne skribent – der i balladen om OneLove-anførerbindet tog Hjulmand og spillerne i forsvar og henviste til, at de nu engang var på et sportsligt togt og ikke kan rende og hæmme sig selv med gule kort, må revidere opfattelsen.

Hvis man alligevel er for ugidelig og for ængstelig til at spille fodbold på den største scene – den scene, som alle topspillere stræber mod som selve formålet med karrieren – så kunne man for pokker have vist lidt mandsmod og taget et sølle gult kort, når man først var gået i brechen for lgbt-rettigheder. Nu står det danske landshold tilbage som kujoner, og Hjulmands præk runger uendelig tomt.

Orwellsk megalomani

Efter fiaskoen mod Australien har Kasper Hjulmand fremhævet balladen om anførerbindet som en distraktion. Danmarks Radio citerede Hjulmand på pressemødet torsdag morgen: »Det er ikke en undskyldning. Det er vigtigt for mig at sige. Men …«

En pinlig reaktion, faktisk en tilståelse. Holland, Tyskland, England var blandt de landshold, der oprindeligt også deltog i den afblæste OneLove-aktion – hvordan har de klaret sig efter balladen? Strålende, overbevisende.

Igen falder fadæsen tilbage på Kasper Hjulmand. Hvis det overhovedet har haft nogen betydning, har Hjulmand altså i modsætning til sine kolleger ikke formået at samle sit hold til indsatsen på banen.

På pressemødet erklærede DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, at Hjulmand er fredet på posten. Til trods for eklatant dårlig ledelse på et VM-togt med en perlende trup. Til trods for de skår, som er slået i omfavnelsen med det danske folk.

Indimellem kan ting også gå helt galt for den helt rette mand eller kvinde, og så må man tage konsekvensen.

Forleden udtalte Morten Olsen sig i Tipsbladet med storsind om Kasper Hjulmand, som han betegner som den allerbedste, Danmark og landsholdet kunne få: »Han er endda et fint menneske. Det behøver man ikke at være, det har jeg jo bevist.«

Man fristes til at opfordre DBU til at opslå stillingen som landstræner: gerne et ondt menneske. Hjulmand kan jo selv søge jobbet efter lidt afsøgning af de sorte, mere VM-egnede hjørner af sit varme indre.

Desværre blev en grundlæggende indstilling og arrogance, som nok står i vejen for nødvendige tiltag, på torsdagens pressemøde udtrykt af Peter Møller. Meget uklædeligt benyttede Møller lejligheden til at hovere over for Norge, som ikke var kvalificeret til VM. Og om den overordnede situation efter den største fiasko i 50 års landsholdsfodbold: »Vi går ikke i panik, fordi vi over ni dage har tabt to fodboldkampe.«

To fodboldkampe? Det er som at omtale sine egne børn som tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og samlingspunkter for millioner af danskere.

Hvorfor overhovedet deltage i VM, hvis der bare er tale om »fodboldkampe«? Møller røber her en orwellsk megalomani: I DBU arbejder man åbenbart ikke frem mod det samme højdepunkt som alle andre lande i verden, Verdensmesterskabet hvert fjerde år, nej, man arbejder sandelig for evigheden.

Dette danske landshold havde ikke fortjent at være med ved VM. Og det havde ikke fortjent det danske publikum og dets hengivenhed.

Og Danmark var øjensynlig en misforståelse.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/soeges-landstraener

JOAKIM JAKOBSEN (f. 1963) er journalist. Fra 2005 til 2012 reporter og anmelder, og fra 2012 til 2015 kulturredaktør. Kom til journalistikken efter mange, mange års litteraturstudier ved Københavns Universitet og har tidligere arbejdet på Politiken, Jyllands-Posten, Euroman, m.v. Har udgivet flere bøger om sport, herunder Tour de France, Tynd luft og Guld-Harald. 2010 modtager af Berlingske Journalisters Hæderspris.

 

JJAK@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Hvis Jakob Ellemann-Jensen var et dyr, ville han bruge selvudslettelse som overlevelsesstrategi.

TUDSEFISK - SYNDROMET

Dybt under overfladen, så langt nede, at solens stråler ikke trænger igennem, lever en af naturens grimmeste skabninger: Deep sea angler fish, eller på dansk tudsefisken. Den er et mysterium for biologer, for hannen opfører sig sådan her:

Under parring bider han sig fast i den meget større hun og smelter bogstaveligt talt sammen med hende. Gradvist nedbrydes hans øjne, finner og indre organer, alt undtagen det sædproducerende system, indtil han til sidst er fuldt indoptaget og koblet op på hendes kredsløb. Han får flydende ernæring, hun får en medgørlig ægtemand.

Det politiske tudsefisk-syndrom, eller i hvert fald forspillet til det, er under opførsel i disse uger. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen overvejer angiveligt fordelene ved at danne regering med Mette Frederiksen og dermed indgå i en lige så selvudslettende symbiose med en langt overlegen partner. Også Søren Pape Poulsen har åbnet for at overveje en regering med socialdemokrater, men hvad sådan en regering skulle være løsningen på er svært at se.

Med en omskrivning af Barbara Bertelsens berygtede corona-opsang: Selvudslettelse er ikke en strategi. I hvert fald ikke en langsigtet en.

Det borgerlige argument for en midterregering er i store træk, at det er »bedst for Danmark,« hvad det så end betyder. Hvis de mener, at de borgerlige bør stemme ja til mere socialdemokratisk politik, står det dem jo frit for også i opposition.

Foto: Tim Kildeborg Jensen, Scanpix.

Det andet og nok mere sandfærdige argument er, at der efter folketingsvalget ikke findes et borgerligt alternativ. Det må alle der (stadig) har øjne i hovedet give Jakob Ellemann ret i, men han mangler at forklare, hvorfor han så ikke bliver hjemme og går i gang med genopbygningen.

Venstres problem er ikke, at de har tabt, men at de nægter at indse det. Partiet har fortrængt hvert eneste nederlag, de har akkumuleret siden de tabte til Helle Thorning-Schmidt i 2011.

Da Lars Løkke Rasmussen, dengang formand for Venstre, tabte i 2011, udnævnte Søren Pind ham alligevel til Danmarks »moralske statsminister«, fordi partiet gik ét mandat frem. Da Venstre mistede 13 mandater i 2015, vandt de samtidig regeringsmagten tilbage – selvransagelsen udskudt igen – og da Lars Løkke tabte til Mette Frederiksen i 2019, gik Venstre frem med ni mandater. Nu er Venstre stort set halveret, har mistet 20 mandater og straks overvejer man at belønne sig selv med nogle ministerposter. Valgets tale er tvetunget for det parti: Venstre vinder, hver gang de taber.

Vil de borgerlige endelig lære noget af Socialdemokraterne, kan de se på den transformerende effekt, det havde at være i opposition fra 2001-2011. Det var ikke kønt at overvære, mens det stod på, men se hvad der kom ud af det: Først granatchok, så en famlen rundt i udlændingepolitikken, så en begyndende strømlining primært fra toppen, der gik ud på at sige ja til stort set alle stramninger.

Ren strategi, der først rodfæstede sig som en politisk erkendelse hele vejen ned i partiet under Mette Frederiksens formandskab, og nu er en integreret del af partiets ideologiske overbevisning. Alt, hvad der truer velfærdsstaten som konstruktion, vil der blive handlet imod. De tænker, de skriver bøger (ikke statsministeren dog), og vigtigst af alt er de villige til at sætte lovgivning bag ordene.

Ender Ellemanns og Pape Poulsens sonderinger med et ja til en regering med Mette Frederiksen, risikerer de at reducere deres partier til et støttesystem for Socialdemokratiets dagsorden.

Danmark skal nok overleve endnu en socialdemokratisk regering. Det er værre med de borgerlige.

Øverst på formularen

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/tudsefisk-syndromet

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Fait accompli. Den italienske højrefløjsregerings stramme kurs over for humanitære skibe med migranter har fået de diplomatiske forbindelser med nabolandet Frankrig til at skvulpe over.

EUROPÆISK SLAGSMÅL OM MIGRANTER.

”Der er små lande. Og så er der lande, der endnu ikke har forstået, hvor små de i virkeligheden er. For intet land er stort nok til at klare sig selv.«

Ordene faldt i denne uge fra Italiens præsident, Sergio Mattarella, da han citerede sig selv fra en tale, han for fem år siden holdt i anledning af 60-året for Romtraktaten, EUs fødselsattest.

Mattarella, som tidligere i år nødtvunget accepterede endnu en periode som republikkens præsident, forsøger i disse dage med lodder og trisser og glødende telefonsamtaler at bringe forholdet mellem Italien og Frankrig på ret køl igen, efter at Meloni-regeringens debut i international politik har fået en voldsom diplomatisk krise mellem de to nabolande til at blusse op.

Gnisten var den italienske regerings nye, opstrammede politik over for private humanitære skibe med migranter, som i sidste uge førte til, at fartøjet Ocean Viking fra den franske organisation SOS Méditerranée med 234 migranter ombord, heriblandt 57 børn og 14 kvinder, efter tre ugers flakken omkring på Middelhavet valgte at anløbe den sydfranske havneby Toulon, hvor Frankrig undtagelsesvis lod migranterne gå i land.

Det humanitære redningsskib Ocean Viking sejlede i tre uger rundt med migranter på Middelhavet, før Frankrig undtagelsesvis lod dem gå i land. Foto: Vincenzo Circosta, Scanpix

Forinden havde italienske myndigheder vedholdende ignoreret skibets anmodninger om tilladelse til at anløbe italiensk havn, da italienernes nye holdning over for de humanitære skibe er, at skibene ikke udfører søredning, men systematisk transport af migranter og dermed overtræder italiensk lovgivning.

En fortolkning, som Italien står temmelig alene med, og som nu begynder at skabe problemer for et naboland som Frankrig, hvor man ikke lægger skjul på sin vrede over italienerne, som man mener er løbet fra alle aftaler på migrantområdet. Ikke siden den daværende italienske femstjernepolitiker og vicestatsminister Luigi Di Maio i 2019 aflagde besøg hos Frankrigs protestbevægelse De Gule Veste, har der blæst så kolde vinde mellem Paris og Rom. 

Det forlyder, at Frankrig en overgang var på nippet til at kalde sin ambassadør i Italien hjem. I stedet er der sendt 500 gendarmer til den fransk-italienske grænse for at forhindre andre migranter, der er gået i land i Italien, i at bevæge sig illegalt videre til Frankrig og søge asyl dér, sådan som det er foregået i årevis. Dermed gør Frankrig opmærksom på, at Italien, som det er nu, sandelig ikke bærer hovedbyrden af de migranter, der ankommer til landet, eftersom en stor del drager videre til Frankrig og Tyskland. Italien er i høj grad et gennemgangsland. Frankrig modtager over dobbelt så mange asylansøgere som Italien, Tyskland tre gange så mange.

Frankrig har desuden meddelt, at man opfatter en tidligere aftale med Italien om fordeling af migranter mellem EU-landene som opsagt.

Så kan italienerne ligge, som de har redt, synes budskabet at være. Italienerne har derimod erklæret sig uforstående over for den franske reaktion, som med regeringsleder Giorgia Melonis ord er »aggressiv, uforståelig og ubegrundet«.

Det humanitære skibs ankomst til Toulon er ifølge forlydender kulminationen på en serie misforståelser mellem de to lande, der blev indledt, da den franske præsident Macron under det nylige klimatopmøde i Egypten skulle have rakt hånden ud mod Meloni og antydet, at Frankrig da godt ville hjælpe, hvis det gik helt galt med migranterne.

Ved at afvise Ocean Viking har den italienske regering ikke gjort andet end at respektere det italienske folks vilje.

MARINE LE PEN, LEDER AF DET FRANSKE PARTI RASSEMBLEMENT NATIONAL

Det resulterede i, at den italienske regering kort efter officielt takkede Frankrig for en aftale, der ifølge fransk opfattelse slet ikke var indgået. Tværtimod så man nu Meloni som én, der havde taget hele armen efter at være blevet tilbudt en lillefinger.

Men udmeldingerne fik umiddelbart den konsekvens, at Ocean Viking rettede stævnen mod den franske kyst og fuldendte det nedværdigende fait accompli. Samtidig begyndte Lega-leder og vicestatsminister Matteo Salvini at juble på de sociale medier, hvilket bare gjorde den franske harme endnu større. Præsident Mattarella har nu påtaget sig den svære opgave at rydde op i forholdet mellem de to lande.

Men han har også på sin egen stilfærdige måde nedtonet forventningerne til sin indsats ved at minde om, at det ikke er præsidentens opgave at føre udenrigspolitik, men regeringens. Så alt tyder på, at dette ikke er enden, men kun begyndelsen på et spændt diplomatisk forhold mellem de to lande, som ellers var væsentligt forbedret under den tidligere italienske Draghi-regering.

Det komplicerer ikke tingene mindre, at Frankrigs Marine Le Pen har gjort klart, at hun er på Italiens side. »Italienerne har valgt Giorgia Meloni, som jo er kendt for at være modstander af den anarkistiske illegale indvandring, som ngo'erne forsøger at presse ned over os. Ved at afvise Ocean Viking har den italienske regering ikke gjort andet end at respektere det italienske folks vilje.«

Frankrig tager sig betalt

Til gengæld går det lidt bedre i Frankrigs forhold til et andet naboland, som også lige har fået en ny regering igen igen, nemlig Storbritannien, hvor en voksende strøm af migranter fra blandt andet Albanien fra den franske kyst over Den Engelske Kanal de seneste år har udfordret det bilaterale forhold. I hvert fald blev der kysset kind mellem Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, og hans britiske kollega, Suella Braverman, efter indgåelsen af en udbygning af en allerede eksisterende aftale om bekæmpelse af den illegale strøm af migranter, som i år har slået rekord med 40.000 ankomster på britisk side.

Den samlede aftale, der koster Storbritannien et beløb svarende til omkring en halv milliard kroner årligt, indeholder blandt andet mere fransk afpatruljering af kysterne, tilstedeværelse af britiske myndigheder på fransk jord samt større udveksling af informationer.

»Det britiske folks absolutte prioritering lige nu, som jeg deler, er at tage hånd om den illegale migration,« sagde Storbritanniens nye regeringsleder, Rishi Sunak, på vej til G20-mødet i Indonesien.

Mange tvivler dog på, om de omkring 70 millioner kroner, Storbritannien nu har puttet ekstra i den udvidede aftale, i virkeligheden batter noget som helst. Imens fortsætter strømmen af illegale over Middelhavet til Europa. I år til dato er tallet oppe på 130.000, hvilket ikke afviger væsentligt fra de seneste år.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/europaeisk-slagsmaal-om-migranter

 

MORTEN BEITER (f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.

 

MOBR@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Bistandsdekret, Meloni: "Fra regeringen 9,1 milliarder til familier mod dyre regninger". Om migranter: "Uforståelig og uberettiget reaktion fra Paris". Det franske svar: "At bryde tilliden til Italien"

Indkomsterne beregnes ikke længere på grundlag af ISEE, men på kernens sammensætning. Forlængelsen til 3 tusinde euro af de frynsegoder, som arbejdsgiveren kan tilføje til den skattefrie lønseddel er besluttet

ROM. En portefølje på 9,1 milliarder fra skatteindtægter for at imødegå den høje regning. Det meddelte premierminister Giorgia Meloni på en pressekonference om resultatet af gårsdagens ministerråd som et "umiddelbart svar" på stigningen i familiernes omkostninger. Men mødet med journalister var også en mulighed for at tage fat på migrantspørgsmålet og reagere især på Frankrig.

DE ØKONOMISKE FORANSTALTNINGER

Forlængelsen af ​​skattefradraget

"Der er støtte til virksomhederne til de dyre regninger, der vedrører forlængelsen af ​​skattefradraget - premierminister Meloni har altid meddelt -. Derefter tillader vi for energiforbrug frem til 31. marts 2023 en rate af stigningerne i forhold til året før i minimum 12 og højst 36 rater og dækket af en Sace statsgaranti ».

Dl Bistandskvartal: forhøjelse til kasseloftet, regninger i rater til virksomheder, grønt lys til boring. Alle foranstaltninger godkendt af regeringen

PAOLO RUSSO10. November 2022

Frynsegoder på 3 tusinde euro

"Der er en regel, som vi tolker til støtte for betaling af energipriser, og det er udvidelsen af ​​de frynsegoder, som arbejdsgiveren kan tilføje på lønsedlen, som er skattefri, og som er en en slags trettende skattefritagelse for at hjælpe arbejdere med at betale deres regninger. det er en vigtig foranstaltning.” Premierminister Giorgia Meloni sagde dette under pressekonferencen.

Super

-bonussen Super -bonussen, der "har skabt et hul på 38 milliarder", falder fra 110 til 90 pct. "Den 110 % dækning - forklarede Meloni - tog ansvaret fra dem, der brugte den: Hvis man ikke blev bedt om at bidrage, spurgte han ikke, om prisen var passende". Dette "har fordrejet markedet til fordel for hovedsageligt mellem-høje indkomster". I stedet ”har vi valgt at gribe ind, og vi går til 90 %, bortset fra dem, der allerede har godkendt indgrebet til dato og indsender varsel om påbegyndelse af arbejder senest den 25. november. Men med besparelserne har vi besluttet at genåbne for enfamiliehuse, så længe det er en første bolig og mellem-lav indkomst ». For økonomiminister Giancarlo Giorgetti er det "et indgreb, der sikrer de offentlige finanser".

Med hensyn til definitionen af ​​mellem-lav indkomst, "har vi derfor indført et princip - understreget Meloni -: de vil blive beregnet ikke på grundlag af den traditionelle ISEE, men på grundlag af sammensætningen af ​​familieenheden, en første antydning af familiekvotient".

Således knuser regeringen Superbonus 110%: "Aldrig set en foranstaltning, der koster så meget til gavn for så få"

GIAMPIERO MAJ11. November 2022

Overførsel af skattefradraget

Med hensyn til den eksisterende bestand "studerer vi en vej ud, men jeg vil sige, at overdragelsen og overførbarheden af ​​skattefradraget er en mulighed, ikke retten". Således økonomiminister, Giancarlo Giorgetti i en pressekonference med premierminister Giorgia Meloni. ”De, der vil lave de her indgreb, har en vished om at kunne udnytte fradrag gennem årene, men de har ikke sikkerhed for at kunne sælge skattefradraget, ellers havde vi skabt en valuta, der ikke har været oprettet". Tanken er gået - siger ministeren - at skattefradraget i bund og grund er penge, men det er ikke tilfældet. Så "den, der skal foretage en investering, skal vurdere, om byggefirmaet eller banken er villig til at anerkende skattefradraget, for hvis det ikke er tilfældet, skal de beregne projektet investering på en anden måde". På eksisterende kreditter "forsøger vi at skabe yderligere plads til kreditselskaber, der har udtrykt ubehag med hensyn til en uholdbar situation, som vi vil forsøge at rette op på, men systemet kan ikke fortsætte sådan", konkluderede han.

Brug af kontanter

Forhøjelsen af ​​kontantloftet til 5 tusinde euro er blevet godkendt, et valg "som er på linje med det europæiske gennemsnit, og som var i programmet," siger premieren. »I EU er der en diskussion, fordi der i de forskellige nationer er meget forskellige tiltag, og det skaber uligheder. EU stiller dette problem ved at ræsonnere ». 

Flad skat og uddrag af skatteregninger: her er, hvem der tjener mest, og hvordan lønningerne ændres

PAOLO RUSSO11. November 2022

To tusinde kubikmeter gas til energiintensive virksomheder

Med denne regel forlænges støtten til dyrt brændstof, og gasprisbeskyttelsesordningen for husholdningsbrugere forlænges også til 10. januar. Dette dekret indeholder reglen om koncessioner til udvinding af national gas, "i kraft af hvilken vi tillader nye koncessioner og låser op for nogle koncessioner til gengæld for, at koncessionshaverne sælger en væsentlig del af den udvundne gas til en kontrolleret pris", siger premieren. Målet, forklarede premierministeren, er "at frigøre omkring 2 milliarder kubikmeter gas, der kan dække hele vores gasintensive virksomheders behov: vi reducerer Italiens energiafhængighed mht.

Gentiloni: alarm for de økonomiske prognoser for 2023, Tyskland allerede i recession

EMANUELE BONINI11. November 2022

Punktafgiftsnedsættelse: kontant 5 tusind euro

Teksten til støttedekretet quater giver også mulighed for et ekstraordinært bidrag i form af en skattefradrag til fordel for virksomheder til køb af elektricitet og naturgas. Med en tildeling på 3,4 milliarder euro blev det ekstraordinære bidrag til virksomheder og virksomheder såsom barer, restauranter og virksomheder til køb af elektricitet og naturgas forlænget til 31. december 2022. De forhøjede skattefradragssatser svarende til: 40 % for energi- og gasintensive virksomheder bekræftes også; 30 % for små virksomheder, der bruger energi med effekt fra 4,5 kW.

Brændstofkapitlet: 1,3 milliarder euro går til forlængelsen fra den 19. november 2022 og indtil den 31. december 2022 af afgiftsrabatten på benzin- og dieselafgifter, som bekræfter nedsættelsen på 30,5 cent pr. liter (også taget i betragtning effekten på 'moms'). For LPG er rabatten 8 eurocent pr. kilogram værd, hvilket stiger til omkring 10 cents i betragtning af momspåvirkningen.

MIGRANTSPØRGSMÅLET

"Den nuværende ledelse fungerer ikke"

På spørgsmålet rettet "Jeg vil spørge parlamentet, hvad det mener, hvis vi skal være den eneste anløbshavn for ngo'er - sagde premierminister Meloni, da han blev spurgt om spændingerne med Frankrig pr. affæren Ocean Viking -. Jeg ønsker at søge en fælles og seriøs løsning, som jeg også diskuterede, mens jeg talte med Macron, med Scholz, i EU er der behov for en europæisk mission for at forsvare de ydre europæiske grænser«. Han tilføjer: "Du ved, hvordan jeg tænker, for eksempel skal vi åbne hot spots i Afrika".

Migranter: Landstigning fra Ocean Viking er begyndt i havnen i Toulon. Meloni: "Berørt af en aggressiv og uberettiget reaktion fra den franske regering"

11. November 2022

Den uforståelige franske reaktion 

«Når det kommer til gengældelse i sammenhæng med den europæiske dynamik, er der en tendens til at noget ikke virker. Jeg var meget imponeret over den franske regerings aggressive reaktion, som fra mit synspunkt er uforståelig og uberettiget,” sagde Meloni. Han tilføjede: «NGO'en Acean Viking-skib, der lægger til i Frankrig i dag, er det første NGO-skib, der nogensinde har lagt til i Frankrig med 230 migranter. Dette har affødt en meget hård reaktion mod Italien, som har bragt næsten 90 tusinde emigranter ind”. 

«Ingen aftale giver Italien som landingssted»

Indtil videre i Europa, påpeger premierministeren, «er 117 migranter blevet flyttet, 38 i Frankrig. Skal Italien være den eneste ilandsætningshavn for dem, der ankommer fra Afrika? Dette er ikke skrevet i nogen aftale, og jeg synes ikke, det er rigtigt.' «I går - husker Meloni - landede vi 600 mennesker på samme dag, og foran 234 mennesker er diplomatiske forbindelser tabt? Dette viser, at situationen ikke længere kan være sådan ».

Macron truer: væk ambassadøren og Meloni forbereder nu vetoretten til EU

ILARIO LOMBARDO, FRANCESCO OLIVO11. November 2022

Isolere Italien? Bedre at isolere smuglerne "

" Europa kunne også beslutte at tackle migrantspørgsmålet ved at isolere Italien, men jeg tror, ​​det ville være bedre at isolere smuglerne," sagde premierminister Giorgia Meloni i en passage af pressekonferencen. Henvisningen er endnu en gang til spændinger med Frankrig. 

Paris. Tilliden brød med Italien Tilliden brød

med Italien: Den franske udenrigsminister for EU-anliggender, Laurence Bonne, fortalte France Info . Boone mindede om, at Rom "havde forpligtet sig til EU's solidaritetsmekanisme", og at "traktaterne gælder ud over en regerings liv, ellers ville det være uholdbart, hvis vi skulle ændre reglerne hver gang. Den nuværende italienske regering - fortsatte han - har ikke respekteret den mekanisme, den var forpligtet til, og har brudt tilliden. Jeg tror, ​​det kan siges, fordi der var en ensidig beslutning, der har bragt liv i fare, og som i øvrigt ikke er i overensstemmelse med international lov”.

Kilde: https://www.lastampa.it/politica/2022/11/11/news/decreto_aiuti_dal_governo_meloni_91_miliardi_per_le_famiglie_contro_il_caro-bollette-12233008/?ref=LSHRU-BH-I0-PM6-S1-T1