Covid. Selvom lukningerne af skoler under pandemien var stærkt omdiskuterede, ved vi endnu ikke, om de var kloge.

Blind nedlukning

Det var, som man vil huske, i strid med anbefalingen fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, da regeringen i marts 2020, kort efter at corona fik tag i Danmark, lukkede folkeskoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser for at begrænse smitten.

Uenigheden mellem den politiske ledelse og de sundhedsfaglige eksperter har, godt hjulpet på vej af minkskandalen, siden holdt liv i diskussionen om S-regeringens magtudøvelse under pandemien. Men når det gælder substansen i beslutningen, altså om det var rigtigt eller forkert at sende landets børn hjem fra skole – ikke blot i foråret 2020, men også i den følgende vinter – mangler regnestykket at blive gjort op.

Børnene savner stadig et klart svar på, om deres lange ufrivillige hjemsendelser, med ensomhed og afsavn, var ulempen værd. Den fortsat manglende viden om de langsigtede konsekvenser for elevernes mentale helbred rejser et prekært spørgsmål: Betalte børnene og de unge for høj en pris for den politiske forvaltning af pandemien?

Jes Søgaard, professor ved SDU, sundhedsøkonom og medlem af den faglige referencegruppe for håndtering af covid-19, kalder det »et godt spørgsmål«, når han skal svare på, om skolenedlukningerne var fornuftige eller ej. Det har været diskuteret i referencegruppen, fortæller han.

»Vi hælder til, at det ikke var nødvendigt at hjemsende de yngste elever, altså 0. til 4. klasse. Men det er bagklogskab,« siger Jes Søgaard og tilføjer: »Der findes ikke et systematisk overblik over konsekvenser af hjemsendelsen for sundhed og trivsel. Men der er forskning, der viser, at det ramte de fagligt svageste elever. Den information havde man dog først senere.«

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Når politikerne lukkede skolerne, kan det helt enkelt skyldes, at det var nemt, vurderer Jes Søgaard.

»I første bølge af pandemien handlede alt om at nedsætte kontaktfrekvensen i befolkningen. Så man kan mistænke, at nedlukningen af skolerne skete, fordi det var juridisk let at opnå målet på den måde,« siger Jes Søgaard og konkluderer: »I dag ville jeg, hvis jeg var politiker og skulle gøre det hele om, ikke sende børn i 0. til 4. klasse hjem.«

En anden fremtrædende sundhedsøkonom, professor ved VIVE Jakob Kjellberg, problematiserer også hjemsendelsen af de små. Vil man have et klart svar på, om det var fornuftigt, skulle man have lukket ned på Sjælland og ikke i Jylland, siger han. Så kunne man sammenligne.

»Børnene betalte en høj pris, det er indiskutabelt. Særligt i lyset af, at deres sundhedsproblem ved covid-19 var til at overse,« siger han.

Ifølge Jakob Kjellberg vil det være »naivt« at tro, at det ikke får langtidskonsekvenser.

»Jeg synes personligt, det var ret problematisk med de skolenedlukninger. Hvad fik vi ud af det? Måske en mindre kaotisk start på pandemien end i Sverige, hvor det ikke har været sjovt. Men samlet er dødeligheden herhjemme ikke endt med at være så forskellig fra svenskernes. I det sene forår 2020 vidste man med stor sikkerhed, at effekten af skolenedlukninger var begrænset.«

En tredje førende sundhedsøkonom er SDU-professor Kjeld Møller Pedersen, der har afhandlet håndteringen af pandemiens første faser i bogen Smittetryk og samfundssind. Grundlæggende var det rigtigt at nedlukke skolerne i perioder, mener han.

»Man kan diskutere varigheden og omfanget, altså hvilke klassetrin der skulle have været omfattet. Det kalder jeg huller i osten. Men jeg tror ikke, at man kunne have gjort så meget andet af hensyn til smitteinddæmningen. Efterfølgende har vi set, at der var trivselsproblemer hos nogle af eleverne. Men hvad havde alternativet været?«

En sidste udvej

Ifølge professor og ledende overlæge Lars Østergaard, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, var skolenedlukningerne efter alt at dømme nødvendige. Der er dog stadig mange ubekendte, påpeger han. Vi ved ikke, hvad hjemsendelsen af eleverne betød for eksempelvis antallet af indlagte patienter på intensivafdelingerne eller antallet af døde. Han har også til gode at se danske studier af, hvad isolationen derhjemme kan have betydet for forekomsten af depressioner og selvmordsforsøg blandt børn og unge. Men samlet set var det rigtigt at sende eleverne hjem, vurderer Lars Østergaard.

»Indtil vi i foråret 2021 fik vaccineret en meget stor andel af dem i risikogruppen, har skolenedlukningerne som et redskab til at begrænse den uønskede effekt af en stor smittespredning været rimelig,« siger han.

Det hører med, at nedlukningen af skoler, der som bekendt var et globalt fænomen, ikke fik varme anbefalinger fra alle internationale organisationer. Umiddelbart op til julen 2020, da alle skoleelever herhjemme var blevet sendt hjem for anden gang, betonede Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at lukning af skoler for at inddæmme smitten burde være en sidste udvej. Som et af nøglebudskaberne fra agenturet lød:

»Den negative fysiske, mentale og uddannelsesmæssige virkning på børn af forebyggende skolelukninger, såvel som den økonomiske skadevirkning på samfundet, vil sandsynligvis opveje fordelene.«

Politikerne herhjemme fulgte faktisk heller ikke anbefalingerne fra Statens Serum Institut (SSI). I et notat, som Folketinget modtog 16. februar 2021, konkluderede SSI:

»På baggrund af de foreløbige erfaringer samt international litteratur vurderes det, at proaktiv lukning af skole- og dagtilbud bør være et af de sidste tiltag der implementeres for at kontrollere smittespredningen i samfundet, og noget af det første der genåbnes, når dette kan gøres på en sikker måde.«

På det tidspunkt var kun de yngste elever kommet tilbage i skolen efter den anden nedlukning af skolerne. De ældre elever måtte vente indtil 15. marts. Store dele af detailhandlen, udendørsidrætten og udendørs kulturinstitutioner blev genåbnet 1. marts. Skolerne blev altså ikke noget af det første, der genåbnede, som SSI ellers havde tilrådet.

Momentant læringstab

Med en veludviklet it-infrastruktur i skolesektoren stod Danmark med et forholdsvis bedre udgangspunkt end mange andre lande, da eleverne blev sendt hjem for at få fjernundervisning. Alligevel oplevede størstedelen af elever og lærere, at undervisningskvaliteten faldt, at eleverne ikke lærte så meget som normalt, og at det kneb med motivationen.

Det fremgår af publikationen Skolen under coronapandemien, som fire forskere udsendte tidligere i år. Resultaterne byggede på svar fra cirka 1.300 elever i 8. klasse og 500 lærere, og de blev indsamlet som led i en international undersøgelse på tværs af 11 lande.

En af konklusionerne er, at de danske børn følte det særligt svært at sidde hjemme og modtage onlineundervisning: »Danske elever tilkendegiver en oplevelse af at have været mere udfordrede i forhold til deres læringsforudsætninger og læringsprogression under skolenedlukningerne end elever i de andre lande.«

Det er svært at sige, hvad nedlukningerne har betydet for børnenes faglige udvikling. Men afgangskaraktererne i folkeskolen i år indikerer, at de ældste elever i 9. klasse måske er blevet fagligt mærket af coronaskolen. Gennemsnitskarakteren faldt, efter at den var steget uafbrudt de fire foregående år.

Taler vi om et læringstab?

»I hvert fald momentant. Om det så sætter sig spor på den lange bane, vil vi først se, når eleverne bevæger sig op gennem ungdomsuddannelserne og videre hen,« siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College.

Værre end forventet

Samtidig tyder noget på, at tiden med skolenedlukninger og indskrænkede sociale aktiviteter i øvrigt gjorde flere børn mentalt syge. Februar i år påviste Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, at flere børn og unge søgte behandlingshjælp i psykiatrien i første halvår af 2021 sammenlignet med perioden inden covid-19-epidemien. Det var særligt blandt de 11-14 årige og de 15-18 årige – altså elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne, som blev hjemsendt i længst tid – at flere kom i kontakt med psykiatrien.

Hvad skolenedlukningerne har afstedkommet af trivselsproblemer blandt børnene, er der divergerende opfattelser af i de pædagogiske forskningsmiljøer. De fire forskere, der var involveret i den føromtalte internationale undersøgelse, finder således, at de danske børn generelt havde en god trivsel på trods af de radikalt anderledes vilkår under pandemien.

»Mindre grupper af elever har været særligt udfordrede,« anføres det, »men langt de fleste danske elever tilkendegiver ikke store trivselsmæssige udfordringer under nedlukningen.«

Kollegaer kan med andre undersøgelser påvise, at det stod værre til. Ifølge et større studie med svar fra cirka 6.000 elever fra 3. til 9. klasse og 5.000 forældre savnede ni ud af ti børn for eksempel deres venner og kammerater. Syv ud af ti savnede at være i skole. Omkring hver femte af eleverne var så udfordret, at de befandt sig i en egentlig risikogruppe.

Professor Karen Wistoft fra DPU på Aarhus Universitet var med til at foretage undersøgelserne, og i dag siger hun om skolenedlukningerne:

»Eleverne fik en hverdag med isolation, som blandt andet producerede ensomhed og gav dem et negativt selvbillede. Jeg vil mene, at det var værre for børnene, end vi havde regnet med, og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad skolelukningerne har betydet for børnenes trivsel i dag. De langsigtede negative konsekvenser kender vi jo endnu ikke. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt skolenedlukningerne var det rigtige at gøre. Det vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-51/samfund/blind-nedlukning

HENRIK DØRGE er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.

 

DORG@WEEKENDAVISEN.DK

 

CHRISTOFFER ZIELER (f. 1977) er journalist, tegner og vikarierende kulturredaktør. Kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet. Skriver om samfund og kultur og tegner seriestriben B'læst.

 

CHZI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Hun ville redde klimaet. I stedet afslørede hun den grønne ekstremismes hykleri

En video af en desperat Louise Harris udstiller det farlige hysteri, som har grebet de mest radikale klimaaktivister. De tager fejl på mindst fem forskellige måder.

Da videoen af Louise Harris gik viralt, fik jeg først ondt af hende. Hun stod lænket til en skilteportal af stål over en engelsk motorvej og brød straks i gråd, da hun skulle forklare om sin aktion.

»Jeg er her … jeg er her, fordi jeg ikke har nogen fremtid,« fremstammede hun gennem tårerne, mens man for hendes fødder så biler og lastbiler køre på M25-motorvejen nord for London.

Den dag i november lykkedes det Louise Harris og andre aktivister fra »Just Stop Oil«-kampagnen at stoppe trafikken på M25. Deres mål var at fremtvinge en debat om deres krav om et øjeblikkeligt stop for nye olie- og gasboringer, men den offentlige samtale kom bagefter mest til at handle om deres udemokratiske og ansvarsløse fremfærd.

Da Louise Harris senere på måneden var kommet ud af varetægtsfængsling og kunne give nogle interviews, kom både hendes religiøse og kyniske tilgang til klimasagen tydeligt frem.

En journalist spurgte bekymret om, hun ikke var bange for at skade sine karrieremuligheder, da hun nu for altid vil være forbundet med en video i et desperat øjeblik. Men det affejede Louise Harris med en sort håbløshed.

»Hvilke fremtidige arbejdsgivere taler du om? I de næste 10-20 år er der forudsagt et totalt kollaps af samfundet. Det er klimakrisen, som påvirker mine karrieremuligheder,« lød den 24-årige kvindes svar.

Louise Harris er grebet af den apokalyptiske ild, som præger ikke bare de mest ekstreme klimaaktivister, men også store dele af mainstreamdebatten.

Der er ingen plads til nuancer, intet håb, kun dystre forudsigelser om død og katastrofer. Så Louise Harris tror virkelig på enden på alting, og det bringer hende gennem en stærkt følelsesladet harme til nogle radikale konklusioner.

Louise Harris er ikke alene. To »Just Stop Oil«-aktivister limede sig fast til væggen efter at have kastet en dåse suppe på Van Gogh-maleriet »Solsikker« på National Gallery i London 14. oktober.

Foto: Ritzau Scanpix / Reuters.

Den britiske regering er i hendes øjne »kriminel« og »folkemorderisk«, fordi den ikke gør nok for at begrænse udledning af drivhusgasser. Derfor vil hun ikke længere vente på demokratiet. Der skal mere drastiske metoder til.

Under aktionen på M25 kom en motorcykelbetjent til skade, fordi blokaden af trafikken forårsagede en ulykke, men »vi er ikke de ansvarlige«, siger Louise Harris – det hele er jo samfundets skyld.

Selvretfærdigheden er stor. Hendes generation lider mere end andre, forklarer Louise Harris, og når nogen påpeger, at hun tidligere har delt en munter TikTok-video, hvor man ser hende syngende køre i bil, er det igen samfundets skyld:

»Jeg er et almindeligt menneske og del af et samfund, som desværre er komplet afhængig af fossile brændsler. Jeg har ikke råd til en elbil,« siger Louise Harris til BBC.

Videoen af den grådkvalte aktivist over M25 har fået nogle kommentatorer til at drage sammenligninger til de unge selvopofrende kvinder, som i 1970erne var så oprørte over klassesamfundets uretfærdighed, at de støttede op om terrorgrupper som Rote Armee Fraktion.

Nutidens klimaaktivister er ikke terrorister, men radikaliseringsprocesserne minder om hinanden, og vi har de seneste år set en bølge af udenomsparlamentariske klimaaktioner – også med alvorlige konsekvenser.

Klimaaktivister limer sig selv fast til kendte kunstværker eller kaster maling på dem. Andre pifter dæk på store biler i København og andre vestlige storbyer, og der er nærmest daglige forsøg på at blokere trafik på veje eller i lufthavne.

Det er gået galt flere gange.

I Stockholm i august blev en ambulance i udrykning forhindret i at komme frem til et sygehus på grund af en klimablokade, og i Berlin blev en redningsaktion af en 44-årig kvinde stærkt forsinket på grund af endnu en klimaaktion. Hun døde en uge senere, og det diskuteres stadig, om hun uden vejspærringer kunne være blevet reddet. Forinden nåede en kendt tysk klimaaktivist, Tadzio Müller, at skrive på Twitter, at sådan er det, når der føres klimakamp: »Shit happens«.

De mange sager kalder på, at venner af både klimaet og demokratiet siger fra.

I mine øjne har de grønne ekstremister uret på mindst fem forskellige måder:

1.      De erstatter fakta med følelser, angst og religiøs vækkelse.

2.    De er udemokratiske. De anerkender ikke demokratiske beslutninger, fordi de mener at vide bedre end andre, hvordan den globale opvarmning skal begrænses.

3.    De er intolerante over for mennesker, der indtager de »forkerte« standpunkter. Forleden blev den unge Louise Harris stoppet for åben mikrofon, da hun beskyldte en navngiven debattør for at være finansieret af olieindustrien. Hvad hun ikke havde nogen beviser for.

4.    De er kyniske. Nogle af dem er villige til at lade klimakampen koste menneskeliv. Roger Hallam, medstifter af aktivistgruppen Extinction Rebellion, har åbent forklaret, at han selv gerne ville stoppe en ambulance med en døende patient, hvis han var ved at gennemføre en klimaaktion. Den svenske professor i humanøkologi, Andreas Malm, er også berygtet for sine opfordringer til sabotage og bomber mod rørledninger.

5.     De graver deres egen grav. Vandalisering af kunstværker koster sagesløse museer dyrt, og hærværk og trafikblokader indebærer risiko for tragiske hændelser, som vender opinionen imod dem. I en tysk meningsmåling foretaget i november svarer 86 procent af de adspurgte, at klimaaktivisternes blokader »skader« klimasagen.

Det er altså vigtigt, at de grønne ekstremister møder modstand.

Radikaliseringen kan blive decideret farlig, og den har allerede i dag alvorlige konsekvenser:

Det skader den seriøse debat, når den bliver domineret af dommedagsprofeter med løsgående postulater.

Og det skader den folkelige opbakning til klimaomstillingen, når selvoptagede, melodramatiske aktivister får lov til at løbe med opmærksomheden.

Kilde: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hun-ville-redde-klimaet-i-stedet-afsloerede-hun-den-groenne

 

Pierre Collignon blev debatredaktør på Berlingske i april 2018. Han er forfatter til bogen "Tilbage til virkeligheden - kampen mod fake news, løgne og manipulationer". Han har tidligere været chefredaktør på Jyllands-Posten og korrespondent i Berlin, Bruxelles og Moskva.

 

Deja-vu. Flokke af migranter strømmer igen mod Europa – ud over de 4,5 millioner ukrainere, der allerede er her. Er EU og medlemslandene bedre rustet til at håndtere problemet end under krisen i 2015-16?

Europas nye migrantkrise

BRUXELLES – Det er kun midt på formiddagen, men portene er allerede lukket til Le Petit-Château, den tidligere kasernebygning i det centrale Bruxelles, som den belgiske asylmyndighed Fedasil nu bruger som modtage- og indkvarteringscenter for asylsøgere.

Le Petit-Chateaus 800 pladser er fuldt optaget, og køerne uden for Fedasils kontorer er allerede så lange, at man har måttet stoppe for tilgang resten af dagen.

En flok migranter, alle mænd, står endnu uden for porten og ryger.

»Kom igen i morgen, er den besked, vi fik,« siger en af dem, en bangladeshisk mand i 30erne. Han er tilsyneladende forberedt på det nordeuropæiske vintervejr, er iført varm dynejakke og fornuftige sko og kunne sagtens ligne en turist.

Til Belgiens hovedstad Bruxelles er der ankommet så mange asylansøgere, at de nytilkomne er henvist til at sover på gaden, under broer og på togstationer. Alle sengepladser på asylcentrene er for længst optaget. Foto: Dmitrij Kostjukov/The New York Times

Han siger ja til at snakke lidt med den danske journalist på den betingelse, at vi nøjes med at kalde ham M. Det samme gør en ung ranglet fyr med brun hud, et vaklende engelsk, men et brugbart fransk. Étyen hedder han, kommer fra det centralafrikanske land Burundi. Han fryser tydeligt i sin alt for tynde vindjakke.

Jeg tilbyder de to mænd en kop kaffe på en café på den modsatte bred af Canal de Bruxelles, en af de vandveje, der skærer igennem den belgiske hovedstad. Midt på broen over kanalen passerer vi, hvad der ligner en samling festivaltelte, en 10-12 stykker, dækket af en kæmpestor grøn presenning. Fodtøj i alle afskygninger – sko, sneakers, sandaler, klipklapper – står uden for teltene sammen med affaldsposer og en enkelt indkøbsvogn. Her lever nogle af de omkring 4.000 illegale migranter, som der p.t. ikke er plads til i de belgiske indkvarteringscentre, og som må sove rough – på gaden, under broer, på banegårde og lignende.

Teltdugen til et af teltene slås op og afslører en hel familie med to-tre børn, der ligger og skutter sig i soveposer eller under tæpper. Og det selv om Fedasil på sin hjemmeside understreger, at familier har førsteprioritet, når der skal findes indkvartering.

Jeg lader en bemærkning falde om, at det ser ud til at være hårdt for dem, men M og Étyen er nådesløse. »Man har sin skæbne,« siger den unge burundier. »Det kan ingen ændre.« Og M er tilsvarende usentimental: »De må tro, at de kan få et bedre liv her. Ellers var de her jo ikke.«

Da jeg på cafeen spørger Étyen, hvordan han er kommet den lange vej til Europa – og forestiller mig ørkenvandringer og farefulde sejladser – svarer han kort: »Med fly, selvfølgelig.« Han landede i den serbiske hovedstad Beograd for godt en uge siden og har bevæget sig mod Bruxelles med bus eller til fods.

Siden læser jeg, at Burundi er et af de lande, som Serbien har givet visumfri adgang som modydelse for, at landet har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Kosovo. Fra Serbien siver migranterne gennem de porøse grænser til nabolandene og dermed til EU – den såkaldte Balkanrute, som EU-Kommissionen netop nu gør meget for at få lukket.

M er kommet til Bruxelles via den anden store adgangsvej til Europa – Middelhavet. Han fortæller, at han er ingeniør og har arbejdet i flere år i først Egypten, siden Libyen og hele tiden har sendt penge hjem til familien, hustru og to børn, i Bangladesh. Men jobmulighederne tørrede ud i Nordafrika, og han besluttede sig for at tage chancen og krydse havet.

Ingen af de to mænd er særlig meddelsomme, da jeg spørger, hvem der har hjulpet dem til Europa, eller hvad det har kostet. »Jeg står i gæld til nogen,« siger Étyen blot.

M tror på, at han kan få opholds- og arbejdstilladelse i Belgien. »Der er brug for en mand med mine evner.« Étyen nøjes med et »vi får se«. Han ved ligesom alle andre, at en afgørelse på hans ansøgning er flere måneder eller år væk, og at han til den tid kan være over alle bjerge. »Helst et sted, hvor man taler fransk,« som han siger. Hvor han skal sove i nat, ved han ikke.

Selv ukrainere må sove på gaden

De to mænd er en del af, hvad der allerede er udråbt til Europas nye migrantkrise, en mulig gentagelse af, hvad der skete i 2015-16, da 1,4 millioner flygtninge og migranter kom til et EU-land. Den mærkes ikke rigtig i Danmark – i årets første ni måneder kom der kun 3.846 nye asylsøgere til hertil, hvoraf cirka halvdelen var ukrainere.

Hvis vi medregner de omkring 4,5 millioner ukrainere, der nu skønnes at opholde sig i et EU-land, er krisen i 2015-16 overgået mange gange. Men ukrainerne tæller ikke rigtig i denne statistik. EU besluttede allerede en uge efter den russiske invasion 24. februar at give alle ukrainerne flygtningestatus fra dag ét med ret til at modtage økonomisk støtte, rejse på tværs af EUs landegrænser, søge job, sende deres børn i skole og få adgang til lægehjælp med mere. De er så at sige koblet af EU-landenes normale asylsystem.

Men derfor er det alligevel mange mennesker, der skal hjælpes, og som har lagt beslag på myndigheders og ngo'ers kræfter og midler. Og da migranter fra resten af verden i løbet af 2022 igen begyndte at strømme til Europa, blev institutionerne hurtigt overbebyrdede.

Ifølge EUs grænsekontrolagentur Frontex er 280.000 illegale migranter kommet til Europa i løbet af årets første ti måneder, en stigning på 77 procent sammenlignet med året før. Af dem kom 130.000 ad Balkanruten, mens 90.000 tog turen over den centrale del af Middelhavet, og 40.000 krydsede det østlige Middelhav.

Det er især Tyskland, Østrig og Benelux-landene, der har mærket det nye indtog. Her i Belgien ser man migranter alle vegne, byens godt 30.000 indkvarteringspladser er for længst fyldt op. Og myndighederne mangler ikke bare pladser, men personale til at sørge for mad, sanitære forhold og lægebehandling – og til at behandle de mange ansøgninger.

»Nu ser vi selv ukrainere, der må sove på gaden. Og situationen bliver kun værre i de næste måneder,« siger Alberto-Horst Neidhardt, ekspert i migration ved Bruxelles-tænketanken European Policy Center.

»Det er ikke, fordi der er sket en eksplosiv stigning i antallet af ikkeukrainske migranter sammenlignet med tiden før coronapandemien. Men den belgiske regering har i de år, der er gået siden 2015-16, nedlagt store dele af asylsystemet. Samtidig har myndigheder og ngo'er virkelig måttet anstrenge sig for at modtage alle ukrainerne.«

Er EU så bedre rustet til at håndtere en migrantkrise, end man var i 2015-16?

Neidhardt mener, at svaret er nej. »Vi ser stadig medlemslande, lokale myndigheder og EU bruge alle kræfterne på kortsigtede ad hoc-løsninger. Asylsystemet er fortsat både omstændeligt og underbemandet – der er lige nu i Europa 500.000 asylansøgninger, der venter på at blive besvaret. Der er endnu ikke fundet en løsning på problemet med, hvordan man deler migrantbyrden nogenlunde solidarisk mellem medlemslandene.«

Asylpagten

Europa-Kommissionens svar på migrantkrisen i 2015-16 var at lave et forslag til en Migration- og Asylpagt, fremlagt i 2020. Pagten har fire hovedelementer: 1) en mere solidarisk fordeling af migrantbyrden. 2) en mere effektiv ekstern grænsekontrol med en hurtigere udskilning af »åbenlyst grundløse« asylansøgninger ved EUs grænser. 3) en mere effektiv hjemsendelse af migranter, der opholder sig illegalt i EU. 4) aftaler med lande uden for EU, især i Mellemøsten og Nordafrika, der skal begrænse strømmen af migranter til Europa.

Kommissionens pagt fik en blandet modtagelse, da den blev fremlagt. Men en del af den er faktisk gennemført eller er på vej til at blive det – især den del, der handler om at stramme adgangen til EU, fortæller Luigi Scazzieri, der er seniorforsker ved tænketanken Centre for European Reform og ekspert i migration.

Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

»De største fremskridt ser vi i form af aftaler med tredjelande. De mest berømte er den med Tyrkiet, hvor vi groft sagt betaler tyrkerne for at tage sig af de flygtninge, der er i landet, og sørge for, at de bliver der, og den mere kontroversielle aftale med Libyen, hvor vi træner den libyske kystvagt, der har været involveret i mishandlinger. EU presser for øjeblikket Serbien hårdt for at få landet til at opgive sin noget løse visumpolitik, og der blev netop i denne uge indgået aftale om, at Frontex-grænsevagter kan udstationeres mellem Balkanlandene for at mindske antallet af migranter på Balkanruten.«

Scazzieri nævner også, at det er lykkedes at oprette et egentligt EU-asylagentur, der kan hjælpe medlemslandene med at håndtere ansøgninger, ligesom der er politisk enighed om en database over asylsøgere baseret på fingeraftryk, kaldet Eurodac.

Langt vanskeligere står det til med returns – at få illegale migranter sendt tilbage til deres hjemlande. En række lande i Mellemøsten og Afrika har ikke vist sig særligt samarbejdsvillige – eller har rejst krav om store modydelser. Sidste år fik 342.000 personer besked på at forlade EU, men kun 83.000 rejste faktisk ud.

Og hvad angår solidaritetsmekanismen, den mere retfærdige fordeling af migrantbyrden, ser det decideret skidt ud. »Det bliver meget vanskeligt at nå til enighed der,« siger Luigi Scazzieri. »Det er meget usandsynligt, at store lande som Tyskland og Frankrig vil fravige det generelle princip om, at det er første ankomstland, der er ansvarlig for asylansøgeren.«

I juni indgik en gruppe lande en ad hoc-aftale om at aftage 10.000 migranter, der var steget i land i Italien og andre sydeuropæiske lande, men aftalen har ikke rigtig udmøntet sig konkret.

Eskalerende spændinger?

Spørgsmålet er, om en ny migrationskrise vil føre til lige så store politiske dønninger på kontinentet som den i 2015-16. Det mener Alberto-Horst Neidhardt, at der er risiko for.

»Vi må regne med, at antallet af ukrainere, der søger midlertidig beskyttelse i EU, vil stige i de næste måneder på grund af russernes ødelæggelse af ukrainsk infrastruktur. Vi må antage, at stærkt stigende priser på fødevarer i Den Tredje Verden vil få flere til at søge mod Europa. Det kommer så oven i det stress, modtagesystemet i Europa allerede lider under. Vi kan se af målinger, at en vis solidaritetstræthed har indfundet sig – samtidig med at Ukrainekrigens socioøkonomiske konsekvenser gør livet sværere for europæerne. Det giver alt sammen risiko for eskalerende spændinger,« mener Neidhardt.

»Populister og propagandister vil spille på den vrede, der opstår, formentlig hjulpet af kræfter udefra. De politiske brudflader, vi så i Europa under migrantkrisen i 2015-16, kan hurtigt vise sig igen, både internt i EUs medlemslande og mellem medlemslandene.«

kILDE: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/europas-nye-migrantkrise

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

SØGES : LANDSTRÆNER

Da Uruguays fodboldlandshold i 1924 indledte sin storhedstid ved at rejse til Paris og vinde OL-guld, udbrød en uruguayansk fodboldleder: »Gudskelov, så var Uruguay alligevel ikke en fejltagelse.«

Den fine uruguayanske forfatter Eduardo Galeano nævner replikken i sin bog Fodbold i sol og skygge (dansk udgave 1996). Og Galeano kondenserer selv landsholdstanken yderligere: »Jeg spiller, altså er jeg.«

Efter det danske landsholds chokerende opvisning af fesenhed og ligegyldighed i onsdagens afgørende puljekamp mod Australien må vi konstatere: Danmark var nok alligevel en misforståelse.

Ud over en lykkelig australsk nation kunne den slibrige FIFA-præsident, Gianni Infantino, torsdag morgen vågne i sin guldseng i Qatar med et stort smil på læben: Åh, det er sandt, det er virkelig sandt – de forbandede danskere med deres lgbt-armbind og deres kværulant af en forbundsformand er her ikke mere.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Nej, ikke alene er Danmark ude af VM-slutrunden. Hele den danske VM-optræden var så beskæmmende, at Infantino må klukle i sin diamantbesatte pyjamas (en morgengave fra Qatar-styret): Ingen kunne have udtænkt en værre hævn end det mesterværk af pinlighed, som landstræner Kasper Hjulmand og hans mandskab præsenterede i Qatar.

Aldrig tidligere har et slutrundemandskab decideret bragt skam over Danmark. Det har været blegt og sløjt, som det var tilfældet ved EM i 2000 og ved VM i 2010. Men dette mandskab, den mest talentfulde generation siden Sepp Pionteks 80er-landshold, har gjort en hel befolkning flov. Og i henhold til den uruguayanske tankegang: sat spørgsmålstegn ved vores eksistensberettigelse.

Så søbende apatisk, så viljeløst, så enestående hovent i ligegyldigheden.

To fodboldkampe? Det er som at omtale sine egne børn som tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og samlingspunkter for millioner af danskere.

Den gamle norske forward Jan Aage Fjørtoft, i dag skarp kommentator, fastslog på Twitter: »Jeg er nødt til at være ærlig. Kun Qatar har været dårligere end Danmark ved dette VM. Men når det gælder vilje og energi har de været værst, danskerne.«

Det var sandelig høfligt af Fjørtoft at inddrage Qatar i den danske misere. Men nej, det qatarske sekundahold kan ikke gøre for, at landets herskere købte sig til en helt ufortjent plads ved VM. Og i deres tre kampe har de qatarske spillere faktisk ydet alt, de rummede og formåede, stik modsat danskerne.

Qatar er nummer 50 på FIFAs verdensrangliste, Danmark er nummer 10, en temmelig stor magt med et væld af erfaring og klasse på det aktuelle landshold.

Ingen savner Danmark

En VM-deltagelse er et privilegium udløst af meritokrati. En eftertragtet og dramatisk situation, som bør få deltagerne til at mobilisere den yderste nødvendighed og kunnen. Det forudsætter et ubærligt mål af arrogance at lade hånt om den mulighed og hæder, det er at deltage i en stor slutrunde.

Andre store landshold – Norge, Egypten, Italien, Colombia, Algeriet, Peru – kan nu sidde og måbe i foragt: Vi kom ikke med til VM, det gjorde Danmark, og de havnede i den letteste pulje af alle, men danskerne følte sig åbenbart for fine til at yde alt.

Hver for sig er de danske landsholdsspillere sikkert fine fyre. Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede for meget om sig selv: De behøvede ikke at brænde for det, de behøvede ikke at løbe livet ud af sig, de behøvede ikke at presse deres store evner.

Og mens klodens fodboldpublikum er forpint over at måtte tage afsked med et så charmerende og medrivende mandskab som Ecuador, vil ingen savne Danmark ved VM. Heller ikke i Danmark.

Dette kan vise sig katastrofalt. Under først Åge Hareide og dernæst Kasper Hjulmand er det lykkedes at reparere de bånd mellem landshold og den brede befolkning, som havde lidt alvorlig skade i det foregående årti. Ikke siden det danske mandskab, som deltog i VM 1998, måske ikke siden EM-triumfen i 1992 eller sågar Pionteks 80er-landshold, har et dansk landshold været ombølget af så dyb kærlighed og varme. Og spillerne har gjort sig fortjent til det, helt frem til VM i Qatar.

Også fodboldmæssigt kan den uværdige indsats i Qatar få konsekvenser. Fornemmelsen af fremdrift og fundament er borte.

Selvom landstræner Hjulmand på fornem vis har forvaltet landsholdet med to gange VM- og EM-deltagelse i 2020/21 og 2022, kan de seneste års positive udvikling i høj grad tilskrives Hjulmands forgængere. Det var Morten Olsen, som for 15-16 år siden gav Dansk Boldspil-Union og hele fodboldapparatet en desperat opsang: Spillerkvaliteten dalede generelt. Det medførte reformer, som har fostret et væld af store danske spillere, herunder de 26 mand, som udgjorde VM-truppen i Qatar.

Siden overtog Åge Hareide det danske landshold i 2016, og nordmanden fik blæst ny energi og retning i institutionen landsholdet, selve kongehuset i dansk fodbold. Hareides slidstyrke med masser af sejre og hårdt tilkæmpede resultater kulminerede 1. september 2017 i en af de vigtigste præstationer i nyere tid: 4-0-sejren over Polen i Parken.

Denne triumf over kvalifikationspuljens klare favorit sikrede reelt Danmarks deltagelse ved VM i Rusland 2018. Et uhyre afgørende facit, som ledte direkte frem til VM-deltagelsen i 2022, hvor denne store generation – Eriksen, Schmeichel, Kjær, Delaney, Braithwaite – skulle kulminere i selskab med yngre folk.

Hver for sig er de danske landsholdsspillere sikkert fine fyre. Men i de tre VM-kampe har de lignet snothvalpe, der troede for meget om sig selv.

For allerede dengang fornemmede alle, at nye perlende årgange var på vej: Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Joachim Andersen, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard, Andreas Cornelius etc.

VM-deltagelsen i 2018 i Rusland var en ekstremt afgørende overlevering fra Åge Hareide. Dette landshold kunne opnå slutrundeerfaring og spilles sammen til de kommende turneringer, hvor spillernes alder og klubkarrierer ville stå i zenit. Den forrygende EM-sommer 2021 byggede i allerhøjeste grad på Rusland-togtet. Og i sidste ende på 4-0-sejren over Polen i 2017 midt i Hareides sejrsrække.

Hele denne sportslige ekspansion forekommer totalskadet nu. Og den møjsommeligt genskabte relation til publikum er i fare efter de tre katastrofalt ringe VM-præstationer i Qatar.

Kujoner og præk

Antallet af indkast er gerne et fint udtryk for en kamps kvalitet og det tekniske niveau. Det dramatiske opgør i aftes mellem Polen og Argentina bød således på 34 indkast – Danmarks impotente match mod Australien på 59 indkast. Dette var standarden.

Elendigheden falder naturligvis tilbage på landstræner Kasper Hjulmand. Det er hans ansvar, at mandskabet går på banen mod et begrænset, men fyrigt Tunesien uden at være i VM-beredskab. Det er hans ansvar, at så store spillere var reduceret til fantasiløse, udbrændte personager i bundskraberen mod de primitive, men beåndede fightere fra Australien.

Det er Kasper Hjulmands ansvar, at ingen af hans faste folk – alle med vigtige roller i store klubber i Premier League, La Liga og Serie A – løftede sig over et chokerende lavt bundniveau i hele tre VM-kampe. Alle var i krise samtidig.

Selv de røster – herunder denne skribent – der i balladen om OneLove-anførerbindet tog Hjulmand og spillerne i forsvar og henviste til, at de nu engang var på et sportsligt togt og ikke kan rende og hæmme sig selv med gule kort, må revidere opfattelsen.

Hvis man alligevel er for ugidelig og for ængstelig til at spille fodbold på den største scene – den scene, som alle topspillere stræber mod som selve formålet med karrieren – så kunne man for pokker have vist lidt mandsmod og taget et sølle gult kort, når man først var gået i brechen for lgbt-rettigheder. Nu står det danske landshold tilbage som kujoner, og Hjulmands præk runger uendelig tomt.

Orwellsk megalomani

Efter fiaskoen mod Australien har Kasper Hjulmand fremhævet balladen om anførerbindet som en distraktion. Danmarks Radio citerede Hjulmand på pressemødet torsdag morgen: »Det er ikke en undskyldning. Det er vigtigt for mig at sige. Men …«

En pinlig reaktion, faktisk en tilståelse. Holland, Tyskland, England var blandt de landshold, der oprindeligt også deltog i den afblæste OneLove-aktion – hvordan har de klaret sig efter balladen? Strålende, overbevisende.

Igen falder fadæsen tilbage på Kasper Hjulmand. Hvis det overhovedet har haft nogen betydning, har Hjulmand altså i modsætning til sine kolleger ikke formået at samle sit hold til indsatsen på banen.

På pressemødet erklærede DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, at Hjulmand er fredet på posten. Til trods for eklatant dårlig ledelse på et VM-togt med en perlende trup. Til trods for de skår, som er slået i omfavnelsen med det danske folk.

Indimellem kan ting også gå helt galt for den helt rette mand eller kvinde, og så må man tage konsekvensen.

Forleden udtalte Morten Olsen sig i Tipsbladet med storsind om Kasper Hjulmand, som han betegner som den allerbedste, Danmark og landsholdet kunne få: »Han er endda et fint menneske. Det behøver man ikke at være, det har jeg jo bevist.«

Man fristes til at opfordre DBU til at opslå stillingen som landstræner: gerne et ondt menneske. Hjulmand kan jo selv søge jobbet efter lidt afsøgning af de sorte, mere VM-egnede hjørner af sit varme indre.

Desværre blev en grundlæggende indstilling og arrogance, som nok står i vejen for nødvendige tiltag, på torsdagens pressemøde udtrykt af Peter Møller. Meget uklædeligt benyttede Møller lejligheden til at hovere over for Norge, som ikke var kvalificeret til VM. Og om den overordnede situation efter den største fiasko i 50 års landsholdsfodbold: »Vi går ikke i panik, fordi vi over ni dage har tabt to fodboldkampe.«

To fodboldkampe? Det er som at omtale sine egne børn som tilfældige celleansamlinger. VM-kampe er helligdomme og samlingspunkter for millioner af danskere.

Hvorfor overhovedet deltage i VM, hvis der bare er tale om »fodboldkampe«? Møller røber her en orwellsk megalomani: I DBU arbejder man åbenbart ikke frem mod det samme højdepunkt som alle andre lande i verden, Verdensmesterskabet hvert fjerde år, nej, man arbejder sandelig for evigheden.

Dette danske landshold havde ikke fortjent at være med ved VM. Og det havde ikke fortjent det danske publikum og dets hengivenhed.

Og Danmark var øjensynlig en misforståelse.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/soeges-landstraener

JOAKIM JAKOBSEN (f. 1963) er journalist. Fra 2005 til 2012 reporter og anmelder, og fra 2012 til 2015 kulturredaktør. Kom til journalistikken efter mange, mange års litteraturstudier ved Københavns Universitet og har tidligere arbejdet på Politiken, Jyllands-Posten, Euroman, m.v. Har udgivet flere bøger om sport, herunder Tour de France, Tynd luft og Guld-Harald. 2010 modtager af Berlingske Journalisters Hæderspris.

 

JJAK@WEEKENDAVISEN.DK