Krudt og kugler. Ukraine kræver stadig flere våben og mere ammunition, men Vestens lagre er ved at være tømt. Hvad skal der til, for at forsvarsindustrien kan producere våben i de mængder, som Ukraine og alle NATO-landene har brug for?

Granaternes glidende bånd

»Stilt går granaternes glidende bånd,« skrev den norske digter Nordahl Grieg i sin antikrigshymne fra 1936, »Kringsatt av fiender«. Udsagnet er lige så sandt i dag, som da det blev skrevet under Den Spanske Borgerkrig.

De ukrainske styrker har under de seneste 11 måneders krig affyret lige så mange artillerigranater på en uge, som amerikanske våbenfabrikker er i stand til at producere på en måned. USA planlægger at mangedoble sin produktion af en af de mest brugte typer, 155 mm-artillerigranaten – fra 14.000 granater pr. måned til 90.000 – i løbet af to år. Det vil, selv hvis det lykkes, alligevel kun svare til omkring halvdelen af de granater, Ukraine fyrer af hver måned.

Mens Ukraines vestlige allierede i de seneste uger har talt om Leopard-kampvogne og Patriot-missilforsvar og nu drøfter, om man skal eller ikke skal levere F16-kampfly til ukrainerne, har der været langt mindre fokus på, hvad der i virkeligheden kan vise sig at blive Ukraines største problem i krigen: manglen på raketter, missiler, granater – kort sagt: ammunition.

»Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug for mere ammunition,« lød den ukrainske præsident Zelenskyjs berømte kommentar, da han i krigens første dage blev tilbudt hjælp til evakuering fra den hovedstad, Kyiv, som alle forventede indtaget i løbet af få dage.

En dynge brugte mortergranater ved en ødelagt handelsskole i Arkhanhelske, i den nordlige Kherson-region. Der tales en del om kampvogne og F-16-fly, men i virkeligheden er manglen på ordinær ammunition et mindst lige så stort problem. Foto: EPA/Hannibal Hanschke, Scanpix

Og ammunition fik han i store mængder: fra den mest simple artillerigranat til avancerede våben som for eksempel Javelin-panserværnsmissilet, som siges at være en af hovedårsagerne til, at de russiske styrker aldrig nåede frem til Kyiv.

USA har sendt omkring en tredjedel af sin lagerbeholdning af Javelin-missiler til Ukraine – og en tredjedel af sine skulderbårne Stinger-luftforsvarsmissiler. Og de er ikke så lette at erstatte, som man måske skulle tro. Javelin-missilet er et stykke kompliceret elektronik, der tager op til et år at producere, da produktionen involverer mange underleverandører. Lockheed, den amerikanske våbenfabrikant, der står som hovedproducent af missilet, vil nu sætte produktionen op fra 2.100 om året til 4.000. Langtfra nok til at imødekomme det forventede ukrainske behov.

Løber Ukraine tør for våben?

»Hvis der er én ting, der er mangel på, så er det ammunition,« siger Mark F. Cancian, militærekspert ved den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies over telefonen fra Washington. »Selv den markante udvidelse af produktionen af artilleriammunition, USA har planer om, vil ikke være tilstrækkelig til at holde ukrainerne kørende på det nuværende niveau. Betyder det så, at ukrainerne løber tør for ammunition? Nej. Men det betyder, at i stedet for at få for eksempel 90.000 granater om måneden, får de måske 40.-50.000. Og det fører igen til, at de kun kan skyde efter mål med højere prioritet, hvilket kan gøre en forskel på slagmarken.«

Cancian trøster sig med, at situationen for russerne er tilsvarende slem eller måske endnu værre. »Når man er ude i at måtte importere ammunition og våben fra Nordkorea, så ser det virkelig skidt ud.«

Men russerne har i denne forbindelse den fordel, at de har en diktator, der egenhændigt kan beslutte at omlægge det russiske samfund til en krigsøkonomi, hvor produktion af våben og udstyr har prioritet over alt andet og foregår i treholdsskift døgnet rundt.

»Det kan vi ikke gøre i de vestlige samfund, men der er ingen tvivl om, at vores militærindustri er nødt til at øge produktionen så meget, den kan, i de eksisterende faciliteter og må etablere nye produktionslinjer. Det gælder især for artillerigranater og panserværnsvåben som Javelin,« fortsætter Mark F. Cancian.

»Problemet – i alt fald i USA, men formentlig også i Europa – er, at den overskydende produktionskapacitet, vi nu har brug for, er blevet elimineret, fordi mange anså den for spild i en verden, der stort set havde vænnet sig af med længerevarende landkrige som den, vi nu ser i Ukraine. Vi må vende denne udvikling; det er Pentagon i gang med, og europæerne må følge efter. Og så må vi lære at acceptere en vis overproduktion og spildprocent, også hvis konfliktniveauet reduceres igen.«

Fredsdividenden

Konsekvenserne af, at militærproduktionen blev omlagt til fredstidsforhold, er åbenlyse. I USA blev produktionen af de HIMARS-raketbatterier, som Ukraine har anvendt med stor succes mod de russiske styrker, sat helt på pause i årene 2013-17, da kampene i Irak og Afghanistan klingede af. Produktionen af Javelin-missilet blev reduceret til kun 400 om året fra 2013 og flere år frem. I et land som Tyskland betød fredsdividenden, at tyskerne kun havde ammunitionslagre til to dages intensiv krig – langt fra NATOs målsætning om som minimum at have lagre til en måneds krig.

Det er ikke kun Vestens evne til fortsat at kunne forsyne Ukraine med de våben og den ammunition, de har brug for, der står på spil, men også Vestens kapacitet til at afskrække andre potentielle modstandere, som for eksempel Kina.

"Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition."

LUIGI SCAZZIERI, EKSPERT I EUROPÆISK SIKKERHEDSPOLITIK VED LONDON-TÆNKETANKEN CENTRE FOR EUROPEAN REFORM

»Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition,« siger Luigi Scazzieri, ekspert i europæisk sikkerhedspolitik ved London-tænketanken Centre for European Reform.

»Det er da også derfor, at nogle NATO-lande tøver med at udlevere alt deres udstyr til Ukraine. For blandt andre de sydeuropæiske lande findes der andre trusler end Rusland.«

Det er ifølge Scazzieri ikke kun »fredsdividende« og underinvestering, der er skyld i NATO-landenes manglende lagre af våben og ammunition. Pengene anvendes heller ikke optimalt. Han peger på, at europæiske lande bruger 17 forskellige typer kampvogne og 20 forskellige typer kampfly, hvor amerikanerne kun har én type kampvogn og seks typer kampfly.

»Vi har en masse varianter af det samme våben, hvilket igen betyder, at vi behøver forskellig ammunition, forskellig logistik, forskellig håndtering, forskellige reservedele. Et andet problem er, at det udstyr, vi har på papiret, i alt for høj grad ikke er funktionsdygtigt og klar til brug, men bare står passivt hen og tæller i statistikken.«

Scazzieri advarer om, at det kan tage lang tid at øge produktionen af våben og ammunition. »Politikerne er hurtige til at love større investeringer i forsvaret, men langt langsommere til at implementere dem. Der er nok af ting at bruge penge på: hjælp til at skærme vælgerne for inflation og stigende energiudgifter, for eksempel. Og så er det ikke bare et spørgsmål om, at hvis du putter penge ind i forsvarsindustrien, så får du straks et output. I virkeligheden er det en lang proces at omstille den militære produktion.«

Langsigtet planlægning ønskes

Det taler Micael Johansson, administrerende direktør for SAAB, en af Europas store våbenproducenter, gerne med om på telefonen fra hovedkvarteret i Linköping. SAAB producerer – under mottoet »det er en menneskeret at føle sig sikker« – blandt andet de NLAW- og AT4-panserværnsmissiler, der også er så efterspurgte i Ukraine, sammen med Carl Gustaf-maskingeværer og RBS-70-antiluftskyts.

»Vi har allerede før invasionen i Ukraine investeret for at fordoble kapaciteten, og nu fordobler vi så igen. Vi har sikret os, at vi har råmaterialerne, komponenterne og den kvalificerede arbejdskraft, og det er en kamp at få det anskaffet alt sammen, absolut, det er ikke nogen walk in the park. Vi har øget med 1.000 ansatte netto i løbet af et år, hvilket er meget i et selskab med 20.000. Og vi gør det for egen risiko, fordi vi tror, at det her vil fortsætte i lang tid.«

»Men,« fortsætter Johansson, »det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt forsvarsindustrien har kapacitet til at producere. Det er i høj grad også et spørgsmål om, at de enkelte lande skal indgå kontrakter med os. Og det er ærlig talt gået langsomt fra februar sidste år, da krigen brød ud, til nu. Det tog os ti måneder at få nye kontrakter på produktion af NLAW-panserværnsvåbnet, på trods af at det har vist sin effektivitet på slagmarken i Ukraine. Det siger noget om, hvor komplicerede sådanne indkøbsprocesser er i mange lande.«

Systemerne er slet ikke indrettet efter, at en pludselig opstået krig kræver en særlig hurtig håndtering, mener han.

»Politikerne er tit hurtige til at tage beslutninger, get going, det kan kun gå for langsomt. Så går det videre til de militære planlæggere – hvad har de brug for lige nu? Det tager nogen tid at beslutte det. Så fortsætter processen hos de myndigheder, der står for at rekvirere udstyret, og de arbejder på samme måde, som de altid har gjort.«

En anden ting, der ligger Micael Johansson stærkt på sinde, er, at politikerne bør give forsvarsindustrien nogle langtidsperspektiver – for eksempel i form af længerevarende kontrakter – så man ikke investerer stort  i nye produktionslinjer, arbejdskraft og materialer på grund af et akut behov og så står med fulde, usælgelige lagre og et uudnyttet produktionsapparat, hvis sikkerhedssituationen pludselig ændrer sig.

»Hvad der er behov for, er, at vi i industrien sætter os sammen med regeringerne og de myndigheder, der står for indkøbene, og sammen finder ud af, hvilke volumener vi skal planlægge efter, og hvilken grad af forberedthed vi skal være i. Vi må dele den risiko, det indebærer, når vi prøver at planlægge en lille smule fremad, måske tre til fem år. Det bør ikke være virksomhederne alene, der tager disse risici, hvad det faktisk er i dag.«

Selv er Johansson nu ikke så bekymret på branchens vegne: »Jeg mener, vi vil se et behov for at øge produktionen i alt fald i de næste ti år. Væksten i forsvarsudgifterne stiger overalt i Europa, mange lande har besluttet at gå længere end NATO-målet på de to procent. Så markedet er øget, endda før krigen i Ukraine. Nu styrker alle deres produktion, det er all over the place.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-5/udland/granaternes-glidende-baand

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Kronik. Med afskaffelsen af store bededag antager flertalsregeringen et totalitært tilsnit, og tonen er slået an af Venstres formand.

Venstre har forladt sig selv

Slaget om store bededag handler om alt andet end store bededag. Der er langt mere på spil, og det burde Venstres ministre være de første til at forstå. I stedet er det, som om Venstre har forladt sig selv. Partiets rødder er kappet over. Der tænkes og handles ikke mere på frihedens grund. Magten har trumfet friheden.

Netop i år kan vi fejre grundlovens runde fødselsdag. Det er 70 år siden, jeg løb rundt med løbesedler: Stem JA til grundloven. For en lille pige og for mange stemmeberettigede borgere drejede det sig om at stemme ja til, at prinsesse Margrethe kunne blive regerende dronning.

Men i disse dage er det en anden samtidig grundlovsændring, jeg tænker på. Mine forfædre i Venstre var længe sat uden for magten, og det imod befolkningens ønske. Valgreglerne var ganske anderledes. Kongen var mere aktiv i regeringsdannelsen. Folketingets flertal havde ingen grundlovssikret ret til at danne regering. Mindretallet regerede.

Det har i mit lange liv været en del af Venstre-folkenes bevidsthed, at det netop var Venstres kamp, der førte til, at kongen endelig i 1901 udnævnte en Venstre-regering. Hermed var det parlamentariske princip indført, og siden har det været statsskik, at der ikke regeres imod Folketingets flertal. Men først i 1953 blev det parlamentariske princip indskrevet i grundloven: En regering kan ikke have et flertal i Folketinget imod sig. Den såkaldt negative parlamentarisme.

Birthe Rønn Hornbech har efter 48 års medlemskab meldt sig ud af Venstre. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix.

Princippet har betydet, at skiftende mindretalsregeringer har været nødt til at forhandle med andre. Som jeg har oplevet det, har det samarbejdende folkestyre fungeret ikke blot som følge af nødvendighed. Det slog mig fra første dag, da jeg i januar 1984 mødte op i Folketingets rets-, skatte-, forsvars-, og kirkeudvalg, hvor anderledes tonen var end i den nys overståede valgkamp. Jeg var på flere NATO-rejser i fodnotetiden, hvor tonen kunne være hård i Folketingssalen. Men på rejserne og i udvalgene arbejdede vi seriøst og venskabeligt mens vi var loyale over for vore partiers værdier.

På få dage er dette nu blevet helt anderledes. Ikke blot har flertalsregeringen på afgørende punkter forladt frihedens grund. Venstre-ministre forkyndte jo ellers frejdigt, at vi skulle træde ind i en ny tid. Med flertalsregeringen var Mette Frederiksens magtfuldkomne tid forbi. Det var jo netop, hvad Venstre gik til valg på. Man må i så fald forstå, at det ikke er magtfuldkommenhed, når forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen rent ud truer gamle forligspartnere med at blive smidt ud af forligsforhandlingerne, hvis ikke de retter ind og stemmer for storebededagsforslaget.

På mediernes spørgsmål, om ikke der var tale om magtfuldkommenhed, svarer forsvarsministeren fast, at det jo aldrig kan være magtfuldkommenhed, så længe regeringen har flertal. Men her går Ellemann galt i byen.

Parlamentarismen blev indført, for at et mindretal ikke skulle tryne flertallet, og traditionen for det samarbejdende folkestyre udviklede sig i en grad, vi kan være stolte af. Men det var aldrig meningen, at flertallet skulle tryne mindretallet! Sådan er det imidlertid nu. Det viser hele bededagsforløbet, ikke mindst Venstre-formandens udmeldinger, der har slået tonen umisforståeligt an i forhold til de folkevalgte. Arme folkestyre.

Det er dog ikke blot klimaet i Folketinget, der er forandret efter diskussionen om store bededag. Der er sket væsentlige indgreb i borgernes frihed, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Angrebet på arbejdsmarkedsparternes frie ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår er et angreb på en tradition, der er lige så gammel som parlamentarismen.

Og det med stålsatte Venstre-ministre, der kækt kæder indgrebet sammen med nødvendigheden af at skaffe penge til forsvaret. En begrundelse, der er komplet uforståelig.

Det er ikke blot Venstres opgør med det samarbejdende folkestyre, vi er vidne til. Dekretet bliver trumfet igennem uden reel mulighed for at afgive høringssvar. Uden folkelig debat. For regeringen har jo flertallet.

Det er ikke blot indgrebet i aftalefriheden, der har fået mig til at melde mig ud af Venstre. Det er den brutale magtudøvelse, jeg vender mig imod. Det desperate forsøg på at klamre sig til de øverste, tyndeste grene på træet varsler ilde for fremtidige indgreb.

Folkekirken lever videre uden store bededag, men spørgsmålet er, om regeringen ønsker en folkekirke. Netop dekretet om afskaffelse af en helligdag tilsidesætter folkekirken. Regeringen underløber den fornemme balance mellem stat og kirke, som har været en mærkesag for Venstre, siden I.C. Christensen med menighedsrådsloven i 1903 grundfæstede det folkekirkelige demokrati.

Venstre har fuldkommen forladt den vigtige sondring mellem statens forpligtelse til at sikre ro og orden i videste forstand samt beskyttelse af borgernes åndsfrihed. Hvor staten bevæger sig ind på det åndelige område, spirer totalitarismen. For hvert skridt staten tager mod en statskirke, undertrykkes borgernes åndsfrihed. Friheden forrådes.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/opinion/venstre-har-forladt-sig-selv

 

 

 

Feedback. Den største krise siden Anden Verdenskrig er forbi. Bør den nye regering nedsætte en coronakommission for at lære af den? »Det kan vi sagtens drøfte,« siger sundhedsminister Sophie Løhde.

Ude af øje

I weekenden ankommer de første mink siden nedslagtningerne til en farm i Nordjylland. Minkavl er atter lovligt i Danmark. Et klarere symbol på, at normaliteten har indfundet sig i samfundet efter coronakrisens årelange undtagelsestilstand, findes næppe. Vi går på arbejde, i motionscenteret og til nytårsfest uden afstand og bekymring. Støvet har lagt sig. Andre kriser hvirvles op: energikrisen, klimaet, krigen.

Men skal man tro et voksende kor af stemmer, er det bydende nødvendigt at se tilbage for at være i stand til se klart, hvis en ny pandemi rammer os i fremtiden: Ja, Danmark kom relativt godt gennem coronakrisen, men meget gik også galt. Det skal vi lære af, lyder det.

Måske er tiden moden til at gøre boet op. Bemærkelsesværdigt var det, at formanden for Folketingets Epidemiudvalg under coronakrisen, Stinus Lindgreen fra De Radikale, i december åbent ærgrede sig over omfanget af skolelukninger.

»Kunne vi have gjort noget anderledes? Uden tvivl. Derfor er læring vigtigt,« skrev Lindgreen på Twitter.

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, advarede statsministeren mod at lukke skolerne. Foto: Philip Davali, Scanpix

Børn og unges mentale mistrivsel som følge af nedlukningerne af landets skoler »er blot én konsekvens af coronaårenes politiske indgreb«, lød det efterfølgende på lederplads i Berlingske. Stigende inflation efter »coronatidens løsagtige pengepolitik«, minkskandalen, dalende tillid til samfundets institutioner og et hensygnende kulturliv skal også henregnes coronahåndteringens skader. 

Så dybt stikker politikernes beslutninger, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, at der bør nedsættes en bredspektret coronakommission, der undersøger alt fra argumenterne bag restriktioner af borgernes frihed til kapaciteten i sundhedsvæsenet.

Et lignende forslag blev fremsat af Den Lægefaglige Tænketank Atlas, der i en kronik i Information advarede om det mentale efterslæb af nedlukningerne hos børn og unge. Tænketanken efterlyser en coronakommission af uvildige eksperter til at udføre en cost-benefit-analyse af en lang række politiske indgreb. Ikke lidt kunne politikerne lære til næste gang:

»Hvordan kan det påvirke børn og unge på lang sigt at være socialt isoleret? Det spørgsmål burde politikerne have stillet sig selv, da de ad tre omgange uden anbefaling fra sundhedsmyndighederne besluttede at lukke de danske skoler, uddannelsesinstitutioner og fritidsaktiviteter.«

Forklaringsfrihed

Men findes overhovedet viljen til at blive klogere? Skal man tro Berlingskes kronikredaktør, Anne Sofie Allarp, fremstår Danmark et år efter afskaffelsen af coronarestriktionerne som »et forklaringsfrit samfund«:

»Et år senere er vi et sted, hvor vi nægter at lære af, hvad vi gjorde de år under pandemien. Hvor de 120 milliarder, som vi brændte af i testcentre og hjælpepakker og ritualiserede vaskeritualer i skolen, er sådan nogle penge, vi ikke skal tage stilling til effekten af. Vi er uinteresserede i, om smitteopsporingen, vaccinepasset, teststrategien og alt det andet virkede. Vi vil ikke vide det,« skriver hun.

Har Anne Sofie Allarp ret?

Weekendavisen har spurgt samtlige partiledere, om der bør nedsættes en coronakommission. Nogle overlod det til deres sundhedsordfører eller andre at svare.

Vi begynder med oppositionen. Her er bred enighed fra højre til venstre: Samtlige partier uden for regeringen –  på nær SF – svarer positivt, da vi spørger, om der bør nedsættes en coronakommission.

»Coronakrisen var en af de mest skelsættende perioder i moderne danmarkshistorie. Hele samfundet blev lukket ned. Det er relevant at se på, om vi kan lære af det,« siger partiformand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.

»Med en kommission vil vi med større sikkerhed vide, hvad der virker, og hvad der ikke gør. På den måde undgår vi, at vores reaktion bygger på frygt og mavefornemmelse,« svarer Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.

Flere partier støtter en undersøgelse af håndteringen af coronakrisen, men undlader at tale om en »kommission«. Efter Minkkommissionens beretning emmer ordet af embedssvig. Og flere understreger over for Weekendavisen, at det her ikke handler om at placere en abe. Det handler om at lære til næste gang.

»Vi støtter en uafhængig undersøgelse. Hvilken form den skal have, må vi tale videre om,« lyder det fra de konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Partiernes politiske ståsteder skinner igennem i deres respektive begrundelser for en undersøgelse. Enhedslisten, Alternativet og De Radikale fremhæver børn og unges mistrivsel efter skolelukningerne, mens Alex Vanopslagh vægter erhvervslivets tab. Inger Støjberg minder om mink og politikerlede:

»Skal borgerne fortsat have tillid til politikerne, forudsætter det, at vi har en effektiv håndtering næste gang,« siger Danmarksdemokraternes partiformand.

SF afviser som eneste parti i oppositionen ideen. Ifølge partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, har vi allerede indsamlet meget viden, vi kan lære af. Hun fremhæver en ekspertgruppe bestående af fem medlemmer, som i september 2021 præsenterede en langsigtet strategi for håndteringen af corona. Den har været med til klæde os godt på til fremtiden.

»Man skal også passe på med at nedsætte kommissioner hele tiden,« siger Normann Andersen.

Hudløst ærlig erfaringsopsamling

Inden vi kommer til de tre regeringspartier, er det vigtigt at nævne, at en del af politikernes håndtering af coronakrisen allerede er belyst. Foruden Minkkommissionens granskning har en uvildig udredningsgruppe anført af professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen undersøgt den politiske og administrative håndtering af kriseforløbet fra januar til april i 2020. Grønnegaard-rapporten blev afleveret i januar 2021.

»Derfor skal man ind og overveje, hvad man virkelig er interesseret i, hvis man vil nedsætte en kommission. Det vil være en fordel at stramme kommissoriet så meget op, at man ikke ender med at traske rundt i noget, vi allerede ved. Men der er en masse ting, som ville være interessant at få belyst,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen og understreger, at repræsentanter fra vidt forskellige sagkundskaber fra sundheds- til samfundsvidenskaben i så fald skulle i spil. Det vil blive en »meget stor opgave«. Grønnegaard Christensen tilføjer:

»Når det kommer til stykket, tvivler jeg på, at der vil være stor politisk interesse for at nedsætte en kommission. Det ser ud til, at corona er noget, vi har lagt bag os.«

Tankevækkende er det, at den første politiker, der i medierne foreslog nedsættelsen af en coronakommission, var partiformand for Moderaterne og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. I foråret 2020 kritiserede han flittigt Frederiksen-regeringens coronapolitik på sin blog hos B.T.

»Når Danmark er åbent igen, bør der nedsættes en corona-kommission. EU og WHO burde gøre det samme, men vi kan begynde med os selv,« skrev Lars Løkke Rasmussen i april 2020 og efterlyste en »hudløs ærlig erfaringsopsamling«.

Står Løkke Rasmussen ved sit forslag i dag? Selv har udenrigsministeren ikke haft mulighed for at svare. Partiets sundhedsordfører, Monika Rubin, fremhæver, at Jørgen Grønnegaard Christensens udredning allerede har frembragt værdifuld viden. Men hun udtaler, at hun –  i tæt dialog med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde – vil undersøge, om »en egentlig kommission fortsat er den bedste løsning«.

Moderaterne afviser altså ikke, at en coronakommission kan være vejen frem. Men hvad mener statsministeren? I marts 2020 – under en af sine taler, hvor hun forsvarede regeringens politik over for danskerne – sagde Mette Frederiksen:

»Vi kan heller ikke læse i en lærebog – hverken sundhedsfaglig eller økonomisk – hvad der er det rigtige at gøre. Vi kan ikke sætte to streger under. Men når krisen er slut, kan man se, hvad der gik godt og dårligt i de forskellige lande. Det skal vi selvfølgelig evaluere.«

Weekendavisen ville gerne have spurgt Mette Frederiksen, om tiden er inde til en evaluering. Og om en coronakommission i så fald er det rette sted at søge feedback. Men det har ikke været muligt. Statsministeriet sender vores forespørgsel videre til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre. Hende fanger vi over telefonen torsdag morgen, hvor vi spørger, om den nye regering bør nedsætte en coronakommission.

Sophie Løhde mener, at Danmark bør lære af de »klare mangler og brister«, der viste sig i beredskabet, da coronaen ramte. Hun peger på, at regeringen og myndighederne allerede er i gang med en »meget stor og grundig indsats«: Blandt andet planlægger Sundhedsstyrelsen at offentliggøre en ny epidemiplan, som vil dække »et bredere trusselsbillede, end den tidligere plan fra 2013 gjorde, hvor vi netop har hele læringen fra coronaepidemien med«.

Hun henviser til, at Venstre tilbage i 2020 gik ind for en kommissionsundersøgelse, men at der ikke var flertal for det.

»I stedet blev kompromiset, at vi fik den grundige ekspertudredning med Grønnegaard i spidsen. Er der behov for noget, der er meget bredere og dybere, som handler om at lære af coronahåndteringen? Mit klare svar er: Ja. Skal det være i en kommission eller i regi af nogle af de andre spor, som er sat i gang uafhængig af en kommission? Det kan vi sagtens drøfte,« siger ministeren.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-2/samfund/ude-af-oeje

MADS STAGHØJ (f.1988) er journalist, uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og San Francisco State University i 2015. Han trådte sine journalistiske sko her på avisen og arbejdede som fast skribent for Zetland fra 2016-2018. Staghøj har skrevet indgående om integration, flygtningekrisen og udenrigspolitik og har rapporteret fra flere lande i Europa og Mellemøsten.

 

MSTA@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

DEJLIGT DOLLARGRIN..

Knud Brix roser statsministeren for at give klækkelige lønforhøjelser til regeringens spindoktorer, bl.a. hendes egen Martin Justensen på billedet. Læs hvorfor i lederen. Foto: Jens Dresling.

Her må gøres en undtagelse. Det er yderst sjældent, at vi fra Ekstra Bladets side takker Mette Frederiksen.

Men her skal statsministeren saftsuseme roses.

Tak, fordi du forgylder dine mange spindoktorer.  

Det er godt, at du og regeringen nu hæver lønrammen, så de centrale spinkarle i stedet for 85 procent af en ministerløn nu får 90 procent, som Ekstra Bladet i denne uge kunne afsløre.

Det er fortræffeligt, at dine særlige rådgivere, som spindoktorerne lidt misvisende også kaldes, nu får op til 1.501.000 kroner i lønposen for at hviske ministeren i øret og bøje sandheden i regeringens favør.

Det er knippelfint, at den inflation, som almindelige mennesker bøvler med, ikke rammer din stabschef Martin Justesen, som har fået en lønstigning på ni procent på blot et år.

Det er glimrende, at din departementschef, Barbara Bertelsen, i fremtiden står til 'bonus', uanset hvor klodset eller brutalt hun bærer sig ad, fordi du har gennemført en 'omlægning af departementschefernes engangsvederlag til faste tillæg'.

Det er også prisværdigt, at spindoktorernes bonus fremover skal konverteres til en fast del af deres løn, så de ikke skal kæmpe for de ekstra lønkroner eller gøre sig fortjent til dem.

Det er også fjong, at der oven i pengepesten kommer en automatisk regulering af de statsansattes løn på 1,48 procent 1. april, så de holdes fri af de lønkampe og overenskomstforhandlinger, der venter til foråret.

Det er fremragende, at du, statsminister, har lukket i som en østers, der har fået et skvæt citron, og nægter at stille op til interview om din inflationssikrede spin-armé.

Tak for det.

Nå denne ros er helt på sin plads, når denne tak er uomgængelig, ja, så skyldes det naturligvis, at du dermed glasklart udstiller regeringens rendyrkede hykleri.  

Nu er dit bluf helt tydeligt for enhver; mens danskerne skal sige farvel til store bededag, kæmpe mod inflationen og de skyhøje energipriser, så forgyldes dine jakkesætklædte venner i korridorerne, de magtfulde kammerater, som ingen har stemt på.

Tak, fordi du så klart demonstrerer, at systemet er sygt.

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/dejligt-dollargrin/9588303

 

Udlændingepolitik. Regeringen linder forsigtigt på døren til den stramme udlændingepolitik. Der er nok at tage fat på, og potentialet er uendelig stort.

Stram, men ikke skør

ANSVAR FOR DANMARK – regeringens politiske program – stritter lidt i alle retninger. Tag Dem ikke af det, for sådan er det med den slags dokumenter. Det ser man ganske klart på udlændingepolitikkens område. Udlændingepolitikken var i praksis væk i den valgkamp, som regeringen voksede ud af. Det betyder ikke, at den er fraværende i regeringsprogrammet. Den nye regering besværger her højt og tydeligt den stramme udlændingepolitik. Alt andet ville være utænkeligt.

Men der er sprækker i den. Regeringen har åbnet døren på klem for små justeringer i en mere åben, om man vil mere liberal retning. »Vi vil føre en udlændingepolitik, der er stram – men samtidig ikke betyder, at uhensigtsmæssige regler spænder ben for almindelige familier.« Regeringen lover også at »håndtere det problem, som vi har set den seneste tid med unge kvinder fra Syrien, der har mistet deres opholdstilladelse til trods for, at de har vist, at de vil Danmark«. Den vil også »justere sprogkravet for den herboende i forbindelse med familiesammenføring« samt »lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav«. Og så lover regeringen endelig »at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)«.

Sprækkerne er ekkoer af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes ord om, at udlændingepolitikken skal svære stram, men ikke skør. De afspejler også regeringens stilfærdige erkendelse af, at manglen på arbejdskraft forudsætter en mere åben tilgang til indvandring end den, der har været praktiseret i årtier.

POLITISK KAN DET være klogt at nærme sig problemet i meget små skridt. Det burde imidlertid ikke udelukke en nytænkning, som rækker ud over oprydning i de skøre regler, som medierne med konkrete sager den ene gang efter den anden trækker frem til forarget beskuelse. Sagen er nemlig, at Danmark siden årtusindskiftet, da den nuværende stramme udlændinge- og indvandringspolitik blev indvarslet, har skabt et kafkask udlændingebureaukrati.

Den nye regering fastholder denne stramme udlændigepolitik, men der er enkelte sprækker i den. Foto: Søren Bidstrup

Dets fundament er over 100 gældende love, 121 forskellige bekendtgørelser og et sandt væld af vejledninger og cirkulærer. Det er en regellabyrint, hvor et stadig bredere flertal konstant har beflittet sig på at føje nyt og bizart til det, der allerede var svært gennemskueligt og svært administrerbart. Samtidig har politikerne ikke helmet, hvis de ikke havde mulighed for at blande sig i selv de mindste administrative detaljer og konkrete afgørelser.

Denne politik har kostet bureaukrati. Ved indgangen til dette årti kunne forholdsvis få (367 årsværk) embedsmænd i Udlændingestyrelsen administrere lovgivningen på området. 20 år senere er der tre styrelser, Udlændingestyrelsen, den allerede nævnte SIRI og så Hjemrejsestyrelsen, som har den utaknemmelige opgave at sende de ikkeønskede hjem til lande, de enten ikke ønsker at hjemtage dem, eller som de ikke betragter som deres hjemland.

Lægger man dem sammen, beskæftiger dette udlændingebureaukrati 1.200 årsværk, og tager man hele området med departementet, nævnene, id-centret med videre, er der ved udgangen af 2022 beskæftiget godt og vel 2.000 årsværk i den statslige udlændingeforvaltning. Halvdelen af dem er jurister og magistre. Glem i den sammenhæng ikke de mange kommunale embedsmænd, som tumler med de samme regler.

STRAMT, MEN IKKE skørt? De små sprækker, som regeringsaftalen åbner for en revision af udlændinge- og integrationspolitikken, er alle sammen eksempler på det, der har været så skørt, at det ikke tåler dagslys, og på det, der her og nu er kortsigtet uhensigtsmæssigt. Men det er en mere end rimelig antagelse, at sådan som udlændingelovgivningen siden 2001 stykke for stykke og paragraf for paragraf er blevet udbygget, så er reglerne på lange stræk gennemført skøre.

I en situation, hvor der er forholdsvis ro om udlændingepolitikken, og hvor regeringen er en flertalsregering hen over den politiske midte, er der al mulig anledning til at gå hele det udlændingebureaukratiske kompleks igennem med en tættekam. Der er en hel valgperiode forude.

Der er på den pragmatiske midte grundlæggende enighed om en stram udlændingepolitik bygget ud med en friere adgang for udenlandsk arbejdskraft. Så hvad skulle der egentlig være til politisk hinder for, at netop denne regering satte sig i spidsen for en gennemgribende regelsanering af det udlændinge- og integrationspolitiske område?

Hvad galt ville der være i, at den samme regering gjorde det til et klart sigte for enden af denne vej at frigøre arbejdskraft til mere positiv og produktiv beskæftigelse? Hvad galt skulle der endelig være i, at man som mål for en sådan afbureaukratisering også satte en afpolitisering af udlændingeforvaltningen, så fremtidens Støjberg'er bliver beskyttet mod egen politisk dårskab?

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-1/samfund/stram-men-ikke-skoer

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

 

Sol og vind er ikke svaret på klimakrisen. Hvorfor foregøgler politikerne os det?

»Vi har behov for en ny energikilde, der ikke udleder CO2, hvor strømmen er billigere end fra et kulkraftværk, og hvor ingen lande er forfordelt. Kun kernekraft kan møde det behov,« skriver civilingeniør Stig Lerche.

»Politikerne skal holde op med at bilde den danske befolkning ind, at det, vi kalder den grønne omstilling, kan udbredes til resten af verden, og at det er løsningen på den globale klimakrise. Det kommer ALDRIG til at ske,« skriver kronikøren. På billedet ses lastbiler holde klar til at køre mod et kulkraftværk ved Mpumalanga i Sydafrika.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Vi befinder os for øjeblikket i en energi- og klimakrise. Men hvorfor foregøgler politikerne og klimaaktivister den danske befolkning, at det, vi kalder den grønne omstilling, er løsningen på den globale klimakrise?

Klimakrisen og global opvarmning hænger nøje sammen med behovet for energi til elektricitet, opvarmning, transport, Industri etc. I dag dækkes det globale behov for energi især af fossile brændstoffer og dermed udledning af CO2. Vind og solenergi dækker, ifølge World E-conomic Forums rapport for 2021, kun 10 procent af det globale behov for energi, så der er lang vej at gå endnu.

Man kan undre sig over, at der ikke er sket mere. Danmark har vedtaget en klimalov, hvor vi forpligter os til at reducere vores CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990 inden 2030.

Vi har ikke løsningen

I år har vi hørt politikere tale varmt om den grønne omstilling og Danmark som et foregangsland, underforstået at det, vi gør, kan udbredes til resten af verden.

Lavede man en brugerundersøgelse i Danmark vedrørende klimakrisen, ville
mange danskere sikkert give udtryk for, at hvis vi kan reducere vores udledning af CO2 med 70 procent, så kan andre lande gøre ligeså. Dette er en misopfattelse.

Sol og vindenergi er ustabile energikilder. De producerer ikke energi, hvis solen ikke skinner, eller det ikke blæser. Læser man årsrapporten for 2021 udgivet af Forsyningstilsynet, fremgår det, at Danmark siden 2011 har været netto importør af energi, selvom vi har udbygget meget med sol og vindenergi.

To blæsebælter

Danmark er placeret et sted på vores jord, hvor det ofte blæser. Der findes to bælter på jorden, hvor det ofte blæser. Et på den nordlige halvkugle og et på den sydlige halvkugle. Det gør, at Danmark kan komme langt med vindenergi, og vi er så heldige, at vi kan importere energi fra vores naboer, som har vand energi og atomkraft, når det ikke blæser.

Flere andre lande i Europa kan også komme langt med det, vi kalder den grønne omstilling, men det gælder langtfra alle lande verden. Ifølge tænketanken Carbon Tracker har Kina, Indien, Indonesien, Japan og Vietnam planlagt at bygge mere end 600 kulkraftværker. Hertil kommer behovet i Afrika og resten af verdenen. Medtages deres behov, er tallet endnu højere.

Så hvorfor vælger de ikke den grønne omstilling, som vi definerer den?
Det er der tre grunde til: For det første blæser det ikke ret meget i disse lande. For det andet er det ustabile energikilder. Og for det tredje er de ikke alle steder omgivet af naboer, der kan levere energi fra vandkraft eller atomkraft, når det kniber.

Vær ærlige om den grønne omstilling

Politikkerne skal holde op med at bilde den danske befolkning ind, at det vi kalder den grønne omstilling kan udbredes til resten af verden, og at det er løsningen på den globale klimakrise. Det kommer ALDRIG til at ske.

Som sagt hænger klimakrisen nøje sammen med vores behov for energi. Verdens energibehov vil stige og ikke falde de næste 50 år, så hvorfra skal al den energi komme fra?

Fossile brændstoffer skal udfases, fordi de gør kun klimakrisen værre, så vi er nødt til at finde en anden energikilde, der ikke udleder CO2. Sol og vindenergi er som sagt ikke løsningen.

Spring fremad

Hvis vi går tilbage i historien, har verden bevæget sig fremad, hver gang vi har taget en ny energikilde i brug. Først var det kul i industrialiseringen, senere fandt vi olie, og økonomierne gik fremad, sidst har det været gassen.

Vi har behov for en ny energikilde, der ikke udleder CO2, hvor strømmen er billigere end fra et kulkraftværk, og hvor ingen lande er forfordelt. Hermed mener jeg, at alle lande skal have lige adgang til energi, og ingen lande er specielt begunstiget.

Hvad er så den nye energikilde? Jeg tror, svaret er kernekraft, ikke som vi kender den i dag, men en ny type kernekraft, som går under navnet smeltende saltreaktorer, på engelsk Molten Salt Reactor (MSR).

Smelt salt

Spørger man politikerne på Christiansborg, om vi skal have kernekraft i Danmark, så svarer de fleste nej. Mange begrunder det med, at kernekraftværker er dyre, at det tager 10 til 15 år at opføre dem, at affaldsproblemet er ikke løst, og at der er en risiko for nedsmeltning, som det skete i Chernobyl og Fukushima.

Disse problemer er rigtig nok til stede for eksisterende kernekraftværker, men hvad hvis disse problemer er løst for MSR kraftværker?

Affaldet fra et MSR-kraftværk er cirka 1000 gange mindre end fra et konventionelt atomkraftværk.

83 procent vil være fri for radioaktivitet efter 10 år og 17 procent efter 300 år. Det skal sammenlignes med, at noget af affaldet fra et konventionelt atomkraftværk først vil være fri for radioaktivitet efter 100 tusinde år. En fordel
for MSR er tillige, at man vil kunne brænde/nedbryde affald fra de nuværende atomkraftværker.

LON97:ENVIRONMENT-NORDIC-BRITAIN:SELLAFIELD, ENGLAND, 23DEC98 - FILE PHOTO 1997 - Cows graze in pasture near the nuclear power plant at Sellafield, Cumbria September 9, 1997. Nordic environment ministers, in a protest letter to British Environment Minister Michael Meacher, have accused the Sellafield nuclear waste reprocessing plant of discharging radioactive waste into the sea and urged the London government to prevent it. Ministers from Sweden, Denmark, Norway, Finland and Iceland said in the letter that the plant released large amounts of the metallic element technetium-99 (Tc-99) into the sea, which was then transported by ocean currents into the Nordic Marine environment. clh/Photo by Dan Chung REUTERS

Foto: DAN CHUNG.

En MSR kan ikke nedsmelte, den er jo allerede smeltet, og sikkerheden er enklere og lettere at etablere. Smeltede saltreaktorer kan leveres i forskellige størrelser. Så alle de nævnte ulemper ved kernekraft er faktisk løst med et MSR-kraftværk.

Hovedingrediensen i en MSR er Thorium, som er et grundstof. Med de kendte forekomster af Thorium vil der være nok til at dække verdens nuværende energiforbrug i 1000 år.

Et MSR-kraftværk vil foruden at levere energi til elektricitet også kunne benyttes til afsaltning af havvand og til elektrolyse, hvorved man får brint, og ved at trække kvælstof ud af luften eller CO2 ud af røggas, kan man lave henholdsvis metanol og e-diesel, som kan benyttes i skibe og tung transport. Et MSR kraftværk behøver ikke vandkøling og vil sådan set kunne stå i en ørken og levere energi.

Flere lande har fået øjnene op for MSR teknikken. Kina har i august i år startet test af et MSR kraftværk. Det er Kinas ambition, afhængig af udfaldet af testen, fra 2030 at udskifte alle deres kulkraftværker med MSR kraftværker inden 2060.

Tænk, hvis energi bare er noget vi har nok af, og at alle lande har lige adgang til det, og at det er billigt? Det vil ikke blot løse klimakrisen, men bringe velstand til mange flere lande. Så i disse tider med mangel på energi og høje energipriser er der måske lys for enden af tunnelen, men der går nok circa ti år, før MSR-kraftværker kan rulles ud i større antal.

Pointen er, at det, vi i Danmark kalder den grønne omstilling, som er energi fra vand, vind eller sol, ikke løser det fremtidige globale behov for energi, og dermed er det heller ikke løsningen på klimakrisen – desværre. Men sol og vind kan være nyttige i lande, hvor det ofte blæser, og som kan få energi fra sine naboer, når det ikke blæser.

Stig Lerche er civilingeniør

Kilde: https://www.berlingske.dk/kronikker/sol-og-vind-er-ikke-svaret-paa-klimakrisen-hvorfor-foregoegler