Minky:
INDENFOR MURERNE.

»Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive det.« Mette Frederiksen om 7. oktober, Israel, Gaza og det jødiske mindretal. Om et år, der har defineret hendes tid som statsminister.

Lørdag den 7. oktober 2023 skulle Mette Frederiksen til en 60-års fødselsdag. Terrorangrebet i Israel havde været i gang siden morgenstunden, omfanget var stadig uklart. Men statsministeren kunne tydeligt mærke, siger hun, at begivenheden var skelsættende – for Mellemøsten og for Danmark.

»Da jeg gik hen til fødselsdagen, havde jeg det ligesom med 11. september 2001. Det var jo en massakre, det største angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Jeg var ikke i tvivl om, at det ville få vidtgående indflydelse, og at det også ville sætte sig i vores eget samfund,« siger hun.

Vi sidder på Marienborg sidst i september, og Mette Frederiksen er netop kommet tilbage fra FN-samling i New York, hvor Danmark har stemt blankt til en kritisk resolution mod den israelske besættelse. Frederiksen er blandt Israels mest loyale støtter og har været meget tilbageholdende med kritik. Hendes position har formet hendes tid som statsminister, hvilket hun virker helt afklaret med. Ifølge sine kritikere er hun både »børnemorder« og har »blod på hænderne«. I kritikernes øjne udviser hun enorm mangel på empati for palæstinensernes sorg og frustration.

»Der er ingen tvivl om, at det er Europas lod at have et særligt blik på jøder, det har jeg altid følt mig forpligtet af,« siger hun. »Anden Verdenskrig er definerende for min generation, og vi gav et løfte om, at det aldrig måtte ske igen. Det har jeg altid taget meget alvorligt, og det gør jeg fortsat.«

Hun mener ikke, at Danmark »kan placere sig noget andet sted«:

»Israel er et land med en kort historie, men en kort historie har det jødiske folk ikke. Israel har altid haft det svært, og det er indiskutabelt for mig, at resten af verden skal støtte Israel.«

»Ubærligt at se«

Jeg påpeger det åbenbare: Israel har dræbt over 40.000 palæstinensere, hovedparten civile. Forleden udsendte Hamas en liste over døde palæstinensiske børn, og på de første 14 sider med endeløse navne stod et »0« ud for deres alder. Mener Mette Frederiksen stadig, at det forholdsmæssigt er rimeligt i moralsk, menneskelig forstand?

»Det er ubærligt at se lidelserne i Gaza,« siger hun. »Det har Danmark som del af det internationale samfund påtalt mange gange. Det skal vi blive ved med. Men Israel slås mod Hamas, der er fløjtende ligeglade med civile ofre. Det er deres strategi at ofre mange mennesker. Vi må anerkende, at det er en terrororganisation, der ekstremt kynisk skubber gravide, børn, syge, hele hospitaler foran sig. Der er israelernes udfordring, at vi må forvente mere af dem, og derfor må vi bede dem om at tage nogle hensyn, der er nærmest umulige at tage i et legitimt selvforsvar.«

Men, indvender jeg, næsten alle mener jo, at Israel har ret til at forsvare sig selv; mange påpeger blot også, at grænsen for længst er overskredet. Danmark har jo ikke ligefrem stået forrest i kravet om en våbenhvile?

»Det er rigtigt, det har vi ikke, for det ville betyde, at Hamas ville kunne fortsætte deres krigsførelse, mens beskeden til Israel var, at de ikke ville kunne gøre mere,« siger Mette Frederiksen.

Jeg prøver flere gange at udfordre hendes forklaring: Måske er det faktisk, som mange propalæstinensere siger, at der er forskel på menneskeliv? Var 40.000 israelere blevet slået ihjel, ville hun og hele den vestlige opinion da ikke have fundet det helt uacceptabelt?

»Jeg er ikke enig i, at man kan lægge menneskeliv på en forskellig vægt,« siger hun. »Det er udtryk for, at mange af os godt ved, hvor ufatteligt kompliceret det er. Det står ikke i modsætning til at have enorm sympati for de civile i Gaza. På samme måde er det med nye front med Hizbollah, hvor der er mange civile ofre. Her er der også tale om en terrororganisation, hvor vi må kræve, at Israel tager hensyn, som dets fjender ikke tager.«

Mette Frederiksen insisterer på, at hun bliver lige så følelsesmæssigt påvirket af de mange palæstinensiske ofre.

»Personligt vil jeg gerne have mig frabedt at blive beskyldt for at være ligeglad med nogle menneskeliv frem for andre. Jeg meldte mig ind i ANC i Sydafrika, da jeg var 12 år gammel. Det er en meget ærgerlig måde at diskutere det på. Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikeres private hjem. Jeg opfatter meget af den debat som en form for sindelagskontrol, der forhindrer, at man kan diskutere med hinanden. Jeg vil ikke acceptere, at man får ret, fordi man råber meget højt, bruger skældsord, begår hærværk eller kommer med dødstrusler.«

»Det skal tvinges igennem«

Man siger, at udenrigspolitik ikke bestemmer folks virkelige politiske interesser, men det seneste år har vist noget andet. »Det er jo et emne, der har splittet venner og familier ad,« siger statsministeren, ligesom Israel/Palæstina markerer en stor generationskløft. 

Men det er svært for mange at have to faktiske sandheder i hovedet på samme tid: At Israel er truet på sin eksistens. Og at Israel er en besættelsesmagt. Begge dele er rigtigt. Har statsministeren også svært ved denne dobbelthed? 

Israels kritikere peger jo ofte på besættelsen af Vestbredden som det afgørende problem. Trak Israel sig ud, ville de heller ikke have problemer med den jødiske stat. Forleden blev der fremsat en hård FN-resolution, der kræver, at Israel bringer besættelsen til ophør. Mange lande stemte for, også Frankrig, Spanien og Norge, men ikke Danmark. Vi stemte blankt.

»De resolutioner fremsættes ikke med det formål at hjælpe på situationen,« siger Mette Frederiksen. »Vi stemte blankt sammen med Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland, fordi der intet stod om terrorangrebet 7. oktober eller om at sikre begge befolkninger i to stater.«

– Har du nogensinde været på Vestbredden? I Jenin eller Nablus?

»Nej.«

– Det er jo en brutal besættelse, som du nok ved. Det er ret chokerende at se. Et system af undertrykkelse, en overmagt, der dagligt kontrollerer og ydmyger palæstinenserne. Det er en total retsløshed, og hvis man ikke kan lide ordet apartheid, må man finde på et andet, der betyder det samme.

»Jeg tænker, at det bedste, Israel kunne gøre, var at få det bragt til ophør.«

• Men hvad skal de palæstinensere gøre, der faktisk ønsker fred? Israel har i 25 år lukket fredelige politiske kanaler og undergravet det palæstinensiske selvstyre. Hvad gør en palæstinenser, der ikke bare vil acceptere besættelse og kontrol?

• ”Den ekstreme polarisering i Mellemøsten er flyttet ind i vores egne gader. Det er svært at diskutere med folk, der råber folkemordere og kaster rød maling på politikernes private hjem.”

• Mette Frederiksen, Statsminister

»Jamen der er sket en radikalisering på begge sider. Og konsekvenserne af konflikten er blevet for store – også for resten af verden. Det er derfor, jeg mener, vi må gennemtvinge en tostatsløsning, hvor bosættelserne stopper.«

– Hvad mener du med gennemtvinge, det lyder heftigt?

»Er det så heftigt endda? Det er lidt mærkeligt, at resten af verden tages som gidsler i noget, der vedrører relativt få mennesker og er så geografisk afgrænset. Så jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«

– Militært til stede?

»Det skal jeg jo ikke designe, men jeg synes ikke, man skal afvise noget. Jeg tror ikke, der er anden vej.«

– Nye virkemidler, siger du. Støtter du sanktioner mod Israel, hvis man ikke ruller besættelsen tilbage?

»Det kommer an på, hvad vi taler om. Jeg tror ikke, de velkendte midler er tilstrækkelige.«

– Det lyder som et ja til sanktioner?

»Jeg tror ikke på, at sanktionsvejen vil skabe en tostatsløsning. Det betyder ikke, at sanktioner ikke kan være rigtige på et tidspunkt. Jeg tror, man bliver nødt til at gøre noget ret nyt og radikalt for at få en tostatsløsning. Og det ville være uden opbakning fra den siddende israelske regering. Det er rigtigt.«

– Kan man formulere det sådan, at du faktisk mener, at også Danmark må bidrage til at sætte Israel under et langt større pres for at stoppe besættelsen?

»Ja, det kan du godt sige, ja.«

– Bosætterbevægelsen og det nationalistiske, religiøse Israel har taget magten og undergraver åbenlyst demokratiet i selve Israel. På et eller andet tidspunkt betyder det vel noget, hvad det er for et Israel, du støtter?

»Nej, det gør det altså ikke. Jeg ønsker en palæstinensisk stat på trods af Hamas. Og jeg lader ikke min eller Danmarks støtte til Israel afhænge af, hvilken regering der sidder i Israel. Det er det eneste sted, jøder har en legitim ret til at være, det er ikke for meget forlangt på en så stor jordklode. Støtten til Israel er for mit vedkommende uafhængig af, om jeg er enig med Netanyahu. Man må stå op for sine principper.«

»Jeg savner forargelse«

For Mette Frederiksen er sammenhængen mellem situationen i Mellemøsten og forholdene i Danmark det mest iøjnefaldende det sidste år.

»Antisemitismen er blusset op på en helt ufattelig måde, og det bliver vi nødt til at sige, som det er. Det kommer fra folk, der er kommet til Danmark udefra, men der er også klare strømninger på venstrefløjen. Det har taget fat i Danmark, senest med mistanke om et brandattentat på en kvinde, alene fordi hun er jøde. Man skal være meget, meget varsom med, hvor man lægger ordene i denne debat,« siger hun.

»Vi blev selv ramt af angrebet på synagogen i 2015, hvor jeg var justitsminister, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, at der ikke er større forargelse og oprør over, at de eneste i vores land, der går i skole under politibeskyttelse, er jødiske børn. Små børn, der knap kender deres etniske eller religiøse ophav. Jeg savner et engagement i de problemer, vores jødiske medborgere har.«

– Hvilket engagement?

»Et virkeligt og nuanceret engagement. Flere unge, elever og studerende, også med muslimsk baggrund, fortæller mig om det, jeg opfatter som ensidig sindelagskontrol. Du startede med at spørge mig, om jødiske liv tæller mere end palæstinensiske liv. Det interessante er jo, hvis du stiller spørgsmålet den anden vej. Betyder jødiske liv noget for dem?«

– Det er svært at opretholde en klar skelnen mellem Israel og jødiske samfund i Europa?

»Ja, men der er jo den sammenhæng, at der i mine øjne ikke findes en fremtid for det jødiske folk, uden at Israel findes. Alene af den årsag, at vi ikke altid evner at beskytte jøderne i Europa. Det er den smertelige sandhed, og så stiger behovet for at sikre et sted, hvor de kan være i sikkerhed. Og når de så heller ikke kan være i sikkerhed i Israel, bliver vi jo nødt til at understøtte Israels selvforsvar.«

– På et tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at henvise til Anden Verdenskrig, når man forsvarer Israel?

»Det er et godt spørgsmål. Problemet er bare, at det ikke er en fjern historie. Det kan godt være, at du kunne have ret i det, hvis Holocaust var sluttet i 1945. Men antisemitismen lever, i ord og i ånd og i handling. Det var unge jødiske drenge og piger, der var samlet den nat i synagogen, da én forsøgte at slå dem ihjel. Det findes i Europa.«

»En alvor, en smerte«

Angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015 ændrede hende, fortæller hun, ligesom hendes viden om truslerne mod Danmark har forandret hende.

»Man bliver aldrig helt det samme menneske. Det giver en alvor, en smerte. Det er så uforståeligt, at man kan komme til Danmark som første generation, anden, tredje generation og have så stort et had til vores samfund, at man vil slå ihjel.

– Hvad skyldes smerten?

»Det er jo sådan et lidt dybere spørgsmål. Det er den konkrete viden om den voldsparathed, der findes. Jeg kan ikke få det til at gå væk. Selvfølgelig kan vi gøre alt muligt for at forhindre, at folk bliver radikaliserede. Vi kan bare ikke forebygge os ud af det hele. Derfor bygger vi hele tiden muren højere og højere, indfører strengere straffe, bruger flere og flere penge på politiet og efterretningstjenesterne. Hver eneste gang, der er en, der bliver overfaldet i nattelivet og bliver halvt eller helt invalideret, har jeg følt en fysisk smerte, og sådan har jeg det også med det jødiske mindretal.«

Mette Frederiksen fortsætter: »Jeg har opgivet at få alle til at ville beskytte vores jødiske mindretal. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får dem til det. Det gælder både i det yderste venstrefløjsmiljø og i indvandrermiljøet. Jeg tror ikke, vi kan komme det til livs. Og det er altså en kæmpe falliterklæring.«

– Hvordan er det en falliterklæring?

»At vi bare bygger en stadig højere mur. Med mere og mere beskyttelse. Det er jo ikke særlig dansk – det viser vores egen danske historie med jøderne under Anden Verdenskrig jo, selvom vi, der lever i dag, ikke kan prale med den. At beskytte sine egne mindretal er en meget, meget vigtig del af det at være et demokrati. Når man bliver ligeglad med sine mindretal, mister man forståelsen for, hvad et helt folk er, også selvom vi kommer med forskellige afsæt og forskellige udtryk. Så ja, vi kommer til at bygge muren endnu højere, hver gang der er behov for en ny mursten. Men jeg begræder det, det er virkelig en stor smerte for mig. Jeg kommer aldrig til at kunne forstå det, og jeg kommer i virkeligheden aldrig til at kunne tilgive det.«

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2024-40/samfund/indenfor-murene

Martin Krasnik (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

kras@weekendavisen.dk

 

Mette Frederiksen:
DET FORBLIVER EN KÆMPEGÅDE, HVORFOR MAN BETRAGTER HENDE SOM EGNET KANDIDAT TIL INTERNATIONAL TOPPOST.

Man forstår ganske enkelt ikke hvad HR afdelinger i EU bruger deres tid på, fakta må være at de ikke regner kvalifikationer for noget, men man kan mistænke at der ligger helt andre ting bag kvalificeringen.

Det hele bliver endnu mere problematisk fordi man rent faktisk kun behøver at kigge et sted hen – JOURNALISTA.DK – der kan man pille hele hendes CV fra hinanden og få ord på den måde hun håndterer magt.

Ny taktik for at skjule oplysninger om Mette F: Dokumenter arkiveres forkert – i årevis.

Taktikken bruges af Mette Frederiksen tidligere hjemkommune, efter eksempelvis Københavns Universitet tidligere har oplyst at have ”mistet” væsentlige dokumenter, der relaterer sig til statsministerens ulovlig optagelse på en masteruddannelse i Afrikastudier.

Er der én ting der i høj grad klæber til Mette Frederiksen, er det at en lang række vigtige og potentielt skadelige dokumenter og oplysninger på en iøjnefaldende måde forsvinder. Ikke kun i forbindelse med Minkskandalen, hvor sms-beskeder først blev slettet og efterfølgende ikke kunne gendannes, men fx også i relation til hendes master-uddannelse i Afrikastudier.

En deltidsuddannelse over 2 år alene i eksamensmæssig forstand bestående af skriftlige hjemmeopgaver, hvor Københavns Universitet har erkendt, at hun blev optaget i strid med reglerne.

Men hvordan det præcist gik til at statsministeren blev optaget på sin masteruddannelse er dog ikke noget, som universitetet mener at kunne hjælpe med.

Således har det teologiske institut tidligere oplyst, at referatet fra studienævnsmødet hvor Mette Frederiksen blev optaget er forsvundet – men at referaterne fra møderne både før og efter politikerens optagelse omvendt nemt har kunnet findes.

Men indenfor den kommunale verden, har man taget noget anderledes midler i brug for at undgå at andre markante forhold omkring Mette Frederiksen skal nå ud til offentligheden. Forhold der fremgår af en klagesag, som Journalista.dk nu to omgange har vundet over hendes nu tidligere hjemkommune Furesø.

https://journalista.dk/ny-taktik-for-at-skjule-oplysninger-om-mette-f-dokumenter-arkivers-forkert-i-aarevis/

Mette F optaget i strid med reglerne på Danmarks billigste masteruddannelse – som næsten ingen går på.

Bag Mette Frederiksens masteruddannelse i Afrika-studier, gemmer der sig en fortælling om ikke kun forsvundne dokumenter i forbindelse med optagelsen i strid med reglerne.

Men også en særdeles billig uddannelse, som kun meget få ønsker at gå på. Kombinationen af meget få optagne på en efter forholdene ekstremt billig uddannelse, gør de mistede dokumenter endnu mere iøjnefaldende.

Næsten uden undtagelse er det gratis at læse i Danmark, når der ses bort fra udgifter, der knytter sig til bøger, kopiering og andre lignende forhold. Men der er dog minimum én væsentlig undtagelse i form af masteruddannelserne, som indeholder et krav om egenbetaling.

Det skyldes at masteruddannelser er at anse for efteruddannelse, fordi optagelsen kræver erhvervserfaring efter opnåelsen af en bachelorgrad. Efteruddannelsesforløbet gør samtidig, at der normalt heller ikke tale om et fuldtidsstudie, fordi et års fuldtidspensum deles ud over to år – hvilket gør det muligt for den studerende at arbejde ved siden af.

Det gør samtidig at undervisningsformen er meget anderledes, end hvad der kendes fra fuldtidsstudier på eksempelvis kandidatniveau. Ofte vil eksaminerne næsten udelukkende kunne klares i form af skriftlige afleveringer, ligesom modulerne kan tages i et helt andet tempo, end der kendes fra en traditionel to-årig kandidatuddannelse.

Optagelsen af Mette Frederiksen på masteruddannelsen i Afrika-studier skete på trods af, at hun ikke opfyldte en væsentlig forudsætning. En ulovlig optagelse hvis præcise forløb henstår noget i det uvisse, fordi Københavns Universitet på en iøjnefaldende måde, har mistet væsentlige dokumenter.

Af en del af optagelserne der ligger til grund for podcasten du kan hører ved at klikke på playeren over denne artikel, fremgår samtidig at der langt fra er tale om en uddannelse, som ret mange ønsker at tage. Således oplyser uddannelseslederen for Teologisk Institut ved Københavns Universitet, som Mette Frederiksens masteruddannelse i Afrika-studier hører under, at der normalt kun optages 1-2 om året.

Det endda på trods af, at masteruddannelsen i Afrika-studier er den billigste masteruddannelse, der udbydes på Københavns Universitet. Mens MBA-uddannelser alene i uddannelsesgebyrer kan koste op mod 350.000 kroner, løber regningen for Afrika-studierne alene op i omkring 20.000 kroner.

https://journalista.dk/mette-f-optaget-i-strid-med-reglerne-paa-danmarks-billigste-masteruddannelse-som-naesten-ingen-gaar-paa/

Universitet optog ulovligt Mette F – nu er papirerne fra optagelsen pludselig forsvundet.

Ting har det med at forsvinde fra eller omkring Mette Frederiksen, når der er belastende sager på vej. Som det eksempelvis var tilfældet under Minkskandalen, hvor sms-beskeder var blevet slettet.

Nu kan Bjørknæs.dk afslører, at der også er andre vigtige dokumenter, der på lignende måde pludselig synes at være forsvundet.

Universitet optog ulovligt Mette F – nu er papirerne fra optagelsen forsvundet

Fra Københavns Universitets side lyder det, at der ikke umiddelbart er nogen forklaring på, hvorfor det lige præcis er afgørende oplysninger fra Mette Frederiksens optagelse, der pludselig ikke længere kan findes.

I forbindelse med Minkskandalen fik Mette Frederiksen øgenavnet SletteMette af Ekstra Bladet, der ellers tidligere har opfordret sine vælgere til stemme på Socialdemokratiet.

Men det er ikke kun sms-beskeder, som pludselig synes at forsvinde fra Mette Frederiksen i sager, der kan være belastende for den socialdemokratiske statsminister.

Således kan Bjørknæs.dk nu afslører, at det også drejer sig om dokumenter fra hendes uddannelse på Københavns Universitet. Papirer der ellers kunne kaste lys over, hvorfor statsministeren blev optaget på Afrika-studierne i strid med regler, hun selv havde været med til at vedtage.

Lånt hos Facebook ven - sammenfatning:

På journalista.dk har man igennem en lang periode samlet alle Mette Frederiksens udskejelser for danske skattekroner. Ikke mindre end 11 hele sider, hvor den ene sag erstatter den næste. En stor del af problemet har været at mange steder har man simpelthen skjult belastende bilag, men følgende sager kan man bl.a læse om på siden :

JOURNALIST A.DK

Mette F scorede kæmpe fratrædelsesgodtgørelse – men størrelsen holdes skjult. - Mette Frederiksen optaget på Afrika-studier i strid med reglerne – som hun selv var med til at vedtage. - Regningen for Mette Frederiksens brug af privatfly er nu officielt forsvundet. - Mette Frederiksens brors firma støttede hendes valgkamp – nu har det pludselig fået tosifret millionordrer. - Mette Frederiksen får hjælp til at skjule bilag : Sådan ser systemet stort på reglerne – og hvordan borgerne kan tage kampen op. - Mette Frederiksen chokerer : Tog ruteflyet til Paris for at hylde Vingegaard – men prisen holdes skjult. - TV2-stjerne fik VIP-behandling på skatteydernes regning – under lukseriøs Mette Frederiksen-rejse. -

Statsministeriet erkender : Vi har – igen – overtrådt reglerne i sag om udgifter til Mette Frederiksens tjenestebolig. - Mette Frederiksen ansætter valgkampsekspert – på din regning. - Statsministeriet fyldte vinlageret op året hvor Mette Frederiksen blev gift. - Mette Frederiksen gav ministers kæreste kæmpe bonus oven i millionlønnen – på vej ud af døren. - Mette Frederiksen giver sin foretrukne it-rådgiver årsløn på 2.4 millioner kroner – og holder lønforhøjelser og bonusser skjult. - Mette Frederiksen fortsætter lønfesten : Får ny webassistent til 627.028 kroner i årsløn – med mindre hær af kollegaer som løser lignende opgaver. - Statsministeriet under Mette Frederiksens ledelse : Dokumenter eksisterer ikke eller mørklægges. - Mette Frederiksens lønfest fortsætter : Giver sin taleskriver kvart million mere i løn end hvad andre ministre betaler deres. - Dokumentationen er pist væk : Mette Frederiksen fik gratis produceret PR-video for skattekroner – men Statsministeriet aner ikke hvordan det foregik

 

Gadefred. Enhedslisten ændrer politik og støtter Gaza-demonstrationer under visse betingelser. Kræfter i baglandet vil gå endnu længere.

Ø mellem flod og hav

På et ekstraordinært møde i Enhedslistens hovedbestyrelse (HB) onsdag i sidste uge traf partiets øverste organ en beslutning, der ændrer den linje, partitoppen har lagt siden Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober sidste år.

Hidtil har partiet ikke officielt været til stede ved de talrige demonstrationer mod krigen, men fremover bakker man op om de landsdækkende demonstrationer, der arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina, hvis ellers grundlaget lever op til en række principper, som hovedbestyrelsen ved samme lejlighed fastlagde.

Få dage efter angrebet 7. oktober var politisk ordfører Pelle Dragsted ganske klar i mælet, da han på det sociale medie X skrev:

»Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden. Den reaktionære politiske islamismes fremmarch i den arabiske verden siden 80erne er noget af det værste der er sket for den palæstinensiske sag.«

De landsdækkende demonstrationer mod Gazakrigen arrangeres af netværket Stop Annekteringen af Palæstina. Foto: Martin Lehmann, Scanpix.

Opslaget var givet et forsøg på at udøve rettidig omhu, så partiet ikke endte i en situation, der mindede om den, der opstod efter Ruslands invasion i Ukraine, hvor medlemmer af Enhedslistens internationale udvalg valgte at demonstrere foran USAs ambassade, hvilket medførte en del panik i de parlamentariske lag.

Siden oktober har både Dragsted og udenrigsordfører Trine Pertou Mach ganske vist optrappet kritikken af Israels krigsførelse, styrket kravet om en humanitær våbenhvile samt fremsat krav om stop for dansk eksport af dele, der kan anvendes i våbenindustrien. Men kun lokale afdelinger har stedvist bakket op om demonstrationerne.

Afstanden til Hamas

Den beslutning har hele vejen igennem vakt frustration i visse dele af partiet, der har presset på, for at partiet officielt skulle med ud på gaden. Betænkeligheden ved at gøre det skyldes blandt andet, at Stop Annekteringen af Palæstina har haft en noget tvetydig holdning til Hamas og Israel.

I januar fik debattøren Jaleh Tavakoli besked på at fjerne et skilt med teksten »Befri Gaza fra Hamas« fra en demonstration i København med den begrundelse, at skiltet ikke levede op til demonstrationens grundlag.

Ifølge deres egen side på Facebook administreres Stop Annekteringen af Palæstina af organisationen Internationalt Forum, der på sin hjemmeside blandt andet bringer analyser af Israel skrevet af Blekingegade-medlemmet Torkil Lauesen, mens Stop Annekteringen af Palæstinas officielle talsmand, Bilal Al-issa, ved flere lejligheder har kaldt det hetz og en afsporing af debatten, at medier har spurgt, om han vil fordømme Hamas' terrorangreb.

En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina.

MEDLEMSFORSLAG TIL ÅRSMØDET I MAJ

Det er den organisation, Enhedslisten nu rykker tættere på, og et internt referat fra det afgørende hovedbestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet, vidner om, hvilken balanceakt der har været. En kamp fra komma til komma.

Forretningsudvalgets oprindelige forslag til en udtalelse begyndte med sætningen »Netanyahus Israels krigsforbrydelser vil ingen ende tage«. Allerede det udløste to ændringsforslag. Ifølge det ene skulle der bare stå »Israels krigsforbrydelser«. Ifølge et andet, som endte med at blive vedtaget, er krigsforbryderen den israelske regering.

Næste stridspunkt var følgende tilsyneladende uskyldige formulering:

»Enhedslisten arbejder for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten, der sikrer lige rettigheder for palæstinensere og israelere og retten til at leve i deres egen stat med frihed og tryghed for begge parter.«

Her var der ikke mindre end to ændringsforslag. Det første var, at ordene »i deres egen stat« skulle slettes. Begrundelsen var, at man ikke skal forholde sig til en bestemt forhandlingsløsning, men reelt dækker det over, at en fløj i Enhedslisten ikke støtter den officielle partilinje om en tostatsløsning, hvilket vi vender tilbage til.

Dette ændringsforslag faldt med stemmerne 7-8, mens et forslag om at slette formuleringen »for begge parter« faldt med 6-9.

Vigtige stiløvelser

Man skal ikke tage fejl af, at det hele kan ligne semantiske stiløvelser. I venstrefløjskulturen er udformningen af resolutioner en klassisk disciplin, der tillægges betydelig politisk betydning. Eksempelvis ligger der stor symbolværdi i hovedbestyrelsens diskussion om følgende formulering:

»Enhedslisten kræver, at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav. Vi kræver også, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdte uden rettergang.«

Ændringsforslaget til det punkt siger det samme, men er alligevel anderledes. Forslaget gik nemlig ud på at bytte rundt, så der stod:

»Enhedslisten kræver, at Israel uden modkrav skal løslade de tusinder af palæstinensere, der er fængslede og tilbageholdt uden rettergang, samt at Hamas frigiver deres gidsler uden modkrav.«

Krav til Hamas først eller krav til Israel først? Det er spørgsmålet, og det er ikke uvæsentligt for et parti, der forsøger at balancere. Det blev Hamas først som i det oprindelige udkast, da otte stemte for ændringsforslaget og otte imod, hvorefter det faldt.

Efter en halv snes af den slags debatter kunne man klokken 22.05 afslutte punktet med at vedtage en udtalelse med 13 stemmer for og to, der undlod med en skriftlig forklaring.

»Det er dejligt, at Enhedslisten nu som udgangspunkt vil anbefale de store demonstrationer. Det skulle vi have gjort for længe siden, hvilket et HB-mindretal, som også vi er en del af, har presset på for siden oktober. Vi undlod dog at stemme til det samlede forslag, fordi vi mener, at vi bør afstå fra at komme med en politisk løsning for fredsbetingelser i Palæstina. (...) Vi bemærker, at det er Enhedslistens vedtagne politik at bakke op om en tostatsløsning. Samtidig bemærker vi, at der er stillet et årsmødeforslag om at ændre denne politik. Derfor ville vi gerne have undladt at forholde os til formuleringen om en tostatsløsning i denne vedtagelse,« skriver Pia Thorsen og Gitte Christensen.

Sidstnævnte siger til Weekendavisen, at hun trods alt er lettet.

»Vi har haft meget svært ved at få en forklaring på, hvorfor Enhedslisten ikke har været en del af de største fredsdemonstrationer i 20 år. Det er vi nu, fordi vi er mange, der har presset på og vist, at Enhedslisten er et parti, der styres af medlemmerne,« siger Gitte Christensen, mens forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen vurderer beslutningen til at være mindre vidtrækkende.

»Det er jo ikke ofte, vi behandler deltagelse i demonstrationer i hovedbestyrelsen. Men situationen i Gaza bliver værre for hver dag, der går, og derfor mener vi, at det er vigtigt at vise støtte med vores budskab om våbenhvile og et frit Palæstina i en tostatsløsning, når så mange mennesker råber op og går på gaden i landsdækkende demonstrationer. På den baggrund ser jeg det egentlig heller ikke som det store kursskifte, og forslaget blev da også vedtaget i HB, uden at nogen stemte imod,« siger han til Weekendavisen.

From the river to the sea

Beslutningen er imidlertid ikke ensbetydende med, at der nu er fodslag i partiet.

Når Enhedslisten holder årsmøde i begyndelsen af maj, kan netop spørgsmålet om holdningen til Israel og Palæstina ende i et større opgør. En gruppe medlemmer har nemlig indsendt flere forslag, der lægger op til et markant brud med den kurs, Pelle Dragsted har lagt.

Et af forslagene er en udtalelse med overskriften: »From the river to the sea – Palestine will be free.«

Teksten lægger op til et opgør med tostatspolitikken og rejser reelt krav om afvikling af Israel i landets nuværende form som jødisk stat.

»Enhedslisten kan kun forestille sig en befrielse af det palæstinensiske folk, når der etableres en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina. En sekulær, demokratisk stat må give alle palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere adgang til at bosætte sig i Palæstina,« lyder det i forslaget, der kalder tostatsløsningen for »et fantasifoster«.

Selvom man internt i partiet spår det ringe chancer for at blive vedtaget, vil det givet komme til at fylde på årsmødet og dermed skabe uro om Enhedslistens placering. Det samme vil et andet forslag fra samme personkreds med overskriften »Enhedslisten er et antizionistisk parti« givet også, og hermed stopper det ikke.

I oktober kom det frem, at Enhedslistens mangeårige samarbejdspartner i Gaza, DFLP, tilsyneladende havde deltaget i angrebet 7. oktober gennem organisationens militære gren. Det fik Enhedslisten til øjeblikkeligt at afbryde samarbejdet. I en pressemeddelelse udtalte forretningsudvalgsansvarlig Rasmus Holme Nielsen:

»Vi er dybt ulykkelige over oplysningerne om, at en del af en organisation, som vi tidligere har haft samarbejde med, angiveligt har deltaget i angrebet den 7. oktober. Det er helt forfærdeligt – og vi tager den kraftigst mulige afstand.«

Nu skal årsmødet imidlertid behandle et forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP. Det begrundes blandt andet således:

»Enhedslisten afbrød sidste år sit langvarige samarbejde med det palæstinensiske venstrefløjsparti DFLP. Det skete på baggrund af anklager om, at DFLP skulle havde deltaget i terror og drab på civile. Anklager, der aldrig er blevet dokumenteret eller bevist, og som DFLP gentagne gange har afvist fuldstændig både mundtligt og skriftligt. Her flere måneder efter må vi konstatere, at der stadig ikke er fremkommet beviser for, at DFLP skulle have deltaget hverken i drab på ubevæbnede civile israelere eller i gidseltagninger af civile,« skriver forslagsstillerne og fortsætter:

»Af DFLPs egne oplysninger såvel som fra de oplysninger, der er blevet fremlagt i den højreorienterede presse og internt i Enhedslisten, fremgår det, at DFLPs væbnede gren alene har deltaget i kampe imod israelske soldater, ikke imod civile. At kalde DFLP for terrorister i denne sammenhæng er i praksis at erklære al væbnet kamp fra et besat og undertrykt folk for terror. Hvilket strider imod Enhedslistens hidtidige politik.«

Ej heller det forslag spås store chancer for at blive vedtaget. Men det vidner om, at den linje, Pelle Dragsted og den øvrige partitop hidtil har forsøgt at holde, langtfra har entydig opbakning i et parti, der har mere komplekse historiske rødder, når det gælder mellemøstpolitik.

 

https://www.weekendavisen.dk/2024-13/samfund/oe-mellem-flod-og-hav

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Islam. Det Muslimske Broderskab har suget milliarder ud af den svenske statskasse, infiltreret partier i Riksdagen og sat sig på landets største moskeer. Det afslørede en ph.d.-afhandling af teologen Sameh Egyptson sidste år. Han blev efterfølgende meldt til politiet. I denne uge blev han renset for anklagerne.

Med to tunger

Intet var normalt, da den svensk-egyptiske teolog Sameh Egyptson skulle forsvare sin ph.d.-afhandling på Lunds universitet for et år siden. Det fandt sted i et tætpakket og sikkerhedsbevogtet auditorium med en alenlang kø. Livestreamingen brød sammen af overbelastning fra de mange interesserede. Inden da havde over 15.000 downloadet afhandlingen, der affødte noget så usædvanligt som en leder i avisen Sydsvenskan, der krævede, at den blev afvist.

Selv sammensætningen af bedømmelsesudvalget var usædvanlig. Flere forskere havde sagt nej, og Lunds universitet måtte således afvige fra deres princip om at have mindst én kvinde i udvalget. Deres sidste samråd varede i to en halv time og endte ganske exceptionelt i uenighed. En af de tre forskere kritiserede Egyptsons teoretiske tilgang og nægtede at godkende den. Som sagt: Intet var normalt.

Når en ph.d.-afhandling kunne afføde så stærke reaktioner, skyldes det, at Sameh Egyptson stillede et på overfladen ganske banalt spørgsmål, der ikke desto mindre resulterede i en række meget kontroversielle og stærkt opsigtsvækkende svar, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved flere af det svenske samfunds institutioner. I afhandlingen Global politisk islam? Muslimska brödraskapet & Islamiska förbundet i Sverige forsøgte han at svare på, om Sveriges mest fremtrædende muslimske organisation, Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), i virkeligheden er en gren af Det Muslimske Broderskab.

Svaret, han når frem til, er ikke blot et rungende ja; over 744 sider redegør Egyptson også nøgternt og detaljeret for, hvordan Broderskabet har formået at sætte sig på magten i Sveriges største moskeer samt adskillige af landets muslimske friskoler og velgørenhedsorganisationer. De har også infiltreret flere partier i Riksdagen og endda haft magten over en enkelt ministerpost. Gennem de sidste tre årtier har Broderskabet formået at få udbetalt milliarder fra den svenske statskasse til at finansiere deres islamistiske virksomhed.

Foto: Johan Nilsson, Scanpix.

Alt dette er sket, mens man med succes har overbevist store dele af det svenske samfund, ikke mindst adskillige religionsforskere, politikere og aktivister, om, at man blot var demokratisk sindede, integrationsivrige repræsentanter for Sveriges cirka 800.000 muslimer. Ifølge afhandlingen er der tale om et omfattende, snedigt svindelnummer. 

I virkeligheden er de største muslimske forbund i Sverige styret af en meget lille kreds af mennesker, der råder over en topstyret, stærkt reaktionær og islamistisk organisation med tætte relationer til Broderskabets europæiske ledelse.

Disse konklusioner betød, at en række personer fra denne kreds anmeldte afhandlingen for brud på den svenske lov om forskningsetik. Ifølge dem havde han afsløret personfølsomme oplysninger, der blandt andet kunne hindre deres fremtidige indrejse i lande som Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab er forbudt. 

Selv hævdede Egyptson, at han blot havde viderebragt offentligt tilgængelige oplysninger. Anklagerne førte i december til, at Överklagandenämnden för etikprövning anmeldte Egyptson til politiet for brud på loven om forskningsetik. I februar igangsatte politiet en forundersøgelse om, hvorvidt der kunne indledes en straffesag.

Postkoloniale vildfarelser

Weekendavisen fanger Sameh Egyptson på en telefon i Egypten for at høre om hans spektakulære afhandling og det afledte drama. Efter et års usikkerhed kan han overbringe en – for ham – glædelig nyhed: Sagen er blevet afvist af anklagemyndigheden. »I dag er en af de bedste dage i mit liv,« lyder det fra en tydeligt lettet Egyptson, der gerne vil give sit bud på, hvorfor han mødte så megen modstand fra andre forskere.

»Det skyldes til dels, at jeg har anvendt en helt anden metode end andre religionsforskere. Der er flere steder i Sverige, hvor man har islamiske studier, men de er som regel præget af postkolonial teori og anvender en interviewbaseret metode, hvor man ikke må sætte spørgsmålstegn ved det, folk udtrykker omkring deres tro. En sådan tilgang ville jeg ikke kunne bruge, når jeg skulle undersøge en bevægelse, der er kendt for at tale med to tunger og leve i det skjulte,« siger han.

Ifølge Egyptson er de fund, han når frem til, også pinlige for mange

indflydelsesrige personer, ikke blot for dem i Islamisk Forbund i Sverige (IFiS), men også for politikere, der har samarbejdet med islamister og ladet dem repræsentere det muslimske mindretal. Og ikke mindst for dele af forskningsmiljøet, hvor mange i årevis har afskrevet bekymringer om politisk islam som nonsens. Han nævner eksempelvis Sveriges første og mest kendte professor i islamologi, Jan Hjärpe, der i årtier har beskrevet Broderskabet som en slags kristendemokrater og været hurtig til at anklage andre udlægninger for islamofobi.

»Professorer som Hjärpe har troet på disse folk, når de har fortalt ham, at de gik ind for demokrati og menneskerettigheder, uden at forstå, at de mente en helt særlig form for islamisk demokrati og nogle særlige islamiske menneskerettigheder. De svenske forskere forstod ikke denne form for tvetungethed,« siger han.

Sameh Egyptson selv er født i Egypten og har koptisk baggrund. Han hed oprindeligt Khalil til efternavn, men ændrede det, efter at han fik asyl i Sverige. Han er uddannet teolog fra Lund, men har aldrig haft en fast ansættelse som forsker. I stedet har han eget firma og lever af at være rejseleder i Egypten. Siden 1999 har han selv finansieret den tid, han har brugt på sin afhandling.

»Det har givet mig frihed til at forske i dette område uden at opleve for mange komplikationer fra det øvrige forskningsmiljø,« siger han.

En konspiration

Det er dog ikke helt uden grund, at mange har beskrevet mistanker om Broderskabets operationer i Europa som konspirationsteorier, for ret beset er der tale om en konspiration.

Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i Egypten i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna. Ambitionen var fra begyndelsen at genoprette det kalifat, som var blevet nedlagt få år forinden af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal. Vejen mod en islamisk stat skulle ifølge al-Banna ske ved at kultivere en islamisk samfundsorden i befolkningen baseret på en meget tekstnær salafistisk forståelse af islam. 

I sine tidlige år var Broderskabet en synlig politisk organisation med et populistisk program, der modsatte sig det britiske styre i Egypten, udtrykte sympati med aksemagterne under Anden Verdenskrig og deltog i de arabiske landes invasion af den nyoprettede israelske stat i 1948.

Men da Egypten blev overtaget af Gamal Abdel Nasser ved et militærkup i 1952, blev Broderskabet forbudt, hvorefter de gik under jorden. Siden har de (med enkelte undtagelser) eksisteret som en hemmelig organisation og har gennem tiden udviklet en kultur for at holde deres dagsordener, organisation og medlemskab skjult for omverdenen. Med andre ord: en konspiration.

Det var Hassan al-Bannas privatsekretær og svigersøn, Said Ramadan (Tariq Ramadans far), der med grundlæggelsen af en moské i München i 1956 bragte Broderskabet til Europa. I det tidlige år så man det som en base for at bekæmpe militærstyret i Egypten, men i takt med den øgede tilstrømning af muslimske indvandrere begyndte Broderskabet i de efterfølgende årtier at fokusere på islam i Europa. 

Man udviklede en strategi om at komme i en position, hvor man kunne tale på vegne af de nyankomne muslimske indvandrere og forme deres og omverdenens opfattelse af islam. Indadtil blandt muslimer ønskede man at promovere en islamistisk, bogstavtro opfattelse af religionen, mens man udadtil præsenterede sig som demokratiske og reformistiske samarbejdspartnere over for beslutningstagere, myndigheder og meningsdannere.

»Selvom Broderskabet ikke er forbudt i Europa, så er det deres tradition at være en hemmelig orden. Samtidig kan de jo heller ikke være åbne om, at deres endemål er indførelse af sharia og et verdensomspændende kalifat, for så er der ingen fra majoritetssamfundet, der gider samarbejde med dem. Det vil blot medføre, at de mister deres økonomiske bidrag fra eksempelvis den svenske stat,« siger Sameh Egyptson.

Milliarder i statsstøtte

Der er skrevet adskillige bøger, der kortlægger Broderskabets historie i lande som Frankrig og Tyskland. Men i Skandinavien er det mere sparsomt. Indtil udgivelsen af Sameh Egyptsons afhandling var det et uafklaret, omstridt spørgsmål blandt islamforskere, om Broderskabet overhovedet eksisterede i Sverige. Der er stadig svenske religionsforskere, der afskriver det som en konspirationsteori, men læser man Egyptsons afhandling, efterlader den dog ikke megen meningsfuld tvivl.

Han har ikke blot finkæmmet adskillige organisationers hjemmesider og litteratur, dokumenteret deres udenlandske netværk og personsammenfald, han har også været dybt i de svenske statsarkiver, hvor offentligt støttede foreninger har skullet indsende oplysninger. 

Han dokumenterer, at der er tale om en lille kreds af mennesker med tætte bånd til Broderskabets internationale ledelse, der kontrollerer adskillige muslimske organisationer, friskoler og moskeer og skovler svimlende beløb ind fra den svenske statskasse.

»Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år,« siger Sameh Egyptson.

Gennem årene løber den samlede statsstøtte op i milliarder. Ifølge ham har Broderskabets foreninger i Sverige i dag en egenkapital på cirka 250 millioner svenske kroner.

»IFiS har kontrol med moskeer i samtlige store svenske byer som Stockholm, Göteborg og Malmø, hvorfra der prædikes en form for islam, der er i overensstemmelse med Broderskabets ideologi,« siger han.

Jeg fandt ud af, at blot tre organisationer, alle kontrolleret af Broderskabet, i 2016 formåede at indkassere mere end 400 millioner svenske kroner alene det år.

SAMEH EGYPTSON, SVENSK-EGYPTISK TEOLOG

Afhandlingen dokumenterer, hvordan IFiS og deres underorganisationer systematisk har pumpet deres medlemstal op, når der skulle søges midler fra det offentlige. Et eksempel: I 1997 hævdede de, at deres lokalafdeling i Skåne havde 3.622 medlemmer. Det viste sig under et kontrolbesøg, at der blot var cirka 100. 

Man skal have over 3.000 medlemmer i et trossamfund for at kunne modtage offentlig støtte af den svenske stat. For hele Sverige har forbundet hævdet at repræsentere cirka 50.000 medlemmer. Men ifølge Egyptsons forskning er forbundet slet ikke en massebevægelse, men en stramt styret eliteorganisation, der højst består af 3-400 mennesker. 

For at blive anerkendt som en fuldgyldig »bror« skal man have aflagt troskabsed, baya, til Broderskabet – og det får kun de færreste lov til.

Entristisk strategi

Noget af det mærkeligste i afhandlingen er at læse om Broderskabets infiltration af svenske partier. Særligt Miljöpartiet har haft flere profilerede partimedlemmer, der har været en del af Broderskabet. De har udført en form for »entrisme« – en leninistisk strategi, hvor kommunister meldte sig ind i socialdemokratiske arbejderpartier for at præge dem i en revolutionær retning.

Mest iøjnefaldende er den tidligere politiker fra Miljöpartiet Mehmet Kaplan, der nåede at blive boligminister i 2014. I 2016 blev han dog afsløret i at have møder med ledere af den tyrkiske højreradikale gruppering De Grå Ulve og måtte forlade politik. Mehmet Kaplan kom fra en position som talsmand for IFiS’ datterorganisation Sveriges unge muslimer. 

Et andet eksempel er Moderaternes riksdagsmedlem Abdirizak Waberi, der også kom fra IFiS og i en periode havde sæde i Riksdagens forsvarsudvalg. I 2022 blev han idømt 4,5 års fængsel for svindel med offentlige midler til en muslimsk friskole.

»I Sverige er der en gammel tradition for at have en kristen venstrefløj, samtidig har identitetspolitik også været en stærk kraft i Sverige. Det har betydet, at der har været en tolerance også på venstrefløjen for religiøse politikere, særligt hvis de også kunne udtrykke antiimperalistiske holdninger og kritisere USA,« siger Egyptson.

Ifølge afhandlingen har Broderskabet i Sverige muligvis opgivet entrismen som strategi og i stedet forsøgt sig med deres helt eget parti, Nyans, der blev stiftet i 2019, og hvis partiprogram ifølge ham har slående ligheder med Broderskabets europæiske strategi. 

De stillede op til riksdagsvalget i 2022 med erklæret støtte fra IFiS. Et ledende medlem af IFiS, Bashir Aman Ali, var da også på kandidatlisten. Men partiet fik under 30.000 stemmer, sølle 0,4 procent af stemmerne – langt fra den svenske spærregrænse på fire procent.

Større var Broderskabets mobiliseringskraft blandt svenske muslimer alligevel ikke, da det endelig kom til stykket. IFiS havde i årtier hævdet at repræsentere landets 800.000 muslimer. »Det viste sig at være en illusion,« som Egyptson konkluderer i sin afhandling.

Rettelse: I en tidligere version fremgik det, at Abdirizak Waberi blev idømt 4,5 års fængsel i 2014. Det korrekte årstal er 2022.

https://www.weekendavisen.dk/2024-12/samfund/med-to-tunger

 
SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Med koranlov, FE-aftale og trepartsaftale viser regeringen sit ufrie, centralistiske verdensbillede. At Troels Lund Poulsen er Venstres varmeste fortaler for at være med, er partiets største problem. 

Ideologisk gidseldrama

VENSTRE, Socialdemokratiet og Moderaterne har gjort op med enhver tvivl om regeringens ideologiske udgangspunkt og politiske temperament. SMV-regeringen vil have centralisering, statsstyring og uigennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Det gælder koranloven, der blev vedtaget torsdag. Det gælder onsdagens aftale om FE-sagerne. Og det gælder mandagens trepartsaftale om lønløft til særligt udvalgte offentligt ansatte. Som overskrift på disse klare markeringer fra regeringen kan man også vælge ordet: ufrihed. Ingen kan overraskes over Socialdemokratiets lyst til at gennemføre disse tiltag. Moderaterne kan ikke overraske nogen med noget. Men Venstre! For Venstre fremstår ugen som den sjælsrystende arie i en dramatisk tragedie.

VED nogen, hvad der i dag er partiets ideologiske hjerteblod? I hvert fald ikke den ytringsfrihed, der er vævet ind i partiets historie. Vedtagelsen af koranloven er et slag mod ytringsfriheden, og den er alene opstået som reaktion på vold og trusler fra kræfter, der kræver respekt for muslimske dogmer og følelser. Alle argumenterne for loven er pillet fra hinanden, og tilbage står udelukkende dette opportunistiske hensyn.

MAN kan konstatere, at Venstre står på det præcis modsatte standpunkt end under muhammedkrisen. I dag skal Danmark imødekomme krav om særbehandling af verdens muslimer ved at indskrænke ytringsfriheden. Det er et principielt sammenbrud for partiet, og det kan tydeligt ses, når Venstre-folk udspørges: De får det fysisk dårligt af at forsvare dette synspunkt.

DESVÆRRE gælder det også i FE-sagen. Det er længe siden, at Venstre som regeringsparti lavede samme manøvre, som SF foretog i denne uge: gik med på Socialdemokratiets bestræbelser på at utydeliggøre ansvaret for de politiske beslutninger, der ligger bag FE-skandalen. Naturligvis burde undersøgelsen gennemføres af en granskningskommission, som oppositionen ønsker. Naturligvis burde den være åben for offentligheden – det er jo selve forudsætningen for borgernes evne til at træffe oplyste valg. Og naturligvis burde Venstre som liberalt parti – og som historisk forkæmper for en solid parlamentarisk modvægt til magtfulde regeringer – være urokkelig.

Foto: Emil Nicolai Helms

HVOR koranloven og FE-sagen handler om liberalt hjerteblod, gør princippet om frihed på arbejdsmarkedet det i særklasse også. Og her kommer ugens tredje liberale mavepuster: Det er ikke ligefrem chokerende, at en socialdemokratisk regering hjælper fagbevægelsen, men det er markant, at den selv tager skridtet og giver udvalgte faggrupper mere i løn. Og det er ganske utroligt, at Venstre bidrager til denne centralisme, statsstyring og til dette opgør med den danske model.

MAN kunne måske forstå Venstres politiske ledere, da de talte lidt luftigt om behovet for en bred regering, der kan træffe store beslutninger uafhængigt af fløjene. Men nu viser regeringsdeltagelsen sig tydeligt i konkret form, og ingen kan være overrasket: Venstre har fra begyndelsen været lillebror i denne regering, og at partiet har fået lidt skattelettelser gennemført, er småting ved siden af den ideologiske nedsmeltning, vi ser udfoldet i denne uge.

HAR Troels Lund Poulsen som ny Venstre-leder en bedre dømmekraft end sin forgænger? Man kan ikke klandre ham for, at Mia Wagner nu har måttet trække sig som minister på grund af sygdom. Men valget af hende var så åbenlyst et tyndt forsøg på at skaffe partiet et afbræk i en akut krise. At Lund Poulsen er en af partiets varmeste fortalere for regeringsdeltagelsen, vidner om svigtende dømmekraft på et langt højere niveau. Venstre er ideologiske gidsler i en regering, hvor de ikke hører hjemme. Og det er kun partiet selv, der kan løsrive sig.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-49/samfund/ideologisk-gidseldrama

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Til et muslimsk debatarrangement på Københavns Universitet i sidste uge blev jøderne beskyldt for at lyve, bedrage og tilluske sig andres penge.

De blindes rige

HVORDAN STÅR DET til med den kritiske debat blandt muslimer om konflikten mellem Israel og Palæstina? Det kunne man få et lille indblik i sidste torsdag på Københavns Universitet. Her havde Muslim Student Association inviteret til et arrangement med titlen Det hellige land: Historie og propaganda, hvor tre oplægsholdere stod på programmet.

Peter Kuzmanovski, cand.mag. i historie og statskundskab, Tarek Ghanoum, civiløkonom, og Elias Ramadan, radiovært på programmet Det, muslimer taler om på 24syv samt cand.mag. i historie og medievidenskab.

Sammen skulle de give det næsten fyldte auditorium med cirka 250 fremmødte det, der i programmet var beskrevet som et »oplysende arrangement« med »en kritisk dialog om situationen i Palæstina«.

Det lyder jo tilforladeligt. Men efter at have hørt en optagelse af arrangementet må jeg konstatere, at det var så som så med den kritiske dialog og oplysningen om situationen i Mellemøsten. Tværtimod gav arrangementet et trist indblik i et antiisraelsk muslimsk miljø i Danmark, hvor det intellektuelle niveau ikke er imponerende, og hvor det tydeligvis er normalt at sprede fordomme om jøder.

Historikeren Peter Kuzmanovski skulle give salen en indføring i den historiske baggrund for angrebet 7. oktober. Kort opsummeret: Israel er skyld i alt, der er gået galt i regionen, mens palæstinenserne og de arabiske nabolande er uden medansvar. Dette er et typisk blik på historien fra denne kant, hvor arabisk aggression ignoreres, og de talrige massakrer og terrorangreb på civile jøder og israelere, der har været et tilbagevendende fænomen i regionen de sidste 100 år, ikke nævnes. Jøderne og Israel er de eneste aktører i konflikten med reel agens, mens araberne er ofre, der altid bliver snydt og berøvet og i sidste ende er reduceret til rollen som passive reaktioner på, hvad Israel og jøderne foretager sig af unoder.

Alt dette er en enøjet og forvrænget tilgang til historien, men den er ikke unormal. Torsdag aften blev den endda krydret med nogle bekymrende forestillinger om jødernes listige og snedige evne til at styre begivenhedernes gang gennem lyssky interessevaretagelse i mørke baglokaler. Eksempelvis kunne Kuzmanovski fortælle salen, at det var zionistisk lobbyisme, der drev USA ind i Første Verdenskrig. Tyske ubådes angreb på amerikanske handelsskibe i Atlanterhavet får normalt skylden for den udvikling.

Elias Ramadan og Tarek Ghanoum. Arrangementet på Københavns Universitet gav et indblik i et antiisraelsk muslimsk miljø i Danmark, hvor det tydeligvis er normalt at sprede fordomme om jøder, skriver Søren Villemoes. Arkivfoto: Nanna Navntoft

Radiovært Elias Ramadan kunne bekræfte de gamle forestillinger om den jødiske mediemagt, da han i sit oplæg konstaterede, at pressen er i lommen på regeringen, der er allieret med Israel, og at dette præger dækningen. Det, mener Ramadan, kommer eksempelvis til udtryk, når journalister kalder Hamas’ handlinger for terror. Ifølge Ramadan er det nemlig ikke en journalistisk opgave at kalde noget for terror. Og hvorfor kalder de så ikke Israel for en terrorstat? 

MEST NEDSLÅENDE VAR dog civiløkonom Tarek Ghanoums oplæg om Holocaust, der havde forestillingen om den grådige, snu og manipulerende jøde som sit centrale tema. At fortælle om og undervise i Holocaust har ifølge Ghanoum ikke noget at gøre med at forstå historien, menneskets kapacitet for ondskab eller de potentielle, morderiske konsekvenser af amokløben antisemitisme. Historien om Holocaust tjener alene det formål at fremme Israels interesser: »Jøderne har en stor interesse i at sikre sig, at den udlægning og det narrativ, der er om Holocaust, skal være med en bestemt vinkel, og det skal være til fordel for Israel,« som han formulerede det.

Ghanoums oplæg var et opkog af en af antiisraelernes yndlingsfigurer, den jødisk-amerikanske politolog Norman Finkelsteins bog The Holocaust Industry fra 2000. I bogen påviser Finkelstein ganske korrekt, hvordan både jøder og ikke mindst staten Israel ved flere lejligheder har brugt historien om Holocaust til at tjene deres egne politiske interesser. Men for Ghanoum blev denne nuancering af historien om Holocaust til selve sandheden om folkedrabet: Holocaust er i hans optik alene noget, man taler om, fordi det gavner jøderne. Som han formulerede det:

»Vi skylder ikke jøderne noget. Men det er det, man prøver at bilde os ind: at vi skylder jøderne rigtig meget.«

Under oplægget gennemgik Ghanoum udviklingen i den folkelige bevidsthed om Holocaust i efterkrigstiden. I de første årtier efter krigen var der begrænset interesse for at tale om folkedrabet. Ghanoum kunne forklare dette med en cocktail af relativering og stormagtspolitik. Holocaust var ifølge Ghanoum intet særligt. Der har været mange folkedrab gennem tiden. Desuden var Vesttyskland nu USAs allierede i Den Kolde Krig, og historien om folkedrabet var blevet ubelejlig. Israelerne var også uinteresserede i folkedrabet, da man var fuldt beskæftiget med at opbygge en ny nation.

SÅ LANGT, SÅ godt. Disse forhold er ikke i sig selv forkerte. Det er den næste del, hvor Ghanoum bevæger sig ud i grov misrepræsentation. Ifølge ham ændrede alt dette sig efter Seksdagskrigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden og Gaza. Nu så Israel sit snit til at bruge Holocaust som et middel til at få sympati, politisk magt og penge fra amerikanerne og tyskerne. Holocaust-fortællingen blev smedet.

Jøderne og Israel er de eneste aktører i konflikten med reel agens, mens araberne er ofre, der i sidste ende er reduceret til rollen som passive reaktioner på, hvad Israel og jøderne foretager sig af unoder.

»Man ved jo godt, at det altid er sejrherren, der skriver historien. Og det er jo det samme med jøderne. De har en stor interesse i at sikre sig, at det, der skete under Holocaust, den udlægning og det narrativ der er, skal have en bestemt vinkel. Og den skal være til fordel for Israel,« som han formulerede det.

At se alt som værende styret af stormagternes politiske spil er en typisk intellektuel fælde for folk, der tror, at de har gennemskuet det hele. De kan altid få øje på en zionist eller en amerikaner, der lurer i baggrunden, hver gang historien tager en drejning. Men blot for ikke at videregive myter: Det er en meget spekulativ hypotese, at den udbredte folkelige bevidsthed om Holocaust blev udviklet af Israel oven på Seksdageskrigen for at tjene landets interesser. Dette er ikke noget, man finder opbakning til blandt anerkendte historikere.

Hurtigt lektion: Allerede inden 1967 var der interesse for at læse om Holocaust i litteraturen, hvor eksempelvis Primo Levis erindringsværk Hvis dette er et menneske fra 1947 og Elie Wiesels Night fra 1960 var bestsellere. I historieforskningen og moralfilosofien var det også betydelige emner. Men det store folkelige gennembrud for bevidstheden om Holocaust kom med miniserien Holocaust fra 1978, der efterlod et gigantisk kulturelt aftryk på den vestlige verden, populariserede begrebet Holocaust og igangsatte den store selvransagelse i Vesttyskland. 

Serien havde intet at gøre med Israel eller Seksdagskrigen i 1967, medmindre man mener, at de jødisk-amerikanske producere, instruktører og manuskriptforfattere i al hemmelighed arbejdede for staten Israels interesser, og det kan man naturligvis ikke afvise, at folk i de antiisraelske muslimske miljøer godt kan lokkes til at tro på.

AT GHANOUM KUNNE stå foran et fyldt auditorium og uden at blive modsagt påstå, at fortællingen om verdenshistoriens mest omfattende folkedrab blot er noget, der har til formål at tjene jødernes og staten Israels økonomiske og politiske interesser, er et trist eksempel på, hvordan den enøjede mand let kan blive konge i de blindes rige.

Var arrangementet og de synspunkter, der blev præsenteret, repræsentative for den bredere debat i de muslimske miljøer? Det er umuligt at sige med sikkerhed, men forhåbentlig ikke. 

Desværre er jeg ikke så sikker. Og hvis dette virkelig er måden, man blandt danske muslimer diskuterer Israel-Palæstina på, vidner det om et tvivlsomt og ganske begrænset analytisk, intellektuelt og moralsk niveau. Den kritiske refleksion, særligt den, der også inddrager palæstinensere og arabere som en del af regnestykket, er i så fald helt fraværende, mens villigheden til at udpege fejl, mangler og skumle hensigter hos alle andre, dog primært jøder, er overvældende.

 

Kide: https://www.weekendavisen.dk/2023-48/samfund/de-blindes-rige

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK