Spådom. Det franske forsvarsministerium har hyret en række analytikere, forskere, militærfolk og science fiction-forfattere til at udtænke scenarier for mulige krige og konflikter langt ude i fremtiden. Det er skræmmende og dystopisk læsning.

Et kig i krigens


krystalkugle

Året er 2060. Tyrkiet har forladt NATO 20 år forinden efter at have annekteret hele Cypern og Dodekaneserne, og situationen i Middelhavet er højspændt. Siden 2028, da Mærsk som de første rullede systemet ud, har over halvdelen af klodens fragtskibe været ubemandede, og for at undgå pirateri har den internationale maritime organisation IMO accepteret, at der indsættes fuldautomatiske våbensystemer på de ubemandede fragtskibe.

Omtrent samtidig har det franske militær indført NeTAM-systemet – en videreudvikling af Elon Musks Neuralink: et avanceret hjerneimplantat, som skal hjælpe forsvarets soldaters effektivitet på slagmarken ved at optimere beslutningsprocessen og kompensere for menneskelige fejl.

Tidligt om morgenen passerer fregatkaptajn Lilia Duquesnoy østaten Malta, som nu er NATOs knudepunkt i Middelhavet. Duquesnoy er øverstbefalende på fregatten La Louve, der eskorterer en fragtskibskortege. Men sindrige hackere har kapret kaptajnens NeTAM og får hende ved hjælp af en »cerebral deep fake« til at tro, at hendes skib er under angreb, hvorefter hun indleder offensive manøvrer mod både Valetta og kortegens førerskib. Disse manøvrer bliver registreret af de automatiske forsvarsværn, som via den kunstige intelligens’ højhastighedsalgoritmer iværksætter modtræk. Samtidig bryder spontane kampe ud mellem de soldater, der har NeTAM-implantater, og dem, der ikke har, og forsøger at stoppe eskaleringen af konfrontationen mellem allierede skibe.

Det hele viser sig at være en operation iværksat af Les Barberousses, en terrorgruppe under Det Frie Kalifat, der dækker den tunesiske og libyske kyststrækning. I forvirringen, der koster adskillige allierede soldater livet, lykkes det gruppen at erobre syv af de i alt 15 fragtskibe, som NATO-skibene eskorterede.

DET LYDER MÅSKE som handlingen i en ny futuristisk spændingsserie på HBO eller Netflix, men det er faktisk blot et af flere scenarier for fremtidens forsvar og væbnede konflikter, som er udtænkt af The Red Team. Det sælsomme nom de plume dækker over en række analytikere, forskere, forfattere, tekniske eksperter og militærfolk, som netop har affattet scenarierne i to bind under titlen Ces guerres qui nous attendent 2030-2060 I & II (De krige, der venter os).

Den implicitte motivation for de to kompakte værker er den fortærskede – men ikke desto mindre sande – floskel, at generaler oftest synes at udkæmpe den foregående krig. Enhver væbnet konflikt bliver som regel anskuet med den militære optik, der gjaldt, da de nuværende befalingsmænd, strateger og politikere sidst var i krig. Og derfor risikerer man ofte at blive taget på sengen. Som i tilfældet med Ruslands storstilede invasion af Ukraine, der hurtigt viste resten af Europa, at fremtidens væbnede konflikter handler om andet end blot nedkæmpelse af terrorgrupper og militære interventioner langt fra det nationale territorium.

De to bøger beflitter sig dog ikke med muligheden for en ny russisk offensiv mod Baltikum, Moldova eller Abkhasien eller en kinesisk invasion af Taiwan. For hvis man skal være forberedt på et strategisk plan, kræver det, at man tænker endnu længere frem. Også længere, end de nuværende magtbalancer og militære styrkeforhold umiddelbart synes at kræve.

NOGLE AF FORFATTERNE optræder ved navns nævnelse, mens andre bruger gådefulde pseudonymer som Colonel Hermès og Capitaine Numericus. Det skyldes, at det er det franske forsvarsministerium, som står bag det exceptionelle initiativ i samarbejde med Université Paris Sciences et Lettres. Det er også derfor, læseren ikke får adgang til alt i de to bøger, men kun udvalgte dele, som ministeriet har valgt at bryde fortrolighedsseglet på, mens andet fortsat er hemmeligstemplet.

Men det, man bliver delagtiggjort i, er også uhyggeligt nok (og man gruer for, hvad der så forbliver hemmeligt). Vi får historien om P-Nation, en sammenslutning af økopirater, der bor på løst sammenkoblede bådebyer, og som i 2060 med elektromagnetiske kanoner angriber Vestens rumelevator i Kourou i Fransk Guyana, angiveligt med hjælp fra en ukendt rumfartsnation, fordi rumelevatoren truer deres økonomi ved at decimere opsendelsesomkostningerne for rumlast fra 5.000 til blot 25 dollar kiloet. Det hele er udførligt beskrevet med videnskabelige detaljer om nye nanorørskonstruktioner, som muliggør rumelevatoren (hvis kablet var lavet af stål, ville det have været flere kilometer tykt) og illustreret med uddrag af (fiktive) officielle rapporter, nyhedsudklip og uddrag af notesbøger fra en sociolog, der har sluttet sig til piraterne.

Vi får også historier om bioterrorisme og genmodificerede insektsværme, der truer med at ændre øko- og biosystemernes skrøbelige balance; om kognitiv krigsførelse og svampesporebaserede underjordiske varslingssystemer – ikke ulig det vidtstrakte netværk af alarmsporetråde, som cordyceps-svampen væver sammen i den dystopiske HBO-serie The Last of Us.

Og her gik man og troede, at det kun var amerikanerne, der lod sig inspirere af Hollywoods science fiction.

MUNTER LÆSNING ER det ikke, men rigeligt til ikke blot at vække, men ligefrem sætte enhver slumrende paranoia i vild galop. Skrevet med journalistisk flair og dyb teknisk indsigt. Så der er stof nok til at sætte gang i tankerne om, hvilken retning fremtidens forsvar kan bevæge sig i, hvad man kan gøre for at imødegå kommende trusler – og med en umiskendelig grundklang fra en ildevarslende, om end videnskabeligt saglig dommedagsgongong.

Den vigtigste lære synes dog stadig at være, at jo mere teknologisk avanceret og tæt sammenvævet vore samfund bliver, desto mere sårbare bliver vi over for krig, terrorisme og pludselige sammenbrud.

Red Team: Ces guerres qui nous attendent 2030-2060 I & II. 222 sider & 204 sider. 18 euro & 22 euro. Éditions des Équateurs/Université Paris Sciences et Lettres.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/boeger/et-kig-i-krigens-krystalkugle

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

Spådom. Det franske forsvarsministerium har hyret en række analytikere, forskere, militærfolk og science fiction-forfattere til at udtænke scenarier for mulige krige og konflikter langt ude i fremtiden. Det er skræmmende og dystopisk læsning.

Et kig i krigens krystalkugle

Året er 2060. Tyrkiet har forladt NATO 20 år forinden efter at have annekteret hele Cypern og Dodekaneserne, og situationen i Middelhavet er højspændt. Siden 2028, da Mærsk som de første rullede systemet ud, har over halvdelen af klodens fragtskibe været ubemandede, og for at undgå pirateri har den internationale maritime organisation IMO accepteret, at der indsættes fuldautomatiske våbensystemer på de ubemandede fragtskibe.

Omtrent samtidig har det franske militær indført NeTAM-systemet – en videreudvikling af Elon Musks Neuralink: et avanceret hjerneimplantat, som skal hjælpe forsvarets soldaters effektivitet på slagmarken ved at optimere beslutningsprocessen og kompensere for menneskelige fejl.

Tidligt om morgenen passerer fregatkaptajn Lilia Duquesnoy østaten Malta, som nu er NATOs knudepunkt i Middelhavet. Duquesnoy er øverstbefalende på fregatten La Louve, der eskorterer en fragtskibskortege. Men sindrige hackere har kapret kaptajnens NeTAM og får hende ved hjælp af en »cerebral deep fake« til at tro, at hendes skib er under angreb, hvorefter hun indleder offensive manøvrer mod både Valetta og kortegens førerskib. Disse manøvrer bliver registreret af de automatiske forsvarsværn, som via den kunstige intelligens’ højhastighedsalgoritmer iværksætter modtræk. Samtidig bryder spontane kampe ud mellem de soldater, der har NeTAM-implantater, og dem, der ikke har, og forsøger at stoppe eskaleringen af konfrontationen mellem allierede skibe.

Det hele viser sig at være en operation iværksat af Les Barberousses, en terrorgruppe under Det Frie Kalifat, der dækker den tunesiske og libyske kyststrækning. I forvirringen, der koster adskillige allierede soldater livet, lykkes det gruppen at erobre syv af de i alt 15 fragtskibe, som NATO-skibene eskorterede.

DET LYDER MÅSKE som handlingen i en ny futuristisk spændingsserie på HBO eller Netflix, men det er faktisk blot et af flere scenarier for fremtidens forsvar og væbnede konflikter, som er udtænkt af The Red Team. Det sælsomme nom de plume dækker over en række analytikere, forskere, forfattere, tekniske eksperter og militærfolk, som netop har affattet scenarierne i to bind under titlen Ces guerres qui nous attendent 2030-2060 I & II (De krige, der venter os).

Den implicitte motivation for de to kompakte værker er den fortærskede – men ikke desto mindre sande – floskel, at generaler oftest synes at udkæmpe den foregående krig. Enhver væbnet konflikt bliver som regel anskuet med den militære optik, der gjaldt, da de nuværende befalingsmænd, strateger og politikere sidst var i krig. Og derfor risikerer man ofte at blive taget på sengen. Som i tilfældet med Ruslands storstilede invasion af Ukraine, der hurtigt viste resten af Europa, at fremtidens væbnede konflikter handler om andet end blot nedkæmpelse af terrorgrupper og militære interventioner langt fra det nationale territorium.

De to bøger beflitter sig dog ikke med muligheden for en ny russisk offensiv mod Baltikum, Moldova eller Abkhasien eller en kinesisk invasion af Taiwan. For hvis man skal være forberedt på et strategisk plan, kræver det, at man tænker endnu længere frem. Også længere, end de nuværende magtbalancer og militære styrkeforhold umiddelbart synes at kræve.

NOGLE AF FORFATTERNE optræder ved navns nævnelse, mens andre bruger gådefulde pseudonymer som Colonel Hermès og Capitaine Numericus. Det skyldes, at det er det franske forsvarsministerium, som står bag det exceptionelle initiativ i samarbejde med Université Paris Sciences et Lettres. Det er også derfor, læseren ikke får adgang til alt i de to bøger, men kun udvalgte dele, som ministeriet har valgt at bryde fortrolighedsseglet på, mens andet fortsat er hemmeligstemplet.

Men det, man bliver delagtiggjort i, er også uhyggeligt nok (og man gruer for, hvad der så forbliver hemmeligt). Vi får historien om P-Nation, en sammenslutning af økopirater, der bor på løst sammenkoblede bådebyer, og som i 2060 med elektromagnetiske kanoner angriber Vestens rumelevator i Kourou i Fransk Guyana, angiveligt med hjælp fra en ukendt rumfartsnation, fordi rumelevatoren truer deres økonomi ved at decimere opsendelsesomkostningerne for rumlast fra 5.000 til blot 25 dollar kiloet. Det hele er udførligt beskrevet med videnskabelige detaljer om nye nanorørskonstruktioner, som muliggør rumelevatoren (hvis kablet var lavet af stål, ville det have været flere kilometer tykt) og illustreret med uddrag af (fiktive) officielle rapporter, nyhedsudklip og uddrag af notesbøger fra en sociolog, der har sluttet sig til piraterne.

Vi får også historier om bioterrorisme og genmodificerede insektsværme, der truer med at ændre øko- og biosystemernes skrøbelige balance; om kognitiv krigsførelse og svampesporebaserede underjordiske varslingssystemer – ikke ulig det vidtstrakte netværk af alarmsporetråde, som cordyceps-svampen væver sammen i den dystopiske HBO-serie The Last of Us.

Og her gik man og troede, at det kun var amerikanerne, der lod sig inspirere af Hollywoods science fiction.

MUNTER LÆSNING ER det ikke, men rigeligt til ikke blot at vække, men ligefrem sætte enhver slumrende paranoia i vild galop. Skrevet med journalistisk flair og dyb teknisk indsigt. Så der er stof nok til at sætte gang i tankerne om, hvilken retning fremtidens forsvar kan bevæge sig i, hvad man kan gøre for at imødegå kommende trusler – og med en umiskendelig grundklang fra en ildevarslende, om end videnskabeligt saglig dommedagsgongong.

Den vigtigste lære synes dog stadig at være, at jo mere teknologisk avanceret og tæt sammenvævet vore samfund bliver, desto mere sårbare bliver vi over for krig, terrorisme og pludselige sammenbrud.

Red Team: Ces guerres qui nous attendent 2030-2060 I & II. 222 sider & 204 sider. 18 euro & 22 euro. Éditions des Équateurs/Université Paris Sciences et Lettres.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/boeger/et-kig-i-krigens-krystalkugle

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

 

Finanslov. Der bliver meget få penge at dele ud og derfor få venner, når regeringen på torsdag fremlægger forslag til finanslov.
Dansen om det tomme gavebord

Ugens politiske begivenhed bliver torsdagens fremlæggelse af forslag til finanslov og præsentation af regeringens økonomiske redegørelse.

Tidspunktet er usædvanligt, for den slags bliver normalt ordnet om efteråret, men på grund af valget og den lange regeringsdannelse falder det noget omvendt.

Derfor er en tredjedel af året også gået, når finansloven på et tidspunkt bliver vedtaget, og alene af den grund skal man næppe vente de store sensationer i regeringens forslag. Det vil i ekstraordinær grad leve op til den noget slidte betegnelse »folkestyrets husholdningsbudget«.

Man kan godt antage, at der bliver meget få penge at forhandle om. Ikke mindst fordi man på grund af det skæve tidspunkt allerede har disponeret til akutpakker, inflationshjælp og Ukrainefond. Ting, som regeringen med en vis ret kan regne med som allerede afhandlet finanslovsstof.

Onsdag i sidste uge præsenterede regeringen sin nye Ukrainefond. Selvom der har været brede flertal om både den og inflationspakken, skygger hurlumhejet om bededagen for det meste. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix.

En lille forhandlingsramme er næppe den bedste invitation til brede forhandlinger om finansloven. Partier uden for regeringen plejer helst at ville fylkes omkring gavebordet. Men alligevel er det en anledning for regeringen til at vise, at man til trods for eget flertal lever op til sit erklærede mål om et bredt samarbejde. For selvom der har været brede flertal om Ukrainefond og inflationspakke, skygger hurlumhejet om bededagen for det meste og efterlader kun billedet af en regering, der tonser sin vilje gennem uden hensyn til indvendinger.

Det er dog ikke kun manglen på penge, der kommer til at stå i vejen for fredsommelige forhandlinger om finansloven. Både den røde og den blå opposition er stadig i gang med at finde en attitude til SVM-regeringen. De Konservative, som længe overvejede at indtræde i regeringen, erklærede mandag nærmest åben krig. I et interview med Altinget opfordrede finansordfører Rasmus Jarlov Venstre til at vende hjem til blå blok, og sker det ikke:

»Så er vi jo nødt til at føre en hård kampagne mod Venstre. Vi er i opposition til den regering, Venstre har valgt at være en del af. Og så er det klart, at vi ikke længere er Venstres højre hånd. Så er vi modstandere. Det er rigtig ærgerligt, for vi har ikke et ønske om konflikt. Men når de går sammen med hovedmodstanderen i Socialdemokratiet, så står vi over for hinanden,« sagde han blandt andet.

Det kunne Venstre-folk måske indvende et og andet imod. Eksempelvis billedet af De Konservative som evigt loyale i makkerskabet. Var der ikke noget med pludselig og uvarslet konkurrence om at være blå statsministerkandidat, da det trak op til valg?

Uanset mulige indvendinger er det ikke et varsel om stor samarbejdsvilje fra blå side. Og fra den røde fløj ser det ikke meget bedre ud. I lørdagens Politiken gik Enhedslistens Pelle Dragsted til angreb på regeringens økonomiske politik og argumenterne bag reformambitionerne.

»Det er et politisk valg, og det er lidt af et svindelnummer i forhold til, hvad man lovede befolkningen, da man lavede velfærdsreformerne og hævede pensionsalderen. Dengang sagde man jo, at det ekstra råderum skulle bruges på velfærd. Men regeringen vil nu bruge syv milliarder på at sænke skatterne, som man i stedet kunne have brugt på at sikre kommunerne, så velfærden fulgte med velstanden,« sagde Dragsted.

Med Dragsteds og Jarlovs udfald kan det se broget ud for regeringens ønsker om brede forlig. Og især Enhedslisten har formodentlig grund til bekymring.

På sidste uges kommunalpolitiske topmøde i Aalborg varslede Mette Frederiksen noget af et velfærdspolitisk paradigmeskift.

»Hvis vi reducerer velfærd til blot at være en 'serviceydelse'. Så bliver vi ikke alene åndeligt fattigere. Utilfredsheden med velfærden vil også stige. Det vil sætte sig i en faldende opbakning til det universelle velfærdssamfund. Så vi må spørge os selv: Taler vi i for høj grad om en velfærdsstat, der skal levere en service? Frem for om et velfærdssamfund, der bygger på engagerede medborgere? Velfærd kan ikke være en transaktion. Det er et personligt ansvar. Lad os tale mere om det. Og om at drage omsorg for hinanden. Om at engagere os i fællesskabet,« sagde Mette Frederiksen.

Det er i al sin enkelhed et varsel om et opgør med tankegangen om, at velfærd måles i den offentlige sektors størrelse, og at problemer kan løses med flere penge, flere regler, flere rettigheder. De er en målsætning om, at civilsamfundet kommer til at fylde mere. Og dermed er tænkningen ikke blot et opgør med Socialdemokratiets og venstrefløjens klassiske tilgang. Det er også et opgør med den liberalistiske fritvalgspolitiks markedsgørelse af velfærdssamfundet. Det er en næsten værdikonservativ tænkning om »mindre stat, mere samfund«.

Og det er måske kondensatet af det egentlige paradoks ved SVM-regeringen. Det er en midterregering uden De Radikale og en konservativ regering uden De Konservative.

Kilde : https://www.weekendavisen.dk/dansen-om-det-tomme-gavebord

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. I København har man friværdi, kødfri dage og »woke-pis«, mens provinsen har usælgelige huse, hullede veje og en følelse af fortabthed. DR-dokumentar ser nærmere på store kulturforskelle i et lille land.

Jyden, han er

stærk og sej – og

fortabt

På DRTV kan man for tiden se en ret interessant dokumentar. Støjbergs stemmer hedder den, og den leverer ikke kun et signalement af Inger Støjbergs tilhængere, men også af et Danmark i splid med sig selv.

Det sidste er der ikke noget nyt i; da Holberg skrev Erasmus Montanus i 1723, skildrede han også splittelsen mellem akademikerne i København og jævne folk i provinsen, og den splittelse er ikke ligefrem blevet mindre de mellemliggende 300 år. Sagt med skrothandleren Niels, som optræder i dokumentaren:

»Vi har et Produktionsdanmark og et Karrieredanmark«, og i Produktionsdanmark har man virkelige job og virkelige problemer, mens man i Karrieredanmark bare snakker og vender ryggen til de virkelige problemer.

Vi følger op til valget i 2022 Niels og en række danskere, som har vendt bedetæppet mod Inger Støjberg. Kort forinden har hun præsenteret sit nye parti Danmarksdemokraterne og lovet at sætte Produktionsdanmark på det politiske danmarkskort. Godt nok uden at have et konkret partiprogram, men med de rette intentioner om at passe på de små erhvervsdrivende og store kulturværdier.

Pressefoto: DR

For folk i byer som Aars, Sindal, Løgstør, Brønderslev og Skørping er hun frihedskæmper og en, der siger fra overfor kagepersoner og kødfri dage, dvs. overfor »woke-pis«, som Niels udtrykker det. Hun har modsat de fleste andre politikere forståelse for, at hvor man i København har friværdier og kunstudstillinger, har man i provinsen usælgelige huse og hullede veje.

DET ER OS og dem; de fine saloner kontra udestuer med plastikmøbler, og kontrasterne er i det hele taget så trukket hårdt op, at der i passager er tale om regulær københavnerbashing. Ingen i dokumentaren synes at skænke det en tanke, at Støjberg som tidligere ledende figur i Venstre ikke kun var ordfører på den lov, der lukkede amterne i nullerne, men også var en af dem, der forsvarede kommunalreformen mest inderligt. De synes heller ikke at skænke det en tanke, at hun det meste af sit liv har arbejdet på et slot og aldrig selv har haft et job i Produktionsdanmark. Det er nok, hun kommer fra Hadsund.

Men dokumentaren handler ikke som sådan om Støjberg, men om de mennesker, der oplever, at fremskridtet har efterladt dem på en perron, hvorfra toget ikke længere går. Den skildrer i lighed med Jesper Dalgaards Kandis for livet (2021) loyalt de mennesker, som ikke inviteres i Deadline og aldrig spiser pighvar på Salon i Bredgade. De er, som folk er flest, og deres utilfredshed er til at tage at føle på, selv om det ikke er korrekt, at Karrieredanmark stjæler fra Produktionsdanmark – udligningsreformen gør for eksempel, at Vesthimmerlands og Brønderslev Kommune hvert år modtager millioner af kroner, herunder fra Københavns Kommune.

Pressefoto: DR

Mange af de
byer, der skildres i dokumentaren, har jeg selv besøgt som barn, og det er byer, der ser meget anderledes ud, når jeg besøger dem i dag. Det er byer, hvor det lokale sygehus er lukket. Hvor skolen er fortid, og hvor man ikke kan løbe an på jernbanen, hvis ikke stationen altså er nedlagt. Hvor bussen i bedste fald går hver anden time, og hvor posten kommer for sent frem. Hvis den kommer. Hvor kommunekontoret ligger langt væk, og skattekontoret ikke længere findes. Det gør til gengæld butiksdøden, fordi storcentrene har suget al liv ud af byen og gjort gågader til spøgelsesgader. Disse mennesker oplever selvsagt ikke, at de kan takke globaliseringen for særlig meget.

SAMTIDIG SER DE Karrieredanmark, som vi også kan kalde »eliten« eller »den herskende klasse« bjerge sig selv og vende ryggen til den virkelighed, der er deres. De ser direktører, som får skyhøje bonusser som tak for at fyre medarbejdere, og de ser virksomheder, der flytter til lande med lavere skat, selvom forudsætningen for deres succes var det danske velfærdssystem, som alle har betalt til. De ser banker, der går ned, mens direktøren går videre med et gyldent håndtryk, og de ser fabriks- og slagterimedarbejdere, der går ud i arbejdsløsheden, selvom de ikke har bestilt andet end at løse deres opgave hver eneste dag.

Og alt det reagerer folk selvfølgelig imod i forbindelse med folkeafstemninger, fordi det direkte demokrati trumfer det repræsentative, som de ikke længere føler sig repræsenteret af. Ser man dokumentaren, forstår man egentlig godt hvorfor, og man forstår også, at udligningsreformen næppe kommer til at udligne deres følelse af uretfærdighed, da et økonomisk hold-kæft-bolsje ikke kan fjerne smagen af en bortrøvet værdighed.

Selvom Støjbergs stemmer brillerer med smukke tableauer og rolige panoreringer, ser vi et Danmark, som er langt mere splittet og polariseret, end Holberg nogensinde kunne have forestillet sig. Hos ham vendte Rasmus Bjerg hjem efter et ophold i den dekadente hovedstad med et latinsk navn og en hoven attitude og endte med at blive en latterlig figur på sin hjemegn.

For nok var de bønder, men stolte af at være det, og de gad ikke belæres af en helligfrans på akademiske steroider. Støjberg gør det modsatte og bliver modtaget som et bud på en frelser i en del af Danmark, som føler sig overset og latterliggjort i en politisk komedie uden vindere.

I 1846 skrev Steen Steensen Blicher om jyden, at han er stærk og sej med den tilføjelse, at »aldrig du fortabt ham ser«. I Støjbergs stemmer er det aldrig forsvundet, og skrothandleren Niels betegner sig selv som en fiasko. Det gør ondt at se. Ikke mindst fordi det er svært at se, hvordan tabet af stolthed nogensinde kan blive udlignet.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/samfund/jyden-han-er-staerk-og-sej-og-fortabt

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Nye Borgerliges offentlige nedsmeltning er et symptom på Christiansborgs aktuelle skrøbelighed.

Giraffer i glashus

Det går stærkt på Christiansborg.

For 32 dage siden overlod Pernille Vermund formandskabet i Nye Borgerlige til Lars Boje Mathiesen, der sent i går aftes blev ekskluderet. I dag meddelte Vermund så i en lækket, intern mail til partiets medlemmer, at hun genopstiller med opbakning fra partiets to øvrige folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen og Kim E. Andersen.

Både Boje Mathiesen og Nye Borgerliges hovedbestyrelse bekræfter, at den nu væltede formand bad om 350.000 kroner samt et månedligt formandsvederlag.

Ifølge Boje Mathiesen skulle et ekstravederlag på 20.000 kroner – netto – om måneden sørge for, at »vi som familie derhjemme ville kunne klare os«, mens de 350.000 kroner var »til det koncept, jeg havde planlagt, som skulle have titlen Boje på Borgen«.

Arkivfoto: Jens Dresling, Scanpix

Hovedbestyrelsen hævder, at Boje Mathiesen forlangte en fireårig, uopsigelig kontrakt med et månedshonorar på 55.000 kroner; at de 350.000 kroner skulle gå til en »personlig brandingkampagne« uden relevans for Nye Borgerlige; og at formanden truede med at gå af, hvis ikke pengene var overført »senest fredag morgen«.

Tilbage står, at Boje Mathiesen er ude, og at partistifter Vermund er på vej tilbage.

Nye Borgerliges personbårne nedsmeltning fortæller en større historie om landspolitikkens brændende platform​.

Aldrig har eksponeringen af de kendteste politikere været klarere, aldrig er der sivet så meget fra partiernes interne slagsmål til offentligheden. Intet rum er længere helligt.

Før jul og kort før regeringsdannelsen blev en lydoptagelse af Jakob Ellemann-Jensens bodsgang ved Venstres forretningsudvalgsmøde lækket. Og i januar sidste år dukkede en lydfil op fra et gruppemøde i Dansk Folkeparti. Her kaldte Morten Messerschmidt Vermund for en »førsteklasses led kælling«, mens Pia Kjærsgaard ytrede, at Nye Borgerliges daværende nummer to, Mette Thiesen, var »dum som et bræt«.

Også før internettet er partier selvantændt for åbent tæppe. Fremskridtspartiet husker alle. Personlighed har altid været væsentlig i toppolitik. Vi stemmer ideologisk eller efter vores pengepung, men ikke kun. Vi stemmer også på dem vi kan mærke. Sådan har det været siden Socialdemokratiets ikoniske 1935-valgplakat »Stauning – eller kaos«.

Alligevel er det svært at komme udenom, at persondyrkelsen de seneste år har nået et niveau, hvor et flertal af partier er blevet ét med deres giraffer.

Moderaterne er Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkeparti er Morten Messerschmidt, Nye Borgerlige var Pernille Vermund, Liberal Alliance er Alex Vanopslagh, Danmarksdemokraterne er Inger Støjberg. Hvem kan tænke på Alternativet uden stadig at se Uffe Elbæk for sit indre blik – og hvor ville gamle SF være uden Pia Olsen Dyhr?

Det er således – trods vælgerforeninger, landsorganisationer, principprogrammer, byrådspolitikere, hovedbestyrelser, ungdomsafdelinger og tusinder af medlemmer – efterhånden vanskeligt at forestille sig disse partier, selv de ældste eller mest populære, uden deres spidser.

Det er vel derfor, Boje Mathiesen overhovedet kan få den tanke, at han skal bruge 350.000 til et personligt »koncept«, og ligeledes derfor Vermund føler sig nødsaget til at tage en ny tørn: uden én markant personlighed, ethvert barn kan genkende, intet parti.

Partier med tilslutning fra hundredtusinder af vælgere står og falder med ét ansigt, der kan ses hele tiden og overalt. Når man ikke bare skal lave politik, men også vise vælgerne, hvordan man pudser vinduer, bæller Cola Zero eller tager på vandreture med familien, da er man altid kun én uforsigtig statusopdatering eller en lækket mail fra at tabe fem mandater.

Christiansborg er blevet et glashus: Dem indenfor gør sig til med trætte trutmunde, mens vi andre vedbliver med at glo ind 24/7 for ikke at gå glip af det næste ulykkestilfælde. Det er ikke kun skrøbeligt for det enkelte parti, men et problem for folkestyret.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/giraffer-i-glashus

ASKER HEDEGAARD BOYE Asker Hedegaard Boye (f. 1982) er cand.mag. i idéhistorie og har skrevet for Weekendavisen siden 2009. Han er debatredaktør foruden sports- og kulturmedarbejder samt litteratur- og teaterkritiker. Han har skrevet en lang række bøger om sport til både børn og voksne, bl.a. Spillets forvandling. Europæisk fodbold i 30 år (2019) og Om fodbold (2021).

ASKERBOYE@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Med den nye uddannelsesreform har universiteterne fået et banesår. De må selv tage noget af skylden på sig. Flere års offentlige prygl har gjort dem defensive, indadvendte og retningsløse.

MOD ET DUMMERE DANMARK

FORDUMMELSEN af landets samlede uddannelsesniveau er naturligvis ikke det erklærede formål med regeringens reformudspil. Men det bliver konsekvensen, også selvom uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund forklarer sin reform med, at de »studerende skal føle, at der er en meningsfuldhed med deres uddannelse i forhold til det, man rent faktisk skal lave bagefter«.

Derved siger hun, at den meningsfuldhed ikke findes i denne tid. Det fremgår af reformen, at det fortrinsvis gælder humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, hvis kandidatdel skal afkortes med et år. Hvordan det skaber mere mening at skære uddannelserne ned, er det stadig ikke lykkedes regeringen at forklare.

AF reformen er det nærmest umuligt at finde tilhængere. På universiteterne taler man om kvalitetstab, og ingen efterspørger tilsyneladende kortere uddannede kandidater i erhvervslivet. Men det er sandt nok ubestrideligt, at nyuddannede humanister har haft vanskeligt ved at finde job. Man skal tillige have fulgt meget dårligt med i de senere år, hvis man ikke også har fornemmet, at humanister omtales som forkælede og ubrugelige. Det er symptomatisk, at et ord som »uddannelsessnobberi« har vundet hævd.

Søger man i Infomedias artikelbase, ser man, at udtrykket for første gang blev nævnt i Information i 1998 af Verner Sand Kirk, der dengang fungerede som Socialdemokratiets udviklingschef. Man behøver ikke kunne fortolke Tove Ditlevsen for at blive smed, lød det. Det handlede om akademisering af erhvervsuddannelserne. Siden er tidsånden vendt på hovedet. Nu handler det om at gøre de akademiske uddannelser mere erhvervsrettede. Spørgsmålet er, om ikke det ene i lige så høj grad udvandede studiets kerne som det andet.

SAMFUNDETS fremtidige akademikere får således ikke alene en kortere uddannelse. De må også lide under at blive undervist i fag, der er blevet pryglet i så høj grad, at de synes at have mistet ideen om, hvad de overhovedet er til for. Det anes i den desperation, hvormed eksempelvis humanister sælger sig selv som nogle, der kan løse klimakrisen eller gøre Danmark til et digitalt foregangsland. I disse år er der ingen, der praler med deres evne til at forstå Tove Ditlevsen.

OPHOBEDE angreb på særlige fag har kun gjort dem defensive, og med reformen tildeles de et banesår. Det er i enhver forstand en ulykkelig udvikling, som humaniora og samfundsfag også selv må tage noget af skylden for. Underviserne er ofte forsvundet fra den offentlige samtale grundet en indadvendt akademisk kultur med krav om at publicere forskningen i udenlandske tidsskrifter, som læses af få.

Uddannelses- og Forskningsministeren, Børne- og Undervisningsministeren og Økonomiministeren afholder pressemøde om regeringens reformudspil på uddannelser. Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

KUNDSKABER finder man i rigt mål i en bog, der udkom for nylig, og som handler om Den sene Nietzsches kultursyn. Forfatterne, germanisterne Søren R. Fauth og Børge Kristiansen, gør intet for at forklare anvendeligheden af bogens budskab for fedmeepidemien eller kunstig intelligens, og de gør heller ikke formidlingen nemmere end nødvendigt. De drister sig ovenikøbet til at skrive på dansk. Alligevel læses den som en advarsel mod alle de ideer, der hærgede det 20. århundrede, og som vi atter trues af, ikke mindst fra et kæmpe land mod øst: den stærke mands ret til at hæve sig over al moral stillet over for retssamfundenes evne til at beskytte de svageste. Her ses humanistisk forskning i sin klareste form: klog, vedkommende og fuldkommen afgørende for det europæiske samfunds overlevelseskraft. Den bog har krævet mere end fire års uddannelse at skrive.

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-9/samfund/mod-et-dummere-danmark

KLAUS WIVEL (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

KLWI@WEEKENDAVISEN.DK

 

Holmens Kirke blev et politisk forsamlingshus

Gudstjenesten, der skulle markere etåret for krigen i Ukraine, blev mere en politisk manifestation end en gudstjeneste. Den vogn skal kirken passe på med at lade sig spænde for.

Sognepræst Marie Høg. Arkiv foto

Som udgangspunkt glæder man sig jo altid over, når vores politikere ønsker at sætte sig i kirkens rum med ansigtet mod øst for at holde gudstjeneste, synge salmer, bekende troen, bede og høre forkyndelsen om deres egen lidenhed og Guds store nåde og barmhjertighed.

 

Men da jeg så programmet for gudstjenesten i forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, fik jeg en mistanke om, at kirken skulle bruges som politisk forsamlingshus. Og mistanken blev bekræftet. Desværre.

 
”Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder.”

Af programmet fremgik det, at under gudstjenesten ville Folketingets formand, Søren Gade, statsminister Mette Frederiksen og Ukraines ambassadør Mykhailo Vydoinyk holde tale, og i mediernes annoncering blev Folketinget omtalt som ”vært” for gudstjenesten.

Og jeg skal da love for, at politikerne påtog sig værtskabet – og kirken afstod fra det. For allerede under de ni bedeslag, der lyder for Faderen, Sønnen og Helligånden – tre slag til hver, holdt Folketingets yderst sympatiske formand, Søren Gade (V), en tale om den meningsløse og grufulde krig i Ukraine, om vores håb for fred og frihed og vores ubetingede sympati og støtte til ukrainerne. 

Han sagde sådan set ikke noget, jeg var uenig i, men i den lutherske kirke holder vi traditionelt ikke politiske taler med alteret som kulisse.

 

Statsminister Mette Frederiksen fortsatte samme budskab og benyttede helt upassende lejligheden til at forsikre offentligheden om, at vi også støtter ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Håbet om frihed og fred i Ukraine, det er dét, vi er samlet om i dag, sagde statsministeren.

 

Ja, det kan vi samles om uden for kirkens rum – og der er god grund til at gøre det, hejse det ukrainske flag, vise støtte og sympati. Men i kirkens rum er vi kun samlet om dét ene at høre evangeliet om syndernes forladelse til ethvert menneske – uanset på hvilken side man står i krigen. Og alle de politiske taler, der blev holdt ved gudstjenesten, kunne ligeså vel være holdt i folketingssalen, Landstingssalen eller i Snapstinget.

 

Det undrer mig såre, at kirken og kirkens præster kan bistå, at man erstatter gudstjenestens indledende bønner, der minder os om, hvorfor vi er samlet til gudstjeneste, nådeshilsenen og trosbekendelsen med politiske taler. Og kan man i det hele taget kalde noget en gudstjeneste, når ikke menigheden bekender troen på den treenige Gud – og forsager Djævlen?

 

Næppe. 

 

Formildende var det dog, at provst Birgitte Kvist Poulsen i sin prædiken talte om magtens fristelse, ikke bare Putins magtbegær – men over regeringens magtdemonstration ved afskaffelse af store bededag. Men når det så er sagt, skal kirken træde varsomt og ikke gå politiske ærinder. Ukraines frihedskrig er også vores frihedskrig, blev der sagt i en af talerne.

 

Ja, det er muligt, men uanset at sympatien, også min sympati, ligger i Ukraine – så må vi som kristen kirken besinde os på, at Guds nådesord også gælder det russiske folk, det russiske menneske.

 

Og der blev ikke bedt for russerne ved gudstjenesten, derimod blev der i kirkebønnen sagt, at »vi beder om, at sandheden må gå op for dem, der med deres fordrejninger af sandheden holder gang i en meningsløs krig«.

 

Læs: en politisk sandhed. 

 

Men i kirken taler vi altså kun om én sandhed – menneskets frelse ved Jesus Kristus, ham, der er vejen, sandheden og livet. Derfor beder vi i den kristne kirke også for vores fjender. Vi beder ikke kun for de forfulgte – men også for deres forfølgere – at Guds lys må skinne i det mørke, der kommer fra det syndige menneske.

Derfor:

Vi skal bede både for ukrainere og for russere, at de må bevare troen på Guds barmhjertighed til ethvert menneske. På trods af alt det umenneskelige, de ser. Og gennemlever. 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15153067/holmens-kirke-blev-et-politisk-forsamlingshus/

 

MARIE HØGH

Sognepræst, debattør

 

Tiltalt. Sagen mod den tidligere forsvarsminister kaster skarpt lys på det, der skulle være hemmeligt, og den udfordrer centralt princip i retsplejen.
Den hjortiske knude

Det ville have været bekvemt for de fleste, ikke mindst den martrede efterretningstjeneste, hvis der et sted i et hjørne af et offentligt kontor havde stået en syltekrukke til straffesagen mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.

Men den slags husgeråd er tilsyneladende i restordre, hvorfor Hjort Frederiksen i denne uge blev tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger til skade for statens sikkerhed. Det betyder, at Hjort efter alt at dømme skal for retten engang i det tidlige efterår.

Konsekvenserne af det er stort set skadevirkninger over hele linjen. Men justitsminister Peter Hummelgaard, der traf den endelige beslutning om tiltalen, siger, at han ikke fandt nogen grund til at gå imod Rigsadvokatens indstilling.

For Hummelgaards nyvundne venner i Venstre er sagen specielt delikat. For mindre end et år siden sendte Sophie Løhde, der i dag sidder på ministerbænken sammen med Hummelgaard, et halvt hundrede spørgsmål til dennes forgænger.

Løhde, der dengang var oppositionspolitiker, mere end antydede, at hele sagen var politisk og handlede om at straffe Hjort, fordi han som en del af oppositionen havde forholdt sig kritisk til regeringens håndtering af FE-sagen.

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Det var også Venstre, der førte an, da et flertal i Folketinget sidste år afviste at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet, fordi man ikke kunne få at vide, hvad tiltalen handlede om.

Tungetale

Nu er Hjort ikke længere medlem af Folketinget, Venstre er en del af regeringen, og tiltalen er stadig hemmelig. Det kræver en særlig evne for politisk tungetale, som partiets de facto-leder, økonomiminister Troels Lund Poulsen, over for DR håndterede således:

»Jeg har kendt Claus gennem mange år, og derfor er jeg ked af, at han nu er blevet tiltalt,« sagde Lund Poulsen og tilføjede:

»Det er ikke en sag, jeg kan blande mig i. Det er en sag for anklagemyndigheden, og derfor kan jeg heller ikke forholde mig til sagen.«

Dermed placerer sagen mod Hjort Frederiksen sig i en allerede betydelig række 180-graders vendinger fra Venstre: Mette Frederiksens egnethed som statsminister og behovet for en advokatvurdering af minksagen eksempelvis.

I Venstres fravær var det op til Liberal Alliances Alex Vanopslagh at forsøge at holde sagen på det politiske spor.

»Jeg synes ikke, det er godt, at vi begynder at retsforfølge oppositionspolitikere for at bruge deres ytringsfrihed i den offentlige debat. Loven er jo ikke indrettet sådan, at regeringen bare er et gummistempel her. Det er jo en politisk beslutning, om man mener, en tidligere oppositionspolitiker skal retsforfølges,« sagde han til DR.

Ved at holde fast i Venstres tidligere position, at tiltalen er udtryk for politisk forfølgelse, retter Vanopslagh selvfølgelig skytset mod den socialdemokratiske justitsminister, men i lige så høj grad rammes Venstre, hvis pludselige omvendelse nådesløst udstilles.

Det sidste kan sagtens vise sig at give Vanopslagh gevinst. Til gengæld vil det også medvirke til at gøre sprækken mellem Venstre og den borgerlige opposition både dybere og bredere. Intet tyder på, at en borgerlig magtovertagelse har nogen plads i virkelighedens verden, medmindre man igen forenes med Venstre, og selv hvis det skulle ske, er udsigterne sløje.

Dertil kan måske føjes, at tidligere forsøg på at politisere sagen ikke er endt som en udpræget succes. I den sammenhæng kan man erindre valgkampens mest mindeværdige pressemøde med Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen i modlys foran Kastellet i København. En påmindelse om, at intet er så skidt, at det ikke kan blive værre.

Overreaktion

Samme lov gælder tilsyneladende i hele sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, som tiltalen mod Hjort Frederiksen er et hjørne af.

Som det fremgår af anklagemyndighedens pressemeddelelse, er den tidligere forsvarsminister tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, som handler om at røbe eller videregive oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Samme paragraf, som tidligere chef for FE, Lars Findsen, er tiltalt efter.

Selve anklageskriftet er hemmeligt, men det er tidligere kommet frem, at sigtelserne mod Hjort Frederiksen handler om, at han i en række interviews, blandt andet her i avisen, har bekræftet et dansk-amerikansk samarbejde om aflytning af internationale datakabler.

Hele sagen begyndte, da daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i august 2020 hjemsendte Lars Findsen og en håndfuld andre medarbejdere i FE. Det skete på baggrund af en kritisk rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som byggede på oplysninger fra en såkaldt whistleblower.

Bramsen blev efterfølgende kritiseret for at have overreageret til skade for FE og Danmark. En af kritikerne var Claus Hjort Frederiksen, der ifølge anklagemyndigheden i kampens hede har bekræftet det kabelsamarbejde, som var kernen i tilsynets rapport.

At kritikken for overreaktion havde noget for sig, er siden blevet dokumenteret af, at en kommission med tre landsdommere efter et års gennemgang tilbageviste hele tilsynets kritik. Den del bliver i øvrigt nu genstand for en selvstændig undersøgelse.

Tilbage står straffesagerne mod Hjort og Findsen, der begge har den ulyksalige bivirkning, at de ligesom Bramsens reaktion på tilsynsrapporten sætter skarpt projektørlys på det, der egentlig skulle være forblevet i mørke. Nemlig de hemmelige tjenesters dybeste hemmeligheder.

For at begrænse de værste skader vil anklagemyndigheden forsøge at få sagerne ført bag lukkede døre, hvilket vil være en afvigelse fra det danske grundprincip om offentlighed i retsplejen.

Både Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsens og deres respektive advokater argumenter for åbne døre netop af hensyn til retssikkerheden. De vil derudover arbejde for, at sagerne skal for et nævningeting med tre juridiske dommere og ni nævninge, mens anklagemyndigheden lægger op til en domsmandssag med en juridisk dommer og to domsmænd.

Både spørgsmålet om åbne døre og nævninge kontra domsmænd skal afgøres, inden den egentlige sag kan begynde. Med anklagemyndighedens tiltale af Hjort Frederiksen tyder meget på, at hans sag er rykket forbi Lars Findsens i køen. Det bliver derfor formodentlig Claus Hjort Frederiksen og hans advokat, René Offersen, der kommer til at tage slagene om døråbning og nævningeting.

Især døråbningen er vigtig. Allerede ved at rejse sagen mod Hjort Frederiksen har anklagemyndigheden på sin vis selv bekræftet det, som Hjort Frederiksen er anklaget for at bekræfte, nemlig kabelsamarbejdet med USA. For fandtes det ikke, ville det ikke være en overtrædelse af paragraf 109 at tale om det.

Endnu værre er det, hvis anklagemyndigheden skal fremlægge beviser og føre vidner i en åben retssal. Det vil betyde endnu en blotlæggelse af Efterretningstjenestens engang så velbevarede hemmeligheder.

Det er nærliggende at antage, at anklageren bliver nødt til at lade hele sagen falde, hvis dommerne giver medhold i, at dørene skal være åbne for offentligheden. Skadevirkningen for FE og landets sikkerhed ved en sag vil simpelthen være for stor.

Hermed udstiller sagen endnu et paradoks. Nemlig et sammenstød mellem princippet om offentlighed i retsplejen og hensynet til statens sikkerhed. Vil det overhovedet være muligt at føre sager om overtrædelse af paragraf 109, hvis det skal foregå offentligt? Hvis ikke man kan lukke dørene, vil det fremover være svært at straffe overtrædelser.

Netop det problem er ifølge flere juridiske eksperter netop grunden til, at det i den slags sager er justitsministeren, der har den såkaldte påtalekompetence. Fordi man skal kunne overveje, om en sag skader større hensyn. Der er altså tale om mere end blot, at ministeren er »gummistempel« for anklagemyndigheden, som en af Peter Hummelgaards forgængere formulerede det.

Sagen er dybt politisk, uanset om man vil det eller ej. Og den har ingen vindere, uanset hvordan den ender.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-8/samfund/den-hjortiske-knude

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK