Aktion mod ashura-optog:
SEND ISLAMISTERNE HJEM..

Identitære aktivister var med banner og røg i dag i aktion midt i det islamiske ashura-optog med tusinder af muslimer på Nørrebro. I Generation Identitær nægter vi at se til, mens islamiseringen af Danmark fortsætter.

Ashura-optoget er en islamisk magtdemonstration, som ikke hører til her. Fremmede mennesker med deres fremmede kultur og religion skal aldrig få lov til at overtage vores gader og stræder. Danmark og Europa skal for altid være vores.

Send islamisterne hjem!

Islamisk magtdemonstration

I årevis har primært shia-muslimer i tusindtal indtaget Nørrebro i forbindelse med fejringen af ashura, der på dansk kan oversættes til “martyrernes dag”. Her marcherer højlydte muslimer gennem Nørrebrogade med koraner, flag og bannere, de slår sig på brystet og brøler islamiske kampråb. 

Denne islamistiske magtdemonstration, der foregår midt i vores hovedstad, er komplet uacceptabel, og den er et tydeligt billede på den islamisering, som vores samfund undergår. I takt med de radikale demografiske forandringer vil denne tendens kun tage til i styrke fremover. 

Europa er vores

I Generation Identitær mener vi, at tiden er inde til et ægte opgør med den masseindvandring og islamisering, som politikere i årtier har ladet foregå, og som nu er ved at forandre vores land for altid. 

Europa har blodige erfaringer med islam. Helt tilbage fra begyndelsen af 700-tallet, hvor de muslimske maurere i løbet af tre år besatte hele Den Iberiske Halvø, og frem til i dag med jævnlige terrorangreb i blodgudens navn. 

Derudover ser vi, hvordan dansk kultur konstant fortrænges, mens islam får mere og mere indflydelse i det danske samfund i alt lige fra muslimske særkrav, bederum, moskébyggerier, bandekriminalitet, ydmygelsesvold, gruppevoldtægter, æresdrab og meget andet.

Det er dog ikke en naturlov, at det skal fortsætte på samme måde. Vi har et valg! Islamister har intet at gøre i Danmark! De skal udvises, og remigration af ikke-europæere skal igangsættes, så vi kan få standset og vendt den igangværende befolkningsudskiftning.

Europa er vores! 

Kilde : https://identitaer.dk/2023/aktion-mod-ashura-optog-send-islamisterne-hjem

 

Sverige. »Volden er blevet mere voldelig.« Læge og kriminolog Ardavan Khoshnood behandler bandefolk med skudhuller i Malmø og dissekerer deres infrastruktur bagefter.

Det bliver værre i morgen

Døde mænd kan stadig sladre. Det konstaterede Ardavan Khoshnood, da en mand blev bragt ind på skadestuen i bukser og intet andet. Ambulancefolkene havde klippet hans trøje op for at stoppe blødningen fra skudhullerne i brystet og hovedet, og selvom han stadig var i bevidstløs tilstand, da han blev rullet ind, lykkedes det ikke Ardavan Khoshnood at holde ham i live.

»Der var ikke noget at gøre. Det var en ren henrettelse.«

Den likviderede mand fortæller sin egen historie om, hvordan bandekriminaliteten er eskaleret og forrået i Sverige igennem det seneste årti. Nytårsaften gik Sverige ind i 2023 med en ny national skuddrabsrekord på 64 døde. Det er også europarekord. Desuden overlever færre at blive skudt på. Når mange kriminelle går rundt med skudsikker vest, er der kun en måde at være sikker.

»Vi kan se på de dræbte, at likvideringer er blevet mere almindeligt. Banderne skyder deres offer på åben gade, og når han falder, træder de hen til ham, foran alle andre og uden at stresse, og skyder ham i hovedet. De ved, at hvis de ikke gør arbejdet færdigt, kommer han eller nogle andre tilbage og dræber dem som hævn. Volden er blevet mere voldelig.«

Politiet er til stede efter et tredobbelt drab foran en internetcafé i Malmø. Sverige gik ind i 2023 med ikke bare en ny national rekord, men også en europarekord i skuddrab. Arkivfoto: Søren Bidstrup.

I sidste måned oplyste den svenske justitsminister på et pressemøde, at svimlende 30.000 personer i Sverige vurderes at være bandemedlemmer eller medhjælpere til banderne.

Ardavan Khoshnood tvivler på, at tallet er så højt, men bortset fra det skal man ikke ringe ham op, hvis man vil høre, om udviklingen trods alt ikke går den rigtige vej.

»I mine øjne er best case scenario for Sverige, at vi holder skyderierne på et stabilt niveau. Det er der, vi er. Sverige kan aldrig vende tilbage til det land, vi var for 20-25 år siden. Vi kan ikke få det til at stoppe, men vi kan måske få det til at stoppe på det nuværende niveau.«

Flere børn rammes

Ardavan Khoshnood flygtede som barn fra Iran efter den islamiske revolution og endte i Sverige med sin familie. Her uddannede han sig først til læge, siden til kriminolog, og ved siden af sit fuldtidsarbejde på skadestuen i Malmø laver han forskningsprojekter ved universitetet i Lund og underviser på den svenske politiskole. Har han lært noget af at studere både skudhuller og statistiske opgørelser, er det, at situationen altid kan blive værre.

For det første er banderne blevet ligeglade med, om de rammer tilfældige på gaden. Ifølge avisen Expressen er 88 uskyldige blevet ramt af skud og sprængninger siden 2012. 23 af ofrene døde. Det er over to tilfældigt dræbte hvert år.

For det andet bliver flere børn ramt af volden. I 2016 blev en dreng på otte dræbt, da en håndgranat blev kastet ind i hans lejlighed i Göteborg, formentlig som led i et opgør i det somaliske miljø. I 2020 blev en 12-årig pige dræbt i et drive by-skyderi på en tankstation.

Ulf Kristersson, i dag statsminister, sagde dengang: »Hvis ikke det her kan være med til at sætte en stopper for den grove kriminalitet, er der intet, der kan.«

Året efter blev en dreng på seks og en pige på fem skudt i benet, da de var ude at lege, og i 2022 blev en kvinde og et fireårigt barn ramt af skud på en legeplads. Ifølge politiet var det udtryk for en »ligegyldighed og kynisme, vi ikke har set tidligere«.

Med andre ord: Grænsen for, hvad det svenske samfund kan tolerere, bliver hele tiden hævet. I juni i år blev syv personer skudt på 24 timer i forskellige byer, herunder en 15-årig dreng, der aldrig nåede at gå ud af 9. klasse. Svensk politi slog alarm og har krævet, at der nedsættes en krisekommission imod volden. Den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, sagde: »Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at vende denne tendens.«

To uger senere blev en mand skudt og dræbt i sin bil i supermarkedet ICAs parkeringskælder i Malmø. I bilen fandt politiet et lille barn, der havde set det hele.

Ifølge Ardavan Khoshnood har politikerne og politiet for sent indset, hvad de er oppe imod. Som han siger: »Hvis du har en kræftpatient, skal du starte en aggressiv behandling med det samme. Venter du, til kræften har spredt sig, kan du være så aggressiv, du vil, uden at det hjælper.«

Han mener, at det vigtigste sted at sætte ind er ved rekrutteringen af de børn og teenagere, der vokser op i områder, hvor bandekriminelle er den lokale samfundsautoritet. Alle instanser er nødt til at arbejde sammen for tidligt at identificere børn og unge i risiko – børnehaver, skoler, socialforvaltninger og psykiatrien. En indsats af et overvældende omfang.

»Problemet er, at der er flere børn i risiko, end der er ressourcer til at hjælpe dem. For hver dræbt kriminel er der tre, fire, fem unge, der kan overtage.«

For eksempel dræbes flere bandemedlemmer i dag af nogen, de ikke kender. Rivaler hyrer bandemedlemmer fra andre byer til at begå lejemord, og politiet har sværere ved at opklare de mange drab, fordi der ingen social relation findes mellem parterne.

Desuden dør over dobbelt så mange af skud som for cirka ti år siden. Omkring 2010 blev 20 procent af alle drab begået med skydevåben. Sidste år var tallet steget til 54 procent. Skuddrab er også den eneste drabskategori, der ikke er faldet, i modsætning til for eksempel drab på børn, drab relateret til alkohol, knivdrab, strangulering og fysiske overfald. Den udvikling kan han studere i realtid på skadestuen i Malmø.

»Man får en dybere forståelse af den, der ligger med blod og skudhuller foran dig. Det er ikke bare en statistik eller et tal, men et menneske med en historie, der har bragt ham til dette punkt på godt og ondt. Du forstår, hvorfor de er i den situation. Du ser ikke kun klinisk på dem som læge eller som en levende biologisk mekanisme. Når du har kriminologien med som viden, kender du personen bedre.«

Truslen udefra

Ardavan Khoshnood lyder dog ikke som en mand, der vil sætte sin pensionsopsparing ind på det bedst mulige scenario. Han holder blikket stift rettet mod det, der i hans øjne er det værste, der kan ske: at udenlandske regimer som Iran, Rusland og Kina vil få øjnene op for at bruge svenske bander og kriminelle klaner til at jagte politiske opponenter på svensk jord.

I så fald bliver Sverige ikke det første land: Sidste år advarede lederen af den britiske efterretningstjeneste, MI5, om, at Iran i mindst ti tilfælde har forsøgt at kidnappe eller snigmyrde britiske iranere, der protesterer mod styret i Teheran. De hollandske myndigheder mistænkte også en marokkansk-hollandsk bandeleder for at være lejemorder for det iranske regime, da han blev dømt for at stå bag et drab på en hollandsk iraner. I Tyskland mistænkes et højtstående medlem af Hells Angels for at stå bag angreb mod både eksiliranere i Tyskland og en synagoge.

»Jeg frygter, at fremmede magter kan udnytte kriminaliteten til at destabilisere situationen i Sverige endnu mere. Vi har allerede set Iran bruge bandekriminelle i andre lande til at likvidere opponenter. Hvis for eksempel den russiske mafia involverer sig med de svenske bander, har man et meget stærkt og voldsparat kriminelt netværk med våben og stoffer.«

Selv er han også aktiv i at advare mod Irans indflydelse, som han mener i sidste ende kan svække den svenske stat og gøre landet til om ikke en fejlslagen stat så en særdeles svag stat og dermed omstøde landets politiske fundament.

Ardavan Khoshnood frygter også, at kriminelle klaner i Sverige kan bidrage til en uhellig treenighed. Storfamilier med familiemedlemmer ansat i Skattestyrelsen, Socialstyrelsen, kommuner og andre offentlige institutioner, som har adgang til personoplysninger, kan videregive oplysninger om adresse eller følsomme forhold i familien.

»Nogle af klanerne er kriminelle netværk, og jeg frygter, at de kan trække Sverige ind i nogle mafialignende strukturer. Nogle klaner har været i stand til at infiltrere forskellige institutioner, og de vil kunne påvirke beslutningsprocesser og i sidste ende skade landets sikkerhed.«

– Ser du så ingen tegn på, at Sverige kan vende udviklingen?

»Det gør mig optimistisk, at samfundet og politikerne er meget bevidste om problemerne, men situationen er ret meget ude af kontrol. Som jeg ser det, kan man gå ind med tiltag for at få det til at stagnere på det nuværende niveau, så det ikke bliver værre. Vi har for eksempel ikke set masseskyderier i indkøbscentre som i USA eller drive by-skyderier, hvor der bliver skudt ind i folkemængder. Spørgsmålet er, om vi har nået et point of no return. Jeg tror i hvert fald, at det bliver værre, før det bliver bedre.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-30/samfund/det-bliver-vaerre-i-morgen

 

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

20 år har forandret Danmark:
SOM OM AT ADVARE MOD ET ANGREB, MENS KUGLERNE FLYVER OM ØRERNE.

De fleste betaler selv for den velfærd, de vil have. Der er en verden til forskel på A- og B-holdet i det danske velfærdssamfund. Alligevel bliver der advaret imod det igen og igen. Ny bog appellerer til at se virkeligheden i øjnene.

To årtier har ændret det danske velfærdssamfund grundlæggende. I spidsen har Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) stået.Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

 

Nogle mennesker lever deres liv på en løgn, en livsløgn, der får det hele til at give mening, får verden til at hænge sammen.

Ingen tør prikke hul på boblen af illusioner, for så ramler det hele, så er der ikke mere at leve for, så bryder verdensbilledet sammen.

Sådan er det med velfærdssamfundet.

I de store politiske taler tegnes ofte et billede, som matcher et samfund fra det forrige århundrede. Adgangen til sundhed, uddannelser, skoler, ældreomsorg, børnepasning er fri og lige i Danmark, hedder det.

Det er ikke »tykkelsen på tegnebogen«, der bestemmer kvaliteten af den behandling, undervisning og omsorg, vi får. Sådan er det ikke her. Vi skal ikke have et A- og et B-hold, fordi nogen er finere, har flere penge og bedre kontakter end andre.

For blot et par årtier siden flugtede disse taler med virkeligheden. Men det gør de ikke mere. Der er bare ikke nogen, der siger det højt. Livsløgnen om »den universelle velfærdsmodel« holder det hele sammen.

Siden 00erne er der sket store forandringer, som betyder, at vi enten må ændre vores idealiserede billede af velfærdssamfundet eller ændre virkeligheden.

Formand for FOA, Mona Striib, advarer mod et A-, B- og et C-hold.

»Vi skal kigge hinanden dybt i øjnene og have dialogen, om vi virkelig vil tillade, at vi bliver et samfund med et A-, B- og C-hold, hvor dem, der har råd, kan købe sig til private ydelser, og dem, der ikke har råd … Ja, dem lader vi så i stikken,« sagde formand for fagforbundet FOA, Mona Striib for nylig, da hun af kommunernes fagblad Momentum blev forelagt en undersøgelse, som viste, at 77 procent af danskerne forventer, at de om ti år selv skal købe sig til serviceydelser.

Det begyndte i 00erne

Men både A-, B- og C-holdet er allerede en realitet, og der bliver stadig større forskel på »holdene«. Striibs advarsel, som er udbredt især på venstrefløjen, er som at advare mod et fjendtligt angreb, mens kuglerne flyver om ørerne.

Udviklingen har taget fart de seneste 20 år, skriver de to forfattere til bogen »Frihed, lighed og privat velfærd«, som netop er udkommet.

Bogen er skrevet af professor på Roskilde Universitet, Jon Kvist, som desuden har været en del af regeringens reformkommission, og Jesper Brask Fischer, som er programchef i pensionsselskabet PFA og tidligere koncerndirektør i social- og indenrigsministeriet.

Deres pointe er, at den private velfærd er kommet for at blive, at den kommer til at fylde mere, og at den skal tages alvorligt, ikke mindst fordi den bidrager med en højere livskvalitet for mange mennesker.

»Danskerne strømmer til private løsninger indenfor sundhed, uddannelse og sociale ydelser,« skriver de.

Udviklingen har taget fart de seneste 20 år, skriver de to forfattere til bogen »Frihed, lighed og privat velfærd«, som netop er udkommet. Den er skrevet af professor på Roskilde Universitet Jon Kvist og Jesper Brask Fischer, som er programchef i pensionsselskabet PFA.

Foto: Rune Øe.

Samtidig, påpeger de, er den private velfærd, »som en elefant i rummet«.

Ingen taler om den, fordi det tilsyneladende i Danmark er skamfuldt at blive mindet om, at den store offentlige smeltedigel, hvor høj og lav, rig og fattig mødes i det samme venteværelse, på det samme hospital, i det samme klasseværelse og på det samme plejehjem, i virkeligheden er en illusion.

»Alene ordene »privat velfærd« skurrer i manges ører,« hedder det i bogen.

En hurtig søgning på nettet viser, at man kan bestille tre konsultationer og en samlet pakke hos den private »Ældrelægen«, som tilbyder at gennemgå ens journal og eventuelle prøver for 8.000 kroner.

Hos »Din Graviditet« kan par for 2.495 kroner blive »klædt godt på til den kommende fødsel«. Og hos »GoTutor« kan forældre købe hjælp til lektierne for deres store og små børn for 299 kroner i timen. Hvis det er hjælp til eksamen, koster det 399 kroner i timen.

Til den pris garanterer firmaet »et unikt match med god kemi og en stærk relation« mellem lærer og elev.

Virkeligheden banker på

Tallene i bogen viser, at det er gået stærkt de seneste 20 år. Selvom en stor del af det politiske landskab ikke mener, at vi skal have et »holdopdelt« velfærdssamfund, så spurter A-holdet afsted. Fordi man har råd til det, og fordi den offentlige service ikke længere kan følge med deres ønsker og forventninger.

• Flere end 2,3 millioner danskere har en privat sundhedsforsikring, som betyder, at de kan komme hurtigere i behandling end B-holdet. Omkring årtusindskiftet var antallet nul.
• Omkring 85 procent af arbejdsmarkedet har privat aftalte arbejdsmarkedspensioner, som betyder, at de har flere penge til sig selv i alderdommen end B-holdet. For et stigende antal pensionister vil udbetalingerne herfra overstige udbetalingerne fra folkepensionen.
• Mere end 400.000 har i dag tegnet en privat lønsikring, som betyder, at de ikke må nøjes med dagpenge, hvis de mister deres job. I begyndelsen af 00erne var de ordninger ukendte.
• Hver femte – 22 procent – af danske grundskolebørn går i privatskole. Det er en fordobling på 15 år. Mere end 30.000 unge supplerer grundskolen med ophold på en privat efterskole, en tredobling på 30 år.
• Over to millioner danskere har en privat forsikring mod tab af erhvervsevne. Omkring hver fjerde, der modtager førtidspension, får i dag suppleret deres indtægt via udbetalinger fra denne forsikring.
• Antallet af danskere, der tilkøber privat hjemmehjælp, lektiehjælp til deres børn og private individuelle sundhedsordninger er fordoblet på få år.

»Der er for hvert af disse eksempler sket en markant udvikling siden årtusindskiftet,« skriver de to forfattere.

Resultatet er, at stadig flere danskere har oplevet mere valgfrihed og store reelle forbedringer. De har taget ansvaret for deres egen velfærd.

»Det har også betydet, at forskellen mellem personer med og uden private velfærdsordninger er øget,« hedder det i bogen.

Så til dem, der siger, at de frygter et A- og et B-hold, må man sige, at de har snorksovet i mange år.

A-holdet går til private jordemødre, har deres børn på private skoler, køber sig til lektiehjælp hjemme i dagligstuen, de har en praktiserende privat læge, de kan ringe til døgnet rundt, og de kommer foran i køen til alle speciallæger.

Hvis de ikke føler sig trygge i villakvarteret, fordi politiet sjældent kommer, betaler de sammen med naboerne et vagtværn til at patruljere i de mørke timer. Som ældre booker A-holdet den hjemmehjælp, de mener at have brug for, eller de bor på et privat plejehjem med alle de faciliteter, de ønsker sig.

Til efteråret ventes regeringen at lancere en stor plan for frisættelse af ældreplejen i Danmark.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv).

På B-holdet har de måske nogle få forsikringer og sparer måske op til ydelser, de ellers ikke kan få i det offentlige, mens C-holdet må »nøjes med« det offentlige.

Det særlige er, at der er tale om en stille revolution. Det er ikke en udvikling, nogen har besluttet. Sådan er det bare gået, fordi efterspørgslen er der. Jo rigere, vi bliver, des mere og bedre velfærdsservice vil vi efterspørge.

Og fordi et voksende udbud af private velfærdstilbud genererer en endnu større efterspørgsel.

»I virkeligheden er den private velfærd allerede en vigtig brik i vores samfundsmodel for et sikre et højt velfærdsniveau i fremtiden,« skriver forfatterne.

Er det endestationen?

De stiller også spørgsmålet, om vi står ved endestationen for den nordiske velfærdsmodel, hvor krumtappen er det »universelle« velfærdssamfund med »fri og lige adgang« til kerneydelser som uddannelse, daginstitutioner, sundhed, ældrepleje og meget andet.

Risikoen set med de store velfærdspartiers øjne er for nogen den ulighed, der ligger i et A- og et B-hold. Men bag det ligger en trussel, der er større for dem, nemlig at A-holdet ender med at melde sig ud.

Hvorfor betale en meget høj skat for en velfærd, som man ikke selv får del i?

Ideologerne bag den universelle velfærdsmodel – især socialdemokrater – har altid ladet deres grundlæggende teori hvile på en form for bestikkelse.

Hvis ikke den store middelklasse selv føler, at de får en hel del tilbage for de høje skatter, de betaler, men i stedet skal betale dyre forsikringsordninger, så vil de vende ryggen til og nægte at betale to gange. Nye politiske partier, der læner sig op ad andre mere liberale samfundsmodeller som det britiske og amerikanske, vil vinde frem, lyder teorien.

»Welfare for the poor is poor welfare.« Hvis det kun er B- og C-holdet, der benytter sig af de offentlige tilbud, vil modellen blive skrabet og sølle.

Løkkes model

I regeringen, som har bebudet historiske reformer af velfærdssamfundet, er man ikke enig om, hvordan et nyt »velfærdssamfund 2.0« skal se ud, når de engang har haft det på værksted. At forene socialdemokrater, liberale og moderate i så grundlæggende ideologiske spørgsmål er en svær opgave.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) åbnede for nylig i et interview til Avisen Danmark for sine tanker om, hvordan fremtidens velfærd kunne se ud.

Fremtidens ældre vil have så store arbejdsmarkedspensioner, at de ikke vil tage til takke med niveauet for den service, den offentlige ældrepleje yder i dag, lyder hans analyse.

Lars Løkke Rasmussens løsning er, at danskerne i højere grad skal spare op og forsikre sig til egen ældrepleje, hvilket reelt vil betyde mere brugerbetaling.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) forklarer til Avisen Danmark:

»I Moderaterne ønsker vi en grundlæggende plejeopsparing, der minder om den måde, arbejdsmarkedspensionerne er finansieret på. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores velfærdssamfund på langt sigt.«

Ældreministeren understreger, at hun i udtalelsen udelukkende repræsenterer Moderaterne og ikke SVM-regeringen. Socialdemokratiet er lodret imod og irriterede over, at Løkke åbner for en debat, som de mener på ingen måde er aktuel.

I efteråret præsenterer regeringen en plan for en omfattende reform og en frisættelse af ældresektoren.

FAKTA

En ny velfærdsstat?

---

Regeringen har ambitioner om at gennemføre »den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«.

Store ældre årgange, mange børn og stigende forventninger til serviceniveauet truer ifølge regeringen velfærden. Men hvor stort er problemet? Og hvad er løsningerne?

Hen over sommeren bringer Berlingske en række artikler og indlæg om perspektiverne i den debat.

Kilde: https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/20-aar-har-forandret-danmark-som-at-advare-mod-et-angreb

 

Leder. Det er på tide med en debat om, hvordan vi skal finansiere ældreplejen i fremtiden.

En alvorlig ballon

 

DET er sommer, og det kan der siges meget godt om. Det er tiden, hvor man endelig fordyber sig i egne tanker, træder ud af hverdagen et øjeblik og ser på tilværelsen fra et andet perspektiv. Også på Christiansborg er det en anden tid, sommerballonernes tid, de nye ideers tid. Tiden, hvor politikerne tillader sig at tænke højt, anderledes, åbent. Det er der også meget godt at sige om. Nok er der taktik i udmeldingerne, men der er alligevel grund til at glæde sig over dette kig ind gennem sprækkerne – hvor små de end er – for de afslører, at der trods alt findes en puls et sted inde i den ofte noget fastfrosne politiske virkelighed.

ER det så fornuftigt, hvad politikerne får pustet luft i? Ikke altid. Men mandag i denne uge sendte Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, en vigtig ballon til vejrs, da han foreslog, at der laves en trepartsaftale på ældreområdet inspireret af fælleserklæringen fra 1987, som introducerede de arbejdsmarkedspensioner, som i dag udgør rygraden i det danske pensionssystem. Ordførerens budskab: Danskerne skal i højere grad selv begynde at spare op til deres fremtidige ældrepleje. De offentlige kasser kan ikke længere bære hele byrden. Det er på tide, at andre end udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen når til denne erkendelse.

SOMMERBALLONER taber ofte hurtigt luften igen, men forhåbentlig ikke denne. For Rabjerg og Løkke har ret i, at udviklingen tilsyneladende kun går én vej uanset hvad: Allerede nu tilkøber 14 procent af de ældre selv praktisk hjælp. 37 procent af de 50-59-årige sparer op til det. Og seks ud af ti af de 40-65-årige er nervøse for, at der ikke er nok ældrepleje til dem, når de bliver gamle. Det kan man læse i bogen Frihed, lighed og privat velfærd: På vej mod en ny samfundsmodel fra juni i år, som forsøger at kortlægge den private og halvprivate velfærds udbredelse i Danmark.

DER er noget grundlæggende menneskeligt ved dette ønske om at vælge frit og forbedre sine vilkår, hvor man kan. Den offentlige sektor i Danmark er ikke altid god nok, hurtig nok eller skræddersyet nok til den enkeltes behov. Det er det, der får så mange danskere til at vælge private løsninger: 2,7 millioner har privat sundhedsforsikring, 85 procent har en arbejdsmarkedspension, 22 procent går i privatskole, 2,7 millioner er medlem af sygeforsikring »danmark«, 400.000 har en lønsikring, og listen fortsætter. Det interessante er, at mange af de private løsninger i dag ikke skaber de store kontroverser, selvom de i bund og grund leverer det samme, som Rabjerg nu foreslår udvidet til endnu et velfærdsområde.

»Danskere skal tage et større ansvar for deres egen alderdom, så de offentlige ressourcer i højere grad kan prioriteres til dem, der ikke kan klare sig selv,« skriver Nikolaj Arve i ugens leder. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

GIVER Rabjergs forslag grund til ballade, er det heller ikke på grund af uenighed om udfordringens karakter: Der bliver flere ældre, de lever længere, og det lægger pres på den fremtidige finansiering af velfærdssamfundet. Det er alle enige om. Ifølge en analyse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension vil udgifterne til ældrepleje i faste priser vokse fra cirka 46 milliarder i 2020 til 79 milliarder i 2050. Det svarer til en stigning på 72 procent. Dertil kommer de ældres forventninger til plejen, som også vil være større i fremtiden.

DANSK Folkeparti, SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Ældre Sagen reagerede alle med en instinktiv afvisning af Rabjergs forslag. Også dennes partikammerat, justitsminister Peter Hummelgaard, har tidligere afvist lignende tanker fra Lars Løkke Rasmussen. De frygter en øget ulighed i samfundet og en udhuling af den offentlige sektor. Det er der også en risiko for, men kendsgerningen er, at den private velfærd allerede er her, og at den er vokset frem uden megen opmærksomhed. Det har allerede stillet mange danskere bedre end mange andre. Man kan vælge at ønske denne udvikling rullet tilbage, men det vil være forkert at bilde sig ind, at netop Rabjergs sommerballon er et markant brud med den danske velfærdstradition.

POLITIK handler ofte om at justere minimalt på decimalerne, men her er virkelig en samfundsudvikling, som kalder på mere omsiggribende løsninger. Hvis velfærdsstaten var det 20. århundredes store projekt, så må dette være en af det nye århundredes udfordringer: at få flere danskere til at tage et større ansvar for deres egen alderdom, så de offentlige ressourcer i højere grad kan prioriteres til dem, der ikke kan klare sig selv.

FLYVEHØJDE får diskussionen først for alvor, når og hvis regeringen kommer med et konkret udspil efter sommeren. Men allerede nu er der al mulig grund til at engagere sig i overvejelserne om, hvordan de private muligheder kan komme flest muligt til gode. For de forsvinder ikke igen. Arve

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/opinion/en-alvorlig-ballon

NIKOLAJ ARVE

 

NIKOLAJ.ARVE@PERSGROEP.NET

 

 

 

Kommentar. Hvad man kan lære af en brændt bibel.

SELVMÅL

I søndags stillede den herboende iraner Mehdi Zaman sig foran Israels ambassade i København med en lighter samt Toraen, Bibelen og nogle flag i forventning om, at andre befolkningsgrupper ville lade sig ophidse over afbrændingen.

Provokation foruden hævn over Rasmus Paludans koranafbrændinger var nemlig Zamans erklærede mål. Han stak ild på diverse, herunder Dannebrog og lgbt+-bevægelsens internationale regnbueflag. Et medbragt portræt af hans politiske idol – Irans nu afdøde despot ayatollah Khomeini – blev opstillet som en slags æresgæst.

Hvad skete så? Absolut intet. Et par politibetjente iagttog roligt hændelsen, ingen på ambassaden reagerede, ingen tililende tilskuere ymtede mishag endsige optrådte voldeligt. Både betragtet som provokation og som hævn over Paludans koranafbrændinger var begivenheden en fuldbyrdet fiasko.

Zaman gjorde snarere den serielle provokatør Rasmus Paludan den tjeneste at bevise hans grundtese: at det blandt de tre abrahamitiske religioners tilhørere kun er muslimer, der mister selvkontrollen og udøver vold under udførelsen af lovlige blasfemiske handlinger. Af samme grund – fordi dødsvoldsdidaktisk »respekt« for religion kun omfatter islam – får Mehdi Zaman og ligesindede heller aldrig brug for den politibeskyttelse, som Paludan og andre islamkritikere må leve under.

Arkivfoto: Signe Goldmann, Scanpix

Hvorfor denne forskel på Abrahams børn? Fordi islams repræsentanter aldrig har indskudt civilisationens tætte skot mellem sårede religiøse følelser, som alle religiøse mennesker kan have, og selvbeherskelsens accept af sekulære retsstatsprincipper. I Danmark opfører jøder og kristne flest sig civiliseret, når de påtræffer blasfemi, fordi deres sekulariserede selvforståelse som borgere i en liberal demokratisk retsstat tilsiger dem, at udøvelse af blasfemi er en individuel borgerret, selvom det kan føles personligt stødende. Den enes blasfemi er den andens ytringsfrihed, men med socialdemokraten Mattias Tesfayes ord har Gud vigepligt for demokratiet.

Tesfayes udsagn er vigtigt, fordi bekymrende mange muslimer i Danmark er uenige i netop dét – og i længden kan denne teokratiske attitude ikke regnes for en multikulturel kuriositet. Heller ikke af den venstrefløj, som altid viser omsorg for sårede muslimske følelser, men er stille som graven, når jøder i Danmark, kristne mindretal i Mellemøsten og lgbt+-personer i hele verden åbent forhånes og forfølges af muslimer. I mellemtiden tordner de muslimske landes organisation OIC frem i FN med islamofobi-begrebet, som effektivt kriminaliserer al kritik af islam stik imod samme FNs frihedsrettigheder. Voldsunderstøttet klynk over blasfemi truer demokratiet overalt.

Så hvilken partifælle er statsministeren mon enig med? Mattias Tesfaye, som siger, at Gud har vigepligt for demokratiet? Eller Trine Bramsen, som primo juli sagde på TV 2, at »vi kan stadig ikke se, hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af« – altså at demokratiet har vigepligt for Gud? Vælgerne har krav på at opleve Mette Frederiksen som en »tydelig voksen«, hvad dette helt afgørende retsstatsprincip angår.

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/selvmaal

KATJA KVAALE Katja Kvaale (f. 1964) er antropolog besmykket med Københavns Universitets Guldmedalje. Katja har i peruansk Amazonas, Stillehavet, Filippinernes bjerge og ved såkaldt ’oprindelige folks’ fælles FN-repræsentation i Gèneve og New York forsket i kulturel kontinuitet som det erfares og praktiseres i folks levede liv og som det repræsenteres politisk af eliten; siden har hun sammenlignet med nye og ’oprindelige’ danskere. Det er også kulturel (dis)kontinuitet – forestillet, reel, (im)materiel/museal, indført, opført og fremført, lokal, national, etnisk og politisk – Katja har skrevet om i Weekendavisen siden 2015, især på etnografiske og kulturhistoriske museer.

KATK@WEEKENDAVISEN.DK

 

Globale tanker. Sommerens dramatiske optøjer i de franske forstæder afslører, at Europa stadig er blind over for sine indre fjender, mener den verdensberømte filosof Pascal Bruckner. Men så længe, problemet reduceres til islam, forbliver det et problem.

Paris på vrangen
I en lys parisisk lejlighed sidder en fransk filosof klar med sin smartphone. Pascal Bruckner har rettet på sin skødesløst kaotiske pagefrisure, hvis grålige nuancer fortæller, at det er længe siden, han var en af Frankrigs »nye filosoffer«, som hans generation af indflydelsesrige tænkere blev kaldt i 70erne og 80erne. Til gengæld fortæller udtrykket i hans højloftede hjem, at der stadig er bud efter ham, når samtiden skal diagnosticeres. Også i aften sidder 74-årige Bruckner parat med WhatsApp åben.

Vi befinder os midt i aperitiffens time, men Pascal Bruckner ser ikke meget at skåle for uden for vinduet. Det er torsdag i Paris, og gaderne er endnu hærgede.

Når Bruckner modtager et opkald om lidt, kommer det fra en skandinavisk avis, hvis ærinde er at høre den notorisk selvkritiske franskmands forventede spidse kommentar til sommerens flammende drama i Frankrig.

Bruckners hjemland har været på afgrundens rand længe, som han har fortalt igen og igen; i 2019 efter De Gule Vestes højspændte demonstrationer, efter flygtningekrisen fire år tidligere og løbende hen over de seneste årtier. »Hver gang Europa er syg, er Frankrig kontinentets mest patologiske land,« som han typisk fortæller i interviews som det, han venter på at give nu.

Men denne gang er det anderledes, og det har Pascal Bruckner tænkt sig at fortælle. Optøjerne, de lange sommernætters riots, kan ikke sammenlignes med De Gule Vestes oprør, vil han hævde. Vandalisme er ingen ideologi. Og, vil Bruckner tilføje, når telefonen ringer: Nok er gadeuorden et fransk adelsmærke, men denne konflikt er et europæisk ansvar.

Foto: Mariusz Kubik, Scanpix

BLÅ BOG

Pascal Bruckner. Født 15. december 1948 i Paris. Uddannet i filosofi fra Panthéon-Sorbonne og siden kendt som en del af »Nye filosoffer«-generationen sammen med blandt andre Bernard-Henri Lévy, som døbte dem sådan i 1976. Bruckner har forfattet en lang række politisk-filosofiske værker med kritik af det moderne Frankrig og Vesten som gennemgående temaer. Mest kendt er måske Tears of the White Man og senere The Tyranny of Guilt (2006, i 2010 oversat til engelsk).

Skylden tyranniserer stadig

I dagene, hvor juni blev til juli, da Frankrigs største byer lagde an til en ventet højsæson for tørke og turisme, affyrede en forstadsbetjent med sit håndvåben et skud mod en 17-årig chauffør af en gul Mercedes i Nanterre-kvarteret vest for Paris. Skuddet fik fatale konsekvenser for den unge franskmand Nahel Merzouk – og siden for republikken i sig selv. Med mordet fulgte godt en uges dramatiske optøjer, slagsmål, ildspåsættelser og plyndringer i forstæder til byer som Paris, Marseille og Lyon. Præsidenten hastede hjem fra møder i Bruxelles og kaldte 40.000 ekstra betjente på arbejde. Der var ellers lige begyndt at være ro i byen efter forårets store demonstrationer mod præsident Macrons nye pensionsreform.

Også Pascal Bruckner reagerede. Han forlod sin lejlighed, gik ud på gaden for at se, hvor slemt det stod til i hans arrondissement, og konstaterede, at ballademagerne »havde sat ild til nogle skraldespande, hvilket er okay. Vi er vant til den slags, det er vi«, som Bruckner konstaterer i telefonen – i sit kendetegnende tørre, svirpende tonefald uden hverken selvmedlidenhed eller selvpineri.

Vestens »masochistiske« omgang med egen historie har han for længst gjort op med i sit hovedværk, The Tyranny of Guilt, i hvilken Bruckner argumenterer for, at Europa især, og venstrefløjen allermest, fortsat plages af skam over tidligere tiders »monstre« som slaveri, racisme og kolonier. Europas sidste monster er dets afsky over sig selv – og den evige skam gør Europa handlingslammet, har Bruckners argument lydt siden da: Selv unge generationer af statsledere forbliver ude af stand til at håndtere nutidens konflikter, eksempelvis en kriminel underverden, af frygt for at blive udskammet for racisme eller etnisk diskrimination. The Tyranny of Guilt udkom i 2006, samme år som den nu skuddræbte Nahel Merzouk blev født.

At WhatsApp-samtalen var tænkt som et videoopkald, havde den aldrende filosof ikke forventet, da han tog telefonen. Men han overgiver sig, tænder sit kamera og holder apparatet ud i strakt arm, tydeligt overrasket over at skulle være på. Bruckner lader først sine øjne vandre rundt i rummet, derefter benene, og han begynder at cirkulere rundt i sin lejlighed med ansigtet rettet mod sin lille skærm, som man forestiller sig, at en YouTube-influencer ville gøre på en storbyguide.

Bruckner er vel også en slags åndelig influencer. Så vidt vides uden at være sponsoreret. Mens han fortæller om »Macrons drengede naivitet« og oprørerne, der »er franske på papiret, men ikke i hjertet«, giver filosoffen en spontan rundvisning i hjemmet. Meterhøje boghylder og mørke træbjælker bugner bagest i billedet, som også afslører, at Bruckner selv er iført en hvid hørskjorte, chikke skildpaddebriller og en nyerhvervet sprød tan efter et par dage i Sydfrankrig. Seancen kunne være en scene fra en Ruben Östlund-film.

»Volden er et lydspor til dagliglivet,« sagde Bruckner til avisen Le Figaro forleden, og i aften understreger han balladens hyppighed.

»Men,« fortsætter Bruckner, få dage efter at urolighederne blev portrætteret som Frankrigs skæbnetime på forsiden af ikke så få europæiske aviser: »Jeg var overrasket over, hvor veludført volden og ødelæggelserne så ud. Det var som en planlagt mission. Jeg tror ikke på, at det var et spontant følelsesudbrud.«

– Udfordrer du, at optøjerne opstod som reaktion på politiets drab?

»Nej, drabet blev startskuddet. Men de havde forberedt sig og bare ventet på en anledning; derfor kunne det opstå så effektivt henover natten. Hver gang, der er tumult i Frankrig, ender det i optøjer og ballade. Men denne gang var det ikke orkestreret af amatører. De er gangstere, og de ønsker at sende et klart signal til de franske myndigheder om, at det er dem, der bestemmer.«

Projektløse pjalteproletarer

I debatten om optøjerne har race og religion fyldt en hel del i det ellers stærkt sekulariserede Frankrig, hvor myndighederne forhindres i at føre statistik på baggrund af franske statsborgeres religion eller etnicitet. Alligevel fremstilles de seneste optøjer i France 24 og andre medier som »Frankrigs George Floyd«-øjeblik.

Fra venstrefløjen lyder kritikken, at den undertrykte ungdom med især afrikanske rødder langt om længe siger fra over for et diskriminerende system og racistisk politivæsen, hvis etniske forskelsbehandling er forsøgt dokumenteret i flere rapporter. Fra højrefløjen lyder modargumentet, at politiet har mere arbejde at gøre i visse nabolag af en årsag. Da optøjerne var på deres højeste, var præsidentkandidat, internetpolemiker og partileder for Reconquête Eric Zemmour ikke sen til at spå om en snarlig fransk borgerkrig.

Udsigten til borgerkrig er Bruckner stærkt skeptisk over for, sin mangeårige konservative kulturkritik til trods. »95 procent af befolkningen er imod optøjerne – bøllerne er få, men kloge. Det er ikke en borgerkrig, vi er ikke to fronter, det her er ikke USA, selvom jeg godt ved, at angelsakserne godt kan lide at kategorisere og sammenligne så simpelt.«

Problemet er ifølge franskmanden mere komplekst, end fløjene gør det til.

»Jeg er af den klare overbevisning, at det her er et spørgsmål om stoffer, bander, økonomi og territorium mere end om religion. Der er sikkert islamister iblandt, ligesom der er racister i politistyrken, og begge dele er forkert, men ikke problemets kerne. Man kan altid forsøge at forklare den slags med islam, som højrefløjen, eller med racisme og diskrimination, som venstrefløjen gør. Men begge dele er, tror jeg, sekundære årsager. Bøllerne repræsenterer ikke islam, som nogle politikere påstår. Mange har afrikanske rødder, få har asiatiske, men det er en blandet skare, der er forenet i et had til Frankrig,« siger Bruckner:

»Jeg ser optøjerne som en dyb og komplet afvisning af den franske stat og alle dens institutioner. Med den fart og effektivitet, optøjerne havde, ser jeg det som en tydelig markering af, at de her borgere vil markere deres territoriums grænser. De vil ikke se politiet og brandvæsenet, de vil hverken se læger eller hospitaler, de vil have lov til at udføre deres beskidte forretning uden at blive forstyrret af myndigheder. De repræsenterer det, man i marxistisk teori kalder pjalteproletariatet. En professionel lovløs underverden, som helst opererer uden om franske myndigheders bevågenhed. Drabet på den unge franskmand blev deres interne undskyldning for at vandalisere.«

I den forstand ser Pascal Bruckner optøjerne som en modsætning til en dystopisk roman som Michel Houellebecqs Underkastelse, hvor et muslimsk parti på demokratisk vis overtager præsidentpalæet i Paris og et skridt ad gangen islamificerer Frankrig. Og derfor mener Bruckner, at sommerens optøjer kun kan sammenlignes med historiske demonstrationer, revolutionsforsøg og De Gule Veste i form, ikke i indhold:

»Optøjerne har ikke noget ideologisk sigte, som jeg ser det. Og det er her, at de adskiller sig fra typiske franske demonstrationer. Man kan godt sige, at de voldelige, vrede unge på gaden i virkeligheden opfører sig helt enormt fransk – det ligger i vores historik at lave bål i gaden. Men til gengæld er det ufransk at vandalisere og ødelægge uden et konkret mål for øje. Under de kommunistiske demonstrationer i 50erne, 60erne, 70erne var der et ideologisk rationale bag. Et mål om at hæve lønninger, sikre rettigheder for arbejderklassen. Ligesom De Gule Veste i dag. Men dem, vi ser på gaden nu, tilhører ikke arbejderklassen. De profiterer fra systemet, arbejder for at lave så mange penge som muligt og ellers passer sig selv. Det er det, jeg mener med, at de afviser den franske stat uden at have deres eget projekt,« siger Bruckner:

»Men problemet bliver ikke mindre af, at det ikke kun handler om religion. Frankrig har negligeret de her forstæder og de folk, der føler sig afvist; det har affødt vreden og gjort plads til den underverden, der truer freden nu. Vi burde have slået ned på de kriminelle ledere langt tidligere. Problemet er ikke udefrakommende, det er vores eget. De her folk er franske på papiret, og det er i vores interesse at få dem overbevist om at blive det i hjertet også.«

Mens Macron holdt krisemøde med over 200 borgmestre i tirsdags, bragte Sky News en reportage fra havnebyen Marseille, hvor optøjerne også gik for sig. I »betonjunglen« uden for byen, som rapporten kalder den, bor 200.000 mennesker. En af dem, Amine Kessaci, en yngre mand, mistede sin bror til stoffernes verden og så ham blive myrdet i 2020. I år var Kessaci selv på gaden – en blandet fornøjelse, som han siger til Sky News: »Først handlede det om retfærdighed for Nahel, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad vi slås for. Det er alt muligt på én gang. Frankrig er som en trykkoger, der fyldes med flere og flere og flere problemer, og indimellem blæser låget af.«

I et andet medie, Euronews, bakker sociologen François Dubet op om Kessacis rådvildhed. Dubet har arbejdet med flere end 40 optøjer i Frankrig siden 1980erne, og han understreger, hvilken »tomhed« oprørerne fra forstadsghettoerne oplever: »Bag dem er der ingen organisation, intet parti, ingen fagforening, ingen moské, der er intet,« siger sociologen.

Det er narkohandlerne, præsident

Og det er her, Bruckners kritik fra The Tyranny of Guilt bliver aktuel igen. Man kan med rette bebrejde en »vag og naiv« præsident Macron, som »enten er blind over for problemerne eller lader, som om de ikke eksisterer. Han er sjov og en god entertainer, men berøringsangst over for reelle problemer«, siger Bruckner. »Frankrigs problem er, at konflikterne hober sig op. Vi løser dem ikke, men giver dem videre.«

Derfor har hverken de politiske eller uniformerede myndigheder en autoritet blandt bøllerne. »De her unge … Hvem lytter de til?« skulle Macron ifølge flere medier have spurgt en ledende betjent på en lokal station i det 17. arrondissement i sidste uge. »Narkohandlerne, monsieur le président,« lød betjentens svar.

”De her folk er franske på papiret, og det er i vores interesse at få dem overbevist om at blive det i hjertet også”

PASCAL BRUCKNER, FILOSOF

Flere eksperter hævder, at optøjerne faldt til ro efter seks dramatiske nætter, kun fordi underverdenens autoriteter bad om ro. Signalet til Macron var sendt.

Spørgsmålet er nu, hvordan han reagerer på det. Bruckner »har ikke svarene«, han er jo blot filosof, siger han, stadig vandrende rundt i sin lyse lejlighed. På et tidspunkt fryser billedet i en vinkel, hvor han ligner en sommerlig sammensmeltning af Jørgen Leth og Andy Warhol.

»Macron er nødt til at tage sig sammen. Han er en marionetdukke uden autoritet, men med en stor, narcissistisk personlighed. Jeg tror ikke, han tør slå hårdt ned på the masterminds i underverdenen. Eller tage hånd om politiets mangler. Og de to ting hænger sammen. Konsekvensen af Macrons nølen er, at politiet fortsætter, som det passer dem, og det går ud over den 17-årige mand, uretfærdigt, uanset om han var involveret eller ej. En anden konsekvens er, at han lader det yderste højre genvinde autoritet.«

– Du mener ikke, at Marine Le Pen ville håndtere det bedre?

»Nej. Værre«

– Fordi hun opildner til borgerkrig?

»Ja, men mest bare, fordi hun er dum.«

Macron har som løsning foreslået en statslig indgriben i adgangen til sociale medier, hvor optagelser af volden spreder sig. »Diktatorisk,« lyder det fra venstrefløjen. »Det skulle han have gjort for længst,« siger Bruckner.

Hvis ikke Macron kan tage affære, vil Bruckner lade det være sin afsluttende opfordring, at andre europæiske nationer med voldsprægede områder forstår alvoren – »Kan du ikke vise interviewet til Danmarks Socialdemokrati?« spørger han. »De må gerne komme forbi og lære Macron en lektie.«

Måske er problemet mest presserende i Frankrig, men det bør være en europæisk bekymring, gentager Bruckner. Hverken bandeledere eller sociale medier kender til landegrænser. På få dage spredte optøjerne sig til Belgien og Schweiz, og filosoffen kan ikke se, hvorfor banderne ikke skulle mobilisere optøjer i Sverige og Holland, begge dele, hvor den kriminelle underverden også vinder større terræn. Eller i Storbritannien, som den tidligere præsident Hollande advarede i et interview i The Times i søndags.

Det er budskabet, Bruckner vil tage med sig, næste gang han inviteres på middag i Élyséepalæet – hvilket han ret ofte gør, siger han, og karikerer en samtale fra sidste middag i foråret, hvor præsident Macron angiveligt opførte sig personligt forurettet over, at Putin invaderede Ukraine, selvom han havde set Macron i øjnene og sagt, at han ikke ville gå så langt.

»Og ved du hvad?« afslutter Bruckner, nu tilbage i sit sæde, hvor han kunne have stillet sin telefon på højkant fra begyndelsen. »Europa har dvælet i sin egen fredstid siden 1989, vi lod den russiske verden passe sig selv og troede, de var vores venner. Vi, og åbenbart især Macron, fik et chok, da Putin forrådte os. Det lærte os, at vi havde været blinde over for Europas ydre fjender. I dag frygter jeg, at vi er blinde over for vores indre fjender.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-28/samfund/paris-paa-vrangen

JEPPE BENTZEN (f. 1996) er journalist på Weekendavisen og skriver mest af alt reportager, interview og analyser om dansk politik, europæiske forhold, kulturliv og litteratur, og portrætter af mennesker, han af meget varierende årsager er optaget af. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet med studier i filosofi og statskundskab på American University i Washington DC.

 

JEBE@WEEKENDAVISEN.DK