Kommentar. Ministre og topembedsmænd bliver uden videre lobbyister. Særligt i vindbranchen. Der bør indføres en karensperiode.

Indspist

LARS LØKKE RASMUSSEN var vred, da han onsdag blev udspurgt på et samråd i Folketinget: Havde han givet vennetjenester til investeringsfirmaet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og ladet deres store havvindmølleprojekt overleve, mens 24 andre projekter, som gerne ville bygge havvindmøller, blev droppet? Det ville oppositionen vide.

Løkke havde jo spist middag med CIP under folkemødet på Bornholm, de fik endda kaviar, som netmediet Zetland har beskrevet i en artikel, hvor de også citerer to anonyme embedsmænd for at sige, at de har følt sig presset af Løkke til at favorisere CIP.

Løkke afviser alt. Han er udsat for »konspirationsteorier« og »voldsomme insinueringer«, sagde han på samrådet, og det forstår man for så vidt godt. For Zetland har forbløffende lidt konkret dokumentation, når man tænker på, at magasinet reelt anklager landets udenrigsminister for korruption.

Alligevel er sagen værd at se på. Når mistanken om vennetjenester så let kan opstå, skyldes det i høj grad et særligt træk ved den danske vindbranche: Den er indspist. Personer glider ubesværet mellem politik, erhvervsliv og centraladministration. Og det er et stort problem.

Zetland har forbløffende lidt konkret dokumentation i sagen om Lars Løkke og CIP. Alligevel er den værd at se på, skriver Christian Bennike. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Tag Løkke selv: Mens han sad i Folketinget, blev han i 2020 »tilknyttet« advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, som samme år hjalp Vestas med at købe en fjerdedel af CIP for 3,7 milliarder kroner.

Eller tag CIP, som sidste år ansatte en ny PA-chef: Lars Lose, som kom direkte fra et job som departementschef i Udenrigsministeriet. CIPs pressechef er også kommet direkte fra jobbet som pressechef i Udenrigsministeriet.

Tag en af CIPs tætteste partnere, når det gælder investeringer i havvindmøller, PensionDanmark – de har netop ansat Peter Stensgaard Mørch som ny direktør, han kommer direkte fra jobbet som departementschef i Finansministeriet. 

Hos en anden stor spiller i finansiering af vindmøller, ATP, hedder direktøren Martin Præstegaard, han ankom i 2022 fra stillingen som departementschef i Finansministeriet og afløste den tidligere ATP-direktør Bo Foged, som stoppede for at blive partner i CIP.

Der er gang i svingdøren.

I vindindustriens brancheorganisation, Green Power Denmark, er tidligere finansminister Kristian Jensen direktør. Dansk Erhverv er ledet af Brian Mikkelsen, der kom direkte fra jobbet som dansk erhvervsminister. For slet ikke at tale om, at Ørsted, CIP og de andre vindfirmaer i årevis har snuppet de bedste embedsfolk fra Energistyrelsen ved at love dem bedre løn og arbejdsvilkår.

DET BETYDER IKKE, at Løkke, Mørch og de andre er korrupte eller inkompetente. Men det betyder, at man umuligt kan følge diskussionerne om energiøer og vindparker uden igen og igen at tænke: »Hmm, det var da godt nok påfaldende, sikken et sammentræf, gad vide om ikke …« Og det er i sig selv et problem. Alene mistanken om, at der så nemt kunne foregå noget fordækt, undergraver tilliden til politikere, til embedsværket og til en branche, som har fået milliarder fra staten.

Løsningen ligger lige for: Indfør en karensperiode, så ministre og topembedsmænd ikke uden videre kan gå gennem svingdøren og blive lobbyister. Hvis en departementschef vil være direktør i en pensionskasse, må han vente mindst et år. Det er utroligt, at det ikke allerede er dansk lov.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-43/samfund/indspist

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

 

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Mandag Mortensen. Jakob Ellemann-Jensens afgang kan åbne diskussion om Venstres plads i regeringen. Magtfulde folk forsøger at tage den i opløbet.

En farlig tanke

Det var næppe en tilfældighed, at først Folketingets formand, Søren Gade, og siden tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen meget kort efter Jakob Ellemann-Jensens afskedspressemøde erklærede støtte til Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose som ny ledelsesduo i Venstre.

De to har allerede ledet partiet i det meste af regeringsperioden, så i sig selv er der intet overraskende i anbefalingen fra Fogh og Gade. Mere interessant er derimod den hast, hvormed støtteerklæringerne indløb.

Jakob Ellemann-Jensen forlader Amalienborg efter sin afskedsaudiens hos Dronningen. Foto: Martin Sylvest, Scanpix.

Det indikerer et betydeligt behov for at få lukket det gærde, der lige nu er åbent ind til magten i Venstre. Den nuværende situation er ikke blot problematisk for partiets topfolk, men for hele SVM-regeringen.

Skrækscenariet er, at den oplagte afløser, Troels Lund Poulsen, på Venstres landsmøde i november vil blive udfordret af en modkandidat, der stiller op med det erklærede mål at trække Venstre ud af regeringen.

At tanken spøger i partiet, kan man eksempelvis erfare på Facebook, hvor tidligere minister Peter Christensen skriver:

»Lidt tanker inden Venstres spændende landsmøde, hvor der skal vælges ny formand og ingen endnu har meldt deres kandidatur. Alle potentielle formandskandidater vil også gerne være ministre og ønsker derfor regeringen fortsætter, men hvad nu hvis forudsætningen for at vinde valget på landsmødet er, at man vil trække V ud af regeringen, hvad sker der så …«

Peter Christensen mere end antyder hermed, at en kandidat, der vil bringe Venstre tilbage til positionen som oppositionsparti og en del af blå blok, vil kunne vinde flertal på et landsmøde.

Det er ingen hemmelighed, at begejstringen for regeringsdeltagelsen er noget afmålt i Venstres bagland.

»Jeg var skeptisk over for, at Venstre overhovedet gik i regering, fordi jeg var bange for, at Venstre ville blive klemt mellem Socialdemokraterne og Moderaterne. Det ligner, at det er, hvad der er sket indtil nu. Og det er jo tydeligt for enhver, at det er Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der optræder her, der og allevegne. Derfor tror jeg heller ikke, vi for alvor får bedre målinger, før vi er ude af regeringen,« sagde Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl for nylig til Altinget.

Mejdahl er givet repræsentant for en stor del af Venstres bagland, der ud over meningsmålinger på den trælse side af ti procent også er en kende konsterneret over udsigten til, at Venstre kommer til at stemme for en klimaafgift på landbruget.

Derfor er der ingen tvivl om, at en nogenlunde troværdig kandidat med regeringsexit på programmet vil kunne høste betydelig sympati i baglandet, og kommer den kandidat, er regeringsdeltagelsen pludselig til afstemning på landsmødet. En håbløs situation for partiets nuværende ledelse, der mest af alt har brug for tid til at bevise, at regeringsdeltagelsen var den rigtige beslutning.

Både Ellemann, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose gjorde på mandagens pressemøde meget ud af at fortælle, hvor store aftryk Venstre har sat på regeringsgrundlaget. Inden Ellemanns afgang var det også planen, at Venstre i denne uge skulle have præsenteret regeringens planlagte skattelettelser.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok til at overbevise et skeptisk bagland, hvis det skulle komme til et formandsvalg, der udfordrer regeringsdeltagelsen.

I ledelsens og først og fremmest Troels Lund Poulsens favør tæller, at der ikke lige findes en oplagt kandidat til at tage kampen op. Sidder man i folketingsgruppen med ambitioner om en politisk fremtid, er det næppe et forsøg, man skal gøre, medmindre man er sikker på at vinde. At hente en udefra – selv en prøvet forhenværende minister – er ikke nødvendigvis noget, der frister partiets delegerede, der helst bare vil have ro, stabilitet og en begyndende fremgang.

Men spillet er åbent, og ingen i regeringstoppen vil sidde helt roligt, før Venstres landsmøde er overstået.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/en-farlig-tanke

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Mette Frederiksen lyder borgerlig. Desværre er det ikke alle i blå blok, der kan høre det.

Fra rød til grøn til blå

 

IKKE mange minutter var gået, efter at Mette Frederiksen havde afsluttet sin åbningstale, før flere blå oppositionspartier stod klar til at undsige den. Morten Messerschmidt fra DF og De Konservatives Mette Abildgaard hævdede samstemmende, at den burde have handlet meget mere om de ældres usle vilkår. Mens Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne savnede, at hun talte om alt muligt andet, herunder for eksempel de psykisk syge. Som den eneste roste Liberal Alliances Alex Vanopslagh statsministeren, fordi hun opfordrede til reformer af folkeskolen, som han allerede havde foreslået for et år siden.

ALLE vi andre, der hørte talen og ikke er medlem af et oppositionsparti, studsede imidlertid allermest over én ting: Og det var, hvor borgerlig Mette Frederiksen egentlig lød. For hvad sagde hun i den tale? Ja, hun sagde, at forældrene skal understøtte læreres autoritet i klasselokalet og opdrage deres børn, så undervisningen kan gennemføres i god ro og orden. Hun sagde også, at de adskillige tusind forpligtende og vejledende læringsmål for folkeskolen, som flytter fokus fra færdigheder til fine fraser, skal væk. Eleverne skal ikke lære at tale om mad i madkundskab. De skal simpelthen lære at lave mad. 

Elever i idræt skal ikke sætte idrætten ind i en kulturhistorisk kontekst, de skal dyrke sport. Og nok så vigtigt slog hun fast, at når hver syvende elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne regne eller skrive på trods af alle gode viljer og kæmpestore reformer, så skyldes det ikke, at skolen er underfinansieret. For der bruges flere penge pr. folkeskoleelev end nogensinde før i Danmark. Derfor skal den enkelte skole sættes fri til at gøre tingene på nye måder. For man vokser med ansvar. So what's not to like?

KNEB det alligevel for de borgerlige partier med at genkende sig selv i talen, er det ikke første gang. For nylig var det Mette Frederiksens udsagn om, at alle, der kan arbejde, skylder at arbejde, hvis velfærdsstaten skal bestå, som det borgerlige Danmark tog anstød af. Søren Pape mente, at statsministeren ville reducere alle til skaffedyr, mens Nye Borgerliges Pernille Vermund skosede statsministeren for at kræve, at vi alle skal løbe stærkere i velfærdsstatens hamsterhjul. 

Den reaktion var mildest talt overraskende, eftersom det i årtier har været en borgerlig mærkesag at få borgerne til at forstå, at man må yde, hvis man vil nyde: Hvad var ellers meningen med at levetidsindeksere pensionsalderen, beskære dagpengeperioden og indføre kontanthjælpsloft? Og når det nu viser sig, at der mangler hænder i den offentlige sektor blandt netop de faggrupper, der sværger til deltid, er det så ikke god blå politik at gøre opmærksom på, at pligt og ret hænger sammen? 

Det kan man da ikke bare som Pape affærdige med, at hvis man ellers kan forsørge sig selv, så skylder man ikke samfundet mere, for helt ærligt: Skylder staten så stadig et gratis velfungerende sundhedsvæsen? Uddannelse? Forsvar? Ældrepleje? Kollektiv trafik?

VIRKER kritikken fra borgerlig blok temmelig løjerlig, så kender vi jo godt den egentlige forklaring. Det er dybt frustrerende at være oppositionsparti under en flertalsregering, hvor det ikke umiddelbart gør den store forskel, om man siger det ene eller det andet. I den situation kan det virke sikrest at kritisere statsministeren, uanset hvad hun siger: i tillid til – hvad meningsmålingerne da også tyder på – at befolkningen heller ikke bryder sig om flertalsregeringer som koncept, fordi det lugter langt væk af magtbrynde, selvtilstrækkelighed og nej tak til dialogkaffe. 

Alligevel bør blå blok nok overveje, om den ikke svækker sig selv ved gennem sin kritik af statsministeren at nedgøre sit eget værdigrundlag: at det er borgerne, der skaber samfundet, og at vi hver især skal gøre vores til, at det samfund bliver et godt samfund. Ved at dygtiggøre os. Ved at gå på arbejde. Ved at opdrage vores børn.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

I sagens natur betyder det selvfølgelig ikke, at blå blok skal gøre sig til heppekor for Mette Frederiksen. Og ikke kun, fordi regeringen fører masser af politik, der ikke er spor borgerlig; tag arnepensionen og top-topskatten som bevis på det. Men allermest, fordi det jo ikke er nok at flashe borgerlige værdier, man skal også kunne handle på dem. Og her kan man ærligt talt godt have sine tvivl, om regeringen vitterligt er parat til det. 

Hvis lærerens autoritet skal genoprettes, er det ikke gjort med at sige det. Det bør følges op af konkrete sanktioner, der kan matche dem, der får forældre over hele landet til i stadig højere grad at sende deres børn i privatskole. Ustyrlige elever, der ødelægger det for resten af klassen, skal kunne sættes uden for døren, idømmes eftersidninger, anbringes i støtteklasser, dumpes og ultimativt henvises til skoler for særligt vanskelige elever. 

På samme vis begynder danskerne heller ikke bare at arbejde mere, fordi Mette Frederiksen opfordrer til det. Når incitamentet til at arbejde mere i Danmark er så begrænset, skyldes det vores skattesystem, som gør det til filantropi at give den en ekstra skalle. Her er der brug for borgerlige partier til at hjælpe Mette Frederiksen med at hæve ambitionerne, så hun kan få indfriet sine målsætninger.

POLITIK er det muliges kunst, siger man, og som opposition til en flertalsregering er mulighederne få. Men man kommer aldrig til magten ved at tage afstand fra egne principper, blot fordi det er modstanderen, der forfægter dem. Det bør man i stedet omfavne som et vidnesbyrd om, at blå politik har fremtiden for sig.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-40/samfund/fra-roed-til-groen-til-blaa

 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Kommentar. Nu er Socialdemokratiet et og-parti. Gode venner hjælper kursskiftet på vej.

Klappet af
Når folkestemninger udmåles er meningsmålinger og taxachauffører blandt journalisters foretrukne værktøj, men klappometret kan nu også noget.

På weekendens socialdemokratiske årsmøde i Aalborg var jeg så heldig at sidde blot fire-fem meter fra en hæklende kvinde, hvis klappeteknik skilte sig noget ud fra majoriteten af salen. Da de delegerede efter Mette Frederiksens tale rejste sig og klappede deres begejstring ud, som man jo gør ved den slags lejligheder, var der noget tøvende og afmålt over den hæklendes reaktion.

Ved talens slutning lagde hun roligt hækletøjet, rejste sig langsomt og tog efter lidt tid fat på at klappe med, men kun hver anden gang i forhold til salens foretrukne rytme og med meget lidt tryk på håndfladernes sammenstød. 

Nini Oken hedder den skeptiske delegerede, hun er formand for Socialdemokratiet i Ribe, og da jeg spurgte hende hvordan og hvorledes, forklarede hun velvilligt, hvorfor hun havde klappet så fåmælt. Det er SVM-regeringen, afskaffelse af bededagen som fridag og partiets nye glæde ved skattelettelser, hun ikke bryder sig om. Det harmonerer ikke med partiets dna, og medlemmer i Ribe melder sig ud, sagde hun.

Morgensang ved Socialdemokratiets Årsmøde 2023 i Aalborg. Foto: Henning Bagger, Scanpix.

Skønt Nini Oken nok er blandt de skarpeste kritikere af Socialdemokratiets nye kurs, er hun en udmærket personificering af, hvor partiet står i dag. Noget programmatisk landsmøde var det ikke, men det blev det. Weekenden i Aalborg var første gang, man havde lejlighed til at samles siden de store omvæltninger efter folketingsvalget. Nu hedder det velfærd og skattelettelser; »eller« er blevet til »og«.

Skattelettelser er leveret før, men nu sker det af egen drift. De blev lovet i valgkampen, flere afleveres på samarbejdets alter.

INDSKIFTNINGEN AF DET lille bindeord sker uden påfaldende glæde i baglandet. Man er nået over tidens flod og står på bredden i det nye SVM-land, men klæderne er våde, og sjælen er ikke kommet med over.

Da partiet søndag morgen skulle diskutere sammenhængskraft, valgte mange talere at fokusere på partiets egen manglende indre sammenhæng. Man var imod den stigende ulighed, man så voldsomme huller i velfærden, kommunerne var trængt, enkelte havde det udtrykkelig svært med trekantregeringen. Salen klappede spredt, men uden kraft. Folk, der håbede på revolte og eksplosioner i Aalborg, blev skuffet.

Alligevel mente både ordstyrer Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen at måtte kommentere den triste morgenandagt. Så dystert er det altså heller ikke, mente Dybvad. Der bliver tegnet et lige lovlig deprimeret billede af verdens bedste velfærdssamfund, formanede partiformanden. Så klappede salen.

Heldigvis for partitoppen er det i nøden, man skal kende gamle venner, og Radikale giver en hånd med, når glædens lys søges tændt over Mette Frederiksens nye ruteføring.

I valgkampen lod partiformanden, som om hun slet ikke var blevet væltet af den daværende radikale leder. I dag har man travlt med at understrege Sofie Carsten Nielsens rolle som banemand. »S-regeringen havde en udløbsdato. Vi blev reelt væltet af dele af vores eget parlamentariske grundlag,« som Frederiksen formulerede det.

Den eventuelt tilbageværende kærlighed til den gamle makker blev afleveret med så strøget mål, at det var umuligt at overhøre foragten: Frederiksen havde i etpartiregeringens tid et tæt samarbejde med SF og Enhedslisten »og i en række sammenhænge også med Alternativet og De Radikale«.

Også vennerne i det Scavenius-plagede Alternativet viser med eget eksempel, hvor ustabilt et samarbejde til venstre side ville have været. Theresa Scavenius er væk, og i denne uges voxmeter er partiet placeret under spærregrænsen. Det røde flertal er også forsvundet, og flertallet bag »velfærd eller skattelettelser« kan selv med den største velvilje højst samle 76 mandater. Så få mandater gør intet eller, skatten er klappet af. 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-39/samfund/klappet-af

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Leder. Et af de mest beundrede danske fænomener er afgået ved døden og efterlader sig et samfund med behov for reel frihed for parterne på arbejdsmarkedet.

Nekrolog: Den danske

 model (1899-2023)

DEN danske model var elsket af alle. Arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Venstre- og højrefløjen. Og udlandet iagttog den med misundelse. Den indkapslede et tillidssamfund, der undgik uro og fik stabilitet til at gennemføre store reformer, man andre steder kun har drømt om. Alligevel kan vi nu konstatere, at den er afgået ved døden.

BLEV den ikke alene undergravet af den nuværende regering, var det dén, der gav den dødsstødet. Ved at afsætte tre milliarder i en særlig lønpulje og udpege lige netop de hverv og arbejdsopgaver, der skal honoreres, ramte SVM-regeringen den danske model i det hjerte, der i forvejen var noget forkalket. At give sygeplejersker, sosu'er, fængselspersonale og pædagoger et permanent lønløft er uden tvivl positivt for netop de fire grupper, måske kan det endda bidrage til at løse et samfundsproblem, men det er ødelæggende for den frihed, som den danske model har levet af.

AFLIVET blev den efter 124 år med den ene aftale efter den anden – nærmest uden statslig indblanding. Siden Septemberforliget i 1899 har den sikret kompromiser, hvor parterne har strakt sig til det yderste for at få maksimal indflydelse over længere tid. Den har samtidig beskyttet politikerne mod krav om indgreb og forhindret den kultur, der martrer politiske systemer i andre lande, hvor politiske partier konstant fristes til at uddele gaver til deres egne vælgergrupper.

Statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto: mads Claus Rasmussen, Scanpix.

AF denne historie kan man lære, at modellens overlevelse har krævet stor vilje fra alle parter. Når der er rejst krav om penge til særlige faggrupper, herunder sygeplejersker, hvis løn- og arbejdsforhold har været diskuteret i årtier, er det blevet afvist, også af Mette Frederiksen – med et forsvar for den danske model. Nu kører statsministeren en kampvogn – med en flertalsregering ombord – hen over den model, der virkelig er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner.

EN afgørende påstand er, at velfærdsstaten er truet af mangel på arbejdskraft, og at de ekstra penge er akut nødvendige. Den manglende tiltro til, at parterne selv kan løfte den del af opgaven, der handler om løn- og arbejdsforhold, viser, at ansvaret for den danske models vanskæbne også påhviler andre. Dens adelsmærke var fleksibilitet, men særligt fagbevægelsen har med en kraftig topstyring, rigid kollektivisering af lønkrav og modstand mod lokal løndannelse fået modellen til at stivne. Faktisk kan man spørge, om der overhovedet er tale om et offentligt arbejdsmarked: Med manglen på en særlig type arbejdskraft burde lønnen på netop disse områder stige uden politiske indgreb.

SOCIALDEMOKRATISK politik, har det lydt længe, er at frisætte den offentlige sektor. Men man har gjort det modsatte med kontrol og arbejdsforhold, der får de ansatte til at flygte. Årsagerne er mange, og man må tvivle på, at 2.500 kroner mere i månedsløn gør den helt store forskel. Alligevel tror man, at man kan fjerne problemet ved at uddele flere penge i en form, der smadrer den model, som egentlig skulle have fundet løsningerne selv. At situationen ikke skaber større kritisk debat, er virkelig meget påfaldende. Det må betyde, at omsorgen for den danske model er forsvindende.

STATSMINISTER Mette Frederiksen mener det nok alvorligt, når hun siger, at hun vil redde velfærdsstaten. Men det er bekymrende, at hun har lagt så stor politisk kapital ind på at løfte udvalgte løngrupper. Nu venter andre offentligt ansatte på, at de kan fremsætte lignende krav og fremtvinge politiske indgreb. Socialdemokratiet kan ikke længere med troværdighed sige, at de holder sig væk af respekt for den danske model. Den er afgået ved døden og efterlader sig et samfund med behov for reel frihed for parterne. Skal der komme noget godt ud af elendigheden, kan man håbe på en form for opstandelse for en model, der både er fri for politikernes kontrol og fagbevægelsens centralisme og topstyring.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-38/samfund/nekrolog-den-danske-model-1899-2023

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Interview. Et år efter angrebet, der nær slog ham ihjel, fortæller Salman Rushdie om den person, offentligheden kender, som ikke er ham; om mørket i mennesket og om at skrive for at overleve. Forfatteren forklarer også, hvorfor et blasfemiforbud i Danmark er en dårlig idé.

Rushdie og hans skygge

NEW YORK – Salman Rushdie har i mere end 30 år levet med en dødstrussel hængende over hovedet. I august sidste år gik det næsten helt galt, da en 24-årig mand med muslimsk baggrund gik til angreb på ham med en kniv under et forfatterarrangement. Den i dag 76-årige forfatter blev stukket i alt ti forskellige steder på kroppen, inden det lykkedes tililende gæster at uskadeliggøre overgrebsmanden. Angrebet kostede Rushdie det højre øje og påførte ham varige nerveskader i den ene hånd.

Vi mødes på The Wylie Agency, et litteraturagentur, som holder til i en upåfaldende kontorbygning på en af byens fine adresser. I lokalet, hvor interviewet skal foregå, står den indiskfødte forfatter med ryggen vendt mod døren og pjatter med fotografen. Idet han vender sig om, får jeg øje på brillestellet, der har fået byttet det ene glas ud med en sort linse. Hans hvide skjorte poser, og på højre kind løber et ar. Hans ansigt er mærket.

Er han også selv en mærket mand? Har det ændret hans tilgang til det at skrive? Det er spørgsmål, alle med interesse for Rushdies liv og værker stiller sig selv i denne tid.

Når forfatteren selv har talt om sin tilværelse efter fatwaen i 1989, har man fået indtryk af, at han mistede livet og fik en skæbne. At en skygge overtog scenen. Er hans romaner i den forstand at betragte som en slags protestlitteratur?

Foto: Philip Montgomery

»Til en vis grad, ja. Denne ikkelitterære begivenhed overgik mig, og de fleste ved intet andet. Det har skabt et mig, som ikke føles som mig.«

– Hvorfor føles det ikke som dig?

»Fordi jeg føler mig som forfatter til mine bøger, mine venners ven og en del af min familie.«

– Og hvem er skyggen?

»En eller anden person, som er fanget i en morderisk og voldelig historisk begivenhed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Det forhindrer folk i at læse mine bøger. Jeg har været nødt til at kæmpe imod det i flere årtier.«

– Hvordan?

»Ved ikke at opføre mig som den person.«

Meningstab

Derfor insisterer Rushdie også på at tale om sin litteratur frem for den realitet, som han er blevet påtvunget. Alligevel har hans forfatterskab altid drejet sig om de øjeblikke, hvor historierne, vi fortæller os selv, mister deres forklaringskraft. Han nikker, da jeg spørger, om han selv har erfaring med den slags meningstab.

»Første gang var omkring 1963, hvor jeg var 16-17 år og gik på kostskole i England. Mine forældre besluttede at sælge huset i Bombay. Jeg havde virkelig følelsen af, at tæppet blev trukket væk under mig. Min plan var jo, at jeg skulle færdiggøre universitetet og vende tilbage til Indien. Det var der, mit liv skulle være, men pludselig havde jeg ikke noget hjem,« siger han.

»Det er 60 år siden, men jeg er stadig vred. Jeg ved, at hvis mine forældre ikke havde solgt huset, var jeg vendt tilbage i stedet for at bosætte mig i Vesten, og jeg ville stadig bo der.«

Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

Hans forældre flyttede i stedet til Pakistan.

»De var ikke religiøse, og jeg fik aldrig nogen god forklaring på, hvorfor de gjorde det. Min mor påstod, at det var for at finde muslimske ægtemænd til mine søstre. Min far sagde, at det skyldtes forretningsmuligheder. Det gav ingen mening. Indiens muslimske befolkning flyttede til Pakistan i 1947, ikke i 1963. Jeg tror, der var en hemmelighed, som jeg aldrig blev fortalt. Måske havde min far problemer med skattevæsenet.«

Som forfatter har han også erfaret, hvad det vil sige at miste kontrollen over historien. Den oplevelse bearbejdes i romanen Sejrens by, som han færdiggjorde, ti dage før han blev stukket ned. Romanen udkom på dansk i denne uge.

Den handler om fantasiens livgivende kraft, der i romanen tager form af den idealistiske profet og vogter Pampa Kampana, som »hvisker« byriget Bisnagas første indbyggere til eksistens. Hun drømmer om et samfund med ligestilling og religiøst frisind, men som tiden går, vender befolkningen sig mod hende. De ønsker noget helt andet. Hvad går galt?

»Mennesker går galt,« svarer Rushdie lakonisk. »Det ligger i skabelsens natur. Så snart du har skabt en karakter, er du ikke længere fri til at gøre, som du vil. Du er forpligtet på karakterens, ja, karakter.«

Salman Rushdie skrev Sejrens by efter at have afsluttet, hvad han betragter som en selvstændig romantrilogi om USA bestående af To år, otte måneder og otteogtyve nætter, Det gyldne hus og Quichotte.

»Alle tre var forsøg på at forstå USA og det vanvid, som udspiller sig her. Da jeg blev færdig med Quichotte, var jeg blevet træt af USA. Jeg ville hjem. Derfor tænkte jeg, at det måske var det rette tidspunkt at skrive den her bog, som jeg har haft i tankerne i flere årtier.«

Romanen kan også læses som en allegori over, hvordan det 20. århundredes nye nationer, inklusive Indien, blev fremtvunget gennem magtanvendelse og kollektiv forestillingskraft. Grundlæggernes ambition var at fremme liberalisme og demokrati. I dag bliver den vision modarbejdet. Hvad skyldes det?

»I Indien skyldes det, at det er lykkedes regeringen at overbevise hindumajoriteten om, at landet skal være en hindunationalistisk stat i stedet for en sekulær stat. Den muslimske minoritet bliver behandlet dårligt. Det er det moderne Indiens tragedie, og endnu mere tragisk er det, at udviklingen er så populær.«

– Hvordan lykkedes det dem at overbevise inderne om, at sekularisme er en dårlig idé?

»Lige siden massakrerne, som opstod efter Indiens deling, har der været enighed om, at sekularisme var måden at opretholde freden på. Det er denne regering ligeglad med,« siger Rushdie med henvisning til Modis hindunationalistiske parti.

Det er også et opgør, Rushdie har oplevet i det land, USA, han har gjort til sit eget.

»Her var der mange, som ikke kunne holde ud, at der sad en sort mand i Det Hvide Hus. Det vækkede det racistiske højre på en måde, intet andet kunne have gjort. Hvis man troede, Obama sendte landet i en mere progressiv retning, tog man fejl.«

– Hvorfor ser man det?

»Der eksisterer et mørke i mennesket, som populistiske, demagogiske, autoritære ledere er dygtige til at slippe løs. Trump udløste USAs mørke. Han bevæbnede det. Men splittelsen fandtes i forvejen.«

– Og drejede sig om hvad?

»Race. Det er USAs arvesynd. På den ene side udryddelsen af de oprindelige indbyggere og på den anden side slaveriet. Det er landet bygget på. Hvis det er sådan, et land bliver til, vil det altid bære byrden med sig.«

Det fantastiske

Når Rushdie udtaler sig offentligt, er han koncis, uforfærdet og sprogligt virtuos. Det er han også, når han skriver fiktion, men lige siden gennembrudsromanen Midnatsbørn fra 1981 – en fortælling om det moderne Indiens grundlæggelse – har han sværget til det fantastiske. Jeg har i efterhånden mange år læst Rushdies romaner, skønt jeg normalt ikke bryder mig om det overnaturlige. Jeg fortæller Rushdie om mit forbehold og sammenligner det med en kvinde, som altid går med sort, men føler en besynderlig tiltrækning af ...

»Lilla,« foreslår Rushdie grinende.

I essaysamlingen Languages of Truth fra 2021 forklarer han sin glæde ved fantastisk litteratur, som han finder langt bedre egnet til at udtrykke sandheder end den realistiske tradition. Men hvad er det for sandheder, han taler om?

»Sandheder om mennesker. Jeg voksede op med Panchatantras dyrefabler. De adskiller sig fra vestlige fabler ved slet ikke at være moraliserende, og det gør dem meget mere interessante og nutidige. Vi lever i en verden, hvor den gode ikke nødvendigvis vinder. Faktisk står det ikke klart, hvem den gode er.«

– I vestlig tradition er romanen ellers blevet betragtet som en moralsk form. Det gør du op med?

»Ja. Jeg bryder mig ikke om, at bøger fortæller mig, hvad jeg skal tænke. Jeg vil hverken belæres af præster eller forfattere.«

I 1990 udkom Harun og eventyrhavet om drengen Harun, som sammen med sin fader, Rashid, begiver sig ud på en rejse for at genvinde faderens tabte fortælleevne. Historien var en allegori over Rushdies egen situation, og bogen var dedikeret til forfatterens ældste søn, som på det tidspunkt var ti år gammel. Men ud over den har fatwaen ikke rigtig fået lov til at fylde i Rushdies fiktion.

»Jeg ønskede ikke, at det skulle aflede mig fra den rejse, jeg var på. Midnatsbørn var mit forsøg på at komme overens med opvæksten i Indien, Skam handlede om Pakistan, og De sataniske vers betragtede jeg som en roman om at være immigrant i Thatchers London. Da jeg var færdig med de tre bøger, havde jeg følelsen af at have afsluttet første akt. Og så kom fatwaen.«

Fatwaen

Først i 2012 valgte Rushdie at fortælle sin version af historien i den selvbiografiske Joseph Anton. Bogens titel henviser til det dæknavn, Rushdie benyttede i de 12 år, han levede under konstant politibeskyttelse. Hvorfor ventede han så længe med at skrive den bog?

»Jeg vidste ikke, hvad historien var, og hvordan det ville gå. For at skrive historien er man nødt til at have følelsen af, at den er afsluttet.«

Bogen slutter i 2002, da han bliver inviteret til afskedsfest på Scotland Yard arrangeret af de politifolk, der gennem årene har beskyttet ham.

Efter mordforsøget sidste år fremstår afslutningen ildevarslende. Har det ændret den historie, han gerne har villet fortælle om sit eget liv? Det spørgsmål stiller han også sig selv i en ny bog, han er ved at skrive.

»Først troede jeg ikke, jeg skulle skrive om angrebet sidste år. Der gik mange måneder. Jeg havde det ikke godt, jeg var bestemt ikke særlig stærk, og optrinet var traumatisk. Jeg kunne ikke skrive noget som helst,« erindrer Rushdie.

Men en dag havde han det, som om lyskontakten var blevet tændt igen. »Det var ligesom efter en strømafbrydelse, når der endelig er nogen, der fikser strømforsyningen. Mit helbred blev bedre, og jeg følte mig som mig selv. Jeg var glad for at være i live.«

Foto: Philip Montgomery

Som han siger flere gange i løbet af samtalen, var oddsene ikke gode.

»Jeg er utrolig heldig, at jeg overlevede,« konstaterer han nøgternt.

Da angrebet fandt sted, var Rushdie så småt gået i gang med at tage noter til sin næste roman. Men da han mange måneder senere følte sig klar til at tænde computeren igen og så, hvad der stod, forekom det meningsløst.

»Det var latterligt. Så fjernt fra det sted, jeg var. Det ville ikke betyde noget. Jeg forstod, at jeg var nødt til at skrive den nye bog for at vende tilbage til at skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Planen er at bruge kunsten som et svar på volden.«

Om det bagefter vil lykkes ham at vende tilbage til sin fiktion, ved han ikke endnu.

Koranloven

Siden vores interviewaftale kom i stand, har den danske regering ikke blot varslet, men også præsenteret sit bud på en lovgivning, der skal forhindre koranafbrændinger. Rushdie ser træt ud, da jeg spørger, hvad han mener om sagen.

»Jeg har ikke lyst til at blive trukket ind i diskussionen: Men jeg mener, begge sider tager fejl. Jeg tager afstand fra bogafbrændinger, uanset hvilken bog det er. I den europæiske historie har bogafbrændinger symboliseret rædselsfulde ting. Jeg tænker både på nazismen og inkvisitionen, hvor udtrykket autodafé stammer fra. Bøger skal ikke brændes.«

Men Rushdie mener samtidig ikke, at løsningen er en blasfemilovgivning.

»Det er en fejl at genopfinde blasfemilove i det 21. århundrede, hvor næsten alle moderne samfund for længst er sluppet af med dem og klarer sig uden. Hvis jeg skulle vælge, valgte jeg ikke at gennemføre lovgivningen, men jeg er ikke dansk, så jeg overlader det til jer at træffe beslutningen,« siger han.

Emnet huer ham tydeligvis ikke:

»Her er to principper, som støder sammen. Det ene gælder modstanden mod bogafbrændinger. Det andet handler om, at religiøse ekstremister ikke skal have lov til at diktere loven. Hvis jeg var konge af verden, ville jeg ikke have lovgivning baseret på frygt. Det er en meget dårlig lovgivning, hvis man spørger mig. Man er nødt til at finde på andre, mere sociale måder at håndtere problemerne på i stedet for at vende tilbage til middelalderen. Det gør man med en blasfemilovgivning.«

Rushdie ved om nogen, hvorfor man ikke skal bukke under for trusler om vold. I 1991 udgav han essaysamlingen Imaginary Homelands. Den første udgave sluttede med et essay, hvori han bekendte sig til islam. Senere fjernede han det og skrev et nyt, som var et utvetydigt forsvar for ytringsfriheden.

»Det er den største fejl, jeg nogensinde har begået. Jeg løj. Jeg har aldrig været religiøs og da slet ikke muslim. Det skete i et frygteligt svagt øjeblik forårsaget af ekstrem stress, og jeg fortrød det med det samme, men det tog tid at omgøre. Min søster ringede til mig og spurgte, om jeg var blevet sindssyg. Hun kender mig bedre end nogen anden,« forklarer han.

Fatwaen har lært Rushdie noget om frygt. Den lammer evnen til at tænke fornuftigt. Derfor skal man lære at håndtere frygten. Eller som han siger: »Man må beslutte at placere frygten i en kasse i et hjørne og fortsætte. Og så skal man gøre det samme dagen efter.«

At skrive

Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit udgav i 2021 bogen Orwell's Roses, der handler om den britiske forfatter George Orwells kærlighed til roser. Solnit kunne ikke forbinde Orwells verdensvendte engagement med hans indadvendte hang til havearbejde, men undervejs indså hun, at roserne gav ham energi til at fortsætte sit arbejde. Hvad er Rushdies roser?

»Måske kunne Orwell bare godt lide havearbejde,« svarer Rushdie tørt. Men han vælger også at besvare spørgsmålet.

»Det er nemt at svare på, hvad der har holdt mig kørende. At skrive. Det kunne jeg gøre, mens jeg sad alene i et rum. Det ville have været langt vanskeligere, hvis jeg for eksempel skrev skuespil. De ville være svære at opsætte, og folk ville være bange for at komme. Hvis jeg lavede film, ville ingen have lyst til at finansiere dem. Projekterne ville heller ikke blive forsikret. Heldigvis er forfattergerningen den mest lavteknologiske form for kunst. Det kræver blot et stykke papir og en blyant, og det gør det meget vanskeligere at stoppe. Så skrivningen har holdt mig kørende og hjulpet mig. Uden den ville det have været meget svært.«

I samme forbindelse afslører han sin personlige last: tv.

At miste en ven er som at miste en version af sig selv.

SALMAN RUSHDIE, FORFATTER

»Sports-tv er min form for uvane. Det hjælper mig til at slå hjernen fra, og jeg er gladere, når baseballsæsonen er i gang. Efter at have tilbragt en dag med at skrive er det en stor fornøjelse at tænde fjernsynet og se dem spille. Jeg elsker også at se tennis. Jeg har lige været til US Open, hvor jeg så Coco Gauff slå Caroline Wozniacki. Sorry Denmark,« ler han.

Rushdies hang til nydelse har gennem årene givet anledning til kritik fra folk, som mente, at han brugte sin pariastatus til at klemme sig vej ind i det internationale jetset. Kritikerne hæftede sig ved hans overraskelsesoptrædener til vip-events omgivet af smukke kærester og berømte forfattervenner. Eller hans gæsteoptræden i filmversionen af Bridget Jones' dagbog.

– Nydelse betyder tydeligvis meget for dig og kan fortolkes som forfængelighed og hedonisme, men din situation taget i betragtning kan man også vælge at sige, at det bedste, man kan gøre stillet over for en fanatisk dødskult, er ...

»... at vende sig mod de gode ting i livet. Mod nydelse og kærlighed. Hvad er ellers meningen?«

Huller i verden

I Rushdies sene forfatterskab fylder tab mere og mere. I Sejrens by bliver Pampa Kampana så gammel, at hun mister sine mænd, elskere og børn og til sidst bliver træt af livet. Det overraskede mig at læse, Rushdies liv taget i betragtning. Han har trods alt brugt årtier på ikke at blive slået ihjel. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg har nået en alder, hvor folk dør. På blot få måneder har jeg mistet flere venner, og det kommer ikke til at ske i mindre grad, som tiden går. Det skaber huller i verden, som ikke fyldes op igen. At miste en ven er som at miste en version af sig selv. Man bliver ikke betragtet på samme måde af andre mennesker, og det tab er helt indlysende stort. Når man er ung, tænker man ikke over det, men som ældre sker det hele tiden.«

– Gør det døden mindre skræmmende?

»Jeg er ikke bange. Jeg har bare ikke lyst til, at det skal ske. Det skete næsten, og så skete det ikke. Der er en gammel joke med Woody Allen, hvor han bliver spurgt, om han føler stolthed over at leve videre i sine film. Svaret er, at han foretrækker at leve videre i sin lejlighed.«

– Forestiller du dig indimellem det andet liv i Indien, hvis huset ikke var blevet solgt?

»Der findes et berømt digt af Robert Frost om den ubetrådte vej. Jeg tror, vi alle oplever sådanne øjeblikke. I mit tilfælde blev beslutningen truffet for mig. Jeg håber, at jeg stadig ville have skrevet bøger, men måske ville de have været skrækkelige. Man kan ikke fortryde sit liv. Man har det liv, man har. Og måske gjorde mine forældre mig ligefrem en tjeneste. Hvem ved, om jeg ville have skrevet bøger, hvis jeg boede i Bombay.«

Før vi tager afsked, viser jeg Salman Rushdie den danske oversættelse af Sejrens by. Romanen er oversat af Gyldendals forhenværende litterære direktør Johannes Riis, som i sin tid stod bag den danske udgivelse af De sataniske vers, og Rushdie benytter lejligheden til at kalde ham en »forrygende allieret«.

– Hvad har alt det her lært dig om den menneskelige natur?

»Jeg tror, enhver ekstrem begivenhed vil vise dig begge ekstremer. Folk kan opføre sig dårligt; det at stikke en kniv ind i en andens øje er dårlig opførsel. Men der findes også god opførsel. Gæster i salen overmandede ham. I det øjeblik åbenbaredes begge sider af den menneskelige natur.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/rushdie-og-hans-skygge

KATHRINE TSCHEMERINSKY (f. 1988) er kulturredaktør på Weekendavisen. Uddannet i antropologi fra Københavns Universitet og Columbia University, New York. Startede med at skrive for Atlas Magasin, og har siden 2015 gjort det på Weekendavisen, hvor hun også har redigeret sektionen Bøger. Har tidligere boet i Jerusalem, og undersøger i dag gennem kultur som prisme, hvem vi var, og hvem vi er ved at blive.

 

KATS@WEEKENDAVISEN.DK