søndag den 11. september 2022

 


Administrative fadæser. Varmechecken, de døde mink og en fejlcastet kommission tegner billedet af en regering, som kuldsejler på sin bedreviden.

Klamphuggerne

INGEN STATSMINISTER HAR så ofte som Mette Frederiksen bedyret sin tillid til embedsstanden. Hun har gentaget det igen og igen, og anledningen har hver gang været den samme: Statsministeren og hendes ministre har truffet dispositioner, som efterfølgende har givet anledning til kritik, og som har rejst spørgsmålet om, på hvilket grundlag beslutningerne hvilede.

Der er noget bizart i det. For det var den samme Mette Frederiksen, der for snart tre et halvt år siden gjorde det klart, at fik hun magt, som hun havde agt, ville hun være en anden slags statsminister. Ikke en, der lod sig styre af embedsmændene.



Der er såmænd noget tiltalende i Frederiksens insisteren på de folkevalgtes demokratiske adkomst til at sætte sig ud over bureaukratiet. Og dog er det klare indtryk, kort før hun må møde vælgerne i et forsøg på genvinde sit mandat, at noget gik galt. Hverken hun eller hendes ministre forstod fuldt ud, at de for at kunne udøve den politiske magt, som de stræbte efter, i stort og småt gør klogt i at slå ørerne ud og tage embedsmændene med på råd. De sidder inde med nyttige og, viser det sig ofte, nødvendige informationer. De kan, baseret på mange års erfaring, advare om de farer, der politisk og administrativt lurer derude, hvis man ikke har givet sig tid til at tænke med et vist mål af grundighed.

FOR HANDLEKRAFTIGE POLITIKERE indstillet på at bruge den magt, som er faldet dem i hænde, er det træls. For er det ikke netop disse fodslæbende embedsmænd, der gør det svært for en regering at vise, at den er sat ind for at gøre en forskel?

Jo, såmænd. Men tag da et par af de sager, som efterlader den regering, der nu skal møde vælgerne, med et blakket ry. Tilbage i den forgangne vinter viste regeringen forudseende omhu i forhold til den forsyningskrise, som kunne true danske familier. Den indgik en aftale med sine støtter i Folketinget om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme. Et rigtig Dan Jørgensen-udtryk, kan man fastslå.

Aftalen blev siden i lyset af krigen revideret og checkens pålydende sat op til 6.000 kroner Den blev også i hast omsat i et lovforslag, der blev fremsat i Folketinget den 1. april 2022. Syv dage senere var det lov. Det havde selvfølgelig været i høring, men høringsfristen var begrænset til seks dage, »begrundet i hensynet til at opfylde den politiske aftale, hvoraf det fremgår, at engangstilskuddet skal udbetales hurtigst muligt. For at opnå dette er det nødvendigt, at lovforslaget fremsættes og vedtages så tidligt som muligt, således at udsøgningen af de berettigede kan påbegyndes.«

Resten er sådan set historie. For da checken i august kom til udbetaling, viste udbetalingerne sig at være stærkt fejlbehæftede. Nogle fik ikke den check, som de havde ret til, andre fik en check, som de ikke var berettiget til. Forklaringen var ligetil. Man havde for at gøre ordningen så enkel som muligt baseret den på oplysninger i BBR-registret, og man havde yderligere baseret den på afgrænsninger, som vakte kritik af ordningens rimelighed.

Der er tre problemer her. Det første handler om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et politisk pålagt hastværk ikke havde tid til at granske registerløsningens kvalitet. Man forlod sig uden nærmere overvejelser på, at en af ministeriets styrelser uden videre kunne samkøre de nødvendige registre og overføre oplysningerne til ATP, som skulle udbetale pengene.

Det andet handler om, at klimaministeren, regeringen og såmænd aftalepartierne ikke forudså den kritik, som en summarisk og i hast forhandlet ordning ville udløse. Det er en rent politisk sag, men ikke desto mindre er gode (=erfarne) embedsmænd mestre i at henlede deres politiske principaler på bekymringer af denne art.

Det tredje er, at kombinationen af politisk handlekraft og hastværk afskar Klimaministeriets embedsmænd fra at foretage et kritisk tjek af den aftalte ordnings administrative bæredygtighed gennem en snak med de private og halvoffentlige virksomheder, som sidder på forsyningen med naturgas. Det er ellers en del af standardrepertoiret.

MAN KAN TIL denne skamfulde sag om sjusk og forsømmelighed sige, at det er, hvad der sker, især når man politisk handler i panik. Til det er imidlertid at føje, at det ikke er nyt. Da den samme regering i efteråret 2020 havde beordret nedslagning af den samlede danske minkbestand, iværksatte den en nedgravning af de døde mink. Den gik bare ikke, for beslutningen rejste så voldsom en kritik, at regeringen blev tvunget til at gøre det om. Det kostede dyrt på økonomien og på tillidskontoen, og fejlen kan her igen føres tilbage til, at man ikke gav forvaltningen tid til at udføre sit hjemmearbejde.

Den friske sag om Kommissionen for den glemte kvindekamp er umiddelbart anderledes. Den underliggende logik er dog den samme. Regeringen har for at sætte en bestemt politisk dagsorden valgt en form, som i politisk praksis ikke er brugbar. Det kunne embedsmændene godt have fortalt den på forhånd, men da de tilsyneladende ikke blev taget med på råd, er resultatet endnu en gang regeringsinitieret klamphuggeri.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-36/samfund/klamphuggerne

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

søndag den 4. september 2022

 


BALLADE I PRESSELOGEN….



I går kunne Ekstra Bladet’s ansvarshavende chefredaktør Knud Brix fortælle, at avisen havde ansat to nye chefredaktører. Ud over Anders Borup er der tale om  Asger Juhl, der lader Islam redigere de medier, han arbejder for. Noget du kan læse mere om her.

I forbindelse med udnævnelsen af de to nye chefredaktører har Asger Juhl udtalt til sin nye arbejdsplads, at Ekstra Bladet skal afsløre de ting som magthaverne ikke vil have frem. Ganske rigtigt siger han også, at hvis ikke det var for den frie presse, og domstolene, så ville dem der har magten, misbruge den.

Men i hans udtalelse kom også et citat, som nu har fået socialdemokratiske partisoldater, som erhvervsminister Simon Kollerup og skatteminister Jeppe Bruus, til at angribe pressen. Altså samme Jeppe Bruus som mener, at regeringens magtmisbrug er helt normal.

”Inde i bøtten på Mette Frederiksen er jo ikke nogen ting, som er anderledes inde i bøtten på en diktator i Nicaragua eller Congo”

Asger Juhl, chefredaktør Ekstra Bladet

Asger Juhl havde nemlig den frækhed at beskrive, at indersiden af Mette Frederiksen hovede ikke er anderledes end indersiden af en diktators. Med det mente han, at alle magthavere vil begynde at misbruge deres magt, hvis de ikke bliver holdt i skak. Noget man kan overføre til Mette Frederiksen, hvis man ser på virkeligheden under hendes regeringstid.

De Socialdemokratiske partisoldater gik straks til angreb, manipulerede med chefredaktørens udtalelse, tog den ud af kontekst, og skamklippede interviewet. Det er den måde Socialdemokratiet reagerer på, når de bliver stillet til ansvar, når de bliver set bare en smule efter i sømmene.



Men er der noget om snakken, når chefredaktør Asger Juhl fra Ekstra Bladet bruger ordet diktator i samme sætning som Mette Frederiksen? Vi har set nærmere på, hvad der definerer en diktatur og sammenlignet med statsministerens måde at lede Danmark på.

Lovbrud

Lad os starte med det helt åbenlyse, når man skal se på, om Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og regeringen har diktatoriske træk. Er respekten for retsstaten, eller mangel på samme, til stede?

Man skal være socialdemokratisk partisoldat, eller medlem af et af regeringens støttepartier, for at kunne benægte, at regeringen har begået grundlovsbrud i forbindelse med nedslagtningen af det danske minkerhverv.

"Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november"

Minkkommissionen

Minkkommissionen var ganske tydelig i deres konklusion. Mette Frederiksen og hendes ministre har begået grundlovsbrud, har vildledt offentligheden og udstukket en ulovlig instruks. En ulovlig instruks som regeringen brugte militæret til at udføre. Mere om det senere.

Mette Frederiksen og regering fortsatte endda med lovbruddet, efter at det blev offentlig kendt, at der ikke var lovhjemmel til at nedslagte minkerhvervet.

Beviser

En diktator har ikke den store respekt for hverken retsstat eller demokrati og vil derfor stort set gøre som det passer vedkommende. Og en fornuftig diktator vil selvfølgelig sørge for at dække sporene efter sig, slette de mange beviser.



I forbindelse med minkskandalen så vi flere gange, hvordan Mette Frederiksen og hendes kumpaner, som statsministeriets departementchef Barbara Bertelsen, forsøgte at forhindre minkkommisionen i at udføre deres arbejde.

Beviser i form af blandt andet sms’er forsvandt pludselig sporløs. Det skete sjovt nok efter, at journalister havde bedt om aktindsigt. Og da myndighederne skulle undersøge, om det var muligt at genskabe beviserne, kom resultatet først EFTER et valg. Noget der selvfølgelig var styret fra regeringens side.

Militær

Hvad der også kendetegner en diktator er, at vedkommende bruger sit lands militær og politi til at gennemtrumfe diktatorens ønsker og krav. Noget statsminister Mette Frederiksen og hendes regering også har benyttet sig af i løbet af de små 3 år, Socialdemokratiet har haft magten.

I en video fra starten af minkskandalen kan man se chefen for hæren, Generalmajor Michael Anker Lollesgaard, rose de involverede militær folk for deres indsats i nedslagtningen af millioner af mink og minkavlernes livsværk.

Hvad der er værd at bemærke er, at videoen er fra den 11. november 2020, altså flere dage efter, at det blev konstateret, at der var tale om grundlovsbrud.

Og så har regeringen heller ingen problemer med ulovligt at bruge forsvarets udstyr til at tilfredsstille deres egne personlige behov. Bare spørg Trine Bramsen.

Løgne

En diktator har det også meget svært med sandheden. For man kan jo ikke fortælle befolkningen, hvad der virkelig sker inden bag murerne, hvis det drejer sig om ulovligheder på stribe.  Mette Frederiksen og kumpaner har taget Socialdemokratiets eget begreb nødløgne til et helt nyt niveau.

Mette Frederiksen selv er flere gange blevet afsløret i at lyve over for befolkningen og ikke mindst folketinget. En uvildig udredning fastslog for eksempel, at statsministeren løj over for danskerne og Folketinget, da hun påstod, at myndighederne anbefalede covid-19 nedlukningen i foråret 2020.

Og senest har fødevareminister Rasmus Prehn løjet om hans i forvejen ulovlige misbrug af skatteydernes penge. Mere om det senere.

Faktisk kunne vi fortsætte med at opremse den ene løgn efter den anden. Men det er pladsen ikke lige til i dag. Men en hurtig Google søgning vil hurtigt kunne fremvise flere eksempler.

Trusler

En diktator holder sig ikke tilbage, når det gælder intimidering af sine undersåtter og politiske modstandere. Hvis nogen har den frækhed, at modsige diktatoren, så kan man være sikker på, at det får konsekvenser.

Og heller ikke på dette punkt holder Mette Frederiksen og Socialdemokratiet sig tilbage. Topfolk i Socialdemokratiet har flere gange lagt pres på og truet kritikere af partiets eller regeringens politik.

Berlingske har kunne dokumentere flere tilfælde, hvor Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, både før og efter folketingsvalget, har forsøgt at påvirke eksperter og organisationer. Udelukkende fordi de talte imod regeringens politik.

Regeringen og socialdemokratiet har under Mette Frederiksen’s ledelse kørt med den diktatoriske tilgang ‘enten er I med os eller også er I imod folkesundheden, reststaten og demokratiet’.

Svindel

En diktator og hans / hendes nærmeste tilhængere har det også med at benytte befolkningens midler til at betale for eget forbrug, i strid med lovgivningen. Noget denne regering beviseligt tydeligvis ikke har de store problemer med.



Seneste sag fra regeringen, når det gælder misbrug af skattemidler, er fødevareminister Rasmus Prehn’s misbrug af det kreditkort, som han har fået udleveret som minister.

Rasmus Prehn har i strid med lovgivningen brugt statens kreditkort til at betale for eget forbrug og betale for intime middage med kvindelige journalister.

Slipper for straf

Og sådan kunne vi have fortsat listen med beviser på, at Mette Frederiksen og hendes kumpaner dufter lidt, nogen vil sige meget, af diktatoriske træk. Ser man på ordbogens definition af begrebet diktator blever det endda endnu mere tydeligt:

”person som til stadighed egenrådigt tvinger sin egen vilje igennem”

Ordbogens definition af diktator

Gennem snart lidt over 3 år har Mette Frederiksen dokumenteret, at det er hendes holdning, og den er ikke til diskussion, der gælder. Fra starten af sørgede Mette Frederiksen for at samle mere magt omkring statsministeriet. Noget der blandt andet gav bagslag i forbindelse med minkskandalen.

Men trods de mange løgne, trusler, lovbrud og svindel, så sidder regeringen stadig, så er Mette Frederiksen stadig statsminister. Og det er faktiske det sidste punkt på vores liste over beviser på diktatoriske træk.

For en diktator kan ikke blive siddende med mindre nogen holder hånden over vedkommende. Og her har Mette Frederiksen været ganske heldig med sine støttepartier. For Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har stort set accepteret alt, hvad Mette Frederiksen og kumpaner har rørt ved. Også selv om loven er blevet overtrådt.

Mette Frederiksen held har været, at hendes støttepartier er mere interesseret i mulige ministerbiler end grundloven, retsstaten og demokratiet.

 

 

Kilde:

https://danmarksfremtid.dk/nyhed/diktatoren-mette-frederiksen/

 

fredag den 2. september 2022

 


Frisættelse. I Frankrig har det muslimske hovedtørklæde været forbudt ved lov i skoler og gymnasier siden 2004. Men har det så fremmet integrationen og ligestillingen og dæmmet op for den sociale kontrol?

TILSLØRET ISLAMISME

PARIS – Set med franske briller ligner det et dansk deja-vu, at forfatteren Salman Rushdie blev livsfarligt såret i et knivattentat, få dage før debatten om et forbud mod islamiske hovedtørklæder blussede op i Danmark.

For det iranske præstestyres fatwa mod den britisk-amerikanske forfatter på grund af hans roman De sataniske vers faldt også sammen med debatten om hovedtørklædet i Frankrig: Året var 1989.

Åstedet for den franske debat var pariserforstaden Creil, cirka 60 kilometer fra den franske hovedstad. Tre 13-14-årige skolepiger, Leila, Fatima og Samira, blev bortvist, fordi de nægtede at følge deres rektors ordre om at tage tørklædet af, når de gik i skole.

Rektoren mente, at tørklædet var i modstrid med den franske folkeskoles kodeks, der hviler på den veletablerede verdslighedslov fra 1905, der strengt adskiller kirke og religion fra stat og offentlige myndigheder og embeder. Der er således hverken kirkeministerium, kirkeskat eller offentligt betalte præster i Frankrig, hvor heller ikke kirkebryllupper er juridisk gyldige, men blot kristen staffage.


Et år efter forbuddet mod hovedtørklæder trådte i kraft, havde undervisningsministeriet i Frankrig registreret 47 bortvisninger og omkring 15 indskrivninger til hjemmeskoling.

Tørklædesagen røg hurtigt til tops i den offentlige debat, og af frygt for at gå det antimuslimske Front Nationals ærinde, sendte den daværende socialistiske regering sagen videre til landets øverste administrative myndighed, Statsrådet. Her slog man noget lunkent fast, at »tørklædet ikke i sig selv var undertrykkende«, men at man i øvrigt ville overlade det til lokale myndigheder at løse eventuelle tvister. Dem var der en del af i de følgende år, og mange skoler og gymnasier forsøgte sig med uhensigtsmæssige og besværlige lappeløsninger som enerums- eller fjernundervisning af de muslimske elever, der nægtede at aflægge tørklædet.

Fem år senere fulgte et cirkulære fra den nu borgerlige regering, der de facto forbød »udfordrende tegn på religiøse eller politiske tilhørsforhold« – uden dog at have status af en egentlig lov. 

Det førte til endnu en hidsig debat, der resulterede i bortvisning af 200-300 skole- og gymnasieelever, flere demonstrationer og enkelte sultestrejker. Og efter endnu ti år med jævnligt opblussende tørklædestridigheder fulgte så et egentligt lovforbud i 2004.

Den heftige debat i Algeriet og i Tunesien vidner om, at hovedtørklædet også for muslimer er et islamistisk symbol.

Det skete dog først, efter at en uafhængig kommission grundigt havde gransket alle de problemer – og fordele – der ville være forbundet med at forbyde såvel hovedtørklædet som andre »ostentative (tilskuestillende, red.) religiøse beklædningsgenstande«, som det kom til at hedde i den endelige lovtekst.

Til at begynde med var tre fjerdedele af kommissionens medlemmer faktisk imod et forbud, men vidnesbyrd fra snesevis af intellektuelle, forfattere, politikere, religiøse overhoveder og sociologer fik kommissionen til at skifte mening. Formanden, Bernard Stasi, endte med at konkludere, at »hovedtørklædet er et redskab til fremmedgørelse af kvinden«, og at man derfor anbefalede et forbud.

Islamismens udbredelse

Den algeriske forfatter Boualem Sansal, der vidnede for kommissionen om situationen i sit hjemland, fortalte mig for nogle år tilbage, at han anså »hovedtørklædet for at være islamisternes trojanske hest«. På overfladen ser det uskyldigt ud, men slipper man det inden for portene, har man lukket fjenden ind.

Han mindede om, at man i Algeriet i begyndelsen af 1990erne havde præcis de samme diskussioner om, hvorvidt man i demokratiets navn skulle give demokratiets fjender plads. Her endte flere års blodig borgerkrig med en våbenhvile og et sekulært styre, der dog er under konstant pres fra religiøse fundamentalister. Hovedtørklædet er i dag tilladt i Algeriet – i modsætning til de mere tildækkende niqab og chador, men den heftige debat i Algeriet (og i Tunesien) vidner om, at hovedtørklædet også for muslimer er et islamistisk symbol.

Også filosoffen Elisabeth Badinter, der ligeledes vidnede for kommissionen og var blandt de første til at protestere mod hovedtørklædet i 1989, har talt dunder mod hovedtørklædet, som hun kalder et politisk redskab for islamismens udbredelse.

Omend hun frygter, at det måske allerede er for sent at standse islamismens fremmarch i Frankrig. »Islamisterne kunne jo nu se, at der ikke skulle mere end tre småpiger til for at sætte den franske verdslige republik på den anden ende,« som hun sagde med et suk, da jeg interviewede hende i fjor.

De største modstandere mod et forbud af hovedtørklædet er ikke overraskende de religiøse muslimske organisationer, heriblandt UOIF, Union des organisations islamiques de France, der har forbindelser til Det Muslimske Broderskab.

Organisationen kalder forbuddet »en lidelse for dem, der døjer med de skæbnesvangre konsekvenser af den ulovlige lov« og insisterer på, at det er en del af pigernes kultur, og de selv bør kunne bestemme, om de vil bære hovedtørklæde eller ej.

To muslimske piger har også appelleret til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som imidlertid i 2005 underkendte deres klage med henvisning til, at »verdsligheden er indskrevet i den franske forfatning«, og at målet med loven er »at holde det verdslige imperativ i hævd i grund- og gymnasieskolen«.

Positive resultater

Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser forbuddet har haft.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der har været den kraftige modreaktion fra de muslimske miljøer, som man ellers kunne have frygtet.

Et år efter loven trådte i kraft, havde undervisningsministeriet kun registreret 47 bortvisninger og omkring 15 indskrivninger til hjemmeskoling.

Men selvom det stod i loven, at effekten skulle opgøres et år efter ikrafttrædelsen, er der ikke lavet en fyldestgørende opgørelse over, hvor mange muslimske piger der er skiftet til muslimske eller katolske privatskoler (som i modsætning til det danske forslag ikke er omfattet af forbuddet) eller ligefrem har forladt skolen efter det fyldte 16. år, hvor undervisningspligten ophører.

En af årsagerne til dette – som man nok burde have kunnet forudse – er, at det ikke er tilladt for staten i Frankrig at lave statistikker på grundlag af religion eller etnicitet.

En rapport fra den islamiske organisation UOIF anslog året efter, at der var tale om cirka 800 piger på landsplan, der havde skiftet til privatskole, hjemmeundervisning eller ligefrem var fraflyttet landet.

Det er vanskeligt at vurdere oplysningernes validitet, men uanset hvad synes omfanget at være forsvindende lille i forhold til landets samlede antal på over 12 millioner elever.

Den eneste større empirisk underbyggede undersøgelse af lovens effekt på unge pigers skolegang kom i februar i år.

Den konkluderer, at allerede cirkulæret, der forbød tørklædet i 1994, førte til en væsentlig forbedring i »de unge kvinders akademiske integration«.

»Forbuddet førte både til en markant forbedring af uddannelsesniveauet for kvindelige elever af muslimsk oprindelse og til en stigning i antallet af blandede ægteskaber,« konkluderer rapportens forfattere, Éric Maurin fra Paris School of Economics og Nicolás Navarrete fra City University i London.

De er ikke i tvivl om, at stigningen må skyldes cirkulæret, og at der tale om en kausal sammenhæng og ikke blot en tilfældig korrelation. Dels fordi der ikke fandt en lignende stigning i uddannelsesniveauet hos de mandlige muslimske elever sted, dels fordi der ingen andre umiddelbare forklaringer er at finde.

De mener således at kunne konkludere, at cirkulæret har afstedkommet en bedre integration af muslimske kvinder i det franske samfund. Og lader forstå, at det efterfølgende lovfæstede forbud sandsynligvis har forstærket tendensen, fordi det – i modsætning til cirkulæret – ikke kan indklages for – og dermed udfordres af – lokale myndigheder.

De opvoksende generationer

Alligevel kan man ikke uden videre konkludere, at tørklædeforbuddet har sikret det religiøse mindretals bredere værdimæssige integration i det omgivende samfund.

Enhver, der har tilbragt blot fem minutter foran en skole i en af Marseilles, Lyons eller Paris' forstæder, vil bemærke, at tørklæderne kommer tilbage på hovedet, så snart de muslimske piger forlader skolegården.

Og et par opsigtsvækkende meningsmålinger har da også vist, at det måske er så som så med den egentlige integration af de yngre muslimske franskmænd.

En meningsmåling fra opinionsinstituttet Ifop i efteråret 2020 viste således, at fundamentalismen trives og er i vækst blandt Frankrigs fire-fem millioner muslimer.

Overraskende nok primært blandt de yngre, og det er de fleste, da 85 procent af landets muslimer er under 50.

74 procent af muslimer under 25 år svarer således »ja« på spørgsmålet, om »islam kommer før republikken?« Mens hele 57 procent i samme aldersgruppe siger, at »sharia har større vægt end republikkens love«.

Og det ville også være synd at sige, at tørklædeforbuddet er blevet mere accepteret med tiden af muslimerne selv.

75 procent af alle franske muslimer synes, at kvinder skal have lov at gå med hovedtørklæde overalt; en holdning, som kun deles af 25 procent af den samlede befolkning.

På samme måde deler vandene sig i forhold til den franske verdslighedslov fra 1905, der adskiller stat og religion: Den værdsættes kun af 44 procent af muslimerne, mens den nyder massiv tilslutning (omkring 90 procent) i den samlede befolkning.

Mest rystende er dog, at fundamentalismen som nævnt særligt synes i vækst blandt de yngste muslimer.

 

Som filosoffen Elisabeth Badinter sagde, da jeg talte med hende i fjor, kan man roligt konkludere, at »tesen om, at integrationen bliver stærkere for hver generation, ikke holder«.

Hvordan det går til, er der mange meninger om.

Sociologen Raphaël Liogier mener at vide, at det er en konsekvens af globaliseringen. Den religiøse overlevering kommer ikke længere fra forældrene, men fra politisk-religiøse grupperinger, der ikke mindst formidler deres budskaber via internettet: Hvad enten det drejer sig om Det Muslimske Broderskab, Tabligh, salafistiske netværk eller sågar Islamisk Stat.

Han mener, at de unge finder svaret på deres søgen efter en muslimsk identitet i en form for »fundamentalistisk globaliseret islam«, og kalder det en »form for ungdomsoprør«.

Og netop derfor kan det ifølge ham være problematisk at svare hårdt igen med tiltag som tørklædeforbud, »fordi man da risikerer at forstærke denne sort-hvide dikotomi«, siger Raphaël Liogier til netavisen 20minutes.

Det er altså fortsat et trosspørgsmål, om det er godt eller skidt for integrationen af muslimer at forbyde tørklæder.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-35/samfund/tilsloeret-islamisme

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).

 

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

 

søndag den 28. august 2022

 

Leder. Statsministeren mistede de facto sit flertal på grund af minkskandalen. Det er to måneder siden. Alligevel trækker hun tiden ud i den længste og mest pinefulde valgkamp i nyere danmarkshistorie.

POLITISK PÆLESIDNING

Nu er minksagen overstået. Og den var slet ikke så slem. Faktisk mest en mellemstor personalesag, som kan afsluttes med hjemsendelsen af to ledende embedsmænd, ingen kan huske navnene på i morgen. Helt fejlagtigt er det at kalde den for en skandale. Det er menneskeligt at fejle, og så taler vi ikke mere om det. Sådan forsøger statsministeren at lukke sagen.

Rigspolitichefen og Miljøministeriets departementschef hjemsendes, mens Justitsministeriets departementschef og Barbara Bertelsen slipper med irettesættelse og advarsel. Og så kan der ikke koges mere suppe på den pølsepind. Mener statsministeren.

ER hun helt overbevist om sin udlægning af sagen, er det lige så tydeligt, at situationen er blevet absurd. Statsministeren er gået i total fornægtelse og afviser blankt al kritik. Oppositionen antyder korruption i Medarbejderstyrelsen og er samtidig ved at kvæles i hykleriet i dens holdning til Inger Støjbergs eventuelle ministerpost.

Vores ledende politikere er låst fast som passagerer i havarerede biler efter et frontalsammenstød. Det kan som bekendt være pirrende og tillokkende at stirre på, men det er faktisk mest ubehageligt, og man føler sig som en tilskuer, der burde gå videre.

DET er nu otte uger siden, De Radikale »væltede« statsministeren, som åbenlyst har tænkt sig at trække tiden så længe, hun kan. Vi er tilskuere til den længste og mest pinefulde politiske pælesidning i nyere danmarkshistorie.

Den hidtil længste valgkamp – i 1964 – varede i 52 dage, og hvis Frederiksen bliver siddende på sin pind, og valget først kommer sidst i oktober, kan vi præstere mere end en fordobling: Næsten fire måneders valgkamp! En tredjedel af året med dette håbløse spil, taktiske manøvrer og udspil nøje designet til udvalgte vælgergrupper.

VIRKELIG påtrængende er det at minde om årsagen til den uholdbare situation: Minkkommissionens rapport, der fik De Radikale til at kræve, at statsministeren udskriver valg senest 4. oktober, når Folketinget åbner. Dette halvkvædede mistillidsvotum betyder, at vi nu må tåle statsministerens forsøg på at distrahere og aflede vælgernes opmærksomhed i månedsvis. Med denne uges Bandepakke IV for eksempel, hvor stats- og justitsministeren fremmanede billedet af et land, hvor borgerne bliver stadig mere utrygge. Og hvor et stort mørketal af danskere end ikke tør gå til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet. Det dystre billede skydes ikke bare ned af jurister og kriminologer, men også af regeringens egen faglige ekspertise. Justitsministeriet har i to rapporter i år konkluderet, at borgerne føler sig tryggere end nogensinde før – og at de i stadig højere grad går til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet.

TRÆLS er denne umaskerede populisme selvfølgelig. Men mest symptomatisk er det, at forslaget er så blottet for faglig opbakning. Det er jo netop det, der gør regeringsførelsen de sidste tre år så problematisk. Regeringen har skiftevis politiseret embedsmændene og ignoreret og trynet den faglighed, der skal sikre saglighed og holdbare beslutninger. Minksagen var kulminationen.

»Det kan ikke fortsætte på denne her måde,« sagde Sofie Carsten Nielsen straks efter minkrapporten: »Vi kommer ikke til at kunne lave noget egentlig, ordentligt politisk arbejde. Der skal ny luft og ny ilt til Christiansborg.«




STATSMINISTER Mette Frederiksen har det politiske ansvar. Alene det, at rigspolitichefen hjemsendes for at have bistået den grundlovsstridige minkaktion, er jo historisk, og den manglende erkendelse af ansvaret i regeringens top er rystende. Kommissionen placerede et utvetydigt ansvar i Statsministeriet og savede i rapporten de bærende søjler i Frederiksens principper for magtudøvelse over.

Og synes man ikke, at det er tilstrækkeligt, kan man lægge sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste oveni. Her blev ledelsen hjemsendt straks, da der forelå en anklage mod dem, og selvom de blev renset af en efterfølgende undersøgelse, er de alligevel blevet sendt over i andre job. Statsministeren prøver helt åbent at trække tiden ud og fjerne opmærksomheden fra de to sager, der bør være centrum for denne valgkamp. Så kan vi i en måneds tid endnu diskutere, hvornår hun, statsministeren, hovedpersonen, alle må forholde sig til, mon udskriver valget, og så tage endnu tre ugers formel valgkamp.

Midt i denne højrøstede palaver er én ting afgørende: Statsministerens etpartiregering har de facto mistet sit flertal. De Radikale begik den fejl ikke at udtrykke klar mistillid, men tag ikke fejl: Situationen skyldes, at statsministeren har sat folkestyret i venteposition. Som vælger føles det som at få besked om, at man er nummer 500 i køen, og så blive sat på evig valgmuzak. Politisk ordentligt og værdigt ville det være af statsministeren at anerkende sit manglende flertal og udskrive valget. At trække tiden lægger sig i forlængelse af den magtfuldkommenhed og uansvarlighed, statsministeren er blevet kritiseret for.

Det er en hån mod det folkestyre, hun skylder sin magt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/samfund/politisk-paelesidning


Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

lørdag den 13. august 2022

 

Kommentar. Vi må konstatere, at hadet imod Salman Rushdie, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

Guds fjendes hals og evigheden

»Bravo til denne modige og pligtopfyldende mand, der angreb den frafaldne og depraverede Salman Rushdie i New York«, skriver den konservative iranske avis Kayhan med forbindelser til den iranske ledelse i anledning af kniv-overfaldet på den britisk-indiske forfatter i New York fredag.

»Lad os kysse hans hænder, han der flænsede Guds fjendes hals med en kniv«, fortsætter avisen. Flertallet af iranske aviser følger trop og hylder gerningsmanden, den 24-årige californiske Hadi Matar, der efter de første rapporter synes at være fascineret af ekstreme varianter af shia-islam, Hizbollah og Revolutionsgarden i Iran.

Modsætningsvis tager vestlig presse generelt afstand til handlingen som et afskyeligt og kujonagtigt angreb, både på en konkret forkæmper for fri tale og på ytringsfriheden mere generelt. Den »anstændige« advarsel om at Rushdie jo bare selv kunne have holdt lav profil og at ytringsfriheden ikke medfører nogen ytringspligt, har vi endnu ikke hørt, men vi kan med en vis sandsynlighed forudsige, at den inden længe vil melde sig i koret. Mens Rushdie ligger i respirator og det ikke vides hvilken grad af invaliditet overfaldet vil medføre, kan man overveje hans mærkelige skæbne. Han blev katapulteret ind i en kontroversiel verdensberømmelse, da Irans leder ayatollah Khomeini udstødte en fatwa imod hans 1988-roman De sataniske vers med krav om dødsstraf til forfatteren.

Anledningen var nogle drømmeagtige passager, der kan fortolkes som om de handlede om den såkaldte profet Muhammed. Fatwaen gav anledning til en årrække, hvor Rushdie måtte flygte fra det ene safe house i England til det næste, forfulgt af iranske agenter og radikale britiske muslimer, sådan som han selv senere berettede om i den ret fantastiske bog Joseph Anton. Han påtog sig med autoritet den rolle, som skæbnen tildelte ham – som forsvarer for ytringsfrihed og forfulgte forfattere – og har de seneste år i stort omfang optrådt uden beskyttelse og udtalt sig som om truslen mod ham nu var forældet og tilhørte en anden tid. Det kan vi nu konstatere ikke er tilfældet.



Rushdies tredive år lange kamp for ytringsfrihed har delt vandene i de vestlige lande, mellem deciderede tilhængere af fatwaen i radikale dele af de islamiske indvandrermiljøer, men også mellem forsvarere for ytringsfriheden og anstændige, der hævder, at ofre som Rushdie selv er skyld i forfølgelsen af dem.

Det er ikke mærkeligt, at ytringsfrihed ikke nyder fremme i totalitære lande som Rusland, Kina, Iran eller Saudi-Arabien, men man må konstatere, at emnet også er blevet kontroversielt i de traditionelt mere åbne vestlige demokratier, hvor det er stadig sjældnere at høre støtte til det vigtigste aspekt af ytringsfrihed: at den også må gælde ens egne værste modstandere. I forhold til den iranske jubel over overfaldet kan man meditere over grunden til, at den forældelse af fatwaen, Rushdie havde håbet på, ikke har indfundet sig.

Meget religiøse mennesker lever i en anden tidsregning end sækulære personer. »Sækulær« kommer af »saeculum«, århundrede, og angiver netop, at ikke-troende mennesker lever i deres egen tid. Stærkt troende, derimod, lever i og for evigheden, og for dem gælder ingen forældelse. For dem skrumper historien til en overskuelig liste af identifikationspunkter med akut gyldighed i nuet.

Man kender det fra hvordan de nordirske kamphaner, protestantiske som katolske, henviser til Battle of the Boyne i 1690 som noget der skete i forgårs, eller de serbiske ortodokse og deres besættelse af Slaget på Solsortesletten i 1389. Men ville vi udvise anstændig forståelse for religiøse sensibiliteter, hvis katolske terrorister stak Michael Palin eller John Cleese ned i protest mod Life of Brian?

Man må håbe, at Rushdie overlever og kommer ud af respiratoren i nogenlunde helbredt og fungerende stand. Men vi må konstatere, at hadet imod ham, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

https://www.weekendavisen.dk/samfund/guds-fjendes-hals-og-evigheden


FREDERIK STJERNFELT (f. 1957) er professor på Aalborg Universitet København og har skrevet fast i Weekendavisen siden 1994 om filosofi, idehistorie, politik, litteratur, etc. Redigerede KRITIK fra 1993-2013. Har bl.a. skrevet Hadets Anatomi om Ex-Jugoslavien og Adskillelsens Politik om multikulti, begge med Jens-Martin Eriksen; Kritik af den negative opbyggelighed med Søren Ulrik Thomsen, Tal en tanke med Vincent Hendricks, MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama. På engelsk har jeg publiceret disputatsen Diagrammatology og Natural Propositions om den amerikanske filosof Charles Peirce. Har redigeret Kampen om disciplinerne og Kortlægning af dansk humanistisk forskning med David Budtz Pedersen.

 

STJERN@HUM.AAU.DK

søndag den 7. august 2022

 

KULTURKAMPEN I SKOLERNE ER I FULD GANG – NY UNDERVISNINGSBOG VISER, HVORDAN ELEVERNE INDOKTRINERES

En gymnasielærer, Iman Hassani, har skrevet en undervisningsbog om Danmarks kulturmøde med muslimer. Det er en dybt problematisk bog, der giver et ensidigt billedet af kulturmødet på muslimske præmisser. Man frygter for, hvad hun fortæller eleverne.


Omar el-Hussein angreb Krudttønden og synagogen i 2015. I Iman Hassanis undervisningsbog om kulturmødet mellem danskere og muslimer beskrives Anders Breivik som terrorist og højreekstremist, men Omar el-Hussein som en socialt forstyrret ung mand. Det er symptomatisk for en ensidig bog, der gør muslimer og imamer til lige så udsatte som Flemming Rose efter Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne. Værdikampen er i fuld gang i undervisningssektoren, og man gruer for, hvad eleverne får fortalt.

Værdikampen er i fuld gang. Den har spredt sig fra universiteterne og medierne til hele uddannelsessektoren. Normstormerne, der er udtryk for den nye identitetspolitiske woke-venstrefløj, har fået millioner fra Københavns og Aarhus Kommune til at nedbryde samfundets normer i skolerne. Men de er kun en flig af den kulturkamp, der nu udkæmpes i uddannelsessektoren.

Det er en ny bog et tydeligt bevis på. Bogen er skrevet af Iman Hassani, cand.mag. i historie og engelsk og lektor på Falkonergårdens Gymnasium. Den hedder »Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror.« Den er en undervisningsbog til folkeskoleklasser og gymnasier og til historielærere på ungdomsuddannelserne og vil muligvis blive brugt af mange lærere. Dét er dybt bekymrende, for Iman Hassani er en repræsentant for yderliggående synspunkter.

I et afsnit om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger skriver hun om dengang, daværende kulturredaktør Flemming Roses og daværende chefredaktør Jørn Mikkelsens (som ikke var chefredaktør, det var Carsten Juste) trykte tegningerne i Jyllands-Posten med den begrundelse, at muslimerne »må acceptere at deres religiøse følelser bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse.«

»Både Mikkelsen og Roses udtalelser er udtryk for en ekskluderende sprogbrug, hvor muslimer ikke inkluderes i det nationale fællesskab, men derimod bliver forstået som nogen, der truer det,« hedder det.

Nej, det er jo netop det modsatte, man ville med tegningerne, nemlig at gøre muslimer til en del af fællesskabet, fordi vi i Danmark også udsætter religioner for latterliggørelse og satire.

I Iman Hassanis fortolkning er Muhammed-krisens konsekvenser lige fordelt, idet tegneren Kurt Westergaard og Flemming Rose ganske vist blev udsat for trusler og måtte leve med konstant PET-beskyttelse, men »en del muslimske debattører oplevede også chikane som følge af deres involvering i debatten.«

Der følger så en beskrivelse af disse muslimer og imamer, der fik begrænset deres muligheder for at bidrage til den offentlige debat, og en forsker citeres for: »det er blevet svært at være muslim og have religiøse synspunkter i Danmark, og imamerne har vanskeligt ved at træde frem uden at brænde nallerne …«

Iman Hassani konkluderer: »På den måde kan man sige, at nogles ret til at ytre sig har kostet andres ret til ytring.«

Altså, hvis jeg forstår forfatteren ret, så blev muslimerne ofre for Jyllands-Postens tegninger og fik begrænset deres ytringsfrihed. Men ingen har forhindret muslimer og imamer i at deltage i den offentlige debat – tværtimod. At gøre dem til ofre for Jyllands-Posten er at vende tingene på hovedet, og at ligestille Kurt Westergaard og Flemming Rose med fanatiske imamer er jo på grænsen til det uanstændige.

Men det slutter ikke der, for Iman Hassanis forståelsesramme er, at det politiske klima lagde op til at definere et DEM (muslimer) over for et OS (danskerne). Altså at skabe en kløft og modsætning:

»Tegningskrisen udsprang fra en allerede eksisterende debat om værdier i Danmark, der var præget af en Os (majoriteten) vs. Dem (minoriteten)-diskurs«.

Iman Hassani nævner daværende kulturminister for Konservative Brian Mikkelsen og Dansk Folkeparti-medlemmer som debattører, der skærpede holdningerne og gjorde kløften mellem »dem« og »os« større. Konklusionen ligger lige for, nemlig at muslimers vrede over tegningerne skyldtes den voksende vrede over en fjendtlig dansk holdning.

Den subjektive fremstilling er tydelig hele bogen igennem. I omtalen af Anders Breivik kaldes han terrorist og en »norsk højrenational ekstremist«. Men når det drejer sig om Omar El-Hussein, der angreb Krudttønden og synagogen, så er han »en ung mand«: »Hans motiv bag gerningerne kendes ikke, men efter drabene var der en del debat om, hvorvidt drabene var begået af en socialt forstyrret ung mand, eller om de havde et større ideologisk mål og dermed kunne være et terrorangreb.«

Men vi ved, at terroristen Omar El-Hussein var påvirket af islamisk ideologi, så hvorfor skjule det?

Selvfølgelig skal forfatteren have Israel/Palæstina-konflikten med, for det er jo en uundgåelig ønskeforklaring, når venstrefløjen vil bortforklare hjemlig terrorisme. Ifølge Iman Hassani blev der begået stor uret mod palæstinenserne: »I et brev fra 2. november 1917 til den zionistiske leder Lionel Walter Rothschild (1868-1937) havde den engelske udenrigsminister Arthur J. Balfour (1848-1930) erklæret sin støtte til oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Erklæringen blev senere kendt som Balfour-erklæringen, som var medvirkende til Israels oprettelse i 1948, og som gjorde palæstinenserne statsløse.«

Dette er en forvrængning af fortællingen om Israel. Balfour-erklæringen var en af mange erklæringer og løfter til både jøder og arabere, og det afgørende, som Iman Hassani udelader, er, at med FNs delingsplan i 1947 fik palæstinenserne tildelt en stat, men de nægtede at acceptere den, og sammen med arabiske hære angreb de den nye jødiske stat. Iman Hassani fortæller de unge elever en dolkestødslegende, som svarer til tyskernes fortælling om forræderiet mod Tyskland efter Versailles-freden.

Der foregår som sagt allerede en voldsom kulturkamp i undervisningssektoren. Elever skal nu indoktrineres med storm mod normerne og med venstreekstreme holdninger til kulturmødet og Muhammed-tegningerne. Det lover ikke godt for fremtiden, og man gruer for, hvad eleverne bliver fortalt på Falkonergårdens Gymnasium.

Forfatter: Iman Hassani Titel: Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror Sider: 223 Pris: 249,95 kr Forlag: Frydenlund

 

https://www.berlingske.dk/litteratur/kulturkampen-i-skolerne-er-i-fuld-gang-ny-undervisningsbog-viser?fbclid=IwAR0MZXRtG8rlEwKFAOyiNLr9gOHkWu1Gmmd4m7P8K-nlFPVeCHvchJ2cJ3w

  FACEBOOKS MODERATORER ER GÅET HELT AMOK Det ligner mere og mere personlige hetz mod de profiler der har en kritisk holdning til vort samf...