FE-sagen. I betragtning af hvor store kanoner, der hidtil er blevet kørt i stilling mod Lars Findsen, er det påfaldende, at tre forhold i den oprindelige sigtelse nu er droppet, og at andre ikke længere henføres under den skrappe § 109.

BJERGET, DER FØDTE EN MUS

Anklagemyndigheden har den 16. september udsendt en pressemeddelelse om, at der rejses tiltale mod den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Det sker ni måneder efter, at Lars Findsen og tre andre efterretningsfolk til offentlighedens store forbløffelse blev anholdt og sigtet efter straffelovens § 109.

Forbløffelsen skyldtes dels det helt usædvanlige, at sagen omfattede en så højtstående person med ledende poster i de hemmelige tjenester gennem en årrække. Findsen har også været chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, og departementschef i Forsvarsministeriet. Desuden var det en overraskelse, at anklagen handlede om læk af højt klassificerede oplysninger, som ifølge anklagemyndigheden var omfattet af en paragraf med en strafferamme på fængsel indtil 12 år, der ikke har været anvendt i 42 år.

Findsen blev den 17. februar løsladt af landsretten efter at have tilbragt 71 døgn i varetægtsfængsel med besøgs- og brevkontrol. I rettens kendelse blev det lagt til grund, at der var begrundet mistanke med hensyn til seks ud af ni anklagepunkter, men ikke fornødent grundlag for at holde ham varetægtsfængslet.

Af den aktuelle pressemeddelelse fremgår det, at tiltalen nu omfatter i alt seks forhold. Den angår overtrædelse af § 109, stk. 1, ved i flere tilfælde at have røbet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed »og/eller« overtrædelse af den almindelige bestemmelse om tavshedspligt i § 152, som i stk. 2 har en strafferamme på fængsel indtil to år under særligt skærpende omstændigheder.

Lars Findsen omtalte fredag i en udtalelse til Ritzau sagen mod ham som »vanvittig«. 

Pressemeddelelsen kan godt efterlade det indtryk, at det var bjerget, der fødte en mus.

I betragtning af hvor store kanoner, der hidtil er blevet kørt i stilling mod Lars Findsen, er det påfaldende, at tre forhold omfattet af den oprindelige sigtelse nu er droppet, og at nogle forhold ikke længere henføres under den skrappe § 109, men under den langt lempeligere bestemmelse i § 152. Hertil kommer, at sagen nu skal køre som domsmandssag med udsigt til en straf, der vil ligge langt under de 12 års fængselsstraf, som er maksimum i § 109.

Til sammenligning kan det nævnes, at straffen i egentlige spionagesager sædvanligvis er fængsel i seks eller otte år. Derimod ligger strafniveauet for overtrædelse af »den milde spionagebestemmelse« i § 108 på fire til otte måneders fængsel.

Ønsket om at afvikle sagen som domsmandssag kan muligvis bero på overvejelser om, at det er uhensigtsmæssigt at sætte hele det store og besværlige apparat med nævningebehandling i gang. I en nævningesag er der mange aktører involveret, hvilket kan være upraktisk i en sag om statshemmeligheder. Det kan også være nemmere for anklagemyndigheden at holde to domsmænd end seks nævninge på sporet.

FORUD FOR FE-SAGEN havde ikke mange hørt om straffelovens § 109. Paragraffen kriminaliserer læk af visse statshemmeligheder og har en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Første del af paragraffen har følgende ordlyd:

»Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, ... straffes med fængsel indtil 12 år.«

Tidligere er § 109 kun blevet trukket frem af det dunkle ved et enkelt tilfælde. Det var i sagen mod DDR-spionen Jörg Meyer, som i midten af 1970’erne fik en dansk kvindelig stud.mag. til at tage ansættelse i Udenrigsministeriet og derfra udsmugle et antal dokumenter. Østtyskeren blev i 1979 idømt seks års fængsel for forsøg på spionage ved at skaffe sig klassificeret materiale.

Bestemmelsen i § 109 indgik i dommen som følge af, at det efter spionagebestemmelsen i § 107 er angivet som en skærpende omstændighed, hvis sagen drejer sig om de i § 109 nævnte forhold. Derudover forekommer der ingen tilfælde af hverken fuldbyrdet overtrædelse af § 109 eller forsøg herpå, heller ikke som led i afgørelser efter § 107, stk. 2.

Medierne har på grundlag af oplysninger fra anonyme kilder kunnet afdække, at anklagerne mod Findsen hviler på efterforskning, der har omfattet såvel telefonaflytning som rumaflytning af samtaler i hans privatbolig og sommerhus. Efter det foreliggende vedrører sigtelserne samtaler med to journalister fra etablerede dagblade samt samtaler med Findsens mor, bror, kæreste og ven/tidligere kollega.

Et af punkterne i sigtelsen knytter sig til Berlingskes oplysninger om den aftale, som efter det oplyste er indgået for år tilbage mellem danske og amerikanske myndigheder om tapning af telekabler på dansk jord. Berlingske kunne den 27. juni oplyse, at det var med hensyn til dette punkt samt et par af de andre, at Østre Landsret ikke mente, der var begrundet mistanke.

BESKYTTELSESINTERESSEN I § 109 er fortroligheden omkring hemmelige aftaler med andre lande. Den omfatter ikke ethvert tilfælde, hvor nogen røber eller videregiver fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Det grundlæggende formål med bestemmelsen er at værne om fortroligheden i forbindelse med statens hemmelige forhandlinger med fremmede magter.

Nøgleordet er »underhandlinger«, som er et gammelt udtryk for »forhandlinger«. Det er svært at se, hvem den anden part i de hemmelige forhandlinger skulle være, hvis ikke en fremmed stat. I den givne kontekst ville det næppe give megen mening at tillægge bestemmelsens ordlyd en bredere betydning. Med afsæt i »forhandlinger« som bestemmelsens sproglige omdrejningspunkt indskrænkes dens anvendelsesområde yderligere i kraft af tilføjelsen om, at det skal dreje sig om forhandlinger mv., der har betydning for statens sikkerhed, rettigheder i forhold til fremmede stater – eller betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet.

Strafansvar for krænkelse af tavshedspligt ved videregivelse af andre typer af fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed kan ifaldes efter andre bestemmelser. Det kunne for eksempel være oplysninger om efterretningsrapporter, trusselsvurderinger, kapacitet, beredskabsplaner, bemanding og organisationsstruktur, tekniske installationer, lokaliteter eller bygningsforhold.

Sådanne forhold vil efter omstændighederne kunne indebære pådragelse af strafansvar efter forbuddet mod beskrivelse af militære installationer med videre, de generelle bestemmelser om krænkelse af tavshedspligt, bestemmelsen om tjenesteforsømmelse eller den militære straffelovs paragraf om »krigsforræderi«, der blandt andet omfatter at give fjenden underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold vedrørende kommunikations- eller informationssikkerhed.

I så fald er retsstillingen helt anderledes end i en sag om § 109, både i med hensyn til reglerne om mediernes kildebeskyttelse, politiets efterforskningsmetoder og bevisførelse under domsforhandlingen.

I overensstemmelse med ordlyden i § 109 er det i forarbejderne entydigt lagt til grund, at bestemmelsen alene omfatter meddelelser til uvedkommende, der ikke allerede kender oplysningerne. Betydningen af denne afgrænsning for bedømmelsen af anklagerne i de aktuelle sager beror selvsagt på en konkret bevisvurdering såvel som en retlig kvalificering.

Om § 109 er overtrådt i sagen mod Lars Findsen, vil det nu være op til domstolene at bedømme.

Det er i sig selv et demokratisk problem, at den danske straffelov indeholder en meget alvorlig, men antikveret bestemmelse med et anvendelsesområde, som der er omfattende ukendskab til. Dette kan lægge hindringer i vejen for kritisk og undersøgende journalistik.

Jørn Vestergaard er professor emeritus i strafferet ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Dele af hans analyse bygger på en længere videnskabelig artikel om samme emne, som han har udgivet i tidsskriftet Juristen.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/samfund/bjerget-der-foedte-en-mus

 

 

Administrative fadæser. Varmechecken, de døde mink og en fejlcastet kommission tegner billedet af en regering, som kuldsejler på sin bedreviden.

Klamphuggerne

INGEN STATSMINISTER HAR så ofte som Mette Frederiksen bedyret sin tillid til embedsstanden. Hun har gentaget det igen og igen, og anledningen har hver gang været den samme: Statsministeren og hendes ministre har truffet dispositioner, som efterfølgende har givet anledning til kritik, og som har rejst spørgsmålet om, på hvilket grundlag beslutningerne hvilede.

Der er noget bizart i det. For det var den samme Mette Frederiksen, der for snart tre et halvt år siden gjorde det klart, at fik hun magt, som hun havde agt, ville hun være en anden slags statsminister. Ikke en, der lod sig styre af embedsmændene.

Der er såmænd noget tiltalende i Frederiksens insisteren på de folkevalgtes demokratiske adkomst til at sætte sig ud over bureaukratiet. Og dog er det klare indtryk, kort før hun må møde vælgerne i et forsøg på genvinde sit mandat, at noget gik galt. Hverken hun eller hendes ministre forstod fuldt ud, at de for at kunne udøve den politiske magt, som de stræbte efter, i stort og småt gør klogt i at slå ørerne ud og tage embedsmændene med på råd. De sidder inde med nyttige og, viser det sig ofte, nødvendige informationer. De kan, baseret på mange års erfaring, advare om de farer, der politisk og administrativt lurer derude, hvis man ikke har givet sig tid til at tænke med et vist mål af grundighed.

FOR HANDLEKRAFTIGE POLITIKERE indstillet på at bruge den magt, som er faldet dem i hænde, er det træls. For er det ikke netop disse fodslæbende embedsmænd, der gør det svært for en regering at vise, at den er sat ind for at gøre en forskel?

Jo, såmænd. Men tag da et par af de sager, som efterlader den regering, der nu skal møde vælgerne, med et blakket ry. Tilbage i den forgangne vinter viste regeringen forudseende omhu i forhold til den forsyningskrise, som kunne true danske familier. Den indgik en aftale med sine støtter i Folketinget om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme. Et rigtig Dan Jørgensen-udtryk, kan man fastslå.

Aftalen blev siden i lyset af krigen revideret og checkens pålydende sat op til 6.000 kroner Den blev også i hast omsat i et lovforslag, der blev fremsat i Folketinget den 1. april 2022. Syv dage senere var det lov. Det havde selvfølgelig været i høring, men høringsfristen var begrænset til seks dage, »begrundet i hensynet til at opfylde den politiske aftale, hvoraf det fremgår, at engangstilskuddet skal udbetales hurtigst muligt. For at opnå dette er det nødvendigt, at lovforslaget fremsættes og vedtages så tidligt som muligt, således at udsøgningen af de berettigede kan påbegyndes.«

Resten er sådan set historie. For da checken i august kom til udbetaling, viste udbetalingerne sig at være stærkt fejlbehæftede. Nogle fik ikke den check, som de havde ret til, andre fik en check, som de ikke var berettiget til. Forklaringen var ligetil. Man havde for at gøre ordningen så enkel som muligt baseret den på oplysninger i BBR-registret, og man havde yderligere baseret den på afgrænsninger, som vakte kritik af ordningens rimelighed.

Der er tre problemer her. Det første handler om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et politisk pålagt hastværk ikke havde tid til at granske registerløsningens kvalitet. Man forlod sig uden nærmere overvejelser på, at en af ministeriets styrelser uden videre kunne samkøre de nødvendige registre og overføre oplysningerne til ATP, som skulle udbetale pengene.

Det andet handler om, at klimaministeren, regeringen og såmænd aftalepartierne ikke forudså den kritik, som en summarisk og i hast forhandlet ordning ville udløse. Det er en rent politisk sag, men ikke desto mindre er gode (=erfarne) embedsmænd mestre i at henlede deres politiske principaler på bekymringer af denne art.

Det tredje er, at kombinationen af politisk handlekraft og hastværk afskar Klimaministeriets embedsmænd fra at foretage et kritisk tjek af den aftalte ordnings administrative bæredygtighed gennem en snak med de private og halvoffentlige virksomheder, som sidder på forsyningen med naturgas. Det er ellers en del af standardrepertoiret.

MAN KAN TIL denne skamfulde sag om sjusk og forsømmelighed sige, at det er, hvad der sker, især når man politisk handler i panik. Til det er imidlertid at føje, at det ikke er nyt. Da den samme regering i efteråret 2020 havde beordret nedslagning af den samlede danske minkbestand, iværksatte den en nedgravning af de døde mink. Den gik bare ikke, for beslutningen rejste så voldsom en kritik, at regeringen blev tvunget til at gøre det om. Det kostede dyrt på økonomien og på tillidskontoen, og fejlen kan her igen føres tilbage til, at man ikke gav forvaltningen tid til at udføre sit hjemmearbejde.

Den friske sag om Kommissionen for den glemte kvindekamp er umiddelbart anderledes. Den underliggende logik er dog den samme. Regeringen har for at sætte en bestemt politisk dagsorden valgt en form, som i politisk praksis ikke er brugbar. Det kunne embedsmændene godt have fortalt den på forhånd, men da de tilsyneladende ikke blev taget med på råd, er resultatet endnu en gang regeringsinitieret klamphuggeri.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-36/samfund/klamphuggerne

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

 

BALLADE I PRESSELOGEN….

I går kunne Ekstra Bladet’s ansvarshavende chefredaktør Knud Brix fortælle, at avisen havde ansat to nye chefredaktører. Ud over Anders Borup er der tale om  Asger Juhl, der lader Islam redigere de medier, han arbejder for. Noget du kan læse mere om her.

I forbindelse med udnævnelsen af de to nye chefredaktører har Asger Juhl udtalt til sin nye arbejdsplads, at Ekstra Bladet skal afsløre de ting som magthaverne ikke vil have frem. Ganske rigtigt siger han også, at hvis ikke det var for den frie presse, og domstolene, så ville dem der har magten, misbruge den.

Men i hans udtalelse kom også et citat, som nu har fået socialdemokratiske partisoldater, som erhvervsminister Simon Kollerup og skatteminister Jeppe Bruus, til at angribe pressen. Altså samme Jeppe Bruus som mener, at regeringens magtmisbrug er helt normal.

”Inde i bøtten på Mette Frederiksen er jo ikke nogen ting, som er anderledes inde i bøtten på en diktator i Nicaragua eller Congo”

Asger Juhl, chefredaktør Ekstra Bladet

Asger Juhl havde nemlig den frækhed at beskrive, at indersiden af Mette Frederiksen hovede ikke er anderledes end indersiden af en diktators. Med det mente han, at alle magthavere vil begynde at misbruge deres magt, hvis de ikke bliver holdt i skak. Noget man kan overføre til Mette Frederiksen, hvis man ser på virkeligheden under hendes regeringstid.

De Socialdemokratiske partisoldater gik straks til angreb, manipulerede med chefredaktørens udtalelse, tog den ud af kontekst, og skamklippede interviewet. Det er den måde Socialdemokratiet reagerer på, når de bliver stillet til ansvar, når de bliver set bare en smule efter i sømmene.

Men er der noget om snakken, når chefredaktør Asger Juhl fra Ekstra Bladet bruger ordet diktator i samme sætning som Mette Frederiksen? Vi har set nærmere på, hvad der definerer en diktatur og sammenlignet med statsministerens måde at lede Danmark på.

Lovbrud

Lad os starte med det helt åbenlyse, når man skal se på, om Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og regeringen har diktatoriske træk. Er respekten for retsstaten, eller mangel på samme, til stede?

Man skal være socialdemokratisk partisoldat, eller medlem af et af regeringens støttepartier, for at kunne benægte, at regeringen har begået grundlovsbrud i forbindelse med nedslagtningen af det danske minkerhverv.

"Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november"

Minkkommissionen

Minkkommissionen var ganske tydelig i deres konklusion. Mette Frederiksen og hendes ministre har begået grundlovsbrud, har vildledt offentligheden og udstukket en ulovlig instruks. En ulovlig instruks som regeringen brugte militæret til at udføre. Mere om det senere.

Mette Frederiksen og regering fortsatte endda med lovbruddet, efter at det blev offentlig kendt, at der ikke var lovhjemmel til at nedslagte minkerhvervet.

Beviser

En diktator har ikke den store respekt for hverken retsstat eller demokrati og vil derfor stort set gøre som det passer vedkommende. Og en fornuftig diktator vil selvfølgelig sørge for at dække sporene efter sig, slette de mange beviser.

I forbindelse med minkskandalen så vi flere gange, hvordan Mette Frederiksen og hendes kumpaner, som statsministeriets departementchef Barbara Bertelsen, forsøgte at forhindre minkkommisionen i at udføre deres arbejde.

Beviser i form af blandt andet sms’er forsvandt pludselig sporløs. Det skete sjovt nok efter, at journalister havde bedt om aktindsigt. Og da myndighederne skulle undersøge, om det var muligt at genskabe beviserne, kom resultatet først EFTER et valg. Noget der selvfølgelig var styret fra regeringens side.

Militær

Hvad der også kendetegner en diktator er, at vedkommende bruger sit lands militær og politi til at gennemtrumfe diktatorens ønsker og krav. Noget statsminister Mette Frederiksen og hendes regering også har benyttet sig af i løbet af de små 3 år, Socialdemokratiet har haft magten.

I en video fra starten af minkskandalen kan man se chefen for hæren, Generalmajor Michael Anker Lollesgaard, rose de involverede militær folk for deres indsats i nedslagtningen af millioner af mink og minkavlernes livsværk.

Hvad der er værd at bemærke er, at videoen er fra den 11. november 2020, altså flere dage efter, at det blev konstateret, at der var tale om grundlovsbrud.

Og så har regeringen heller ingen problemer med ulovligt at bruge forsvarets udstyr til at tilfredsstille deres egne personlige behov. Bare spørg Trine Bramsen.

Løgne

En diktator har det også meget svært med sandheden. For man kan jo ikke fortælle befolkningen, hvad der virkelig sker inden bag murerne, hvis det drejer sig om ulovligheder på stribe.  Mette Frederiksen og kumpaner har taget Socialdemokratiets eget begreb nødløgne til et helt nyt niveau.

Mette Frederiksen selv er flere gange blevet afsløret i at lyve over for befolkningen og ikke mindst folketinget. En uvildig udredning fastslog for eksempel, at statsministeren løj over for danskerne og Folketinget, da hun påstod, at myndighederne anbefalede covid-19 nedlukningen i foråret 2020.

Og senest har fødevareminister Rasmus Prehn løjet om hans i forvejen ulovlige misbrug af skatteydernes penge. Mere om det senere.

Faktisk kunne vi fortsætte med at opremse den ene løgn efter den anden. Men det er pladsen ikke lige til i dag. Men en hurtig Google søgning vil hurtigt kunne fremvise flere eksempler.

Trusler

En diktator holder sig ikke tilbage, når det gælder intimidering af sine undersåtter og politiske modstandere. Hvis nogen har den frækhed, at modsige diktatoren, så kan man være sikker på, at det får konsekvenser.

Og heller ikke på dette punkt holder Mette Frederiksen og Socialdemokratiet sig tilbage. Topfolk i Socialdemokratiet har flere gange lagt pres på og truet kritikere af partiets eller regeringens politik.

Berlingske har kunne dokumentere flere tilfælde, hvor Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, både før og efter folketingsvalget, har forsøgt at påvirke eksperter og organisationer. Udelukkende fordi de talte imod regeringens politik.

Regeringen og socialdemokratiet har under Mette Frederiksen’s ledelse kørt med den diktatoriske tilgang ‘enten er I med os eller også er I imod folkesundheden, reststaten og demokratiet’.

Svindel

En diktator og hans / hendes nærmeste tilhængere har det også med at benytte befolkningens midler til at betale for eget forbrug, i strid med lovgivningen. Noget denne regering beviseligt tydeligvis ikke har de store problemer med.

Seneste sag fra regeringen, når det gælder misbrug af skattemidler, er fødevareminister Rasmus Prehn’s misbrug af det kreditkort, som han har fået udleveret som minister.

Rasmus Prehn har i strid med lovgivningen brugt statens kreditkort til at betale for eget forbrug og betale for intime middage med kvindelige journalister.

Slipper for straf

Og sådan kunne vi have fortsat listen med beviser på, at Mette Frederiksen og hendes kumpaner dufter lidt, nogen vil sige meget, af diktatoriske træk. Ser man på ordbogens definition af begrebet diktator blever det endda endnu mere tydeligt:

”person som til stadighed egenrådigt tvinger sin egen vilje igennem”

Ordbogens definition af diktator

Gennem snart lidt over 3 år har Mette Frederiksen dokumenteret, at det er hendes holdning, og den er ikke til diskussion, der gælder. Fra starten af sørgede Mette Frederiksen for at samle mere magt omkring statsministeriet. Noget der blandt andet gav bagslag i forbindelse med minkskandalen.

Men trods de mange løgne, trusler, lovbrud og svindel, så sidder regeringen stadig, så er Mette Frederiksen stadig statsminister. Og det er faktiske det sidste punkt på vores liste over beviser på diktatoriske træk.

For en diktator kan ikke blive siddende med mindre nogen holder hånden over vedkommende. Og her har Mette Frederiksen været ganske heldig med sine støttepartier. For Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har stort set accepteret alt, hvad Mette Frederiksen og kumpaner har rørt ved. Også selv om loven er blevet overtrådt.

Mette Frederiksen held har været, at hendes støttepartier er mere interesseret i mulige ministerbiler end grundloven, retsstaten og demokratiet.

 

 

Kilde:

https://danmarksfremtid.dk/nyhed/diktatoren-mette-frederiksen/

 

 

Frisættelse. I Frankrig har det muslimske hovedtørklæde været forbudt ved lov i skoler og gymnasier siden 2004. Men har det så fremmet integrationen og ligestillingen og dæmmet op for den sociale kontrol?

TILSLØRET ISLAMISME

PARIS – Set med franske briller ligner det et dansk deja-vu, at forfatteren Salman Rushdie blev livsfarligt såret i et knivattentat, få dage før debatten om et forbud mod islamiske hovedtørklæder blussede op i Danmark.

For det iranske præstestyres fatwa mod den britisk-amerikanske forfatter på grund af hans roman De sataniske vers faldt også sammen med debatten om hovedtørklædet i Frankrig: Året var 1989.

Åstedet for den franske debat var pariserforstaden Creil, cirka 60 kilometer fra den franske hovedstad. Tre 13-14-årige skolepiger, Leila, Fatima og Samira, blev bortvist, fordi de nægtede at følge deres rektors ordre om at tage tørklædet af, når de gik i skole.

Rektoren mente, at tørklædet var i modstrid med den franske folkeskoles kodeks, der hviler på den veletablerede verdslighedslov fra 1905, der strengt adskiller kirke og religion fra stat og offentlige myndigheder og embeder. Der er således hverken kirkeministerium, kirkeskat eller offentligt betalte præster i Frankrig, hvor heller ikke kirkebryllupper er juridisk gyldige, men blot kristen staffage.

Et år efter forbuddet mod hovedtørklæder trådte i kraft, havde undervisningsministeriet i Frankrig registreret 47 bortvisninger og omkring 15 indskrivninger til hjemmeskoling.

Tørklædesagen røg hurtigt til tops i den offentlige debat, og af frygt for at gå det antimuslimske Front Nationals ærinde, sendte den daværende socialistiske regering sagen videre til landets øverste administrative myndighed, Statsrådet. Her slog man noget lunkent fast, at »tørklædet ikke i sig selv var undertrykkende«, men at man i øvrigt ville overlade det til lokale myndigheder at løse eventuelle tvister. Dem var der en del af i de følgende år, og mange skoler og gymnasier forsøgte sig med uhensigtsmæssige og besværlige lappeløsninger som enerums- eller fjernundervisning af de muslimske elever, der nægtede at aflægge tørklædet.

Fem år senere fulgte et cirkulære fra den nu borgerlige regering, der de facto forbød »udfordrende tegn på religiøse eller politiske tilhørsforhold« – uden dog at have status af en egentlig lov. 

Det førte til endnu en hidsig debat, der resulterede i bortvisning af 200-300 skole- og gymnasieelever, flere demonstrationer og enkelte sultestrejker. Og efter endnu ti år med jævnligt opblussende tørklædestridigheder fulgte så et egentligt lovforbud i 2004.

Den heftige debat i Algeriet og i Tunesien vidner om, at hovedtørklædet også for muslimer er et islamistisk symbol.

Det skete dog først, efter at en uafhængig kommission grundigt havde gransket alle de problemer – og fordele – der ville være forbundet med at forbyde såvel hovedtørklædet som andre »ostentative (tilskuestillende, red.) religiøse beklædningsgenstande«, som det kom til at hedde i den endelige lovtekst.

Til at begynde med var tre fjerdedele af kommissionens medlemmer faktisk imod et forbud, men vidnesbyrd fra snesevis af intellektuelle, forfattere, politikere, religiøse overhoveder og sociologer fik kommissionen til at skifte mening. Formanden, Bernard Stasi, endte med at konkludere, at »hovedtørklædet er et redskab til fremmedgørelse af kvinden«, og at man derfor anbefalede et forbud.

Islamismens udbredelse

Den algeriske forfatter Boualem Sansal, der vidnede for kommissionen om situationen i sit hjemland, fortalte mig for nogle år tilbage, at han anså »hovedtørklædet for at være islamisternes trojanske hest«. På overfladen ser det uskyldigt ud, men slipper man det inden for portene, har man lukket fjenden ind.

Han mindede om, at man i Algeriet i begyndelsen af 1990erne havde præcis de samme diskussioner om, hvorvidt man i demokratiets navn skulle give demokratiets fjender plads. Her endte flere års blodig borgerkrig med en våbenhvile og et sekulært styre, der dog er under konstant pres fra religiøse fundamentalister. Hovedtørklædet er i dag tilladt i Algeriet – i modsætning til de mere tildækkende niqab og chador, men den heftige debat i Algeriet (og i Tunesien) vidner om, at hovedtørklædet også for muslimer er et islamistisk symbol.

Også filosoffen Elisabeth Badinter, der ligeledes vidnede for kommissionen og var blandt de første til at protestere mod hovedtørklædet i 1989, har talt dunder mod hovedtørklædet, som hun kalder et politisk redskab for islamismens udbredelse.

Omend hun frygter, at det måske allerede er for sent at standse islamismens fremmarch i Frankrig. »Islamisterne kunne jo nu se, at der ikke skulle mere end tre småpiger til for at sætte den franske verdslige republik på den anden ende,« som hun sagde med et suk, da jeg interviewede hende i fjor.

De største modstandere mod et forbud af hovedtørklædet er ikke overraskende de religiøse muslimske organisationer, heriblandt UOIF, Union des organisations islamiques de France, der har forbindelser til Det Muslimske Broderskab.

Organisationen kalder forbuddet »en lidelse for dem, der døjer med de skæbnesvangre konsekvenser af den ulovlige lov« og insisterer på, at det er en del af pigernes kultur, og de selv bør kunne bestemme, om de vil bære hovedtørklæde eller ej.

To muslimske piger har også appelleret til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som imidlertid i 2005 underkendte deres klage med henvisning til, at »verdsligheden er indskrevet i den franske forfatning«, og at målet med loven er »at holde det verdslige imperativ i hævd i grund- og gymnasieskolen«.

Positive resultater

Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser forbuddet har haft.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der har været den kraftige modreaktion fra de muslimske miljøer, som man ellers kunne have frygtet.

Et år efter loven trådte i kraft, havde undervisningsministeriet kun registreret 47 bortvisninger og omkring 15 indskrivninger til hjemmeskoling.

Men selvom det stod i loven, at effekten skulle opgøres et år efter ikrafttrædelsen, er der ikke lavet en fyldestgørende opgørelse over, hvor mange muslimske piger der er skiftet til muslimske eller katolske privatskoler (som i modsætning til det danske forslag ikke er omfattet af forbuddet) eller ligefrem har forladt skolen efter det fyldte 16. år, hvor undervisningspligten ophører.

En af årsagerne til dette – som man nok burde have kunnet forudse – er, at det ikke er tilladt for staten i Frankrig at lave statistikker på grundlag af religion eller etnicitet.

En rapport fra den islamiske organisation UOIF anslog året efter, at der var tale om cirka 800 piger på landsplan, der havde skiftet til privatskole, hjemmeundervisning eller ligefrem var fraflyttet landet.

Det er vanskeligt at vurdere oplysningernes validitet, men uanset hvad synes omfanget at være forsvindende lille i forhold til landets samlede antal på over 12 millioner elever.

Den eneste større empirisk underbyggede undersøgelse af lovens effekt på unge pigers skolegang kom i februar i år.

Den konkluderer, at allerede cirkulæret, der forbød tørklædet i 1994, førte til en væsentlig forbedring i »de unge kvinders akademiske integration«.

»Forbuddet førte både til en markant forbedring af uddannelsesniveauet for kvindelige elever af muslimsk oprindelse og til en stigning i antallet af blandede ægteskaber,« konkluderer rapportens forfattere, Éric Maurin fra Paris School of Economics og Nicolás Navarrete fra City University i London.

De er ikke i tvivl om, at stigningen må skyldes cirkulæret, og at der tale om en kausal sammenhæng og ikke blot en tilfældig korrelation. Dels fordi der ikke fandt en lignende stigning i uddannelsesniveauet hos de mandlige muslimske elever sted, dels fordi der ingen andre umiddelbare forklaringer er at finde.

De mener således at kunne konkludere, at cirkulæret har afstedkommet en bedre integration af muslimske kvinder i det franske samfund. Og lader forstå, at det efterfølgende lovfæstede forbud sandsynligvis har forstærket tendensen, fordi det – i modsætning til cirkulæret – ikke kan indklages for – og dermed udfordres af – lokale myndigheder.

De opvoksende generationer

Alligevel kan man ikke uden videre konkludere, at tørklædeforbuddet har sikret det religiøse mindretals bredere værdimæssige integration i det omgivende samfund.

Enhver, der har tilbragt blot fem minutter foran en skole i en af Marseilles, Lyons eller Paris' forstæder, vil bemærke, at tørklæderne kommer tilbage på hovedet, så snart de muslimske piger forlader skolegården.

Og et par opsigtsvækkende meningsmålinger har da også vist, at det måske er så som så med den egentlige integration af de yngre muslimske franskmænd.

En meningsmåling fra opinionsinstituttet Ifop i efteråret 2020 viste således, at fundamentalismen trives og er i vækst blandt Frankrigs fire-fem millioner muslimer.

Overraskende nok primært blandt de yngre, og det er de fleste, da 85 procent af landets muslimer er under 50.

74 procent af muslimer under 25 år svarer således »ja« på spørgsmålet, om »islam kommer før republikken?« Mens hele 57 procent i samme aldersgruppe siger, at »sharia har større vægt end republikkens love«.

Og det ville også være synd at sige, at tørklædeforbuddet er blevet mere accepteret med tiden af muslimerne selv.

75 procent af alle franske muslimer synes, at kvinder skal have lov at gå med hovedtørklæde overalt; en holdning, som kun deles af 25 procent af den samlede befolkning.

På samme måde deler vandene sig i forhold til den franske verdslighedslov fra 1905, der adskiller stat og religion: Den værdsættes kun af 44 procent af muslimerne, mens den nyder massiv tilslutning (omkring 90 procent) i den samlede befolkning.

Mest rystende er dog, at fundamentalismen som nævnt særligt synes i vækst blandt de yngste muslimer.

 

Som filosoffen Elisabeth Badinter sagde, da jeg talte med hende i fjor, kan man roligt konkludere, at »tesen om, at integrationen bliver stærkere for hver generation, ikke holder«.

Hvordan det går til, er der mange meninger om.

Sociologen Raphaël Liogier mener at vide, at det er en konsekvens af globaliseringen. Den religiøse overlevering kommer ikke længere fra forældrene, men fra politisk-religiøse grupperinger, der ikke mindst formidler deres budskaber via internettet: Hvad enten det drejer sig om Det Muslimske Broderskab, Tabligh, salafistiske netværk eller sågar Islamisk Stat.

Han mener, at de unge finder svaret på deres søgen efter en muslimsk identitet i en form for »fundamentalistisk globaliseret islam«, og kalder det en »form for ungdomsoprør«.

Og netop derfor kan det ifølge ham være problematisk at svare hårdt igen med tiltag som tørklædeforbud, »fordi man da risikerer at forstærke denne sort-hvide dikotomi«, siger Raphaël Liogier til netavisen 20minutes.

Det er altså fortsat et trosspørgsmål, om det er godt eller skidt for integrationen af muslimer at forbyde tørklæder.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-35/samfund/tilsloeret-islamisme

ASKE MUNCK (født 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har tidligere været korrespondent i London for Information, assisterende udlandsredaktør på Politiken og har siden 2003 arbejdet i Frankrig for blandt andre, Politiken og P1 Orientering og siden 2011 som Weekendavisens korrespondent. Sideløbende har han været kommentator på de franske tv-stationer France24 og iTélé. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009) og Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020).

 

ASMU@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. Statsministeren mistede de facto sit flertal på grund af minkskandalen. Det er to måneder siden. Alligevel trækker hun tiden ud i den længste og mest pinefulde valgkamp i nyere danmarkshistorie.

POLITISK PÆLESIDNING

Nu er minksagen overstået. Og den var slet ikke så slem. Faktisk mest en mellemstor personalesag, som kan afsluttes med hjemsendelsen af to ledende embedsmænd, ingen kan huske navnene på i morgen. Helt fejlagtigt er det at kalde den for en skandale. Det er menneskeligt at fejle, og så taler vi ikke mere om det. Sådan forsøger statsministeren at lukke sagen.

Rigspolitichefen og Miljøministeriets departementschef hjemsendes, mens Justitsministeriets departementschef og Barbara Bertelsen slipper med irettesættelse og advarsel. Og så kan der ikke koges mere suppe på den pølsepind. Mener statsministeren.

ER hun helt overbevist om sin udlægning af sagen, er det lige så tydeligt, at situationen er blevet absurd. Statsministeren er gået i total fornægtelse og afviser blankt al kritik. Oppositionen antyder korruption i Medarbejderstyrelsen og er samtidig ved at kvæles i hykleriet i dens holdning til Inger Støjbergs eventuelle ministerpost.

Vores ledende politikere er låst fast som passagerer i havarerede biler efter et frontalsammenstød. Det kan som bekendt være pirrende og tillokkende at stirre på, men det er faktisk mest ubehageligt, og man føler sig som en tilskuer, der burde gå videre.

DET er nu otte uger siden, De Radikale »væltede« statsministeren, som åbenlyst har tænkt sig at trække tiden så længe, hun kan. Vi er tilskuere til den længste og mest pinefulde politiske pælesidning i nyere danmarkshistorie.

Den hidtil længste valgkamp – i 1964 – varede i 52 dage, og hvis Frederiksen bliver siddende på sin pind, og valget først kommer sidst i oktober, kan vi præstere mere end en fordobling: Næsten fire måneders valgkamp! En tredjedel af året med dette håbløse spil, taktiske manøvrer og udspil nøje designet til udvalgte vælgergrupper.

VIRKELIG påtrængende er det at minde om årsagen til den uholdbare situation: Minkkommissionens rapport, der fik De Radikale til at kræve, at statsministeren udskriver valg senest 4. oktober, når Folketinget åbner. Dette halvkvædede mistillidsvotum betyder, at vi nu må tåle statsministerens forsøg på at distrahere og aflede vælgernes opmærksomhed i månedsvis. Med denne uges Bandepakke IV for eksempel, hvor stats- og justitsministeren fremmanede billedet af et land, hvor borgerne bliver stadig mere utrygge. Og hvor et stort mørketal af danskere end ikke tør gå til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet. Det dystre billede skydes ikke bare ned af jurister og kriminologer, men også af regeringens egen faglige ekspertise. Justitsministeriet har i to rapporter i år konkluderet, at borgerne føler sig tryggere end nogensinde før – og at de i stadig højere grad går til myndighederne, når de udsættes for kriminalitet.

TRÆLS er denne umaskerede populisme selvfølgelig. Men mest symptomatisk er det, at forslaget er så blottet for faglig opbakning. Det er jo netop det, der gør regeringsførelsen de sidste tre år så problematisk. Regeringen har skiftevis politiseret embedsmændene og ignoreret og trynet den faglighed, der skal sikre saglighed og holdbare beslutninger. Minksagen var kulminationen.

»Det kan ikke fortsætte på denne her måde,« sagde Sofie Carsten Nielsen straks efter minkrapporten: »Vi kommer ikke til at kunne lave noget egentlig, ordentligt politisk arbejde. Der skal ny luft og ny ilt til Christiansborg.«

STATSMINISTER Mette Frederiksen har det politiske ansvar. Alene det, at rigspolitichefen hjemsendes for at have bistået den grundlovsstridige minkaktion, er jo historisk, og den manglende erkendelse af ansvaret i regeringens top er rystende. Kommissionen placerede et utvetydigt ansvar i Statsministeriet og savede i rapporten de bærende søjler i Frederiksens principper for magtudøvelse over.

Og synes man ikke, at det er tilstrækkeligt, kan man lægge sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste oveni. Her blev ledelsen hjemsendt straks, da der forelå en anklage mod dem, og selvom de blev renset af en efterfølgende undersøgelse, er de alligevel blevet sendt over i andre job. Statsministeren prøver helt åbent at trække tiden ud og fjerne opmærksomheden fra de to sager, der bør være centrum for denne valgkamp. Så kan vi i en måneds tid endnu diskutere, hvornår hun, statsministeren, hovedpersonen, alle må forholde sig til, mon udskriver valget, og så tage endnu tre ugers formel valgkamp.

Midt i denne højrøstede palaver er én ting afgørende: Statsministerens etpartiregering har de facto mistet sit flertal. De Radikale begik den fejl ikke at udtrykke klar mistillid, men tag ikke fejl: Situationen skyldes, at statsministeren har sat folkestyret i venteposition. Som vælger føles det som at få besked om, at man er nummer 500 i køen, og så blive sat på evig valgmuzak. Politisk ordentligt og værdigt ville det være af statsministeren at anerkende sit manglende flertal og udskrive valget. At trække tiden lægger sig i forlængelse af den magtfuldkommenhed og uansvarlighed, statsministeren er blevet kritiseret for.

Det er en hån mod det folkestyre, hun skylder sin magt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/samfund/politisk-paelesidning

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

·    KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Kommentar. Vi må konstatere, at hadet imod Salman Rushdie, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

Guds fjendes hals og evigheden

»Bravo til denne modige og pligtopfyldende mand, der angreb den frafaldne og depraverede Salman Rushdie i New York«, skriver den konservative iranske avis Kayhan med forbindelser til den iranske ledelse i anledning af kniv-overfaldet på den britisk-indiske forfatter i New York fredag.

»Lad os kysse hans hænder, han der flænsede Guds fjendes hals med en kniv«, fortsætter avisen. Flertallet af iranske aviser følger trop og hylder gerningsmanden, den 24-årige californiske Hadi Matar, der efter de første rapporter synes at være fascineret af ekstreme varianter af shia-islam, Hizbollah og Revolutionsgarden i Iran.

Modsætningsvis tager vestlig presse generelt afstand til handlingen som et afskyeligt og kujonagtigt angreb, både på en konkret forkæmper for fri tale og på ytringsfriheden mere generelt. Den »anstændige« advarsel om at Rushdie jo bare selv kunne have holdt lav profil og at ytringsfriheden ikke medfører nogen ytringspligt, har vi endnu ikke hørt, men vi kan med en vis sandsynlighed forudsige, at den inden længe vil melde sig i koret. Mens Rushdie ligger i respirator og det ikke vides hvilken grad af invaliditet overfaldet vil medføre, kan man overveje hans mærkelige skæbne. Han blev katapulteret ind i en kontroversiel verdensberømmelse, da Irans leder ayatollah Khomeini udstødte en fatwa imod hans 1988-roman De sataniske vers med krav om dødsstraf til forfatteren.

Anledningen var nogle drømmeagtige passager, der kan fortolkes som om de handlede om den såkaldte profet Muhammed. Fatwaen gav anledning til en årrække, hvor Rushdie måtte flygte fra det ene safe house i England til det næste, forfulgt af iranske agenter og radikale britiske muslimer, sådan som han selv senere berettede om i den ret fantastiske bog Joseph Anton. Han påtog sig med autoritet den rolle, som skæbnen tildelte ham – som forsvarer for ytringsfrihed og forfulgte forfattere – og har de seneste år i stort omfang optrådt uden beskyttelse og udtalt sig som om truslen mod ham nu var forældet og tilhørte en anden tid. Det kan vi nu konstatere ikke er tilfældet.

Rushdies tredive år lange kamp for ytringsfrihed har delt vandene i de vestlige lande, mellem deciderede tilhængere af fatwaen i radikale dele af de islamiske indvandrermiljøer, men også mellem forsvarere for ytringsfriheden og anstændige, der hævder, at ofre som Rushdie selv er skyld i forfølgelsen af dem.

Det er ikke mærkeligt, at ytringsfrihed ikke nyder fremme i totalitære lande som Rusland, Kina, Iran eller Saudi-Arabien, men man må konstatere, at emnet også er blevet kontroversielt i de traditionelt mere åbne vestlige demokratier, hvor det er stadig sjældnere at høre støtte til det vigtigste aspekt af ytringsfrihed: at den også må gælde ens egne værste modstandere. I forhold til den iranske jubel over overfaldet kan man meditere over grunden til, at den forældelse af fatwaen, Rushdie havde håbet på, ikke har indfundet sig.

Meget religiøse mennesker lever i en anden tidsregning end sækulære personer. »Sækulær« kommer af »saeculum«, århundrede, og angiver netop, at ikke-troende mennesker lever i deres egen tid. Stærkt troende, derimod, lever i og for evigheden, og for dem gælder ingen forældelse. For dem skrumper historien til en overskuelig liste af identifikationspunkter med akut gyldighed i nuet.

Man kender det fra hvordan de nordirske kamphaner, protestantiske som katolske, henviser til Battle of the Boyne i 1690 som noget der skete i forgårs, eller de serbiske ortodokse og deres besættelse af Slaget på Solsortesletten i 1389. Men ville vi udvise anstændig forståelse for religiøse sensibiliteter, hvis katolske terrorister stak Michael Palin eller John Cleese ned i protest mod Life of Brian?

Man må håbe, at Rushdie overlever og kommer ud af respiratoren i nogenlunde helbredt og fungerende stand. Men vi må konstatere, at hadet imod ham, imod hans bog og imod hans frihed, vil overleve ham og blive dyrket, kælet for og videreudviklet i kommende generationer.

https://www.weekendavisen.dk/samfund/guds-fjendes-hals-og-evigheden

FREDERIK STJERNFELT (f. 1957) er professor på Aalborg Universitet København og har skrevet fast i Weekendavisen siden 1994 om filosofi, idehistorie, politik, litteratur, etc. Redigerede KRITIK fra 1993-2013. Har bl.a. skrevet Hadets Anatomi om Ex-Jugoslavien og Adskillelsens Politik om multikulti, begge med Jens-Martin Eriksen; Kritik af den negative opbyggelighed med Søren Ulrik Thomsen, Tal en tanke med Vincent Hendricks, MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama. På engelsk har jeg publiceret disputatsen Diagrammatology og Natural Propositions om den amerikanske filosof Charles Peirce. Har redigeret Kampen om disciplinerne og Kortlægning af dansk humanistisk forskning med David Budtz Pedersen.

 

STJERN@HUM.AAU.DK